Forfattere

»Den nysøeske Nattergal«

I sommeren 1838 sendte H.C. Andersens gode veninde Henriette Wulff ham en yderst tillokkende beskrivelse fra sit ophold på herregården Nysø: »Her er alt skjøndt, Naturen i sine bedste Søndagsklæder, eller bedre: Sommerklæder, det er mig den kjæreste Tid, naar Frugttræerne blomstrer, Luften er da opfyldt af den meest balsamiske Duft. Jeg har her fra mit Vindue den yndigste Udsigt, over en Park med Svaner i, til Præstøe-Bugten, hvor Bølgerne skylle op paa Stranden med en sagte Susen, som er mig en kjær Lyd«. – Og så kommer det: »Skjend har jeg faaet af Baronesse Stampe fordi vi ikke har bragt Dem med…« Og for at der ikke skal være nogen tvivl, hedder det til slut: »Efter Ordre aabner jeg Brevet igjen for at bede Dem fra Baronesse Stampe, jo før jo heller at komme herud – – « –1

Det var på den måde, digteren blev en af de første større fangster i baronessens net, – med årene skulle han blive den mest problematiske!

Den 32 årige forfatter – som allerede havde mange digte, romaner og skuespil bag sig – kom, så, men sejrede ikke. Det blev til en kamp, uafgjort og på mange omgange.

Kort tid efter sin ankomst er Andersen i stand til at tegne portrætter af sine værtsfolk:

» – Baronessen varierer i Lune, Alt gaaer med Entusiasme, eller det gaaer slet ikke, vi have haft en 5 à 6 store Kampe, der dog alle ere endte med en smuk Forsoning. -«2

Han fortæller nu, hvordan hun som ganske ung er blevet forelsket i den kunstnerisk alsidige og smukke Henrik Stampe – og hans baroni! – for derefter i ægteskabet at opleve ham som periodisk afsindig, således at hun må tage sig af ham såvel som hele husholdningen. » – Betænke vi alle disse Omstændigheder, da er det quindelige hos hende gandske begribeligt, og der er, synes mig, noget stort i, at hun som Fruentimmer kan holde sig saaledes«.

Endnu var det da ikke værre, end at han på den sidste dag af sit ophold kunne levere denne bordsang:

»Der er et Hjem, en Herregaard ved Fjorden,
Spørg Stork og Svale ad, de Hjemmet veed,
Mens Bøgeskoven siger: Der er Norden,
Fortæller Stranden Sydens Deilighed.
Der er dit Hjem, troe ei som Gjæst Du kommer,
Den smukke Tid, hos dine Børn du boer,
Der synger Hjerterne: Nu er det Sommer,
Hun er hos os, den kjære Bedstemo’er.

Det er ei nok, at Søens Vinde lufte,
Et kjærligt Ord har større Lindring bragt,
Det er ei nok, at Skov og Marker dufte,
Et trofast Hjerte har langt bedre Magt,
Det vi af dig, du eiegode lærte,
At naar vi skilles, bliver Barmen trang,
Hvad der fra Hjertet kommer, gaar til Hjerte,
Om Ordet selv er kun en ringe Sang.3

»… de sidste Dage (svarede) ikke ganske til de første«, konkluderede Andersen, »der vare flere Smaatræk, som maatte støde mig, skjøndt de alle dreie sig om Ubetydeligheder. Jeg har et ganske sundt Øie for at see og – desværre stor Irritabilitet. Jeg var i de første Dage interessant for Baronessen, hun kjendte ikke hvad der ellers kan være godt hos mig og derfor maatte med Nyheden Interessen svækkes«. Alligevel kunne han erklære: »… jeg har nydt saa meget godt og faaet Flere der paa Stedet saa kjære -«4

Da han har haft et kraftigt sammenstød med Henriette Wulff og ikke brudt sig særlig om hendes bror, kan det jo her – foruden om Stampes børn – ikke have drejet sig om andre end nogle af de på slottet tjenende ånder. Da man vel dårligt kan beskylde Andersen for at »snobbe nedad«, må der have været særlige karakteregenskaber, som i forbindelse med de særlige omstændigheder, har knyttet ham til dem.

