Den svenske harve

- introduceret på Fyn 1840 af N.E. Hofman Bang

Opbygningen af »Den fynske Landsby« indledtes i begyndelsen af 1940’erne, med officiel indvielse af de første gårde og huse i 1946. Siden da er adskillige nye kommet til, senest den firlængede bindingsværksgård fra den lille landsby Torup nær Skamby på Nordfyn. Samtidig med rejsning af de mange bygninger er der gradvis modtaget en række brugsting, redskaber m.v., som har relevans for det gamle fynske landsbysamfund. Blandt de indkomne effekter – som navnlig skyldes interesserede landboers/landmænds interesse for at bevare – er en stor samling af landbrugsredskaber repræsenterende alle aspekter af det daglige arbejde i mark, i stald og i tærskelo. Således kan nævnes ikke mindre end 49 plove, et stort antal harver, kultivatorer, hesteriver, tromler, såmaskiner, tærskeværker og meget mere.

Kun en meget lille del af denne fine samling har hidtil været direkte tilgængelig, idet de mange genstande og redskaber samlet i de små rum i bindingsværksbygningerne ikke har kunnet give beskueren et rimeligt overblik. I et forsøg på at råde bod herpå – og i et forsøg på at udnytte den fine redskabs- og genstandssamling til opbygning af en egentlig landbrugshistorisk udstilling i tilknytning til »Den fynske Landsby« – indledtes i foråret en gennemgang af de mange redskaber. Gennemgangen har i første omgang til formål at skaffe et overblik over samlingen og at gennemføre en nødvendig konservering og registrering. I anden omgang skal gennemgangen danne baggrund for opbygning af udstilling og påvisning af eventuelle mangler i samlingen. Endnu er den tidsmæssige grænse for samlingens tilvækst sat til redskaber og maskiner fra tiden indtil ca. 1940. I umiddelbar tilknytning til dette registreringsarbejde er i vestlængen til Skamby-Torup-gården opbygget en lille midlertidig udstilling af udvalgte markredskaber fra 1700- og 1800-tallet. I de kommende år er det tanken at indrette hele gården til udstillingsformål.

Under arbejdet med nyordning af den store redskabssamling dukker et rigt spekter af redskaber op – fra undseelige håndredskaber af træ til meget komplicerede og teknisk avancerede maskiner som f.eks radsåmaskiner og selvaflæggere. Alle har de hver sin historie at fortælle, og rigtigt spændende bliver det ofte, når man prøver at grave lidt i redskabernes oprindelse og plads i den landbrugsteknologiske udviklingshistorie. Forhåbentlig vil der engang blive mulighed for at samle alle disse informationer og skrive en samlet historie for det fynske landbrug – og heri ikke mindst beskrive udviklingen fra de »simple« redskaber i middelalderen og frem til nutidens store og komplicerede maskiner.

I det følgende skal en enkelt redskabstype – »svenskharven« – præsenteres, dels fordi den har en særlig fynsk tilknytning, dels fordi den i løbet af et par generationer spillede en væsentlig rolle i det danske agerbrug. Harven introduceredes i 1840 ved en præmiepløjning på Nislevgård på Nordfyn. Den var kort tid forinden ført til Danmark af Niels Erik Hofman Bang, som havde set den i Sverige og tilpasset den efter danske forhold. I løbet af få årtier vandt harven stor udbredelse og i sidste halvdel af 1800-tallet fandtes den på næsten hver gård. Den brugtes til grundigere jordbearbejdning, enten til brakmark eller til udjævning efter ploven. Før dens indførelse var det reglen, at der blev pløjet til vårsæd om foråret, men efter svenskharvens indførelse faldt pløjningen væk, hvilket betød en stor lettelse i forårsarbejdet. I bind IV af »Det danske Landbrugs Historie« skriver Anton Christensen »Der er neppe noget Agerbrugsredskab, som har faaet en saa hurtig og almen Udbredelse som den svenske Harve«.[1]

