Emballage

Magasinarkæologi på Hollufgård

I marts 1997 indledtes arbejdet med at registrere og nedpakke det såkaldte »lukkede magasin« på Hollufgård. Dette magasinafsnit har siden 1989 rummet alle de oldsager, der ikke skulle stilles til skue på det åbne magasin i tilknytning til oldtidsudstillingen. Det åbne magasin, der blev offentligt tilgængeligt i maj 1991, var oprindeligt beregnet på at fremvise samtlige fynske oldtidsfund på nær prøver af jord og trækul, dyreknogler og andet analysemateriale. Det princip blev imidlertid hurtigt sat skakmat af virkeligheden. Alene mængden af genstande gjorde, at ikke alle fund kunne udstilles samlet på det åbne magasin. Principperne for, hvad der skulle præsenteres for publikum, og hvad der skulle forblive bag lukkede døre, måtte derfor vige for en mere løst formuleret ide om at udvælge karakteristiske, præsentable og passende store dele af de enkelte fund til det åbne magasin. Af disse årsager kom det lukkede magasin til at indeholde ikke blot trækul, jord og knogler, men også flintredskaber og -afslag samt keramik i form af såvel skår som lerkar i alle grader af fragmentering. Hele samlingen blev opbevaret i dybe reoler, hvor fundene stod tæt pakket fra gulv til loft, suppleret med megen brug af gulvplads og stabling op ad ydervægge.

Med indførelsen af en ny struktur i museumsvæsenet og en anden disponering over bygningerne på Hollufgård kom også planerne om, at samlingen på det lukkede magasin skulle overføres til et magasinkompleks, der fremtidigt skulle rumme Odense Bys Museers samlede bestand af museumsgenstande. Før det kunne ske, måtte der dog foretages en registrering af hver enkelt oldsag, således at den for fremtiden hurtigt ville kunne findes frem til studie- eller udstillingsbrug. Hermed kom så muligheden for endelig at få skrevet hele samlingen i mandtal og set efter i sømmene. En opgave, som den museale hverdag aldrig havde levnet tid til.

Magasinets registering og flytning sætter et forhåbentligt blivende punktum i oldsagssamlingens lange historie, der har været kendetegnet af mange flytninger og af kroniske pladsproblemer. Skulle det ikke blive tilfældet, er det betryggende at vide, at samlingen for fremtiden skal opbevares i store containere samlet i en hal. Eventuelle fremtidige omplaceringer vil i det mindste ikke betyde ompakning af hele samlingen, men kunne ske containervis!

1. Et kig ind i det lukkede magasin på Hollufgård. Optagelsen er fra begyndelsen af september 1997, hvor fraflytningen allerede har stået på et halvt års tid.

En samling i vækst

Når samlingens pladsproblemer nu synes løst, forstummer et musealt samtaleemne gennem mere end hundrede år, og derfor er det måske på sin plads at give et kort rids over samlingens vækst gennem tiderne.

Ved oprettelsen af Nordisk Museum i Odense i 1860 kunne samlingens omkring 600 oldsager rummes i 6 skabe[1], men allerede i 1868 var samlingen vokset til ialt 2192 numre. Alt i alt en overskuelig størrelse i betragtning af, at ikke alle numre var oldsager, men også bestod af mønter og naturhistoriske objekter.[2] Når det to år senere bemærkedes, at samlingen nu optog plads i ikke mindre end 11 skabe og et par montrer, lyder det stadigvæk ikke alarmerende hørt med nutidens øren, men med det følgende års erhvervelse er det tydeligt, at samlingens vedvarende pladsnød blev grundlagt.[3] Dette år, 1871, modtog museet A.F. Lassens, også kaldet »Den hvide Doktors« samling på ikke mindre end 19.900 genstandsnumre. Ved overdragelsen den 13. juni 1871 blev samlingen på Årup station læsset på toget til Odense fra 36 kister, fordelt på 34 bøndervogne![4] Hertil kom i 1882 en testamentarisk gave fra »Den hvide Doktor« på yderligere et stort antal flintoldsager.[5] Netop »Den hvide doktors« samling har optaget en betydelig plads på det lukkede magasin, da den udelukkende bestod af genstande uden angivelse af findested eller andre oplysninger, og derfor ikke kunne indgå i det topografisk ordnede åbne magasin.

