Det lange perspektiv

Om Odense Bys Museer dengang, nu og i fremtiden

Søndag den 9. december 1860 kunne det første museum i Odense slå dørene op. En lille indbudt kreds deltog i åbningen, og nogle dage senere havde byens borgere mulighed for at tage det nye museum i øjesyn. Museet holdt åbent hver onsdag middag mellem kl. 12 og 13. Til gengæld for den yderst begrænsede åbningstid fik man rundvisning i udstillingerne af et af bestyrelsens medlemmer. Det lille museum, som fik navnet Nordisk Museum i Odense, havde til huse pa Odense Slot. Staten, der dengang ejede slottet, stillede efter en henvendelse til Finansministeriet to lokaler gratis til rådighed til formålet. Det drejede sig om salen i slottets stueetage ud mod Kongens Have -kaldet Rosen – og et lille tilstødende lokale. I dag er det flotte og istandsatte lokaler, men dengang led rummene af at være uopvarmede og fugtige.

Trods beskedne kår var museet i Odense blevet til virkelighed. Fra den første bekendtgørelse i avisen, om at en kreds af Odense-borgere ønskede at danne en museumsforening, til realiseringen var der kun gået godt et halvt år. Men som så ofte siden for museerne i Odense var der tale om et endog meget langt tilløb fra første idé til konkret gennemførelse. Ophavsmanden til idéen om et museum i Odense var Johan Bülow, ejer af Sanderumgård. Johan Bülow havde med interesse fulgt nedsættelsen i 1807 af den nationale Oldsagskommission, der siden førte til Nationalmuseet. Bülow skænkede oldsager til kommissionen i København, men han ønskede faktisk, at man kunne skabe et fynsk museum. I 1824 oprettede han og hans hustru et testamente, hvori det bestemtes, at når alle andre testamentariske beløb var udbetalt, skulle resten samles, og renten lægges til en kapital med henblik på at opføre en bygning, der kunne rumme museum og med plads til Stiftsbiblioteket. Beløbet skulle ikke udbetales, før der var nået en samlet sum pa 16.000 Rigsbankdaler sølv. De 14.000 kunne bruges til at opføre museumsbygningen, og de sidste 2.000 skulle forrentes, hvorved der af afkastet kunne lønnes en bibliotekar. Med denne donation var der skabt et økonomisk fundament for et museum, men der skulle gå mange år, inden testamentets betingelser blev opfyldt. Årsagen var, at flere personer i deres levetid skulle nyde godt af renteafkast fra dén testamentariske gave. Først i 1881 – over halvtreds år efter Bülows død -blev det fordrede kapitalniveau nået. Bülow nøjedes dog ikke med sit testamente. Han forærede Stiftsbiblioteket 69 stykker oldsager, som primært stammede fra Sanderumgårds jorder. Guvernøren over Fyn, Prins Christian, fulgte op og foranledigede, at der fra Oldsagskommissionens samling i København i 1818 overførtes 106 genstande til det fynske stiftsbibliotek. Den lille fynske samling nød dog ikke synderlig opmærksomhed i de følgende mange år og støvede blot til på hylder i stiftets bibliotek.

"Højbymanden" – fra jernalderen, 3.-5. årh. e. kr. Odense Bys Museer

Da Nordisk Museum i Odense åbnede i 1860, var det ikke på grundlag af Bülows penge. Initiativtagerne og den lille museumsforening skaffede selv de første begrænsede midler. Men Bülows samling blev en del af det nye museum lige fra starten. Bestyrelsen rettede henvendelse til Oldnordisk Museum i København om at få deponeret en samling derfra. Svaret var nej, idet man henviste til, at der allerede var afgivet oldsager til Odense, og at disse ikke blev behandlet anstændigt i Stiftsbiblioteket. Det fik naturligvis den nye museumsforening i Odense til at tage kontakt med Stiftet. Herfra kom et hurtigt svar. Biskop Engelstoft overdrog stiftets samling på 243 genstande til museet på ubestemt tid. Hermed var grundsamlingen skabt før museets åbning.

Tilblivelsen af museet i Odense fra første idé til realisering havde således strakt sig over en periode på mere end fyrre år. At realiseringen kom til at ske netop i midten af det 19. århundrede skal tilskrives en kombination af flere faktorer. Op gennem 1800-tallet vaktes en nationalfølelse, der fik yderligere styrke som følge af presset på Danmark fra landets sydlige nabo. De nordiske toner spilledes der oftere og oftere på som modvægt til de magtfulde kræfter i Prøjsen.

Gennem den folkekære konge Frederik 7. spredtes interessen for arkæologien og fortidsminderne til en stadig bredere del af befolkningen. Nu ville ogsa de større byer i provinsen have et museum med spor af fortidens storhed – et museum på linje med det, som allerede var skabt i hovedstaden i form af Oldnordisk Museum. Først kom museumsforeningen i Ribe i 1855, så fulgte tilsvarende initiativer i Odense i 1860, senere samme år i Århus og året efter i Viborg. En hel "museumsbølge" rullede ud over de største købstæder i disse år. Blandt faktorerne bag må man naturligvis ikke glemme de nok så vigtige initiativtagere og aktører. Deres iver og handlekraft var forudsætningen for holdbare realiseringer. 1 Odense blev det apoteker Gustav Lotze, der om nogen kan tildeles rollen som den stærke kraft. Han var med fra starten og sikrede gennem sit personlige engagement både som leder og som stor økonomisk bidragsyder, at det lille Nordisk Museum i Odense kunne vokse sig stort og endda nogle årtier senere få sit helt eget nybyggede hus. Gennem 33 år kom Lotze til at sætte sit markante præg på Odense Museum.

