Efter en menneskealder: Nyopsætning af Fyns oldtid

I Fynske Minders første hefte skrev Erling Albrectsen en lille artikel om den ny indretning af oldsagssamlingen, som da var godt igang.[1] Meget i den artikel kunne aftrykkes direkte – så lidt er der ændret på forholdene omkring denne landets trediebedste oldsagsamling. Det vil nu nok være for trist og desuden spild af tryksværte, så den interesserede læser kan bedst selv slå efter og sammenligne.

Udgangspunktet nu er det samme som i 1950. Museets planer om nye og bedre (større) rammer om oldsagssamlingen var dengang strandede – baggrunden herfor fik man i Svend Larsens artikel om den fynske landsby i samme hefte af Fynske Minder. 1970’ernes planer om at indrette Odense adelige Jomfruklosters statelige og spændende hovedbygning til oldsags samlingens udstilling og kontorer strandede, da det ved en bygningsarkæologisk undersøgelse i 1976 viste sig, hvor spændende huset egentlig var i kulturhistorisk henseende. Siden da har museets medarbejdere ledt med lys og lygte efter en passende udvej fra denne blindgyde.

Indtil denne situation blev erkendt, var incitamentet til at nyindrette oldsagssamlingen ikke særlig kraftigt, den gamle opstilling kunne vel nok holde et par år endnu – indtil den kunne indrettes i helt nye lokaler. Da disse nye lokaler ligesom forduftede på ubestemt tid, måtte udstillingen naturligvis også nyvurderes og vi fandt ud af, at nu var tidspunktet kommet til at lave den længe påtænkte nyordning. Et er imidlertid i store træk at have tænkt på, hvordan man kunne tænke sig en ny udstilling, noget ganske andet at lægge en detallieret plan for den. Utroligt mange problemer dukker op og skal afklares før nogetsomhelst kan ske.

Første problem er rent praktisk – hvad er rammerne i fysisk og økonomisk forstand? Det første gav sig af sig selv, der var ikke mulighed for at få større udstillingslokaler. Vi måtte bruge de samme, som har været oldtidens i Fyns Stiftsmuseum siden indvielsen i 1885.

Et enkelt skillerum kunne fjernes, men ellers bandt ruminddelingen os til nogle bestemte inddelinger af udstillingsforløbet, som så måtte passes til udstillingen.

Fig. 1. Fyns Stiftsmuseum, nyopstilling 1979, ældre stenalders rensdyrjægere. Et forsøg på at vise, hvad et rensdyr kan bruges til.

Økonomien var umulig – et udstillingsbudget på 15000 kr. rækker ikke langt nutildags, men en behjertet extra bevilling på 50.000 i 1978 og igen i 1979 gav straks andre muligheder, og nogle beregninger viste, at vi nok skulle kunne få noget godt ud af disse beløb, navnlig hvis noget extra hjælp i forberedelsesperioden kunne skaffes. Her var vi igen heldige, idet maler Nina Frederiksen ved bevilling fra kommunen blev stillet til rådighed de sidste hektiske måneder.

Dernæst kom tidsrammen. Forarbejderne i form af diskussion af principperne for og linien i udstillingen begyndte sidst i 1977, og åbningen blev fastsat til 1979.

I 1978 var medarbejderne på Nationalmuseet, Moesgård og Haderslev Museum for at se de nyeste udstillinger af dansk oldtid. Sideløbende drøftedes idégrundlaget på medarbejdermøder for så vidt muligt at inddrage alle i arbejdet. På et mindre museum er der ikke råd til for megen specialisering, de fleste medarbejdere må deltage i flere processer. Alligevel skulle opgaverne naturligvis fordeles så de blev gjort, og i løbet af sommeren blev drejebøgerne for de enkelte afsnit færdige.

Fælles træk som textning, belysning, montretype, gennemgående fænomener som tidstavler blev aftalt, og experimenterne begyndte.

