Den døde mand og havet

– om et kranium, der var ældre end først antaget

I 2014 modtog Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet i Odense et menneskekranium, der var fundet på stranden på halvøen Føns syd for Middelfart (fig. 1). På issebenet havde kraniet et cirkulært hul, der kunne stamme fra et projektil, og der kunne således være tale om en mordsag fra nutiden. Skudvåben har som bekendt været anvendt siden senmiddelalderen, så det kunne ikke udelukkes, at kraniet var nogle hundrede år gammelt. Kraniets bevaringstilstand kunne imidlertid hverken beeller afkræfte, at det var fra nyere tid. En 14C-datering viste imidlertid snart, at der, frem for en moderne politisag, var tale om en sag for arkæologer. Derfor blev Odense Bys Museer involveret i sagen, og det videre analysearbejde foregik nu i tæt samarbejde mellem arkæologer og retsmedicinere.

Fig. 1. Kraniets findested på Føns-halvøen.
Fig. 2. Solnedgang på findestedet. Kraniet blev fundet i den opskyllede tangbræmme til venstre for kajakkerne.

Fundhistorien

Den 15. juli 2014 var et mindre selskab på kajaktur på Lillebælt, men tiltagende vind tvang deltagerne til at søge mod land. De stævnede ind i den brede, vestvendte vig, der åbner sig mod Lillebælt på den ydre del af Fønshalvøen på Fyns vestkyst. Bølgerne tog til, så kajakkerne blev nærmest kastet op på forstranden, der består af lave og sandede strandvolde med bælter af opskyllet tang (fig. 2). En af deltagerne, Flemming Christoffersen fra Sorø, har efterfølgende berettet, at en bølge satte hans kajak af på stranden lige ved siden af en lys klump, der straks fangede hans opmærksomhed. Stor var overraskelsen, da der viste sig at være tale om et menneskekranium, og den blev ikke mindre, da han kunne se et regelmæssigt cirkulært hul i kraniet. Ud fra en antagelse om, at der måtte være tale om et skudoffer, blev Fyns Politi straks kontaktet. Politiet antog også, at der var tale om en kriminalsag, så kraniet blev sporsikret og bragt til Retsmedicinsk Institut, hvor den antropologiske analyse nu kunne begynde. Den information, der lå gemt i kraniet, var modstridende – kraniets tænder var uden fyldninger, hvilket er usædvanligt for et moderne voksent tandsæt, men det formodede skudhul udelukkede, at døden kunne være indtruffet før senmiddelalderen. Måske kunne der være tale om et offer fra kampene mellem danske og svenske styrker, da Karl 10. Gustav med en større hærstyrke gik over det frosne Lillebælt via Brandsø den 30. januar 1658? Skriftlige kilder, kortmateriale såvel som detektorfund af kugler fra kampene har dokumenteret, at landgangen på den fynske kyst skete i Tybrind Vig få km syd for fundstedet.[1] Der var imidlertid så mange usikkerheder forbundet med den videre tolkning af kraniet, at to prøver blev udtaget fra tænder og sendt til USA for at få lavet en 14C-datering. Resultatet kom allerede få dage senere, og det var højst overraskende: Kraniet kunne dateres til tiden omkring 1775-1700 f.Kr. og dermed den allersidste del af bondestenalderen, kaldet dolktid eller senneolitikum, og altså nærmest på overgangen til bronzealderen.[2] Dermed var enhver diskussion om en skuddræbt svensker eller et moderne drabsoffer definitivt afsluttet!

Til gengæld var et arkæologisk mysterium opstået, for hvad var årsagen til, at kraniet var endt på den vestfynske strandbred?[3]




Fig. 3. Kraniet set forfra, hvor ansigtsskelettet mangler kindben og næseben i højre side. B: Kraniet set fra den velbevarede venstre side. C: Kraniet set fra den dårligt bevarede højre side, hvor der ses aflejringer af alger samt den runde læsion bagtil på issebenet. D: Kraniet set bagfra.

Kraniet

Kraniet fra Føns er delvist bevaret. Højre tindingeben og kindben samt nakkebenet mangler – det samme gør underkæben. På de bevarede dele af kraniets højre side ses aflejringer af algerester og tang samt nedbrydning af den udvendige og indvendige kranievæg, og dette er sket efter dødens indtræden (fig. 3c). Kraniets venstre side er intakt og uden nedbrydning af overfladen.

Kraniet har et penetrerende cirkulært hul i højre side på issebenet svarende til skråt over og bagud i forhold til det sted, hvor højre øre har siddet. Hullets største udvendige diameter er 18 mm, og den største indvendige diameter er 21 mm. Forskellen på det ydre og indre mål skyldes, at hullet indvendig langs kanten har en afflisning, der måler ca. 3 mm. Hullet er lettere nedbrudt i kanten pga. opholdet i vandet, men kanten synes oprindelig at have været skarp. Der ses ingen tegn på knoglereaktion eller opheling (fig. 4).


Fig. 4. Det runde hul på højre isseben. A: Hullet set fra kraniets yderside. B: Afflisningen på den indvendige side af kraniet.

Afdødes køn og alder

Kraniet vurderes til med overvejende sandsynlighed at tilhøre en mand. Kønsvurderingen bygger på kraniets markante øjenbrynsbuer samt den kraftige øreknude. Øreknuden er bevaret i kraniets venstre side bag den ydre øreindgang og kan ses på figur 3b.

Uden det tilhørende skelet begrænses muligheden for en præcis vurdering af personens alder, da døden indtraf. På kraniet kan tandsliddet på den bevarede overkæbes tandsæt samt graden af sammenvoksning af kraniesømmene – de såkaldte suturer, der adskiller kraniets forskellige knogler – benyttes til aldersbestemmelse.

Sammenvoksningen af kraniets forskellige suturforløb begynder ved forskellige alderstrin og sker med varierende hastighed. Sammenvoksningsgraden er i høj grad individuel, og til aldersvurdering er metoden derfor meget lidt præcis. Metoden kan kun skelne mellem unge voksne og gamle voksne.[4] På Føns-kraniet er coronal-suturen, der skiller kraniets pandeben fra de to isseben på hjernekassen, i højre side revet op og helt åben, hvilket er sket efter døden. Coronal-suturen er derimod bevaret intakt i den yderste venstre side, hvor det ses, at suturen er åben uden påbegyndt sammenvoksning (fig. 3 & 5). Sagittal-suturen, der skiller de to isseben, er bevaret intakt og er delvist sammenvokset (fig. 5). Ud fra kraniesuturernes grad af sammenvoksning vurderes det derfor, at der er tale om en ung mand.