Ur fra 1562. Har tilhørt den sidste prior i Sct. Knuds Kloster. Odense Bys Museer

Samlingerne, rammerne og præsentationen i Nordisk Museum i Odense i 1860 var naturligvis beskedne, men alligevel en bemærkelsesværdig præstation udført af en lille bestyrelse på blot fire mænd. Deres idéer, initiativ og utrættelige engagement skabte ikke blot en museumsudstilling i Odense, men lagde grundstenen til en museumsorganisation, som i dag 150 ar senere er vokset sig stor, dækker bredt og er i fuld vigør. Vi skylder stor tak til de personer, som satte skibet i søen, og naturligvis også til rækken af ledere og medarbejdere, der siden har holdt kursen og lagt lag på lag til de flotte samlinger og museer, byen i dag rader over. En pudsig tanke, som i hvert fald sætter museumsarbejdet i perspektiv, er at de ting, der i 1860 var dagligdagens almindelige redskaber, inventar og møblementer, i dag for længst er blevet historiske – og kommet på museum!

Museer beskæftiger sig med fortiden. Grundstammen består i samlingerne, der skal bevares til evig tid for at belyse fordums dages liv, virke og kunst. Lige så betydningsfuld er den til stadighed udbyggede viden, som museumsarbejdet fører med sig i studiet af genstandene, gennem arkæologiske og historiske undersøgelser og i analysen af de kunstneriske udtryk, som mennesker har skabt gennem tiderne. Hertil skal lægges den faglige kunnen hos museumsmedarbejdere, som er forudsætningen for overhovedet på kvalificeret måde at kunne indsamle, bevare, forstå og uddrage historien af de mange genstande, værker og optegnelser. Et museum kan defineres som et konglomerat af tre grundelementer: samlinger, viden og faglig kunnen. Denne definition står noget i kontrast til den daglige opfattelse blandt mange mennesker, der ved brug af ordet museum tænker pa en konkret bygning. Som det vil fremgå af denne artikels blik over 150 års museumshistorie, har museet som "hus" eller "ramme" også fyldt meget i arbejdet med udvikling af institutionen og i kampen for at skaffe ressourcer hertil. En museumshistorie uden omtale af de fysiske rammer vil ikke være rimelig. Museumsledelsen har lagt mange tanker og kræfter i at sikre ordentlige forhold for samlingerne, både når de bruges i udstillinger, og når de skal opbevares under sikre omstændigheder for eftertiden i magasinerne. En ordentlig præsentation af de historiske og kunstneriske værdier skal naturligvis ske i gode og smukke lokaler. Dette har gennem alle 150 år stået som et meget vigtigt mål for museet i Odense – og vil så afgjort også gøre det i de kommende mange ar. Også selv om digitalisering og gengivelse i 3D giver helt nye muligheder for både at præsentere langt mere og til en langt bredere kreds af interesserede uanset hvor i verden, man matte bo. Et er dog en gengivelse, noget andet at stå ansigt til ansigt med den originale genstand, skabt og brugt af fynboer for hundrede ja måske tusindvis af år siden.

Medens de fysiske rammer gennem de mange år har skiftet flere gange, er museets reelle indhold i form af samlinger, viden og faglig kunnen fastholdt og udbygget med afsæt i de spor, som blev lagt i 1860. I dag er omfanget af samlinger, arkiver, registre, optegnelser samt faglig indsigt og kunnen mange, mange gange større, end tilfældet var, da grunden til Nordisk Museum i Odense blev skabt på Odense Slot. Vi bygger videre pa de formål og satsninger, som blev formuleret og skabt for 150 år siden med arkæologien i centrum, suppleret for 125 år siden med billedkunst og ældre historie, for 100 år siden med folkekultur og H.C. Andersens liv og værk, for 70 år siden med bygningskultur og for 50 år siden med historien om komponisten Carl Nielsens og dennes hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens, livsforløb, værker og kunstneriske betydning. Nogle få tal kan belyse dimensionen heraf, men viser naturligvis så langt fra rækkevidden af al den viden, som disse mange enkeltgenstande og værker er suppleret med. De fire hovedsamlinger, som Odense Bys Museer i dag har ansvaret for at indsamle til, bevare, registrere, udforske og formidle, omfatter arkæologien med ca. 300.000 genstande, historisk tid med 115.000 genstande, herunder den store mønt- og medaljesamling med ca. 18.000 numre, H.C. Andersen- og Carl Nielsen-samlingerne med knap 27.000 dokumenter, breve, bøger, klip, tegninger og inventar samt kunstsamlingen pa ca. 6.500 værker fordelt på malerier, skulpturer og grafiske arbejder. Til dette skal lægges fotosamlingen på omkring 1 mio. historiske optagelser foruden film og meget mere.

Museerne er naturligvis i deres virke præget af og forankret i deres fokus pa at dokumentere og fortælle kunst- og kulturhistorien. Et humoristisk replikskifte, som næsten er blevet standard i den odenseanske museumsverden, lyder således: Er der sket noget nyt? – Nej, vi beskæftiger os kun med noget gammelt! For en udenforstående kan et sådant svar forekomme verdensfjernt og urealistisk. Det er det naturligvis også – eller burde i hvert fald være det. Museer eksisterer i deres samtid og er præget af de forhold, der sætter rammen om det aktuelt levede liv. Som historiker bør museumsmanden om nogen have et blik for både historien, samtiden og fremtiden og i sit virke arbejde med de lange perspektiver. Heri ligger efter min opfattelse netop missionen for museer. Museers formål er ikke at bevare for bevaringens skyld, men at give samtiden en forståelse for det historiske perspektiv – på de historiske forudsætninger og tildragelser, der har skabt nutiden, og som på en række punkter sætter rammer for den fortsatte udvikling. I et nutidigt hektisk samfund er denne opgave blevet endnu vigtigere. I gamle dage betød fortællingen om tidligere tider langt mere end i dag. Det gjaldt for den store historie om kongerne og adelen og deres indsats gennem århundreder. Netop det lange perspektiv og forståelsen herfor var hele grundlaget, det aristokratiske samfund var opbygget på. Men det gjaldt også den lille historie – om livets gang i landsbyen eller i familien. Her taltes næppe om århundreder, men om aret, arene og nærmeste slægtled – resten fortonede sig i folkeeventyret, hvor fantasien blander sig med virkelige tildragelser.

