Det store broncealderfund fra Røjlemose

Arkæologien er en overraskelsernes videnskab. Man finder næsten aldrig det, man regner med at finde, de bedste fund kommer ofte som lyn fra en klar himmel. Således også her i foråret, hvor en tidlig aprildag pludselig fik en stjerne i kalenderen. Dagen var begyndt på museet efterfulgt af en besigtigelse af en ganske almindelig stenlægning på Nyborgegnen. Vi var hjemme igen på museet først på eftermiddagen, hvor der lå besked om at ringe til en af de mange amatørarkæologer, der hjælper med at redde fund fra ødelæggelse. Beskeden fra Aage Petersen, Middelfart, gik ud på, at der var fundet 15 spydspidser af bronce ved jordarbejde og der lå endnu en tilbage på findestedet. Det var jo kræs for en broncealderforsker, så det varede ikke længe, før jeg var ude af døren. Hos Aage Petersen på avlsstationen for fjerkræ ved Middelfart lå, omhyggeligt låst inde på et værelse, en smuk samling grønne broncer på avispapir. Der var flere spydspidser, dog ikke 15, men 11; der var kornsegle med takket æg, der var to økser, den ene så blank og skinnende at vi troede at finderen havde pudset den, der var en sværdspids og to knive. Alle tingene var meget velbevarede trods deres 3000-årige ophold i jorden, de fleste grønne, men flere næsten messinggule.

Fig. 1. Fundområdet set fra vest fra den anden side af den dal, der mod nord fører til havet. Findestedet for broncerne er over traktoren bag de forreste jordbunker.

Foreløbig måtte en nærmere inspektion dog udsættes, det var vigtigere at komme ud på findestedet, så broncerne blev låst inde igen. Vi skulle ikke så langt, blot op til Fyns nordvestspids ved Strib. Her skyder nye villakvarterer op udenom det gamle Strib, og på et areal på Løkkevej i Røjlemose var et større projekt i fuld gang (Fig. 1). Der gravedes ud til veje og kloaker, og der blev gravet dybt ned i undergrundssandet fra istiden. Under besøg på pladsen havde amatørarkæologer fra Middelfart opdaget et kulturlag i kanten af vejnedgravningen, og de havde dagen før indledt en mindre udgravning for at se, hvad det var for noget. Heldigvis havde disse udgravere snakket med arbejdsholdet på byggepladsen og bedt dem ringe, hvis der nu dukkede noget op ved det fortsatte gravearbejde. Det var ikke et øjeblik for tidligt, for næste dag kom der pludselig en hel bunke grønne rør frem på læsset på „gummigedens“ skovl. Traktorførerne Ernst Schelde Petersen og Peter Andersen gravede ud til en kloakledning og havde heldigvis øjnene med sig. Først tænkte de, at det var noget legetøj, men da de fik kigget nærmere på sagerne, blev de klar over, at de nok var af ældre dato, og meldte fundet til mester, murermester Børge Kristiansen, Strib. Så blev meddelelsen videregivet til Aage Petersen – det videre forløb er allerede beskrevet.

Fig. 2. Den sidste spydspids endnu liggende i jorden på findestedet.

Da vi kom ud på findestedet, lå der endnu en enkelt spydspids nede i bunden af udgravningen (Fig. 2). Den lå lidt skråt, i tilsyneladende rent sand, i en dybde af 1,75 m under jordoverfladen. Desværre var der overhovedet intet urørt jord udenom spydspidsen, så det var ikke muligt at se, hvordan den var havnet så dybt nede.

Den eneste antydning af, at der havde været gravet på stedet, gav jordlagene mod vest. Her var nogle karakteristiske vandrette sand- og lerstriber, der blev afbrudt en halv meter fra spydspidsen. Men heller ikke her var jorden mørkere; det var gult sand det hele. Finderne fortalte, at der ikke havde været mørk jord mellem broncerne. Den jord, der sad i døllerne på spydspidserne, var dog brunlig, muldagtig, men den oprindelige jordfarve kan være svækket af udvaskning af de organiske stoffer i mulden. Man må i hvert fald gå ud fra, at der har været en nedgravning og at den har været fyldt med muld og blandet sand fra den opgravede jord. Det er muligt, at den sidste spydspids ikke længere lå på sit oprindelige niveau, men var presset ned af maskinens tryk. 1,75 meter er meget dybt for en nedgravning, mindre måtte kunne gøre det.