Landsbymuseets samlinger rummer 3 eksemplarer af den svenske harve, her undtaget udgaver lavet helt af jern. De er tilkommet museet i henholdsvis 1952 og 1963. De 3 harver – i det følgende benævnt A, B og C – er vist på fig. 1, 2 og 3. Som det fremgår af billederne, har svenskharven en trekantet form med mere eller mindre buede sider og en lige bagkant. Inden for trekanten kan der enten være en eller flere tværribber parallelt med bagkanten, eller eventuelt buede træstykker, hvorved der dannes et kryds. Harvernes ramme er lavet af træ, medens tænder, træktøj og eventuelle håndtag og beslag er lavet af smedejern. Tænderne er mere eller mindre fremadrettede og afsluttes med pileform. De er fastgjort i trærammen (bullerne) ved gennemboring samt med møtrik. De 3 harver repræsenterer hver sin form, dog med nogen lighed mellem A og B. Fig. 4 viser 3 hovedtyper af svenskharver med træbuller.[2] Trækket på svenskharverne er lavet således, at hestene kan spændes for ved hjælp af en løs hammel med krog. I en stillebøjle på selve harven er normalt indsat en ring, som krogen kastes i. På harverne A og B mangler den omtalte ring. Stillebøjlen er nyttig til at regulere harvens dybde, bl.a. har harven tendens til at gå ekstra dybt, når tænderne er nye og spidse.[3]

Fig. 1. Svenskharven A (mus. nr. 907/1963).

Harven A stammer fra Nr. Søby. Dens dimensioner er: længde 144 cm, bredde 136 cm og en samlet højde på 36 cm. Den har foruden hovedrammen 2 parallelt med bagkanten løbende ribber. På billedet ses tillige et lille tværstykke, som er en rest efter en forstærkning, som har udgjort samme form som typen fig. 4 til venstre. Disse små tværstykker er mindre end selve rammen (bullerne) og har til formål at stive harven af. Harven A er forsynet med 12 tænder, med en samlet længde på hver på 27 cm, regnet fra spids til bulle. Spidserne er pileformede, men forholdsvis små i sammenligning med tænderne på harverne B og C.

Harven B stammer fra landsbyen Ore i Sdr. Nærå sogn. Dens form ligner noget A, men den har kun en med bagkanten, parallelt løbende bul. Til gengæld har den en svær tværstillet bul fra bageste bul til midterbullen. På denne tværbul sidder den ene tand. Harven B har en større bredde end længde, nemlig henholdsvis 147 cm og 135 cm. Dens dimensioner minder dog i øvrigt om A. Højden er samlet 27 cm. Harven er forsynet med ialt 11 tænder, som er mere fremadrettede end på A-harven. Harvetænderne er også større i dimension og har en kraftigere afsluttende pilespidsform.

Den sidste harve stammer ligeledes fra Ore i Sdr. Nærå sogn. I modsætning til de øvrige har den ingen parallelt løbende tværbuller, men til gengæld to naturligt krumvoksede træbuller, som ved en sammentapning danner et kryds. Denne harve er mindre end de to foregående omtalte, nemlig længde 120 cm, bredde 123 cm og samlet højde på 30 cm. Harven C har kun 9 tænder, men til gengæld er der tale om noget kraftigere tænder end på A- og B-harven. Dels er tænderne mere fremadrettede, dels er spidserne kraftigere udvidet end på A og B.

Desværre ved vi udover de her nævnte oplysninger intet om harvernes oprindelse og brug. Det havde været spændende at vide noget om, hvem der har lavet dem – om det er en lokal smed/håndværker – eller de er lavet af specialiserede producenter. Tidspunktet for deres produktion ved vi heller ikke noget om, udover den generelle tidsramme for harvetypen fra 1840 og til hen mod år 1900. Et lille fingerpeg om de 3 harvers relative kronologi kan vi dog få ved at sammenligne harveformen med en tegning af den »oprindelige« svenskharve introduceret af Hofman Bang.[4] Fig. 5 viser en af Hofman Bang publiceret tegning af svenskharven fra 1851. Med dette udgangspunkt synes A-harven at være ældst, og i samme retning peger denne harves forholdsvis små tænder. Næste harve i rækken er i så fald B, hvor som nyt element tværbullen er introduceret. Harvetænderne på denne harve er noget kraftigere end på A-harven. Og så endelig den formodede yngste – C-harven som har fjernet sig mest fra den oprindelige form. Denne harve har tillige de kraftigste tænder. Om denne »typologi« er korrekt, kræver mere indgående studier at besvare – gerne med mere materiale. Vi ved ikke, om de her nævnte forskelle blot er lokale håndværkeres bud på en god, kraftig harve eller virkelig afspejler en kronologisk forskel.

Fig. 2. Svenskharven B (mus. nr. 174/1952).
Fig. 3. Svenskharven C (mus. nr. 173/1952).

