“Dog jeg synded’ kun ved Tanke! mig fra Gierningen Bevaer!”

H.C. Andersen og prostitutionen

Prie! pour les vierges voilées:
Pour le prisonnier dans sa tour,
Pour les femmes echevelées,
Qui vendent le doux nom d’amour!

Victor Hugo.

I H.C. Andersens lille bog Billedbog uden Billeder fra 1839 finder man et miniportræt af en ung kvinde, der endte sit liv som prostitueret. I bogens “Tredie Aften” kigger månen ned i en af byens suspekte gader:

Den snevre Gade her tæt ved, – den er saa smal, at jeg kun eet Minut kan lade mine Straaler glide ned af Husets Væg, men i dette Minut seer jeg nok for at kjende den Verden, som her rører sig.[1]

Hvad månen ser, er sidste akt i en hverdagstragedie. Den lille pige, der som barn legede mellem rosenhækkene i præstegårdens have, og som ti år senere blev gift med en rig købmand, ligger denne aften dødssyg på sengen. Alligevel pynter hendes onde vært hendes hår med roser og tvinger hende til at sætte sig ved vinduet og udbyde sig selv til forbipasserende mænd. Her dør hun. “Fra det aabne Vindue prædikede den Døde Moral; min Rose fra Præstegaardens Have!” lyder månens sidste ord. Månen, der denne aften kigger ned i den smalle gade, fortæller sin historie til “en fattig Knøs”. Han bor i en af de smalle gader “høit oppe, med Udsigt over alle Tagene”. Den fattige knøs er digteren selv som nybagt student i 1827. I Mit Livs Eventyr, bind I skriver H.C. Andersen:

Jeg leiede et lille Qvistværelse omme i Viingaardsstræde; den lille Stue der, med den skraae Væg hen under Taget, er beskreven i Romanen “kun en Spillemand ”; og i “Billedbog uden Billeder ” aflægger Maanen der sine Besøg, som da den her for mig gled hen over Nicolaitaarn.[2]

Allerede før sin skoletid havde Andersen – uden dengang at blive klar over det – boet i et berygtet kvarter, nemlig i Ulkegade i København.

I synet på den unge kvinde, der engang var den skønneste rose i præstegårdens have, men som siden voksede med vilde skud, er digteren og månen enige: hendes liv blev en tragedie.

I sit eget liv oplevede H.C. Andersen prostitutionen både herhjemme og i udlandet. Hvordan forholdt han sig til den? Det spørgsmål skal jeg forsøge at besvare i det følgende. Ikke fordi jeg nærer en særlig interesse for digterens seksualliv, men fordi prostitutionen i dens forskellige former kom til at spille en ikke uvæsentlig rolle i hans liv, og fordi dette emne hidtil ikke er blevet behandlet i sin helhed i H.C. Andersen-forskningen.

H.C. Andersens liv formede sig som en bestandig pendlen mellem to verdener: ude og hjemme. Sit egentlige hjem – et par møblerede værelser – havde han på skiftende adresser i København. At være ude var for Andersen at være på rejse i et eller flere europæiske lande, som regel i adskillige måneder ad gangen. Ind imellem var han en kærkommen gæst på flere af landets kendte herregårde. Ønsker man at studere det særlige aspekt af hans tilværelse, som hans forhold til prostitutionen udgør, må man altså følge ham både ude og hjemme.

Vi må begynde i det udenlandske, i Italien, for herfra stammer de første vidnesbyrd om digterens møde med prostitutionen. Takket være et stipendium fra fonden Ad usus publicos kunne H.C. Andersen i foråret 1833 begive sig ud på en stor dannelsesrejse igennem flere europæiske lande. Hans langvarige og udbytterige ophold i Rom i vinteren 1833-34 – blandt andet skildret i hans mange breve til vennerne herhjemme – er der i denne sammenhæng ikke grund til at komme ind på, bortset fra, at det forlyder, at Thorvaldsen og andre nordiske venner i Rom havde planer om at forføre ham, men at det ikke lykkedes.[3] Det er dog et spørgsmål, hvor meget det har på sig, for det eneste, der står herom i digterens dagbog, er et par linier, skrevet juleaften 1833: “Fernley talte til Thorvaldsen om at forføre mig, om min Uskyldighed”.[4] Thomas Fearnley var en norsk landskabsmaler.

Den 15. februar 1834 ankom H.C. Andersen til Napoli, og her kom han snart ud for oplevelser af hidtil ukendt art. “Neapel er et Paradiis”, skriver han begejstret i dagbogen. Men det var et paradis med slanger:

I Aftendæmringen havde jeg flere Ruffere om mig, der vilde anbefale bella Donna; jeg kan mærke Climatet virker paa mit Blod, jeg følte en [rasende] Lidenskabelighed men modstod.[5]

Et par dage senere kan Andersen konstatere, at han “endnu” havde modstået fristelserne. “Kommer jeg hjem uskyldig, saa bliver jeg det altid”, spår han.[6] I den følgende tid fortsatte alfonserne med at forfølge digteren, der gang på gang måtte kæmpe med sig selv på grund af det, han kalder den neapolitanske lidenskab: “Uhyre Sandselighed og Kamp med mig selv”.[7]

“Den neapolitanske Kneipe hvori Nordmanden Berg, Digteren Hertz, Philosophen Zeuten og jeg spiiste den første Aften vi vare i Neapel 15. Februar 34.”. Tegning af H.C. Andersen. H.C. Andersens Hus

I sin dagbog analyserer H.C. Andersen sit forhold til den fristende napolitanske prostitution. Den 23. februar spørger han sig selv, om det virkelig er en synd “at tilfredsstille denne mægtige Lyst”. Hvis det er det, vil han bekæmpe sin lyst. Resultatet af overvejelserne bliver, at Andersen vil bekæmpe sin sanselighed – at han altså betragter det som syndigt at gå til en prostitueret. Idealet er for digteren den “rene” kærlighed: “Lykkelig den der er gift, der er forlovet!”.[8] Ordene stammer fra Andersens rejsefælle, digteren Henrik Hertz, som det ses et andet sted i dagbogen.[9] H.C. Andersen nævner ikke Louise Collin her; men der er ingen tvivl om, at det er sin lidet lykkelige forelskelse i hende, han har haft i tankerne, da han skrev dette.

Den 26. februar fristes Andersen med en multa bella Donna på kun 13 år; men i stedet for at gå til hende går han hen og spiser et godt aftensmåltid. Med sin Malaga i glasset forsøger han at fordrive de farlige lyster ved at samle sine tanker om den “rene” kærlighed:

Tænkte paa Lovise og de Andre Hjemme, dersom de havde seet mig [i] Aften, havde de vist været bange for mig. Neapel er farligere end Paris, thi der fryser man, men her brænder Blodet. Gud leed mig til det Fornuftigste og Bedste; jeg anseer ikke denne Tilfredsstillelse for en Synd, men jeg finder det væmmeligt og farligt, med slige Væsener og utilgiveligt Synd med et uskyldigt Væsen. [10]

De sidste linier viser, at digteren under dagbogsskrivningen samme aften atter overvejer sit forhold til prostitutionen. Han betragter det denne dag ikke som en synd i religiøs forstand at besøge en prostitueret; men han tager afstand fra prostitutionen af andre grunde: den er væmmelig (den prostituerede går fra kunde til kunde i noget, der ligner, men langtfra er et kærlighedsforhold), den er farlig (man kan blive smittet med en kønssygdom eller blive udsat for andre ubehageligheder), og den, der indlader sig med en prostitueret, begår en stor synd mod “et uskyldigt Væsen” (luderen er oftest en fattig pige, der er blevet lokket eller tvunget til at falbyde sin krop som en handelsvare). Det er altså moralske betænkeligheder og helbredsmæssige hensyn, der bestemmer hans holdning.

Den 28. februar var det stegende hedt i Napoli. H.C. Andersen selv var varm og lidenskabelig:

Efter Bordet en frygtelig Hede i mit Blod, Hovedpine; Blodet trængte op i mine Øine, en Lidenskabelighed jeg aldrig har kjendt drev mig afsted, jeg veed ikke selv hvor jeg gik, men jeg skyede Toledogaden for at undgaa Ruffianni [dvs. alfonser], gik i den mørke Aften ned paa Molaen [dvs. skibsbroen] [,] satte mig paa en Steen ved Havet der væltede op; den røde Ild strømmede ned af Vesuv. Luftningen kjølte mig ikke, jeg brændte. – Da jeg gik hjem [kom] to Mænd og anbefalede mig Donnaer. Nei, nei! skreeg jeg og gik hjem, hvor jeg gjorte Hovedet vaadt, satte mig til at digte, læse, regne mine Penge ud. Nu er jeg roligere og gaaer ikke ud i Aften. – Erfarne Folk vil vist lee af min Uskyldighed, dog Uskyldighed er det ikke, det er en Modbydelighed for denne Ting, jeg eengang har en Følelse imod.[11]

“Vesuv seet fra Skibsbroen i Neapel.” Tegning af  H.C. Andersen. H.C. Andersens Hus.

