“Der gik Odense i den”

– ti år med MASKOT

Fra Madison til Odense

Det begyndte tilbage i 1800-tallet. Lidt efter lidt var det blevet populært at rejse til fremmede lande og slå sig ned. Fra 1860-erne tog det for alvor fart, og frem til 1914 var omkring 165.000 udvandret fra Danmark, langt de fleste til USA. Frem til det seneste årtusindskifte regner man med, at i alt 450.000 danskere har taget turen.

Det var der selvfølgelig flere historikere, der havde fået øje på. Først var det Kristian Hvidt med disputatsen Flugten til Amerika og en af de tidligste edb-baserede, historiske undersøgelser. Så blev det Erik Helmer Pedersen med Drømmen om Amerika. Men også her var fokus først og fremmest på udvandringen, dens omfang, udvandrernes sammensætning og deres oplevelser. Men hvad med Solvang og de 1.430.897 amerika- nere, der i 2000 angav at være af dansk afstamning? Hvordan var det i det hele taget gået med alle dem, der var taget af sted?

Fra venstre ses Asger Halling Lorentzen, Odense Bys Museer, Johs. Nørregaard Frandsen, Institut for Kulturstudier (SDU), Jesper Carlsen, Institut for Historie (SDU), Torben Grøngaard Jeppesen, Steen Ousager, Rigsarkivet og Jørgen Thomsen, Stadsarkivet i Odense.

Det undersøgte chefen for Odense Bys Museer, Torben Grøngaard Jeppesen, som i 2005 publicerede den 443 sider store og på alle måder vægtige afhandling Danske i USA 1850-2000. Men for at komme så langt havde han måttet opholde sig længere tid i USA, i Madison i Wisconsin, og det er i virkeligheden det, der er det centrale i denne artikels sammenhæng, for opholdet inspirerede ikke blot til omfattende kildestudier og faglige kollegadrøftelser, men også til overvejelser om vidensproduktion, nødvendige samarbejder og netværksdannelser. I kredsen omkring Torben blev der efter hjemkomsten pludselig talt om Down Town og Campus. Heri lå, at relationen mellem by og universitet skulle styrkes.

I sin programmatiske fløjartikel i Fynske Minder 2008 skriver Torben om opholdet i Madison lige ud, at han her oplevede “… hvorledes en by og et universitet i en helt anden grad kan være forbundet og udnytte hinanden. Madison med dens 210.000 indbyggere og yderligere godt 200.000 i forstæderne levede og åndede med og af universi- tetet. Og det gjaldt på alle områder, i erhvervsliv, sundhedsvæsen, uddannelse, sport, kunst, kultur og udvikling. Både byen og universitetet vedkender sig dette samspil og er stolte heraf. Her mangler Odense meget. Vi har en by og et universitet. Målet må være, at vi skal have en UNIVERSITETSBY med alt, hvad det indebærer af tæt og integreret udvikling. … Potentialet ligger der, vi skal blot tage udfordringen op.”

Madison havde således givet stof til eftertanke, men samtidig havde det også understreget behovet for mere generelt at tænke udvikling – og måden at drive museum og kulturarvsinstitution på.

Innovativ strategi

Det var begyndt noget tidligere med omkalfatringen af Odense Bys Museer i 1997. Den- gang blev de kommunalt ejede museer med Torben Grøngaard Jeppesen i front samlet i en ny organisation med fokus på at sikre og optimere museets kærne. Fokus var indledningsvis på at få skabt nye og velordnede bevaringsforhold og tidssvarende overblik over samlingernes indhold. Fra 2002 var det så formidlingens tur. Nu var der tid og kræfter til at rette fokus på tilgængelighed og brugerorientering og større udnyttelse af de digitale muligheder. Det blev til overskriften Fra gæst til bruger – fra seværdighed til historisk tilgængelighed.

