Den Fynske Landsbys jubilæumsudstilling »Bondeliv«

Indledning

Da Den Fynske Landsby sidste år havde 50 års jubilæum, blev begivenheden fejret med en formidlingsmæssig fornyelse, der placerer Den Fynske Landsby i forreste linie, når det gælder publikumsvenlig formidling. Den nye udstilling »Bondeliv« giver de besøgende mulighed for at komme tættere på det liv, der har været levet i 1800-tallets landsbysamfund.

Den Fynske Landsby blev indviet i 1946 som et landbygningsmuseum. De første mange år efter indvielsen samledes kræfterne naturligt nok om opbygningen af museet, og der var ikke det store behov for at formidle den bondekultur, som bygningerne udsprang af, da den var kendt af hovedparten af museets gæster.

Sådan er det ikke længere – og har ikke været i mange år. Den Fynske Landsby har allerede i nogen tid draget konsekvensen heraf. Der har været satset på et stort aktivitetsudbud baseret på levendegørelse af gamle håndværk og landbrug. Både husdyrhold og markdrift har fået en stor plads, som i de næste mange år vil blive fastholdt og også udbygget. Men herudover har publikum med udstillingen »Bondeliv« nu også fået mulighed for at få et indblik i det liv, der har været levet inde i bygningerne og indenfor rammerne af en landsby. Publikum tilbydes mulighed for at følge to livsforløb i form af tableauer med dukker, ligesom der er mulighed for en uddybning i de to introduktionsudstillinger, der går tæt på livet i landsbyen.


Forsider fra brochurer om Davinde Vandmølle og Turuphuset

To livsforløb

Den Fynske Landsbys gårde og huse danner i Bondelivsudstillingen ramme om to livsforløb, der er så realistiske som muligt. De to personer, hvis liv – i form af dukker – følges fra vugge til grav, har begge på et tidspunkt i 1800-tallet beboet et par af de huse, der nu står i Den Fynske Landsby.

Den mandlige hovedperson, husmandssønnen Jørgen Hansen Ellegaard, er fundet frem via arkivalierne vedrørende Vigerslevhuset. Heraf fremgår, at Vigerslevhuset i 1837 blev fæstet af husmand og træskomager Jørgen Hansen Ellegaard. Af folketællingerne fremgår det, hvem der har beboet huset samt deres alder. Derfor ved vi, at vores hovedperson må være født i 1805, ligesom det er muligt at efterspore husstandens øvrige medlemmer. Jørgen Hansen Ellegaards skiftende hustruer, sønnen Hans, plejebarnet Gjertrud og den døvstumme skomagersvend Jørgen Jensen indgår alle i Jørgen Hansen Ellegaards levnedsbeskrivelse, og er således »virkelige« personer, der på de givne tidspunkter i livsforløbsbeskrivelsen har været en del af hans nære omgivelser. Af arkivalierne fremgår endvidere, at Jørgen Hansen Ellegaard i 1863 købte Vigerslevhuset i selveje, og at han i 1864 modtog forbigående fattighjælp.

1. I Bondelivsudstillingen blev husmandssønnen Jørgen Hansen Ellegaard født i 1805 i Turuphuset. Moderen sidder i alkoven, mens to kvinder er på barselsvisit.

Oplysninger om den kvindelige hovedperson, møllerdatteren Karen Johansdatter, er ligeledes hentet fra folketællingerne. Første gang, vi støder på hende, er ved folketællingen i 1845, hvor det fremgår, at hun var 4 år og boede i Davinde Vandmølle. Vandmøllen blev solgt samme år, og hendes videre færden er derfor ikke fulgt. Til gengæld er nogle af de miljøer, hun senere placeres i, så tæt på kildeforlægget som muligt. Eksempelvis er de personer/dukker, der optræder i Fjeldstedgården i 1850’erne de samme, som ifølge folketællingen beboede gården på det tidspunkt.

De to personers livsforløb er med andre ord søgt gjort så autentiske som muligt. Men da vi ifølge sagens natur ikke kender hele deres livshistorie, har vi – når kildebelægget er sluppet op – iklædt dem livsbetingelser, der var typiske for deres sociale og kønsmæssige baggrund, og som tidsmæssigt stemmer overens med den periode, hvori deres liv udspandt sig. På en særskilt planche i introduktionsudstillingen i Davinde Vandmølle er der redegjort for hovedpersonernes autenticitet og livsforløb, således at publikum er på det rene med, hvad der er facts og fiktion i fortællingen om de to personers liv.

Livsforløbene følges efter en fastlagt rutebeskrivelse gennem Landsbyens bygninger. I hvert hus er et eller flere rum indrettet med tableauer, så de viser personens tilstedeværelse i huset. Nogle steder alene og andre steder i samspil med den øvrige husstand. De forskellige livsfaser følges i udvalgte huse og gårde, så de afspejler personens sociale tilhørsforhold. Rammen om husmandssønnens liv er Landsbyens mere ydmyge bygninger, som Turuphuset, Katterød Hospital, Melbyhuset og Hulegården. Mølledatterens liv udspiller sig derimod i de velhavende gårdmiljøer som Davinde Vandmølle, Fjeldstedgården, Torupgården og Tommerup præstegård.