Det viste sig senere, at der har været en betydelig nedskylning af jord fra området mod øst, så fundene har næppe været gravet så dybt ned som nævnt. Det er også muligt at den sidste spydspids er trykket noget længere ned af gravemaskinen, så vi kan antage, at den oprindelige dybde under overfladen har været mellem 1 m og 1,50 m.

Finderne oplyste, at spydspidserne havde ligget tre sammen, således at de to havde spidserne den samme vej, mens den tredie havde ligget med spidsen den modsatte vej. Kornseglene skal have ligget udenom spydspidserne.

Fig. 3. Hele fundet lagt op på Stiftsmuseet inden afleveringen til Nationalmuseet.
Fig. 4. Fire bundter spydspidser. Sporene i broncernes overfladefarve angiver, hvor de har rørt andre broncer. Der har sikkert været tre spydspidser også i de to bundter til venstre, men den tredie har ikke med sikkerhed kunnet identificeres.

Der var ialt fundet 25 genstande, men nogle af spydspidserne manglede spidserne, og nogle af kornseglene var heller ikke hele. Bruddene var nye, så der måtte være mere på pladsen. Det var efterhånden sent på eftermiddagen, så vi gik i gang med at gennemrode den bunke jord, der var kastet op fra kloakudgravningen. Til alt held lå jorden samlet, så vi kunne koncentrere os om een bunke. Resultatet ventede ikke længe på sig, 12 broncer lå i jordbunken, nogle var blot stumper af spydspidser eller segle, andre var hele og uskadte, og der var også en sammenirret klump med fire kornsegle liggende irret fast til hinanden. Da vi mente at have fået det meste frem af jordbunken, drog vi hjem efter den første portion, så vi kunne få det hele med til Stiftsmuseet i Odense (Fig. 3). Nyheden var hurtigt gået fra mand til mand, så de fleste af de flittige amatører fra gruppen i Middelfart havde været med til eftersøgningen i jordbunken, og de fortsatte ihærdigt deres anstrengelser de følgende dage. Desværre kom der nogle våde dage, så det var umuligt at solde jorden og være sikker på at få det hele med. Derfor trak undersøgelsen af jordbunken i langdrag, og der mangler stadig nogle mindre stykker fra spydspidserne. Da man kan risikere, at de er blevet spredt længere væk, eventuelt hængende fast på gravemaskinen, indstillede vi eftersøgningen midt i april. En enkelt spydspids fandt en skoledreng på stedet om aftenen efter at vi var draget hjem, men vi regner med efterhånden at have samlet hele fundet.

Fig. 5. De to bundter, der endnu havde bastomviklingen bevaret.

Fundet var klart danefæ. Det blev omgående afleveret til Nationalmuseet, så finderne kunne få deres fortjente dusør for korrekt behandling af fundet og godtgørelse for metalværdien. I København kom så fundet under konservator Dorthe Ørsnes’ kyndige behandling, og det gav meget fine resultater, men derom senere.

Lad os først se lidt nærmere på findestedet og dets omgivelser. Broncerne lå midt i en lavning, der fra øst fører ned i en lille syd-nord-gående ådal, der løber ud i havet ved en bred lavning – Røjle mose. Der er ikke mere end 800 m fra findestedet til havet, og det er meget muligt, at der i oldtiden har været åbent vand længere ind, så man har kunnet sejle et par hundrede meter ind i den nuværende Røjle mose. Til Lillebæltskysten er der blot 800 m. Det er altså et lettilgængeligt sted, der har været beboet jævnligt. På bakkerne langs ådalens vestside er der flere pletter, hvor flintafslag røber, at der har været stenalderbopladser, ligesom på de jævne arealer syd for findestedet.

