Downtovn – byudvikling og byliv

Et forsknings- og formidlingssamarbejde i Odense

Under overværelse af daværende kulturminister Brian Mikkelsen underskrev en række historiske institutioner i Odense en samarbejdsaftale med Syddansk Universitet i september 2007 under navnet MASKOT (Museer, Arkiver, Syddansk Universitet, Kultur, Odense, Tænketank og samarbejde). Partnere i det strategiske samarbejde er Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse og Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet, Landsarkivet for Fyn og Dansk Dataarkiv under Statens Arkiver, Odense Stadsarkiv og Odense Bys Museer.

MASKOT-samarbejdet har som mål at styrke Odense og Syddanmarks innovative, forsknings- og beskæftigelsesmæssige stilling og at understøtte de generelle strategier for udvikling af såvel Odense Kommune som Region Syddanmark. De enkelte institutioners styrker inden for henholdsvis forskning og formidling skal skabe en synergieffekt, der gør det muligt at komme i bedre dialog både med brugerne i form af studerende, besøgende, borgere og turister og med de relevante politiske beslutningstagere og embedsmænd i kommunalt, regionalt og statsligt regi.

Samarbejdsaftalen definerer en række programmer, forstået som overordnede satsningsområder, der danner rammen for formulering af mere konkrete samarbejdsprojekter mellem alle eller nogle af partnerne. Programmerne indgår i en prioritering af samarbejdets områder, og aftalen kan efter behov udvides med nye programmer. Samarbejdets grundlag og idé samt de forskellige programmer er beskrevet på MASKOTs internetside samt i Torben Grøngaard Jeppesens artikel "Innovative satsninger og netværk" i Fynske Minder 2008.

Hovedsatsningen i MASKOT-samarbejdets første fase er programmet Downtown – byudvikling og byliv, som er blevet opprioriteret på grund af den aktuelle store bevågenhed, som udvikling af byernes centrum har fra politiske beslutningstagere, forskere, arkitekter, byplanlæggere, projektudviklere og almindelige borgere. Her er der derfor en unik chance for at bringe samarbejdsinstitutionernes analytiske indsigt og formidlingsmæssige kvalifikationer i spil sammen og med forsknings- og formidlingsmæssige satsninger at bidrage til en mere kvalificeret forståelse, stillingtagen og handling.

Den fornyede interesse for byernes centre

Programnavnet Downtown kommer fra den amerikanske betegnelse for et bycentrum. Oprindeligt stammer udtrykket fra New York, hvor den sydlige del af Manhattan-øen i løbet af 1800-tallet udviklede sig til et kommercielt centrum, mens boligkvartererne efterhånden rykkede nordpå. Ud fra den almindelige opfattelse af, at nord – som på et kort – er opad, og syd er nedad, blev udtrykket to go downtown ensbetydende med at tage fra boligområderne til centrum i syd. Fra begyndelsen af 1900-tallet fandt udtrykket anvendelse i de øvrige amerikanske byer uagtet den faktiske geografiske placering af centrum, og med udbredelsen af amerikansk sprog og kultur er udtrykket nu almindeligt anvendt mange steder i verden.

Mens anden halvdel af 1900-tallet var præget af "flugten til forstaden" og senere ønsket om at vende tilbage til naturen og det nære, har udviklingen de seneste år været rettet mod de store byer, og centraliseringstendenser kan iagttages på snart sagt alle samfundsområder. Især de danske byers centre er inde i en dynamisk udviklingsfase. De middelalderlige bykerner er rammen om events, oplevelser, forbrug og turisme, og kulturarven har fået en fornyet betydning i byens identitetsdannelse. Den indre by og brokvartererne er attraktive bosætningsområder med direkte adgang til centrums byliv og kulturelle tilbud. I de gamle industrikvarterer forsvinder fremstillingsvirksomhederne, mens små innovative virksomheder inden for medier, IT og anden service rykker ind. Havneområderne er, efterhånden som skibstrafikken koncentreres om få trafikhavne, blevet interessante i byudviklingen. Som mødested mellem by og hav, kultur og natur og med en anderledes bygningskultur og rumlighed end den øvrige del af byen er havneområderne en spændende og kompleks ressource, der rummer mulighed for oplevelser, bosætning og virksomheder.

Odense Kommunes vision ‘at lege er at leve’ er brandet efter alle kunstens regler med eget visuelt udtryk i pink og internetside med nyt om aktuelle events samt de obligatoriske links til Facebook og Twitter. Http://legensby.dk.

