»Den grønne sten fra Nielstrup«

I årene efter 1749, da herregården Nielstrup i Ollerup sogn ved ægteskab erhvervedes af Johan Lehn til nabogården Hvidkilde, blev dens gamle, af voldgrave omgivne, trefløjede hovedbygning nedrevet.[1]

Nielstrups ejerrække kan følges tilbage til midten af 1300-tallet og den synes fra da af stadig at have været i adelig besiddelse. Ikke desto mindre fortaltes det i 1700-tallet, at gården oprindelig havde været et kloster. Ældste kilde, Thomas Broderus Birkerod,[2] beretter i 1723, at der engang var fundet indemurede(!) i en mur på gården, og at der uden på en anden mur sås en jomfru knælende i bod foran et alter, hvilket billede skulle hentyde til indemuringen. Udførligere besked giver præsten T.M. Bredsdorff til Ollerup og Kirkeby i en skrivelse af 14. maj 1755 til Laur. Thura. Præsten beretter, at det ikke vides, når Nielstrup er bygget. Ingen inskription melder derom, men at det er en „ældgammel Gaard er en klar Sag, ja den holdes for at være en af de ældste i Fyen. Der meenes og, at den i papistiske Tider har været et Closter, og enskiønt jeg ikke med Vished kan garandere (!) derfor, så synes det dog helt rimmelig (!). Det som meest bestyrker mig i denne Meening er, at der inden for Porten, naar man kommer ind i Borre-gaarden, sidder på den høyre Haand oppe i Muuren en grøn Steen, ungefehr ½ Allen (!) høy og 5½ Tm. breed, af facon nesten som en Huus-gavl. Saavidt jeg kan see, er den af Pottemager Leer med en tyk grøn Glassering over, hvor udi midt på ligger et Billede[3] på Knæe med oprakt Hænder for et Træe eller Blomster (hvilket det egentlig skal være, kand jeg ikke sige, thi det er ikke meget fiin Arbeide). Oven ned kommer en Engel med en Crone og holder den lige over Hovedet af Billedet. Bag samme Billede er ligesom et Huus med Dør paa, og runden om Steenen oven til, hvor den er indfattet i Muuren, ere nogle Zirater som Blomster. Om denne Steen skal forestille Frelserens Bøn i Urte-gaarden eller om det er en papistisk Helgen, der bliver afbildet, veed jeg ikke. Jeg har gjort mig den Tanke, at det muligt kunde være Skt. Nicolai Billede, og denne Gaard, om det ellers staar fast, at den har været Skt. Nicolai Closter og siden efter dets Secularisation kand have beholdt det Navn Nielstrup. Men det er lutter Gisninger, som jeg ey vil paabyrde andre at troe. Imidlertiid synes denne Steen hos Papisterne at have været af Betydenhed, eftersom der endnu i den forrige Ejers, sal. Hr. von Hobens Tiid, i de første Aaringer hand blev Ejere af Nielstrup, hver 2det eller 3die Aar skal der til Gaarden være kommen nogle Munke (om jeg mindes ret, det mig er fortalt, var det Carmeliter eller Barfoed Munke), hvilke med et slags Devotion betragtede denne Steen og nogen Skrift, som stoed paa Muuren af en anden Længde (dvs. længe), der nu er nedbrudt, som jeg slutter af dend Fortælning, jeg har faaet, om hvorledes disse Bogstaver har seet ud, at maa have været Rune-Skrift. Hvorpaa disse Munke strax gik bort, uden at ville enten komme ind eller nyde noget. Der med continuerede de nogle Aar, indtil der sidste Gang kom en gammel graa Mand og en ung Dreng paa samme Maade som tilforn, og da den gamle havde pæget op til Steenen og viist den unge den, ginge de efter forrettet devotion bort, og fra den Tid af kom der ingen siden. – Naar man overveyer disse Omstændigheder, som mig af velb. Frue Lehn paa Hvidkilde, der forhen har været gift med sl. Hr. von Hoben, ere fortalte, synes det heel rimeligt, at denne Gaard kand i gamle Tiider, som der holdes for, have været et Closter . . .“. Men præsten ytrer dog sin tvivl, fordi man kendte ejerne tilbage til 1300-tallet. Videre fortæller han, at Nielstrup i gammel tid har været befæstet, da von Hoben fik gården, og at der var skydeskår rundt omkring i murene. Men gården var for nogle år siden ganske forfalden. Den bestod af corps de logis og to fløje, alt af gammel tyk grundmur. På den fjerde side var en høj brandmur mod haven, hvori i forrige ejeres tid „skal være funden Raden af døde Mennisker af usædvanlig Størrelse. Men ald den heele Bygning er nu nedbrudt af den nuværende Eyere, velb. Hr. Lehn, undtagen den Længde, hvor Porten er, og et lidet Stykke af den Længde, som har staaet imod Sønder i Borregaarden og henger fast ved den tilbageblevne Længde, som er imod Østen, men dette skal med alt det øvrige ogsaa nedbrydes og en nye Bygning i dens Stæd opføres. Allerede er den hele Ladegaard nybygget fra Grunden“.[4]

