Den lille trommeslager og den store violinist

Et par bemærkninger om H.C. Andersens eventyr “Guldskat”

“Trommeslagerens Kone gik i Kirke; hun saae det nye Alter med malede Billeder og udskaarne Engle; de vare saa smukke, baade de paa Lærredet i Farver og Glorie og de, der vare udskaarne i Træ, dertil malede og forgyldte. Haaret straalede som Guld og Solskin, deiligt at see; men Guds Solskin var dog endnu mere deiligt; det skinnede klarere, rødere, mellem de mørke Træer, naar Solen gik ned. Deiligt at see ind i Guds Aasyn! og hun saae ind i den røde Sol, og hun tænkte saa inderligt derved, tænkte paa den Lille, Storken skulde bringe, og Trommeslagerens Kone var saa glad derved, hun saae og hun saae og hun ønskede at Barnet maatte faae Giands herfra, idetmindste ligne en af de straalende Engle paa Altertavlen.

Og da hun nu virkelig holdt i sine Arme sit lille Barn og løftede det op mod Faderen, da var det at see som en af Englene i Kirken, Haaret som Guld; Skjæret af den synkende Sol var lagt deri”.[1]

Sådan begynder et af H.C. Andersens dejlige, men nok mindre kendte eventyr, “Guldskat” – eller måske rettere historien “Guldskat”. Begyndelsen varsler liv – ja, en hel lille livshistorie – og glæde. Lys og lovende er optakten, og den anslår hovedtemaet i fortællingen: Forholdet mellem drømmene og livet. Glæden over barnet i det beskedne trommeslagerhjem og de kommende glæder smittede af på fortælleren: Tre år efter nedskrivningen af historien kalder Andersen “Guldskat” for “en Blomst i lykkelige Dage”.[2]

“Guldskat”. Træsnit efter tegning af Lorenz Frølich.

“Guldskat”s tilblivelseshistorie spænder over hele seks år.[3] De første spirer til eventyret dukker op i digterens alfabetisk ordnede liste over “Eventyr og Historier som kunne [dvs. kan] skrives” fra foråret 1859. Her nævnes under bogstavet B “Brandtrommen” og under R “Rødhaaret”. H.C. Andersens ven, folkemindeforskeren J.M. Thiele havde opfordret ham til at skrive et eventyr om brandtrommen. Hvad digteren har haft af ideer med de to titler i 1859, ved vi ikke. Til “Brandtrommen gaaer” foreligger der et udateret, ufærdigt udkast.

Udkastet fandt Andersen frem igen under et ophold på Frijsenborg i juni 1865. Allerede her har han slået de to eventyr – det om brandtrommen og det om den rødhårede dreng sammen til ét, som han senere kalder “Guldskat” efter drengen Peters kælenavn. I udkastet optræder både marer og lygtemand, og der lægges da også op til en dyster fortælling med borgmesteren som skurken: Peters mor har tjent i hans hus, Peter ligner borgmesteren, de to har fødselsdag samme dag, og en lygtemand er jo kun ude på at gøre fortræd. Men da H.C. Andersen lige havde brugt marer og lygtemænd i en anden fortælling – “Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen” – måtte udkastet omskrives og en helt anden historie digtes.

Andersen begyndte at “udarbeide” (dvs. gennemskrive) den tidligere skrevne begyndelse til “Brandtrommen gaaer” den 19. juni.[4] Af det første afsnits 24 linier har han ordret genbrugt de fleste. Sproget er blevet forbedret, og det ene, alt for lange afsnit er blevet opdelt i fem mindre. De få indholdsmæssige ændringer af udkastets tekst, der er foretaget i den gennemskrevne tekst, skal jeg komme ind på i en anden sammenhæng. Udkastets sidste 29 linier måtte digteren kassere, fordi de førte fortællingen ind på et galt spor; efter lygtemands-historien skulle der nu bydes på en solstrålehistorie.

H.C. Andersens humør var den 21. juni – som så ofte – dårligt, men det var der råd for: “Om Eftermiddagen kom en underlig trist Stemning over mig; jeg gik ene ind i Skoven, kom hjem og skrev paa “Guldskat”. Humeuret løftede sig”.[5] Titlen er nu valgt. Et par dage efter er eventyret færdigt. Det bestod da af de tre første dele af den trykte teksts fem dele.

Den første version af “Guldskat” var en børnehistorie – Andersen havde den 17. juni gennemskrevet historien “I Børnestuen”. Teksten tegnede et portræt af den kække, rødhårede dreng Peter eller Guldskat, der ville være soldat, og som kom med i krigen og klarede sig godt, selv om han handlede imod en givet ordre. Eventyret sluttede med en skildring af forældrenes glæde over Peters hjemkomst: “Og de Mange som senere hørte derom, hørte det som en Historie, sagde, det havde været smukkere om det var endt med hvor Guldskat laae i Jorden og Regnbuen støttede sig paa hans Grav. Men enhver Moder sagde, det baade skulde og maatte ende med at han kom hjem, Moderen fik igjen sin Guldskat”.[6] Ikke alene, som H. Topsøe-Jensen bemærker, “en noget fersk Finale”, men også en ikke alt for spændende historie.

Tredje gang blev lykkens gang: H.C. Andersen kom heldigvis snart til at tænke på at forlænge fortællingen, og på Glorup – hvor hans humør også var dårligt – lykkedes det ham en måneds tid senere at få udvidet historien med yderligere to dele. Men lige til sidste øjeblik rettede han i manuskriptet. Det sluttede med brandtrommens ord; “Nu har jeg da altid en Erindring om Guldskat!”; den trykte tekst tilføjer: ““jeg venter, at ogsaa Mutter revner af Glæde over sin Guldskat!” Det er Historien om Guldskat”.[7] Med den nye slutning knyttedes der en tydelig tråd tilbage til eventyrets titel.

Hvordan blev historien om Guldskat til ved H.C. Andersens skrivebord i hans stue på Frijsenborg – og på Glorup? Takket være digterens dagbøger og selvbiografien Mit Livs Eventyr er vi i stand til at kigge ham lidt over skulderen under hans arbejde og se, hvordan han bar sig ad.

