Nu er der snart ikke flere af de små, snævre stræder, der i fordums tid forbandt Overgade i Odense med Sortebrødretorv. De var ellers et karakteristisk træk i byens plan. I de store huse ud mod Overgade boede det gode borgerskab, der også ejede de små lejevåninger og boder, som fyldte grundene langs stræderne og torvet. Teaterstræde, Overstræde, Mellemstræde, Møntestræde og Præstestræde var hyggelige navne på små stræder, der sad som ribben på Overgades rygrad.

Møntestræde og Mellemstræde er nu ene om at repræsentere typen, thi i 1952 fik Præstestræde sin dødsdom. Den østre side af strædet var ganske vist i tidens løb bleven flankeret af en nyere rødstensbygning, men strædets snæverhed var bevaret, og det afsluttedes af den morsomme, gamle portbygning, der i sin tid havde ført ind til Vor Frue præstegård.

Fra museernes side blev der sat meget ind på at redde denne bygning. Ved en flytning kunde den have dannet en nydelig afslutning på Møntestræde og tjent som skærmbrædt overfor Sortebrødre Torvs moderne bebyggelse. Det er overordentligt beklageligt, at denne sag ikke kunde gennemføres og at portbygningen nu står på listen over de døde huse.

Det kan til tider gå mærkeligt til. Netop i den tid, hvor sagen om portbygningen gjorde tilværelsen bitter, kom der fra xylograf Hendriksen, København, en forespørgsel, om museet kendte eller ejede noget billede af Vor Frue Præstegaard fra midten af forrige århundrede. Da det ikke var tilfældet, sendte xylografen et fotografi af en tegning, der skulde vise en del af præstegården. Man ser en toetages bygning med en port; et stort kastanietræ overskygger hele taget. Imellem grenene foroven ses et tagparti af et hus. Foran bygningen er der et hyggeligt dueslag.

Spørgsmålet var, om tegningen kunde forestille den truede bygning.

Vor Frue præstegårds port i sydsiden, set fra Præstestræde.

Som huset nu fremtrådte var det en en-etages, grundmuret bygning, der lå i retning øst-vest. Østgavlen var afvalmet, vestgavlen spids. I venstre ende var porten, der fra Præstestræde førte gennem bygningen. På noget af sydsiden og på hele nordsiden var facaden opdelt af flade pilastre, og mellem disse var anbragt vinduer. I den østre ende havde der åbenbart også været en nu tilmuret port, men iøvrigt viste nordsiden den ejendommelighed, at husets vestlige del havde en lidt anden inddeling end resten af huset; under vinduerne på dette parti var der murede, barokke fyldingspartier, som manglede på resten af huset. Tagværket var velbevaret. Det indre af huset var interesseløst. Det havde i de senere år tjent som pølsefabrik.

Med venlig bistand af stadsingeniørens kontor blev huset opmålt af arkitekt Aage Frydendahl, og der blev foretaget en undersøgelse, som viste, at kun husets vestende med portindkørslen var oprindelig. Resten var på trods af pilastrene og den tilstræbte overensstemmelse med portpartiet en senere tilføjelse.

Det kan være rimeligt at samle spredte minder om den gamle præstegård for derigennem muligt at finde en forklaring på portbygningens skæbne.

Vor Frue præstegårds portbygning. Tegning ca. 1860. Bygningen er set fra nord, dvs. fra præstegårdens gårdsplads.

I 1836 blev det gamle stuehus til præstegården nedrevet. Ifølge en indskrift, der var anbragt på en bjælke i stuehuset, var dette hus opført 1633, og det var sket med tilladelse af kongens råd og kansler Christen Thomesen( Sehested), der var kirkens patron, og på foranstaltning af kirkeværgerne Claus Mule og Rasmus Christensen – Gud til ære og til hjem for kirkens præster.[1]

Indskriften kendes kun fra afskrifter; selve bjælken er forlængst forsvundet, men navnene fører os midt ind i byens historie. Som lensmand på Skt. Knuds kloster og som Frue Kirkes patron havde Christen Thomesen en vis indflydelse, der gav ham magt til i 1633 at foreslå Ludvig Mikkelsen til sognepræst for Frue kirke, og han har vel også inspireret kirkeværgerne til at bygge en ny præstegård. Claus Mule tilhørte Mulernes gamle slægt; han kaldes ærlig og velbyrdig og kunde hævde sit adelskab, eftersom han ikke drev borgerlig næring. For de af hans søskende, der havde slået sig på købmandsskab var det vanskeligere. Rasmus Christensen (Anscharis) var en af byens store købmænd og i hvert fald til 1644 var han kirkeværge for Frue Kirke. Han er et af de meget sjældne eksempler på selvmord fra denne tid; hvad der har tilskyndet ham til at hænge sig i 1645, er ikke godt at vide, men for enken blev det sørgelige resultat, at kongen og byen beslaglagde halvdelen af hans efterladte formue.