1909 blev året for den næste store forøgelse af oldsagsmængden, idet apoteker Christen Mikkelsen dette år skænkede sin store oldsagssamling til museet. Samlingen omfattede ikke mindre end ca. 2800 fund fra stenalderen, ca. 200 fra bronzealderen og omkring 100 jernaldergenstande. Hertil kom ialt 450 numre fra våbenofferfundet i Viemosen. Også sønnen, apoteker Poul Helweg Mikkelsen, bidrog i stor stil til samlingens vækst. Det skete dels gennem løbende afleveringer fra hans mange udgravninger, dels ved at hans egen samling blev overdraget museumsvæsenet efter hans død i 1940.[6] Med ansættelsen af museets første egentlige arkæolog, Erling Albrectsen, tager stigningen igen et voldsomt opsving. Albrectsens utroligt intensive udgravningsvirksomhed var især rettet mod bo- og gravpladser fra jernalderen, og det gav store kvanta oldsager på hylderne. Det ses især på det åbne magasin, hvor specielt de vestfynske montrer er fyldte med bopladsfund, medens de tilsvarende østfynske domineres af 8 montrer med fund fra gravpladsen Møllegårdsmarken, hvor Albrectsen udgravede ialt 1628 af de ca. 2000 udstillede grave. De først udgravede fund fra denne gravplads var allerede i 1938 blevet erhvervet for Fyens Stiftsmuseum ved køb af bronze- og jernaldersamlingen fra herregården Broholm.[7] For Møllegårdsmarken som for mange andre fund gælder dog, at det fremviste kun er toppen af isbjerget, da alle mere ydmyge dele af fundene som ovenfor nævnt er stuvet af vejen på det lukkede magasin.

Var overskueligheden ved at gå tabt allerede i Albrectsens tid, blev det ikke bedre da museet i starten af 1970’erne tog fat på de såkaldte nødudgravninger, som den nye naturfredningslov fra 1969 hjemlede mulighed for. Alle fortidsminder, der var truet af byggeri, anlæggelse af veje, naturgasledninger eller af landmandens plov, skulle nu i princippet udgraves før den totale ødelæggelse, og med disse ofte storstilede undersøgelser fulgte en fundmæssig tilvækst af nærmest eksplosiv karakter. Denne vækst er siden fortsat, og det stort set uden at samfundets konjunktursvinger har kunnet mærkes på strømmen af nye fund.

Det var derfor efterhånden blevet et påtrængende anliggende at gennemføre en tilbundsgående registrering af resultaterne af 137 års indsamlingsvirksomhed.

Projekt magasinregistrering

Fra museets første år blev der med fast hånd holdt styr på fundenes antal i museets protokol, men tilvæksten kom med tiden til at overstige overblikket, og efterhånden var fundene registreret i flere sideløbende protokol- eller kartotekssystemer. Fremfinding af oldsager krævede således årelang omgang med museets arkivsystemer og ikke mindst et solidt lokalkendskab til alle kroge af magasinet. Sådanne forhold kan man naturligvis ikke leve med i denne informationsteknologiens tidsalder, og med den nye registrering bliver hele magasinbestanden ført ind i en elektronisk database, der så bliver eneste indfaldsvej til oplysninger om fundene og deres placering. Det vil herefter være muligt hurtigt og problemfrit at finde frem til de ønskede genstande uden at skulle tilbringe halve dage med at flytte og gennemsøge støvede kasser.