To af de eventyr, som H.C. Andersen skrev i efterkrigsåret 1865, nemlig “Lygtemændene” og “Guldskat” bærer præg af det stærke indtryk, som Treårskrigen 1848-50 og – især – krigen i 1864 havde gjort på digteren. 1848 kalder han “et Vulkan-Aar, hvori de store Tidsbølger ogsaa skyllede blodigt hen over vort Fædreland”, 1864 “det tungeste, meest bitterfølte i mit Liv”.[8] Året efter den tunge “Skræk-Nat” sad Andersen på “det venlige Basnæs”, der inspirerede ham til at begynde at digte igen. I “Lygtemændene” hører vi i indledningen om den sidste krigs følger for hans forfatterskab:

“Der var en Mand, som engang vidste saa mange nye Eventyr, men nu vare de slupne for ham, sagde han; Eventyret, der af sig selv gjorde Visit, kom ikke mere og bankede paa hans Dør; og hvorfor kom det ikke? Ja, det er sandt nok, Manden havde i Aar og Dag ikke tænkt paa det, ikke ventet, at det skulde komme at banke paa, og det havde vist heller ikke været her, thi udenfor var Krig og indenfor Sorg og Nød, som Krigen fører med sig.

Stork og Svale kom fra deres lange Reise; de tænkte paa ingen Fare, og da de kom var Reden brændt, Menneskenes Huse brændte, Fedet af Fave, ja reent borte; Fjendens Heste traadte paa de gamle Grave. Det var haarde, mørke Tider: men ogsaa de faae Ende”.[9]

“Guldskat” er anderledes blid i anslaget; men at erindringerne om de to blodige krige stadig var levende, viser sig snart. Selv om det er en lille dreng, der her på nærmeste hold oplever en krig, kommer den til at spille en væsentlig rolle i historien. Ja, i dens første version var hovedpersonens deltagelse i krigen det helt dominerende.

Lad os her følge den lille, rødhårede Peter eller Guldskat fra det øjeblik, da han beslutter, at han hverken vil være trommeslager som sin far eller stadsmusikant som sin spillelærer. ““Soldat vil jeg være!” sagde Peter, for han var endnu en ganske lille Fyr, og syntes, at det var det Yndigste i Verden at bære Gevær og at kunne gaae saaledes “Een, to! een, to!” og at bære Uniform og Sabel.” Peter er vel omkring 15 år, og fortælleren nærmest undskylder hans soldaterdrømme med hans barnlighed. Det var dog dengang ikke ualmindeligt, at drenge i den alder blev pibere, trommeslagere eller hornblæsere ved et regiment. I krigsåret 1848 blev den danske landsoldats røde uniform ligefrem populær: “At tage den røde Trøie paa var tidligere et sandt Fortvivlelsens Skridt; Landsoldaten var da kun en sølle Karl, nu kom pludselig den røde Trøie til Agt og Ære”.[10] At uniformen så under krigen skiftede farve og blev blå, er en anden sag.

“Der var Krig”, fortsætter eventyrteksten, og Peter drog af sted med soldaterne. “I Regn og Rusk, gjennemblødt til Skindet, maatte han, under aaben Himmel, ligge ude mangen Nat, men Humeuret blev hos ham.” I foråret 1848 rejste H.C. Andersen til Fyn for at være nærmere ved krigsskuepladsen. Her traf han menige og officerer, der “fortalte levende om det der Oplevede”.[11]

I dagbogen skriver Andersen om slaget ved Bov den 9. april bl.a.: “Major Blom fortalte om Flugten fra Flensborg; vore havde efter Slaget, ligget paa den vaade Mark og kom efter Marsch til Flensborg hvor de lagde sig til Ro”, og den 18. maj noterer han: “De fortalte om deres overnatten paa Gaden i en slesvigs[k] Landsby, hele Batalli[on]en udstrakt langs Husene, med Tornüster under Hovedet, i Regn og Blæst”.[12]

Så skildres i eventyret den første “Slagdag” – i dagbogen for 1864 bruger Andersen et lignende ord: “Gik i Spænding om at i Dag var det en stor Kampdag; men det er nok ikke blevet Tilfældet”.[13] Midt i regnen af kugler og granater gik den lille trommeslager. Han havde endnu “sin sunde Couleur; ham var ingen Meen skeet”, han var nok så fornøjet. På en rejse i Jylland i 1850 gjorde H.C. Andersen sig sine tanker om “en lille Piber”, han så i Horsens, og som officererne hilste med respekt: “hvor mangen lille føler sig ikke her stor! [..] jeg har lært at smaae Modedukker med Glacé Handsker i Park[u]etter vare Helte, medens Bramarbas [dvs. stortalende soldater] bleve Coujoner”. Under et besøg i Fredericia efter 6. juli-slaget i 1849 forstod han, at det kunne være “Lyst at være med, jeg kan forstaae at al Frygt kan være borte”.[14]

Når soldaterne var i kamp, var det bl.a. Peters opgave at tromme “fremad!” eller “tilbage!”. Denne dag handlede han imod en givet ordre:

“og nu blev der sagt: “tilbagel” og saa slog den lille Trommeslager: “Marsch! fremadl” han forstod, at det var Ordren, og Soldaterne løde Trommeskindet. Det var gode Trommeslag, de gave Seiersslag for dem, som vare ifærd med at vige”.

Episoden her minder om H.P. Holsts skildring af “den lille Hornblæser”, Nyboderdrengen Jens Peter (der er også navnelighed), i slaget ved Bustrup syd for byen Slesvig, hvor tyske soldater drev danske styrker på flugt efter voldsomme kampe. Jens Peter var nok med som hornblæser, men han kunne også ligesom Peter spille på tromme:

“Tambouren falder. I et Nu
Vi see ham Trommen gribe,
Og muntert “Avanceer!” han slaar
Trods Kuglerne, der pibe”.[15]

Jens Peter bliver såret under kampen og kommer i preussisk krigsfangenskab.