Fig. 5. Kraniet set oppefra med den åbne coronal-sutur samt den lukkede og delvist sammenvoksede sagittalsutur mellem de to isseben.

Der er lavet flere undersøgelser af, hvordan tandslid på det permanente tandsæt kan benyttes til vurdering af alder hos afdøde. Metoderne kan have deres fordele ved undersøgelsen af levn af fortidige mennesker, da tænder pga. emaljens hårde struktur ofte er bevaret, også når knoglerne er gået til. Mange faktorer har indvirkning på tandsliddet, bl.a. tandens morfologi, dens størrelse, den indre krones struktur samt tyggemekanismer og kost. Faktorerne skyldes overvejende forhold hos det enkelte individ og kan derfor ikke direkte tolkes som aldersforandringer.[5] Metoden skal derfor benyttes med forbehold for variation, og en præcis aldersvurdering er ikke mulig. Et skema til aldersvurdering ud fra tandslidsmønstre, som er udviklet af O. Lovejoy[6], er benyttet til vurdering af mandens alder ved døden (fig. 6).

Fig. 6. Overkæben med de bevarede tænder.

Kraniet har bevaret overkæben, hvor der ses tandtab efter døden af venstre sides første fortand samt højre sides første og anden fortand. Herudover mangler venstre sides anden fortand samt højre sides hjørnetand, da disse er udtaget til 14C-analysen. Der er tale om et voksent tandsæt, hvor tænderne er fremme og i brug. Visdomstænderne i både højre og venstre side er aldrig dannet.

På tænderne ses moderat tandslid, hvor den brungule dentin (tandben) under den hvide emalje kun i nogen grad er blottet. Dentinen er blottet på 6 års-tænderne. På 12 årstænderne ses kun slid i emaljen, men det brungullige skær fra dentinen kan dog anes herunder. Overkæbens slidmønster ligner mest Lovejoys grupper B2 og C, der svarer til aldersgrupperne henholdsvis 16-20 år og 18-22 år.

Tandslidsmønstret trækker manden lidt ned i alder i forhold til den påbegyndte sammenvoksede sagittal-sutur. Der er nogle individuelle faktorer, der gør sig gældende i forhold til enten tandslid eller sammenvoksning af suturerne. Alderen ved døden vurderes derfor bredt mellem 18 og 25 år.

Hullet i kraniet

Et rundt hul i et kranium med en skarp kant kan have mange årsager. Set i lyset af kraniets fundomstændigheder kan en udefrakommende påvirkning efter døden være en årsag. Herudover er der flere mulige patologiske forklaringer på læsionens årsag – et operativt indgreb, en sygdomsproces eller et resultat af et slag med en genstand. Hvis der er tale om en patologisk forklaring, viser kanten af læsionen uden tegn på knoglereaktion, at hullet er opstået i dødsøjeblikket eller i et aktivt stadie af en sygdomsproces.

En skade påført kraniet efter mandens død? Kraniet kan have fået en jernnagle eller lignende igennem sig, mens det har ligget i vandet eller i vandkanten. Når knoglemateriale ligger i vandet eller jorden, forsvinder indholdet af kollagen, der sikrer elasticiteten i levende live, og man kunne derfor forvente, at hvis en skade var påført, mens stykket lå i vandet, ville afsprængningen være mere uregelmæssig med tilstødende revner. Hullet er altså næsten for ’pænt’ til at være opstået ved en påvirkning af kraniet efter døden.

Et operativt indgreb?

En trepanation er et operativt indgreb, hvor et hul enten skæres, skrabes eller bores ind i et kranie.[7] Formålet med indgrebet, der også udføres i moderne kirurgisk behandling, er overvejende at fjerne knoglestumper eller blodansamlinger i forbindelse med traumer, altså slag mod kraniet. I fortidige befolkninger, hvor indgrebet er velkendt, var formålet antagelig også at uddrive onde ånder ved hovedpine eller sindssygdom.[8]

Mange af de danske tilfælde af trepanationer, som overvejende er fra bondestenalderen, har vist sig ved en reevaluering at være forårsaget af slagskader.[9] Hvis hullet i kraniet fra Føns er opstået ved en trepanation, er det skabt enten ved afskrabning eller boring, hvorved den cirkulære form kan skabes. Læsionen vil ved et sådan indgreb få den største diameter på den udvendige kranievæg, da der bores eller skrabes udefra og ind. På kraniet fra Føns ses den største diameter med afflisningen på den indvendige kranievæg, og en trepanation kan derfor udelukkes som forklaring på læsionen.

Fig. 7. Røntgenfoto af bronzealderkraniet.

En sygdomsproces?

Myelomatose er en ondartet kræftsygdom i knoglemarven, og den kan forårsage penetrerende huller i kraniet.[10] Der vil oftest ses flere læsioner samtidigt, og sygdommen rammer sjældent personer under 50 år. Et røntgenfoto af det fundne kranium (fig. 7) viser, at læsionen optræder solitær, og da manden var ganske ung, kan myelomatose udelukkes som årsag til læsionen. En anden sygdomsproces, der kan skabe læsioner i kraniet, er dannelsen af et såkaldt eosinofilt granulom. Der er her tale om en tumorlignende ansamling af store celler fra knoglemarven, som opstår i forbindelse med en tilstand kaldet Langerhansk-celle histiocy-tose.[11] Knoglegranulomet kan fjerne knoglevæv i det område, hvor det dannes, og sætte sine spor i flere af skelettets knogler, hvor kraniet er et af de hyppigst involverede.[12] Sygdommen er sjældent forekommende og rammer overvejende børn og unge, men tilfælde hos voksne kendes. Den udvikler sig som oftest langsomt og har ikke alvorlige følger for den syge. Denne tilstand kan ikke udelukkes som årsag til læsionen, omend den er sjælden i moderne befolkninger, og der kendes intet fortilfælde fra den danske oldtid.

Fig. 8. Kraniet fra Tygelsjö og den spids, som oplyses siddende i læsionen ved fremkomsten i 1800-tallet.
Fig. 9. Tygelsjö-kraniets læsion set fra indersiden.

Stump vold?