Grønglaseret kakel fra Niclstrup. Højde 28 cm, bredde 14,5 cm. Nationalmuseet (NM 2, inv. nr. 435).

Disse ældre kilder blev senere benyttet i Pontoppidans Danske Atlas III (1767) samt i en beskrivelse af Ollerup og Kirkeby sogne i Odense Adresse-Contoirs Efteretninger 1775 nr. 7, som har udlagt dem således, at en benrad, der blev fundet i en brandmur ved haven, stammede fra en på grund af misgerninger indemuret nonne, ligesom at en grøn glaseret sten, som forhen sad lidet afsides fra porten højt oppe i muren, men nu findes på Hvidkilde, skal forestille denne nonnes pønitense.

Da artiklens forfatter bemærker, at denne sten nu findes på Hvidkilde, giver han i al fald på dette punkt noget nyt.

På Hvidkilde befandt stenen sig endnu i 1809, da sognepræst Christiansen så den og i brev af 30. september s.å. til Kommissionen for Oldsagers Opbevaring beskrev den som et grønt glaseret teglstensstykke, som skal have siddet over en port på Nielstrup og forestillede Skt. Nicolaus. Baronessen [Sophie Amalie Lehn] på Hvidkilde havde fortalt præsten, at hun efter henstilling fra sin slægtning, Johan Bülow til Sanderumgård, ville sende billedet til ham, da han agtede at indsende det til oldsagskommissionen. Den kendte samler og mæcen Johan Bülow havde som forældreløs dreng haft ophold hos sin familie på Hvidkilde, og hans kendskab til stenen har muligvis været gammel. Videresendelsen til Oldnordisk Museum skete først sammen med Bülows brev dertil af 15. september 1810: „Herhos sender jeg den berømte Nielstrup grønne Steen . . .; den kommer fra Baronesse Ranzau-Lehn paa Hvidkilde i Fyn“.[5] Victor Hermansens afhandling: „Johan Bülow som Samler“ forfølger sagen videre.[6] Ifølge Hermansen havde Bülow 1809 i brev til Rasmus Nyerup indvarslet, at han ville fremsende en del oldsager: „iblandt er den bekiendte grønne Steen, som er taget af Ruinerne af det gamle Fyenske Nielstrup. Desværre! den er skændigt mishandlet ved Udbrækningen af Muren, ved hvilken Lejlighed Reliquerne som den indeholdt formodentlig ere gangne forlorne – og til hvilke endog i de sene Tider er giort Valfart“. Videre fortæller Hermansen „at den grønne Steen,“ som Bülow havde fået af Baronessen på Hvidkilde til Oldsagskommissionen, er forsvundet, „men den har i al Fald været i dens Eje.“ I Mødet den 4. Oktober 1810 blev den nemlig fremlagt og beskrevet som „et meget gammelt Stykke af grønt glasseret Pottemagerarbeide, forestillende den hellige Nicolaus (Fragment)“. Den „skal have været anbragt over en Port på Nielstrup“ og „Munke skal have nedknælet for den“. Senere har man forgæves søgt at genfinde Stykket, men man gjorde den forstandige Bemærkning, at det nok var, fordi den forestillede „noget heelt andet – åbenbart et Brudstykke af en Kakkelovns Flise“.