I dag bombarderes vi med nyheder i samme sekund, som de finder sted verden over. Og det af en medieverden, der til stadighed vokser, og hvor nyheder oftere og oftere iscenesættes som led i en stadigt stærkere kommercialisering. Omfanget af nyhedsstrømmen er så stor og så dominerende i de digitale medier, at viden om og forståelse for de historiske forudsætninger næsten er forsvundet. Det er, som om vi tror, at verden er skabt i dag og forandret i morgen – uafhængigt af hvad der skete i går. Sådan er virkeligheden jo ikke. Tværtimod er vi enormt bundet af fortiden og dens beslutninger. Det gælder såvel i vores fysiske som mentale verden. Nationer, politiske systemer, byer, huse, veje, torve og pladser er skabt og udviklet gennem mange år, ja endog for en god dels vedkommende gennem mange hundrede år. Odense ligger, hvor Odense ligger, fordi mennesker for over tusinde ar siden slog sig ned her. Fordi følgende generationer byggede videre på den bosættelse, der skabtes ikke langt fra vikingeborgen Nonnebakken. I middelalderen kom det ene kloster efter det andet til, og der skabtes markedspladser og handelsforbindelser. Alt sammen grundlaget for den by som gennem de sidste par hundrede ar er vokset og vokset med industrialiseringen, flytningen fra land til by og senest skabelsen af det moderne service- og kommunikationssamfund, hvor vidensarbejdspladser er nøglen til fortsat fremgang og vækst. Tidligere tiders beslutninger blandt ens egne forfædre er også på mange mader afgørende for det liv, vi lever i dag. Vi er pa godt og ondt bundet af en fortid – også selv om vi i dag synes at leve i en global verden med uendelige muligheder og frie valg. Det er naturligvis muligt at bryde med fortiden, men tit ligger der bag et sådant brud faktisk også historiske forudsætninger i familiehistorien. Gennem flere år har jeg arbejdet med historien om de danske udvandreres og ikke mindst deres efterkommeres liv i USA. Selv om der er gået 3-4 generationer, siden forfædre besluttede at forlade Danmark for at søge mulighederne i det store land, kan man stadig spore træk i efterkommernes tilværelse dels af deres skandinaviske herkomst, dels af hvor i USA en oldefar eller bedstemor oprindeligt slog sig ned. Hans eller hendes beslutning præger stadig olde- eller barnebarnet og dets liv i dag, det være sig socialt, økonomisk eller i forhold til hvilken holdning vedkommende har til religion, politik og centrale, aktuelle værdispørgsmål i samfundet.

At arbejde med det menneskelige perspektiv i forhold til fortid, nutid og fremtid er en dybt fascinerende og utrolig givende opgave, som bade er den museumsansattes ret, men også pligt. Langt de fleste inden for denne branche har forstået eller accepteret dette, og kun få synes, at arbejdet med at bevare fortiden er et mål i sig selv. Naturligvis skal indsamling og bevaring ikke kun ske for egen samtids skyld. Museernes opgave er at sikre, at også en fremtid kan skabe historisk perspektiv. Heri ligger en anden dimension af perspektivet for den museum sansatte. Arbejdet pa et museum er ikke et traditionelt produktionsjob, hvis umiddelbare værdi eller honorering afregnes til fulde i samtiden. Det er en mission – eller med et gammeldags udtryk et kald – der naturligvis delvis opfyldes i det daglige arbejde med at formidle kunst- og kulturhistorien, men også indeholder en meget stor del, som først andre vil høste frugten af i kommende generationer. Tænk blot på de tusindvis af timer, der går med møjsommeligt at udgrave og registrere spor fra fortiden eller tilsvarende tid med at afrense og konservere genstande for ikke at tale om den efterfølgende sikring af genstandenes rette opbevaring på magasiner, ordning af de mange optegnelser, udarbejdelse af registre og meget mere. En meget stor del af et museums arbejde handler om at bevare for en fremtid og en brug, man ikke selv kommer til at opleve. Museumsarbejdet er som et isbjerg. Kun en tiendedel stikker op i form af udstillinger, publiceringer i bøger, rundvisninger, foredrag og publicering på internettet. Resten dækker over det minutiøse arbejde, der foregår ved undersøgelser, forskning, registrering og bevaring – oftest uden for offentlighedens lys. Heldigvis står der en utrolig stor respekt om museumsarbejdet i det omgivende samfund. Forståelsen af samfundsværdien heraf er så betydelig, at der i Danmark ikke alene drives store statslige museer i København, men langt de fleste byer har tillige et eller flere museer drevet primært af lokale offentlige midler med en god portion privat støtte.