Et konkret resultat blev cyberspace hurtigt beriget med. Det var Odense Kort Fortalt, forløberen for Historisk Atlas. Her kunne man – og kan man – interaktivt gå på jagt i den fynske kunst- og kulturhistorie med udgangspunkt i et kort. Meget karakteristisk for den nye tilgang var det, at den dengang banebrydende portal nok blev konstrueret og udviklet i Odense Bys Museer. Men i den udviklingsfase, der fulgte efter åbningen i 2006, blev også andre kulturarvsinstitutioner, universitetet og arkiverne inviteret med. I 2007 indgik Odense Bys Museer desuden netværksaftale med Kunsthallen Brandts og partnerskabsaftale med byggeselskabet Olav de Linde og Thomas B. Thriges Fond. Her var formålet at restaurere Thriges stadig eksisterende kraftværk i det centrale Odense. Det var væsentlige elementer i det, Odense Bys Museer i 2007 meldte ud som tredje trin i moderniseringsraketten: Nu gjaldt det Innovative satsninger og netværk.

Bag dette lå en erkendelse af, at kulturinstitutionernes relation til det omkringliggende samfund var i opbrud med helt nye krav til følge. Både politikere og almindelige borgere havde måske en opfattelse af, at kulturarvsinstitutioner var lidt bedagede og levede deres eget liv med tilstedeværelse i gamle bygninger, bygget til helt andre formål. Det kunne også som i arkivernes tilfælde være på grund af deres indhold af “gulnede” papirer, som en tiltrædende kulturminister for ikke så mange år siden formulerede det. Opfattelsen af kulturarvsinstitutioner som bortgemte og støvede måtte derfor ændres. Nytteværdien måtte frem på helt anden vis. For hvem har brug for “gulnede” papirer?

For kulturarvsinstitutionerne var de tider altså ved at være forbi, da man som raison d’être blot kunne nøjes med at henvise til gældende lovgivning og forestillingen om, hvad ethvert civiliseret samfund måtte tage sig af. Det havde klart været på vej også i en længere periode forud, men nu trængte spørgsmål om brugen, brugeren og brugerdreven innovation sig på med kraft. Tilgængeliggørelse og formidling måtte finde nye veje, og indsatsen skulle have en effekt, der endda helst også skulle kunne måles.

Som i it-verdenens open source-projekter måtte nye organisationsformer og arbejds- metoder samt bredere samarbejder være vejen frem i Odense og på Fyn – som andre steder. Med programpunktet Innovative satsninger og netværk tænkte Odense Bys Museer derfor i opgør med silo- og ensidig institutionstænkning, baseret på hierarkiske strukturer og benhård kamp om ressourcer og bevillinger – og den ifølge Torben særlige danske enmands-tradition i forskningen. Derfor, konstaterede han i Fynske Minder< 2011 med henvisning til den generelle samfundsudvikling, at Odense Bys Museer fremover ville satse på netværk på alle felter inden for museumsarbejdet. Det blev uddybet med, “…at forskning, vidensproduktion og formidling primært [finder sted] i nationale og internationale samarbejder og netværk.”

Kort sagt, jo mere åbenhed og samarbejde på tværs af skillelinjer og grænser, desto bedre resultater – selv om ethvert netværk som alt andet ifølge museumschefen selvfølgelig også løbende må vurderes kritisk.

Netværkets og samarbejdets former

Men samarbejde har jo mange former. Noget kan være påtvunget i en stærkt formali- seret hierarkisk top-down-styret kultur, hvor meget handler om at skaffe sig midler og råderum, måske endda på andres bekostning. Sådan skulle det ikke være i Odense. Her skulle det være frivilligt og interessebetonet med fordele for alle parter, som måtte stå lige. Men det skulle også være forpligtende, både når det gjaldt det strategiske og udfø- rende indhold, og det skulle være inden for aftalte rammer.

Det var den idé, kombineret med ønsket om at koble universitet, by og kulturarvsinstitutioner tættere sammen, der i slutningen af 2006 fik Torben til at tage kontakt til byens kulturarvschefer og universitetet. Lige før jul 2006 forelå der en invitation til et møde i januar 2007 – med tilhørende frokost. Der var lagt op til en uformel ramme og en ikke-hierarkisk struktur: “Formålet er at drøfte, om vi i fællesskab kan være med til at bidrage til et stærkere samarbejde mellem Syddansk Universitet og Odense/Fyn. Endnu er det blot nogle løse tanker, men måske vi ved at sætte os sammen kan få noget konkret ud af det. Om end ikke andet, så synes jeg, at vi skal gøre forsøget. Mere derom, når vi mødes.”