Siden da har „stenen“ tilsyneladende været forsvundet for Oldsags-kommissionen og senere i Nationalmuseets samlinger, men sagnet om den levede videre og er aftrykt i J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn.[7] Imidlertid viser det sig nu, at den alligevel findes i Nationalmuseet, hvor den er udstillet mellem kakler fra den senere middelalder. Som vedføjede illustration viser, er det en gavlformet kakel med relieffremstilling, og den har grøn blyglasur. Den uglaserede bagside har i nederste halvdel den for kakler sædvanlige, bagudrettede kant eller karm, der skulle lette opmuringen af kakkelovnen, medens bagsidens øvre, gavllignende parti bagtil er lukket som en nedadtil åben pose, hvilket viser at kakelen har været et led i en kakkelovns såkaldte bekrøning; en række gavlformede kakler stak frit op foroven. Det var denne udformning af bagsiden, der fik Bülow til at tro, at „stenen“ havde rummet relikvier.

Desværre mangler et større hjørne forneden. Gavltrekantens sider er prydet med gotiske krabber, men korsblomsten foroven mangler, og det samme er tilfældet med de fialer eller småspir, der har rejst sig på hver side.

Kakelens hovedrelief, den knælende figur, voldte i sin tid spekulationer, men den forestiller hverken en bodfærdig nonne, der skulle indmures, Kristus i Getsemane Have eller Skt. Nicolaus, hvad stednavnet Nielstrup forledte til at tro ved falsk association. Også i dag kan det være vanskeligt at tyde helgenbilledet, for det synes at bestå af en sammenblanding af forskellige motiver. Den knælende er tydeligt nok en hellig jomfru med glorie, og den svævende engel, der holder en krone over hendes hoved, synes også at være glorificeret, men er iøvrigt ret vanskabt og kan forveksles med Helligåndsduen, fordi dens arme kan se ud som forlængelse af kronens takker. Motivet bringer tanken hen på Jomfru Mariae himmelkroning, men tilstedeværelsen af en bygning til højre samt en vækst og en bedepult med opslået bog – ufuldstændig på grund af det manglende hjørne – til venstre viser os sceneriet fra Mariae bebudelse, selvom væksten der i reglen er en lilje og engelen med budskabet kommer gående, meget sjældent og i sen tid svævende, og bærer en blomst, ikke en krone. Guds moders himmelkroning fandt derimod sted i himlen, og Maria er da fremstillet frontalt. Efter legenden førte Herren Jomfru Mariae døde legeme i en sky til himlen, hvor det forenedes med sjælen, og den Herre Jesus ledte hende til tronen ved sin side og kronede hende. Denne scene er f. eks. fremstillet på kalkmalerier i Birkerød og Vester Broby Kirker og på korstolene i Ringsted samt i Viborg Domkapitels segl. Fra udlandet kan tilføjes altertavlen i Lorenzkirken i Nürnberg. På altertavlen fra Thurø og f. eks. på de i Nürnberg støbte Vischerske bronzerelieffer i Erfurth og Wittenberg krones den siddende Maria såvel af Gud Fader som af Kristus, og der er også eksempler på, at kroningen foretages af Gud Fader alene. I reglen svæver Helligåndsduen ovenover. En sen type af kroningen har Maria knælende mellem Faderen og Kristus. Himmelkroningen kan også foretages af engle, som i viborgbisp Peder den Tredie’s segl samt i Ringsager Kirke i Norge og i Bergens Mariakirke. På Dürers fremstilling fra 1500 af en rosenkransfest sidder Maria på sin trone med Jesusbarnet, idet kronen holdes over hendes hoved af to svævende engle, og altertavlen i Skt. Andreaskirken i Køln viser en stående Maria med Jesusbarnet og de svævende engle med krone. Det er jo muligt, at Nielstrup-kakelens mærkelige motiv har hørt hjemme i Maria rosenkransdyrkelsens forestillingskreds, og det er mest sandsynligt, at den forestiller bebudelsen. Havde man haft kendskab til andre af denne serie kakler, bestemt til en og samme ovn, ville man sikkert have forklaringen.