De større bykommuner er opmærksomme på disse tendenser og søger at underbygge dem i byplanlægning og gennem udvikling af branding- og oplevelsesstrategier. Odense Kommune ændrede således sin forvaltningsmæssige struktur med skabelsen af By- og Kulturforvaltningen, der samlede de dele af administrationen, der har med den fysiske by at gøre, det vil sige byplanlægningen samt de traditionelle miljø- og teknikopgaver og kulturområdet i form af de kommunale kunst- og kulturtilbud, museer og biblioteker. Samtidig udarbejdede et nyoprettet kontor en vision for byen under mottoet "at lege er at leve".

Downtown-programmets idé og formål

Programmet skal understøtte MASKOT-samarbejdets overordnede mål ved at styrke Odense og den syddanske region gennem etablering af forsknings- og formidlingsmæssige projekter med udgangspunkt i den kulturhistoriske dimension. Gennem en opkvalificering af forskningen i "byen" som fænomen og i Odense i særdeleshed skal opnås en bedre og mere nuanceret forståelse af byens historiske udvikling og nuværende kultur og identitet. De nye indsigter præsenteres på en nærværende og relevant måde for borgere og beslutningstagere og kan derved bidrage til, at den kulturhistoriske vinkel og det bredere perspektiv bliver medtænkt i løsningen af konkrete og aktuelle problemstillinger og i formuleringen af nye strategier. Målet er at udforske byen, byens liv, byrummet samt byens idealer, selvopfattelse og -iscenesættelse og derved skabe en stærk forståelse af foranderligheden i den fysiske by og de forestillinger, der er knyttet til den. Nøgleordene for programmet er kulturhistorien, byen og formidlingen med de potentialer, der knytter sig hertil.

Der er under Downtown-programmet iværksat og planlagt en række konkrete projekter. I den kommunalpolitiske debat i Odense har Thomas B. Thriges Gade, den firesporede motorgade gennem byens centrum, længe været et varmt emne. Der er nu truffet beslutning om, at gaden ved færdiggørelsen af broforbindelsen over Odense Kanal skal lukkes for gennemgående trafik og omdannes til et attraktivt byrum. Da flere af forslagene til ændring af motorgaden indebærer bebyggelse eller etablering af parkeringskældre i større eller mindre omfang, vil anlægsarbejderne resultere i omfattende byarkæologiske udgravninger. Samtidig vil lukningen af Thomas B. Thriges Gade ændre den centrale bydels udseende markant – og måske også byens identitet. Denne spændende transformationsperiode er derfor rammen for et outreach-projekt i støbeskeen kaldet "Byens stemmer", der skal afsøge nye veje i den kulturhistoriske formidling ved at åbne op for en brugerdrevet dialog om, hvad byen var, er og bliver.

Sideløbende med formuleringen af denne formidlingssatsning er der iværksat en forskningsmæssig oprustning. Med støtte fra Kulturarvsstyrelsen opslog MASKOT-samarbejdet i 2008 to ph.d.-stipendier med henholdsvis en kulturanalytisk og en historisk vinkel på udviklingen i Odense centrum som emne. De blev besat i efteråret 2008 med cand.mag, i kultur og formidling Hjørdis Havsteen Brandrup og museumsinspektør, cand.mag. i historie og kulturhistorisk informatik Jens Toftgaard. Ph.d.-projekterne, som præsenteres nærmere nedenfor, har arbejdstitlerne "Moderne bykultur i Odense -konstruktionen af oplevelsesbyen" og "Citydannelse, butiksstrøg og byideal – Odense Centrum 1870-1970". Ud over at gennemføre ph.d.-forskeruddanelsen er det tanken, at de to stipendiater skal bidrage til formidlingen, knytte de samarbejdende institutioner tættere sammen og gennem forskningsophold i udlandet etablere internationale kontakter.

I 2009 trådte et nydannet byforskningsnetværk med deltagende forskere fra MASKOT-samarbejdets institutioner sammen. I dette regi afholdes en foredragsrække i januar-februar 2010 under titlen "Visioner for Odense", som tematiserer, hvordan jagten på fremskridtet og drømmen om den gode by gennem årene har formet byen. Byråd, planlæggere, driftige erhvervsfolk og borgergrupper har med forskellige idealer søgt at definere Odenses udvikling og fysiske udseende. Et byforskningsseminar med efterfølgende publikation påtænkes afholdt i 2011.