Godsforvalteren August Beck havde været i huset hos sin onkel, den kendte historiker gehejmestatsminister Ove Malling, mens han læste til jurist, men han havde valgt landvæsenet og været forvalter hos noget familie på et par herregårde. Året før Andersens besøg var han blevet ansat på Nysø, hvor han i en årrække skulle blive baronessens uundværlige faktotum og forlystelsesråd. »- han var en gandske særlig brugbar Acquisition, baade paa Musikkens og andre Tings Omraade, og hans hele Ydre, Væsen og Alt gav ikke nogen Baron eller Greve noget efter, saa han blev Baronessens og Alles Yndling og spillede en betydelig Rolle. . .«5

August Beck som ældre.

H.C. Andersen siger da også om ham, at han er »et ualmindeligt dannet Menneske, meget musikalsk og – jeg troer det – en ulykkelig Elsker, der dog ikke lader sig mærke dermed. . .«6

Hvad mente den skarpøjede Andersen med denne fortrolige bemærkning? Det er jo tydeligt, at genstanden for forvalterens sværmeri må søges i husets nærmeste kreds.

Forholdet var nemlig, som det vil fremgå, det, at baronessen havde stillet som en ufravigelig betingelse, at forvalteren skulle være ugift, for at han helt kunne hellige sig tjenesten, og hendes flammesværd ville altså straks kunne skille to elskende ad.

Året før Beck var blevet ansat, var den 30 årige frk. Louise Schwartzen kommet til Nysø, hvor hun blev en slags selskabsdame. Hun havde haft en højst usædvanlig skæbne.

Hendes far, som var en slægtning til Ludvig Holberg, havde beklædt høje embeder og levet i pragt i Amaliegade og senere i Palæet i Roskilde, indtil han blev dømt for bedrageri og indsat i »slaveriet« på Bremerholm, hvor han døde i 1836.7

Det var datterens sangstemme, der havde skaffet hende indpas på Nysø, hvor man selvfølgelig som alle andre steder kendte hendes tragiske livshistorie i forvejen.

I det før omtalte brev, skrev H.C. Andersen: »I Onsdags var stor Concert – Frøken Schwartzen glimrede – Hr. Beck gav en Violin-Solo« og andetsteds i samme brev: »Frøken Schwartzen viser en sjælden Conduite, hun svarer høfligt, men bestemt, veed at holde sig paa sin næppe behagelige Plads, thi være her længe er næppe let«.8

Hun skulle da også blive den uskyldige og indirekte anledning til den første store batalje mellem digteren og baronessen.

Dagen før Andersens afrejse havde godsforvalteren arrangeret en festlig fugleskydning, og H.C. Andersen havde selv bidraget med en munter vise:

Her er saa smukt i Skoven,
Det grønne Tag foroven Græstæppet for vor Fod.
De mindste Blomster dufte,
De friske Vinde lufte,
Varmt er vort Ungdomsblod.

Seer Du paa Stangen Fuglen,
Vi ramme den med Kuglen,
Dog En kun vorder Drot
Ham vil de skjønne prise,
Han hyldes i vor Vise
af baade Stort og Smaat.

Som Krone gjelder Ringen,
Som Scepter Høire-Vingen,
Som Suite Halen gaaer.
Og Glæden løser Tungen,
Hurra for Fuglekongen
og Dronningen han faaer.

Ja, Dronning maa der være,
En, som hans Smag gjør Ære,
Og Alt vort Blod til Krudt.
Da danse skal med Gammen,
I Dag vi allesammen
Har Papegøien skudt.9

Til Beck lød da også de hjerteligste toner: »Kjære Hr. Beck. Med megen Interesse tænker jeg paa de Dage, jeg tilbragte i Deres behagelige Selskab, lad mig nu see, at De ogsaa lidt venlig har mig i Erindringen-« Da han har hørt, at ikke en eneste havde savnet ham, endsige talt om ham, da han var rejst fra Nysø, tilføjer han, at han håber dog dér at have et par venner – »Vil De sende Frøken Schwartzen indlagte Visitkort i Morgen tidlig?«10

Det var lidt andre toner, der lød til Henriette Wulff, og til gamle historier føjedes nu en ny, der gav anledning til en veritabel krise i forholdet til familien Wulff.”

Det værste var dog endnu tilbage, for i et brev til den trofaste veninde Henriette Hanck i Odense skriver H.C. Andersen: »Mit Brev til Baronesse Stampe, som jeg læste for Dem, har særdeles mishaget; jeg skrev deri Frøken Schwartzens kloge Øine. Denne Tirade har saaret Baronessen, og det er gaaet ud over den stakkels frøken Schwartzen«.12

Selve brevet kender vi ikke, men vi kender straffen. Den udeblev nemlig ikke. H.C. Andersen blev ikke bedt med til Thorvaldsens første besøg på Nysø.