Repræsentanter for byens historiske institutioner, både statslige og kommunale, både universitet, museum og arkiver mødtes snart efter til en første drøftelse, som viste sig så lovende, at der ikke var tvivl om, at Torbens tanke måtte føres ud i livet. Deltagerne havde en fælles opfattelse af, at de/vi sammen kunne komme langt med formidling af historie på nye måder. Historien skulle have den plads, den skulle og måtte have i byen, i borgernes bevidsthed, hos beslutningstagere og hos eksisterende og især potentielle brugere af “historien”.

Samtidig kunne man måske også bidrage blot en smule til at løfte byen Odense ud af det evindelige “Der går Odense i den”. Dels var byen netop blevet forbigået som regions- hovedstad til fordel for Vejle, dels bølgede debatten om byens ar, Thomas B. Thriges Gade frem og tilbage. Alt tydede ganske vist på, at den 10 tønder land store motorgade gennem byen stod over for nedgravning eller måske endda lukning, men intet var helt sikkert.

Kort tid efter, i marts 2007, var der enighed om, hvad der skulle ske: Der skulle udarbejdes en forpligtende samarbejdsaftale om etablering af to styregrupper med fokus på programpunkterne: Universer (især H.C. Andersen) og Byliv med direkte inspiration fra Madison: Down Town. Desuden gik de første arbejder med fondsansøgninger i gang. Den første handlede om “konceptudvikling af en formidlingsidé med nyskabende potentiale”. Til arbejdet blev knyttet projektsekretærer, først fra Odense Bys Museer, siden fra universitetet.

Fjer, høns og langt fra andegården

Ved udgangen af maj 2007 foreslå der en endelig og underskrevet samarbejdsaftale. Samtidig anedes konturerne af de første programmer og tilhørende projekter. Den 10. september var der så grand opening på Syddansk Universitet med deltagelse af kulturminister Brian Mikkelsen, rektor fra SDU, Jens Odderhede, og stifterne af MASKOT, som arbejdet blev navngivet: Museer (Odense Bys Museer), Arkiver (Rigsarkivet Odense og Odense Stadsarkiv), Syddansk Universitet (Institut for Historie og Institut for Littera- tur, Kultur og Medier), Kultur, Odense, Tænketank.

Ambitionerne fejlede ikke noget. I en kronik i Fyens Stiftstidende samme dag – som gengivet efter denne artikel – fortalte institutleder, nu centerleder og professor, Johs. Nørregaard Frandsen med en H.C. Andersen-parafrase historien om, at der nu skulle gå Odense i et nyt projekt, men på den gode måde og langt uden for andegården.

I Ny Viden, Syddansk Universitets nyhedsmagasin, hed det om MASKOT:

“Således er det oplagt at tænke Syddansk Universitet ind i eksempelvis udviklingen af havnemiljøet og omlægningen af Thomas B. Thriges Gade…. Desuden er det nu næsten uundgåeligt at bruge universitetets viden om H.C. Andersen… Og mange andre ph.d.- projekter ventes enten at afdække fortiden eller at fokusere på nutiden og fremtiden med det for øje at skabe kultur og kvalitet til byen.”

Herefter gik arbejdet med MASKOT som styregruppe for en række aktiviteter og underliggende netværk i gang. Visionen, som den lidt senere blev spidsformuleret, var med overskriften “Stedets betydning” at

  • bidrage til, at historien bliver nærværende og relevant for borgere og beslutningstagere i Odense og regionen
  • støtte forståelsen af byens udvikling ved at inddrage historie
  • kvalificere den historiske forskning i den syddanske region især omkring fænomenet “byen”
  • bidrage til, at historien indplaceres og medtænkes i det konkrete og aktuelle

Nu skulle der forskes i byen og i nye formidlingsformer.