Kakelen må være af sydtysk, schweizisk eller nederlandsk fabrikat fra tiden omkring 1500. Den er et groft aftryk af formen uden fine detailler, især mangler ansigtstrækkene. Muligvis er relieffet „stjålet“, dvs. der kan være taget ny form efter en ældre kakel, og i så fald kan Nielstrup-kakelen være dansk pottemagerarbejde.

Man skulle tro, at kakelen må være sat op ved porten på Nielstrup i katolsk tid, da helgenbilleder jo ikke var velsete efter reformationen. Hvorvidt den efter sin oprindelige bestemmelse først har siddet i en kakkelovn får stå hen. Den i præsteindberetningen 1755 omtalte runeindskrift, som sås på en da nedrevet bygningslænge, må have været en senmiddelalderlig minuskelindskrift. Når man i ældre tid ikke kunne tyde minuskler, mente man undertiden, at det var runer. Det var f. eks. tilfældet med en anden forsvunden indskrift på Fyn, nemlig Juulskov-korsets.

Traditionen om „munkes“ besøg på Nielstrup og om helgenbilledet dér føres – som vi har set – tilbage til den tyskfødte kaptajn Jørgen Ernst von Hobe, der 1697 fik gården ved sit ægteskab med Anne Catrine Nielsdatter, men måske gik hendes erindring længere tilbage i tiden, da hendes fader, borgmester i Svendborg, Niels Lauridsen, allerede tidligere ejede part i Nielstrup og havde boet der. Efter Anne Catrine Nielsdatters død 1713 giftede von Hobe sig 1725 med Edel Margrethe Brockenhuus Løwenhielm, som efter hans død 1749 indgik ægteskab med Johan Lehn til nabogården Hvidkilde. Det var hende, der lod beretningen gå videre til pastor Bredsdorff 1755.

Det var altså i slutningen af 1600-tallet og vel noget ind i det følgende århundrede, at nogle såkaldte munke med to eller tre års mellemrum kom til Nielstrup og det sluttede med, at en gammel mand og en ung dreng kom i samme ærinde.

Det var dengang ikke almindeligt, at munke eller katolske gejstlige færdedes omkring i landet. Siden reformationen var det forbudt. Ifølge Christian den Fjerdes reces af 1643, I, kapitel 3 måtte katolikker ikke bo i landet, og munke eller jesuitter måtte ikke under deres livs fortabelse lade sig finde eller opholde i Danmark. Ved forordning af 26. januar 1687 blev det tilladt den franske minister i København at have kirke og lade afholde katolsk gudstjeneste i sit hotel, og 26. september 1671 blev der givet tilladelse til at bygge katolsk kirke med kirkegård i hovedstaden, dog måtte præsterne ikke bære ordensdragter og ikke døbe børn. Danske Lov 6-1-1 til 6 forbyder katolikker at modtage arv, ligesom det forbydes munke, jesuitter og katolske gejstlige under livs fortabelse at opholde sig i landet. Hvo der husede dem, skulle straffes. Danske Lov 1683 har altså ikke noget direkte forbud mod katolsk tro, hvad rimeligvis har vist sig uigennemførligt, dels fordi der blandt de hvervede militære fandtes mange katolikker, og dels fordi adskillige tilflyttede nyttige håndværkere bekendte sig til fremmede konfessioner. Forordningen af 10. december 1698 giver udtrykkelig religionsfrihed for personer, der arbejder for uldmanufakturer. I den 1648 privilegerede, men under svenskekrigen ødelagte våbenfabrik Brobyværk var mange tyske arbejdere og rimeligvis katolikker, og flere af disse udenlandske familier skal være blevet boende på egnen efter fabrikens nedlæggelse.[8] – Enkelte garnisonsbyer havde religionsfrihed f. eks. Frederiksstad i Holsten og Fredericia, der fik katolsk kapel 1686.[9]