For at styrke interessen for byforskning blandt de universitetsstuderende har Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse på Syddansk Universitet i 2009 udbudt en byhistorisk fagstamme bestående af tre undervisningsudbud for kandidatstuderende ved henholdsvis lektor Ulrik Langen, lektor Anne Magnussen og Jens Toftgaard. I 2010 vil Hjørdis Havsteen Brandrup følge op ved at udbyde et fag i bykulturanalyse på Institut for Litteratur, Kultur og Medier.

Nedrivningerne i fuld gang omkring 1960 forud for etableringen af Thomas B. Thriges Gade. Til venstre for den katolske kirke ses et nyopført kontorhus.

Moderne bykultur i Odense – konstruktionen af oplevelsesbyen

Udgangspunktet for Hjørdis Havsteen Brandrups ph.d.-projekt er de mange nye byudviklingsprojekter, som Odense Kommune i disse år fremlægger for bymidten. Odense Kommune forsøger at styrke byens brand i konkurrencen med andre byer i landet, og mottoet for Odense er "at lege er at leve". Kommunen forsøger med andre ord at udvikle Odense til "en legende by" – både i kraft af fysiske projekter, men også ved en styrkelse af den lokale identitet i Odense. Analysen af moderne bykultur i Odense tager udgangspunkt i tre udvalgte byrum, som danner rammen om markante byudviklingsprojekter: Et allerede revitaliseret område, Brandts Klædefabrik, den igangværende byomdannelse af Odense Havn og et endnu ikke realiseret projekt, Thomas B. Thriges Gade.

Brandts Klædefabrik fremstår i revitalise-ringssammenhæng som et byudviklingsideal. I 1980’erne blev Brandts Klædefabrik istandsat og omdannet til kulturcentrum med museer, biograf, forretninger, café, boghandel, musikbibliotek og amfiscene. Brandts Klædefabrik blev et populært sted at færdes, og i 1993 blev pladsen ved Brandts kåret til Danmarks bedst besøgte byrum – målt over en periode på en måned.

I centrum for udviklingen af bymidten i dag er Thomas B. Thriges Gade og Odense Havn. Thomas B. Thriges Gade blev i industribyens tidsalder planlagt for at skabe bedre adgang for bilerne ind til bymidten og ned til havnen og blev efter en langstrakt tilblivelsesproces færdiggjort i 1970. Men vejen kom til at dele bymidten i to og medførte nedrivning af dele af den gamle bykerne. Efter etableringen har mange beklaget Thomas B. Thriges Gade, og mange mener, at gadegennembruddet har ødelagt den gamle by. Derfor besluttede byrådet i 2008 at forsøge at læge såret ved at lukke Thomas B. Thriges Gade for biltrafik fra Albani Torv til Østre Stationsvej. I stedet vil man skabe legeplader, små torve med scener, et nyt Musik- og Teaterhus, Musikkonservatorium med mere. Den tidligere så udskældte vej skal være en scene for leg, kreativitet og events.

Siden Thomas B. Thriges Gade blev indviet i 1970 har den været genstand for talrige debatter og gennem årene er der kommet adskillige forslag til løsning af motorgadens åbenlyse byplanmæssige problemer.

Odense Havn skal ligeledes omskabes til nye rum for kreativ udfoldelse. Havnen er en kanalhavn, gravet fra Odense Fjord for 200 år siden. Byen er derfor ikke bygget op omkring havnen som i andre havnebyer. Havneområdet er adskilt fra midtbyen af jernbanen, og den eneste adgang til havnen fra centrum er ad den store Thomas B. Thriges Gade. Derfor er havnen mentalt adskilt fra bymidten. Havnen har i dag udtjent sin rolle som trafikhavn, og den har udviklet sig til et industriområde, hvor de fleste af industrivirksomhederne ikke er direkte afhængige af adgangen til vandet. I dag er vandet ved havnen blevet attraktivt for mere "rene" virksomheder i servicesektoren som advokatfirmaer, fotografer, konsulentfirmaer og lignende. Men her er også stadig de traditionelle mere "beskidte" erhverv som siloer, skrotplads, cement- og olieindustri. Odense Kommune ønsker dog at revitalisere området og omdanne havnen fra industriområde til en attraktiv bydel med en blanding af boliger, kontorerhverv, restauranter, caféer, forlystelser, kulturinstitutioner og offentlige pladser. Allerede nu er der bygget kontordomiciler og eksklusive lejligheder, etableret parkeringskældre og en stor plads med mulighed for sportsaktiviteter.