Efteråret og vinteren blev så fasen, hvor der virkelig kom gang i udarbejdelse af de enkelte afsnit, efterhånden som medarbejderne vendte tilbage fra udgravninger o.l.

Da ideerne var udformet og arbejdets omfang kunne beregnes nogenlunde, blev det klart, at udstillingen måtte lukkes i en periode. Af hensyn til publikum måtte lukningen naturligvis gøres så kort som muligt, men under et halvt år kunne ikke gøre det.

Udstillingen lukkede derfor midt i november 1978. For at skolerne ikke helt skulle undvære oldsager, arrangeredes i kælderen ved undervisningslokalet en mindre udstilling af stenaldertyper og -teknik udvalgt af overlærer Thierlein, skolernes mangeårigt virksomme omviser.

Døre blev sat i i begge ender af udstillingen, og så lukkede vi. Oldsagerne blev magasineret og der kom gang i det praktiske arbejde; de gamle montrer og skillerum blev taget ned, materialerne til de nye – af kustoden designede – montrer ankom og fyldte lokalerne. Hurtigt begyndte den første montre at tage form og videre gik det. Planerne måtte hist og her ændres, fordi papiret ikke helt tilgodeså virkelighedens kroge, rør og installationer, men stort set kunne planen følges. Loftet blev sænket ved at skyde et net af brædder ind 1,5 m under loftshøjde. Så blev der malet, og fotostater sat op sammen med de træer, som stadsgartneren havde skaffet os.

Trods den megen planlægning hobede opgaverne sig naturligvis til sidst op, men det lykkedes da at få de sidste oldsager lagt på plads og tæppet hængt op med den røde snor, som rådmanden klippede over med overraskende effekt. Fig. 1.

Fig. 2. Yngre stenalders bønder, detaille af et hjørne, der skal illustrere agerbruget. Ploven er en rekonstruktion af Hendriksmosearden. (Samme rum i ældre opstillinger se Fynske Minder 1951, s. 51.)

Hvad har publikum da fået ud af disse anstrengelser, alle møderne, overvejelserne, diskussionerne, sveden, overarbejdet, trætheden – engang imellem mismodet og optimismen?

Det kan jeg jo ikke svare på, men jeg kan forklare, hvad vi vil med den nye udstilling.

Formålet er at vise nogle udsnit af Fyns oldtid mere i dybden end det ellers gøres. De få emner, som kan rummes på de 200 kvadratmeter, er udvalgt ud fra ønsket om at viderebringe mest mulig ny viden om bebyggelsen.

Linien i udstillingen er den menneskelige benyttelse af landskabet, som den ytrer sig arkæologisk i bebyggelsesresterne. Herved bindes udstillingen tæt sammen med museets forskning, der jo fra Albrectsens tid har tradition for at studere bebyggelsesudviklingen på Fyn.

Jo nyere en udgravning er, jo mere stof til belysning af tidens forsknings-problemer rummer den normalt. Det er derfor ikke tilfældigt, at de fleste af de valgte udgravninger er foretaget i de seneste 5 år. Informationsmængden svinger fra udgravning til udgravning, f.ex. er der kun bevaret uorganiske materialer fra de tidligste stenalderbopladser. Derved udelukkes en direkte sammenligning med yngre bopladser, hvor f.ex. knogler og planterester kan oplyse, hvilke dele af fauna og flora bopladsens befolkning udnyttede. Det er en ønskedrøm efterhånden at udskifte sådanne mangelfulde undersøgelser med andre bopladser, der bedre kan opfylde vore krav om information om ressourceforbruget.

Ingen af de viste fund er så gennemarbejdet, at vi står med al den ønskede information. F.ex. mangler naturvidenskabelig bearbejdning næsten totalt – også for de pladser hvor muligheden egentlig var tilstede. Det vil sige, at vi til klima- og bevoksningsudviklingen må benytte forældede undersøgelser, som ikke engang er fra Fyn. De pollendiagrammer, som i hvert rum skal vise, hvor Fyns naturudvikling må befinde sig, er altså kun i meget bred forstand brugelige for de lokale forhold.