Men hvorfor blev denne harve hurtigt så populær og udbredt? Med nutidens øjne kan svenskharven let ligne et lille »haveredskab«. For at forstå baggrunden herfor må der gives et lille rids over landbrugsredskaberne i perioden umiddelbart før svenskharvens introduktion.

Gennem middelalder, renæssance og frem til 1700-tallets slutning synes landbrugsredskaberne ikke at have gennemløbet nogen væsentlig udvikling. De bevarede redskaber fra 1700-tallet minder i vid udstrækning om fundne middelalderlige fragmenter og om de afbildede redskaber, vi kender fra kalkmalerier, billeder i jordebøger m.v. Nogen synderlig ændring synes i hvert fald ikke at ske mellem senmiddelalder og 1700-tallets slutning.[5]

Fig. 4. 3 hovedtyper af svenskharven med træbuller (efter Heine 1952).

Vigtigste markredskab i denne periode var helt klart den tunge hjulplov (fig. 6), som med et forspand på 4-6 heste klarede den vigtigste jordbearbejdning. Ploven var lavet helt af træ, bortset fra langjern og skær. Med dette tunge redskab pløjedes de »højryggede agre« såvel efterår som forår.[6] Såbedet jævnedes ved adskillige ganges harvning med en let harve lavet af træ og forsynet med enten spidse træ- eller jerntænder. Denne såkaldte »danskharve« (eller »foldharve«) bestod af to firkantede led, som blev trukket i det ene hjørne, se fig. 7.[7] Som det fremgår af figuren, så tilfredsstiller harven ikke kravet om, at der skal være lige langt mellem tandsporene. Ved svær jord måtte der harves mange gange, således omtales en forårsharvning, som omfattede ikke mindre end 16 gange harvning med danskharven. Til knusning af jordklumper kunne anvendes en trætromle, men hvor udbredt dens brug har været, er ret usikker.

Flere jordbearbejdningsredskaber rådede man ikke over i tiden indtil 1700-tallets slutning. Landboreformerne med udskiftning af jorden fra den gamle fællesdrift, med ophævelse af hoveriet og med overgangen til selveje satte sammen med de forbedrede indtjeningsmuligheder i landbruget næsten en eksplosion i gang, hvad angår opfindelse og udvikling af nye og bedre redskaber. Gennem hele 1800-tallet mødes i den landbrugsfaglige litteratur mange spidsfindige forsøg på at udvikle maskiner til at overtage det slidsomme arbejde, f.eks. såning, afhøstning og tærskning. Men også udvikling af bedre plove, harver og kultivatorer var i højsædet. Fra dansk side studeredes indgående nye opfindelser i England, Tyskland og ikke mindst i Amerika, hvorfra inspiration til f.eks. flere plovtyper hentedes, foruden ideer til slåmaskiner, selvaflæggere og meget mere.

Fig. 5. »Oprindelig« svenskharve (efter Hofman Bang 1851).

I begyndelsen af 1800-tallet erstattedes den tunge hjulplov af svingploven forsynet med jernmuldfjæl, se fig. 8. Svingploven var betydeligt lettere end hjulploven, den krævede ikke så stor trækkraft og var oftest mere effektiv til bekæmpelse af ukrudt, dels fordi den gik dybere, dels fordi den vendte furerne bedre. Til den nye dyrkningsstruktur – hver gård sin egen drift – passede svingploven godt. Det var ikke længere nødvendigt med det store antal heste og flere mennesker til at styre et stort forspand.

Det er i lyset af denne udvikling, at vi skal se den nye brakharves introduktion og store udbredelse. Vi er i en tid, hvor landbruget er i stærk vækst, hvor produktionen stiger og dermed indtjeningen. Det er samtidig en tid, hvor bønderne er blevet mere selvbevidste og er yderst positivt stemt for at prøve nyt og ændre og forbedre gamle redskaber og vaner.

Fig. 6. Hjulplov (mus. nr. 687/1948).

Svenskharven bliver et fortrinligt supplement til svingploven, idet den erstatter dele af forårspløjningen og tillige er effektiv til at jævne de dybe furer efter svingploven. Forbilledet for den danske udgave af denne brakharve var den svenske »klösharve«, som den unge Niels Erik Hofman Bang havde mødt under sit ophold i Sverige i 1830’erne.