I denne maleriske beskrivelse af sin “brynde” identificerer digteren sig med den ildspyende vulkan Vesuv. Men vulkanudbruddet er ikke just et velvalgt billede på Andersens tilstand: vulkaneruptionen letter et voldsomt pres i jordens indre, men den frygtelige hede i digterens blod bliver han ikke befriet for, end ikke en midlertidig afkøling opnår han ved at søge ned til havet: “Luftningen kjølte mig ikke, jeg brændte”. Alfonsernes tilbud afslår han – han må gå hjem med sin indestængte, brændende hede.

Nej, den rene uskyld er ikke forklaringen på, at H.C. Andersen bevarer sin kyskhed i Napoli. Hans møjsommeligt opretholdte afholdenhed må skyldes de moralske og helbredsmæssige overvejelser, vi lige har stiftet bekendtskab med. Det er nok at gå for vidt, hvis man – som Elias Bredsdorff gør – udlægger de sidste linier i citatet som et “klart udtryk” for seksualangst.[12]

H.C. Andersens oplevelser i Napoli – vulkanudbruddet, hans stærke lidenskab og de daglige fristelser fra alfonser og prostituerede – blev ikke uden betydning for hans forfatterskab. Det findes der et tydeligt eksempel på i romanen Improvisatoren, Anden Deel’V, Santa. Eruptionen. Gamle Forhold, hvor Santa forsøger at forføre Antonio. Skønt Antonios blod under denne scene bliver “som sydende Lava” (!), river han sig løs fra hende i sidste øjeblik og styrter ned ad trappen som forfulgt af en ond ånd:

Alt var Flamme udenfor, som i mit Blod; Luftstrømmen bølgede Varme, Vesuv stod i glødende Ild, Eruptionerne oplyste Alt rundt om! Luft, Luft! forlangte mit Hjerte, jeg ilede ned paa Molo, ved den aabne Sø-Bugt, og satte mig tæt ved, hvor Brændingerne brødes. Blodet trængte op i mine Øine, jeg kjølede min Pande med det salte Vand, rev min Kjole op, for at hver Luftning kunde kjøle, men Alt var Flamme, Havet selv skinnede, som Ild, af den røde Lava, der væltede ned af Bjerget! hvor jeg saae, stod hun [Santa] malet med Flamme og saae mig med det bedende, brændende Ildblik ind i Sjælen! “dræb mig, men forlad mig ikke!” lød det for mit Øre; jeg pressede Øinene til, vendte min Tanke mod Gud, men den sank tilbage, det var som Syndens Flamme havde svedet dens Vinger. En ond Samvittighed maa kunne knuse, kan Tanken om den saaledes lamme Mod og Styrke.

“Den smukkeste Eruption af Vesuv, jeg saae.“. Tegning af H.C. Andersen den 2. marts 1834. H.C. Andersens Hus.

Forlægget for denne skildring er det ovenfor citerede dagbogsnotat fra den 28. februar: det er dræbende hedt, i luften og i digterens blod, han søger ned til havet for at blive afkølet, men uden held. På bjerget og i hans indre flammer den vulkanske ild. Selv detaljer som omtalen af blodet, der trængte op i hans øjne og brugen af kølende vand, er kommet med i romanteksten. I denne er der hele tre om at dele den forfærdelige hede, Antonio, Santa og Vesuv.

Ligesom H.C. Andersen skelner hans hovedperson i den italienske roman imellem den syndige tanke og den fuldbyrdede synd: “En ond samvittighed maa kunne knuse, kan Tanken om den saaledes lamme Mod og Styrke”. Og når den plagede digter i sin dagbog den 26. februar tyr til Gud med bønnen “Gud leed mig til det Fornuftigste og Bedste”, så gør hans helt det samme efter sine erotiske oplevelser med den forførende Santa: “Fader, led alt til det Bedste for mig!”.

Ikke blot klimaet (“Neapel er farligere end Paris, thi der fryser man, men her brænder Blodet”), alfonserne, luderne og hans egen lidenskab gav Andersen problemer, også hans landsmand, digteren Henrik Hertz, som opholdt sig i Napoli samtidig med Andersen, pustede til ilden. Det fremgår fx af et dagbogsnotat fra den 13. marts: “fik Vesit af Hertz, der talte liderligt”. Det var just ikke så heldigt for H.C. Andersen, for før Hertz dukkede op, havde han drukket en dejlig Lacryma di Somma til sit måltid, som dog uheldigvis “hidsede Blodet”, så han havde måttet lægge sig lidt på sengen, lidende af “brændende Hede i Blodet” (dvs. stærke seksuelle lyster). For at køle det varme blod gik han en tur efter Hertz’ besøg; men faldt derved fra asken i ilden:

Blev nu forfulgt af Ruffianni, een fulgte mig ligetil min Gade og faldbød en 12 Aars Pige, der var saa godt som Møe, [han] bad mig blot at see hende, det kostede intet [,] og hun var guddommelig smuk![13]

I denne situation var der ikke andet at gøre for den stakkels digter end at ty til et prøvet forsvarsmiddel: “jeg tænkte paa Hende hjemme, som ikke tænker paa mig og rev mig løs! – Jeg gaaer ei ud i Aften”. Med drømmen om den “rigtige” kærlighed skulle den “urene” holdes i ave. Og det lykkedes hver gang. H.C. Andersen kunne rejse hjem fra Italien lige så ren og uskyldig, som han var kommet dertil.

Men når digteren i december 1837 skriver i sin dagbog: “Da jeg var i Udlandet var det alene for ikke at saare Collins, for dem er det her hjemme, jeg aldrig har fulgt min Lidenskab, og dog paaskjønnes det ikke”,[14] så er det nok sandt, men ikke hele sandheden. Der var, som vist ovenfor, flere andre, personlige grunde til Andersens afholdenhed i Napoli. Da han skrev disse linier om Collin’erne i dagbogen, var han vred på dem efter en aften hos dem, hvor han var blevet drillet.

“Neapel. Gjenboens Huus i Via Sperensella, hvor jeg boede. Over Huset sees Castello Sikimo. 1834.“. Tegning af H.C. Andersen den 17. februar 1834. H.C. Andersens Hus.

Hjemme i København blev 1830’erne en lykkelig tid for digteren. Her skrev han i hurtigt tempo tre romaner, adskillige skuespil og meget andet, og i denne periode udsendte Reitzel de første hefter med hans Eventyr, fortalte for Børn. Andersen var hermed godt på vej til at opnå den “Erkjendelse”, som han så inderligt tragtede efter. I Jonas Collins hjem blev han behandlet som en søn af huset. Venner havde han mange af, også blandt landets ledende mænd. En fast digtergage, der sikrede ham økonomisk, opnåede han i 1838. Med iver deltog digteren i det københavnske selskabs- og teaterliv.

På trods af dette produktive og udadvendte liv fremgår det tydeligt af H.C. Andersens dagbøger og almanakker, at han havde sine bekymringer. Nogle af dem var hans forelskelser og hans stærke drifter skyld i. Andersen havde først forelsket sig i Riborg Voigts brune øjne, siden i Louise Collins blå, men uden, at det førte til noget. Han følte sig undertiden ensom, savnede en kvinde at holde af. I almanakken fra 1838 vidner de mange kryds i teksten om, at digteren søgte trøst og tilfredsstillelse i selverotikken. Det var en slags nødløsning, der ikke var virkelig tilfredsstillende for ham. Derfor gik han til sine venner og bad dem om råd mod sin “Sygelighed”. At sygeligheden skyldtes hans seksuelle problemer, fremgår fx af et almanaknotat som dette: “Syg og mat af dulgt Lidenskab.+”.[15]

Jonas Collin d.æ.s søn, Theodor Collin, blev Andersens første fortrolige. I januar 1838 noterer digteren i almanakken: “Theodor smuk fortrolig”, og i juni samme år omtaler han “T.[Theodors] Raad mod min Sygelighed”.[16] Theodor Collin, der selv gik til prostituerede, har uden tvivl rådet Andersen til at gøre det samme. Og at digteren er begyndt at interessere sig for den københavnske prostitution, viser et almanaknotat fra september 1838: “Min Ven X [sic!] har sin Donna i store Kannikestræde, Besøgene er mellem 2 og 3”.[17] Det er næppe tilfældigt, at damen kaldes en Donna!