Denne tilsidesættelse ramte ham naturligvis hårdt, men i et brev til Henriette Wulff, hvor han giver ondt af sig, kan han alligevel ikke lade være med at tilføje »- en Hilsen til frøken Schwartzen, hvis smukke Stemme altid toner mig for Øret ved Tanken om Glæderne paa Nysø -«13 Man skulle nu ikke helt få lukket munden på ham!

Til efteråret kom så alligevel en indbydelse til ham, og han tilbragte 14 dage der sammen med Thorvaldsen. »Jeg havde en Scene med Baronessen, hvori jeg sagde hende haarde Sandheder og fra det Øieblik gik det meget ypperligt. Jeg troer ogsaa, at jeg mere har vundet Kredsen derude iaar, end ifjor«.14

Sådan hed det til Henriette Hanck; til den anden Henriette skrev han, at han havde tænkt sig at skrive til baronessen, men »der kom den særegne Følelse over mig, som denne, ellers fortræffelige Kone, beaander mig med, jeg frygtede for at blive misforstaaet. Det er forunderligt, vi mødes, som om vi i en anden Sjæleverden havde kjendt hinanden, ja været hinanden meget, men hun eller jeg, gjort den Anden noget ondt, som vi endnu ikke ret kunde glemme«. – Der sluttes med hilsener til mange – »samt Frøken Schwartzen, Beck – (Har jeg nu glemt Nogen?) «15

I december skriver Henriette Hanck lidt drillende til ham, om han har bestemt sig for at tilbringe julen på Nysø? Hun ved jo godt, at helligdagene på landet er hyggelige, men man er som oftest fængslet til stuen. »- hvordan passer det med Andersen? Om den nysøeske Nattergal frk. S. end slaaer nok saa smukt -«.16

Da han året efter er taget til Nysø, tager han tonen op ved at skrive: »Her er sommerligt smukt paa Nysø, men frøken Schwartzen har pludselig forladt os for at blive borte, nu savne vi Musik, rigtignok er der i Haven en Nattergal, der synger baade Nat og Dag men den kan kun eet Stykke«.17

Episoden uddybes samtidig i et brev til Louise Collin: » – Frøken Schwartzen reiste med herud, men Modtagelsen med hende var saa kold, da hun kom til Nysø, at hun i Dag til Morgen har forladt Huset for bestandig og er reist til sin Moder i Kjøbenhavn, Næsten maa jeg dog troe, at det halvt har været aftalt at gribe den første lille Leilighed for at tage bort, thi det har vist mange Gange været anderledes stridbart, desuden var Baronessen siden efter saare bøielig«.18

Til godsforvalter Beck improviserede H.C. Andersen ved denne lejlighed et lille digt:

»Den som i Eng og Mose gaaer
Paa Blomsters Sprog sig vist forstaaer.
Den som i Skoven har sin Gang
sig bedst forstaaer paa Fuglesang«.19

Var baronessen da siden efter såre bøjelig, fordi hun mente at have sejret? Det kan vi ikke vide, men var det tilfældet, så blev hendes triumf ikke af så lang varighed. Ude i kulissen stod allerede en ny »rivalinde« parat. Ja, hun havde endda været inde på selve scenen, uden at dog hverken hun eller de andre havde anet, hvilken rolle hun skulle komme til at spille. I midten af 1830’erne var pastor L.A. Nissen blevet sognepræst i Præstø, og 12 år gammel kom hans steddatter Jacobine Palme i byens skole, men fik snart lov til at gå til Nysø hveranden dag for at få undervisning i musik og fransk sammen med Stampes datter Elise, der var jævnaldrende med hende.

Det var netop i den periode, hvor musikken dyrkedes på kraft på slottet. Baronessen selv sang alt, hendes mand bas, og da man samlede alle, man kunne bruge, på bestemte aftener, kom Jacobines moder, som havde en pæn sangstemme, også med, og baronessen opfordrede selv pigebarnet til at komme med som tilhører.