Museumsarbejdet er således karakteriseret af det lange, seje træk. Det gælder kernen i arbejdet med samlinger og vidensopbygning, og det gælder også realiseringen af formidlingsmæssige mal. Den historiske udvikling af Odense Bys Museer gennem 150 år viser, at ikke blot ved starten i 1860, men også ved realisering af andre store og markante opgaver og byggerier kan der gå en rum tid fra idé til gennemførelse. Begge dele er så afgjort faktorer, som spiller afgørende ind på, at jobbet som museumsansat fører til – om end ikke for alle så dog næsten – et livstidsjob. Tager vi her alene Odense Bys Museers ledere gennem de mange år, er personkredsen kun lille. Som nævnt var det apoteker Gustav Lotze, der ved siden af sin forretning påtog sig at stå i spidsen som Odense Museums reelle leder gennem 33 år. Efter en kort overgangstid ansattes cand.-theol. Chr. M.K. Petersen som museets første inspektør i 1906. Der var i hele Petersens tid alene tale om en deltidsstilling, som han varetog samtidig med jobbet som lærer og senere inspektør ved Giersings Realskole. Det var dog kun lederstillingen, som var deltids. Museet, som efterhånden havde fået flere filialer, beskæftigede 2-3 fuldtidsansatte til at tage sig af de daglige opgaver. Chr. M.K. Petersen fortsatte sit virke frem til 1939. Historikeren Svend Larsen, der allerede kom til museet i 1931 som museumsassistent, overtog nu ledelsen. Han bestred posten til 1964. På det tidspunkt var ledertitlen ændret til direktør, og ny i dette job blev historikeren Niels Oxenvad. Han havde allerede fået ansættelse i en inspektørstilling ved museet i 1959. Oxenvad sad i spidsen for Odense Bys Museer frem til 1989, hvor en ny leder rekrutteret inden for egne rækker tog over. Det var dog ikke et farvel til Niels Oxenvad. Efter eget ønske koncentrerede han sig om den daglige ledelse af H.C. Andersen- og Carl Nielsen-museerne frem til sin afgang i 1996. Efter 37 års ansættelse. Et virke som er blevet fulgt op med fortsatte studier i H.C. Andersens verden og flere bogudgivelser som resultat heraf. Som museumsmand slipper man ikke sin interesse og mission. I 1989 overtog nærværende forfatter ledelsen af Odense Bys Museer. Som forgængerne startede karrieren ved museerne i Odense langt tidligere. Efter nogle år som studenterhjælp blev det efter kandidateksamen og licentiatgrad i historie og nordisk arkæologi til en ansættelse som inspektør i 1977. Indtil nu har således – bortset fra en overgangsperiode efter Lotze – fem personer stået i spidsen gennem Odense Bys Museers 150-årige historie. Ikke blot ledere har haft et livslangt virke ved museerne i Odense. Listen over ansatte, der har viet det meste af deres arbejdsliv til denne gerning, omfatter mange. Også i dag er der i forhold til tidens ellers meget labile arbejdsmarked en markant kontinuitet i ansættelserne. Vælger man museumsverdenen som livsbane, gør man det på grund af museets mission og forståelsen af det kald, der ligger heri. Det er dybt fascinerende og også med en portion ærefrygt og stolthed, at man på denne vis viderefører en institution, der har en så lang historie bag sig, og som indeholder så store værdier både for nutiden og for kommende generationer. Det bliver spændende at se, om en fremtid vil bryde kontinuiteten. Mange steder i samfundet er ansættelser langt mere kortvarige og med hyppige spring i karrieren fra branche til branche eller fra geografisk sted til sted. Mange taler varmt for fornyelsen heri. Om værdien heraf kan opveje det lange seje træk, den tabte viden og indsigt samt muligheden for trods langstrakte planer at kunne forfølge og realisere disse, er en anden sag, som der nok kan stilles et stort spørgsmålstegn ved. I disse år ser man alt for ofte, at man tror, at basal viden og kunnen kan købes hos konsulenter eller gennem hurtige personaleskift. Der går alt for megen viden tabt på den måde. Nye – uanset om det er konsulenter eller ansatte – skal, hvis de ikke har haft mulighed for at videreføre institutionens basisviden, starte på bar bund. I udliciteringens og ansvarsforflygtigelsens hellige navn ser man desværre alt for ofte, at offentlige myndigheder og institutioner griber til den lette løsning med at købe – såkaldt — viden, i stedet for at sikre opbygning og bevaring af denne. Jeg tror, at man på vegne af institutionen – i hvert fald hvis det er en videns- og bevaringsinstitution – skal gøre sig fordele og ulemper meget klart ved dette valg. Hvis kontinuiteten kun dækker over ønsket om uforanderlighed eller manglen pa evne, da er prisen naturligvis for høj.

Gustav Lotze
1860-1893
Christian M.K. Petersen
1906-1939
Svend Larsen
1939-1964
Niels Oxenvad
1964-1989
Torben Grøngaard Jeppesen
1989-

Lad os fra disse betragtninger over fastholdelse af faglig kunnen vende tilbage til nogle afgørende træk i Odense Bys Museers historie. Efter oprettelsen i 1860 gik der ikke mange år, før ønsket om mere plads og bedre forhold meldte sig. Samlingerne voksede, og ligeledes udvidedes interessefeltet fra oldtidsgenstande til mønter og genstande fra middelalder og renæssance. Kunstværker ville man også gerne kunne rumme. Nordisk Museum i Odense kom på byens budget fra 1878 med en årlig bevilling pa 150 kr. Samtidig med den kommunale bevilling besluttede museumsforeningens bestyrelse, at man var indstillet på, at byen skulle overtage museet. Dette kom til at ske i 1885, samtidig med at et nybygget museum stod klar til indvielse. Gustav Lotze kunne ved den lejlighed overdrage såvel bygning som samlinger til byens borgmester. Det første og gennem mange ar eneste kommunalt ejede museum i Danmark var hermed en realitet. Siden er dette ejerskab ikke blevet ændret. Staten påtog sig tidligt et medansvar for museet i Odense og bevilgede et statstilskud. Som konsekvens heraf blev der til det styrende organ, museumsudvalget, udpeget repræsentation fra staten, som sammen med byrådsmedlemmer og udpegede ikke-byrådsmedlemmer udgjorde museets bestyrelse. Amtstilskud opnåedes også, i første omgang fra de daværende Odense Amt og Assens Amt og senere fra det sammenlagte Fyns Amt. Med kommunalreformen i 1971 blev Odense Bys Museer en forvaltning under Magistratens 4. afdeling med reference til rådmanden. I dag er museerne jævnfør gældende museumslov en selvstændig institution med en bestyrelse, som udgøres af By- og Kulturudvalget og med rådmanden som formand.