I november samme år talte H.C. Andersen med en anden af sine venner, Wilken Hornemann, der ligesom Collin læste medicin, om sin “Sygelighed”. Hvad Hornemanns råd gik ud på, må vi udlede af Andersens ord i almanakken “fast Beslutning [,] je veux!” og af Wilken Hornemanns senere givne råd: “W.H. bestemt raadet mig til at tage et F.[Fruentimmer]”.[18] De to medicinere var altså enige om, at den en halv snes år ældre, enlige digter ikke havde godt af at leve som en asket, men burde gå til en prostitueret.

I december 1838 dukker endnu en person op i almanakken, som yderligere ansporede Andersen til at søge seksuel tilfredsstillelse hos en luder, nemlig Franz Bruun. Også han var mediciner. Han omtales første gang sammen med Hornemann: “Aftenvesit af Franz Bruun og Wilken Hornemann”.[19] I almanakken fra 1840 nævnes Bruun en halv snes gange i perioden fra januar til december. Siden forsvinder han fra almanakkerne, og i dagbøgerne omtales han slet ikke.

Karakteristiske for H.C. Andersens forhold til Franz Bruun er almanakoptegnelser som disse:

Slet Humeur. Bruun vilde have mig paa gale Veie, travet omkring, drukket Viin og Porter, skrevet Prolog for Gundersen, sandselig [den 12. april 1840],

Besøgt Fru Søeborg og F. Bruun. Villie til gale Veie [den 26. maj 1840],

Ikke vel. Om Aftenen travet ud [,] mødt F. Bruun, fandt Dørene lukkede.

Spiist hos Ferrini [den 29. maj 1840] og

Besøgt F. Bruun, Sandselig stemt, men holdt imod [den 31. maj 1840].[20]

Franz Bruun synes at have besiddet en særlig evne til at vække Andersens lyster. En ven af samme betydning for digteren som de to andre medicinere var han ikke.

Andersens bekendtskab med Franz Bruun betød da heller ikke, at han ikke samtidig omgikkes sine andre venner. Fortrolighed i erotiske anliggender søgte og fandt han nu som før hos Theodor Collin:

Mat og angrebet; reenskrevet Mikkel. Sandselig. Theodor meget fortrolig – Syg og mat af dulgt Lidenskab. + [den 16. marts 1840],

Theodor meget fortrolig. Sandselig. Middag hos Wulffs [den 27. marts 1840],

Og sidst i maj var fortroligheden mellem de to herrer på det erotiske område nået så vidt, at Andersen kunne notere: “Prøve for Theodor med forlaarrent” – hvad denne prøve så ellers har gået ud på.[21]

I efteråret 1840 stiftede digteren personligt bekendtskab med den københavnske prostitution. Den 19. august var han (som så ofte) i et skrækkeligt humør. Et par dage før havde han hørt, at Heiberg ikke ville antage hans nye stykke Maurerpigen til opførelse på Det Kongelige Teater. Andersen “drev om” med Theodor Collin “som vilde have mig med til [den prostituerede] S.E.”. Han måtte kæmpe med sig selv for at modstå fristelsen. Det endte med, at digteren i stedet for gik til Ferrinis restaurant og drak sig halvfuld. “Lidenskabelig +” slutter dagens optegnelse i almanakken.[22] Det afgørende skub fik H.C. Andersen i september måned af Wilken Hornemann, der gentog sit tidligere givne råd til ham. To dage efter denne samtale noterer han i almanakken: “Th [Theodor] vil imorgen skaffe et F.[Fruentimmer]”, og den 27. september havde Collin opfyldt dette løfte: “Th har iaften skaffet mig MD til Tirsdag”. Almanakken viser, at digteren var stærkt påvirket af det, der nu skulle ske: natten til tirsdag sov han uroligt, og om tirsdagen var han feberagtigt spændt hele dagen.[23] Om selve besøget hos MD skriver Andersen kort og godt: “… gik med Th til M, Prøve”. Den næste dag noterer han: “Hovedet let, Nærverne spændte. Ikke sovet næsten hele Natten”. Denne morgen fik digteren besøg af Wilken Hornemann, som sikkert kom for at opmuntre ham. Andersen betegner forståeligt nok sig selv som “søvnig og afficeret”. Derefter tilføjer han: “… gik til M, uden nogen Scene”. Besøget hos damen om tirsdagen blev altså gentaget om onsdagen, og åbenbart gik det sidste bedre end det første. Formuleringen tyder på, at digteren under sit andet besøg ikke var ledsaget af Theodor Collin, men gik på visit alene.

Om torsdagen besøgte Andersen Collin. Hans humør var usædvanlig godt denne dag: “… følt mig mageløs vel! riig paa Tanker”. Men humøret skiftede hurtigt – den næste dag skriver digteren:

Sovet uroligt! ildestemt ved Th’s Mismod. Frygt for at være syg. Opmuntret af Wilken. Middag hos Jette Wulff. halv bestemt paa at reise med Holst. Kjærlighed til L.C. [Louise Collin] vaagnet stærkt paa ny! – Bestemt at reise med Holst.

Theodor Collin har øjensynlig ikke været helt tilfreds med Andersens debut i prostitutionens verden, mens Hornemann var forstående og opmuntrende. De to medicinere deltog begge i det, der nu foregik, men de optrådte meget forskelligt over for deres ven.

Den sidst citerede optegnelse vidner om, at H.C. Andersen er ved at være lidt utilpas ved sin situation: ligesom han gjorde i Napoli, prøver han nu at mane lysten til den “urene” erotik i jorden ved at drømme om den “rene” kærlighed – om Louise Collin, Theodor Collins søster. Samtidig har han lyst til at rejse bort fra det hele. Det var ret urealistisk at tænke kærligt på Louise Collin, for hun skulle sidst i november giftes med sin forlovede, Wilkens Lind. Det er vel også derfor, at Andersen ender med at beslutte sig for at rejse til udlandet med sin ven H.P. Holst som rejseledsager. Notatet vidner om digterens hurtigt skiftende stemninger: kun en linie skiller “halv bestemt” fra “bestemt”!

I den følgende tid begynder H.C. Andersen at forberede sig på udenlandsrejsen. Forinden når han at drikke dus med sin mentor i erotikkens verden, Theodor Collin, og at aflægge madam M.D. endnu et besøg: “var ved M.D. Dør men kom ikke ind”.[24] Om damens dør var låst og lukket, eller om Andersens mod svigtede ham på dørtrinet, lader sig ikke sige; men at han i hvert fald denne gang på eget initiativ opsøgte hende, er der ingen tvivl om.

På digterens selverotik fik disse damebesøg ingen indflydelse. De må opfattes som forsøg på at komme bort fra det utilfredsstillende og “sygelige” ved den ensomme erotik, forsøg, som altså mislykkedes. I 1840’erne hører vi ikke meget til det erotiske i de perioder, da han opholdt sig i København. Men at Andersen ikke helt havde opgivet tanken om at søge seksuel tilfredsstillelse på den af Collin og Hornemann anbefalede måde, viser en række almanakoptegnelser fra årene 1843-50:

Hos Theodor der lovede at skaffe et F. – Sandselig [den 16. december 1843],

Theodors Løfte. – (…) brændende i Blodet [den 22. april 1845],

Theodor lovet mig – ; [den 18. oktober 1846],

Vilde Th skikke. – (…) Feber i Blodet. Kamp – Jeg er et Vrøvl! – [den 21. august 1849] og

T vilde skaffe – , jeg tænkte paa imorgen, paa Altergang, [den 18. april 1850].[25]

Som det ses, er det i alle tilfælde den erfarne Theodor Collin, H.C. Andersen henvender sig til, når han har fået lyst til at besøge en prostitueret. Notatet fra december 1843 stammer fra en periode, hvor Andersen engagerede sig overordentlig stærkt i de problemer, der opstod for det unge par Jonna Drewsen og Henrik Stampe – og selv psykisk og fysisk blev mærkbart påvirket af dette “Drama”, som han kalder det. Citatet af optegnelsen fra den 22. april 1845 må suppleres med de næste fire dages almanaknotater:

Aldeles feberspændt. Med Theodor til de Blindes Concert, jeg skrevet Prolog; gik ei. + [den 23. april],

Glimrende Anmældelse i the Athenæum af min Improvisator, hedt Blod + [den 24. april],

Angrebet. Spadseret, drevet. Middag hos Hartmann [den 25. april] og Drevet! ypperlig Humeur, Theodor elskværdig, Henrik Stampe hos mig. Husk Lork. Tænk paa Jenny. + Besøg af Prüme [den 26. april].