Den ny godsforvalter, var jo kommet til Nysø i 1837, »Paa mig gjorde han et vidunderligt Indtryk, Barn som jeg var«, siger hun, »det var som Trylleri, blot at see ham eller være i hans Nærhed, selv følte jeg mig saa kejtet, saa klodset, saa dum og ynkelig, saa det just ikke var rart, men dog kredsede mine Tanker altid om ham, enten jeg vilde eller ej«.20

Skolepigens betagelse har næppe gjort noget større indtryk på den smukke godsforvalter, og da baronessen fik nye passioner, og musikken forstummede, kom hun ikke længere på Nysø, men tilbragte en hel vinter i København.

Omkring 1840 skete der imidlertid en vis forandring med Beck. Han blev stærkt optaget af religiøse tanker og opsøgte ofte præsten i Præstø, og da denne blev syg, besøgte han ham også på Frederiks Hospital i hovedstaden, hvor han traf den nu 18 årige Jacobine. Det endte med forlovelse i marts 1842.

Men et par måneder senere vendte Stampes hjem fra Italien, »og fra den Tid af var den tidligere Gunst tabt«, fortæller Jacobine, »Jeg har ikke Grund til at tro, at det var min ringe Person, der bevirkede denne Forandring, for Baronessen havde også vist mig megen Gunst, jeg kom der i Huset og blev behandlet som Veninde af Datteren, men der var fastslaaet den Betingelse, at Godsforvalteren ikke maatte gifte sig, og nu begreb man, at han tragtede derefter, altsaa maatte han søge en anden Plads«.

Når Jacobine beskriver Becks arbejdsforhold på Godset, er der jo næppe tvivl om, at hun særlig har haft denne sidste periode for øje: »Der var meget Arbejde, vanskelige Forhold og Konflikter, og meget, som en Kvinde ikke har Indsigt i, skulde dog afgøres af hende, saa Fader Beck havde en vanskelig og ofte fortvivlet Stilling, naar hun lod ham i Stikken der hvor han netop skulde have haft Støtte. Han maatte tage mange slemme Stød og ofte lide Forurettelse, som blev værre derved, at hans Ærlighed og Samvittighedsfuldhed forbød ham at tage Bladet fra Munden og fortælle Folk Sammenhængen, saaledes som hans Forgjængere i Embedet og alle de andre Funktionærer gjorde, uden Hensyn til hvormeget de derved sværtede Baronessens Familie. Folk kunde ikke forstaa, at Fader taug og viste Baronessen tilsyneladende Agtelse, medens alle andre fortalte Løst og Fast som kunde sværte hende og undskylde dem selv, og han blev ofte miskjendt netop derfor«.21

Et brev fra Baronessen fra 1841 indvarsler allerede lidt af denne stemning: »Gode Forvalter Beck. Vi har ventet forgjæves paa de omtalte Papirer angaaende Niels og begriber ikke, at De i det mindste har skrevet til mig, hvad der var ivejen, at det varede saa længe, da dog Alle lovede at besørge Alt saa hurtigt. Nu venter jeg Brev med Tirsdag Posten. – Se til, at De kan læse dette Jagerværk, og levvel«.22

I januar 1845 tog Beck endelig den svære beslutning at opsige sin plads. Den 29. april forlod han Nysø på samme tid som hele Jacobines familie brød op fra Præstø. Den 14. august kunne de to så holde bryllup i Nysted, hvor vielsen blev forrettet af stedfaderen, som netop var blevet præst der.23

Nu kunne man måske med god grund spørge, om der da virkelig har været tale om alvorlige romantiske følelser mellem August Beck og Louise Schwartzen, og om H.C. Andersen ved at optræde som en slags giftekniv havde bragt baronessens vrede ned over de to.

Der kan ikke ud fra det her fremdragne gives et klart svar, men hvad det sidste angår, kan man jo ikke lade være at nævne, at H.C. Andersen senere med større held optrådte som postillon d’amour for baronessens ældste søn Henrik og Jonna Collin, og man fornemmer jo baronesse Stampes harme, når hun i et brev til Grundtvig skriver: »Igaar til Brøluppet var der mange Sange og Andersen blærede sig saa gruelig (Han er ikke inviteret her)«.24

Når Jacobine Beck uden navns nævnelse siger, at »I flere Aar holdtes der en Dame i Huset alene for sin smukke Sang«, skal der vel nok ikke lægges andet deri, end at hun selv dengang og senere har været uvidende om, at der kunne have været noget mellem hendes mand og den jævnaldrende Louise Schwartzen, da hun selv endnu kun var en ganske ung pige.