Det nye museum, som kunne åbnes i 1885, var museet i Jernbanegade, der i dag rummer Fyns Kunstmuseum. Gennem Gustav Lotzes utrættelige arbejde var det lykkedes at skaffe byggegrund og midler til husets opførelse. Bülows testamentariske gave havde nået den satte økonomiske grænse, og man fik tilladelse til at få udbetalt dele heraf, også selv om den gamle bestemmelse om indretning af Stiftsbiblioteket i samme bygning blev opgivet. Med afsæt i disse midler skaffedes ekstra tilskud fra kommunen, staten og amtet samt flere private tilskud, herunder fra Lotze selv. Dengang som nu skabtes museumsbygninger gennem mæceners gaver, tilskud fra kommune og private bidrag. Efter nogle hektiske år med at skaffe penge og realisere byggeriet kunne Lotze med stor stolthed holde hovedtalen den 19. april 1885 i skulptursamlingen på første sal og berette om museets historie gennem de forløbne 25 år. Med det nye museum i tre etager var der skabt plads til oldsagssamlingen, historisk samling, møntsamlingen, skulpturer og en naturhistorisk samling. Den sidste samling er ikke blevet videreført i nyere tid. I 1966 blev den deponeret på Svendborg Zoologiske Museum.

Med det nye museum kom der langt mere fokus på kunsten. Malerier blev erhvervet med statslig og privat støtte, og det samme gjaldt skulpturer. Det varede ikke længe, før museet, som kun bestod af det treetages forhus, var for lille. Lotze havde allerede skitseret planer for en udvidelse, men den nåede først at blive virkeliggjort i 1897, hvor der blev foretaget tilbygning med tre længer uden om en stor skulptursal med ovenlys. Herved fik bygningen den form, som vi kender i dag. Huset rummede fortsat alle museets samlinger. Samtidig med den nye bygnings indvielse i 1885 havde museet skiftet navn. Store bogstaver stod at læse pa facaden: Museum Civitatis Othiniensis. Med Pallas Athene på taget og fire figurer symboliserende arkæologien, zoologien, malerkunsten og billedhuggerkunsten flankerende den store indgangsdør var der ingen tvivl om, at det hus skulle fremstå som et kunsttempel. Allerede da byrådet i 1879 traf beslutning om at stille midler til museumsbyggeriet til rådighed, lød det i salen: Museet er et åndeligt værk, og der har naturligvis aldrig været tanke om, at det skulle vise sig rentabelt. Den by, hvis kommune ikke vil yde et tilskud som det forlangte, fortjener ikke et sådant åndeligt gode.

Fejringen af 100-året for H.C. Andersens fødsel i 1905 blev anledningen til at sætte fokus på den verdensberømte digter. Kun 25 år efter hans død var det endnu muligt at få kontakt med personer, som havde kendt digteren, og som lå inde med breve, manuskripter, klip og tegninger. Odense Byråd købte i jubilæumsåret det lille gule hus i Hans Jensens Stræde, hvor Andersen blev født. I 1908 åbnedes det lille museum, og i de følgende år voksede samlingen som følge af en ihærdig indsats. Det samme gjorde besøgstallet hjulpet godt på vej af den store nationale og internationale interesse for digteren og hans liv. Andersen-interessen førte til, at digterens barndomshjem i Munkemøllestræde erhvervedes og åbnede som museum i 1931. Forinden var H.C. Andersens Hus blevet udvidet med en tilbygning, der rummede forhal, mindehal og udstillingssal. Byggeriet var gjort muligt gennem en gave fra fabrikant Thomas B. Thrige. Tilbygningen og ikke mindst facaden ud mod Hans Jensens Stræde vakte stor kritik, så meget at denne del ændredes ved den næste udbygning af museet i 1974-76. Seneste om- og tilbygning af H.C. Andersens Hus skete som optakt til fejringen af 200-års jubilæet for digterens fødsel. Med dårlige erfaringer fra Goethes museum i Weimar i erindring, var det for Odense Bys Museer meget magtpåliggende, at H.C. Andersen-museet stod fuldt klar til jubilæumsåret. Det blev også tilfældet. I juni 2004 kunne det udbyggede og totalt nyindrettede museum under overværelse af Hendes Majestæt Dronningen åbne efter to års arbejde. H.C. Andersen-området fik fra sin start en særlig central rolle i museumsbilledet i Odense, bade på grund af den store publikumsinteresse og Andersens internationale berømmelse. Her var den geografiske ramme ikke blot Odense og Fyn, men derimod hele verden. Dette afspejles savel i samlingerne som i den formidling, der siden har omfattet udlån af genstande og udstillinger til alverdens lande. I 2005 var således ikke mindre end 17 nye og 6 ældre vandreudstillinger pa rejse jorden rundt samtidig. Og medens disse linjer skrives, forberedes efter visning i H.C. Andersens Hus den videre færd til Mexico, USA og Kina for udstillingen "De Vilde Svaner" med H.M. Dronningens decoupager.

H.C. Andersens underfundige klip opklæbet på førstetryk af "Jylland mellem tvende Have". Odense Bys Museer

Knopskuddet med H.C. Andersens Hus i 1908 fulgtes snart op af endnu en ny museumsfilial. De store og markante forandringer, som skete i samfundet i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet med overgangen fra det selvforsynende landbrug til det industrielle samfund og flytningen fra land til by, førte til, at der opstod en gryende interesse for at bevare den gamle folkekultur. Også her kom inspirationen fra København, hvor man havde skabt Dansk Folkemuseum og Frilandsmuseet med gamle landbygninger i Lyngby. I 1907 anmodede museumsbestyrelsen byrådet om tilladelse til at indrette et folkemuseum i Eiler Rønnovs Gård – den gamle renæssancegård fra 1547 der lå bevaret i Nørregade. Begrundelsen for anmodningen var ifølge museumsbestyrelsens skrivelse: at give et levende indtryk af de fynske borgeres og bønders liv siden reformationstiden. Den 1. november 1910 åbnede museet.