Det er tydeligt nok de erotiske stemninger og den rolle, som Theodor Collin spiller disse forårsdage, der præger de citerede optegnelser. Nogle af ordene er næsten de samme som dem, Andersen brugte, da han i oktober 1840 beskrev sit første besøg hos en prostitueret: “Feberagtig hele Dagen” (1840), “Aldeles feberspændt” (1845), “gik med Th til M, Prøve” (1840), “gik ei” (1845).[26] I 1845 svigtede Andersens mod ham altså, da det kom til stykket; men Collin, der nu kendte sin vens hurtigt skiftende stemninger bedre, var denne gang ikke mismodig, men ligefrem elskværdig.

Få dage efter sin hjemkomst fra en stor udenlandsrejse i 1846 bad digteren igen Theodor Collin om at skaffe et “Fruentimmer”. Og det samme gentog sig, da han den 16. august 1849 lige var vendt hjem fra en rejse i Sverige. Notatet den 18. april 1850 vidner om, at Andersen nærede religiøse betænkeligheder ved en aftale med Collin: han skulle til alters den næste dag og brød sig ikke om at forlænge sit synderegister. Under gudstjenesten dagen efter var han da også tydeligt præget af gårsdagens kamp mellem fristelse og anfægtelse: “Var nerveus i Kirken, nær ved at segne for Altret”.

Så diskrete er formuleringerne i disse optegnelser, at det kræver lidt fantasi at forstå dem, at forstå, hvorfor sætningerne ofte afbrydes, før de er færdigskrevet. Hvad der kom ud af de fem fortrolige aftaler mellem digteren og Theodor Collin, melder almanakkerne ikke noget om, bortset fra et af de citerede notater fra 1845.

Kan man så tale om, at H.C. Andersen fulgte sine to venners råd i 1830’erne og 1840’erne. Det er i hvert fald ubestrideligt, at han gik et stykke ad den vej, som de havde anbefalet ham at gå, omend tøvende og tvivlende. Om han syndede både i tanke og i gerning, er derimod et spørgsmål, som ikke lader sig besvare på grundlag af disse to tiårs almanakoptegnelser.

Er det altså tvivlsomt, hvad Andersen egentlig fik ud af sit bekendtskab med prostitutionen i København i denne periode, så er det til gengæld sikkert, at nissen flyttede med, når han rejste til udlandet. Mangfoldige var de fristelser, som digteren kom ud for i de europæiske storbyer, som han besøgte på sine mange og lange rejser. De fleste og største fristelser blev Andersen udsat for i Paris og i Hamburg.

Adskillige gange var fristelserne stærke på Hamburgs gader, første gang i 1845: “… mit Blod brændte, hede Lyster, Svaghed – jeg gik tilbage igjen, som altid ærgerlig over at jeg aldrig gjør noget . ..”.[27] Situationen gentog sig i 1847 og beskrives med et lignende ordvalg: “Stor Lyst til Daarlighed, det stikker i Blodet [,] gik flere Gange op og ned af Gaden og derpaa ligesom før hjem igjen, jeg er en Nar! mit Hjerte bankede. Gammel Nar”.[28] Og i 1851: “… sandselig Lyst, men som altid, der blev ikke noget af! – Jeg er saa ung og dog gammel.-”.[29]

I Paris var det umuligt at undgå fristelser. Under sit ophold her på rejsen til Portugal i foråret 1866 blev Andersen bl.a. fristet med et tilbud om at komme op “at see paa en lille Pige for 10 Frank, jeg takkede og gik ikke derop!”.[30] Få dage senere skriver han i dagbogen: “… jeg har iaften ret været omløbet af fruentimmer som vilde lokke mig, jeg gik imidlertid stille til mit Hjem”.[31] Selv hjemme på sit hotel havde digteren den parisiske prostitution tæt inde på livet: “Da jeg gaar hjem opdager jeg at her er Bordel tæt ved Hotellet”. Men hvis det generede ham, var han nu selv lidt ude om det, for to aftener i træk stillede han sig henne ved sit vindue, hvor han kunne se “den ene Herre stikke der ind efter den anden”![32]

Det kan være nok med disse eksempler på H.C. Andersens forhold til den hamburgske og parisiske gadeprostitution. Som det ses, reagerer han på samme måde over for fristelserne i de fremmede storbyer, som han gjorde, da han som ung mand opholdt sig i Napoli. Digteren kan være nok så lidenskabelig – når det kommer til stykket, når han skal bestemme sig, vælger han hver gang det sikre og prøvede: gå-hjem-adfærden.

Ligesom nogle af H.C. Andersens venner i København prøvede at få ham til at gå til en prostitueret, forsøgte andre af hans venner det samme, når de var sammen med ham i udlandet. Især journalisten og forfatteren Robert Watt, der var 32 år yngre end Andersen, gjorde sit bedste herfor. Dagen efter sin ankomst til Paris i april 1867 mødte digteren Watt, der “havde sviret og sværmet med Studenter med deres Fruentimmer”, og hans landsmand underholdt ham straks med “mange vilde, sandselige Historier”.[33] Andersen satte stor pris på Robert Watt, men fandt ham lidt dumdristig: “… han dykker lidt for ungdommeligt kjækt ned i Mosedyndet”.[34]

En del af de to turisters indbyrdes snak gjaldt “Fruentimmer”; men deres aftaler om at gå på damebesøg kunne Andersen godt finde på at aflyse, før de blev til noget:

Der blev i Dag ikke noget af Watt[s] og min Aftale [om] at gaae op og see paa Fruentimmer iaften, jeg vilde ikke have med disse at gjøre, men nok see det Væsen og just med Watt, som kjender det.[35]

Når digteren således havde sagt fra over for Robert Watt, kunne han have en behagelig følelse af at være “beskyttet mod Omverdenen og mig selv” – “men”, tilføjer han lidt skeptisk, “hvor længe?”.[36]

Om H.C. Andersen besøgte et bordel, da han i foråret 1843 opholdt sig et par måneder i Paris, er ikke til at sige. Den 4. april slutter et dagbogsnotat med ordene: “Meget Ild i Blodet; ud – +”.[37] Lidt tydeligere er de sidste ord i optegnelsen den 23. april:

– Sandselighed i Blodet! gid jeg tidligere havde været ung, det er dog nu for galt [med] denne Vildskab, voila! jeg hader det og maa dog derhen, hvorledes seirer ikke Blodet. +.[38]

Dette “derhen” kan næsten kun betyde hen til et bordel.

Selv om gå-hjem-adfærden er det karakteristiske for Andersens måde at forholde sig til den udenlandske prostitution på, så har vi dog hans egne ord for, at han fire gange i årene 1866-68 besøgte et bordel. Da han første gang stiftede bekendtskab med prostitutionen i Napoli i 1834, var han en ung mand, nu var det en ældre herre, der dristede sig “paa Daarlighed” i Paris.

Den 30. august 1866 skriver H.C. Andersen i dagbogen:

Jeg har nu paa hele denne Reise været hidset paa at besøge Fruentimmer [,] hvor træt jeg [end] var besluttede jeg dog at see denne Slags; gik op i et Huus; der kom en Dame som solgte Menneske Kjød, fire Fruentimmer traadte op for mig, den yngste var sagde de atten Aar; jeg bad hende blive; hun var saa godt som i bare Særk; jeg havde saa ondt af hende. Jeg betalte Madammen 5 Frank, gav hende, da hun bad mig derom 5 Frank, men gjorte ikke Noget; saae kun paa det stakkels Barn der aldeles blottede sig og syntes forundret over at jeg kun saae paa he[nde].[39]

Digteren havde i sommeren 1866 været på besøg hos nogle venner i Portugal – Jorge O’Neill, der boede ved Lissabon, Carlos O’Neill, hvis hus lå ved Setubal og Jose O’Neill i Cintra – og på hjemvejen overnattede han i Paris. Når Andersen skriver, at han på hele denne rejse er blevet kraftigt opfordret (“hidset”) til at besøge en luder, tænker han på nogle af sine samtaler med de portugisiske venner.[40] Hans gæstfri sydlandske værter tog det for givet, at deres gæst havde behov for at “kneppe”, og de opfordrede ham gentagne gange til at tage ind til byen og få det besørget. Under en af samtalerne herom indrømmede Andersen, at han “leed af Brønde”, men hans værts ord om, at det var nødvendigt at “rense sit Vandhuus”, gjorde ham kun nedtrykt. Han blev, hvor han var – og var ganske godt tilfreds med denne aften kun at få koldt vand på sit værelse: “… rimeligviis godt for det varme Blod”, skriver han fornuftigt-resigneret.