Endelig kan hullet være skabt ved vold med dødelig udgang. Et slag med en genstand kan knuse kranievæggen og kan, afhængigt af redskabets slagflade og knoglens hårdhed og elasticitet i det område, hvor slaget rammer, samt slagets kraft, efterlade et aftryk af genstanden uden radierende eller koncentriske frakturer om læsionen. Sådanne ses ellers ofte ved slagskader mod kraniet. En afflisning af læsionens kant på den indvendige kranievæg vil kunne opstå ved et sådan slag.[13] Fra moderne retsmedicin kendes tilfælde af slagskader uden radierende frakturer og med afflisning på den indre kranievæg, bl.a. en sag hvor slagvåbnet var en hammer.[14]

Fra Skandinaviens oldtid er der flere fund af kranier med slagskader, hvor skaderne ses som læsioner uden radierende frakturer og med afflisning på den indre kranievæg.[15] Et kranie med sådanne skader er fundet ved Tygelsjö nær Malmø; hullet er her cirkulært, og på den indvendige kranievæg ses en afflisning, der svarer til den på Føns-kraniet (fig. 8 & 9). Tygelsjö-kraniet oplyses at være fundet med en spids fra en hjortetak siddende i læsionen, men desværre er fundomstændighederne og dateringen meget ringe belyst.[16] I jættestuen Rævehøj på Vestsjælland er der fundet et kranium, der på venstre isseben har en cirkulær læsion med samme diameter som hullet på Føns-kraniet. På dette kraniums læsion ses dog en afrunding af kanterne, og på dets bagerste del ses et område med større irregulære huller, ligeledes med afrunding. Forandringerne på kraniet beskrives som et muligt meningioma – dvs. en hjernehindetumor – og det cirkulære hul som et såkaldt cloaca, dvs. et afløb for pus i forbindelse med en betændelse i kranievæggen pga. tumoren.[17]

Denne forklaring er ikke sandsynlig, da hjernehindetumorer oftest er solitære og ikke bliver inficeret. En mulig forklaring kunne være, at læsionerne er forårsaget af slag mod kraniet, og det cirkulære hul skabt med samme type genstand som skaden på kraniet fra Føns. Manden fra Rævehøj har dog i så fald, modsat manden fra Føns, overlevet nogen tid efter at have pådraget sig skaderne. Rævehøj-kraniet dateres til den mellemste eller sene del af bondestenalderen.

Hvilket redskab dræbte manden?

Retsmedicinernes undersøgelser viser, at hullet er opstået ved stump vold, mens manden var i live, og at det antagelig er et slag, der har forårsaget læsionen. Når man ser på læsionens karakter – og især på fraværet af radierende revner – må slaget være ført vinkelret på kranievæggen med ganske stor kraft og med et redskab, der havde en – om ikke spids – så i hvert fald ikke særlig stor slagflade. Hullets placering skråt bagud for og over det område, hvor mandens højre øre har siddet, ses ikke ofte på ofre for stump vold. Hvis to personer kæmper front mod front, vil slagskader typisk forekomme i ansigtet eller på kraniets forreste del.[18] Da de fleste mennesker er højrehåndede, vil slagskaderne typisk forekomme i hovedets venstre side og dermed helt modsat placeringen af Føns-kraniets læsion. Hullets placering og karakter indikerer således, at slaget må være påført af en person, der stod bag manden – eller evt. mens afdøde lå på maven.

Fig. 10. Verdens smukkeste flintredskab er Hindsgavldolken blevet kaldt. I princippet kan den døde fra Føns have set den.

For at komme nærmere en forklaring på, hvilket redskab, der kan have frembragt et hul med denne form og placering, er det nødvendigt at se på de våbenog redskabsformer, der var til rådighed omkring 1700 f.Kr. Hvis man starter med at se på de genstande, som mænd typisk fik med sig i graven i slutningen af bondestenalderen såvel som i den tidligste del af bronzealderen, har en række forskellige våbentyper spillet en betydelig rolle som markering af status og magt. I bondestenalderens slutfase var det i høj grad den fladehuggede flintdolk, der var mandens foretrukne våbentype – det er simpelthen derfor perioden benævnes dolktid! Dolkene, der i mange tilfælde efterligner mellemeuropæiske forbilleder af metal, kan være særdeles store og meget flot tilhuggede – og det i et omfang, så man må formode, at der i højere grad var tale om symboler end praktiske våben. Det absolut ypperste af disse redskaber, den såkaldte Hindsgavldolk (fig. 10), er netop fra slutningen af dolktid og dermed samtidig med Føns-kraniet. Ydermere er den fundet på Fænø blot 4,5 km nordvest for kraniets findested.[19] Bladene på de fladehuggede flintdolke har imidlertid et fladt, linseformet tværsnit, og de kan dermed udelukkes som skadevoldere. Samtidens spydblade såvel som pilespidser havde samme tværsnit, og de kan derfor afskrives i samme omgang.

I den tidligste bronzealder var de vigtigste våbentyper sværd og lansespidser af bronze, og mens førstnævnte typisk ville efterlade et langt, skarpt snit ved slag mod kraniet, ville datidens lansespidstyper forårsage tværsnit, der var cirkulære, men med smalle udskæringer i kanten (fig. 11). Også disse to våbentyper kan derfor afskrives som skadevoldere i denne sammenhæng.

Regulære stridsøkser forekommer sjældent i fund fra dolktid såvel som den første del af bronzealderen (fig. 12), mens arbejdsøkser af flint, grønsten og med tiden også bronze var vidt udbredte (fig. 13). Selv om mange af disse øksetyper ville kunne bruges som våben, må de antagelig også afskrives, da de ville efterlade et aflangt og ikke et cirkulært hul i kraniet (fig. 14).



Fig. 11. Bronzelansespids fra Hønnerup ca. 12 km øst for Føns. Kraniets skade kan ikke være lavet med våben som dette. Tværsnit efter Aner & Kersten 1977 nr. 1879.
Fig. 12. Stridsøkse fra den tidlige del af dolktiden, fundet i Ørslev ca. 12 km sydøst for Føns. Bemærk, at slagfladen nærmest er oval, og den ville derfor resultere i et slagmærke som fig. 14.