Fælles for de tre udvalgte byrum er, at de er omdannelser fra industrikultur til oplevelseskultur. Visionerne for byudviklingen rejser spørgsmålet om inklusion og eksklusion i byrummene: for hvem er "scenen" sat, og hvilken kamp udspiller der sig om den symbolske magt i byrummene i forbindelse med byudviklingen? Analysen vil knytte an til en diskussion af, hvordan Odense kan udvikle sig fysisk, mentalt og socialt med udgangspunkt i de aktuelle forhold. På den måde kan ph.d.-projektet i MASKOT-sammenhæng være med til at knytte kulturforskning sammen med en debat om udviklingen af oplevelsesbyen Odense.

Henning Larsens kontorhus under opførelse på Odense Havn i 2005 med det gamle silopakhus og jernbetonsiloerne i baggrunden. Bygningen huser i dag virksomheder inden for finans- og forretningsservice.

Citydannelse, butiksstrøg og byideal – Odense Centrum 1870-1970

Jens Toftgaards ph.d.-projekt bunder i den slående forskel, der er på at gå en tur gennem gågaderne i en dansk by fredag eftermiddag og søndag formiddag. Fredag er gaden fyldt med mennesker og et pulserende liv. Søndag er butikker og kontorer lukkede og gaden menneskeforladt, for i denne del af byen bor der ikke nogen.

Fra midten af 1800-tallet skete en modernisering af de danske byer, der afgørende ændrede deres økonomiske, sociale og erhvervsmæssige strukturer. Denne modernisering kan aflæses direkte i byernes fysiske fremtræden, først og fremmest i form af nye kvarterer, der mangedoblede byernes areal. Men den hidtidige bebyggelse ændrede sig også væsentligt med nybyggeri, nye funktioner og omlægninger af gader og pladser.

Den førmoderne bys kendetegn var en lav grad af funktionsopdeling og blandet bosætning, hvor en central bolig generelt havde høj prestige. Men dette mønster ændrede sig mærkbart. Den moderne by var karakteriseret ved nye, funktionsopdelte forstadskvarterer i form af industrikvarterer og socialt homogene arbejder- og villakvarterer. Funktionsopdelingen hang sammen med den fra slutningen af 1800-tallet fremskridende adskillelse af bolig og arbejde samt nye by- og boligidealer. De bedrestillede indbyggere rykkede gradvist ud af de tidligere så prestigefyldte adresser i centrum til fordel for forstæderne, men det var dog ikke ensbetydende med, at centrum mistede sin økonomiske betydning og status.

De centrale adressers høje synlighed og gode adgang til et stort kundegrundlag øgede derimod tiltrækningskraften over for andre funktioner, der efterhånden blev dominerende i byens centrum. I centrale gader og pladser opstod områder dedikeret til cityfunktioner som detailhandel, service, finansservice og liberale erhverv, samtidig med at boligerne gradvist forsvandt først fra forhusets stueetage og senere første sal. Efterhånden opstod der i byernes gamle kerner deciderede cityområder med forretningsejendomme indeholdende detailhandel, finans- og erhvervsservice samt personlig service og sundhedsydelser som læger og tandlæger. Udviklingen skal ses i relation til fremkomsten af den moderne, urbane forbruger, der i stigende grad begyndte at efterspørge industrielt fremstillede masseforbrugsvarer og personlige serviceydelser, samtidig med at erhvervslivets drift og organisering steg i kompleksitet med øget behov for professionel rådgivning til følge.

Gennem perioden steg værdien af de centrale grundes beliggenhed sammen med den øgede økonomiske aktivitet i bymidten. Byens stigende antal indbyggere og deres voksende købekraft skabte basis for specialbutikker, der med moderne teknikker øgede salget og trak nye forbrugere til fra et større opland. Et egentligt butiksstrøg opstod, hvor det brede udvalg af butikker bidrog til det samlede kundegrundlag. Før massebilismens gennembrud i 1960’erne favoriserede transportsystemet med jernbane, sporvogn og busser centrum, da alle havde hovedstation og omstigning her eller i umiddelbar nærhed. Jordejerne kunne nyde godt af de centrale grundes gode erhvervsmuligheder og fokuserede i stigende grad på at maksimere afkastet med en optimal anvendelse.