2. Jørgen Hansen Ellegaard døde i 1871. Kisten stod i hjemmet indtil begravelsen fandt sted.

Ved at følge de to personers liv fra vugge til grav får den besøgende et indtryk af 1800-tallets landsbyliv på godt og ondt: vi er på besøg hos den rige og den fattige bonde – vi møder dem til både hverdag og fest – og vi er vidne til, hvordan velstandsstigningen og de åndelige strømninger i 1800-tallets midte kan aflæses i bl.a. boligindretningen, hvor f.eks. et typisk højskolehjem var genkendeligt derved, at der var gardiner og blomster i vinduerne og bøger i stuen.

Den historiske ramme om de to personers livsforløb formidles via to foldere og via de to introduktionsudstillinger. Folderne udleveres ved billetkøb eller hentes i introduktionsudstillingerne. Folderne leder publikum gennem de to personers livsforløb. Heri oplyses, hvilken rute man skal følge – hvornår i 1800-tallet, man befinder sig – hovedpersonens personlige livshistorie – og på folderens højre side historiske oplysninger, der passer til livshistorien.

De to introduktionsudstillinger befinder sig dels i Katterød Hospital og dels i Davinde Vandmølle. I Katterød Hospital er der sat fokus på de forskellige livsaldre, som de normalt tog sig ud i 1800-tallet, mens udstillingsafsnittet i Davinde Vandmølle er mere tematisk orienteret med fokus på landsbyen, arbejdslivet, familielivet og det sociale samvær. Det var områder, der dengang dannede rammen om livet i landsbyen, og som også i dag udgør en stor del af vores liv – omend med et noget anderledes indhold.

3. Møllerdatteren Karen Johansdatter blev født i 1841. Her er hun sammen med sin mor på vej til barnedåben. Dåbstøjet var dengang meget spraglet og kaldtes for en kristenpose.

Udstillingens idémæssige baggrund

Udgangspunktet var som nævnt et ønske om at markere 50 års jubilæet med et kvalitetsspring på formidlingssiden. Et sådant spring kræver overvejelser om mål og midler. Målet er klart nok – og allerede defineret i Odense Bys Museers initiativplan: det drejer sig om at lave kvalitative udstillinger, der åbner op for sammenhængsforståelse og indsigt, og som giver den besøgende mulighed for at forstå sig selv i historisk sammenhæng.[1]

Midlerne til opnåelse af den historiske indsigt kan derimod være forskellige. Jeg har valgt at satse meget på oplevelsesaspektet uden af den grund at gå på kompromis med det faglige indhold. Denne opprioritering er sket ud fra pædagogiske overvejelser og på baggrund af Den Fynske Landsbys publikumsunderlag. Ifølge en undersøgelse foretaget af Fyntour i 1995 er hovedparten af museets besøgende familier med børn under 14 år. Vi ved af egen erfaring, at også skoler og børnehaver er meget flittige gæster i Landsbyen. For disse og alle andre målgrupper er det af stor betydning, at udstillingen er af en sådan karakter, at interessen fanges og lysten til at søge yderligere informationer hermed anspores.

Hertil kommer, at netop et frilandsmuseum har mange formidlingsmæssige strenge at spille på. Publikumsunderlaget er stort og meget bredt. Folk opfatter ikke kun et besøg i Den Fynske Landsby som et museumsbesøg, men også som et udflugtsmål med romantiske og nostalgiske rammer. Den Fynske Landsby adskiller sig fra andre danske frilandsmuseer ved at give den besøgende indtrykket af at bevæge sig i en »rigtig« 1800-tals landsby. Men også Den Fynske Landsby har trods levendegørelse og stort aktivitetsudbud i lighed med andre frilandsmuseer hyldet princippet om »de tavse interiører«, hvor fantasien har været drivkraften i formidlingen af det liv, der har været levet i bygningerne. Som tidligere nævnt er det dog i dag de færreste, der har så meget kendskab til 17-1800-tallets bondekultur, at de blot ved fantasiens hjælp kan befolke rummene.

Med udstillingen »Bondeliv« brydes de tavse interiørers princip. Bygningerne »befolkes« med dukker, der viser, at der engang har været levet et liv og en dagligdag her, og at dette liv har taget sig forskelligt ud alt efter køn og social baggrund. Museet tilføjes hermed en vigtig socialhistorisk dimension, der klart vil adskille Den Fynske Landsby fra de øvrige frilandsmuseer. Bygningerne – som altid vil være museets hovedhjørnestene – får, efter min mening, en højere værdi, når de bliver ramme om et liv svarende til det, de oprindeligt udsprang af. Der skabes herved en art dialog mellem bygningerne og den historie, der formidles i og omkring dem.