Men selv om H.C. Andersen utvivlsomt har læst Holsts fortællende digtcyklus fra Treårskrigens tid, behøvede han ikke at ty til denne bog for at finde inspiration. I sin egen dagbog fra februar 1851 kunne han læse om en lille hornblæser mellem de hjemvendte danske soldater: “Der var en lille Hornblæser der i tre Aar havde været med og nu var 16 Aar, han havde Danebrogs-orden; han havde blæst Fremad, da det gik tilbage!” Digteren gav ham den smukkeste af de blomsterkranse, man kastede til soldaterne.[16]

Der var nok flere gode grunde til, at Andersen valgte at lade Peter være trommeslager og ikke hornblæser. Historien skulle handle om en brandtromme. Den fik sin rigelige plads i eventyret. Ganske naturligt var det da, at der også blev spillet på trommer af andre slags i trommeslagerhjemmet, og at Peter voksede op med trommestikker i hænderne. I virkelighedens verden traf H.C. Andersen under og efter Treårskrigen flere små pibere og hornblæsere; men da H.P. Holst jo allerede i 1849 havde ladet sin helt være hornblæser, foretrak Andersen forståeligt nok trommen for hornet.

I eventyret giver digteren endnu et par træk af kampen:

“Liv og Lemmer gik i det Slag. Granaten river Kjødet af i blodige Stykker;
Granaten tænder Ild i Halmbunken, hvor den Saarede har slæbt sig hen, for at ligge forladt i mange Timer, forladt maaskee i dette Liv”.

Situationen her kan være hentet fra Viggo Drewsens beretning om stormen på Dybbøl-skanserne i 1864:

“En mat Kugle slog ham stærkt paa Skulderen, en kraftig Kugle smuttede hen over hans Tommelfinger saa at den, hvor den strøg, efterlod Mærke som om Fingeren var klemt, hans Gevær knustes. En Granatstump, maa man antage, efter Saarets Størrelse, gik gjennem hans Been neden for Læg[g]en; han faldt, Benet blev tungt han kunde ikke holde sig oppe og slæbte sig hen til en Bunke vaadt Halm. Her skjøde Danske og Tydske henover ham. Det var omtrent fra halv elleve til Solnedgang han her laae”.[17]

Her er det dagbogsstof fra den anden slesvigske krig, der er benyttet. Det næste eventyrafsnit indledes med en næsten ordret gentagelse: “Det var Slagdag; Solen var endnu ikke oppe, men Morgen var det”. Det er dog ikke, som man skulle tro, et nyt slag, der nu skal skildres. Scenen skifter pludselig: Vi føres fra slagmarken hjem til Peters forældre, så vi kan høre, hvordan de har det – netop mens et nyt slag finder sted.

Efter en næsten søvnløs nat, hvor trommeslageren og hans kone havde talt om sønnen, der var derude “under Guds Haand”, drømmer faderen om morgenen, at krigen er endt, og at Peter har fået sølvkorset (Dannebrogsordenen) på brystet, moderen drømmer, at hendes dreng er faldet i krigen: “Hvor hviler han nu; mellem de Mange i den store Grav, de grave for de Døde? Maaskee i det dybe Mosevand! Ingen veed hans Grav! intet Gudsord læses over den!” Faderen er optimist, moderen pessimist.

H.C. Andersens dagbøger fra de to kriges tid vidner om, at han til fulde forstod, hvor svært det kunne være for en mor at have en søn med i krig. Et eksempel herpå: Op ad dagen den 18. april 1864 hørte han i København de første nyheder om stormen på Dybbøl, som kostede mange danske soldater og officerer livet: “jeg var aandelig og legemlig overvældet”. Hans første tanke gjaldt vennerne Ingeborg og Adolph Drewsens søn, Viggo, der som nævnt ovenfor havde deltaget i slaget. Andersen kørte ud til Drewsens, hvor han fandt fru Drewsen “roligere end jeg havde troet”. Den 21. april erfarede den dybt deprimerede digter, at Viggo Drewsen var i god behold – “Jeg var overvældet af Glæde og brast i en voldsom Graad jeg maatte strax ud til Fru Drevsen, Vogn var der ikke at faa, jeg gik, som i en Drømme Tilstand, mit Hoved var klart, mine Been kunde neppe bære mig”.

Men så blev det glædelige budskab dementeret den næste dag; meddelelsen gjaldt en anden officer: “Jeg maatte ud til Drevsens [..] Jeg var bitter stemt; jeg var Gudløs, ønskede at faae Ende paa det, kunde ikke bede, Satan raadede i mit Bryst”. Først den 24. april fik Andersen en pålidelig oplysning om den unge reserveofficers tilstand: ““Viggo har faaet en Skudsaar i den nedre Deel af Benet, han og Lægen ere tilfredse.” Det var altsaa det Bedste vi kunde og turde vente”.

Det er først og fremmest for fru Drewsens skyld, at H.C. Andersen gang på gang må ud til vennerne i Rosenvænget. Den slags oplevelser glemmes ikke så let, og digteren kunne genopleve dem blot ved at blade i sin dagbog fra 1864.[18]

Den store grav, som Peters mor drømmer om i eventyret, har Andersen set under sine besøg i Fredericia efter slaget den 6. juli 1849: “Den halve lange fiirkant gjemme Menige i 4 eller 6 Lag paa hinanden, med Kalk imellem, uden Kister. Officererne i Kister. Hvilken Alvor for Livet, her mellem Gravene”.[19] Soldatergravene i Flensborg og Slesvig besøgte digteren i 1851.[20] I det næste afsnit i fortællingen beskrives skoven og mosen på slagmarken:

“Det var mod Aften; en Regnbue løftede sig hen over Valpladsen, den berørte Skovens Side og den dybe Mose. Der er sagt og gjemt i Folketro: hvor Regnbuen rører Jorden, ligger en Skat begravet, en Guldskat; ogsaa her laae en; Ingen tænkte paa den lille Trommeslager uden hans Moder, og derfor drømte hun det”.

Under sit ophold på Fyn i sommeren 1850 fulgte H.C. Andersen krigens gang derovre i Slesvig. Han læste aviser og talte med alle, militære eller civile, der vidste noget nyt at fortælle herom.