Om gårdens indretning og udseende kan man få en del oplysninger gennem de bevarede synsforretninger. Ved reskript om præsteresidenser i købstæderne af 24. april 1741 var det bestemt, at der ved præsteskifter skulde tages syn på præstegårdene. Enken efter sognepræsten Peder Kryssing lod derfor i 1745 foretage lovligt syn og vurdering. Andre synsforretninger er bevarede fra 1777, 1800 og 1827.[2]

Alle fire synsforretninger viser, at præstegårdens bygninger har dannet et firesidet kompleks. Mod nord og parallelt med portbygningen lå stuehuset i retning øst-vest. Det var en bindingsværksbygning i to stokværk, der endnu i 1745 var tækket med strå. Ved denne bygnings østre ende lå en svinesti, og her fandtes to brønde, den ene med en post, den anden med en junge.

Stuehusets plan har været således, at man ad en dør på sydsiden er kommen ind i en forstue, hvorfra der førte en trappe op på første sal. Til venstre gik en dør ind til »den store stue«, der havde ikke mindre end 10 vinduer, panelklædte vægge og en kamin. Tilhøjre for forstuen lå dagligstuen på fire fag med 8 vinduer, hvilket vel må betyde, at den har været gennemgående i husets bredde; også her var væggene panelklædte; der var fjællegulv og iøvrigt var panelet på den nordre og søndre side samt de tre døre fornyede.

Fortsatte man vandringen gennem dagligstuen, kom man dels til »ammestuen« på 4 fag med to karme vinduer, små og med jernstænger for. Her fandtes to nyopsatte alkovesengesteder, og gulvet var belagt med rødsten. Endvidere var der et sengekammer med to fag vinduer og sluttelig køkken med et ildsted, som i bagvæggen havde en indmuret ovnplade. Endelig spisekammer og bryghus.

Oppe på 1. sal havde præsten sit studerekammer, og i hver ende af huset var der et kammer.

I løbet af tiden fra 1745 til nedbrydningen har stuehuset åbenbart ikke undergået væsentlige forandringer. Det beskrives i 1777 som 22 fag langt og 12 alen bredt og er sunket meget i jorden, navnlig 6 fag i vest og 14 i øst. På det tidspunkt havde huset fire skorstene, hvoraf de to og bageovnen var meget medtagne.

Den østre side af gårdspladsen afgrænsedes af en længe på 21 fag. I 1777 blev den kaldt ubrugelig, men det er dog nok den samme, der nævnes som stald i 1800.

Portbygningen under nedrivning 1952.

I huset var desuden vognremiser, tærskelo og kornlade, og dette formål tjente det også i 1827.

Mod vest var der i 1745 kun et plankeværk og et tørveskur. I 1745, 1777 og 1800 tales om en længe, der åbenbart lå øst-vest og som var 15 fag på den nordre og 17 på den søndre side; i 1800 hedder det, at det var en ladebygning eller et baghus ud til kbmd. Gottschalcks gård med den ene side på 15 fag og den anden side ind til præstegården på 12 fag.

Interessantest for vort problem er oplysningen om bebyggelsen langs gårdspladsens sydgrænse. Her har vi i 1745 et lille hus på 4½ fag, men i to etager. Det er så medtaget, at det ikke kan repareres, og det støder op til en bindingsværkslænge på 13 fag med tegl. Men i 1777 hedder det, at der på dette sted ligger en stor lade på 10 fag i længden og i to stokværk. Ved siden af den lå »Porthuset hvor igennem indfarten er til præstegården, er 2 etager. Den underste af grundmur med kælder under, den øverste af bindingsværk med en halv steen udenfor tømmeret, er nyt og godt, men mangler loft, vinduer og døre. Er 11 fag.«

Kgl. bygningsinspektør Lehn Petersens forslag til portbygningens anbringelse for enden af Møntestræde mod Sortebrødre torv.

I 1800 har ladebygningen mod syd lige overfor stuehuset fået en tilbygning til gården ligeledes på 10 fag, men kun i en etage. Endvidere er der »en grundmur- og bindingsværksport-bygning til strædet, hvori indkørslen er til gården, består af 11 fag 2 etager med quist igiennem på 3 fag, har været brugt og bruges til at sætte korn og tørv udi.« Det tilføjes, at den underste etage er grundmur, den øverste mur og bindingsværk, samt at der kun udfordres få reparationer.

