Bysamfundet i 1600’erne havde skarpe sociale skel. Der findes et mandtal for Odense 1672, som viser, at der da var 3805 indbyggere; inddelt efter husstande var der 54 embeds- og bestillingsmænd, 78 købmænd og handlende, 301 håndværkere og resten nærede sig på anden vis. Der var 37 vognmænd, 40 daglejere, 9 urtemænd og 69 spindersker. Om 143 hedder det blot, at de var fattige og om 22, at de var uden næring. Stort set kan man sige, at halvdelen af byens husstande hørte til samfundets underklasse.

Medens købmændene og håndværkerne gennemgående boede på hovedgaderne, var baggadernes små boder og våninger tæt befolket med de fattige, der måtte bjerge det daglige brød, som det bedst kunne falde sig. Skyggesiderne var mange og iøjnefaldende, og et fremtrædende træk var de mange løsagtige kvinder, der var en af samfundets svøber.

Efter reformationen var man fra øvrighedens side begyndt at føre en skarp kurs for at hævde ægteskabets plads. De løsagtige kvinder ville man ikke have indenfor byens område. I 1649 hedder det i Odense rådstuebog, at Karen Marie, en soldaterkvinde, blev pålagt inden tre dage at entvige byen, eftersom Mads Hansen Graven, Hans Pedersen og Oluf Hansen Fangel her for retten vandt, at hun havde holdt et slemt hus med løse folk dag og nat[1]; det var også en alvorlig anklage mod Steffen Glarmester, når Tomes Lauritsen sagde, at han holdt horer og skarns folk i sit hus[2]. Navne som »gale Else«, »det hvide Taback«, og »den lugtendes Lilje«[3] var nok til at sige datiden, hvad det var for folk, man talte om.

Selv om Odense i denne henseende ikke kunne måle sig med Nyborg, der jo havde en større garnison, viser en gennemgang af retsprotokollerne, at det dog var et betydeligt antal kvindfolk, der blev stillet under anklage for deres utilbørlige levned. Den almindelige straf for skørlevned var forvisning fra byen; i særligt graverende tilfælde blev synderinden dømt »til kagen«.

Braunius’ kort over Odense bymidte 1593.

Kagen er et ejendommeligt element i byens liv. Helt fra middelalderen og op til omkring 1800 har den i nogle byer indtaget en fremtrædende plads som straffested. Også Odense har haft sin kag. På Braunius’ kort over Odense fra 1593 ser man, at pladsen for det nuværende Fisketorv også blev kaldt justitstorvet. Her var stedet for bytinget, og her stod en støtte, der svarede til den

Rolandsstøtte, som kendes i tyske byer, og som symboliserede byens selvstændighed og frihed. Ved siden af er anbragt et skafot. Det må være byens kag, thi 31. marts 1637 betalte kæmneren for at få »aget Møg fra Kaget i Nørregade med 2 Vogne en halv Dag« 1½ mark[4].

Kagen var det sted, hvor syndere blev afstraffede. På den var anbragt en støtte, hvortil den pågældende blev bunden, medens hudstrygningen fandt sted. For at publikum bedre kunne iagttage handlingen, som udførtes af bøddelen, var støtten anbragt på en forhøjning, og fra andre byer, hvor man har underretning om kagens konstruktion, ser man, at den i århundredernes løb vokser, bliver mere og mere imponerende og tilsidst antager karakter af et helt bygningsværk.

Her i Danmark har man vel aldrig set kagen udformet så kunstfærdigt som i udlandet, men man ved dog, at den sine steder har været et flere alen højt bygningsværk, polygonalt eller rundt, på hvis midte skampælen har stået med halsjern og lænker. Underbygningen kunne være så stor, at der gennem en dør i siden var adgang til dens indre, hvorfra en trappe førte op til platformen. På støttens top var anbragt en udskåren figur, en »kagmand«, som man kender fra slesvigsk område og specielt fra Tønder, i hvis museum endnu er bevaret en sådan[5].

I denne udvikling har Odense fulgt ganske pænt med. Selv om man i 1637 havde kagen på Fisketorvet, havde byens råd dog allerede i 1634 anmodet rådmand Erik Jørgensen om »at ville lade opbygge og bekoste en muret kag her i byen, som skal stå på det store torv, jævne ud for det stræde imellem Knud Lauritsens og Dines Jensens gårde, og skal den være ottekantet og otte alen vid tværs over oven til inden imellem alle kanterne, og udi højden på muren halvsjette sjællandske alen så og oven på støtten et stort egebillede med et sværd ved siden og 2 stene udi jernlænker der hos hængende«[6].