Hvis man ser på det samlede ’våbenarsenal’ fra bondestenalderens slutning og bronzealderens begyndelse – og selv hvis vi medtager nogle af samtidens gængse arbejdsredskaber – er det ikke muligt at isolere en genstandsgruppe, der ville efterlade en læsion som den på Føns-kraniet. Det er derfor muligt, at man har brugt en tilfældig forhåndenværende genstand som slagvåben, og så bliver det straks mere udfordrende at pege på et specifikt mordvåben. Skaden på det tidligere omtalte Tygelsjö-kranium skulle være påført med et redskab, der var lavet af en sprosse fra geviret på en elg eller kronhjort. Da fundet første gang blev fremlagt, tolkedes sprossen som en del af en spydspids, men da stykket er afbrudt både forog bagtil, kan det ikke afgøres, om denne tolkning er korrekt, og på grund af manglen på analoge fund, forekommer den usandsynlig.[20] På et næsten lige så spinkelt grundlag hviler en senere tolkning af stykket som en del af en stor bendolk.[21]

Fig. 13. Bjergartsøkse fra Føns-kraniets tid, fundet i Ørslev Mose.


Fig. 14. På dette kranium fra Sallinge Å på Midtfyn23 ses en ophelet slagskade; kraniet er ikke dateret, men skaden kan sagtens være påført med en stridsøkse som fig. 12.

Gevirer blev imidlertid anvendt som råmaterialer til redskaber gennem hele oldtiden, således også i dolktid. I datidens flintminer er der fundet hakker, der er lavet af kronhjortetak, hvor alle sidesprosser med undtagelse af den nederste er fjernet. Med dette redskab kunne kridtlagene hugges bort, så man kunne frigøre de eftertragtede flintlag, der skulle bruges til økser og dolke.[22] Så simple redskaber kunne vel også finde anvendelse uden for flintminerne – f.eks. når man skulle løsne ler til brug ved fremstilling af keramik og til beklaskning af husvægge. Selv om det må betegnes som gætteri, er det ikke umuligt, at det var et sådant hakkeredskab, der blev Føns-mandens endeligt omkring 1700 f.Kr.

Kraniets vej til vandkanten

Føns-kraniet betegnes som et løsfund, da det er løsrevet fra den sammenhæng, som det oprindeligt indgik i – herunder den resterende del af afdødes skelet. Fundstedet er helt sikkert ikke identisk med det sted, hvor liget blev efterladt eller placeret i slutningen af bondestenalderen, så det må konstateres, at liget eller skelettet på et tidspunkt, efter at hovedets ejer var død, er blevet forstyrret. Med mindre man er heldig at finde resten af afdødes skelet, bliver det næppe nogensinde muligt at udpege det sted, hvor liget oprindeligt lå. Nærstudier af kraniet kan imidlertid give nogle fingerpeg om, hvad der er sket, siden ejeren afgik ved døden. Dermed kan man måske få nogle detailoplysninger, der kan bruges til om ikke at udpege et konkret nedlægningssted, så dog indkredse miljøet på nedlægningsstedet.

Overordnet set er der tre mulige forklaringer på, hvordan kraniet kan være endt på stranden.

  1. Kraniet er bragt til stedet af mennesker eller dyr.
  2. Liget kan oprindeligt have ligget på land, men er af naturkræfterne bragt ned på stranden.
  3. Liget lå i havet, men strøm og bølger har ført kraniet op på land.

Er kraniet bragt til findestedet af mennesker eller dyr? At muligheden ikke kan udelukkes, viser et fund fra stranden i den sydlige del af Tybrind Vig knap en halv snes km syd for Føns. Her fandtes i 2000 et menneskekranium på en pæl, der stod på stranden, og her var det tydeligvis anbragt af mennesker kort forinden. Vi antog, at en strandgæst havde samlet kraniet op i vandkanten og anbragt det på pælen – sikkert uden at erkende, hvad det var. Heldigvis kunne en senere forbipasserende straks se, at der var tale om et menneskekranium, og derfor kom det ind til museet.[24]

Det kan altså ikke udelukkes, at mennesker – eller evt. et større dyr – kan have anbragt Føns-kraniet på det sted, hvor Flemming Christoffersen fandt det. Selv hvis det skulle være tilfældet, giver det dog ingen forklaring på, hvor det oprindeligt kom fra – og en afklaring af dette spørgsmål må trods alt være centralt for en tolkning af fundet.

Er kraniet eroderet ud af en kystskrænt? I dolktid såvel som i den første del af ældre bronzealder blev langt hovedparten af befolkningen begravet i ubrændt tilstand. Den døde kunne gravlægges i simple badekarsformede nedgravninger, evt. dækket af sten eller planker, eller liget kunne være placeret i en kiste, der var lavet af en udhulet træstamme. Ofte blev graven dækket af en høj, ligesom der er eksempler på, at man anlagde graven oven i en eksisterende gravhøj. Den sene bondestenalders og den tidlige bronzealders begravelser findes både i indlandet og ved kysten, og blandt sidstnævnte er der endog eksempler på, at man anlagde grave i strandvolde ganske tæt på vandlinjen.[25] Disse strandvoldgrave var dog ikke dækket af høje.

Kystlandskabet er meget dynamisk; det ændres hele tiden af bølger, strøm og isskruninger, og med tiden kan grave, der oprindeligt lå inde i landet, blive borteroderet, og indholdet skyllet ud på stranden. Det skete således med en jernaldergrav, som blev udgravet ved Rosenskjold i Tybrind Vig syd for Føns i år 2000.[26] I sidste øjeblik opdagede nogle skarpøjede amatørarkæologer, at der stak lerkarskår ud af en grube i kystprofilet, og ved en efterfølgende udgravning blev hovedenden af en jordfæstegrav fra ældre romersk jernalder (1-175 e.Kr.) undersøgt – kort før også denne del ville være endt i havet. Der er flere ting, der taler imod, at Føns-kraniet kan være eroderet ud af kystskrænten. Der kendes ganske vist en del gravhøje fra Føns-halvøen, så man har indiskutabelt både boet og begravet her i slutningen af bondestenalderen og begyndelsen af bronzealderen. I en afstand af op mod ¾ km på hver side af fundstedet udgøres kysten imidlertid af indtil næsten 300 m brede strandenge, der ligger på marint forland (fig. 15). Forlandet er opbygget af grus, sand og ler, som bølger og strøm har gnavet af kystskrænterne længere ude på halvøen for så at aflejre det inde i bugten, hvor strømmens dynamik er mindre. Kysten er derfor ikke eroderet på denne strækning; den er tværtimod vokset udad og efterhånden groet til – en udvikling som stadig pågår.[27] Kunne man så forestille sig, at kraniet var faldet ud af skrænten længere ude på halvøen og transporteret langs kysten sammen med de nederoderede materialer? Det må bestemt afvises, for i så fald ville kraniet bære spor af stød og slid i form af afrundede kanter og ridser – og det er slet ikke tilfældet på den ene side. At kraniet imidlertid har tilbragt nogen tid i det våde element, er indiskutabelt; det fremgår tydeligt, når man nærstuderer knoglevævets overflade.