Princippet i udstillingen er det, at man ikke behøver at fordøje alt stoffet for at få noget ud af besøget.

Hvem laver man udstilling for? Dette grundlæggende spørgsmål skulle jo være afklaret, inden man går i gang. Der var enighed om at enhver, men i første række fynboerne, skulle kunne få noget ud af at gå i udstillingen. Spædbarnets reaktioner har vi ikke spekuleret over, men har ønsket at også børn, der ikke kan læse, skulle kunne bruge udstillingen, foruden at den tænksomme publikummer også gerne skulle »få noget med hjem«.

Selvfølgelig er det håbløst at glæde hele befolkningen i så begrænsede rammer, men forsøget er gjort ved at tredele udstillingen.

Det laveste trin er det forreste, skubbet ud foran selve montren. Her skal tegneserier og andet billedmateriale fortælle de yngste – og naturligvis gerne alle de andre med – hvad hovedindholdet af udstillingsafsnittet er – uden mange ord. Rekonstruktionsafsnittene, f.ex. af pløjning, hører med til dette trin.

Fig. 3. Vue igennem broncealderrummet, t.v. profil gennem Lusehøj, t.h. fundene fra Lusehøj og Kirkebjerg.

Det mellemste trin svarer nogenlunde til den normale udstilling; det omfatter genstandene i montrerne og selve de dertil knyttede forklarende texter. Det sigter på den almindelige besøgende i læsealderen.

Det tredie trin skal muliggøre en fordybelse i de to andre trin ved uddybende texter. og supplerende billed- og kortmateriale på montrernes bagvægge eller på de frie vægge. Her skal den opmærksomme og eftertænksomme besøgende få øje på nogle sammenhænge og ane nogle af de problemer, vi slås med i fordøjelsesprocessen fra iagttagelse til udstilling.

Når et problem skal behandles i en udstilling, skærpes holdningerne normalt, svarene bliver mere entydige end til daglig, og de mange spørgsmålstegn udelades. Resultatet bliver at publikum præsenteres for nogle formuleringer, der er overtolkninger. Det kan være svært at undgå, men er ikke helt fair overfor den besøgende. Vi prøver at beholde spørgsmålstegnene.

Ved at give hvert rum sin farve, søger vi at påvirke den besøgende til en grundstemning. Den kølige blå i det ældste afsnit skal angive det jomfruelige landskab i den klare, iskolde, uforurenede luft. Stenalderens grønne afspejler skovens allestedsnærværelse. Broncealderens okkergule er næsten banal, den står for det klassiske indtryk af denne periode som soldyrkelsens tid. I jernalderen er vi tilbage i det grønne milieu. Ved at lade de for hvert afsnit karakteristiske træer flankere indgangen til rummene, skulle pollendiagrammernes grafiske fremstilling af omgivelserne levendegøres.

Kort er grundlæggende redskaber i enhver bebyggelsesundersøgelse, og derfor indgår kort i den nye udstilling i endnu højere grad end i Albrectsens. Ulempen ved nutidens ellers så glimrende landkort er jo, at de viser det foreløbige slutprodukt af en lang natur- og kulturudvikling. Der er meget langt fra nutidens landskab til broncealderens, for slet ikke at tale om stenalderens. Naturligvis er det farligt at rekonstruere noget, der giver sig ud for at være et oldtidslandskab, men man lærer meget af at prøve det. Der er lavet sådanne forsøg, i større og mindre detailler, i hvert udstillingsafsnit for at sætte bebyggelsen ind i den rigtige ramme. Ulempen ved f.ex. at rekonstruere Sydvestfyn, er at kystlinien i de forskellige perioder er totalt ukendt; vi må simpelthen gætte os frem til dens forløb.

Om ikke kortene kan bruges til andet, så kan de illustrere, hvor meget vores Fyn har fjernet sig fra øens udseende blot nogle få hundrede år tilbage.