Hvor risikabelt det kunne være for katolske gejstlige at færdes frit i Danmark, viser en sag fra Fyn 1688. 20. december skrev en vis Key Jensen i Kærby ved Bogense til en katolsk præst i Fredericia, at en rytter ved oberst Claus von See’s regiment lå syg og ønskede katolsk absolution. Biskop Kingo og stiftsbefalingsmanden fik nys om sagen og indberettede den. Allerede den 29. december forelå en kongelig ordre til stiftet om at arrestere den papistiske præst, som i auditør Lintz’s hus ikke blot havde holdt messe men endog communion. Biskop Kingo havde åbenbart tilskrevet obersten, for i en længere redegørelse, dateret Odense 31. december, til denne forsvarer auditør Goswin Lintz sagen og forklarer, at bl.a. nogle af den syge soldats kammerater havde ønsket at være til stede. Resultatet blev, at kongen i resolution af 8. januar 1689 gav ordre til at frigive præsten imod at han fremtidig holdt sig indenfor Fredericia.[10]

1690 fastslog en kongelig forordning, at ingen tilhænger af en fremmed konfession måtte forrette dåb eller antages som fadder, og at ægteskab mellem lutheranere og katolikker skulle indgås for en luthersk præst. Det menes især at være denne forordning, som blev årsag til, at de katolske menigheder i landet snart efter gik stærkt tilbage.

Hvorledes får man nu mellem alt dette plads til de „munke“, der i slutningen af 1600-tallet med et par års mellemrum søgte ind på Nielstrup for at aflægge „devotion“. Hvis der ikke har foreligget en tradition fra middelalderen, er det vanskeligt at forstå, at katolske gejstlige kan have fået kendskab til det uanselige helgenbillede indenfor porten i Nielstrup borgegård, tilmed da herregården ikke ligger ved hovedvej men noget afsides. Kan det tænkes, at en af Nielstrups ejere i middelalderen har skænket en større gave til et kloster eller en kirke i et land, der endnu i 1600-tallet var katolsk, og at man derfra aflagde en slags pligtbesøg med et par års mellemrum?[11]

Mindre vanskeligt er det at forstå, at de besøgende ikke søgte logi eller beværtning på Nielstrup. De har sikkert vidst, at den, der modtog dem, ville blive straffet som den, der herbergede fredløse.

Noter og Henvisninger

  1. ^ Vilh. Lorenzen: En Gruppe Voldsteder i Ollerup og Egense Sogne, Fynske Aar-bøger VI (1956-58), s. 371 ff.
  2. ^ Th. Brodero Bircherod: Historia naturalis qvatuor costarum bubularum . .. edita curante auctoris filio Jacobo Bircherod. (Hauniæ 1723), s. 30 f.
  3. ^ „Billede“ bruges her i betydningen figur ligesom i ordet helgenbillede. Man har i ældre tid betegnet kakler med figurfremstilling som billeder. I bilag til kongelig resolution af 7. juni 1656 omtales ved herregården Tygestrup på Sjælland (nu Kongsdal) et teglværk med ovn til at brænde mur- og teglsten samt en ny ovn til at brænde billeder i.
  4. ^ Kgl. Biblioteks Håndskriftsamling, Kall 4° nr. 377, I s. 148 ff.
  5. ^ Nationalmuseets 2. afdl. arkiv under Ollerup Sogn.
  6. ^ Kulturminder, Ny række II (Kbhvn. 1957), s. 108 f.
  7. ^ J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn I (Kbhvn. 1843), s. 274.
  8. ^ Svendborg Amts Aarsskrift af 1933, s. 75 ff.
  9. ^ H. Ussing: Kirkeforfatningen i de kgl. danske Stater I (Sorø 1786), s. 243, 246 og 344 ff. – Hal Koch og Bjørn Kornerup: Den Danske Kirkes Hist. IV (Kbhvn. 1959), s. 396 ff.
  10. ^ Rigsarkiv. Danske Kancelli. Koncepter og indlæg til fyenske og smålandske tegneiser 1686-88, sag nr. 58 af 29. december 1688. – Erik Pontoppidan: Annales Ecclesiæ . . . Dan. IV (1752), s. 55 og 640.
  11. ^ Jeg takker dr. theol. Knud Banning for henvisning til sådan mulighed.

©