Fig. 15. På udsnittet af et målebordsblad over Føns-halvøen ses store grønne områder omkring kraniets findested. De afspejler tidligere havdækkede landskaber, som pga. aflejringer af sand og grus med tiden er blevet omdannet til strandenge. Målebordsblade D20H8516-17, Geodatastyrelsen. Redigeret af Kristine Stub Precht.

Er kraniet skyllet op fra havbunden?

Som det allerede blev nævnt i indledningen, viser kraniets overflade tydeligt, at det har ligget i havet i nogen tid, før det endte på stranden. Det dokumenterer rester af alger og ikke mindst hæftet fra en tangplante, utvivlsomt blæreeller savtang. Tangplanten er antagelig årsagen til, at kraniet overhovedet kom oven vande, for bølger og strøm kan tage fat i plantens opretstående og kraftige stængler og blade og transportere den og vedhæftede emner – herunder større sten – over længere afstande. Det lette kranium kan således være skyllet op på land ved en enkelt stormfuld begivenhed; ja faktisk viser fraværet af væsentlige ’transportskader’, at dette er et meget sandsynligt scenarie.

Når man ser kraniet ovenfra, ses det, at der er forskel på højre og venstre side. Omtrent gennem midteraksen af kraniet, let forskudt mod venstre, forløber en linje, og overfladen ser vidt forskellig ud på hver side af denne linje. På venstre side er kraniet ensartet lyst og benfarvet uden belægninger, mens det i højre side er hvidligt og nogle steder ganske nedbrudt; det er også her, der findes spor af alger og tang, ligesom det er i højre side, at dele er brækket af og kanterne slidt. Disse iagttagelser viser, at kraniet forud for turen over havbunden har ligget delvis begravet i bundsedimenter med venstre side beskyttet og højre side blottet for elementernes påvirkning. At dømme ud fra den store forskel på de to sider af kraniet, har højre side været frilagt i nogen tid, således at materialer, der transporteres over havbunden med strømmen, har nået at slide kanter og brække stumper af. Under alle omstændigheder har det ligget så længe, at en større tangplante kunne nå at få fæste og udvikle sig. Venstre halvdel, derimod, er måske først blevet eksponeret ved den begivenhed, der førte kraniet mod land. Det kan sagtens være sket under en storm i sommeren 2014.

Kraniets lyse farve viser, at det har ligget i minerogene sedimenter – altså sand, grus eller ler. I små hulheder i knoglevævet sidder stadig fine korn af kvartsholdigt sand – det, der populært betegnes som strandsand. Denne iagttagelse er væsentlig for den videre tolkning af fundet, fordi den fortæller om det lokalmiljø, som kraniet har været indlejret i. Knoglevævets overflade såvel som tangog algebevoksningen og sedimenterne i hulhederne viser således indiskutabelt, at kraniets næstsidste ’opholdssted’ var havets bund. Denne konstatering afføder helt naturligt spørgsmålet om, hvordan kraniet endte der, men noget enkelt svar herpå finder man ikke lige.

Druknet eller begravet?

En død mand i havet – hvor svært kan det være – han er vel druknet under sejlads eller svømning? Den mest umiddelbare tolkning er imidlertid ikke altid den rigtige, og i dette tilfælde må den faktisk afvises!

Hvis en menneskekrop ender på bunden af havet, en sø eller en mose, har vandets temperatur stor betydning for, hvad der sker i den følgende tid. Indtræder hændelsen om sommeren, hvor vandtemperaturen er høj, vil der i løbet af kort tid udvikles gasser i bughulen, hvilket fører til opsvulmning, således at liget stiger til overfladen. Derefter vil vindens påvirkning transportere kroppen rundt, mens forrådnelsesbakterier, fisk og fugle snart sørger for, at den nedbrydes. Undervejs vil lemmer falde af, således at kroppens enkeltdele ikke forbliver samlet.[28] Knogler, som ender på havbunden, vil snart blive slidt runde og knust af den kværnende effekt, som kombinationen af strøm og havbundens sedimenter skaber.

Hvis et lig ender på bunden af havet om vinteren, er der større sandsynlighed for, at det kan nå at blive dækket med sedimenter, før det bliver splittet ad, men det kræver et samspil af mange faktorer. Ofte vil det stige opad mod overfladen, når temperaturen øges i foråret – og så sker nedbrydningsprocessen som netop beskrevet.

Liget ville derimod have langt større sandsynlighed for at modstå nedbrydning, hvis det blev dækket til, da det endte i havet. Det kunne f.eks. være ved et forlis, hvor liget blev spærret inde, men da oldtidens fartøjer var åbne, kan dette næppe være sket. Derimod kan det ikke udelukkes, at liget bevidst kan have været fastholdt på havbunden med en båd eller en anden konstruktion. At dette er mere end en tænkt situation, viser et fund fra Møllegabet ud for nutidens Ærøskøbing. I ældre stenalders Ertebøllekultur (ca. 5000 f.Kr.) blev en mand således stedt til hvile i en stammebåd, der blev placeret i det lave vand ud for en samtidig boplads. Båden var i hvert fald delvis dækket af elmebark, og den blev tøjret til nedbankede pæle. Med tiden blev graven forseglet af dyndlag, og det er forklaringen på, at den har kunnet bevares frem til nutiden.[29] Fra begyndelsen af bondestenalderen kendes også en begravelse i en stammebåd; båden med den afdøde var fastholdt af hasselkæppe på bunden af en mose eller sø i Åmosen på Nordvestsjælland.[30] Bådbegravelser på bunden af vandet kendes ikke fra senere perioder af stenalderen eller for den sags skyld fra andre dele af oldtiden, men til gengæld er de velbeskrevne i etnografiske beretninger, der refererer til hændelser på den anden side af jorden. De kan derfor være problematiske at inddrage som sammenligningsgrundlag. Spørgsmålet er imidlertid, om Føns-kraniet kan stamme fra en begravelse i et lavvandet område ud for halvøen? I så fald skal den hurtigt være blevet forseglet af sand – for at blive frilagt næsten 4000 år senere som følge af erosion og ændring af strømforholdene i området. Muligheden kan ikke udelukkes, men da vi ikke har detaljeret viden om landskabsformer og landskabsudvikling i området i den sene bondestenalder, må det forblive en hypotese.