I løbet af kort tid blev en række idéskitser produceret og en række ansøgninger afsendt til Kulturarvsstyrelsen, EU og diverse fonde. De handlede bl.a. om “Vital Historic Towns”, en vidensbrønd som et nyt formidlingsforsøg og “Byens stemmer”. Det var et outreach-projekt, der i et bredt tværfagligt samarbejde skulle udforske anvendelsen af kulturarvsformidling som transformationsfaktor i skabelsen af nye byrum. Det var også “Vores, Vejens og Verdens historie” om TBT-gaden, “Byrummets kulturarv” med bru- ger-til-bruger diskussion og koblet direkte til den udgravning af byen, der nok var på vej. Som nævnt var det også videreudviklingen af Historisk Atlas, der nu ikke længere skulle begrænse sig til Odense, men omfatte hele regionen.

Ny Odense-forskning

Lige så konkret var formuleringen og udbuddet af flere ph.d.-stipendier. I det ene stipendium, Citydannelse, butiksstrøg og byidealer. Dannelsen af centrale byrum i Odense samt Aarhus og Aalborg 1870-1970, ansattes daværende museumsinspektør, cand.mag. i historie, Jens Toftgaard, der nu er kulturarvschef ved Odense Bys Museer. Målet var at bidrage til en bredere og mere nuanceret forståelse af de danske byers centrum som en integreret del af den moderne by og dens historie. Og så var planen også at få sat mere fokus på industrialderens omdannelse af bycentrenes funktion, karakter og udseende – sat op imod tilsvarende procesforløb i Aarhus og Aalborg.

Som den anden stipendiat ansattes daværende cand.mag. i kultur og formidling, Hjørdis Brandrup Kortbek, med fokus på Thomas B. Thriges Gade og Odense Havn. Hendes spørgsmål var, hvilken kamp der udspiller sig om den symbolske magt i byrummene og i forbindelse med byudviklingen, og hvordan forholdet var og er mellem inklusion og eksklusion i nutidens og fremtidens byrum i Odense. Udgangspunktet skulle være og blev en analyse af byrummene, som de fremtrådte på daværende tidspunkt, dvs. i 2009.

Karakteristisk for MASKOT-ideen blev de to stipendiater opslået i fællesskab af Odense Bys Museer og Syddansk Universitet med medfinansiering fra Kulturarvsstyrelsen. I det første tilfælde skete det i samarbejde med Center for Erhvervs- og Industrihistorie ved Syddansk Universitet (SDU) og Industrimuseet i Horsens. Forinden havde forskere fra MASKOT-institutionerne bidraget aktivt til formuleringen af opslagene.

Samtidig blev der til understøttelse af arbejdet etableret et fagligt forskernetværk med deltagelse af forskere fra alle involverede institutioner og de to SDU-institutter. Net- værket var således ikke blot tværinstitutionelt. Det var også tværfagligt for at under- støtte, hvad der havde været en central ide fra begyndelsen: samarbejdet mellem histo- rikere, litterater, formidlere og kulturfolk. For yderligere at fremme samvirket mellem by og universitet og i øvrigt de lokale forskermiljøer ved institutionerne i bymidten blev der etableret fælles kontorer for de to stipendiater ved Rigsarkivet Odense.

Dermed kunne de to stipendiater i det daglige være tæt på byen og tre af de deltagende institutioner. Stipendiaterne fik selvfølgelig også kontor på SDU og måtte således leve med at pendle mellem Campus og Down Town. Det er formentlig overflødigt at nævne, at begge stipendiater gennemførte med bravur. Hjørdis Kortbek i februar 2013 med overskriften Fra lavmælt provinsby til kreativ storby? Kulturel dynamik i senmoderne byudviklingsprojekter i Odense; Jens Toftgaard med førnævnte titel i 2012.

Formidling og forskning i en højere enhed

Derudover er der blevet afholdt dialogmøder med interesserede forskere fra de tilknyttede institutioner, og der blev gennemført et strategiseminar i 2010, også med deltagelse af en række forskere fra de involverede institutioner. Emnet byplanlægning og udgivelse af en antologi var fremme i flere sammenhænge og var vel også startskuddet til den reformulering af oplægget, der senere fandt sted. Det resulterede i, at antologien Odense i forvandling. Drømme og virkelighed kunne udsendes i 2013. Den var finansieret af de deltagende institutioner og udkom samme dag, som de første spadestik blev taget til de arkæologiske TBT-udgravninger.