4. Karen Johansdatter døde i 1884 under fødslen af sit tredie barn. Her sidder hun og læser højt for sine børn.

I overvejelserne om den konkrete udformning er også indgået publikumsønsker. Mange af museets gæster har efterspurgt en logisk rækkefølge for rundgangen i Den Fynske Landsby, ligesom mange har ytret ønske om flere og bedre informationer især om landsbylivet. Den Fynske Landsby har det udmærkede princip ikke at spolere indtrykket af en 1800-tals landsby med opsætning af skilte og informationstavler. Med folderne som guide er det nu muligt at følge det ene eller begge livsforløb og således komme rundt i husene på en fornuftig måde. Samtidig afhjælpes det store informationsbehov uden at spolere helhedsindtrykket. Herudover giver det en enestående mulighed for at formidle enkeltindividets historie i sammenhæng med »den store historie«. Sidst men ikke mindst giver det de mange skoler, der besøger museet, en langt bedre mulighed for at forberede besøget og dermed øge udbyttet.

5. I sin tid som stuepige på præstegården var en af Karen Johansdatters opgaver bl.a. at sørge for linned og duge. Her er hun i færd med at rulle tøjet på den store stenrulle.

Dukker og tableauer

De to livsforløb følges i form af opstilling af tableauer med legemsstore dukker – 42 i alt – der er iført rekonstruktioner af tidstypisk tøj fra Fyn.

Anvendelsen af dukker i udstillingssammenhæng er ikke ny. Faktisk er det over hundrede år siden, denne udstillingsform første gang så dagens lys i Danmark. Bernhard Olsen, lederen af Dansk Folkemuseum – og senere Panoptikon -, var den første, der befolkede sine interiører med figurer.

6. I Væverhuset giver dukken »liv« til den opsatte væv.

Intentionerne var dengang at komme virkeligheden så nær som muligt. Derfor var dukkerne naturtro afbildninger af kendte mennesker, bl.a. konger, dronninger, skuespillere, politikere og andre. Klædedragterne var enten de originale eller så tæt på de originale, som det lod sig gøre. Hensigten med opstillingerne var at gøre udstillingerne levende og underholdende.[2] De naturalistiske opstillinger medførte dengang en livlig debat om museernes rolle og grænsedragningerne mellem museum og teater. Denne diskussion er forsåvidt stadig lige aktuel og nærværende. I den forbindelse er det vigtigt at erindre om, at enhver museumsudstilling er en iscenesættelse – også de, der ikke indeholder interiører, tableauer eller dukker. »Man anvender genstande, man sætter dem i scene for at vise en »historie«, det vil sige en fortolkning af … vore kilder om fortidige livsformer«.[3]

7. Dukkerne er modelleret, så de passer ind konteksten. Her er vi på besøg hos Jørgen H. Ellegaards bedsteforældre, der boede i en af fattighusets lejligheder.

Anvendelsen af dukker og tableauer som illustrative udstillingsindslag har fået en renæssance. Bl.a. har Ribes Vikinger og Den gamle By i Århus indenfor de senere år benyttet sig af interiøropstillinger med figurer. Begge steder har man valgt at lade dukkerne være enten ansigtsløse eller helt anonyme i deres udtryk, hvilket der kan være mange gode grunde til. Andre steder, bl.a Fiskeri- og Søfartsmuseet, har man benyttet sig af gipsmodellerede »typer« eller direkte afstøbninger af nulevende personer.

Eftersom udgangspunktet i Bondelivsudstillingen netop var en genkendelighed i de to livsforløb, var diskussionen om dukkernes udtryk irrelevant. Det ville se underligt ud med ansigtsløse figurer placeret i bygningerne, da et af formålene jo netop var at gøre fortidens mennesker mere nærværende i rummene. Som de står nu, virker dukkerne stemningsskabende – de giver fornemmelse af »liv« i rummene. Desuden er de mange steder placeret, så de samtidig illustrerer en arbejdsproces, og dermed også giver »liv« til de udstillede genstande.

Selv om dukkerne er fremstillet af en kunstner, der bl.a. har en fortid som skulptør af mannequindukker, ligner de dog langt fra dem, vi ser i udstillingsvinduerne i dag. For det første er de væsentligt mindre, idet de følger gennemsnitshøjden fra dengang, hvilket vil sige ca. 1.55 – 1.65 m for voksne. For det andet er de modelleret over personer med individuelle ansigtstræk, der tager hensyn til, hvilken situation, dukken udtrykker. Inspirationen til ansigtsudtrykkene er hentet dels fra gamle fotografier og ifølge kunstneren selv også fra studier af folk i supermarkedets køer.

8. Her ses bedstefaderen i nærbillede. Bemærk det lidt opgivende og trætte udtryk.

Dukkerne er fremstillet i et vejrbestandigt materiale, der hedder hardstone, og de er væsentligt mere robuste end gipsafstøbninger, der let knækker, hvis de berøres.

9. Jørgen H. Ellegaard sidder som gammel mand og snakker med sit barnebarn. Han er iført en tværstribet vest magen til næste foto. Skjorten er også lavet som en direkte kopi. Huen er den gængse røde tophue, som dog på dette tidspunkt (1860’erne) var »umoderne«. Når han alligevel har den på, skyldes det indgroet tradition og alder.
10. Originalforlægget er denne vest, som findes på Møntergårdens magasin (nr. 59/1933). Den stammer fra Drejø, Svendborg amt.

Kopitøj

Dukkerne er iført dragter, der er »fortolkninger« af de originale dragtdele, som danner forlæg. Det godt og vel halve år, der var til at få udstillingen stablet på benene, og de økonomiske rammer, der var lagt, åbnede ikke muligheder for at fremstille rene rekonstruktioner til iklædning af dukkerne.