Det bopladslag, som var den oprindelige årsag til arkæologisk interesse for stedet, ligger blot 10 m nord for broncerne. Desværre var det meste gravet bort ved vejudgravningen. Der var kun en smal bræmme tilbage med en lille stensamling – måske et ildsted, samt et tyndt kulturlag med flint og lerkarskår. Fundene placerer bopladsen sidst i yngre stenalder eller måske tidligt i broncealderen. Det er svært at skelne skarpt mellem fundene fra disse to tidsafsnit, både hvad flinthåndværket angår og for keramikens vedkommende (Fig. 7).

Ved det fortsatte arbejde opdagedes en lille grube 2 m vest for broncefundet, og da vi afsatte et felt her, viste der sig også her et kulturlag. Der var en chance for, at kulturlaget kunne være samtidig med broncerne, så vi gravede et mindre felt for at finde en løsning på dette problem. Desværre var der ingen samtidighed mellem bopladslaget og broncefundet – det havde ellers været en spændende nyhed at få de to fundkategorier kombineret. Kulturlaget var fra et tidligt tidspunkt i yngre stenalder med snoreornamenteret keramik, flintskrabere, flade lerlåg osv. Laget var op til 2,20 m tykt. Formentlig er det jord, der er skyllet ned fra en boplads længere oppe i dalen mod øst. Selve bopladsen med husene er endnu ikke lokaliseret.

Men tilbage til broncerne. Fundet består af ialt 43 enkeltgenstande:

  • 16 spydspidser
  • 15 hele kornsegle
  • 5 itubrudte kornsegle
  • 2 økser
  • 2 sværdstumper
  • 1 stor kniv
  • 1 lille kniv
  • 1 tynd stang (formentlig råemne til videre forarbejdning)

– hvoraf de fleste er hele – eller i det mindste var det, da de blev nedlagt. Kun nogle få er beskadiget ved opgravningen eller er medtaget af irring. En let afbørstning har gengivet de fleste deres oprindelige pragt. Farverne skifter fra blålig over grønt til rent gul skinnende overflade. De store forskelle i farverne og i overfladens bevaringstilstand må skyldes, at det nedsivende regnvand har skyllet ydersiderne rene, mens de sider, der vendte indad mod de andre broncer, er mere medtaget af ir, muligvis fordi regnvandet har skyllet salte ned i bunkens midte, hvor de ikke så let kunne skylles væk igen.

De fleste af stykkerne er slidt, ornamentikken er mere eller mindre afslidt, der er spor af genopskærpning af spydspidsernes endnu meget skarpe ægge og der er buler i nogle af dem fra tidligere brug. Spor på de enkelte stykkers overflade sætter os i stand til at se, hvilke stykker der lå sammen, og irren fra broncerne har også bevaret rester af indpakningsmateriale. Bastsporene og mærkerne, som viser, hvorledes spydspidserne har ligget sammen, kom først frem ved konserveringen og er det vigtigste resultat af undersøgelserne efter udgravningen. På grundlag af disse iagttagelser kan vi nogenlunde rekonstruere fundets historie.

Midt i lavningen har man gravet et hul ned i det gule undergrundssand. Deri lagdes de forskellige genstande omhyggeligt pakket i mindre bundter og formentlig stablet ovenpå hinanden.

Der var to bundter, hver med 7 kornsegle af samme slags, hvert bundt indpakket med bastsnore, der var bundet først om en segl, dernæst blev der lagt en ovenpå, som igen blev ombundet, så den næste osv., indtil bundtet var færdigt (Fig. 5). Et mindre bundt indeholdt tre stumper af tilsvarende kornsegle, et stykke af en sværdklinge og en lille, meget slidt kniv. De ialt 15 spydspidser var lagt i bundter på tre (Fig. 4). De to økser, en tynd udhamret stang og spidsen af et sværd, der var brækket inden nedlægningen, har muligvis udgjort et bundt for sig eller været nedlagt løst. En stor kniv endnu med træ på klingen – formentlig fra skeden – kan ikke passes sammen med nogen af bundterne (Fig. 6).

Fig. 6. Kniv med træspor på bladet.