Dagen efter slaget på Isted Hede den 25. juli nåede de første rygter om dette det hidtil blodigste slag på dansk jord til Fyn. I Svendborg hørte Andersen byfoged Jessen berette om slaget – han var lige vendt hjem fra byen Slesvig:

“Kanonkuglerne havde ligesom oppløiet Agrene, Hestene havde afædt Havremarkerne; de levende Hegn nedhuggede [;] Skovpartier og enkelte Huse afbrændte; Fjenden havde havdt særdeles for sig hældig Position, men vore vare tre Gange trængte gjennem Tørvemose, synkende dybt i, beskudt med Kardætscher, saa at de faldt som Fluer, men dog tog vore Fjendens Position og forjog dem”.[21]

Eventyrets indirekte skildring af krigsskuepladsen for det andet slag – i moderens drøm – kunne tyde på, at digteren her har haft skovpartierne og Bøgmosen ved Isted i tankerne. I fortællingen ender denne “Slagdag” med en sejr til de soldater, der havde Peter med som trommeslager, i virkelighedens verden endte slaget ved Isted med en dyrekøbt sejr til den danske hær. Og begge steder blev dette slag det sidste i krigen – derefter blev der sluttet fred.

H.C. Andersen forbinder folketroen om skatten ved regnbuens fod med Peters mors forestilling om drengens sidste hvilested. Når folketroen nævnes her, kan det være en hilsen til hans ven J.M. Thiele, der som før omtalt havde bedt digteren om at skrive et eventyr om brandtrommen. Andersen troede selv på tegn, varsler og spådomme. Regnbuer viste han stor interesse for i krigsårene 1848-50 og tillagde dem undertiden en bestemt betydning.

Da H.C. Andersen på sin Sveriges-rejse i sommeren 1849 blev hyldet med sange i Linköping “stod med eet den deiligste Regnbue paa Himlen, som et Fredens Tegn, jeg blev bevæget og afficeret”.[22] Året efter oplevede digteren det samme smukke syn i Jylland: “en heel Regnbue, med den ene Fod i Skanderborg, den anden i Horsens; jeg tog den for et godt Varsel for Danmark og for mig”.[23] Også i eventyret kommer der en regnbue på himlen, umiddelbart før krigen ender, og der sluttes fred.

I fortællingen var det kun i moderens drøm, at Guldskat var død. I det næste afsnit vender fortælleren tilbage til slagmarken og fiktionens virkelighed: “Ikke et Haar var krummet paa hans Hoved, ikke et Guldhaar”. Derefter skildres fredsslutningen: “Med Sang og Hurra, med Seirens Grønt gik det hjemad, da Krig var endt, da Fred var sluttet”.

I sin dagbog har H.C. Andersen begejstret og udførligt skrevet om soldaternes hjemkomst efter Treårskrigen – eller rettere sagt om de storartede fester for dem i København i februar 1851. De marcherende kolonner tog sig ud som en vandrende, grøn skov:

“Idag kom 2den lette, der gjorde Udslaget ved Idsted. Det var prægtigt at see dem komme ind over Marmorbroen. De vare saa bekrandsede og havde saa meget Grønt og saa mange Blomster i Geværene at det saa ud som den fremspirende Vaar. “Birmans Skov kom til Dunsinan!””.[24]

Først efter uger og dage vender eventyrets lille trommeslager hjem til sine forældre: “han var saa bruun som en Vildmand, hans Øine saa klare, hans Ansigt straalede som Solens Skin”. Beskrivelsen minder om et par passager i dagbogen om den lille hornblæser, som H.C. Andersen gav den bedste blomsterkrans i februar 1851: “det var et opvakt Ansigt, levende sorte Øine [..] Jeg saae paa Drengens ædle Ansigt. Lykkelig hvor Vor Herre præger Mynten udenpaa”.[25]

Og skulle Andersen have glemt, hvor brun en hjemvendt soldat var blevet, behøvede han blot at kaste et blik på et af sine egne vers til soldater-buketterne, afskrevet i dagbogen den 2. februar 1851:

“ Til Landsoldaten
Den fineste Frøkens Rosen-Mund,
kunde kysse dig paa din brune Haand”.[26]

Vi har nu været med Peter eller Guldskat i krig og fulgt ham, indtil han glad og uskadt atter stod i sine forældres lave stue. Og jeg har forsøgt at vise, hvad der kan have inspireret digteren til hans skildring af Peters liv i felten. Hvad han har brugt af dagbogsstof, er naturligvis benyttet med digterisk frihed og med skyldig hensyntagen til historiens stramme kunstneriske økonomi. Denne første eller “gamle” del af eventyret kan man opfatte som et æresminde over den lille hornblæser, som H.C. Andersen skrev så smukt om i sin dagbog fra 1851, og over de andre små pibere og hornblæsere, som digteren mødte under og efter Treårskrigen. De gjorde et så stærkt indtryk på ham, at han har ønsket at berømme dem for deres mod og snarrådighed, at give dem “Navneværdi” i historien om den lille trommeslager, Guldskat.

Hvordan blev så hele eventyret, da det var færdigt. Det blev en kort, klart komponeret, med fart og humør fortalt historie. Med god grund udtrykker Topsøe-Jensen forbavselse over “hvor friskt og helstøbt Resultatet blev, naar man betænker alle Digterens Kvaler undervejs”.[27]

Den færdige eventyrtekst adskiller sig kun på få punkter fra det ovenfor omtalte udkast. Et par indholdsmæssige ændringer skal nævnes her: Den første linies beskrivelse af trommeslagerens kønne kone er blevet erstattet af den mere relevante oplysning om, at hun gik ind i kirken. I udkastet står der, at hun så ind i den røde aftensol: “deiligt at see, som ind i Guds Aasyn”. I den færdige tekst er dette rettet til: “Deiligt at see ind i Guds Aasyn!” Udkastets forsigtige sammenligning gøres til et dristigt billede. Brandtrommens første replik i historien: “Røde Haar! Ungen har røde Haar! tro Trommeskindet og ikke hvad din Moder siger! trommelom! trommelom!”, fik i udkastet denne kommentar af fortælleren: “det var nu ondskabsfuldt, men det maa man vænne sig til i Verden”. Under omskrivningen har digteren slettet denne fortællerkommentar. Han vil ikke løfte nogen pegefinger mod trommen, men overlade det til lytteren eller læseren at dømme om dens optræden. “Guldskat” består som før nævnt af fem dele og den afsluttende sætning “Det er Historien om Guldskat”. I de tre første, “gamle” dele skildres Peters fødsel, barndom og hans ovenfor omtalte soldaterliv. De to sidste, “nye”, dele handler om hans musikalske karriere og hans forelskelse i borgmesterens datter, Lotte.