Ved at sammenholde synsforretningerne fra 1745 og 1777 får man indtryk af, at der imellem disse to år er foretaget en del ombygninger. De har været udført af sognepræsten Salomon Frederiksen v. Haven, der fungerede fra 1750 til sin død juleaftensdag 1776. Han var iøvrigt af den ansete kunstnerslægt, hvortil hørte arkitekten Lambert v. Haven og maleren Salomon v. Haven. Det meget omfattende skifte efter ham er bevaret, og rent bortset fra, at det nævner den inddeling af stuehuset, som forekommer allerede 1745, viser det v. Haven som en litterært interesseret mand, der på sine 10 bogreoler havde flere hundrede bind, og skiftet giver endvidere et fortrinligt indtryk af møbleringen.

Ikke desto mindre påstod v. Havens efterfølger Christian Davidsen Seidelin, at præsteresidensen var meget brøstfældig, og da han døde 1799, mente hans arvinger, at han havde ofret 11-1200 rdl. på den. Den eneste bygning, som ikke behøvede reparation var portbygningen, som var så ny, at den ikke havde istandsættelse behov; den omtalte kvist er dog muligt sat på i Seidelins tid.

Dronningens Asyl nedrevet 1953.

Noget må der dog have været om præstegårdens forfald, thi i 1826 fik pastor A.H. Steenbuch et lån på 900 rdl. til istandsættelser, men i 1846 blev det gamle stuehus nedbrudt. Alene portbygningen fik lov at ligge som indkørsel til den nye præstegård.

Men også den blev ombygget. Med de oplysninger, der er bragt til veje, kan man fastslå, at den grundmurede portbygning må være opført omkring 1760. Den har haft en længde af ca. 12 meter og været i to etager. Anvendelsen af pilastre og deres udformning har ganske svaret til naboen, rebslager Leopolds gård, Overgade 60, der er fra samme tid. Endvidere har der i hvert fald 1800 været en kvist over tre fag.

Vender man så tilbage til den gamle tegning, vil man genkende portbygningen fra præstegården; man ser bygningen fra nord, altså fra stuehus og gårdsplads; facadens pilastre er rigtigt gengivet, endog klokkestrengen synes at være taget med. Den øverste bindingsværksetage er som overflødig og vanskelig at vedligeholde formentlig taget ned i forbindelse med opførelse af det nye stuehus; endelig har man forlænget huset og gentaget pilasterinddelingen. Samtidig har hele bygningen måttet have nyt tag.

Vandtårnet i Odense nedrevet 1953.

Endelig gengiver vi det forslag til den lille portbygnings placering i Møntestræde, som kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen havde udarbejdet.

»Dronningens asyl«. Navnet fik denne stiftelse efter Christian VIII’s dronning Caroline Amalie, der fik så nær forbindelse med Odense i de år, hvor prins Christian var gouvernør over Fyn med bolig på slottet. Asylet blev stiftet i 1836; man fik lejet lokale i Nedergade, matr. 692 og 7. febr. 1837 begyndte asylet sin virksomhed; i løbet af det første år havde man 36 drenge og 36 piger, og man besluttede at sætte antallet op til 100. Derfor måtte man have nye lokaler, og i 1840 købte man grund i Gråbrødremurstræde. Samme år nedlagdes en sølvplade i grunden i anledning af kongeparrets sølvbryllup, og den højtidelige handling udførtes af kronprins Frederik (VII). ) Den stilfærdige to-etages bygning med den rolige facadeinddeling er en god repræsentant for sin tid. Med henblik på gadereguleringer er huset dømt til nedrivning.[3]

Og medens disse linier skrives, står vandtårnet for fald. Det blev opført 1888 efter tegning af arkitekt J. Vilh. Petersen; dets side prydes med en noget stiliseret opfattelse af byens våben; modellen til det findes i Møntergården. Iøvrigt har vandtårnet i adskillige år ikke tjent noget praktisk formål. Som bygningsværk er det en kopi af tyske bytårne, der kan bringe Nürnberg i erindring. Men det var trods alt med til at give Odense profil, og det skader ikke, at byen har en profil.

Noter

  1. ^ Indskriften gengivet i Engelstoft: Odense Bys Sognehistorie, s. 168. Anm.
  2. ^ Odense byfoged arkiv. Tingsvidnesager, 1745, 13/7. 1777, 1800. – Odense bispearkiv. Graabrødre Hosp. breve, 1828, nr. 113. (Landsarkivet, Odense).
  3. ^ A. J. Rud: Dronning Caroline Amalie og Asylet i Odense. 1937.