Hvor træt digteren end var efter den lange togrejse fra Bordeaux til Paris, skulle der altså nu ske noget. Tre ting måtte først lige klares: indlogering i et hotelværelse, et godt måltid mad (med “extra god rød Viin”) og indkøb af ordensbånd – så gik det til et bordel. Her vælger Andersen den yngste af de fire kvinder, den, der var mindst fordærvet og mest uskyldig. Han ser ikke på pigen som det, vi i dag kalder et seksualobjekt, men betragter hende som et medmenneske, der er vokset med “vilde Skud” ligesom præstens datter i Billedbog uden Billeders tredje aften. Pigen bliver forbavset over hans opførsel; sådan en herre, der betaler uden at få noget for sine penge, har hun aldrig før været udsat for.

Men at H.C. Andersen ikke følte sig helt tilfreds efter dette bordelbesøg, viser et par bemærkninger i den næste dags dagbogsoptegnelse: “Mange pariser Tanker, det er godt jeg strax tager afsted. Kjødet er skrøbeligt”.[41] Han rejste fra Paris samme dag.

I foråret 1867 – verdensudstillingens år i Paris – tilbragte H.C. Andersen nogle uger i byen. Hans ven Robert Watt fik ham som omtalt ovenfor ikke med på nogen galej; men Andersen kunne godt selv handle impulsivt:

Efter at have spiist til Middag gik jeg i Brynde op og ned, gik saa pludselig op i en Menneske Boutik, den ene var klistret med Pudder, den anden ordinair, den tredie ganske Dame, jeg talte med hende, betalte 12 Frank og gik uden at have syndet i Gjerning, men nok i Tanke. Hun bad mig komme igjen, sagde jeg var vist meget uskyldig af en Herre at være. Jeg var saa let og glad da jeg kom ud fra dette Huus. Mange ville kalde mig en Pjalt, er jeg det her? Drev om Aftenen paa Boulevarden og saae i Cafeerne malede Fruentimmer sidde og spille Kort, drikke Øl og Chartreuse.[42]

Digteren vælger den mest tiltalende af de tre kvinder i “menneskebutikken” og betaler for at tale med hende. Damen må også have fundet sin kunde sympatisk, for hun bad ham om at komme igen. Og de to synes enige om, hvor grænsen går mellem skyld og uskyld i denne branche: hun mener – lidt utilfreds med ham – at han vist var meget uskyldig af en herre at være, og han noterer – ganske tilfreds med sig selv – i sin dagbog, at han gik uden at have syndet i gerning, men nok i tanke. Ordene er næsten en gentagelse af to 42 år gamle linier i latinskoleeleven Hans Christian Andersens dagbog fra 1825: “Dog jeg synded’ kun ved Tanke! mig fra Gierningen Bevaer!”.[43]

Efter bordelbesøget synes Andersen ikke selv, at han har opført sig som en latterlig forsigtigpeter. Oplevelsen inspirerer ham til at slentre videre hen ad boulevarden og kigge på det parisiske nattelivs “malede”, frigjorte damer – nu havde han prøvet det, der var vildere end at gå på cafe med damer.

I september samme år rejste H.C. Andersen til Paris med den livsnydende Robert Watt som rejsekammerat – digteren måtte i Hannover bede Watt om at styre sine lyster, til de kom til Frankrig. De to herrer havde da heller ikke opholdt sig ret lang tid i Paris, før de var at finde på et bordel, hvor de dyrkede deres fælles interesse, rigtignok på hver sin måde – Andersen således:

Vi spiiste saa i Palais royal og gik derfra op at see paa Fruentimmer; jeg gik aldeles uskyldig derfra, men havde talt en heel Deel med det stakkels Barn, som jeg havde ondt af og som undrede sig over at jeg kun vilde snakke med hende.[44]

Ikke uden grund understreger digteren, at han gik helt uskyldig fra bordellet, for hans erotiske eventyr fik et kuriøst efterspil, som han sikkert har fortalt om med en antydning af et diabolsk smil på læberne:

Kom saa hen i Caffeen hvor jeg talte meget med Frøken Sønderskou, der var opfyldt af den “Reenhed” der var i mine Digte, jeg tænkte Du skulde vide fra hvad Huus jeg i dette Øieblik kommer; dog jeg kom jo uden at have handlet mod noget af de 10 Bud.

I foråret 1868 tilbragte Andersen otte dage i Paris sammen med Einar Drewsen, en søn af hans ven og studenterkammerat Adolph Drewsen. Allerede dagen efter hans ankomst ville Einar Drewsen have digteren med op at “see paa nogle Fruentimmer”; men det blev der ikke noget af, for Andersen havde ikke lyst til den slags fornøjelser denne aften og gik hjem til sit hotelværelse for at skrive breve.[45] På byens gader var det dog ikke så let at undgå “pariser Tanker”. Det vidner en pudsig parentes i et dagbogsnotat om: “(jeg maa ikke glemme Pigebarnet der gik forbi, med de hvide Tænder [,] hun vilde hore hos os, men hun fandt vi vare for Mange)”.[46] Andersen huskede altså at få det hele med, også sine tre ledsageres navne; men den pludselige parentes lavede lidt ravage i den sproglige sammenhæng.

En søndag inviterede H.C. Andersen Einar Drewsen til en fin middag på sit hotel:

“Vi fik to Slags Viin og Champagne” – og efter nydelsen af disse kulinariske herligheder gik de to mætte herrer “op i et B.[Bordel] hvor jeg dog kun sad og talte med Fernanda, den lille Tyrkinde mens E morede sig. Hun var ellers den smukkeste, vi talte om Constantinopel, hendes Fødeby, om Iluminationen der paa Mahomeds Fødselsdag, hun var meget paatrængende “pour fair l Amour”, men jeg sagde jeg var kun kommet for at tale [,] ikke videre. Kom snart sagde hun, men ikke imorgen, da er det min Fridag. Stakkels Qvinde”.[47]

Sin vane tro, fristes man til at sige, valgte Andersen at tale med den smukkeste af bordellets piger – det måtte Einar Drewsen finde sig i. Denne gang får vi ikke blot at vide, hvad pigen hed, men også, hvad digteren underholdt sig med hende om. Han var interesseret i at høre noget om Fernandas liv, før hun blev prostitueret. Den berejste digter fik her glæde af sit kendskab til hendes fødeby, Konstantinopel.

De fire bordelbesøg forløber stort set på samme måde: om aftenen spises der et godt måltid mad med fin fransk rødvin, før man går på damebesøg. Digteren vælger at snakke med den yngste eller smukkeste af pigerne i bordellet. Under tre af besøgene synes samtalen at have været det vigtigste for Andersen, og i tre af notaterne giver han udtryk for medlidenhed med den prostituerede. I alle fire tilfælde vækker hans passive optræden forundring hos pigen – selv understreger han hver gang sin uskyld. Fra bordellet begiver digteren sig gerne til en cafe og får sig lidt styrkende.

Bordelbesøgene er klare afvigelser fra Andersens normale måde at reagere på over for den udenlandske prostitution. I almindelighed valgte han, som vi har set, at modstå fristelserne ved simpelt hen at gå hjem. Når digteren ændrer adfærd, synes forklaringen herpå at være den, at han mere er motiveret dertil af nysgerrighed end af lyst og lidenskab. Han vil gerne ved selvsyn konstatere, hvad det parisiske bordelvæsen egentlig er for noget. Det var ham ikke nok, at andre med deres sanselige historier havde givet ham “et dybt Indblik i Pariserlivet”.[48]

Andersen går til bordellerne for at se og tale med de prostituerede, høre deres livshistorie. Netop fordi han kun kommer der med det for øje, kan digteren forsvare bordelbesøgene over for sig selv – tale om, at han ikke syndede i gerning, men nok i tanke, og om, at han ikke overtrådte noget af de ti bud. Med sin nok-se-men-ikke-røre-optræden i bordellerne anså Andersen sig sikkert for at være lige så moralsk uangribelig som med gå-hjem-adfærden. Og mens han bagefter kunne være ærgerlig på sig selv over, at han havde vendt ryggen til en frister eller fristerinde på gaden, sporer man ingen fortrydelse over bordelbesøgene. Ja, i et tilfælde giver digteren endog udtryk for glæde og lettelse efter besøget. Lettet og glad føler han sig nok, fordi han var gået lige så uskyldig fra bordellet, som han var kommet.