Inden de nye museumsafdelinger var kommet til, blev det besluttet, at museet i Jernbanegade skulle skifte navn til Fyens Stiftsmuseum. Dette skete i 1904, hvor det oprindeligt indgraverede latinske navn på facaden erstattedes. Det nye navn skulle signalere, at Fyns Stift var museets arbejdsfelt. Som følge af de nye museumsafdelinger fik den samlede museumsorganisation navnet Odense Bys Offentlige Samlinger – et navn som holdt frem til 1950, hvor det mere mundrette Odense Bys Museer trådte i stedet.

Der var grøde i museumsinitiativerne i starten af 1900-tallet. Naturligt nok, da man ved selvsyn kunne se de meget store forandringer, som skete i samfundet. Man var så sandelig ved at gå fra gammel tid, hvor ikke meget forandrede sig, og hvor tiden kunne opfattes som cirkulær – som årets og livets gang. Med nye opfindelser pa stribe, industriens fremvækst og hele det moderne samfunds udvikling, var det gamle tidshjul brudt. Nu gik det fremad og fremad – tiden blev lineær. I 1919 begyndte nogle Odenseborgere at drøfte planerne for at skabe et museum om livet på landet, landsbylivet og om det selvforsynende landbrugssamfund. Dette skulle ske ved at bygge et frilandsmuseum med forbillede i Skansen i Stockholm, Frilandsmuseet i Lyngby og Købstadsmuseet Den Gamle By i Århus. Der skulle dog ga mange år, inden idéen blev til en realitet. Først i 1941 lykkedes det at finde grund og penge. Igen var der tale om en kombination af kommunal grund, private donationer og en vis statslig medfinansiering. I 1942 kunne grundstenen til Den Fynske Landsby lægges, og efter blot fire års hektisk aktivitet åbnede museet den 22. juni 1946 i overværelse af 4.000 mennesker. Lige fra starten var der tale om et meget populært besøgsmål. Adskillige bygninger er kommet til siden åbningen, og formidlingen af det imponerende landsbymiljø er udbygget på mange punkter, senest med opførelsen af besøgscentret i 2005. Folkemuseet i det gamle renæssancehus i Nørregade og genrejsningen af de mange gamle landbygninger i Den Fynske Landsby førte sammen med den hastige forsvinden af de gamle bindingsværksbygninger i købstæder og på landet til, at Odense Bys Museer satte fokus på bygningskulturen som et væsentligt arbejdsområde. Gennem systematiske registreringer, opmålinger og arkivstudier er opbygget et omfattende bygningsarkiv, der er en guldgrube for udforskning af en nu forsvunden fynsk bygningskultur.

Carl Nielsens violin. Odense Bys Museer

Et andet nyt arbejdsfelt kom få år efter åbningen af Den Fynske Landsby ind blandt Odense Bys Museers ansvarsomrader. I 1953 offentliggjordes det, at den lille landarbejderbolig i Nr. Lyndelse, hvor Carl Nielsen havde levet i sin barndom – og som er omtalt i "Min Fynske Barndom – stod i fare for at blive nedrevet som konsekvens af en udbygning af Fåborg Landevej. De første overvejelser gik på at flytte huset til Den Fynske Landsby, men konklusionen blev, at det blev nøje opmålt, taget ned sten for sten og igen rejst, så det stod i uændret skikkelse blot 20 meter længere mod vest. Arbejdet blev udført af folkene fra Den Fynske Landsby og huset blev en del af Odense Bys Museer, der indrettede det som museum. På Carl Nielsens fødselsdag den 9. juni 1956 kunne åbningen fejres. Ud over ved denne lejlighed at modtage en række originale ting fra Carl Nielsens familie blev det stillet i udsigt, at museumsvæsenet i Odense skulle arve Carl Nielsens og Anne Marie Carl-Nielsens ejendele fra deres fælles hjem. Udforskning og formidling af Carl Nielsens liv og værk blev dermed det andet store indsatsområde for Odense Bys Museer med en betydelig national og international dimension. Endnu mere fokus kom der herpå, da arven blev overdraget og et nyt museum for Carl Nielsen kunne åbnes i 1988 som byens gave til sig selv. Museet er – naturligvis – opført som en tilbygning til Odense Koncerthus. Som for H.C. Andersen har arbejdet med Carl Nielsen ført vidt omkring internationalt. Tre særudstillinger – nogle gange suppleret med originale dokumenter, billeder og genstande – har gennem flere ar rejst rundt i USA, Kina og i det meste af Europa, oftest som del af særlige Carl Nielsen-satsninger som f.eks. i New York i 1999, Birmingham i 2001 og Bregenz i 2005. Om få år kan 150-året for komponistens fødsel fejres. De første forberedelser er ved at blive taget i form af grundige registreringer af samlingerne, publicering af oversigtsværker og planer for nyindretning af museet. Der er næppe tvivl om, at 2015 vil blive et år med utrolig megen fokus pa Carl Nielsen både i Danmark og i udlandet. Fejringen vil bringe museet i et tæt samarbejde med orkestre, institutioner, nyhedsmedier og naturligvis Odense by, som vil bidrage markant til at festligholde den kendte fynbo.