Hvem var egentlig denne Hofman Bang? Helt tilfældigt er det næppe, at det skulle blive ham, der introducerede en ny og effektiv harvetype. Niels Erik Hofman Bang – søn af botaniker, agronom og stamhusbesidder Niels Hofman (Bang) – fødtes i 1803 på godset Hofmansgave. Under sin opvækst på godset introduceredes han i det videnskabelige miljø, idet faderen gjorde Hofmansgave til et samlingssted for en stor kreds af naturvidenskabsmænd, specielt botanikere. Haven ved Hofmansgave vidner i dag om faderens store interesse for fremmede planter, buske og træer.

Sønnen, Niels Erik Hofman Bang, blev student i 1822 fra Herlufsholm og fik i de følgende år en alsidig uddannelse sammensat af naturvidenskabelige fag, mekanik, botanik, historie og ikke mindst landbrugsvidenskab. Vigtigt for ham i den sammenhæng var et ophold på landbrugsinstituttet i Möglin i Brandenburg i 1827-30. Fra 1831 til 1840 arbejdede Niels Erik Hofman Bang i Sverige og interesserede sig i denne periode meget for det svenske landbrug. Her mødte han en kraftig harvetype, som han som nævnt i en let omarbejdet form senere introducerede i Danmark som den »svenske harve«.[8]


Fig. 7. a) Danskharve (mus. nr. 537/1948), b) tegning af danskharve (efter Anton Christensen 1926).
Fig. 8. Svingplov (mus. nr. 686/1948).

Niels Erik Hofman Bang vendte tilbage til Hofmansgave i 1840, hvor han overtog forpagtningen af godset. 5 år efter indrettede den energiske landbrugsforsker et landvæseninstitut på godset for årligt 12 elever fra den »dannede klasse«. Desuden optoges unge bondesønner som lærlinge, der skulle deltage i gårdens arbejde, men tillige fik lidt teoretisk undervisning. Ideen til instituttet stammer fra Niels Erik Hofman Bangs ophold i Möglin. I perioden 1851-63 stod han som redaktør, udgiver og i stort omfang skribent på publikationerne »Meddelelser for Landmænd I-III«. I første bind heraf udkommet i 1851 har Hofman Bang skrevet en artikel om den svenske harve, som han kalder sit »fosterbarn«. Artiklen indledes med »Der ligger megen Sandhed i den Erfaring, at det ikke er Medgang og gunstige Forhold som bringe Mennesket til Anstrængelse, men trange Vilkaar og Modgang, som have gode resultater og nyttige Opfindelser til Følge«.[9] – Hermed mener Hofman Bang, at udviklingen af den kraftige harve i Sverige skyldes dels et hårdere klima, dels en kold og stiv lerjord. I artiklen gives en indgående beskrivelse af svenskharven og dens fordele. Vi kan her prøve at opregne nogle af disse fordele i forhold til danskharven: 1) Svenskharven har betydeligt kraftigere og længere tænder, som i modsætning til danskharvens ikke spidser til, men derimod bliver bredere mod enden. Tænderne er samtidig mere eller mindre fremadrettede. Svenskharven kan således udføre et langt grundigere arbejde end danskharven. 2) Svenskharvens trekantede form med afrundede sider og lige bagkant giver, i modsætning til danskharven, en bølgende bevægelse, se Hofman Bangs fine tegning fig. 9. Som det fremgår af tegningen giver de buede sider harvens bølgende bevægelse. Ifølge Hofman Bang er det netop ideen med denne harvetype, at den skal bevæge sig lidt til siderne under fremdriften, idet dette giver en langt mere effektiv harvning. Eventuelt kan svenskharven følges af danskharven: »Vil man ikke have de ujevne Streger paa Overfladen, saa maa en dansk Harve hellere slette efter end man bør mindske Virkningen af den svenske Harves slingrende Bevægelse«.[10] Og endelig 3) så udgør den lille »gåsefods-formede« harve et instrument, som med de lange tænder kan komme betydeligt dybere end dansk-harven. Herved er skabt et redskab, som kan bruges direkte på brakmark, og som ikke kræver fornyet pløjning før såtid. Til brug for dækning af såsæd er den også god, dog foreslår Hofman Bang, at danskharven anvendes til rug, som ikke skal så dybt.[11]

Fig. 9. Svenskharvens bevægelse (efter Hofman Bang 1851).