Vestergade 50-56 omdannet til cityområde omkring 1960. I stueetagen dominerer udvalgsvarebutikkerne -her lingeri, lædervarer, et varehus og en fyldepennebutik – mens mere eller mindre diskrete firmanavne i vinduerne på første sal indikerer forskellige servicevirksomheder. I de fire ejendomme med baghuse var der 21 erhvervslejemål og kun otte beboelseslejligheder.

I de fleste danske byer kan fra begyndelsen af 1900-tallet iagttages et faldende befolkningstal i centrum, der hænger sammen med familiernes stigende krav til boligstandard og nye boligidealer med fokus på lys, luft og grønne omgivelser. I områderne med citydannelse overtog butikker og kontorlokaler tidligere beboelseslejligheder, ligesom erhvervsdrivende i centrum ikke længere ønskede at bo oven på butikken. I 1970’erne var der sket så kraftig en affolkning, at gågaderne var næsten ubeboede.

Projektet vil se nærmere på denne udvikling i Odense – i sammenligning med Aalborg og Århus – i perioden 1870-1970. Gennem årene var der skiftende idealer for, hvordan centrum skulle indrettes og anvendes, og forskellige grupperinger søgte at gøre deres meninger og interesser gældende, om de så var rettet mod æstetik, fremkommelighed eller forbrug. Undersøgelsen af den økonomiske udvikling og de skiftende idealer kan bidrage til en bredere og mere nuanceret forståelse af de danske byers centrum som en integreret del af den moderne by og dens historie. Ofte opfattes bykernen som "middelalderbyen", og derved kan man let overse industrialderens omdannelse af bycentrenes funktion, karakter og udseende – og de fysiske kulturhistoriske levn, den har efterladt.

I begyndelsen af 1960’erne stod det klart at voksende biltrafik og gående på shopping ikke kunne forenes i de gamle, smalle gader, og de første forsøg med gågader blev sat i gang. Omkring 1970 blev de almindelige i alle større handelsbyer, og definerede den indre by som et område helliget forbrug og oplevelser.

Byens rum som forskningsmæssigt perspektiv

Et interessant forskningsmæssigt – og på sigt også formidlingsmæssigt – perspektiv i Downtown-programmet er opmærksomheden på flertydigheden i bybegrebet. Det urbane har ikke blot en fysisk karakter, men er også en mental model, der indeholder helt andre livsformer, tænkemåder og verdensbilleder end livet på landet. Samtidig er det urbane kendetegnet ved en anderledes økonomisk samfundsmodel med andre former for frihed og kontrol. Man rammer ind i kernen af den urbane problemstilling med begrebet "byens rum", der i denne sammenhæng forstås som både det fysiske rum i form af bygninger, gader, pladser og det mere abstrakte rum i form af muligheder og rammer for handling og tanke, altså et mentalt byrum. Dertil kommer byen som socioøkonomisk rum, hvor samfundsøkonomien har sit mest intensive udtryk. I begrebet byens rum indgår det fysiske og det mentale, struktur og aktør samt individ og samfund. Byrummet har mange former – et hverdagens byrum undergivet rutiner og regler eller det særlige byrum, der kan opstå i forbindelse med specielle begivenheder af dramatisk, alvorlig eller festlig karakter. Byens steder og rum kan have væsensforskellige betydninger til forskellig tid og for forskellige individer og grupper, hvor stederne tilsammen forbindes af et usynligt spind af mening. Ofte vil byens rum være en politisk scene, hvor der foregår en forhandling eller kamp om dets udformning, anvendelse og regulering. Myndigheder, politiske bevægelser, foreninger og ideologier med forskellige ønsker til det gode liv og visioner for den gode by samt økonomiske interesser brydes i en kamp om dominans, ligesom minoriteter og udstødte forsøger at tilkæmpe sig en plads i både konkret og overført betydning.

Der er mange frugtbare tilgange til at studere disse forhold eller aspekter heraf. Der er derfor rig mulighed for tværfaglige forskningsprojekter, hvor både kulturforskere, arkitekter, historikere, etnologer, litterater, antropologer, sociologer, geografer og andre faggrupper kan deltage. Repræsentanter fra hver gruppe vil med udgangspunkt i deres faglighed vælge forskellige teorier, metoder og empirisk materiale, der tilsammen kan fremdrage og belyse forskellige dele af urbaniteten og byens rum til gavn for forskningen og den bredere urbane offentlighed.

©