Når H.C. Andersen i 1868 gik med Einar Drewsen på bordel i Paris, hænger det bl.a. sammen med, at de to herrer havde en fælles interesse i det erotiske. Det viser en dagbogsoptegnelse fra 1862: “Aften hos Einard [Drewsen] hvem jeg fortalte om min erotiske Tid”.[49] Det er naturligvis “mandfolkehistorier”, der her er tale om. De har sandsynligvis handlet om Andersens (ret begrænsede) erotiske oplevelser ude i den vide verden i 1830’erne og 1840’erne. Notatets formulering får det til at lyde, som om digteren nu havde lagt det erotiske bag sig, hvad der jo ingenlunde var tilfældet.

I foråret 1870 ledsagede Jonas Collin d.y. H.C. Andersen på en rejse i Frankrig og Tyskland. På denne rejse måtte Andersen høre for, at han gik til prostituerede. I Lyon noterer han i dagbogen: “J. [Jonas] troer jeg har været paa D [Daarlighed], det er ikke saa, hvor underligt man dømmer”.[50] Men selv om digteren selvfølgelig har benægtet påstanden, var Jonas Collin ikke så let at bringe på andre tanker om Andersens gøremål, når han gik ud i byen alene. Kort tid efter gentog episoden sig nemlig i Paris: “Mødt Jonas paa Gaden, [tænk] at vilde troe jeg havde været i Byen, som de kalde det, og dog er det ikke Tilfældet”.[51]

Jonas Collins stædige tro på, at Andersen gik på bordel, når han var i Frankrig, skyldes måske, at de yngre, mandlige medlemmer af familierne Collin og Drewsen havde fået det indtryk, at digteren dyrkede den slags fornøjelser, når han var ude at rejse. I spøg er Collins bemærkninger næppe faldet; nogen spøgefugl var denne sneglesamler ikke. (Man kan for øvrigt af det sidste citat se, at sprogbrugen er ved at forandre sig: at gå “paa Daarlighed” eller “paa Lystighed” hedder nu blandt unge at gå “i Byen”.)

Hjemme i København har H.C. Andersen ikke haft så meget at skrive i dagbogen om sit forhold til den hjemlige prostitution i 1850’erne og 1860’erne. I disse to tiår var hans rejseaktivitet så omfattende, at han som regel kun opholdt sig nogle måneder af året i sit hjem eller hos nogle af sine venner i København. Helt fredet i denne henseende var digteren dog ikke, når han var hjemme. Hos vennerne i Rosenvænget, familien Drewsen, kunne Andersen opleve “Sønnerne og Theodor frivole, lystige”.[52] Af de fire sønner er det vel især Einar og Viggo Drewsen, der her hentydes til. Selv har Andersen nok ikke engageret sig i denne morskab.

Samme efterår forsøgte Einar Drewsen at lokke digteren med til en prostitueret:

E spadserede med mig om Aftenen, vilde have mig videre med, men der blev ikke Noget af; jeg var meget brændende stemt, ærgrerlig over den Lyst som vækkes saa tidt og ikke tilfredsstilles, ækelt![53]

Og når man kort tid efter støder på en optegnelse som denne: “Humeuret slet, Theodors Raad, Einards Ansporelse”, er meningen ikke til at tage fejl af.[54]

Mens Edvard Collin fungerede som H.C. Andersens regnskabsfører og rådgiver i pengesager, var hans broder, Theodor Collin, som før nævnt Andersens ankermand i erotiske anliggender. Så stor betydning for digteren på dette område havde Theodor Collin, at han undertiden ved en association dukkede op i Andersens tanker, når han konfronteredes med fristere på Paris’ gader: “spadseret om Aftenen paa Boulevarden, i Pasagerne i Palay royal, fik Tilbud om Fruentimmer; drev hjem! – nu er da Theodor i Rom”.[55] Og en anden aften – mange år senere – skriver Andersen: “drev om i Gaderne, en Madam vilde have mig op at see paa en lille Pige for 10 Frank, jeg takkede og gik ikke derop! – det ligner ham vil Theodor sige! – o ja!”.[56]

Collin kunne dog også finde på at sige det stik modsatte. Da Andersen i julemåneden 1870 fik vrøvl med bentøjet, konsulterede han sin læge, Theodor Collin, og talte med ham om skavanken: “han vilde meene at jeg gik til Fruentimmer i Smug mere end min Alder taaler, hvor urigtigt dømt”.[57]

Elias Bredsdorff mener, at H.C. Andersen blev “rasende” over, at Collin “beskyldte” ham herfor.[58] Der er snarere tale om, at Andersen blev lidt fornærmet, fordi han tog Theodor Collins ord alvorligt og ikke forstod, at “diagnosen” var spøgefuldt ment. Digterens reaktion er mærkelig, for han kendte sin ven godt nok til ikke at skulle kunne misforstå ham: “Theodor er altid ængstelig og betaget [dvs. modløs] naar han feiler Noget, men med mig slaaer han det altid hen i Narrestreger”.[59] Det var netop det, Collin gjorde også ved denne lejlighed. Han var en spasmager; men Andersen var ikke oplagt til spøg.

Den tid var ved at være forbi, hvor H.C. Andersen havde brug for Theodor Collin som formidler af erotiske forhold, og hans læge var selv ved at blive en ældre herre, der nu morede sig med at mindes sin ungdoms eskapader. Det gjorde han, da digteren aflagde ham et sygebesøg en vinterdag i 1871: Theodor Collin havde været “meget lidende og forknøt [dvs. nedslået]” på grund af en brandbyld på ryggen, men havde det nu bedre. “Han fortalte mig Meget om sin Lyst og Nyden i Ungdommen”, noterer Andersen, der gerne lyttede til den slags historier.[60] Collin har sikkert også optrådt som fortæller med en klar bevidsthed om, at her var det ham, der kunne fortælle de bedste historier.

I afsnittet om H.C. Andersens forhold til den københavnske prostitution i 1830’erne og 1840’erne lod jeg spørgsmålet om, hvor langt digteren dengang gik, når det gjaldt besøg hos prostituerede, stå ubesvaret. Derimod viste undersøgelsen af hans optræden i udlandet ubestrideligt, at han dér aldrig gik over det, der for ham var stregen.

Men heldigvis kan også det ubesvarede spørgsmål besvares. Som ældre mand foretog Andersen nemlig en slags statusopgørelse over sit forhold til den “urene” erotik. I en dagbogsoptegnelse den 20. november 1865 skriver digteren: “Det lader til at Ven Wilkens Raad, ikke følges hverken hjemme eller ude, jeg døer som jeg er uden at have fulgt hans og Blodets Røst, maaskee det bedste for mig”.[61]

De få betydningsfulde linier er næsten ikke til at få øje på, som de står der midt i et langt notat med oplysninger om alt, hvad Andersen har foretaget sig denne dag. Der er overhovedet ingen sammenhæng mellem disse tanker og de begivenheder, der skildres før og efter dem.

Med ordene “Ven Wilkens Raad” hentyder digteren til et par samtaler, han havde haft med Wilken Hornemann i sin ungdom. Vi kender til dem fra Andersens almanakker, hvor vi kan se, at den første fandt sted den 11. november 1838: “Samtale med W:[Wilken] om min Sygeligheds Grund, fast Beslutning [,] je veux!”, den anden den 23. september 1840: “Øm i Penis. W.H. bestemt raadet mig til at tage et F.[Fruentimmer]”.[62] Mere end 25 år efter, at Wilken Hornemann havde givet ham dette råd, dukker erindringen om deres samtaler om dette emne op i Andersens bevidsthed! Hornemanns råd gik som før omtalt ud på, at digteren ville få det bedre, hvis han opgav sin asketiske levevis – hans “Sygeligheds Grund” – og gik til en prostitueret. I sit 60. år gør Andersen status og kan da konstatere, at rådet ikke er blevet fulgt, hverken ude eller hjemme. Gud bevarede ham fra “Gierningen”.

Man kan måske undre sig over, at det er Wilken Hornemann, der falder H.C. Andersen i tankerne under dagbogsskrivningen denne aften, og ikke Theodor Collin, som i sin tid gav ham det samme råd og i mange år var hans vejleder og hjælper i erotiske anliggender. Det skyldes formentlig, at digteren, når det kom til stykket, havde mere tillid til Hornemann end til Collin, lægeligt og menneskeligt, både dengang og nu. Nok var teaterlægen Theodor Collin Andersens læge, men han konsulterede undertiden også lægerne og vennerne Wilken og Emil Hornemann, når han var syg. Theodor Collin forekom Andersen at være lidt for rask på det, drillesyg og tilbøjelig til at ville gøre sig vittig på andres bekostning.