Forud for inddateringen foretages en optælling af hvert enkelt fund, skår for skår og flintafslag for flintafslag. Samtidig separeres de forskellige materialetyper, så de for fremtiden kan opbevares under hensyntagen til de krav til fugtighed og temperatur, der passer bedst til det enkelte materiale. Indsamlede dyreknogler pakkes særskilt med henblik på zoologisk bestemmelse, og humant knoglemateriale fra gravfund samles til senere antropologisk analyse.

Endelig pakkes alt trækul separat, så det senere kan findes frem, hvis der ønskes materiale til C14-dateringer.

Under registreringsarbejdet er der til stadighed blevet sorteret fund fra til det åbne magasin. Det drejer sig om fund, der enten kan belyse bredden i en bestemt regions forhistorie, udfylder et hul i den kronologiske række, eller er særligt illustrative i kraft af ornamentale eller tekniske detaljer. Disse justeringer har dog ikke reduceret det lukkede magasins rolle som databank for den fynske forhistorie. Det er stadig her, de store mængder kilder ligger bevaret, og stedet hvor fundrapporter og publikationer kan gås efter i sømmene, eller nye teorier kan afprøves.

2. Der tælles og pakkes oldsager. Registreringsarbejdet sker i Hollufgårds hovedbygning og foregår under medvirken af amatørarkæologer.

Emballagearkæologi

Blandt arkæologer hedder det sig, at de rigtig gode fund ofte gøres på museernes magasiner. En konstatering, som det sidste halve års gennemgang af magasinet netop har bekræftet. Den gælder imidlertid ikke kun fundene selv, men, skulle det vise sig, i høj grad også deres indpakning.

Magasinet frembød således et broget skue af skiftende tiders opfindsomhed med hensyn til opbevaring af oldsager. Men med den erfaring, som det sidste halve års daglige gang i samlingen har givet, har det vist sig muligt at opstille en slags kronologisk rækkefølge for fundemballager, således som de efterhånden dukkede frem under varierende lag af den særligt påtrængende, sortgrå variant af støv, der vistnok især træffes på museumsmagasiner! En slags magasinets arkæologi.

3. Kammerherre N.F.B. Sehested (1813-1882) på udgravning. Stedet er Møllegårdsmarken, hvor Sehested udgravede 381 grave fra ældre jernalder. Efter original i Den kgl. Kobbers tiksamling.

N.F.B. Sehested

Absolut ældst blandt fundkasserne er et større antal cigarkasser, hvoraf ganske mange må være fra senest begyndelsen af 1880’erne. Kasserne stammer fra kammerherre N.F.B. Sehesteds samling på herregården Broholm, hvorfra Sehested gennem en menneskealder udforskede Gudmeegnens forhistorie gennem udgravning og indsamling.

Medens Sehesteds stenaldersamling den dag i dag opbevares i en særpræget museumsbygning på Broholm, blev bronze- og jernalderfundene som nævnt købt af Fyens Stiftsmuseum i 1938, og Sehesteds cigarkasser fulgte med fundene. Skønt støvede og lettere ramponerede, kan der aflæses en hel del af denne aldersstegne fundemballage. Først og fremmest er der tale om cigarer af fornem klasse: Næsten alle kasser har indeholdt Havanna- eller Habanacigarer, der måske bedre kendes under den folkelige betegnelse havanesere. Havannacigarer har alle dage nydt særligt ry for en udsøgt smag, der angiveligt er et resultat af såvel tobaks-sorten som af forarbejdning og lagring.

4. Fotomontage af cigarkasselåg fra Broholmsamlingen. Varemærkerne er ofte i farvetryk, og af en kompleksitet, der aftvinger nutidens grafiske fagfolk respekt. På bagsiden af lågene er fastgjort silkesnore til lukning af kasserne!