Fundet består altså af pæne små bundter, pakket så de fyldte mindst muligt. Denne iagttagelse har en vis betydning for vurderingen af fundet. Når man står med et sådant fund, der ikke kan være et gravfund og heller ikke hører til en boplads, er det altid det store spørgsmål, om man kan kalde det et offerfund eller et skattefund. Problemerne er gentagne gange berørt i faglitteraturen (se f. eks. Skalk 1971 no. 4 og 5) og skal ikke her opridses igen. I vort tilfælde minder den kompakte indpakning om fundet fra Uge (Skalk 1971 no. 4), og i begge tilfælde taler den for en opfattelse af fundene som handelsmænds ejendom. I Røjlemosefundet var det udelukkende brugte ting, der blev nedlagt, flere af dem defekte. Det udelukker dog ikke, at de kan have haft handelsværdi. Her må man tænke på datidens forsyningsproblemer. Hvert gram af de kære metaller måtte hentes sydfra ad lange og besværlige veje, så metallet var kostbart, og man passede godt på det. Når tingene gik i stykker, kunne de ofte bruges igen ved en let ændring, eller de kunne smeltes om, når ødelæggelsen var for voldsom. Derfor havde en sådan masse bronce som vi finder her en betydelig værdi. Det var blot at smelte tingene om og lave nye fikse våben eller smykker, så kunne der nok hentes en god fortjeneste hjem.

Fig. 7. Plan over området med de nye veje indtegnet: 1. findestedet for bronce-depotet, 2. affaldslag fra dyssetid, 3. grube fra broncealder, 4. ildsted, 5. bopladslag fra senneolithisk tid, 6. grube fra førromersk jernalder.

Røjlemosefundet kan vi da opfatte som en handelsmands formue. Det bringer os blot ikke nærmere nedlæggelsesmotivet. Vi får ikke at vide, hvorfor han gravede sine værdigenstande ned, eller hvorfor han gjorde det netop her. Fundet kan udmærket fortolkes som et offer til højere magter, men andre fortolkninger kan ikke afvises.

Måske har han regnet med at kunne hente dem igen. Det er værd at bemærke, at der blev gravet to store sten op blot 5 m øst for broncerne. De lå tæt sammen på overgangen fra undergrund til muldlag og er sikkert jordfaste sten, hvis top har raget op over jordsmonnet. Nedgraveren har da blot kunnet skridte ud fra disse sten for at genfinde sin skat. Det er en kendsgerning, at han ikke kom tilbage, men vi ved ikke, om det var fordi han ikke ønskede det, ikke turde eller kunne – måske døde han i mellemtiden.

Hidtil har vi ikke omtalt, hvor gammelt fundet var. Det kan dog ret nemt afgøres, idet alle genstandene kan placeres midt i ældre broncealder – i solvognens periode. Den ene af spydspidserne bærer ligefrem tidens vigtigste motiv – spiralen. Det er iøvrigt spændende, at ikke to af spydspidserne er ens ornamenteret. Det kendes fra andre samtidige fund, at der er rig afveksling i udnyttelsen af de enkelte motiver – indhamrede trekanter, rhomber og prikker og streger.

Det nye fund fra Røjlemose er ikke noget helt almindeligt fund. Det er det største i sin art fra ældre broncealder, som hidtil er fundet på Fyn. Vel kan det ikke måle sig med fundene fra Bondesgårde (Skalk 1964,1) med 40 spydspidser og 7 økser eller vort største depotfund, Smørumovrefundet, med 60 spydspidser og 97 økser, men vi skal ellers udenlands for at finde magen til skat. Et lignende fund fra Svennes i Norge indeholdt 20-30 spydspidser og en enkelt økse. Spydspidserne i både Smørumovre og Svennes er samtidige og mage til Røjlemose, så de store samlinger synes ligefrem at karakterisere tiden.

Det hidtil største fund fra Fyn var fra Ullerslev og har givet navn til den spydtype, som vi fandt i Røjlemose. Ullerslevfundet bestod af 7 spydspidser, 9 kornsegle og 20 økser, en dupsko til et sværd samt en knivklinge, altså en meget lignende sammensætning som Røjlemose-fundets.

Fig. 8. Hurtigt samledes amatørarkæologerne på fundstedet for at hjælpe med eftersøgningen af flere broncer.