Her har vi altså H.C. Andersens egne ord for, at han aldrig har dyrket den “urene” erotik. Men hvor pålidelig er dagbogen, kan man jo så spørge. Jeg tror, at Erik Dal har givet det rette svar på dette spørgsmål:

Svaret må vist blive, at den i alt faktisk og personligt er ærlig, så langt den rækker, og for så vidt sandheden og intet andet end sandheden. Men absolut ikke hele sandheden.

Forfatteren forklarer den sidste sætning ved at nævne, hvad en anden af dagbogsværkets udgivere, Kåre Olsen, har fremhævet over for ham i samtaler om dette emne, nemlig “at den nødvendige udvælgelse af det oplevede og især af det tænkte i høj grad repræsenterer en redaktion eller ihvertfald en selvkontrol”.[63] Efter min mening er der ingen grund til at tvivle på, at H.C. Andersens ord om hans forhold til prostitutionen ude og hjemme er sande.

I disse novemberdage i 1865 fik digteren anledning til at gøre status på endnu et vigtigt, personligt område. Den 25. november havde Louise og Wilkens Lind været gift i 25 år. H.C. Andersen deltog naturligvis i festen for sølvbrudeparret, som blev holdt i Ingeborg og Adolph Drewsens hjem. Da digteren denne aften satte pennen på papiret i sin dagbog, varede det ikke længe, før han begyndte på en beretning om dagens hovedbegivenhed, festmiddagen i Rosenvænget.[64] Vi hører, at det gik “livligt, bachanalt” til, at Theodor Collin gik lidt over stregen, og at der holdtes mange taler. Adolph Drewsens tale var lige ved at ødelægge Andersens festhumør. Drewsen nævnte nemlig, at digteren ikke var til stede ved brylluppet, at han “som skudt ud af en Kanon, var [taget] afsted [på en udenlandsrejse], Kjærlighed, ulykkelig Kjærlighed maatte man tænke paa”. Andersen valgte at tage den for ham lidt pinlige morsomhed fra den humoristiske side. Det lykkedes ham så godt, at han kunne afslutte sin skildring af festen med ordene: “Jeg fik mange Taksigelser for mit Bidrag til Munterheden, jeg havde et eget lykkeligt Hume[u]r den Aften, som fraperede selv Eduard og Theodor”.

Så følger de betydningsfulde ord om de tanker og følelser, som sølvbrylluppet gav Andersen anledning til: “og nu hjemme takker jeg Gud [for,] at jeg ikke blev Louises Mand, en ganske anden Digter Virksomhed [,] Gud veed hvilken [,] var da givet mig”. H.C. Andersen priser sig her i virkeligheden lykkelig over, at han aldrig fik kone og børn. Sin rige digteriske virksomhed værdsætter han langt højere end noget andet gode, han måtte have ønsket sig.

De to næsten samtidige tilbageblik viser, at H.C. Andersen intet fortryder og ikke er bitter over noget – i hvert fald ikke i skrivende stund. Han takker tværtimod Gud for det liv, han havde fået – et liv uden noget ægteskabeligt samliv med en kvinde og uden noget seksuelt forhold til en prostitueret.

Louise Collin. Tegning af ukendt kunstner. H.C. Andersens Hus.

Ejendommelig for H.C. Andersen er hans (næsten) urokkelige tro på Guds forsyn. Vi møder denne tro allerede i hans skoletid i Slagelse. Blandt mange eksempler herpå kan nævnes en dansk stil, som han skrev i december 1825: “Den handlede om hans [Guds] Forsyn [,] og jeg følte det og haabede. – Tillid til ham giennemglødede min Siæl”.[65] Gennem alle selvbiografierne løber forsynstroen som den røde tråd. Eksempelvis skriver digteren i indledningen til Mit Livs Eventyr. “Mit Livs Historie vil sige Verden hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste”.[66]

Hvor tit havde H.C. Andersen ikke bedt til Gud om det, der ville være det bedste for ham. Da han et par gange i 1865 så tilbage på sit liv, må han have følt, at det guddommelige forsyn virkelig havde sørget for det bedste for ham, når det gjaldt hans forhold til kvinder. Ja, i den ovenfor citerede bemærkning i dagbogen om sit forhold til prostitutionen bruger Andersen netop dette udtryk om det, at han hverken ude eller hjemme har fulgt vennen Wilken Hornemanns råd: “maaskee det bedste for mig”.

Således var de to profetier om sin egen fremtid, som H.C. Andersen fremsatte i sin ungdom, gået i opfyldelse:

  1. Kommer jeg hjem uskyldig, saa bliver jeg det altid [Napoli, den 21. februar 1834].[67]
  2. Nu er jeg hjemme, jeg er alene – alene! som jeg altid skal være det! ved denne Juul, havde jeg vist sagt hende [dvs. Sophie Ørsted, datter af H.C. Ørsted] det, hvad der aldrig kunde have blevet godt for hende! Nu bliver jeg aldrig gift, ingen ung Pige voxer mere for mig, Dag for Dag bliver jeg mere Pebersvend! o jeg var endnu igaar mellem de unge – iaften er jeg gammel! Gud velsigne Dig kjære, elskede Sophie, aldrig skal Du vide hvor lykkelig jeg, som formuende og med Dig kunne have blevet! – [København, den 11. december 1837].[68]

Som omtalt ovenfor bedyrede H.C. Andersen som ung latinskoleelev og siden hen som ældre mand i et par dagbogsnotater om sanselige oplevelser, at han kun syndede i tanke, ikke i gerning. Han skelnede åbenbart mellem større og mindre synder – og følte sig tilsyneladende i stand til at leve med de mindre. Andersens religion var en personligt udformet, rationalistisk kristendom, altså en kristentro med rødder så langt tilbage som til oplysningstiden i det 18. århundrede.[69] Digterens tre store samtidige, Grundtvig, Kierkegaard og Mynster, fik ingen indflydelse på hans livsanskuelse. Væsentlige elementer i H.C. Andersens religion var gudstroen, Bibelen, bønnen, Guds forsyn og nåde, troen på en moralsk verdensorden og forvisningen om et liv efter døden. (Derimod var han bestemt ikke nogen flittig kirkegænger.) Andersens digterværker – ikke mindst eventyrene – og hans breve og dagbøger vidner om denne gudstro.

Grundlaget for H.C. Andersens religion og moral blev lagt i hans skoletid. Det lønner sig måske derfor at kaste et blik på den bog, han har brugt som lærebog i faget religion – især at se lidt nærmere på, hvad denne bog har at sige om drifter, synder og laster. Peder Krog Meyers Lærebog i den christlige Religions- og Sædelære, med Hensyn paa Disciplernes Tarv i de lærde Skolers øverste Klasser (1818) er en særdeles grundig, meget krævende, rationalistisk præget indføring i kristendom og moral (især det sidste) på ikke mindre end 289 sider!

Et menneske bør først og fremmest stræbe efter “at uddanne sine moralske anlæg” hedder det her – det er tilværelsens højeste mål. For at nå dette mål skal man bl.a. søge “at skjærpe sin Følelse for det Moralske eller Umoralske i sine Handlinger“’’ og stræbe efter “at erholde stedse mere uindskrænket Herredømme over sin Sandselighed” (§ 74). I det næste afsnit, som handler om Kydskhed, skriver Krog Meyer, at “Driften til vor Arts Forplantelse““ må underkastes fornuftens herredømme, og han mener, at denne drift fortjener “særdeles Opmærksomhed”. Misbrug af den “til hvilkensomhelst Utugt og Vellyst (Ukydskhed) forfeiler Naturens Øiemed, nedværdiger Mennesket til Redskab for dyriske Lyster, nedbryder saavel Aandens som Legemets Kraft, og vorder Kilde til mangehaande Lidelser for den Vellystige selv og Andre”. For at værne sig mod denne last bør man bl.a. “vogte sig for det første Skridt og Uskylds uerstattelige Tab” og sky slet selskab og farlig lekture.