Henrik B. Andersen: Ostranenie. Odense Bys Museer

Op gennem 1900-tallet voksede kunstsamlingen støt i antal malerier og skulpturer. Tilvæksten skete med støtte fra staten og via donationer fra private fonde. I 1947 fik museet en enestående kunstgave af kunstsamleren J.W. Larsen. Han og hans hustru skænkede museet over 200 værker, og flere ville følge ved ægtefællernes død. Der er tale om en unik samling med værker af kunstnere som Giersing, Lundstrøm og Scharff. Den nye samling satte endnu mere gang i et gammelt ønske om at få frigjort museumsbygningen i Jernbanegade alene til kunst. De første skridt i den retning blev taget, da Odense Kommune i 1930 købte den store ejendom Falk Gøyes gård, som lå pa hjørnet af Overgade og Møntestræde. Ejeren ville rive den ned, men kommunen ønskede, stærkt tilskyndet af Det særlige Bygningssyn, at bevare de imponerende renæssancebygninger opført i 1646. Med erhvervelsen øjnede museet en chance for at få løst de store pladsproblemer i Fyns Folkemuseum i Nørregade og ved samme lejlighed bringe de historiske samlinger sammen pa et sted. I 1934-35 udarbejdede en af tidens førende restaureringsarkitekter, Mogens Clemmensen, et forslag pa vegne af museumsudvalget, til hvorledes Falk Gøyes gård og nabobygningerne kunne omdannes. Dispositionsskitsen fik titlen: Forslag til Møntestrædes omdannelse til museumsgade. Kun dele af planen blev realiseret i de følgende ar. Falk Gøyes gård – også kaldet Møntergården – blev restaureret, naboejendommen blev opkøbt, og Eiler Rønnovs gård flyttet fra Nørregade til det nye museum. Den 19. juni 1941 kunne det nye folkemuseum indvies. Endnu var man ikke helt sikker på, om navnet skulle være Møntestræde eller Møntergården. Erhvervelsen af ejendommen Overgade 48 bevirkede, at museet kom til at vende Møntestræde ryggen, og navnet Møntergården vandt frem for hele komplekset.

Planen for det nye historiske museum i Møntergården realiseredes således kun delvis, og Møntestræde fik ikke den betydning, som Clemmensen havde tiltænkt. Ligeledes blev der ikke skabt den fornødne plads til, at arkæologien som den sidste del i museet i Jernbanegade kunne rykke ud og dermed frigøre huset til et samlet kunstmuseum. I 1950’erne blev den gamle plan igen taget op i et fornyet forsøg på at samle de arkæologiske og historiske samlinger i Møntergården. Arkitekt Knud Lehn Petersen udarbejdede en samlet dispositionsplan for hele karreen ved Møntergården omkranset af Overgade, Hans Mules Gade, Sortebrødre Stræde og Claus Bergs Gade. Ifølge dette forslag skulle Møntergårdsomradet fungere som en kombination af frilandsmuseum for bevaringsværdige bygninger fra Odense, historiske udstillinger i de gamle huse og udstilling af den arkæologiske samling indrettet i et nybygget hus. Eksisterende nyere bygninger inden for karréen skulle nedrives og erstattes af tilflyttede. I Lehn Petersens plan er angivet, hvilke gamle Odense-huse der skulle flyttes til dette refugium for gammel bygningskultur. Da de store gadegennembrud og især Thomas B. Thriges Gadeplanen blev realiseret, matte museet erkende, at de mange gamle bygninger, der var tænkt flyttet til Møntergårdskarréen, var alt for dårlige og stærkt ombyggede. Planen blev dermed opgivet. Det gjaldt dog ikke planen om at bygge en ny bygning ud mod Sortebrødre Stræde, som kunne rumme den arkæologiske samling. Faktisk nåede byrådet i 1959 at afsætte tre millioner kroner til byggeriet, men en række byplanmæssige forhold spændte ben for projektet, som nogle ar efter blev opgivet.

Gennem de følgende artier søgte museumsledelsen at løse den arkæologiske samlings placering og skaffe lokaler til den voksende stab af ansatte, som skulle tage vare på de arkæologiske udgravninger på Fyn. Desværre styredes løsningerne mere af tilfældigheder end systematisk planlægning. Der blev ikke foretaget grundlæggende undersøgelser af alle de elementer, som er nødvendige at opfylde for at sikre en holdbar løsning med fremtidsperspektiv. Fra 1971 forsøgte man at finde en løsning i det af Odense Kommune netop overtagede Odense Adelige Jomfrukloster. Efter ganske få ar stod det klart, at den fredede bygning med dens meget righoldige bygningsdetaljer både ud- og indvendigt ikke kunne rumme et moderne museum. Så vendtes blikket mod Hollufgård, hvis bygninger og dele af jordtilliggende Odense Kommune erhvervede i 1979. Primært finansieret gennem beskæftigelsesmidler restaureredes de gamle stald- og ladebygninger, og en gradvis overflytning af Fyens Stiftsmuseum kunne sættes i gang. I 1989 var arbejdet nået så langt, at den arkæologiske udstilling i Jernbanegade kunne rømmes og huset få et nyt navn på facaden: Fyns Kunstmuseum. Desværre måtte den ny museumsledelse efter få år erkende, at flytningen til Hollufgård var truffet mere af nød end dybt gennemtænkt. Herefter arbejdedes en tid med planer for en samling pa Odense Slot. Grundet kommunens ændrede lokaledispositioner måtte disse opgives. I 2003 blev det besluttet at opgive Hollufgård, og man vendte tilbage til den gamle oprindelige plan om at samle de arkæologiske og historiske samlinger i Møntergårdskarréen. Odense Byråd bevilgede i 2007 to mio. kr. til at revitalisere planerne for et samlet historisk museum. I 2008 fulgte A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Odense Byråd op med samlet 75 mio. kr. til opførelse af nye udstillingsbygninger ud mod Sortebrødre Stræde og med Møntestræde som den helt centrale akse. Siden har Augustinus Fonden bevilget 15 mio. kr. til indretning af udstillinger i de nye bygninger. En arkitektkonkurrence er netop afsluttet, og et meget overbevisende vinderprojekt fundet, I Odense Bys Museers jubilæumsår 2010 kan første spadestik til de nye bygninger tages, og dermed kan man med fornyet styrke kigge på de gamle planer fra Mogens Clemmensens og Knud Lehn Petersens hånd. Møntestræde får fokus som det unikke historiske stræde, som allerede Clemmensen og museumsudvalget i 1930’erne tillagde så stor vægt som museumsgade. Mere end 80 år efter de første idéer om et samlet historisk museum i Møntergårdskarréen blev formuleret, er en realisering undervejs. Der er så afgjort her tale om et meget langt og sejt træk, hvor en række uheldige omstændigheder førte udviklingen ad nogle vildspor. Før beslutningen om at fortsætte i det gamle spor gennemførtes en grundig overvejelse om, hvor et fremtidigt historisk museum i Odense bedst kunne realiseres. Flere muligheder undersøgtes, men det endte med – uanset at nærværende forfatter tidligere var af en anden – at netop summen af de mange gamle bygninger og den komplekse bygningsstruktur i Møntergårdskarréen var et helt fantastisk sted at skabe et unikt museum – et museum som gennem åbenhed integrerer sig i byens kulturelle centrum med koncerthus, H.C. Andersens Hus, Børnekulturhus, Carl Nielsen Museum og om nogle år musikkonservatorium og et stort musik- og teaterhus. Sortebrødre Torv, som gennem hundreder af år har været en af Odenses centrale pladser, har oplevet mangt og meget fra stort kloster for sortebrødrene over H.C. Andersens højt elskede Odense Teater til markedsplads, Fyns Forum og grønttorv. Historien ligger både inden for og lige uden for Møntergårdskarréen. Og heri ligger netop mulighederne for at udvikle Odense Bys Museers trebenede formidlingsstrategi: på museet -ude i byen – og i medierne. Dét vil, som artiklerne i denne jubilæumsårbog beskriver, være Odense Bys Museers mål gennem de næste mange ar.

