Forfattere

Don Quixote og den lidende digter

Nogle tegninger af Constantin Hansen

Der findes på Frederiksborg Museet en serie karikaturtegninger af danske digtere, ridende på hver sin pegasus. Den er udført af Constantin Hansen og blev i 1934 erhvervet fra en efterkommer af kunstneren. De afbildede er Oehlenschläger, Christian Winther, H. P. Holst (hvis pegasus er en gyngehest), Henrik Hertz, Ingemann, H.C. Andersen, J. L. Heiberg, Grundtvig og Paludan-Müller.[1] Nogen stor portrætværdi har de vel ikke, men de er meget morsomme, og enkelte af dem har været gengivet og omtalt i litteraturen. Så vidt jeg ved, har den, der forestiller H.C. Andersen, ikke tidligere opnået den ære. En vis tilbageholdenhed overfor disse tegninger kan måske skyldes, at Emil Hannover i sin bog om Constantin Hansen nok nævner dem, men ikke siger noget om, hvornår de er fra,[2] og en udateret karikatur er nu engang en lidt løs ting; risikoen for, at den kan være udført på grundlag af en alt for fjern erindring, er så stor, at man helst undgår den.

Tegningerne er imidlertid daterede, men oplysningen herom er så godt gemt, at den faktisk har været glemt; den findes i en anonym artikel i Højskolebladet 1897.[3] Tegningerne stammer fra 1846, altså fra en tid, hvor Constantin Hansen omgikkes flere af de skildrede personer. Blandt nogle af malerens efterladenskaber, som 1940 blev skænket til Det kgl. Bibliotek af frk. Thora Constantin Hansen, ligger et lille grønt hæfte, uden på hvilket er tegnet en herre på pegasus, og hvori Constantin Hansen bl.a. har indført følgende tekst:[4]

H.C. Andersen som en Don Quixote, der forgæves søger at tilegne sig laurbærkransen. Blyantstegning af Constantin Hansen 1846. H. 13,8 cm. B. 23,7 cm. Frederiksborg Museet, inv. nr. A 5488.

1846
Til Paludan Møller i Anledning af nogle satiriske Afbildninger af danske Digtere.

Ak – hvordan jeg mig vil vende –
Ak – en ond Samvittighed
Er det værste som jeg ved –
Nej! jeg reent ud vil bekiende.

Som jeg da en Aften sidder,
Ingenting bestille gidder,
Gi’er man mig en Blyant – ak!
Og Papir – ja, mange Tak!

Don Quixote var paa Tale,
Flux der springer en Idee
Af mit Hoved, en to tre:
H.C. Andersen at male
Som en æventyrlig Fiante,
Hans Pegas, en Rozinante.
Tegningen, skiøndt slet, giør Lykke.
Tegn os nu et andet Stykke. –
Har det første Skridt man giort
Kan man ikke mere stoppe.
Resten gaaer som det var smurt,
Krybe, gaae og staae og hoppe
Følge paa hinanden Som Fanden. –

„Hele vort Parnas,
Det var Spas,
Hver paa sin Pegas,
Det gik nemt,
Kun Een er glemt,
Paludan med Tilnavn Møller!
Saadan raabes der med Iver
Ingen Fred man meer mig giver
Skiøndt jeg slaaer i Panden Krøller.
„Ham alene veed jeg ikke
Træffe ret til Punkt og Prikke!
„Byron er hans Ideal!”
Raaber nu en hæslig Karl.
Jeg hans Navn vil ikke nævne,
Gid etsteds han maatte revne.
Dog af Kiærlighed til Næsten,
Gid da Revnen kom i Vesten.

Saa – ja saa – i Djævlens Magt
Var jeg alt, desværre, bragt.
Saa – istedet for Pegasen
Satte jeg – tilgiv min Ven,
Satte jeg Lord Byron hen,
Ja, jeg er – jeg er et Asen.
Blot for Rimets Skyld De veed
Bli’er man paa sig selv saa vred.
Dog paa mine bare Knæe
Ligger nu jeg arme Kræe,
Vil De nu mig evigt hade,
Bli’er jeg stedse blandt de flade.
Skriv et bittert Epigram,
Giv mig deri Last og Skam.
Hvad om jeg i Aften kom
For at høre selv min Dom?
Men jeg tør ej komme ene,
Maae jeg bringe Magdalene?