Fremtidige undersøgelser skulle gerne give os et sikrere grundlag for at lave nye kort.

Udstillingen begynder med et lille afsnit, der skal ridse baggrunden for Fyns dannelse op i form af kort over landets udvikling gennem de kritiske årtusinder efter at isen for sidste gang var smeltet væk fra de grusbunker, der senere blev til Danmark.

Fig. 4. Børnenes yndlingsplads: Manøvrepulten til det store vægkort over jernalder- og middelalderbebyggelsen mellem Ladby og Åsum. (Det er ikke et springvand man ser foran den bageste drengs ansigt, men spotlyset på Lusehøjprofilen.)

En globus er et spagfærdigt forsøg på at vise, at istid ikke er et lokalt skandinavisk fænomen og at forholdet mellem land og hav i istiden var ret så forskelligt fra det, vore atlas viser.

Det første egentlige udstillingsrum er helliget Fyns første beboere – de senglaciale jægere, normalt benævnt rensdyrjægerne. Mens disse folk kun kendtes fra spredte redskabsfund, har Anders Jægers opdagelser i Bro-området på NV-Fyn frembragt ikke mindre end 3 bopladser indenfor pileskuds afstand fra hinanden. Den ene udgravede Forhistorisk Museum Moesgård[2] og efter en aftale med Stiftsmuseet er fundet tilgået os. Senere udgravning på Bro II har ikke vist så klare forhold som den første boplads, så det er Bro I, der vises på udstillingen. Da der ikke var bevaringsmuligheder for knogler, ved vi ikke, hvilke dyr Bro-jægerne levede af. Der er derfor sprunget ud på det dybe vand og indkøbt et grønlandsk rensdyr til at illustrere, hvad sådan et kan bruges til.

I tilknytning hertil er det vist, hvorledes rensdyrets adfærd begrænser jægerens existensmulighed, og ud fra moderne iagttagelser under arktiske og subarktiske forhold er nogle forklaringsmuligheder ridset op. De skal vise, hvorledes f.ex. befolkningstætheden kan variere ganske voldsomt, afhængigt af hvilken jagtstrategi man vælger. Disse overvejelser kan tjene fantasien, når den besøgende vil arbejde videre med de mange problemer i den senglaciale tid.

Det ældste fynske menneske er Koelbjergkvinden,[3] hendes smukke tørve-brune kranie er ene om at repræsentere udstillingens centrum – mennesket – og ene om at repræsentere de mange århundreder mellem rensdyrjægerne og yngre stenalders bønder.

Næste afsnit viser en kultur på mange punkter mere forskellig fra rensdyrjægernes end fra vores samfund, nemlig bondesamfundet i yngre stenalder.

Udgangspunktet er Sarup på Sydvestfyn,[4] hvor den første danske plads i sin art snart er helt udgravet. Hvilken rolle Saruppladsen har spillet, vil nok blive diskuteret livligt, vi koncentrerer os om dens funktion i egnens bebyggelse. Den omkringliggende bebyggelse kendes fra dysser og bopladser, navnlig på sletten vest for Sarup. Bebyggelsens samlingspunkt eller mødested kan have været Saruppladsen, der ikke er en boplads i normal betydning, men præget af ofringer, bl.a. af mennesker. Dens fund viser bl.a. noget om korndyrkning og husdyrhold.

En af samtidens dysser er fornylig udgravet og kan vise at gravene fortæller noget om andre ressourcer, arbejdsforbrug og social organisation.

Til supplement af disse udgravninger er rekonstrueret et hjørne af en mark for at vise noget af den viden om stenalderlandbruget, som er samlet ved udgravninger, pollenanalyser og experimenter.

Plovspor er fundet under dysserne. Den udstillede plov er ganske vist fra broncealderen, men hidtil kendes ingen stenalderplov herhjemme, så det er uafgjort, om vores plov er den rigtige, eller om man brugte en mere primitiv type i stenalderen. Kornet er tidens vigtigste sort – emmer – dyrket med frø fra Landbohøjskolen.