Handlingsgangen i eventyret er som i et folkeeventyr: Vi oplever hovedpersonen hjemme, ude og hjemme igen. Og det gør vi endda hele to gange. Første gang er Peter en lille purk, der får sin drengedrøm om at blive soldat opfyldt. Hans mor er meget bekymret for ham. Anden gang, Peter er ude i verden, spiller han som violinist i udenlandske koncertsale. Han skriver breve til sin mor, og hun er glad og lykkelig, fordi det går ham godt.

Foruden trommeslagerfamilien møder vi i “Guldskat” en festlig brandtromme og nogle af byens borgere: Stadsmusikanten, nabokonen og borgmesterens kone og datter. Tid og sted for handlingen står hen i det uvisse – atter et eventyrtræk. Vi tør dog nok gætte på, at historien er henlagt til digterens egen tid, en tid, da byerne endnu havde deres trommeslagere. Læseren kastes hovedkulds ind i en situation: “Trommeslagerens Kone gik i Kirke”. Andersen har foretrukket den moderne in medias res-indføring for en lang og kedelig indledning om personer, tid og sted.

Allerede i optakten præsenteres vi som før nævnt for tekstens hovedtema: forholdet mellem drømmene og livet – eller mellem drøm og virkelighed. Trommeslagerens kone drømmer om at få et barn, der har glans som aftensolen, eller i det mindste ligner en af de strålende engle på altertavlen. Og hun blev ikke skuffet: Hendes dreng var “at see som en af Englene i Kirken, Haaret som Guld; Skjæret af den synkende Sol var lagt deri”. Faderen drømmer om, at hans lille søn engang vil blive berømt. Han ridser sønnens og sit eget navn i hulvejens lerskrænt; men virkeligheden ville det tilsyneladende anderledes: Navnene smuldredes og skylledes væk. Senere drømmer trommeslageren om, at Peter vil avancere til general i krigen – livet lærte ham noget andet. Moderen ønskede – mere beskedent – at hendes musikalske dreng ville blive kordreng i kirken. Det blev heller ikke til noget – bortset fra, at hun i en drøm så, at hendes Guldskat “stod i hvide Klæder midt imellem Englene og sang saa deiligt, som vist kun Englene kunne synge”, dengang Peter var med i krigen. Og nu Peter selv? Ja, han gik med soldaterdrømme, der, som vi har set, blev opfyldt.

Som vi også har set, forekommer der desuden “rigtige” drømme i eventyret. Faderens drøm om, at sønnen har fået sølvkorset i krigen, og moderens drøm om, at drengen er død, er ikke varsler eller åbenbaringer. De udspringer af forældrenes ubevidste følelser og tanker, de afspejler deres håb og frygt: “Ingen tænkte paa den lille Trommeslager uden hans Moder, og derfor drømte hun det”. Det er en helt freudiansk opfattelse af drømmes oprindelse! Ingen af disse natlige drømme bekræftedes af virkeligheden.

I historiens to sidste dele fortsætter ønskedrømmene: Stadsmusikanten håber og tror, at Peter vil blive en stor musiker, og Peter selv bobler af store fremtidsplaner i samme retning. Og livet former sig for Peter, som de to drømmer: Kunstnerdrømmen går i opfyldelse, og det i rigt mål. I krig var Peter heldig, i kærlighed uheldig: Hans drøm om at få Lotte lider en krank skæbne i virkelighedens (dvs. de sociale klasseskels) verden.

Drømmen om berømmelse, om et udødeligt navn, er fortælleren skeptisk overfor: “Navneværdi! Berømmelighed!” udbryder han efter at have fortalt, hvordan det gik med navnene i lerskrænten og dem på klippesider og tempelvægge. Og senere fremkalder Peters drøm om at blive en berømt musiker hele to gange den samme korte, kritiske kommentar: “Berømmelighed!”. Brandtrommen er her enig med fortælleren: “Tummelum, tummelum, tummelumsk!” siger den.

Fortællemåden er H.C. Andersens sædvanlige livlige og medlevende. Og den er varieret: Da Peter var med i krigen, fulgte vi med ham ud på slagmarken, men når han i sidste del af eventyret drager ud i den vide verden med sin violin, kommer vi ikke med ham. Alligevel bliver vi godt orienteret om, hvordan det går ham, nemlig gennem andre personers bemærkninger om ham. Vi hører, hvad fortælleren, nabokonen, stadsmusikanten, Peters mor, brandtrommen, byen, borgmesterens kone, fortælleren igen, de unge damer og de gamle med siger og mener om Peter, mens han er på turné i udlandet. En fin variation i fortællemåden! Oven i købet giver flere af disse personer deres besyv med i form af en enkelt, rammende replik, som både oplyser noget om Peter og om den, der taler.

Fortælleren blander sig ofte i det, der fortælles. Et par eksempler herpå: Efter en beskrivelse af Peter som trommeslager udbryder fortælleren: “Jo han var tilvisse født Trommeslager” – drengen fortjener ros, selv om fortælleren godt ved, at han var den fødte violinist. Han bemærker et andet sted, at der kan være “stor Forstand” i, at givne ordrer kan “tages tilbage”. Og på skellet mellem den “gamle” og den “nye” del af historien kan man næsten fornemme, hvordan Andersen dypper pennen og tænker over, hvordan han skal fortsætte. Han prøver at sætte sig i lytterens eller læserens sted og gætter på, at de nu vil spørge: “Og saa?” – og derfor skriver han det og gentager selv spørgsmålet: “Ja hvad saa?”.