Det må jo fremfor alt ikke glemmes, at en ægteskabelig forbindelse mellem godsforvalteren og selskabsdamen ville have medført store og alvorlige problemer. Den arme pige var nu engang brændemærket i samtidens øjne på grund af faderens skæbne, og der har skullet meget stærke og meget varige følelser til at sætte sig ud over den tidsalders domme og fordomme – så urimelige de end kan synes os.

Hvorom alting er: August Beck fik et langt og lykkeligt ægteskabeligt liv, og Louise Schwartzen levede ugift i det indre København til sin død.25

Og som ovenfor nævnt lykkedes det i hvert fald på et senere tidspunkt digteren at få sagt tak for sidst til den enerådige dame på Nysø.

 

Noter

Denne lille redegørelse bygger fortrinsvis på nogle utrykte erindringer og andre papirer, som fru Jytte Beck Jørgensen – barnebarn af godsforvalter Beck – har stillet til rådighed.

  1. ^ Henriette Wulff til H.C. Andersen 16. 6. 1938. H.C. Andersen og Henriette Wulff. En brevveksling v/ Topsøe-Jensen (1959) s. 247.
  2. ^ H.C. Andersen til Louise Collin, 20. 7. 1838 Cit. i »Erindringer om Thorvaldsen« udg. af Rigmor Stampe (1912) s. 284.
  3. ^ Digt af H.C. Andersen, dat. 8. 7. 1838 (Nysø). Afskrift v/ Jytte Beck Jørgensen. Originalen er utrykt og befinder sig ikke i den Collinske Samling eller Odense.
  4. ^ H.C. Andersen til Henriette Wulff, 10. 8. 1838 (se note 1) s. 250.
  5. ^ Jacobine Becks erindringer, nedskrevet til Sønnen Niels, juni 1906. Tilh. J. B. J. er af mig afleveret til Rigsarkivet.
  6. ^ H.C. Andersen til Louise Collin. (20. 7. 1838) (se note 2).
  7. ^ Dansk Biografisk Leksikon og H. C. Olrik: Et Holberg-portræt. Nationaltidende 15. 11. 1942.
  8. ^ H.C. Andersen til Louise Collin, (se note 2) s. 282.
  9. ^ Digt af H.C. Andersen: »Ved Fugleskydningen paa Nysø 22. 7. 1838« Proveniens som under note (3).
  10. ^ H.C. Andersen dl August Beck, Odense 30. 7. 1838. Originalen på Rigsarkivet. Utrykt.
  11. ^ H.C. Andersen i breve til Christian og Henriette Wulff, september – oktober 1838. (se note 1).
  12. ^ H.C. Andersen til Henriette Hanck, 21. 8. 1838. H.C. Andersens brevveksling med Henriette Hanck, udgivet af Sv. Larsen (1946) s. 267.
  13. ^ H.C. Andersen til Henriette Wulff, 11. 6. 1839 (se note 1 s. 239).
  14. ^ H.C. Andersen til Henriette Hanck, 5. 9. 1839 (se note 12 s. 368).
  15. ^ H.C. Andersen til Henriette Wulff, 3. 7. 1839 (se note 1 s. 264).
  16. ^ Henriette Hanck til H.C. Andersen, 19. 12. 1839 (se note 12 s. 412).
  17. ^ H.C. Andersen til Henriette Hanck, 10. 6. 1840 (se note 12 s. 461).
  18. ^ H.C. Andersen til Louise Collin, juni 1840 (se note s. 332).
  19. ^ »Improviserede Vers af H.C. Andersen, Nysø, den 23. 6. 1840 (se note 3).
  20. ^ Jacobine Becks erindringer. Juni 1906. (se note 5).
  21. ^ »Slægten Beck«. En af »Nordisk Slægtsforsknings Aps, Skringstrup, Skals« i 1979 udarbejdet slægtsbog (maskinskrevet, uden paginering og proveniens og med let normaliseret retskrivning). Der må være tale om en slags supplement til J. B.’s erindringer til Niels (note 5). Originalen kendes ikke.
  22. ^ Christine Stampe til August Beck, dat. »Søndag Aften«. (Rigsarkivet, utrykt).
  23. ^ »Slægten Beck« (se note 21).
  24. ^ Christine Stampe til N. F. S. Grundtvig, 3. 2. 1850. Hilding Ringblom: H.C. Andersen og trådene til Grundtvig. (1986) s. 20.
  25. ^ Vejviseren 1845. (RA).

 

©