Dragtfremstillingen er derfor blevet til som et kompromis mellem i den ene ende direkte rekonstruktioner af vævemønstre samt anvendelse af originale bånd- og dragtdele, som interesserede har doneret til udstillingen – og i den modsatte ende anvendelse af færdigkøbte »bandanatørklæder« som halsklud til mændene.

Udgangspunktet for dragterne har været at finde tidstypisk tøj fra Fyn. Hovedparten af dragtdelene har deres forlæg i originaldragter fra Odense Bys Museers egne magasiner og fra andre fynske museer.

Næsten alt stoffet er naturligvis nyt. I sagens natur udgør de vævede stoffer langt hovedparten. Noget er købt færdigforarbejdet hos vævere, der har specialiceret sig i leverance til folkedansere – og som derfor ligger inde med fynske artikler. Det meste er dog vævet af dygtige vævere efter forudgående analyser og rekonstruktioner af originalmaterialet. Også nogle af de trykte stoffer er lavet som håndtryk med anvendelse af trykklodser, der er kopier af museumsgenstande. Med hensyn til den del af stoffet, der ikke er hjemmevævet – det være sig skjorter, tilbehør og enkelte kjoler og lignende, har vi haft stor gavn af den ekspertise, folkedanserne har oparbejdet, og som bl.a. udmønter sig i specialforretninger, der har et bredt sortiment præget af kvalitetsvarer.

Strikdelene, som udgjorde et væsentligt indslag i dragterne, er dels strikket efter optegnede gamle mønstre og dels som direkte kopier af ærmetrøjer, ærmer, huer og strømper fundet på magasinet i Den Fynske Landsby. Dog med den meget væsentlige forskel, at de for størstepartens vedkommende er blevet til på en strikkemaskine.

11. Dukken forestiller Karen Johansdatter som ung tjenestepige i Fjeldstedgården. På billedet ses hun iført striktrøje, forklæde, tørklæde og bul. Bullen har sit forlæg i originalen på næste foto. Også huen har sit forlæg i nedenstående originaldel. Den er ikke en direkte rekonstruktion, men et eksempel på en »fortolkning«.

Mønstrene til dragtdelene er enten rekonstruktioner af originalmaterialet fra museernes magasiner eller tillempede »fortolkninger« på baggrund af materialelån fra folkedansernes dragtudvalg for Fyn.

Syningen af dragterne er et af de steder, der også er et resultat af kompromiser. De lange skjulte sømme er maskinsyede, mens kantninger, oplægninger, foer, huer m.v. er håndarbejde, der ofte er udført med anvendelse af datidens syteknikker.

Hele denne fremstillingsproces, der ofte føltes som et kapløb med tiden, var kun mulig, fordi så mange kompetente, interesserede og dygtige kvinder ydede en kæmpeindsats – ofte endog på helt frivillig basis.[4]

12. Bullen findes på Møntergårdens magasin (nr. 663/1942). Det oprindelige hjemsted er ukendt.
13. Hue nr. 229 danner forlæg for den, dukken har på hovedet.

Dragthistorie

Forud for dragtfremstillingen ligger et stort opklaringsarbejde, gående ud på at finde frem til så dækkende og historisk korrekte dragtudtryk som muligt. Datidens klædedragt var også underlagt skiftende moders lune – omend ikke i nær så høj grad som i dag. Der var også stor forskel på, hvad man iførte sig til daglig brug og ved festlige lejligheder. Hertil kommer, at den sociale status var direkte aflæselig i klædedragten.

Der var ikke de store egnsforskelle i klædedragten. Derimod kunne farver og stofmønstre være egnstypiske. Det datidige bondesamfunds klædedragt havde således meget lidt at gøre med byboernes opfattelse, der gik ud på, at bonden ved enhver lejlighed gik rundt i folke- eller egnsdragter. Dette er en romantisering, der bl.a. er blevet overført via guldaldermalernes fremstilling af bønder i folkedragter.

14. Modetendenser i vesten. Kirsten Rykind-Eriksen: »Et vist simpelt, ærbart Udseende«. Kalundborg og Omegns Museum, 1994, Undervisningsbog p. 90.

Klædedragtens bestanddele holdt sig nogenlunde konstant gennem hele århundredet, men undergik forandringer m.h.t. form og funktion En kvindes »basispåklædning« bestod af flg. beklædningsdele: 1) Undertøjet, som var en særk – nærmest en slags underkjole. 2) Herover en underdel bestående af dels en klokke, hvilket var betegnelsen for et vadmelsskørt. Udenpå klokken endnu et skørt, der oftest var en nederdel af hvergarnsstof. 3) Overdelen bestod af en såkaldt nattrøje, som var en strikket trøje, og af en bul, hvilket var navnet på en ærmeløs overdel. 4) Tilbehør i form af forklæde og skulderklæde var en fast bestanddel af dragten, ligesom hovedtøj også var obligatorisk.