Efter Hofman Bangs nøje beskrivelse i »Meddelelser for Landmænd« har lokale håndværkere kunnet fremstille redskabet. Også de opkommende maskinfabrikker begyndte tidligt at tage produktionen op. Således præsenterede maskinfabrikant M.P. Allerup, Odense, ved Landmandsforsamlingen i Odense 1854 henholdsvis en udgave fremstillet helt af smedejern, henholdsvis en udgave med støbte buller.[12] Hvor udbredt jern-udgaven af svenskharven blev, vides ikke. Landsbymuseet råder over et par eksemplarer.

Hofman Bang slutter sin artikel med følgende: »Maa den fremdeles gjøre sig gjældende og blive almindelig udbredt saalænge indtil Menneskets utrættelige Speculation maaske udfinder nye endnu fuldkomnere Redskaber, for hvilke den gamle svenske Veteran da vil komme til at vige Pladsen«.[13] – Poetisk skrevet, men med en dyb erkendelse af den eksplosive vækst i landbrugsteknologien, som Hofman Bang selv var en aktiv medskaber af. – Omkring århundredskiftet – efter godt et halvt hundrede års aktiv tjeneste i det danske landbrug – erstattedes svenskharven af nye og forbedrede harvetyper. Blandt disse var Niels Jensen Foghs »patentharve« , som dog kun fik en begrænset levetid og ikke særlig stor udbredelse. Den egentlige besejrer var derimod fjedertandsharven, som med dens kraftige, men bøjelige tænder – og med hjulstel til regulering af dybden – var en gevaldig forbedring i forhold til svenskharven, se fig. 10. I løbet af det 20. årh. har denne kultivator udviklet sig til kolossal størrelse, ikke mindst i de sidste år, hvor de virkelig store traktorer er blevet almindelige, se fig. 11.

Fig. 10. Fjedertandsharve (efter Anton Christensen 1926).
Fig. 11. Moderne fjedertandsharve i transportstilling (venligst forevist af firma Stevnhoved & Søgaard).

Lad os da slutte med et lille citat fra »Den landoekonomiske Tidende« fra 1. maj 1840, det år, svenskharven introduceredes i Danmark: »saa maae vi dog i dem beundre Menneskets sindrige Opfindsomhed, og vi have alt seet utalige Exempler paa, at den mekaniske Kunst er i vor Tid stegen til en ubegribelig Høide, og at saamange udmærket dygtige Mennesker have opofret sig til dens Tjeneste, at det ikke maae kunne forundre os at tænke den Tid ikke saalangt borte, da man ikke alene ved et forbedret Maskinerie forbereder Jorden til Sæd paa en saavel fuldkomnere som mindre bekostelig Maade end hidtil, men tillige saaer og høster Sæden med arbeidsbesparende Maskiner. Uagtet alt hvad vi i vor Kortsynhed end synes at kunne have at indvende imod Maskinkraftens udbredelse, trodser dens fremadskridende Vælde dog Mængdens Anskuelser, og idet den lader den menneskelige Legemskraft langt bag efter sig, frembærer den Vidnet om den menneskelige Aands Storhed og guddommelige Oprindelse«.

 

Noter

  1. ^ Anton Christensen: Landbrugets Redskaber og Maskiner, i Det danske Landbrugs Historie, bd. IV, red. K. Hansen, Kbh. 1925-33, s. 470-71.
  2. ^ Illustration efter fig. 1 i N.G. Heine: Den svenske harve i Danmark. Danske Museer 3, Kbh. 1952, s. 33.
  3. ^ N.E. Hofman Bang: Den svenske Harve. I Meddelelser for Landmænd, bd. I. Odense 1851, s. 193.
  4. ^ Hofman Bang, se note 3.
  5. ^ Se note 1 samt Axel Steensberg: Fra Døstruparden til Motorploven. Naturens Verden 1939, s. 433 ff.
  6. ^ Om ’højryggede agre’ se T. Grøngaard Jeppesen: Aastrup I – ’en meget smuk udskiftning’. Fynske Minder 1981, s. 39 ff.
  7. ^ Anton Christensen: Redskabslære. Kbh. 1926, s. 41ff.
  8. ^ Dansk biografisk Leksikon, Kbh. 1980.
  9. ^ Hofman Bang, s. 184.
  10. ^ Hofman Bang, s. 188.
  11. ^ Hofman Bang, s. 197-198.
  12. ^ Heine, s. 39.
  13. ^ Hofman Bang, s. 199.

 

©