Åbenbart er H.C. Andersen den af digterne, hvem Constantin Hansens latter egentlig gælder og som er udgangspunktet for hele serien, yderligere en grund til at drage denne karikatur frem af ubemærketheden:

H.C. Andersen, med hjelmbeskyttet isse, balancerer på sin Rosinante-pegasus med de umådelig lange ben strittende frem næsten til hestens hoved. Som en ringrider med et kæmpe-penneskaft som lanse søger han forgæves at sikre sig den laurbærkrans, der i dette spil gør tjeneste som ring. Det er opmærksomhed værd, at kunstneren her har givet ansigtet mere udtalt karakter af portræt end i de andre karikaturer, men med en mangel, idet digterens bekendte skæg ikke er tegnet med. Dog, trods skægget får vers og tegning os til at tro, at Constantin Hansen havde et frisk synsindtryk af Andersens lange magerhed.

Constantin Hansen og H.C. Andersen kendte hinanden udmærket. Allerede før maleren rejste til Italien i 1835 kendte Andersen ham i det mindste af omtale, og han beundrede de romerske prospekter, Constantin Hansen sendte hjem til udstilling.[5] Da Andersen december 1840 kom til Rom, hvor han opholdt sig to måneder, var Constantin Hansen blandt dem, han gerne ville i nærmere berøring med, og de fik i denne tid en del med hinanden at gøre.[6] Constantin Hansen aflagde til gengæld visit hos Andersen kun få dage efter sin hjemkomst til Danmark januar 1844, og i den følgende tid har det ikke kunnet undgås i det lille København, at de af og til sås. De var således sammen i selskab med bl.a. Schouw, Thorvaldsen og Oehlenschläger hos Stampes den søndag aften 24. marts 1844, da Thorvaldsen gik i teatret, hvor han døde.[7] Men bekendtskabet synes i det lange løb ikke at være blevet ret nært, selv om Andersen vistnok fortsat nærede agtelse for Constantin Hansens kunst; endnu i 1847 tænkte han på ham som en af dem, der måske kunne tegne illustrationer til hans eventyr.[8]

Karikatur af H.C. Andersen. Blyantstegning på et skitsebogsblad, udført af Constantin Hansen 1840-41. H. 5,9 cm. B. 3,8 cm. Det kgl. Bibliotek.

Under Andersens føromtalte to-måneders ophold i Rom tegnede Constantin Hansen tre små, hidtil upåagtede rids af digterens hoved. De findes i en af hans skitsebøger, der indgik i frk. Constantin Hansens gave til Det kgl. Bibliotek.[9] Den er ganske lille, 12,3 x 8,7 cm. Uden på den har kunstneren senere skrevet: „omtr. 1837-40. Dyrestudier, Æsel, Geder, Oxe, Sommerfugl, Guldsmed, Græshoppe, Karikaturhoveder.”

Blyantstegning på et skitsebogsblad, udført af Constantin Hansen 1840-41. H. 7,4 cm. B. 6,4 cm. Det kgl. Bibliotek.

H.C. Andersen omtaler intet sted i sine dagbøger, at Constantin Hansen har tegnet ham,[10] så han har rimeligvis ikke lagt mærke til, at det skete. Naturligvis kan man ikke være sikker på, at kunstneren i bogstavelig forstand har haft digteren for øje, da han tegnede ham. Men detailrigdommen og den skarpe portrætlighed i tegningerne gør det dog overvejende sandsynligt, eftersom Constantin Hansen ingenlunde var nogen tegnevirtuos, der med flydende lethed fremtryllede portrætter efter hukommelsen. Snarere får man det indtryk, at han er blevet opmærksom, ja overrasket over et eller andet i digterens fysiognomi, som han har forsøgt at fange og fæstne på papiret, vaklende mellem flere muligheder. Det er ikke en fremgangsmåde, der er karakteristisk for denne kunstner, tværtimod, han er den eftertænktsomt konstruerende, som hellere gennemfører sit motiv påny end skifter synspunkt efter tilfældige indskydelser.

Blyantstegning på et skitsebogsblad, udført af Constantin Hansen 1840-41. H. 11,6 cm. B. 6,4 cm. Det kgl. Bibliotek.

På den første tegning (om den kronologiske rækkefølge ved vi intet) vender Andersen hovedet mod venstre. Håret er skilt i venstre side og falder i krøller ned over højre tinding. Under hagen kruser sig det smalle skæg og om halsen har han sit sædvanlige brede halsbind, med små ende-snipper. Kjolens krave er antydet. Det er den af tegningerne, som udskriftens ord karikaturhoved passer bedst på. Det smalle ansigt har næsten kun op-og-ned, der er ingen pande, og digteren vrider et sygt blik om mod beskueren. Karikaturen er en spydighed over den evindelige tandpine, Andersen plagedes af i disse måneder, men som den robuste maler har givet hypokondriens kendetegn. Med den samme ironi kommenterer han Andersens mavepine, da deres veje en årrække senere tilfældigt mødes i Vejle: „Poeten Andersen kom herigennem forleden paa Vejen til Silkeborg. Han syntes at han havde Smerter i Maven men om det var poetiske eller choleriske vidste han ikke”.[11] Hans bekymrede sygelighed har ikke huet den sunde og sikre Constantin Hansen.