Antologien henvendte sig til den almene læser og forsøgte at bygge bro mellem byens kulturinstitutioner og Syddansk Universitet. Det var også sigtet, at den skulle skabe forbindelse mellem en kulturvidenskabelig og en historiefaglig tilgang til stoffet om det moderne Odense med dens utallige historiske spor. Helt overordnet var ideen, som det var meningen med MASKOT fra begyndelsen, at lade forskningen blande sig i udvikling af og diskussion om en by i forvandling. Ti bidrag blev det til fra forskere ved Institut for Historie og Institut for Kulturstudier, som det nu hed, og det nye H.C. Andersen Center også ved SDU, fra Odense Bys Museer, Stadsarkivet i Odense og Rigsarkivet Odense.

Hermed var i hvert fald den faglige og videnskabelige målsætning med Down Town- sporet blevet foreløbigt indfriet. Også de formidlingsmæssige dimensioner var kommet i spil. Med Stadsarkivet som udførende kraft gennemførtes samtidig med udsendelsen af antologien en foredragsrække i Fyens Stiftstidendes Café Stiften-regi. Diskussionslysten var stor og tilstrømningen ligeså. Rækken måtte dubleres. Det mål, som jo var hele fundamentet for MASKOT, og som Torben formulerede det i Odense Bys Museer 2014, var på lange stræk indfriet: “En moderne kulturinstitution, herunder museer, arkiver og universitet… er en aktiv spiller i samfundsudviklingen og søger at give indspark hertil baseret på et kulturelt og historisk perspektiv.”

H.C. Andersen-sporet

Det andet spor, univers-sporet, blev også hurtigt løbet i gang med særlig fokus på H.C. Andersen. I MASKOT-sammenhængen var det især Odense Bys Museer og Torben samt SDU ved Johs. Nørregaard Frandsen, der var udfarende. Sammen skabte de – med afsæt i MASKOT – et robust fundament for både fælles og institutionsindividuelle satsninger. Især Kina kom til at spille en stor rolle, men udgangspunktet var også lokalt at skabe en større forståelse for betydningen af H.C. Andersen for byen Odense.

H.C. Andersem-udviklingen foregår også i en række andre regier, bl.a. gennem H.C. Andersen Fonden og fra 2013 med årlige HCA-festivaler. Men samarbejdet i MASKOT bidrog klart til at sætte gang i et tættere samarbejde mellem by og universitet. Det kom til udtryk ved nykonstruktionen af universitetets H.C. Andersen Center, som i øvrigt lidt senere flyttede ind til byen i Det adelige Jomfrukloster. Museet og Torben var her en aktiv medspiller, og ser man på centrets hjemmeside og talerne ved indvielsen, lød da netop også overskriften: “HCA-center skal bygge bro mellem by og universitet”.

Resultaterne taler for sig selv og er kendt af de fleste i byen: Både centerlederen og museumschefen er ofte i Kina sammen og hver for sig med kontakter på absolut højeste plan i både Kina og Danmark og i andre lande som Korea og Japan. Og kineserne valfarter til Odense. Globaliseringen har også her haft sine positive virkninger.

Ikke mindst MASKOT-samarbejdet og det gode samarbejdsmiljø, som det har afstedkommet, var da også bidragende til, at Odense Bys Museer, Syddansk Universitet og Rigsarkivet Odense kunne samarbejde om at markere betydningen af fundet af “Tællelyset”. Det skete helt naturligt og med respekt for hver enkelt institutions særlige kompetencer og mission, da afskriften af det hidtil ukendte, tidligste H.C. Anderseneventyr blev fundet hen mod jul 2012 i familiens Plums privatarkiv på Rigsarkivet. Faktisk lykkedes det med fælles pressemeddelelse, optræden i TV og efterfølgende fælles oplæg til en paneldebat om ægtheden af det fundne at gøre det, som gode netværksdannelser også kan: hjælpe hinanden hurtigt og let, fagligt kompetent og på tværs.