Herudover ses det, at Sehested så afgjort har foretrukket de mørkere sorteringer blandt de cubanske cigarer, idet kasserne med stor konsekvens er præget med betegnelserne »Obscuro« eller undtagelsesvis »Maduro« i gavlstykkerne.[8] Alt i alt afslører fundemballagen en connaisseur, der har haft midlerne til udelukkende at nyde et eksklusivt kvalitetsprodukt. Cigarkasserne passer således på fineste vis med Sehesteds sociale niveau, og hvad man ville forvente af ejeren af et stort, veldrevet gods i forrige århundredes sidste halvdel. At Sehested i øvrigt var en livsnyder uden forsagelse af de timelige glæder, viser et uddrag af et brev skrevet af hans mangeårige arkæologiske medarbejder, dr. phil. Henry Petersen. Brevet gengiver glimtvis de mere sociale sider af en arkæologisk kongres, som Sehested afholdt på Broholm: »Torsdagen d. 9de som jeg var kommen til Broholm Onsdag Eftermiddag tilbragte jeg med en – en lang Næse givende – Udgravning ved Svendborg; fra Fredagen medvirkede jeg som Kok ved Anretningerne for Kongressen. Mandag traadte denne sammen bestaaende af de fire indbudte Herrer, Worsaae, Vedel, Engelhardt og Montelius; at Gjæsterne bleve hjærteligt modtagne og varmt trakterede allerede den første Middag behøver jeg ikke at meddele. Traktementet med Drikke og Fødevarer vedblev at være excellent indtil det Onsdag Middag kulminerede i en større Herremiddag med mange Retter og navnlig Vine.

5. Et blik ind i museet på Broholm. I midten montren med fund fra jernalderen, bl.a. urner fra gravpladsen Møllegårdsmarken. Elsdyret, som Henry Petersen savnede, har forlængst indtaget sin plads på museet.

Efter Bordet og Kaffen den første Dag førtes Arkæologerne ned i Museet, som stod i sin fulde Glands velordnet og opstillet som intet andet, kun savnedes det store Elsdyr – skjønt det længe har staaet færdigt i Steenstrups Forelæsningssal.« Skønt det ikke udtrykkeligt nævnes, kan man vist roligt gå ud fra, at cigarrøgen har bølget lifligt over bordene i hine kongresdage i maj 1878, hvor arkæologiens notabiliteter var samlede på det fynske gods.[9]

Cigarkasserne fra Broholmsamlingen er imidlertid ikke helt fri for nyere indslag, idet der synes at kunne udskilles to generationer kasser. Dels er der som nævnt havannakasserne, men også kasser fra de danske cigarproducenter Tørring, P. Wulff og Hirschsprung. Deres indhold må være røget af andre, og på et senere tidspunkt, og tyder således på, at dele af Broholmsamlingen blev omemballeret ved samlingens overdragelse i 1938. Små løse sedler i cigarkasserne synes at have fulgt fundene tilbage fra Sehesteds tid. Heldigvis, må man sige, for kun et fåtal af oldsagerne er mærket med fundnummer. Sehested nærede åbenbart stærk modvilje mod mærkning af selve oldsagerne. En særhed, der ellers ikke helt passer med karakteristikken af ham som værende med »Hang til Pedanteri«.[10] Vore dages arkæologer anser det for betryggende at have mærket hver oldsag, mens Sehested må have følt det som en besudling af oldsagen at påføre den et varigt mærke.

I de tilfælde, hvor cigarkasser ikke var velegnede til fund, som f.eks. til opbevaring af små metalfragmenter eller stykker af glas, erstattede Sehested kasserne med små mundblæste reagensglas. Det er fristende at tro, at glassene stammer fra udøvelsen af en af Sehesteds andre interesser, der i de yngre år bl.a. omfattede så forskellige fag som matematik, fysik og astronomi.[11] Enkelte små papæsker med trækul stammer fra »Brædstrup Apothek«. I dem fandtes små sedler med angivelser som: »Gravpl. I 119. Bøg, Hassel 17/9 78«. Denne tekst må læses på følgende måde: I grav 119 på Møllegårdsmarken blev der fundet trækul fra bøg og hassel, og vedbestemmelsen foretaget i september 1878.