Et andet forsøg, som er vendt mod højre, næsten i profil, ville vi kun med forbehold have hæftet navnet karikatur på. Her er kun selve ansigtet, der endda ikke er fuldført. Da kunstneren 1846 havde tegnet sin Don Quixote, har han taget den gamle skitsebog frem og ridset figurens ansigt op med denne tegnings træk; derfor er skægget blevet glemt, for profilen fra Rom var ikke kommet så vidt; og fordi den halve profil er anvendt som ren profil er næsen ikke så fremspringende, som den rettelig burde være. Hvis der havde været nogen tvivl, om de tre hoveder virkelig var Andersens, så lå beviset i denne anvendelse af det ene.

En face-billedet er det vigtigste; det er lidt større og lidt mere udført, med håret skilt i venstre og krøllet i højre side, med hage- og kindskæg, halsbind, kjolekrave og -reverser. Her er stadigvæk noget af det karikerende, men ironi er det knap nok; det er som om Constantin Hansen havde forsonet sig med det sære, bevægelige ansigt og tegnet et lille virkeligt portræt, fuldt af humor.

Langt senere, efter H.C. Andersens død, fik Constantin Hansen endnu engang brug for sin erindring om digterens udseende. Han blev medlem af den komite, der skulle bedømme forslagene til monumentet i Kongens Have[12] og har givet en kort karakteristik af resultatet: „Vi have da efter mange Vanskeligheder endelig faaet en smuk Statue af H.C. Andersen, modelleret af Saaby”.[13] Til at afsige denne dom har han, hvad det portrætlige angår, været vel forberedt. Ikke gennem betagelse af den store digters personlighed; men han havde iagttaget ham med stor opmærksomhed og set, at hans fysiognomi ikke var kun latterligt, men at det også røbede det usædvanlige menneske.

 

Noter

  1. ^ Frederiksborg Museet inv. nr. A 5483-5491.
  2. ^ Emil Hannover: Maleren Constantin Hansen. En Studie i dansk Kunsthistorie, 1901, 237, 239 og 241. Her gengives karikaturerne af H. P. Holst og Ingemann.
  3. ^ nr. 52, 24. december. Artiklens forfatter må være en af Constantin Hansens døtre, der ofte skrev i Højskolebladet. Teksten her har ganske vist årstallet 1845, men jeg antager, at det er en fejltagelse.
  4. ^ Ny kgl. Samling 2171, fol., Constantin Hansen: Vers. Det kgl. Bibliotek.
  5. ^ Edv. Collin til H.C. Andersen 18.12.1833 om at C. H. har malet ham, se H.C. Andersen. Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Ved C. Behrend og H. Topsøe-Jensen I, 1933, 202; se også I, 223; H.C. Andersen om prospekterne, se Svend Larsen: H.C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck, i Anderseniana IX, 1941, 199, 227.
  6. ^ H.C. Andersen. Romerske Dagbøger. Ved Paul V. Rubow og H. Topsøe-Jensen, 1947. Constantin Hansen omtales under 20.12.1840, 4.1., 10.1., 14.1., 28.x., 1.2., 6.2 og 19.2.1841. Se også brev til Jonas Collin 21.12.1840 i H.C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus. Ved H. Topsøe-Jensen I, 1945, 157.
  7. ^ H.C. Andersen i sin almanak om C. H.’s visit 25.1.1844, se H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen 1959, III, 148. – Stampes selskab, samme bog I, 362. (Samme I, 358 om at H.C. Andersen giver C. H. ideer til en illustration); H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr. Ved H. Topsøe-Jensen I, 1951, 265.
  8. ^ Herluf Jensenius: Om at illustrere – især H.C. Andersen, i Anderseniana 2. rk. I, 1950, 54.
  9. ^ Ny kgl. Samling 846, 8°, I, Det kgl. Bibliotek.
  10. ^ Jørgen Paulsen: H.C. Andersen Portrætter. Samtidige malerier og tegninger, i Anderseniana 2. rk. III, 369.
  11. ^ Brev til Constantin Hansens søster Alvilde, Vejle 7.8.1853, Add. 450 VI e, Det kgl. Bibliotek; H.C. Andersen om mødet, se H.C. Andersen. Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Ved H. Topsøe-Jensen II, 1934, 246, og H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen II, 1959, 133.
  12. ^ Svend Larsen: En Model og to Statuer, i Anderseniana 2. rk. I, 1950, 255.
  13. ^ Brev til Chr. Dalsgaard 28.12.1877, Ny kgl. Samling 887, 8°, Det kgl. Bibliotek.
©