H.C. Andersens velbekendte humor fornægter sig ikke i “Guldskat”. Hør bare her: Nabokonen mener, at Peter burde lade sit røde hår farve: ”Det lykkedes deiligt for Politibetjentens Datter! og hun blev forlovet”. Da fortælleren har berettet om Peters frieri til Lotte, føjer han med et glimt i øjet til: “ Vorherre veed hvad han sagde; vi Andre have Lov til at gjette det”. Etatsrådens søn, Peters rival, beskrives som en ung mand “der havde høi, blank Pande, heelt bagover, om i Nakken”. Så er det sagt, at det ikke var på grund af hårpragten, at han løb af med sejren! Borgmesterens kone er lidt stolt af, at den berømte violinist i sin tid var “reent henne” i hendes datter – men hun ranker og trøster sig: “Nu er Lotte Etatsraadinde!”.

Hvad eventyrets personer hedder, spiller ingen større rolle. Peter og Lotte er de eneste navne, vi bliver præsenteret for. Trommeslageren og hans kone omtaler fortælleren også som “Fader” og “Moder”, ikke som “Faderen” og “Moderen”: “Og Fader drømte [..] men Moder drømte”. Sådan taler personerne: “Det skulde Fader have oplevet!”, “Fader vilde i Dag have slaaet en Hvirvel!” Om nabokonen bruger den medlevende fortæller det ord, som trommeslagerfamilien selv har brugt om hende: “Nabomoer”. Datidens skarpe klasseskel afspejler sig i brugen af titler: Det hedder “Trommeslagerens Kone”, men “Borgemesterens Frue”!

Historiens mest eventyrlige “person” er brandtrommen. Den tager del i alt, hvad der foregår, og den får det sidste ord i den sidste situation. Trommen er en kritisk iagttager og lufter gerne sine egne meninger om personer og begivenheder. Nogle eksempler herpå: Brandtrommen korrigerer Peters mor, når hun taler om, at hendes søn har guldhår. Somme tider tør den kun tænke kritisk: ““Narre!” tænkte Brandtrommen, men den sagde kun: “Dum, dum, dum! dummelom!””. Trommesproget er dog her som andetsteds ikke til at misforstå! Brandtrommen irettesætter den soldaterglade Peter: “Du skal lære at lystre Trommeskindet! trommelom! kom, kom!”. Ligesom fortælleren elsker trommen at rime. Og den har følelser: “Nu er jeg kjed af det Klynk!” udbryder brandtrommen, da den har fået nok af at høre på forældrenes bekymringer for Peter. Så glad er fortælleren for brandtrommen, at vi endog skal have at vide, hvad den kunne have sagt, hvis den havde vidst, hvordan det stod til med Peter. Trommen er skeptisk over for Peters musikalske fremtidsdrømme: “Nu er det reent galt med Peter! der er Huusild, troer jeg”. Husild var en større brand, en mindre kaldtes skorstensild. Men når brandtrommen påstår, at visen er ude for Peter efter Lottes forlovelse med etatsrådens søn, bliver det fortælleren for meget: “Visen var ikke ude, den havde endnu tilbage mange Vers, lange Vers, de allerdeiligste, en Livsens Guldskat”. Brandtrommen er eventyrets salt og peber.

“Guldskat” er et studie i røde og gyldne farver. Det røde lå allerede i de to arbejdstitler “Brandtrommen” og “Rødhaaret”. Det gyldne stråler fra eventyrets titel og fra altertavlens forgyldte engle. I kirken blandes det gyldne med aftensolens røde skær. Og sådan ser moderen også på sit barn: “Haaret som Guld; Skjæret af den synkende Sol var lagt deri”. Brandtrommen og byen er mere prosaiske; de holder på, at drengen slet og ret er rødhåret. Når hans mor giver ham navnet Guldskat, tænker hun dels på englene i kirken, dels på, at den lille, nyfødte er “hendes Hjertes Guldskat” – hendes dyrebareste eje.

Der, hvor regnbuen omtales, spilles der på en særlig dobbeltbetydning af ordet “Guldskat”. I de to sidste dele af historien får ordet en ny betydning: Peter og fortælleren taler nu om “den Guldskat, der for ham laae i Violinen”. Og endelig får ordet igen noget af sin oprindelige betydning i slutningen: For den gamle dame med albummet er “en Lok af den unge Violinspillers rige, deilige Haarvæxt, en Skat, en Guldskat”.

Alle i byen taler nedsættende om Peters røde hår, som de forbinder med ild eller ildebrand, ja, byens vittige hoveder giver ham endog navnet Ildkat (af Vildkat), et øgenavn, der rimer på hans kælenavn Guldskat. “Rødtop” og “Rævepels” hører også til de smædenavne, som Peter må lægge ører til.

Men da Peter er blevet en berømt violinist, bliver ikke bare hans røde hår rehabiliteret, også ild-metaforen skifter fra negative til positive konnotationer: “Der var stor Ildebrand, Begeistringens Ildebrand”.

Selvfølgelig er det storken, der kommer med barnet til trommeslagerens kone. Men børnesprog bruger H.C. Andersen lige så lidt i “Guldskat” som i andre eventyr. Historien er skrevet i et talesprogsnært skriftsprog, et sprog, som børn også kan forstå. Teksten er opdelt i mange små afsnit – markerende længere pauser – hvor nogle af Andersens hyppigt anvendte afsnitsindledere – “Og”, “Men”, “Og saa” og “Men saa” – er brugt. Rigelig brug af direkte tale gør fremstillingen levende og lettere at forstå. Endnu et børnevenligt træk ved teksten er dens brug af paratakse, fx: “Trommeslageren og hans Kone sov, det havde de ikke næsten hele Natten; Sønnen havde de talt om; han var jo derude – “under Guds Haand””.

Sætningerne og perioderne er ikke lange og komplicerede. Ledsætningerne er af typer, der bruges meget i talesprog, fx relativsætninger og tidssætninger. Fremmedord er der ikke mange af. Mens H.P. Holst lader den lille hornblæser tromme “Avanceer!”, trommer H.C. Andersens Peter “Marsch! fremad! En del af ordene i eventyret – fx brandtromme, sølvpop og kattuns sengeomhæng – er i dag forældede og skal nok forklares. Andersens elskede adjektiv “deilig” og superlativer som “det yndigste” og “de allerdeiligste” finder man flere eksempler på i dette eventyr. Og det siger sig selv, at der bruges lydmalende ord i rigelig mængde, når en af de optrædende er en brandtromme.