Om den projekterede placering af den nye kag kan der ikke være større tvivl. Det stræde, som den skal stå ud for, er nuværende Torvestræde, og det store torv er nuværende Albani Torv. Dens udformning er også præciseret, og skamstøtten har mindet om den i Skeninge i Sverige, hvor den er formet som en figur bærende en kølle, hvorfra to sammenkædede sten hang ned. I den anden hånd holdt han en stok. Olaus Magnus sammenlignede støtten i Skeninge med Rolandsstøtten på torvet i Bremen[7], og figuren i Odense skulle vel høre til samme familie.

At det skulle være et anseeligt bygningsværk fremgår af den videre beskrivelse, thi der skulle være »en dør ind neden til, og en trappe inden til op, med en luge oven til, så og med fire træslagvinduer, på fire af kanterne neden til, at det til anden byes nødtørft om fornøden gøres kan bruges. Item oven til at lægges med ølands fliser og samme arbejde at lade være færdig gjort til pinsedag førstkommende«. Bekostningen skulle godtgøres Erik Jørgensen, og en anden af byens rådmænd, Augustinus Ebbel, skulle være ham behjælpelig med tilsynet i hans fraværelse.

Spørgsmålet er, om dette bygningsværk er blevet udført efter planen. I så fald burde man være stødt på det under udgravningerne på Albani Torv, og det murstensfundament, der fandtes ud for Torvestræde, og som man også har set under tidligere gravninger, kunne, hvad beliggenheden angår, meget vel være resterne af denne kag. Men for det første er dette fundament muret af teglsten, for det andet har det et større omfang end projektet lød på, og endelig finder man på Resens kort over Odense fra 1660 ikke nogen antydning af en kag på dette torv. Derimod er den hos Resen stadig placeret på Fisketorvet, medens der på Flakhaven findes angivet både galge og træhest og i baggrunden en rund platform, der muligt kan være den nye kag.

Udsnit af Resens kort over Odense 1660.

Givet er det, at man i tiden mellem 1634 og 1660 har arbejdet på kagen i Odense, thi i kæmnerregnskabet for 1637-38 hedder det under 1637, 5/4, at kæmneren tog »en sten tilbage igen fra Nyborg skulle stå på kagen«, og derfor betalte han 5 mk. i vognleje; 3. april betalte han 1½ mk. for »huggen sten til kagen«, og fra 4. til 13. april forekommer der stadig udgiftsposter til transport af grus, sten og kalk til kagen, og det hedder videre »nok haver muremesteren bekommet efter borgmester Hans Nielsens befaling, 2 tdr. fire skillings øl til deres part for kagen at mure og fly gav derfor 8 sld.«. Og videre »Der kagen begyndte jeg at bygge på, da givet for 2 tomme tønder, 3 baller, 1 otting, 2 spande at bruges på arbejdet 3 ½ mk.«. Han gav Poul bysvend 2 dlr. for egetømmer og Hector snedker fik ligeledes betaling for egetømmer til samme formål. Hos hospitalsforstander Laurids Hansen købte han 14 læs kampesten og yderligere medgik der jern og søm. Selv fra Ravnholt hentede man sten, og regnskaberne afsluttedes med, at murermesteren 29. maj 1638 fik en tønde øl, fordi han opmurede kagen.

Disse byggeregnskaber omfatter kun kampestensfundamentet, og vi skal helt frem til 1649-50, før man fortsætter arbejdet med tømrernes bistand. I kæmner-regnskabet for dette år finder man en omhyggelig redegørelse for, hvad håndværkerne fik:

»Fortegnelse paa huis widere Bekostning jeg haffuer giort, da Kagen er bleffuen opsat, som efterfølger«:

Givet Tømmermanden som stod i Anders Bilthuggers gård og slindret sylden og huggede bjælkerne til penge ½ rdlr.
Gav Anders Bilthugger for billedet at skære og stenværket at færdiggøre til min anpart 11 ½ rdlr.
Malerne til farve og arbejdsløn 2½ rdlr.
Leveret bilthuggeren til stenlim ½ rdlr. 1 mk.
Skaffede jeg jern til ringe og manner som blev slagen oven i sylden, så til tappe, som kom i stenværket og anker ovenover stenværket at holde det tilsammen 3½ lispund 4 sk. er penge 2 rdl. 2 mk.
Kalk til at mure den inden i ved bjælkerne og ellers uden hvor behov gjordes 6 tønder a 1 ½ mk. er penge ½ rdlr.
Gav en karl for den at slaa og slæde efter som han arbejdede i to dage om dagen 1 mk. er 2 mk.
Givet for den at opage, som var 3 læs a 2 sk. er 6 sk.
Kom og dertil 3 læs grus a 4 sk. er 12 sk.
Givet for sylden at opage 8 sk.
For de 7 bjælker at opage 4 sk.
Leveret tømmermanden 7 spiger, som kom udi bjælkerne a 2 sk. 14 sk.
Nok 7 små spiger a 1 sk. 7 sk.
Kom til lad 8 stk. 10 alen træer, deraf blev tvende sønderhugget og borte a 12 sk. er 1½ mk.
Nok leveret dem 12 refter, deraf blev ogsaa 6 forbrugt og sønderhugget stykket 6 sk. er 2 mk. 4 sk.
Iligemåde 4 letter sønderhugget a 2 sk. 8 sk.
Leveret murmestrene tvende standtønder til kalk, som og blev sønderslaget a 8 sk.: 1 mk.
Givet for tømmeret til ladet at opage og hjem igen det som tilovers blev penge 8 sk.
Givet for 3 lange bast reb til ladet, som blev sønderskaaren penge 1½ mk.
Forskaffet dertil 4 skålpd. brunrødt pundet 6 sk.: 1½ mk.
Leveret dertil en halv otting, som blev brugt, for 4 sk.
Endnu leverede jeg 6 lispund og 4 skålpund jern til smeden, som blev forbrugt til anker, som kom ved bjælkerne udi stenværket så og til hængsler til lugen, haspe og mane til døren og dets behør, gav for hver skålpund. 4 sk.: 4 rdl. 1 mk.
Betalt murmestrene for deres arbejde den halve part penge 2 sldr.
Betalt tømmermændene for deres arbejde den halve part penge 2 sldr.
Betalt snedkerne for deres arbejde den halve part penge 1½ sldr.
Betalt Hans Caspersen grovsmed for arbejde han dertil haver gjort 2½ sldr.
Gav Hans Franck for et par sporer ½ sldr.
Summarum 34 rdl. 1 mk. 3 sk.

Hertil kom endelig 20. jan. 1650 udgiften til et egetræ, der blev købt til kagen for 1 sldr. og som Anders Møller i Brændekilde huggede og slingede.

Gangen i sagen må efter det foreliggende være, at man indtil 1637 har haft kagen på Fisketorvet, men har ønsket den flyttet og først tænkt sig, at den skulle placeres på det nye, store torv, som byen havde fået efter arvehyldningen i 1580. Planen er bleven opgivet, og man har i stedet foretrukket at placere den nye kag på Flakhaven, en plads der var så meget mere naturlig som det var ud for byens rådhus, hvor både rådstueret og byting havde sit sæde. Byggearbejdet har fundet sted i to tempi, først lod man kampestensfundamentet udføre, og i 1649-50 gav man kagen den endelige udformning. Interessant er det, at Anders Bilthugger har været i virksomhed og har skåret et billede. Det kan næppe være andet end kagmanden, som han har udført, og Anders Bilthugger må være identisk med Anders Mortensen, der netop på samme tid havde fuldført den store altertavle til Skt. Knuds kirke.

Kagen har først og fremmest tjent til skræk og advarsel. I almindelighed dømte man letfærdige kvinder til at forlade byen, og hvis de ikke gjorde det inden en vis tidsfrist kunne de enten blive dømt til gabestokken eller til kagen. Vægteren i Bogense Hans Jensens hustru og dreng, som ikke ville antage nogen tjeneste, blev forelagt i 1663 enten at rømme byen inden trende sole eller at straffes i halsjernet[8], og Maren Hofmands i samme by, der to gange var tiltalt for uskikkeligt levned, blev ligeledes dømt at forlade byen. Hvis hun blev antruffet, skulle hun i byens halsjern i tre timer og derefter udledes af byen[9]. Skønt straffen for tyveri i almindelighed var henrettelse, og skønt man i Odense havde fået en flot, ny kag slap Karen Sørensdatter og hendes to døtre i 1649 nådigt for tyveri af noget smør, en tintallerken og en bordkrans i Mette sl. Tue Jørgensens kælder. De forpligtede sig til at entvige byen, med mindre de ville straffes til kagen[10].

De forskellige grader i afstraffelsen fremgår også af en sag i Nyborg, hvor man 1669 stillede Anne Jensdatter for retten; hun var tilforn forvist staden, fordi hun var antruffen i uterligt levned, og nu bad hun om nåden, men hun dømtes til halsjernet to dage, hver dag to timer og om natten skulle hun sættes i rådhuskælderen, hvorefter hun straks skulle entvige staden, og hvis hun atter viste sig, ville hun blive straffet til kagen[11]). Samme fine graduering blev anvendt overfor et letfærdigt kvindfolk, som vagtmesteren i Nyborg »forleden mellem søndag og mandag om natten mellem kl. 11 og 12« havde truffet. Hun skulle en dag og en nat straffes i rådhuskælderen og derefter forvises byen. Hvis hun siden kom igen, skulle hun først straffes i halsjernet, anden gang lide den straf, som øvrigheden fastsatte — og det blev understreget, at ingen måtte huse løsagtige kvindfolk[12]. I Assens indskærpedes samme bestemmelse; man måtte hverken huse dem eller tage dem i arbejde, »synderlig dem, som haver været lokket 2, 3 eller 4 gange«, og da nogle borgere havde overtrådt denne bestemmelse, blev de dømt til at betale 3 mk. pr. nat i bøde[13]. Men ikke engang Margrethe Pedersdatter i Assens blev kagstrøgen, skønt borgmester Bunde Jacobsen i 1639 havde tiltalt hende for rufferi, som hun havde begået med soldaterne, da de var indkvarteret, så en derover havde mistet den ene hånd. Bunde mente, at hun for sit levned skulle straffes med kagen, men hun blev dømt til at rømme byen, og hvis hun ikke gjorde det, måtte hun vandre til kagen.