Indenfor denne basisdragt gjorde modetendenserne sig gældende. Disse var aflæselige i dragtens snit, farve, stofvalg og tilbehør. Med hensyn til snittet var moden især synlig i bullens (overdelens) udførelse. Hvor den ved 1800-tallets begyndelse gik helt ned til livet, dikterede moden blot et årti senere, at den kun lige skulle dække busten, hvis man da ikke til festbrug valgte at iføre sig en nymodens kjole i empiresnit. Endnu et årti senere var overskæringen igen nede i nærheden af taljen, og kjolen var blevet forsynet med pufærmer. Disse blev imidlertid hurtigt skiftet ud med såkaldte skinkeærmer, der var bredest på overarmen og smalle ved håndledet. Efter midten af 1800-tallet begyndte den såkaldte krinolinemode at gøre sig gældende. Den var kendetegnet ved store skørter, holdt ud fra livet ved hjælp af et krinolinestel eller mange underskørter, snøret korset og smalt liv. Fra 1880’erne aftog vidden, men til gengæld blev overdelen mere tilknappet og højhalset – Victoriatiden var også slået igennem ude på landet. Den her skitserede udvikling gjorde sig først og fremmest gældende for stadstøjet. Til daglig tog man det ikke højtideligt, om man fulgte moden eller ej. Her brugtes stadig skørt og bul, og faktisk holdt denne brug sig længere på Fyn end i resten af landet, hvor man allerede i 1830’erne i stort omfang var gået over til kjoler eller sammensyet skørt og liv. På Fyn gik man endnu i 1850’erne i adskilt skørt og bul – men kun til daglig brug.

Også indenfor farvesætningen gjorde moden sig gældende. Ved århundredets start havde farverne endog deres eget hierarki. Således anså man rød for den fornemste farve efterfulgt af grøn og blå. I det hele taget var tøjet, man brugte til festlige lejligheder, meget farvestrålende. En undtagelse herfra var det tøj, man bar til ganske særlige lejligheder som bryllup, dåb og begravelse. Her anvendte man sort. I 1800-tallets anden halvdel var de spraglede farver i klædedragten passé. Nu var de mørke dæmpede farver dominerende for både mænds og kvinders vedkommende. Dette afspejler meget fint den nye selvforståelse og -følelse, der fulgte i kølvandet på bøndernes indtog på den politiske arena. Manden trak i samfundets mørke uniform, og det var ikke længere muligt at se forskel på bonde og borger. Som nævnt kommer disse tendenser til udtryk i stadstøjet. Til daglig brug var den ufarvede, brune eller hjemmefarvede vadmel dominerende, hvilket hænger sammen med, at den blev fremstillet af den hjemmespundne uld. Derfor sikrede man sig også, at man havde et sort eller brunt får i flokken. Skulle garnet anvendes til stadstøjet, måtte det oftest en tur omkring en farver, der enten var identisk med landsbyens væver eller havde sin virksomhed i købstaden.

Indenfor stofvalg og -mønstre var der store forskelle mellem 1800-tallets start og slutning. Vadmel og hvergarn, der begge er håndvævede uldstoffer, var det altoverskyggende frem til midten af 1800-tallet. Herefter blev de maskinelt fremstillede stoffer som atlask (silke) og bomuld i stigende omfang anvendt, når det pæne tøj skulle sys. I takt med den stigende mekanisering og industrialisering, blev det efterhånden også mere almindeligt at købe sit tøj færdigsyet, selvom det i visse kredse af bondestanden blev betragtet som udtryk for pyntesyge og afstandtagen fra sin bondeherkomst.

15. Modetendenser i bullen. Kirsten Rykind-Eriksen: »Et vist, ærbart Udseende.« Kalundborg og Omegns Museum, 1994, Undervisningsbog p. 58.

Tilbehøret var også underlagt tidens trend. Dette kommer tydeligst til udtryk i kvindernes hovedbeklædning. Det er også her, at egnspræget træder tydeligst frem. Kvinder bar stort set altid en form for hovedbeklædning, oftest en kyse med eller uden underlagsstof. Til arbejdsbrug kunne man også anvende et tørklæde, ligesom det om sommeren var almindeligt at gå med en malet solskærm. Denne lidt specielle artikel blev nærmest en eksportvare for de fynske producenter – i alt fald til det nære udland: Jylland og Sjælland. Mod århundredets slutning blev det at bære hue med »klar nakke« udtryk for bondebevidsthed, og dermed afstandtagen til tidens fjantede købetøj og stads. Også mænd bar frem til århundredets midte altid en form for hovedbeklædning, undtagen når de spiste eller drak. Mest udbredt var den røde hue, men også kasket og høj hat har været en del af den mandlige hovedbeklædning.

Forklæder var i brug til både hverdag og fest næsten hele århundredet ud. Men også her gjorde modestrømningerne sig gældende. Til empiretidens fine kjoler hørte naturligvis lette og lyse forklæder af sirts eller trykt kattun (bomuld). Den senere tids forkærlighed for mørke farver gik også igen i forklædet, hvor et rigtigt fint forklæde var af sort silke. Til daglig anvendtes forklæder af uld og hør.

16. Hverdagstøjet havde ofte mange år på bagen, og var mange gange fordums tiders »pæne tøj«, der nu blev anvendt til daglig brug.