I § 110-112 behandler bogen emnet menneskets moralske ufuldkommenhed. Menneskets væsen består af fornuft og sanselighed “(eller Modtagelsesevne for sandselige Indtryk, samt Tilbøjeligheder og Drifter)”, og vi kan (i teorien, i hvert fald) frit “bestemme os efter hiin eller denne”. Fornuften og sanseligheden er “stridende Kræfter”. I denne kamp mellem kødet og ånden er fornuften den svage part. Det kan vi takke Adam og Eva for: som en arvesynd er deres “indvortes” svaghed over for sanseligheden gået i arv til os alle sammen. Hertil kommer, at menneskets ufuldkomne moralske status kan blive yderligere forringet af “adskillige udvortes Aarsager”, blandt hvilke lærebogen nævner forførelser og dårlige eksempler. Menneskets moralske skrøbelighed fører derfor let til synder mod “de ved Fornuft eller Aabenbaring kundgjorte Love og Pligter ’ (§ 113). Af synder findes der mange forskellige, men de kan inddeles i kategorier. Blandt eksemplerne herpå nævner Krog Meyer “Synd i Begjeringer eller Tanker, Ord og Gjerninger”.

I § 114 beskrives “Syndens Straf skyldighed, Følger, Grader i Brøde”. I mange henseender er alle synder lige, bl.a. deri, at de vidner om manglende ærbødighed for Guds vilje. Men i strafværdighed er de ikke lige: der gives “i de enkelte Synders Tilregnelighed og Strafskyldighed mangfoldige Grader, der bestemmes efter den krænkede Pligts større eller mindre Hellighed og Vigtighed”.

I denne redegørelse for nogle af lærebogens afsnit om kristelig moral er der nok især grund til at hæfte sig ved to ting: dels dens omtale af synd i begæringer eller tanker, ord og gerninger og dels dens bemærkninger om en graduering af synderne efter deres strafværdighed. I sin dagbog bruger H.C. Andersen netop bogens ord om synd i “Tanker” og “Gjerninger”, og det er tydeligt, at også han inddeler de sanselige synder i forskellige grader: for ham er seksuelle lyster og tanker fæle og syndige, hvis de ikke følger Guds anvisninger om den rette brug af kønsdriften; men at omsætte sådanne illegale tanker og lyster i handlinger betragter han som en langt værre og mere strafværdig synd. Digterens dagbogsnotater om den ustyrlige og besværlige drift er altså helt efter lærebogen.

Skildringen af H.C. Andersens forhold til prostitutionen viser, at der er god overensstemmelse mellem liv og digtning – mellem den digter, der lader månen besøge kvinden i det københavnske bordel og fortælle om hendes livs tragedie, og den mand, der mange år senere besøgte et bordel i Paris og afsluttede sit dagbogsnotat om besøget med ordene: “Stakkels Qvinde” – den digter, som lod den døde pige i det åbne vindue prædike moral, og den mand, der hele sit liv prædikede moral og standhaftighed over for sig selv: “den som ikke kjæmper imod falder! husk paa det [,] Du Skarn!”.[70]

Amor paa Delphinen i Museet i Neapel”. Tegning af H.C. Andersen den 1. marts 1834. H.C. Andersens Hus.

I sin snart hundrede år gamle disputats om H.C. Andersens eventyr har Hans Brix givet denne korte, konkluderende karakteristik af mennesket H.C. Andersen: “i sine Skrøbeligheder var han menneskelig; hans Sind var kærligt; og hans Tanke bevarede sig frisk og frodig, til Døden nærmede sig”.[71] Rigtigere kan det ikke siges.

Det tilkommer ikke andre at gøre sig til dommere over H.C. Andersens seksualliv – hans selverotik eller hans forhold til prostitutionen. Vi ved, hvordan denne side af hans tilværelse formede sig, og vi ved hvorfor. Derfor har Brix også ret, når han om digterens forhold til det seksuelle siger: “ubetinget Medfølelse kan han gøre Fordring paa, han der et Liv igennem plagedes af sit urolige Blod”.[72]

 

Noter

  1. ^ H. Topsøe-Jensen (red.): H.C. Andersens Romaner og Rejseskildringer, bd. IV, 1943, s. 5f.
  2. ^ Sammesteds s. 3; H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr, udgivet af H. Topsøe-Jensen, bd. I, 1975, s. 97.
  3. ^ Elias Bredsdorff i: Politiken den 18.1. 1998.
  4. ^ H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875, udgivet af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen m. fl., bd. I, 1971/1994, s. 260.
  5. ^ Sammesteds s. 316.
  6. ^ Sammesteds s. 318.
  7. ^ Sammesteds s. 321.
  8. ^ Sammesteds s. 320f.
  9. ^ Sammesteds s. 329.
  10. ^ Sammesteds s. 328f.
  11. ^ Sammesteds s. 331.
  12. ^ Se note 3 ovenfor.
  13. ^ Dagbøger, bd. I, s. 352.
  14. ^ Dagbøger, bd. Il, s. 31 f.
  15. ^ H.C. Andersens Almanakker 1833-1873, udgivet af Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber, 1990/1996, s. 38.
  16. ^ Sammesteds ss. 11 og 18.
  17. ^ Sammesteds s. 25.
  18. ^ Sammesteds ss. 28 og 51.
  19. ^ Sammesteds s. 31.
  20. ^ Sammesteds ss. 40 og 43.
  21. ^ Sammesteds ss. 38, 39 og 43.
  22. ^ Sammesteds s. 48.
  23. ^ Sammesteds s. 51. Noten omfatter også de følgende citater.
  24. ^ Sammesteds s. 52.
  25. ^ Sammesteds ss. 114, 149, 183, 207 og 211.
  26. ^ Se note 23 ovenfor og s. 149.
  27. ^ Dagbøger, bd. III, s. 14.
  28. ^ Sammesteds s. 277.
  29. ^ Dagbøger, bd. IV. s. 70.
  30. ^ Dagbøger, bd. VII, s. 70.
  31. ^ Sammesteds s. 74.
  32. ^ Sammesteds ss. 76 og 77.
  33. ^ Sammesteds s. 267.
  34. ^ Sammesteds s. 279f.
  35. ^ Sammesteds s. 273.
  36. ^ Sammesteds s. 276.
  37. ^ Dagbøger, bd. II, s. 342.
  38. ^ Sammesteds s. 351.
  39. ^ Dagbøger, bd. VII, s. 179.
  40. ^ Sammesteds ss. 103, 138, 139 og 165f.
  41. ^ Sammesteds s. 179.
  42. ^ Sammesteds s. 280f.
  43. ^ Dagbøger, bd. I, s. 21.
  44. ^ Dagbøger, bd. VII, s. 345f. En anden aften var Andersen ikke oplagt til at følge Watts “Raad”: sammesteds s. 351. Noten omfatter også fortsættelsen, dvs. det følgende citat. Når digteren her skriver, at han talte med frøken Sønderskou, husker han forkert. Den danske dame, som han talte med i cafeen, var forfatterinden Anna Sønderup (1841 -70).
  45. ^ Dagbøger, bd. VIII, s. 66f.
  46. ^ Sammesteds s. 67f.
  47. ^ Sammesteds s. 69f.
  48. ^ Dagbøger, bd. VII, s. 267.
  49. ^ Dagbøger, bd. V, s. 154.
  50. ^ Dagbøger, bd. VIII, s. 330.
  51. ^ Sammesteds s. 333.
  52. ^ Dagbøger, bd. V, s. 118.
  53. ^ Sammesteds s. 122f.
  54. ^ Sammesteds s. 129. Se også bd. VI, ss. 91, 225 og 264.
  55. ^ Dagbøger, bd. II, s. 344.
  56. ^ Se note 30 ovenfor.
  57. ^ Dagbøger, bd. VIII, s. 449.
  58. ^ Se note 3 ovenfor.
  59. ^ Dagbøger, bd. VI, s. 20.
  60. ^ Dagbøger, bd. IX, s. 17f.
  61. ^ Dagbøger, bd. VI, s. 326f.
  62. ^ Se note 18 ovenfor.
  63. ^ DSLs Præsentationshæfte 9, 2. april 1980. H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875, 1971-77 ved Erik Dal, s. 12.
  64. ^ Dagbøger, bd. VI, s. 333.
  65. ^ Dagbøger, bd. I, s. 28.
  66. ^ Mit Livs Eventyr, bd. I, s. 27.
  67. ^ Dagbøger, bd. I, s. 318.
  68. ^ Dagbøger, bd. II, s. 32.
  69. ^ Se H. Topsøe-Jensen: H.C. Andersens Religion. Et Foredrag i: Vintergrønt. Nye H.C. Andersen Studier, 1976, s. 143-168.
  70. ^ Dagbøger, bd. V, s. 144.
  71. ^ Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr, 1907, s. 279.
  72. ^ Sammesteds s. 146f.

 

©