Fremhævelse af sætningens vigtigste ord ved brug af inversion forekommer adskillige steder og medvirker til at skabe liv over fremstillingen. Af eksempler kan nævnes: “synge kunde han og synge gjorde han”, “Soldat vil jeg være!”, “Flink var Drengen”, “Penge sender han hende”. Gentagelse gør digteren i høj grad brug af. En særlig form for varieret gentagelse udgør brandtrommens trommeslag og trommehvirvler, og også når trommen udtrykker sig i ord, har den det med at bruge den forstærkende gentagelse: “Trammeram, trammeram, det er ham! det er ham!” hører vi, at den kunne have sagt. Tidsangivelserne er af samme korte og fyndige type: “Det var en Slagdag”, “Det var Slagdag”, “Det var mod Aften”, og hertil knytter sig “Der var Krig”. Gentagelserne kan blive helt poetiske, omkvædsagtige: “Dagene fare hen, i Livet og i Drømmene!”, “Og Dagene fare hen, i Livet og i Drømmene!” Den kunstfærdige, omvendte gentagelse, kiasmen, har fortælleren ladet sig inspirere af med stort held: “han havde ikke Sølvkors paa Brystet, som Fader havde drømt, men han havde hele Lemmer, som Moder ikke havde drømt”.

Hvem skulle i dag tro, at historien om Guldskat havde voldt H.C. Andersen store kvaler? De sidste, “nye”, dele af fortællingen harmonerer jo smukt med de først skrevne. Harmonien skyldes ikke mindst, at der er trukket flere fine tråde fra de sidste dele tilbage til de første: Peters øjne og ansigt beskrives med de samme ord begge steder, stadsmusikanten tror ikke, at Peter vil glemme sin gamle spillelærer, moderen mindes sin afdøde mands gamle drøm om, at Peter ville komme hjem fra krigen med sølvkorset på brystet, når hun glæder sig over, at han har fået ridderkorset, fortælleren gentager historien om den lille trommeslagers bedrift i krigen, at han “slog Marsch, fremad! Seiersslag for dem, der vare ifærd med at vige”, og Peter selv husker, da han kommer hjem fra udlandet, hvordan han blev modtaget, da han som lille dreng vendte hjem fra krigen: “Fader vilde i Dag have slaaet en Hvirvel! nu maa jeg gjøre det!”.

“Guldskat” hørte til de eventyr, som H.C. Andersen gerne læste højt for andre. Den første oplæsning fandt sted den 23. juni 1865 på Frijsenborg.[28] Andersen mente, at historien nu var færdig. Den var endnu ikke renskrevet, og blækket var dårligt nok tørt, da han læste “Guldskat” for den grevelige familie. Som før nævnt blev digteren et par dage efter klar over, at der måtte mere til. Den korte version fortsatte han dog med at læse højt, måske for at få gode råd om fortsættelsen. Den endelige version oplæste Andersen første gang hos fru Ingemann i Sorø.[29] Dagbogen melder intet om tilhørernes reaktion.

Da H.C. Andersen kort tid efter læste “Guldskat” hos vennerne Jonna og Henrik Stampe på Christinelund, gik det ikke helt almindeligt til: “Jeg læste Løgtemændene og Guldskat, i den sidste maatte jeg udelade det Meste om røde Haar, da gamle Baronesse altid havde saameget at sige derpaa i Anledning af Agnete Lind, som var tilstede”.[30] Den gamle baronesse var Christine Stampe, Henrik Stampes mor.

Hos venner af digteren i København fulgte oplæsninger af denne historie og andre nye eventyr nu slag i slag. Adskillige gange noterer Andersen med tilfredshed, at “Guldskat” gjorde lykke. Især den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson var begejstret for fortællingen: “ved Læsningen af den sidste [dvs. “Guldskat”] fik han Taarer i Øinene [,] fandt den saa særdeles skjøn og sagde den alene kunde bære en heel Bog”.[31]

Nogle af digterens tilhørere satte dog større pris på andre af “de nye Eventyr”; de fandt nok, at “Guldskat” var nydelig “men at den mere lignede hvad jeg tidligere havde skrevet”.[32] Til de mindre begejstrede hørte J.M. Thiele, som med sin opfordring til H.C. Andersen om at skrive et eventyr om Brandtrommen “havde tænkt sig noget andet” og kun var tilfreds med “Erkjendelsen”! Af de nye eventyr brød han sig egentlig kun om “I Børnestuen”.[33]

Også en magister Garrigues, der hørte Andersen læse i Studenterforeningen, havde en kritisk bemærkning til “Guldskat”: “underlig nok meente [han] at den i Indhold mindede om den grimme Ælling og i Form om Waldemar Daa”.[34] Det første kan der være noget om, det andet forekommer mere tvivlsomt. Også i Arbejderforeningen blev “Guldskat” læst højt af digteren, for fem hundrede damer – og de var henrykte.[35]

Efter de mange oplæsninger i 1865 lod Andersen dette eventyr hvile i nogle år. I perioden 1868-74 læste han nu og da historien højt; men tilhørernes reaktion på oplæsningerne hører vi ikke noget om – fortællingen havde jo heller ikke længere nyhedens interesse.[36]

I sin “Nutids-Roman” om religion og videnskab At være eller ikke være fra 1857, som H.C. Andersen havde arbejdet på i et par år, indlagde digteren flere kapitler om den første slesvigske krig, Treårskrigen 1848-50.[37] 1 slutningen af kapitel V i 2. del af romanen nævnes det “Friheds-Suk”, der gik gennem Europas lande i 1848, og som også nåede til den danske helstat. I de tre følgende kapitler fortælles der om krigens gang, sådan som romanens hovedperson, militærlægen Niels Bryde, og fortælleren oplevede den. I 3. dels andet kapitel afsluttes krigsskildringerne med en kortfattet beskrivelse af de danske troppers indtog i København i februar 1851.