Samarbejdet og MASKOT gav da også en vis genlyd. Således var Kulturministeriets Forskningsudvalg på besøg i september 2013 for at høre både om samarbejdet mellem museet og H.C. Andersen Centret og om andre samarbejdsformer i Odense, herunder MASKOT.

Vurdering

Det har gennem de seneste år været stadig mere nødvendigt for kulturarvsinstitutionerne at gentænke rammer, arbejdsmetoder og forhold til den omgivende verden. Samtidig var der i Odense og på Fyn en generel udfordring forbundet med effekten af den omdannelse, øens hovedby havde været igennem i overgangen fra industrisamfundet til noget nyt. Det blev tydeligt udstillet i diskurserne om Thomas B. Thriges Gade. Og videre havde byen og universitetet et behov for at tænke sig mere sammen. Det var de problemstillinger, museumschef Torben Grøngaard tog op i den sammenhæng, der blev til MASKOT, i år for netop 10 år siden, og bl.a. det, han bl.a. blev anerkendt for, da han i 2012 blev udnævnt til adjungeret professor ved SDU.

Alle de ideer, som Torben havde med, eller som opstod i MASKOT-samarbejdets tid, er ganske vist ikke fuldstændigt blevet indfriet. Der kunne sagtens arbejdes videre med alternative formidlingsformer og med den brugerdrevne innovation. Formentlig under- kendte alle deltagerne i netværket desuden de ressourcer, det kræver ikke mindst på det udførende plan i de enkelte institutioner, hvor dagligdagen kræver sit. Men tilbage står en række synlige resultater af arbejdet. Det gælder f.eks. formidlingsindsatser. Flere stipendiater leverede banebrydende forskning. Forskernetværk blev etableret, og en central publikation om bymidten og den motorgade, som meget af byens udvikling de senere år har været fokuseret på, kom på gaden i næsten bogstavelig form.

Samarbejdet museum-universitet har været et stærkt bidrag til udviklingen af de dansk- kinesiske relationer, der sammen med forbindelser til mange andre lande har fået Odense og Fyn på det globale verdenskort i en HCA-sammenhæng. Det har, selv om MASKOT langtfra stod alene eller overhovedet fungerede som aktør, haft uvurderlig betydning for udbredelsen af viden og forskning om H.C. Andersen og som understøttelse af turismeerhvervene lokalt.

Men et netværk som MASKOT har også haft betydning på de indre linjer. Det har været et fordomsfrit og åbent miljø, hvor ideer og erfaringer samt tanker om den nyeste udvikling har kunnet vendes i antitesen til en hierarkisk og top-down styret struktur. Det har haft stor betydning for “mindset”-et også i hver enkelt af de deltagende institutioner. Tiden står imidlertid ikke stille, og udfordringerne holder ikke op med at melde sig. MASKOT er nu på vej ind i sit andet liv. Det kalder nok på en revision af strategi og handleplaner for MASKOT, Torben?

Meget af det kom fra Torben og Madison, andet blev sat i gang af andre, men med inspiration fra Torbens tale herom. Så ja, der gik Odense i det, men på den gode måde. Se, det var en virkelig (god) historie. Og så er det ganske vist.

 

Litteratur

  • Fynske Minder, 2008-2013
  • Odense Bys Museer, 2014-2016
  • Odense i forvandling. Drømme og virkelighed. Red. af Johs. Nørregaard Frandsen og Jens Toftgaard, 2013
  • Torben Grøngaard Jeppesen: Danske i USA 1850-2000 – en demografisk, social og kulturgeografisk undersøgelse af de danske immigranter og deres efterkommere, 2005

 

Model af “Odins-tårnet” fra udstillingen “Fyn – midt i verden” på Møntergården.

Lad der så gå Odense i den

Af Johs. Nørgaard Frandsen
Kronik, Fyens Stiftstidende 10/9 2007

I dag indledes officielt et nyt samarbejde om forskning og formidling, der i første række har Odenses kulturhistorie, Odense som kulturby og Odense som udviklingsby, som sit emne og sit felt. Det er samarbejdspartnernes ambition at dette projekt måtte brede sig som ringe i vandet i den syddanske region og videre, ikke bare her i landet, men måske endda kunne give international resonans. Vi vil med samarbejdet gerne fortælle en opbyggelig historie. Ja, det er ganske vist!