Når man i den grad veg tilbage for at straffe med kagen, hang det sammen med, at kagstrygningen blev udført af bøddelen, og den, der først havde været i mestermandens hænder var for alvor udstødt af samfundet. Susanne sl. Jacob Andersens tjenestepige i Odense havde 1687 stjålet noget tøj fra sin madmor og blev straffet med hudstrygning[15]. For samme forseelse blev Kirsten Lauridsdatter straffet i 1667[16]. Maren Rasmusdatter i Kerteminde fik valget mellem enten at miste hovedet eller hudstryges til kagen for horeri[17], og Karen Jensdatter i Odense, der 1638 tiltaltes for at have ladet sig forføre »første gang af en person ved navn Anders Lafridsen nu boendes i Tarup, anden gang af en kræmmersvend ved navn Carsten, der tjente Johan Ellichen og tredie gang det hun igår stod skrifte for, af en, der tjente Knud Lauritzen her i byen, nemlig Marchus Eylersen« måtte gå den tunge vej til kagen[18].

Hvor alvorlig kagstrygningen var, fremgår også af den dom, der overgik Cort Pottemager i Odense i 1635. Han havde trolovet sig med Anne Jensdatter, der her i byen havde lidt til kagen, og han måtte finde sig i at miste sit borgerskab og straks rømme byen med den kagstrøgne hore, hvis han ægtede hende[19]. Helt velgørende er det da, at kongen kunne vise mildhed overfor disse kvindfolk, som tilfældet var med Karen Lauridsdatter, der var anholdt for fjerde gang begået lejermål. Den person, med hvem hun to gange havde forset sig, ville tage hende til ægte, og derfor slap hun for den straf, hun skulle lide til kagen, men hun skulle dog betale de bøder, som forordningen fastsatte[20].

I andre landsdele og andre byer — og da navnlig i en skipperby som Helsingør — blev kagstrygningen flittigt bragt i anvendelse. I de fynske byer har man i så vid udstrækning som muligt klaret sig med advarsler; Næsbyhoved birks tingbog nævner 1651 »den dag den karl blev kagstrøgen i Odense«[21] som en særlig mærkedag, og deraf kan man vel slutte, at det skulle være meget galt, før mestermanden trådte i aktion.

Kagen i Odense med Anders Mortensens udskårne billede har manet »den lugtendes Lilje« og hendes ligesindede til et skikkeligt levned, som kagens naboer: rådhuset og Skt. Knuds kirke gjorde det.

Noter

  1. ^ Odense rådstuebog 1649, 7/11.
  2. ^ Odense rådstuebog 1611, 2/9.
  3. ^ Brandt, udtog af Skt. Knuds kirkebog 1672, 6/12.
  4. ^ Odense kæmnerrgsk. anf. dag.
  5. ^ Hugo Matthiessen, De Kagstrøgne, 1919.
  6. ^ Odense rådstuebog 1634, 19/11.
  7. ^ Ad. Schück, Studier, 1926, s. 437.
  8. ^ Bogense rådstuebog 1663, 4/12, f. 37.
  9. ^ Anf. sted 1672, 8/11, f. 144.
  10. ^ Odense rådstuebog 1649, 29/10, f. 5 f.
  11. ^ Nyborg proposit. og vot. prot. 1669, 3/11, f. 4.
  12. ^ Anf. sted 1665, 18/7, f. 139.
  13. ^ Assens rådstuebog 1634, 18/4, f. 14, 1635, 10/7, f. 32 f.
  14. ^ Anf. sted 1639, 25/6, f. 110.
  15. ^ Odense bytings dombog 1687, 2/5.
  16. ^ Odense tingbog 1667, 17/6, f. 42 f.
  17. ^ Kerteminde tingbog 1610, 9/7.
  18. ^ Odense tingbog 1638, 17/9, f. 40.
  19. ^ Anf. sted 1635, 9/3, f. 14.
  20. ^ Kancelliets brevbøger 1640, 23/12, pag. 332.
  21. ^ Næsbyhoved birks tingbog 1651, 18/2.