Skuldertørklæder og bånd til påsyning var hovedsageligt købeting. Enten købt hos den omkringvandrende kræmmer eller hjembragt fra et markedsbesøg – og ofte som en kærestegave til den udkårne. Mændene bar altid en halsklud.

Fodtøjet var til daglig træsko, og kun når det gik rigtig højt, brugte man sko.

Mode eller ej – én ting var dog kendetegnende for bondens tøj, nemlig at det repræsenterede en opsparet kapital og fungerede som værdimåler og markering af social status. Dette gjorde sig naturligvis især gældende i det selvforsynende bondebrug, og aftog i takt med landbrugets inddragelse i markedsøkonomien mod århundredets slutning. Tøjets kvalitet og kvantitet var et direkte udtryk for ejerens økonomiske og sociale position i landsbysamfundet. De velstillede havde mulighed for at demonstrere deres position ved at følge modens retning, mens de fattige livet igennem stort set måtte nøjes med det tøj, de fik fremstillet i deres ungdom.

Når man som ung investerede sin kapital, var det i form af tøj, som gerne skulle holde livet ud. Hvis man ikke var velstillet, havde man kun ringe muligheder for fornyelse af garderoben. Derfor sparede man også de steder, man kunne komme afsted med det. Et oplagt sted var nederdelen. Hvorfor bruge nyt (dyrt) stof de steder, man alligevel ikke kunne se? I stedet anvendte man aflagt, slidt stof på den del af nederdelens midterbredde, som alligevel altid var dækket af et forklæde. Et andet udtryk for den omhu, man behandlede tøjet med, var isyningen af en kantsnor på skørtet. Herved afbødede man det værste slid, og tøjet kunne holde længere. Når tøjet skulle holde længe og dets ejermand i mellemtiden lagde sig ud, måtte det øges. Derfor ses også på mange af de dragtdele, der findes på museernes magasiner, at der er sat stof- og båndrester ind i både nederdele, buller og bukser.

For også at illustrere disse aspekter af bondelivet har vi valgt at lade nogle af de fattige dukker bære tøj, der såvel i snit som farve hører en ældre tid til. Også velhavende gårdmandskvinder kunne som daglig- og arbejdstøj f.eks. anvende hvergarnsskørter, som de ti år tidligere havde brugt til fest og pænt brug.

17. Festtøjet var mere i overensstemmelse med de fremherskende modetendenser. I alt fald når det drejede sig om unge eller mere velstillede. På billedet er begge piger iført tøj i tidens empiresnit (ca. 1820).

Et eksempel på klædedragtens funktion i denne kontekst kunne være tableauet med barselsscenen i Turuphuset fra 1805. Til stede i rummet er den nyfødte hovedperson, Jørgen Hansen Ellegaard, som ligger svøbt i sin vugge. Moderen, en fattig husmandskone, sidder i alkoven iført en striktrøje af plettøj, hvilket vil sige, at den var fremstillet af pletfarvet garn, der ikke stod i særlig høj kurs. Udenover har hun en bul og et tørklæde. Det er en særlig begivenhed, og derfor har hun iført sig sit pæne tøj. Den velhavende gårdmandskone, der er på barselsvisit, bærer under sin moderigtige bul en højrød striktrøje, der er kantet med silkebånd. Den nyfødtes bedstemor har også sit pæne tøj på. Dette hører i snit og mønster (langstribet) til i 1700-tallet, men da hun ikke er velhavende, er dette hendes bedste bud. Tøjets snit og farvesammensætning understreger således den sociale forskel.

Udstillingen fungerer derfor ikke som en modevandring gennem 1800-tallets klædedragt på landet, men viser den mangfoldighed af farver, snit og tilbehør, der anvendtes på samme tid. Hvad dukkerne har på, afhænger af deres sociale tilhørsforhold og af, om tøjet anvendtes til hverdag eller fest.

18. De to kvinder på barselsvisit i 1805 er til venstre den velhavende gårdmandskone og til højre bedstemoderen. Drengens mor er afbildet på side 100.

Odense Bys Museer ligger inde med spændende originaltekstiler fra bondesamfundet.

Det er mit håb, at »Bondelivs« arbejde med bondetekstiler kan være med til at igangsætte en forsknings- og formidlingsmæssig udnyttelse af det omfattende materiale.

»Befolkede« rum

Fornemmelsen af, at husene i Den Fynske Landsby engang har dannet rammen om menneskers liv i hverdag og fest, forstærkes, når museumsgæsten træder ind i rum, der virker beboede. Anvendelsen af tableauer, der viser, hvordan fortiden kunne havde taget sig ud, hvis man kunne skrue tiden tilbage og kigge indenfor, giver en fornemmelse af for et kort øjeblik at træde et par skridt tilbage i historien.