Levende og detaljeret fortæller H.C. Andersen her om krigsårenes slag og træfninger, og om den nationale vækkelse og begejstring, der fik høj og lav til at gå op i den fælles sag, fædrelandets forsvar. Fjenden er de slesvig-holstenske oprørere og deres tyske hjælpetropper. Disse mange sider i romanen vidner om digterens indgående kendskab til krigsbegivenhederne. De er skrevet af en forfatter, der ikke et øjeblik tvivlede på, at de danske havde en retfærdig sag at kæmpe for, en forfatter, der ydermere vidste, at sejren var tilfaldet dem.

Da H.C. Andersen i 1865 begyndte at skrive eventyr igen efter den anden slesvigske krig i 1864, var situationen en ganske anden. Det mærker man i eventyret “Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen”, hvor digteren taler direkte om denne ulykkelige krig, taler om den som årsagen til, at eventyret ikke mere kom og bankede på hans dør.[38]

I “Guldskat” har Andersen igen ladet en krig være en væsentlig del af handlingen. Det er første gang, det sker i et eventyr – og eneste gang. Men der er himmelvid forskel på krigsskildringerne i “Guldskat” og i At være eller ikke være. I eventyret er der bare en krig. Dens anledning og dens parter nævnes ikke, end ikke et ord som “Fjenden” bruges i historien. Virkelighedens nationale krige lod sig ikke længere direkte bruge i digtningen.

Forlængelsen af “Guldskat” gav historien et videre perspektiv. Fra at have været en nydelig og velskrevet, men ikke alt for spændende fortælling om en lille drengs soldaterliv blev eventyret endnu en version af den historie, som H.C. Andersen aldrig kunne blive træt af at fortælle: Hans eget livs eventyr.

I de sidste år af sit liv vendte Andersen to gange mere tilbage til dette motiv: Den fattige dreng, der blev drillet og behandlet nedladende, men som takket være sine usædvanlig rige evner og sin flid formåede at kæmpe sig frem i verden og opnå “Erkjendelse” og berømmelse. Det skete første gang i den lange historie “Portnerens Søn” (1866) og sidste gang i den korte roman Lykke-Peer (1870).

H.C. Andersen tog altså sin norske digterkollega Bjørnson på ordet: Han skrev “en heel Bog” om pakhuskarlens søn, Peer, der var “født med Guldæble i Haanden” og blev en beundret kunstner ligesom Peter i “Guldskat”.

 

Noter

  1. ^ Eventyr, bd. IV: 1861-66, 1966, s. 212.
  2. ^ Eventyr, bd. VI, 1990, s. 22.
  3. ^ Se H. Topsøe-Jensen: Buket til Andersen. Bemærkninger til femogtyve Eventyr, 1971, s. 222-28 og Eventyr, bd. VII, s. 290 f.
  4. ^ Dagbøger, bd. VI: 1864-65, 1972/1996, s. 239.
  5. ^ Dagbøger, bd. VI, s. 240.
  6. ^ H. Topsøe-Jensen, anf. arb., s. 226.
  7. ^ Sst., s. 228.
  8. ^ MLE, bd. II, 1975, s. 67 og s. 282.
  9. ^ Eventyr, bd. IV, 1966, s. 183.
  10. ^ MLE, bd. II, 1975, s. 72.
  11. ^ Sst., s. 73.
  12. ^ Dagbøger, bd. III, s. 281 f.
  13. ^ Dagbøger, bd. VI, s. 10.
  14. ^ Dagbøger, bd. III, s. 397 og s. 399.
  15. ^ H.P. Holst: Den lille Hornblæser, 1849/1902, s. 72.
  16. ^ Dagbøger, bd. IV, s. 6. Se også ss. 3 og 5, bd. III, s. 397 og MLE, bd. II, s. 83 f.
  17. ^ Dagbøger, bd. VI, s. 55 f.
  18. ^ Dagbøger, bd. VI, s. 41 ff.
  19. ^ Dagbøger, bd. III, s. 400. Begravelsen af de faldne soldater skildres næsten enslydende hermed i Frederik Hammerichs bog Skildringer fra den slesvigske Krig. Uddrag af en Dagbog, der udkom i 1849: “Der var gravet en stor, langagtig Grav, i hvilken de Meniges Lig allerede vare lagte, uden Kister, i flere Lag, med Kalk imellem Lagene. En Sørgemarsch lød, medens Kisterne [dvs. officerernes] sænkedes ned i den fælleds Grav” (s. 172). I juni 1851 læste H.C. Andersen højt af Hammerichs bog på Glorup. Han var på denne tid optaget af forberedelserne til mindefesten den 6. juli for slaget ved Fredericia (Dagbøger, bd. IV, s. 31-40).
  20. ^ Dagbøger, bd. IV, s. 45 f.
  21. ^ Dagbøger, bd. III, s. 421.
  22. ^ Dagbøger, bd. III, s. 350.
  23. ^ Dagbøger, bd. III, s. 395. Se også ss. 323, 367 og 420.
  24. ^ Dagbøger, bd. IV, s. 3. Citatet stammer fra Shakespeares tragedie Macbeth, 5. akt. Der burde stå: “Birnams Skov kom til Dunsinane!” H.C. Andersen har før hentydet til Birnams skov i Ar være eller ikke være, 3. del, kap. 1.
  25. ^ Dagbøger, bd. IV, s. 6 f.
  26. ^ Sst., s. 2.
  27. ^ H. Topsøe-Jensen, anf. arb., s. 227.
  28. ^ Dagbøger, bd. VI, s. 241.
  29. ^ Sst., s. 255.
  30. ^ Sst., s. 256.
  31. ^ Sst., s. 264.
  32. ^ Sst., s. 265.
  33. ^ Sst., ss. 314 og 326.
  34. ^ Sst., s. 324.
  35. ^ Sst., s. 332.
  36. ^ Dagbøger, bd. VIII, ss. 146, 428 og 431; bd. IX, s. 142; bd. X, ss. 267 og 281.
  37. ^ R&R, bd. V, 1944, s. 1-239.
  38. ^ Se note 9 ovf.

 

©