"I skrivende stund", som dagbladsjournalisterne somme tider siger for at markere, at de er aktuelle, har vi i Fyns Stiftsmuseum den store udstilling af Anna og Kresten Krestensens samling, vel nok den mest omfattende og mest alsidigt orienterede privatsamling af vor tids kunst, der findes indenfor landets grænser. Hvad enten man føler sig tiltrukken af Weie, Giersing, Rude, Søndergaard og Lundstrøm eller man accepterer Carl-Henning Pedersen, Richard Mortensen, Asger Jorn, Mogens Andersen, Robert Jacobsen og Heerup, er det en samling, der vækker diskussion mand og mand imellem. Og det er i hvert fald et værdifuldt resultat.

Når vi giver os ud i arrangementer af den art, hvor der jo altid står en klat penge på højkant og vi gerne vil skåne skatteyderne, tillægger vi det en vis interesse, hvordan dagspressen bedømmer resultatet. I det foreliggende tilfælde var det fornøjeligt at registrere reaktionen. Man erkender samlingens kvaliteter som indiskutable, men man benytter også lejligheden til at lange ud efter Odense i almindelighed og museet i særdeleshed. Man fremsatte den gode idé, at der i forbindelse med udstillingen burde være fremlagt bøger og tidsskrifter, der orienterede om moderne kunst, at der burde være et cafeteria o.s.v.

Som så ofte før var det „Louisiana“, der var i kritikernes tanker. Denne private institution slæber den ene udstilling flottere end den anden til landet. Hvad gør Kunstmuseet i Sølvgade eller de andre mere beskedne museer i landet. Ingen ting. De har hverken hvilerum eller hobbyrum, hvor børnene kan parkeres, eller cafeteria, hvor tørsten kan slukkes.

Hertil er nu at sige, at privatmanden er suveræn på sit felt. Han kan købe, hvad der i øjeblikket interesserer ham, og rammer han ved siden af, kan han skille sig af med det igen; ingen kan laste ham derfor. Det er jo hans egne penge han bruger.

Museerne er i en anden situation. De har et ansvar overfor offentligheden; det er offentlige midler de forvalter, og det er et godt princip, at de erhvervelser, som museerne foretager, ikke uden mange formaliteter kan gå ud af deres besiddelse. Museerne arbejder med blikket vendt mod fremtiden. Det er deres opgave så vidt muligt at overlevere samlingerne til eftertiden i uskadt stand, og det betyder, at man ikke hver anden måned kan tømme lokalerne for at give plads for skiftende udstillinger.

Når museerne kritiseres for manglende aktivitet, må man erindre, at der er lagt snævre rammer om deres virksomhed her i landet. Det gælder noget så enkelt som lokalespørgsmål. Privatmanden kan bygge et museum, som han har lyst og evne til, men de offentlige museer er afhængige af de bevilgende myndigheder, og den anlægsvirksomhed, der ellers har floreret kraftigt, er bestemt ikke kommen museerne tilgode. Man har fornylig fået en ny museumsbygning i Esbjerg, men ellers vil man forgæves spejde efter bygninger, der indenfor det sidste halve århundrede er opført til dette specielle formål. Der ofres millionbeløb på vejanlæg og magelighedsfremmende foranstaltninger; skoler og kurser får deres gode part, men museerne, hvis virksomhed bl.a. er den at give folk muligheder for at udnytte den stadig øgede fritid på en fornuftig måde, kan kun byde på gammeldags, triste lokaler, hvor end ikke kravene til rimelige arbejdsforhold imødekommes. Landet kan ikke være det bekendt, og vore kritikere skulde betænke det, når de tager proppen af eddikeflasken.

Men situationen har også sine gode sider. Vi erkender, at vi ikke kan løse de opgaver, der vender ud mod publikum, på en måde, der er i overensstemmelse med kritikernes og med vore egne ønsker, men vi kan koncentrere os om at forøge samlingerne. Mellem år og dag indgår talrige små og store genstande; de kommer ofte som gaver og er dermed vidnesbyrd om en almindelig interesse for museernes virksomhed, der nok rækker videre end man tror.

Lejlighedsvis dukker der imidlertid stykker op, hvor man må lægge kræfterne i for at få dem i hus, og hvor det er nødvendigt at påkalde bistand fra fonds. Det forløbne år har nogle gange givet os mulighed for at erhverve stykker af usædvanlig kvalitet.