Tableauerne i Bondelivsudstillingen viser hverdagssituationer, der er tidstypiske, men også indimellem overraskende – og meget langt fra hverdagslivet i dag. I udvælgelsen af de situationer, tableauerne viser, er indtænkt formidlingsmæssige og pædagogiske aspekter. Ud fra min baggrund som formidler er det min erfaring, at den historiske bevidsthed ikke udvikles gennem indlæring af viden og færdigheder alene, men at den lettere nås ved medleven og engagement. Det er vigtigt, at såvel undervisning som museumsudstillinger rummer oplevelsesaspekter, der animerer til undren, fordybelse og erkendelse. Der er derfor lagt vægt på at tableauerne, ud over at være væsentlige ingredienser i fortællingen om de to livsforløb, også lægger op til spørgsmål og dialog. For museumsgæsten, der kommer alene eller i smågrupper/familier er der naturligvis megen hjælp at hente i folderne og introduktionsudstillingerne. For større grupper, der ledsages af en formidler – hvilket i praksis ofte vil være en klasse med en lærer – var det tanken, at tableauerne også gerne skulle lægge op til en perspektivering til vore dage.

19. Her er vi på besøg en tidlig morgen. Tjenestepigen er ved at gøre sig i stand, mens resten af husstanden endnu sover.

Som et eksempel på ovenstående kan nævnes opstillingen i Melbyhuset. Vi »kigger ind« i alkoverummet en tidlig morgenstund i begyndelsen af 1800-tallet. Den unge tjenestepige har netop rejst sig fra alkoven, hvor den 7-8 årige hovedperson, Jørgen Hansen Ellegaard, endnu ligger og sover. Pigen skal op før alle andre for at tænde op og malke køer. Husbond og madmoder ligger i rummets anden alkove, og også de sover endnu. Man kan ikke se dem, men deres tøj på stolen afslører, at det forholder sig således. Ud over en visuel oplevelse får beskueren også en konkret viden om, at hele husstanden – uafhængigt af familiær tilknytning – delte soverum, og at den lille tjenestedreng sov i samme seng som den noget ældre tjenestepige. For de fleste vil dette nok give stof til en vis undren, hvilket netop er hensigten. Det skulle også gerne give lyst til at stille spørgsmål, som den dygtige lærer/formidler kan bruge som afsæt til en samtale om de vilkår, der eksisterede dengang – og som på grund af den samfundsmæssige udvikling ser væsentligt anderledes ud i dag. Afhængigt af klassetrin vil scenen også kunne bruges som udgangspunkt for en snak om, hvor man sover og hvorfor. Jeg er sikker på, at ethvert barn på de første klassetrin vil være af den overbevisning, at drengen er heldig, fordi han ikke skal sove alene. De lidt større børn vil fnisende mumle noget om, hvor »megaklamt« det måtte være for drengen at dele seng med tjenestepigen, mens de ældste klassetrin nok mere vil fokusere på den ulige arbejdsfordeling, som scenen også indeholder.

20. I udstillingen er anvendt kunstige madvarer og udstoppede dyr. At hønsene har bevæget sig rundt blandt madvarerne – og måske efterladt en visitklat på bordet – ligger meget langt fra vores opfattelse af hvad god hygiejne er i dag.

I andre huse er der via opstillingerne sat fokus på emner som arbejdsdeling, socialt samvær, hygiejne, fattigforsorg, døden m.v. Indgangen hertil er som nævnt den personlige livshistorie, men scenerne skulle også gerne fungere så bredt, at de vil være en håndsrækning til de mange lærere, der vælger at forlægge undervisningen til Den Fynske Landsby.

Ud over dukkerne, der virker stemningsskabende, er rummene også tilført livstegn i form af bl.a. madvarer, udstoppede dyr, planter og musik. Af hensyn til muse- og rottefaren er maden kunstig. Det ville naturligvis have været optimalt, om man kunne udskifte sortimentet alt efter årstidernes skiften, ligesom duftindtrykkene også havde haft en gavnlig effekt. Men på trods heraf gør de god fyldest i de tidligere tomme fadebure og køkkener. Der er flere tableauer, der indeholder spisescener, og nogle steder har udstillingsværkstedet måttet ty til hjemmelavet grød med tapetklister i og andre ikke særlig delikate retter.

I 1800-tallet holdt dyrene ikke kun til udendørs og i stalden. Nogle gange blev de taget ind, sådan som det f.eks. er tilfældet med gåsen, der ligger på æg i gåsestolen i Vigerslevhuset. Andre gange er dyrene selv gået indenfor for at forsyne sig med eventuelle madrester, sådan som hønsene i Turuphusets køkken og Væverhusets aftægtsstue. Også katten, der stikker hovedet frem i en dertil indrettet kattelem under alkoven, er inviteret indenfor for at udfylde sin plads som musefanger under sengen. At musene har været et nærværende problem illustreres af, at der flere steder i sengehalmen er placeret udstoppede mus. Også de har en meget livagtig virkning på publikum, hvilket også må siges at være tilfældet med den udstoppede rotte i Turuphusets bryggers. Edderkopper er også nogle af de effekter, vi har benyttet os af i forsøget på at skabe så »livagtige« rum som muligt.

21. Den udstoppede rotte er meget effektfuld, og indtil flere af museets gæster har meget højlydt forladt Turuphusets bryggers, hvor den befinder sig.