Fig. 16. Vippelinjen og det fynske landskab. Føns-området er markeret med en prik. Efter Andersen 2013.

Begravet og overskyllet?

En forudsætning for at kunne besvare spørgsmålet fra forrige afsnit er, at man har en idé om, hvordan landskabet i nærområdet så ud for knap 4000 år siden. Som det allerede er påpeget, er kystlandskabet meget dynamisk selv i et kort tidsperspektiv, og det er klart, at hvis man forsøger at se op mod 4000 år tilbage i tiden, bliver det stadig mere kompliceret. Det skyldes ikke mindst, at jo længere man kommer tilbage i tiden, jo flere faktorer kan have indvirket på landskabets udformning.

Da isen smeltede bort fra det sydskandinaviske område mod slutningen af sidste istid, medførte det en kraftig stigning af havniveauet, så store landområder blev oversvømmet. I de områder, der ligger nord for en linje, der strækker sig omtrent fra Nordfalster til Nissum fjord, er denne effekt blevet reduceret af, at landskabet har hævet sig, efter at isen ikke længere tyngede jordskorpen. Syd for linjen har effekten været den modsatte, og Føns-området ligger 5-10 km syd for denne såkaldte vippelinje, så det kan antages, at landskabet er sænket op mod et par meter siden stenalderen (fig. 16).

Effekten af havstigningen og kysterosionen har dog været større, og derfor ligger stenalderens kystlinje nu et stykke ude i vandet – spørgsmålet er imidlertid hvor langt. I Tybrind Vig ca. 7 km mod sydøst er en kystbundet bebyggelse fra 5. årtusinde f.Kr. undersøgt på ca. 3 m dybde[31], og samtidige bopladslevn er fundet på knap samme dybde ved Ronæs Skov 3,5 km øst for kraniets findested.[32] Det må derfor antages, at vandspejlet i dag ligger ca. 3 m højere ud for kraniets fundsted, end det var tilfældet for 6000 år siden, og de kystbundne bopladser fra denne tid ligger måske et par hundrede meter ude i Lillebælt. Da man samtidigt ved, at havstigningens hastighed har været aftagende med tiden, er det vanskeligt at bestemme forløbet af kystlinjen i overgangstiden mellem stenog bronzealder. Et bud kunne være, at den lå et sted mellem 100-200 m ud for den nuværende strandbred, men da vi ikke kender karakteren af det landskab, der er druknet og borteroderet, siger denne oplysning dog heller ikke meget.

Det helt centrale spørgsmål er imidlertid, om der på strækningen mellem den nuværende strandbred og kystlinjen i tiden omkring 1700 f.Kr. kan have ligget en jordfæstegrav – måske en egentlig gravplads – som havstigningen har overskyllet, og som først er frignavet af strøm og bølger i 2014? Det er bestemt en mulighed, men hvor kan den i så fald have ligget. Når man nærstuderer luftfotos af området fra årene mellem 1954 og 2012, ses det, at der ikke sker en erosion, men derimod aflejring af materialer ud for fundstedet. I det tidsrum, som luftoptagelserne dækker – og sikkert meget længere tilbage i tid – er der aflejret sand i et 130-140 m bredt bælte ud for kraniets fundsted; her ligner havbunden nærmest en oversvømmet ørken (fig. 17).[33]

At dømme ud fra søkort er vanddybden 3-4 m i udkanten af sandbræmmen. Teoretisk set kan kraniet være eroderet frem fra sin våde grav i dette område, og dybere kan det i hvert fald ikke have været. Blæretang gror nemlig bedst på indtil ca. 4 m dybde, men i de danske bælter er den maksimale vækstdybde omkring 2,5 m[34], så meget taler for, at kraniet ikke kan have ligget dybere. Tangplanten giver imidlertid også en anden og væsentlig oplysning, nemlig at den højre side af kraniet har ligget blottet nogen tid, før det blev helt frilagt og skyllet ind. Ganske vist ved vi ikke, hvor stor planten har været, men for at kunne transportere kraniet må den nok have haft en længde af måske 20 cm eller mere. Undersøgelser af blæretang i Øresund har vist, at planten her gror ca. 15 cm på en vækstsæson[35], så vi kan sikkert antage, at Føns-kraniet har været delvis frilagt i mindst et par år, for at tangplantens bladvæv har kunnet opnå et omfang, så strømmen kunne løfte den og kraniet ind mod land. Udstrækningen af den algevækst, der ses på ’hovedbunden’ (jf. fig. 5), peger også på, at højre kraniehalvdel har været frilagt nogen tid, og måske kan et nærstudium af algetypen bidrage med mere præcise oplysninger om varigheden (fig. 18).

Fig. 17. Luftfoto af hav og land på sydsiden af Føns-halvøen. Det brede sandbælte på havbunden ud for fundstedet fremstår tydeligt, og strukturer i sandet afslører, at det er aflejret af strøm, der forløber fra nordvest mod sydøst. Ortofoto 2012, Geodatastyrelsen. Redigeret af Kristine Stub Precht.

Afslutning

Historien om Føns-kraniet indeholder stadig mange løse ender og uafklarede spørgsmål, men ved at kombinere resultater og data fra retsmedicinske, arkæologiske, geologiske og biologiske analyser er det muligt at komme lidt nærmere på en afklaring af det, man kunne kalde kraniets biografi. Selv om analysearbejdet nærmest er foregået som i en politisag, må vi erkende, at vi stadig savner et motiv såvel som en drabsmand. I modsætning til hvad man kan gøre i en politiefterforskning, kan vi tillade os at lade fantasien løbe frit i et forsøg på at forstå, hvad der kan være sket ved Føns engang for knap 4000 år siden.