Fig. 5. Et andet hjørne af jernalderrummet med en rekonstruktion af en hjulplov; desværre var der ikke plads til forspandet.

Ligesom Sarupafsnittet kun dækker en lille del af yngre stenalders to eller tre tusinde år, nemlig tiden omkring 3000-3200 f.Kr.f., er bronzealderafsnittet en kort episode i denne alders ca. 1000 år. Geografisk kun nogle få km fra Sarup.

Stednavnet Voldtofte har festlig klang i arkæologøre. Voldtofteegnens fine broncealderfund henledte tidligt opmærksomheden på sig. Museets og universitetets fællesundersøgelser har givet ny anledning til at bruge fundene fra yngre broncealders midte – omkring 900 f.Kr.f. – som udgangspunkt for studier af bebyggelsen. Her skal da »Lusehøj« vise, hvad gravene fortæller om samfundet, nemlig et voldsomt skift til en stærkt lagdelt social og økonomisk struktur med nogle meget rige grave til de lokale spidser. Den meget store »Lusehøj« er det bedste exempel på et sådant høvdingemonument.[5] Et andet udtryk er den store boplads i Voldtofte, »Kirkebjerg«, som rummer en masse oplysninger om tidens fødekilder, kornavl og dyrehold foruden smukke broncer og resterne af et hus med pudsede og malede vægge.[6]

Markvandringer gennem de sidste 5 år har givet et ganske godt kendskab til områdets andre bopladser, således at det skulle være muligt at lave en slags model over hvordan bebyggelsen kan have fungeret. Foreløbig opfattes Kirkebjergbopladsen som Voldtofte-Dreslette-bygdens centrale boplads med en hel del heraf følgende funktioner.

Det skulle gerne lykkes at undersøge områdets naturudvikling inden alt for længe, så vi ikke skal mangle selve rammen om dens kulturelle udvikling.

Fortsætter man ind i jernalderen, opstår der nok en vis forvirring, idet kronologien ikke rigtigt stemmer med rækkefølgen i udstillingen.

Ruminddelingen har tvunget os til at flytte »Møllegårdsmarken« ind i det sidste lille hjørnerum; egentlig skulle den ses først og ikke sidst. Nu kommer man i stedet fra broncealderen ind i det afsnit, der skildrer arbejdet med et af de brændende problemer i dansk historie – hvornår og hvorfor vore landsbyer blev lagt der, hvor de endnu ligger.[7] Arbejdet er udført som beskæftigelse for unge arbejdsløse, et meget positivt eksempel på denne form for nødhjælp.

Forhistorien går tilbage til ældre jernalder, og på et stort kort over undersøgelsesområdet kan svingningerne i bebyggelsen gennem de 3 hovedafsnit – ældre jernalder, yngre jernalder og vikingetid – tidlig middelalder følges. Den bemærkelsesværdige tæthed i første og sidste afsnit med næsten fund-tomhed i midterafsnittet søges belyst ved forskellige analyser af landkortene, så de naturgivne grænser for bebyggelsen fremhæves og bebyggelsesfordelingen indenfor de tilgængelige arealer vises.

Fastlæggelsen af bebyggelsen i stationære landsbyer kan dateres til omkring 1050-1100 (med en vis usikkerhed p.gr.a. keramikstudiets reservationer) – en nyhed for historieforskningen, som nok kan sætte nogle tanker igang. En af forudsætningerne ses i muldfjælsploven, middelalderens svære, oksetrukne plov, der fulgte landsbyfællesskabet til dets opløsning. Endnu er ingen landsbytomt undersøgt fuldstændigt, så vores viden om bopladserne i yngre jernalder og vikingetid er yderst begrænset – landsbyforskningen bliver ikke arbejdsløs de første mange år.

Fig. 6. Den berømte gravplads på Møllegårdsmarken ved Broholm er her søgt genskabt i form af en af Albrectsens udgravningsgrøfter.