Anvendelsen af potteplanter hører sidste halvdel af 1800-tallet til, ligesom de kun fandtes i de mere velstillede hjem. I kølvandet på landbrugets inddragelse i det markedsøkonomiske system kunne flere og flere varer købes færdigforarbejdede. Specielt for kvinderne frigav dette tid til andre gøremål, hvoraf boligindretning og prydhaver var nogle. Hvor gårdmandskvinderne blot få årtier tidligere havde beundret kister og skabe fyldt med hjemmelavet udstyr til børnene, når de var på visit hos hinanden, gjaldt begejstringen hen imod århundredets slutning de broderede lyseduge, de polerede møbler og de smukke potteplanter. Potteplanterne står i Fjeldstedgården, Præstegården og Skamby-Torupgården, som alle danner ramme om møllerdatterens livsforløb i 1800-tallets sidste halvdel. De er nøje udvalgt, så de stemmer overens med de planter, man havde på dette tidspunkt. Så også den del af vor kulturhistorie vil være synlig i Bondelivsudstillingen.

22. Når man træder indenfor i Hulegården, mødes man af liflige toner fra spillemandens violin.

I Hulegården skal tableauet forestille en festscene, en såkaldt legestue, hvor de unge mødtes til en bid mad og en svingom. Hertil hørte naturligvis også dengang musik. Vi har fået indspillet et par numre på violin, så publikum, allerede når de træder indenfor i Hulegården, får en fornemmelse af, at her foregår noget særligt.

Introduktionsudstillingerne

I forbindelse med rundturen i de to livsforløb er der mulighed for at få »fyldt på« – at fordybe sig i enkeltaspekter af de elementer, der dannede rammen om livet i landsbyen. Det kan ske i to særskilte udstillingsafsnit. I Katterød Hospital, Landsbyens fattighus, er der mulighed for at se en udstilling om livsfaserne, som de normalt tog sig ud for et 1800-tals bondeliv. Det ene rum er helliget de kvindelige og det andet de mandlige livsfaser. I det tidligere røgeri i Davinde Vandmølle er der sat fokus på temaerne landsbyen – arbejdslivet – familielivet og det sociale samvær. Der er redegjort for, hvorledes det tog sig ud i slutningen af 1700-tallet og i slutningen af 1800-tallet. Temaerne er også antydet for vor egen tid ved hjælp af collager med avisoverskrifter.

23. Her et kig ind i udstillingsdelen i Davinde Vandmølle.

Fælles for begge udstillingsafsnit er designet og opbygningen. Den besøgende træder ind i rum, der er domineret af store bagbelyste lyskasser, der yder de reproducerede maleriers kvalitet retfærdighed. Der er lagt megen vægt på at finde samtidigt billedmateriale, der illustrerer tekstdelen, som til gengæld ikke er særlig omfattende. De sider af landsbylivet, der belyses i udstillingerne, er tænkt som et supplement og uddybning til tableauerne og livshistorierne. Ud over de »almindelige« museumsgæster er der også her tænkt på en pædagogisk håndsrækning til de mange skoler, der besøger museet. Via det omfattende billedstof i Katterød Hospital, er det muligt for læreren at forberede eleverne på de to livsforløb. På tilsvarende vis er der gode muligheder for at arbejde mere tematisk med 1800-tallets landbosamfund ved hjælp af udstillingsdelen i Davinde Vandmølle, der som nævnt også indeholder perspektiveringsmuligheder til vor egen tid.

Afslutning

Bondelivsudstillingen har nu snart to sæsoner bag sig, og det er mit indtryk, at den har ramt et behov blandt museets gæster for flere og uddybende informationer om landsbylivet. Den oprindelige idé med at lade bygningerne danne ramme om et liv svarende til det, de oprindelig udsprang af, ser ud til at kunne bære. Tilbage er kun at håbe, at intentionerne om at vise, at det enkelte menneskes livshistorie og samfundets historie er to sider af den samme sag, også er slået igennem. Dermed er også det af Odense Bys Museer definerede udstillingsmål, nemlig at lave udstillinger, »der åbner op for sammenhængsforståelse og indsigt, og som giver den besøgende mulighed for at forstå sig selv i historisk sammenhæng«, opnået.[5] Om midlerne har været de rigtige, er det op til museets brugere at vurdere, men det er mit indtryk, at udstillingen og udstillingskonceptet er blevet godt modtaget.

Noter

  1. ^ Odense Bys Museers initiativplan 1996, p.19.
  2. ^ Mette Skovgaard og Ib Varnild: Panoptikon og museum. Voksfigurer fra et et museumsloft. I Nationalmuseets arbejdsmark, 1994, p.197-208.
  3. ^ Birgitte Kjær: Befolkede rum. Den gamle By, 1995, p.77.
  4. ^ Kirsten Tolstrup har været hovedansvarlig for selve dragtfremstillingen. Susanne Joacimsen har bistået med trykte stoffer og strikkede dele. Kvinderne bag Børnekulturhuset Fyrtøjet har lagt megen tålmodighed og mange timer i syningen af dragterne. Som konsulent har bl.a Inga Erichsen fra folkedansernes dragtudvalg på Fyn bistået med materialelån og gode råd. Samme rolle har også Kirsten Jørgensen, Karen Birgitte Hansen og Lisbeth Green haft. Vævning af stof til de mange kopidragter er udført af Irene Bødsted, Mona Martinussen og Jytte Søndermark. Yderligere oplysninger fås hos Odense Bys Museer, Viden & Formidling.
  5. ^ Se note 1.

©