Fig. 18. Ved undervandsudgravningen i Tybrind Vig fandtes en grav, hvor skelettet var næsten helt frilagt af strøm, uden at knoglerne var spredt. Den udbredte algevækst på kraniet viser, at dele af skelettet også i dette tilfælde har været blotlagt i et længere tidsrum.
Fig. 19. Føns-halvøen med bopladser fra dolktid og ældre bronzealder (firkanter) og gravhøje (cirkler), der antagelig er fra samme tid. Stjernen markerer kraniets findested.

Det er sandsynligt, at den afdøde mand boede i nærheden – måske på en af de bopladser fra dolktid eller ældste bronzealder, der er registreret på Føns-halvøen (fig. 19). Landskabet var tæt bebygget, og presset på ressourcerne – landbrugsjord, flintforekomster, de gode fiskepladser og det rene drikkevand – var utvivlsomt stort. Det førte givet til stridigheder, der ikke nødvendigvis havde karakter af store, væbnede konflikter, men måske snarere af mindre fejder og raids. Etnografiske studier viser, at det typisk er disse konfliktformer, der kendetegner høvdingesamfund som dem, man havde omkring bronzealderens begyndelse.[36] Måske kan man forestille sig en situation, hvor en mindre gruppe af krigsduelige mænd fra en af nabofjordene eller fra den sydøstjyske kyst lavede et natligt overraskelsesangreb på Føns-mandens boplads. I tumlen blev alle forhåndenværende redskaber inddraget i kampen, måske også den hakke, der ellers blev brugt i marken, og manden blev påført et hårdt og præcist slag mod baghovedet. Måske skete det, mens han lå og sov, eller mens han forsøgte at flygte fra overfaldsmanden. Hvis slaget ikke dræbte Føns-manden øjeblikkeligt, må døden være indtruffet i løbet af kort tid, og begravelsen kan være foretaget kort herefter. Måske blev manden begravet på det flade forland mellem bopladsen og kystlinjen, sikkert blot i en badekarsformet nedgravning, der blev dækket af jord og sten. Om han fik våben og redskaber med i graven, er umuligt at sige – men hvis han gjorde, kunne det være i form af en flintdolk.

I århundrederne efter begravelsen steg havet, mens jordskorpen sænkede sig langsomt, og graven blev oversvømmet, så den med tiden også blev dækket af sandog gruslag. Strømog vindforhold skifter, og en dag blev graven frilagt igen – måske som et resultat af en af de stadigt kraftigere storme, der præger klimaet i nutiden. For en tid lå Fønsmanden delvis frilagt på havbunden, mens alger og tang fandt et voksested på hans kranium. Måske kom en ny storm efter et par år og transporterede kraniet ind til kysten, hvor det lå, til endnu en blæst satte Flemming Christoffersens kajak af på forstranden.

At skrive en arkæologisk historie kræver således ikke blot detaljerede videnskabelige facts. I dette tilfælde var et par solide storme kombineret med tilfældigheder og en god gang held også nødvendige forudsætninger for at bringe datagrundlaget for dagen. Når alle disse ting spiller sammen, kan noget så ordinært som et kranium imidlertid vise sig at rumme en god og dramatisk fortælling om livet ved Lillebælt omkring 1700 f.Kr.

 