Rosinen i pølseenden er den vel ikke helt ukendte gravplads fra Broholm: Møllegårdsmarken udgravet og publiceret af Sehested og Albrectsen igennem 100 år.[8] Den er det bedste eksempel på et lokalsamfunds udvikling gennem 500 år og på hvad man kan finde ud af, selvom bopladserne endnu ikke er udgravet. Gravene afspejler en støt befolkningsudvidelse i tiden efter Kr.f. – ved tilflytninger? og et rigdoms- og befolkningsklimax i 4 årh. e.Kr.f. med en tilsyneladende brat afslutning omkring 400. Forklaringen på afbrydelsen falder udenfor udstillingens hovedemne, hvilket er godt da vi ikke aner hvad vi skal sige.[9]

Enhver udstilling er et experiment, et led i processen mod det rigtigere og det bedre for brugerne. I vort hastigt skiftende samfund, hvor forudsætningerne kan ændres blot på grund af nogle få procents svingninger i olieforsyningen, har det ingen mening at tale om permanente udstillinger. Selvom den udstilling, der her er skildret, skal erstatte det vi før kaldte den permanente udstilling, bør den nok betragtes som en mere varig særudstilling. Der er jo ikke plads til en alsidig skildring af alle de 10.000 års fynske oldtid; mange sider er udeladt, de kronologiske huller er allerede nævnt. Publikum bliver i den nye udstilling snydt for alle de mange gode fund, som nu henligger i magasinet, i stedet for den hidtidige dækning af hele oldtiden – hvor uens den ellers måtte blive p.g.a. forskelle i forskningsintensiteten. Mest snydt bliver amatørarkæologerne, der nu ikke længere kan studere variationerne indenfor flintøkser eller bukkelurner – det skulle i et nyt museum ske i åbne magasiner eller studiesamlinger. Da økonomien ikke tillader os at lave en ny udstilling hvert andet år, har vi optimistisk anslået dens ideelle levetid til 5 år. Til den tid skulle udstillingerne være gjort forældet af nyt energisk felt- og hjemmearbejde – og vi skulle gerne kunne se nye anbringelser ikke som i en tæt tåge, men ret forude i klar sol.

Ved arbejdet med udstillingen opdagede vi mange huller i vor viden, også der hvor vi troede at den var tæt nok. Ustandselig måtte små kulegravninger af detailproblemer foretages. Meningerne og problemerne skal formuleres kort og helst klart, alle omsvøbene må udelades, så derfor skal det, som skrives, kunne tåle at blive læst.

Det er en nyttig opdragelse at lave sådan en udstilling, fordi den tvinger os til at tage stilling til mange spørgsmål, som til daglig let og elegant forbigås i tavshed. Arbejdet åbenbarer også den ubrydelige sammenhæng mellem arkæologens arbejdsområder. Denne udstilling kunne ikke være lavet uden de seneste års feltarbejde, hvad enten vi i desperation kalder det nødgravninger eller mere højtideligt kalder det forskning. Analysen af feltarbejdet – med registrering, nummerering og alt det andet kedelige, er forudsætning for oversættelsen til skrift- eller udstillingssprog.

Arbejdet med udstillingen fører videre til de steder, hvor ny viden må søges, og kan derved dirigere feltarbejdet i fornuftige baner. Således sluttes cirklen; publikum ser et segment i udstillingen, andre segmenter i Skalk, Fynske Minder, andre på kontor og magasin eller konservering, og atter andre udsnit kan ses på udgravning eller når vi rekognoscerer.

Fornemmelsen af denne nære sammenhæng i det daglige arbejdes mange facetter er intetsteds stærkere end under udstillingsforberedelserne. De er frygteligt krævende, til tider frustrerende når man gerne vil sprænge rammen, men også spændende og dejlige – når brikkerne falder på plads.