“Det er en frygtelig historie” sagde en journalist, og det omme i den kant af landet, hvor historien ikke var passeret. “Det er en frygtelig historie i Andersens gamle hjemby! Jeg tør ikke investere! Eller betale mine skattekroner der! Eller studere i den by! Eller iværksætte! Huh! Det er godt, vi er mange sammen på limpinden!” – Og så fortalte han, så de digitale skærme gnistrede hos de andre meningsdannere og både politikere, medier, universitet, kulturinstitutioner og investorer lod kammen falde! Det er ganske vist!

Men vi vil begynde med begyndelsen, og den er svær at finde, men måske handler det om en velbjærget borgerby midt i det fedeste selvfornøjede Fyn, hvor de røde køer brøler, mens de røde heste vinder løbet – Kom så, Ibrahim! – og tågen letter i fynsk forår, mens alle de små fowli, de’ dog e’ te’ i år! Hvor alting kom let i industritiden, og hvor borger- skabet, der var hvidfjedret og lavbenet, lagde deres reglementerede æg, og var respektabel i alle måder – nøjagtig som den rødeste røde arbejderklasse i fine rækkehuse med georginer og stokroser nok.

Men en dag pillede byen et fjer, for alle bilerne skulle jo igennem til havnen – eller også var det omvendt – og gamle Thomas B. Thrige skulle vel også have en gade. Det fik han! Og det endda med fire spor lige midt i byen. Ja, det var da en beslutning, men siden kunne ingen huske af hvem eller hvorfor, og sådan blev der en firsporet kurren af alle duerne på taget, der ikke vidste at sige andet end: “Vi sagde det nok! Vi sagde det nok! Vi sagde det nok!” Men sådan er det med duer, ingen kan huske, hvad det var, de nok sagde! Snart vænnede hele hønsegården og dueslaget sig til at kagle og kurre: Vi sagde det nok! Vi sagde det nok! – Og det er jo det samme som: “Det nytter ikke noget!” Og det er jo godt, for det er det samme som at købe kejserens ny klæder i metermål, og det koster mere end det varmer.

Høne sad ved høne på hjaldet, hane ved hane og (Jens P.) Koch ved (Morten) Korch. De hørte og hørte, hvad der blev sagt. Ja, en nabo måtte sige det: “Hørte du, hvad der her blev sagt? Jeg nævner ingen, men der er gået Odense i den igen! Ja, det er jo for at plukke sig selv. Det skal være så velgørende at plukke sig selv! I hvert fald gør de det igen og igen til halen er bar, og de ikke har en eneste fjer på! Var jeg kulturminister, ville jeg foragte sådan en høne! Huh!”

Og lige over hønsenes hjald, der sad jo Uglen, der var så fornem, at han kunne kalde sig Syddansk og strutte med sine rustrøde fjer i den fynske bøgeskov og øve sig i ordet ‘campus’ i ental og flertal efter adskillige bøjninger, endda på sønderjysk kinesisk, esbjergensisk marinarkæologisk og koldingensisk trekantiværksætning, jo de havde skarpe ører i den familie, de hørte hvert et ord, rullede med øjnene og på r’erne i Forrrrskning, og viftede med vingerne: “Der er gået Odense i den! Hør bare ikke efter! Men I hørte sagtens, hvad der blev sagt? Der er gået Odense i den igen! Jeg hørte det med mine egne ører, og man skal høre meget, før de falder af. Der er gået Odense i den. De sidder og piller fjerene af og lader både borgmesteren og rådmanden se på det! Boyelig og føjelig, fjer på fjer.”

“Prenez garde aux enfants!”, sagde Ugle-Fader, “det er ikke noget for de studerende! Dem skulle der da nødig gå Odense i”. Men det gør der nu heller ikke, for de flyver til andre hjald, hvis ikke hønsegården giver dem andet end korn at pikke. De vil også have fede hønsegårde at klukke og skrabe i.