På en auktion i København blev udbudt en lille sølvskål, en kousken, som er forsynet med en Odense-guldsmeds mærke. Skålen har cirkelrund bund, men er i øvrigt ottepasformet; den står på tre små kugleformede fødder og har to bøjlehanke med knopper. De otte udpuklinger har prikpunslede fyldinger og glatte rammer. Under randen ses indstemplet Odenses bymærke og mesteren Simon Mathiesens mærke. Simon Mathiesen fik borgerskab som guldsmed i Odense 1631, var oldermand for lavet 1668 og døde 1697, men en nærmere datering finder vi indgraveret i bundpartiet, hvor man ser en blomsterkrans, der foroven samles af en roset. Indenfor kransen står initialerne H WM. D KB. Derunder med noget større typer: E N S M H D og nederst årstallet 1667.

Skål af sølv udført af Simon Mathiesen, Odense, ca. 1667.
Samme skål set fra siden.

For at få oplyst, hvem disse bogstaver kan stå for, må man i første række vende sig til borgerskabet i Odense og til denne bys overklasse. Det er nærliggende, at to af navnene må være Erik Nielsen og Mette Hansdatter. Erik Nielsen blev født c. 1612, blev foged på Gerskov 1637 og kom omkring 1639 til Odense, hvor han ægtede købmanden Søren Ebbesens enke Maren Sørensdatter og videreførte hendes forretning. Fra 1642 til 1660 var han byfoged og derefter rådmand til sin død 1675. Hans første hustru døde 1643, men derefter giftede han sig med Mette Hansdatter, en datter af rådmand i Odense Hans Ebbesen, og hun døde først i 1678. Det vil sige, at både Erik Nielsen og Mette Hansdatter har levet i bedste velgående i 1667. Det andet navnepar har den fordel, at det ikke kan dække over -sen eller -datter navne, og personkredsen bliver derved indsnævret. H WM kan dække over Henrik Werchmeister, der var født c. 1634 og stammede fra Slesvig. I hvert fald havde han en svoger i Haderslev. Han nedsatte sig efter 1660 i Odense, hvor han fik en anseelig købmandshandel og blev gift med Dorthe Knudsdatter Blanchenborg, hvilket stemmer med bogstaverne D KB. Hun var datter af borgmester Knud Jacobsen Blanchenborg, der var født ca. 1603 og døde i Odense 1677 efter at have været borgmester 1651-67. Og så kan det tilføjes, at Henrik Werchmeister og Dorthe blev gift 1667 – det årstal, der er anbragt i skålen. Det er med andre ord en bryllupsgave fra Erik Nielsen og hans hustru til det unge par.

Harald Giersing: Læsende Dame.

Kander fra den tid er ikke ganske sjældne, men det er længe imellem, at der dukker skåle op. Ved et tilfælde blev museumskonsulent P. Halkjær Kristensen opmærksom på, at Nationalmuseet i sit billedarkiv havde et gammelt fotografi at et par sølvskåle, hvoraf den ene mindede om vor nyerhvervede kousken. På fotografiet stod ikke anden oplysning end ordet Island. Ved henvendelse til direktøren for Islands Nationalmuseum, dr. phil. Kristjan Eldjàrn fik vi oplyst, at denne skål befandt sig der. Formen svarer til vor, men i stedet for kuglefødder står den på en påloddet sølvring, og den er åbenbart lidt mindre. Vor skål er 3 cm høj, den islandske 2,3 cm og Odenseskålens tværmål er 10,3-11 cm, medens den islandske er 5,7-6,7 cm. Vægten er tilsvarende større (82,5 gram mod den islandskes 44,445 gram). Derimod er der ikke stempler i den islandske skål. Dr. Eldjàrn oplyser, at den blev skænket til museet i 1874 af den danskfødte købmand B. Steincke på Akureyri, og han kan muligvis have bragt skålen med sig fra Danmark. "Dog tror jeg snarere at han har fået den oppe på Nord-Island, for sammen med den skænkede han flere genstande, som alle er hjemlige. Ikke desto mindre tror jeg, skålen er af dansk oprindelse, der kan næppe være tvivl om det, for den svarer så nøje til de skåle som vitterlig er lavet i Danmark". På den anden side kunde islandske sølvsmede have lavet den slags skåle som efterligninger efter danske, og Dr. Eldjàrn oplyser videre, at sølvskåle af denne form i Island kaldes „brudhjonabollar“ eller „hjonaskalar“, d.v.s. ægteparskåle, fordi ved bryllupsfesten drak ægteparret gerne af dem først, siden alle gæsterne.“