Noter

Jeg vil gerne benytte også denne lejlighed til at takke museets medarbejdere for deres indsats. Uden deres entusiasme og kritik var udstillingen blevet ringere. Der kom nye talenter frem ved de udfordringer, som arbejdet bød på, og vi fik lært en masse om hinanden og om vore fælles evner. Kulturudvalg og byråd takkes for særbevillingen, der var den økonomiske conditio sine qua non.

Udstillingsarbejdet understregede rigtigheden af mine personaleberegninger i Perspektivplanen fra 1973, idet udstillingen ikke var blevet færdig, hvis ikke Torben Grøngaard Jeppesen havde deltaget meget aktivt i jernalderafsnittet, selvom han ikke var ansat ved museet.

I forhold til perspektivplanen er åbningen kun forsinket et år, hvilket dels skyldes dens mindre end planlagte omfang, dels at mandskabsrammen for en stor del allerede var opfyldt, mest dog medarbejdernes ihærdighed.

  1. ^ Oldsagsamlingen i ny Dragt, Fy. Mi. 1951, 50-52. Det kan være interessant for den opmærksomme læser at sammenligne den nye udstilling med den sidste oversigt over Fyns forhistorie – E. Albrectsen, Fyn i Oldtiden, Odense 1974.
  2. ^ Bro I er publiceret af udgraveren Søren H. Andersen, Kuml 1972, 6-60, Århus 1973. Bro II er behandlet i et speciale af Flemming Rieck. Andre fund fra Fyn se Fynske Minder 1972, 5-16: J. Holm, Istidsjægere på Ærø; Fy. Mi. 1974, 29^3: J. Skaarup, Et rentakslagvåben fra Storebælt.
  3. ^ K. Broste og K. Fischer Møller, Koelbjerg Skelettet, Aarb. f. nord. oldkyndighed og historie 1943, 211-231, København 1943.
  4. ^ Blandt de efterhånden mange artikler kan henvises til den seneste, hvor de andre nævnes. Niels H. Andersen, Sarup, Kuml 1976, 11-46, (Århus 1977) og Grethe Jørgensen, Et kornfund fra Sarup, sstds. 47-64, et udmærket exempel på hvad naturvidenskaberne kan byde på – når de vil.
  5. ^ Seneste artikel herom, H. Thrane, Lusehøj ved Voldtofte, Fy. Mi. 1976, 17-32 (Odense 1977), og Skalk 1978, 2 og 3.
  6. ^ Foreløbig kun nævnt i Skalk 1979, 3 og Nyt fra Odense Universitet 20, 1977; De gamle udgravninger er senest behandlet af Jørgen Jensen, Voldtoftefundet, Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie 1967. Begge undersøgelser indgår i Sydvestfynsundersøgelsen, hvis tyngdepunkt hidtil netop har ligget i broncealderen, herom senest H. Thrane, Sydvestfynsundersøgelsen, s. 108-119 i Skrifter fra historisk institut nr. 23, Odense 1978.
  7. ^ Undersøgelsen er beskrevet af de to ledere, Torben Grøngaard Jeppesen og Erland Porsmose Christensen i flere artikler, blandt de seneste kan nævnes indlæggene i Skrifter fra historisk Institut nr. 27, Odense 1979, hvor henvisninger til de tidligere arbejder findes. Odense kommune skal her takkes for midler til gennemførelse af projekt »Landsbyens opståen og udvikling« og støtte undervejs.
  8. ^ Senest E. Albrectsen, Fyn i Oldtiden, 1974, s. 105 ff. med henvisninger til de primære publikationer, desuden Stig Jensen, Fynsk keramik, Kuml 1976, 151-190, Århus 1977. Endnu mangler den anthropologiske vurdering af de mange graves brændte knogler, et tilløb på Anatomisk Institut i Kbhvn. er hidtil blevet ved tilløbet.
  9. ^ Se f.ex. E. Albrectsen, Angler, Saxere, Jyder og Fynboer i det 5’ årh., Fy. Mi. 1972, 31-42, Odense 1973. H. Thrane, Lysglimt fra en mørketid, Fy. Mi. 1973, 19-28, Odense 1974.

©