Taj, byen som havde mistet den løse, lille fjer, kunne slet ikke kende sin egen historie igen, og da byen var en respektabel by, så sagde den: “Jeg foragter det hønseri!, med sådan er det, når der går Odense i den. Sådan noget skal man ikke fortie”, og så kom det i Fyens Stiftstidende, og det blev trykt, og det er ganske vist: Der er gået Odense i den!

Undskyld! Det er helt utilstedeligt at fortælle den slags eventyr, der slet ikke er for børn. Vi skulle dog hellere fortælle noget opbyggeligt, når vi nu er betalt for det. Og det er netop, hvad vi gerne vil gøre, fortælle en opbyggelig historie om at lade en lille fjer blive til fem fede høns, der er i stand til at dreje hanen om for en ny og kreativ produktiv udvikling for en by og en region, som rummer mange flere kræfter end hønsegården lader ane.

MASKOT er – om ikke hanegal – så dog en slags galskab, hvor initiativtagerne har vovet at rejse kammen og forlade hjaldets forudsigelighed. MASKOT er et såkaldt akro- nym, altså et navn der er dannet af forbogstaver fra partnernes navne. Museer, arkiver, Syddansk Universitet, kultur og kulturhistorie, Odense, tænketank og samarbejde. Mere konkret er det en samarbejdsaftale, som vi glæder os til at undertegne, mellem Odense Bys Museer, Stadsarkivet, Statens arkiver v/ Landsarkivet for Fyn og Dansk Data Arkiv, Syddansk Universitet ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse samt Institut for Litteratur, Kultur og Medier.

Vi er – om ikke d’Artagnan og De tre Musketerer – så dog erfa-venner, der har siddet med fødderne i kulturens rindende strøm og set Odense Å flyde. Vi så Odense blive forbigået som hovedstad for den syddanske region, skønt her lå jo universitetets og sundhedsvæsenets absolutte hovedborge. Tilsammen har vi, universitet og de tre markante arkiv- og museumsinstitutioner, stor viden og kompetence, når det gælder denne bys rige kulturarv – og byen selv som kulturarv. Vi har ikke bare adgang til arkivalier, ting og biografier, men vi har tilsammen en fremragende gruppe af forsknings- og formid- lingsmedarbejdere, som vi gerne vil bringe ind i et forpligtende samarbejde om en række helt konkrete projekter, der dels allerede er her, dels vil opstå i tiden frem over.

Vi har en enestående historisk chance og mulighed for at lade dette samarbejde folde sig ud netop nu på en måde, som ikke bare kan give point i forskningens store annaler, men som konkret og kontant kan medvirke til formningen af byens fremtid, og som kan stille sig til rådighed i den videre udvikling af byens kreative potentiale. Netop nu står Odense over for store udfordringer og muligheder. Byrådet har besluttet sig for at satse stærkt på det kreative i sin udbygning. Havnemiljøet skal finde sin fremtid og Thomas B. Thri- ges Gade ligger der som en slange, der ikke ved om den vil grave sig ned eller fortsat spalte byen med sit dræberhug.

Vi har tilsammen meget stor ekspertise i områder som industri- og erhvervshistorie samt i markante personers historie som eksempel naturligvis i H.C. Andersens litteratur, liv og levned i Guldalderens epoke. Vi har tilsammen en overordentlig stor viden om kulturformidling i teori og praksis. Og så er vi vant til at samarbejde med byen, med regionen – og med hinanden. Vi glæder os til at det vil efterspørges, at der søreme gik Odense i den! Men at det denne gang betød det stik modsatte af, hvad det plejer. Fra nu af skal der gå Odense i den langt uden for andegården.

Og det kommer i avisen og det bliver trykt, og det er ganske vist: En lille fjer kan nok blive til fem høns. Det er ganske vist! Lad der nu gå Odense i den.

Emner: Forskning, Odense, Odense Bys museer, Th. B. Thriges gade, HC. Andersen, formidling, TGJ, netværk, Danske i USA, samarbejde mellem museum/by og Universitet, MASKOT, Madison, byrum
©