Litteratur

  • Andersen, S.H. 2009: Ronæs Skov. Marinarkæologiske undersøgelser af en kystboplads fra Ertebølletid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 64. Gylling.
  • Andersen, S.H. 2013 (red.): Tybrind Vig: Submerged Mesolithic Settlements in Denmark. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 77. Gylling.
  • Aner, E. & K. Kersten 1977: Die Funde der älteren Bronzezeit des nordischen Kreises in Dänemark, SchleswigHolstein und Niedersachsen. Band III. Bornholms, Maribo, Odense und Svendborg Amter. København/Neumünster.
  • Böckner, G. 1980: ”Geweihgezähe neolithischer Silexabbauanlagen am Beispiel Loewenburg – Neumühlefeld III – en Beitrag zur Methodik”, i: G. Weisgerber (red.): 5000 Jahre Feuersteinbergbau. Die Suche nach dem Stahl der Steinzeit. Veröffentlichungen aus dem Deutschen Bergbau-Museum Bochum, Nr. 22, s. 48-66. Bochum.
  • Bennike, P. 1985: Paleopathology of Danish Skeletons. A comparative study of demography, disease and injury. København.
  • Bennike, P. 2003: ”Ancient Trepanations and Differential Diagnosis: A Re-evaluation of Skeletal Remains from Denmark” i: R. Arnott, S. Finger & C.U.M. Smith (red.): Trepanations. History, Discovery, Theory, s. 95-115. Sweets & Zeitlinger, Lisse.
  • Bennike, P. 2008: ”Paleopatologi”, i: N. Lynnerup, P. Bennike og E. Iregren (red.): Biologisk antropologi med human osteology, s. 319-358. København.
  • Berglund, J. 1982: ”Fænø-flint”, i: Fynske Minder 1981, s.7-11.
  • Binderup, M. 1995: ”Landskabet”, i: O. Crumlin-Pedersen, E. Porsmose & H. Thrane (red.): Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder, s. 116-119. Odense.
  • Carlson, L. 1991: ”Seasonal-variation in growth, reproduction and nitrogen-content of Fucus vesiculosus L. in the Öresund, Southern Sweden”, i: Botanica Marina, vol. 34(5), s. 447-453.
  • Christiansen, M.S. 1978: Flora i farver 2. Sporeplanter. København.
  • Dahlin, D.C. 1967: Bone Tumors. General Aspects and Data on 3.987 Cases. Charles C. Thomas publisher. Springfield, U.S.A.
  • Delannoy, Y., A. Becart, T. Colard, R. Delille, G. Tournel, V. Hedouin and D. Gosset, 2012: “Skull wounds linked with blunt trauma (hammer example). A report of two depressed skull fractures – Elements of biomechanical explanation”, i: Legal Medicine, vol. 14, s. 258-262.
  • Ebbesen, K. 2005: ”En gravplads fra ældre bronzealder ved Sebber Skole. Gravfund med flintdolke af type VI”, i: Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2002, s. 7-38.
  • Fibiger, L., T. Ahlström, P. Bennike & R.J. Schulting, 2013: ”Patterns of Violence-Related Skull Trauma in Neolithic Southern Scandinavia”, i: American Journal of Physical Anthropology, vol. 150, s. 190-202.
  • Fürst, C.M. 1914: ”Skelettfynd från stenåldersgravar i Nerike samt något om vår stenåldersbefolknings sjukdomar och åkommor”, i: Fornvännen 9, s. 17-31.
  • Grana, N., 2014: ”Langerhans Cell Histiocytosis”, i: Cancer Control, vol. 21, no. 4, s. 328-334.
  • Haglund, W.D. & M.H. Sorg 2002: ”Human Remains in Water Environments”, i: W.D. Haglund & M.H. Sorg (red.): Advances in Forensic Taphonomy. Method, Theory, and Archaeological Perspectives, s. 201-218. Washington D.C.
  • Hansen, H. & J.B. 2010: ”Slaget ved Tybrind Vig 30. januar 1658 – fakta og fund”, i: Vends 10, s. 55-66.
  • Henriksen, M.B. 2001: ”Borte med blæsten – når naturen ødelægger fortidsminder”, i: Vends 2001, årbog for lokalog kulturhistorie på Nordvestfyn, s. 3-12.
  • Henriksen, M.B. 2012: ”Krig og konflikt i Fyns oldtid”, i: Fynske Årbøger 2012, s. 52-79.
  • Jensen, J. 2001: Danmarks Oldtid. Stenalder. 13.000-2.000 f.Kr. København.
  • Key, C.A., L.C. Aiello and T. Molleson, 1994: ”Cranial suture closure and its implications for age estimation”, i: International Journal of Osteoarchaeology, vol. 4, s. 193-207.
  • Lovejoy, O. 1985: ”Dental wear in the Libben population: its functional pattern and role in the determination of adult skeletal age at death”, i: American Journal of physical anthropology, vol. 68, s. 47-56.
  • Nilsson, S. 1843: Skandinaviska Nordens Ur-invånare, ett försök i komparativa ethnografisk och ett bidrag till menniskoslägtets utvecklings-historiea. Första delen. Bind 1. Stockholm.
  • Oh, S., 1983: ”Clinical and Experimental Morphological Study of Depressed Skull Fracture”, i: Acta Neurochirurgica, vol. 68, s. 111-121.
  • Schajowicz, F. & J. Slullitel, 1973: ”Eosinophilic Granuloma of Bone and its Relationship to Hand-SchüllerChristian and Letterer-Siwe Syndromes”, i: The Journal of Bone and Joint Surgery, vol. 55 B, no. 3, s. 545-565.
  • Skaarup, J. & O. Grøn 1991: ”Den våde grav”, i: Skalk 1991:1, s. 3-7.
  • Skaarup, J. & O. Grøn 2004: ”Møllegabet II. A submerged Mesolithic Settlement in Southern Denmark”, i: BAR International Series 1328. Oxford.
  • Torn, K., D. Krause-Jensen & G. Martin 2006: ”Present and past depth distribution of bladderwrack (Fucus vesiculosus) in the Baltic Sea”, i: Aquatic botany 84, s. 53-62.
  • Vandkilde, H. 2011: ”Bronze Age Warfare in Temperate Europe”, i: S. Hansen & J. Müller (red.): Sozialarchäologische Perspektiven: Gesellschaftlicher Wandel 5000-1500 v.Chr. zwischen Atlantik und Kaukasus. Archäologie in Eurasien 24, s. 365-377. Darmstadt.
  • Varbjerg, J. 2014: Fortidens slagmarker. Krig og konflikt fra stenalder til vikingetid. København.
  • Walker, P.L., G. Dean & P. Shapiro, 1991: ”Estimating age from tooth wear in archaeological populations”, i: M.A. Kelley and C.S. Larsen (red.) 1991: Advances in Dental Anthropology. New York: Wiley-Liss, s. 169-178.

 

 

Noter

  1. ^ Hansen og Hansen 2010.
  2. ^ Dateringerne Beta-388096-97 er foretaget på laboratoriet Beta Analytic Inc., Miami, Florida, USA.
  3. ^ Fundstedet er registreret i Kulturstyrelsens database Fund og Fortidsminder under nr. 080706-78 (http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Kort/).
  4. ^ Key et al., 1994.
  5. ^ Walker et al., 1991.
  6. ^ Lovejoy 1985.
  7. ^ Bennike 1985:65-67.
  8. ^ Bennike 2008:355-358.
  9. ^ Bennike 2003.
  10. ^ Dahlin 1967:116-125.
  11. ^ Grana 2014.
  12. ^ Schajowicz & Slullitel 1973.
  13. ^ Oh 1983
  14. ^ Delannoy et al., 2012.
  15. ^ Fibiger et al., 2013.
  16. ^ Personlig korrespondance med Torbjörn Ahlström, Institut for arkæologi og antikkens historie, Lunds Universitet. Fundet er publiceret af S. Nilsson (1843:93f; pl. XV fig. 173-174, pl. XVI fig. 201).
  17. ^ Bennike 1985:200-203.
  18. ^ Bennike 1985:98ff; Fibiger et al. 2013:197ff.
  19. ^ Berglund 1982.
  20. ^ Nilsson 1843:93f.
  21. ^ Fürst 1914:29ff.
  22. ^ Böckner 1980. F.eks. Jensen 2001:324ff, 514f.
  23. ^ Henriksen 2012:57.
  24. ^ Henriksen 2001:6f.
  25. ^ Ebbesen 2005.
  26. ^ Henriksen 2001:8ff.
  27. ^ Binderup 2005:118ff.
  28. ^ Haglund & Sorg 2002.
  29. ^ Skaarup & Grøn 1991; Skaarup & Grøn 2004:34ff.
  30. ^ Skaarup og Grøn 1991.
  31. ^ Andersen 2013:13ff.
  32. ^ Andersen 2009:13ff.
  33. ^ Hans Dal fra Marinarkæologisk Gruppe i Fredericia har besigtiget havbunden på stedet og bekræftet denne situation.
  34. ^ Christiansen 1978; Torn et al., 2006:56f.
  35. ^ Carlson 1991.
  36. ^ Se f.eks. Vandkilde 2011 og Varberg 2014.

 

Emner: Arkæologi, Odense Bys museer, etnografi, antropologi, retsmedicin, geologi, biologi, Føns(Halvø syd for Middelfart), Retsmedicinsk institut SDU, Flemming Christoffersen, dolktid, senneolitikum, sutur, læsion, flintdolk, bronzelansespids, stridsøkse, kronhjortetak, flintminer, bådbegravelse
©