Med en omfattende indsats gennem den seneste halve snes ar for at bringe orden pa samlinger og arkiver, konservere, skabe gode magasinforhold og foretage elektroniske registreringer står Odense Bys Museer godt rustet til at tage hul på de næste 150 år. Også på det formidlingsmæssige felt er der sket meget inden for de seneste år både i udstillingerne og i den øvrige formidling. Internettet er taget i fuldt brug, publikationer udsendes på stribe, og den mundtlige formidling ved rundvisninger, byvandringer og foredrag gennemføres årligt i stort tal. H.C. Andersens Hus fik en stor fornyelse i 2003-04, i Den Fynske Landsby opførtes i 2005 et nyt besøgscenter med introduktionsfilm og udstillinger, og Kunstmuseet råder i dag over hele den gamle museumsbygning – kunsttemplet. Nu er det håbet, at det i en ikke alt for fjern fremtid vil kunne lade sig gøre at foretage en yderligere udbygning og dermed sikre, at kunstmuseet kan måle sig med tilsvarende i de største danske byer. Medens tidligere museumsledere har beklaget sig over den manglende plads til udvidelse af museet i Jernbanegade, så kan vi i dag glæde os over, at Odense Kommune faktisk ejer bygningerne bagved. Det giver muligheder, hvis man vil realisere et stort kunstmuseum i Odense. Et helt nybygget museum kunne naturligvis også komme på tale, men den fine placering af det gamle museum og en stor tilbygning vil helt sikkert kunne skabe rammerne for et fantastisk museum – med lange rødder tilbage til dengang, Odense opførte sin første museumsbygning. En tilbygningsløsning som set ved Statens Museum for Kunst eller Glyptoteket, hvor man føjer nyt til gammelt, kan gøres overbevisende. Herved kan Odense Bys Museers egen historie fortsætte med at lægge lag på lag. På lignende vis som det bliver tilfældet med udbygningen af Møntergården. Her er en utrolig smuk og spændende løsning fundet, hvor de nye, moderne bygninger med arkitekternes ord sættes med en pincet ned blandt de flotte gamle renæssancehuse på en made, som er æstetisk og størrelsesmæssigt velafbalanceret.

Fejringen af Carl Nielsen i 2015 skal gerne ske med et helt nyt musikkonservatorium og et stort nyt musik- og teaterhus færdigbygget – og naturligvis med helt nye moderne udstillinger i Carl Nielsen Museet. Inden da skal det første spadestik til de nye udstillingsbygninger på Møntergården tages, og i 2012 slås dørene op for et samlet historisk museum. En løsning som har været ønsket så længe, og som trods den kranke skæbne undervejs synes at nå målet på allerflotteste vis. Vi glæder os til at kunne præsentere de nye bygninger og til alle de andre aktiviteter, som Odense Bys Museer sætter i værk for at sikre, at der i Odense og på Fyn til stadighed kan sættes historisk perspektiv på nutiden og fremtiden.

Litteratur

  • Askgaard, Ejnar: Fra hus til museum — snapshots af en museumshistorie. Fynske Minder 1999.
  • Grøngaard Jeppesen,. Torben: Danske i USA 18502000. Odense 2005.
  • Grøngaard Jeppesen, Torben: Møntergården – nyt historisk museum i Odense. Fynske Minder 2009. Grøngaard Jeppesen, Torben: Skandinaviske efterkommere i USA. Under udgivelse.
  • Larsen, Carsten U.: Glimt af 200 år – og kig frem. Nationalmuseets Arbejdsmark 1807-2007. København 2007.
  • Larsen, Svend: Et Provmsmuseums Historie. Odense Bys Offentlige Samlinger 1860-1935. Odense 1935. Myrtue, Anders: En landsby fra H.C. Andersens tid. Fynske Minder 2005.
  • Oxenvad, Niels: Othiniensia. Odense Bvs Museer 1935-1985. Odense 1985.
  • Petersen, Christian M.K.: Eventvrdigterens repræsentant. Af en universalspecialists erindringer. Odensebogen 2000.
  • Petersen, Christian M.K.: Samlinger, fund og velgørere. Af en universalspecialists erindringer II. Odensebogen 2001.
  • Rasmussen, Holger: Dansk museumshistorie. Hjørring 1979.
  • Toftgaard, Jens: Museet i Møntestræde. Otte årtiers visioner og planer for et museum. Fynske Minder 2008.
  • Winther, Mogens &: Torben Grøngaard Jeppesen: Den Fynske Landsby. Odense 2009.

©