Fra Fyn har vi ret få depotfund fra ældre broncealder. De fleste af dem – 10 ialt – er fra samme periode som Røjlemosefundet, dvs. ca. 1500-1250 f. Kr. f. Ullerslevdepotet er allerede nævnt, det blev fundet allerede i 1845 i en mose. Spydspidsdepoter kendes fra Trunderup i Kværndrup sogn og fra Hersnap, her sammen med 2 kornsegle mage til dem fra Røjlemose. I et depot fra Lungerne i Skydebjerg sogn var der flere sådanne kornsegle, men her sammen med kvindesmykker samt to økser, en spydspids og en mejsel. Fundet fra Vellinge bestod udelukkende af kvindesmykker, ligesom et fund fra Broholm ved Gudme. Så er der to fund med sværd: der var tre sværd i depotet fra Tiselholt i Vejstrup sogn og 2 sværd og en dolk i fundet fra Holmdrup kun 6 km fra Tiselholt-fundet. Det sidste af fundene, fra Saltofte, indeholdt en spydspids og en økse, men er dårligt oplyst.

Fundene fordeler sig i grupper med hver sit præg. Den ene gruppe indeholder kun våben (Tiselholt og Holmdrup), den næste våben sammen med redskaber (Saltofte, Ullerslev, Røjlemose, Hernap), i de to sidstnævnte er der både typiske mandsredskaber – økser f. eks. – og redskaber til kvindelig brug (kornsegle). De to fund fra Vellinge og Broholm er rene fund af kvindeligt udstyr, mens Lungerne-fundet indeholdt både typiske kvindesmykker, våben og mandlige redskaber.

Det bliver altså et meget broget billede, man kan få ud af disse fund. Forklaringer på fundenes sammensætning kan naturligvis findes, men en forklaring, der dækker alle variationerne, er det ikke nemt at finde. De mandlige og kvindelige fund kan være ofringer til de to køns beskyttende magter, og de blandede fund kan repræsentere ofringer fra en familie, men også andre tolkninger har sandsynlighed, som netop nævnt for Røjlemosefundet. Røjlemosefundet adskiller sig dog fra alle de andre ved ikke at være fundet i en mose eller en eng, og fundforholdene er væsentlige netop ved tolkningen af disse fund. Det har ikke været så nemt at finde ting igen, som var sænket ned i vand og derfor er det rimeligere at tolke mosefundene alene som ofringer end fundene fra det faste land.

I hele ældre broncealder er der påfaldende få fund fra Nordvest-fyn. Det kan være tilfældigt, og det nye fund viser jo, at der var folk tilstede med betydelig rigdom, og det er nærliggende at antage, at der også var bygder i området, hvor der kunne handles med slige broncer.

Ved Middelfart dukker der nu en boplads frem, som ser ud til at kunne høre til samme periode som broncerne, og andre vil uden tvivl komme i fremtiden, hvis Middelfarts amatørarkæologer har øjnene med sig som hidtil.

Noter

Denne artikel er kun en foreløbig beretning om fundet. Konserveringen er ikke afsluttet endnu, og den kan endnu give nye detailler, bl.a. bliver det interessant at se de forskellige variationer inden for ornamentikken. Fundet er omtalt i Skalk 4, 1972. På kortet over de fynske depotfund fra ældre broncealder mangler fundet fra Tranderup – se Odense Bys Museer, Årsberetning 1967-68, 6.

Videre læsning om depot-offerfundsproblemer kan findes i Årbøger for Nordisk Oldkyndighed 1958, s. 15 ff., samt i Sprog og Kultur 1947, s. 44 ff., 1948 s. 1 ff. og s. 11 ff. med diskussion af problemet – Offerfund eller ikke? mellem H.P. Hansen og E. Albrectsen.

Dette vigtige fund var ikke blevet reddet, hvis ikke en række personer havde ydet en prisværdig indsats. Finderne skal naturligvis først og fremmest takkes for deres årvågenhed, murermester Børge Kristiansen for sin forståelse af vor langsommelige arbejdsgang og amatørarkæologerne for deres hjælp både ved eftersøgningen efter broncerne og ved de øvrige undersøgelser i området. Deltagere var Aage Petersen, Viktor Poulsen samt Magda Hansen, Peter Kjærgård og Henry og Bjarke Nielsen, Klaus Jørgensen og fru Wejbjerg.

©