Da den islandske skål er dateret 1668, altså året efter den danske, og den som nævnt er mindre, brast håbet om at finde en pendant til brudeparret Werchmeisters, selv om det ikke er udelukket, at Simon Mathiesen kan have fremstillet også den. At Simon Mathiesen har været glad for at fremstille skåle netop af denne form viser den lille, fornemme suppeskål, som findes i Det danske Kunstindustrimuseum. Den er ganske vist tolvpasformet og har tre klo- og kuglefødder, men udpuklingernes prikpunslede fyldinger og glatte rammer svarer ganske til vor, ligesom der er god overensstemmelse mellem de bøjleformede hanke. Kunstindustrimuseets skål, der er afbildet og beskrevet af Erik Lassen i Det danske Kunstindustrimuseums Virksomhed 1949-1954, s. 96 f., er dateret 1665 og har sikkert tilhørt viceborgmester i Bogense Niels Thomsen og hustru Maren Madsdatter.

Sølvlysestager udført af Mathias Simonsen, Odense, og forsynet med Urneslægtens våben.

Efter meget at dømme var Simon Mathiesen en af tidens bedste guldsmede, og hans forretning videreførtes af hans søn Mathias Simonsen, der kom i guldsmedelavet 1689, fik borgerskab 1695 og døde 1728. Det var igen en mærkelig tilfældighed, der spillede ind, da der på en følgende auktion i København blev udbudt to pragtfulde sølvlysestager, som Mathias Simonsen må være mester for. Takket være rundelige tilskud fra konsul Jorcks fond og fra N.M. Knudsens fond lykkedes det at erhverve disse to stager for Odense. De står på en ottekantet fod med bladornamenter på randpartiet, skaftet er rigt profileret, lysepiben er glat, men prydes af to horisontale profilbånd med bølgeformet ornament. På foden er indgraveret slægten Urnes våben.

Med hensyn til disse stagers oprindelige ejerforhold synes oplysningerne færre. Man hæfter sig imidlertid ved, at begge stager bærer samme våben, og kun det ene. Tanken føres derved hen på Knud Urne til Juul-skov, født 1634, død 1705 på Juulskov. Hans første hustru Edele Johansdatter Brockenhuus til Billeshave var død 1662, men 1664 giftede han sig med Lisbet Sophie Christophersdatter Urne, der døde 1693. Den omstændighed, at begge disse ægtefæller tilhørte samme slægt, kan forklare, at man har kunnet nøjes med at sætte et våben på stagerne, og samtidig har man grund til at formode, at de er gjort mellem 1689 og 1693, eller senest 1701, da Knud Urne giftede sig tredie gang med Anna Beate Valkendorf.

Karl Isakson: Udsigt mod Gudhjem.

På samme måde blev kunstafdelingen med korte mellemrum præsenteret for forslag til erhvervelser af værker, hvis kvalitet og pris lå over det normale. Vi kunde af egne midler betale Vilh. Lundstrøms „Liggende Model“, men da vi samtidig fik tilbudt Karl Isaksons „Udsigt mod Gudhjem“, måtte vi bede byrådet om en ekstrabevilling, og Harald Giersings pragtfulde billede af „Læsende Dame“ kunde vi kun erhverve, da Albanifonden skænkede os de fornødne midler, ligesom Ny Carlsbergfondet forærede os det monumentale billede af Richard Mortensen „Bevægelse i naturen“. Hertil kom den omfattende testamentariske gave fra sparekasserevisor J.W. Larsen og hustru på ca. 70 kunstværker, overvejende af den nyere og nyeste danske kunst, som er mere end kærkommen, men som samtidig gør hele spørgsmålet om rimelige lokaleforhold for vore kunst- og kulturhistoriske samlinger mere påtrængende end nogen sinde før.

Det er først og fremmest vort mål at sikre de bedst mulige erhvervelser, men de er offentlighedens eje og skal være således udstillede, at de bliver til gavn og glæde. Et museum skal ikke være et pakhus, men en aktiv og levende institution.

©