Bestemmelsen af træsorten er formentlig foretaget af den navnkundige naturvidenskabsmand Japetus Steenstrup, der stod i nær forbindelse med Sehested, jvf. bemærkningen i Petersens brev. Pap-æskerne røber, at Sehested under opholdene på sin ejendom i Addit Skov i Midtjylland af og til har frekventeret det nærmeste lokale apotek, og siden omhyggeligt har gemt æskerne til Broholmsamlingen.

Et apotekerdynasti

Den næste emballagehorisont er noget mindre af omfang, men udgøres også af cigarkasser, der lejlighedsvis er suppleret med små pilleæsker. Udfra såvel cigarfabrikaterne som de fundsteder, der er anført på kasserne kan det fastslås, at man nu tidsmæssigt er rykket op i dette århundredes første halvdel. Med en enkelt undtagelse er pilleæskernes proveniens Svaneapoteket i Odense, og de yngste af dem bærer endvidere påskriften Poul Helweg Mikkelsen.

Hermed er vi nået frem til apotekerdynastiet Mikkelsen, der i så høj grad kom til at præge Stiftsmuseets samlinger. Det er tidligere nævnt, at apoteker Christen Mikkelsen i 1909 skænkede sin store samling til museet, og denne donation er i dag i rigt mål tilstede i det åbne magasins montrer, ligesom den, helt bogstaveligt, udgør et vægtigt indslag i det lukkede magasinafsnit. Også sønnen, Poul Helweg Mikkelsens bidrag til museets samling er rigt repræsenteret i det åbne magasin. Alene eller i samarbejde med Stiftsmuseet gennemførte han i 1930’erne en lang række udgravninger, hvoraf især gravfundene fra jernalderen har en fremtrædende plads i magasinet. Af dem kan nævnes kvindegravene fra Blidegn og fra Skrøbeshave og gravpladserne Hjadstrup, Lundehøj, Nybølle og Alenbækhuse. Også af disse fund er der andele i det lukkede magasin.

6. Pilleæsker i alternativ funktion. Ældst Sehesteds erhvervelse fra Brædstrup Apothek. Omkring 1880. Kininpilleæsken (malaria?) fra Løveapoteket er fra 1920 og passer i størrelse helt til anvendelsen som emballage for en fingerring af bronze. I æsken fra Svaneapoteket har Helweg Mikkelsen opbevaret tekstilstykker fra Blidegn-graven, som han udgravede i 1935.

Emballagemæssigt er det sønnen, der syner mest i samlingen i form af et betydeligt antal cigarkasser. Identifikationen er forholdsvis nem, da udvalget er begrænset til danske fabrikater, af hvilke der igen kan udpeges klare favoritter. Helweg Mikkelsen har helt tydeligt foretrukket de lysere farvesorteringer som »Claro« eller »Colorado«, og han har næret en særlig forkærlighed for mærket »Silvana« fra firmaet A.M. Hirschsprung & Sønner. Mærket produceres i øvrigt stadigvæk! Små trekantede mærkater på æskerne røber, at varen blev leveret af tobaksfirmaet K.Thorving, Odense, der på mærkaterne skiltede med netop at føre Hirschsprungs cigarer. Af andre Hirschsprungprodukter kan nævnes mærket »Imperia«, »Puritanos« og cerutter af mærket »Andante«. »Yrurac – Bat«, med undertitlen »Millar comun« foreliggende i en »Claro«-sortering er ligeledes en Hirschsprungvare. Den synes at foreligge i to generationer, hvoraf den ældste meget tydeligt gør opmærksom på at være »Haandarbejde«. Også de odenseanske cigarproducenter har leveret kasser til apotekerens fund. N.Tørring er repræsenteret med »Brevas« og »Regina«, ligesom H. Nielsens Cigar og Tobaksfabrik med fabrikatet »Consul«, og E. Stokkebye med »Oldermand«. Sidstnævnte kan dog være en yngre indblanding. Kasserne rummer fund fra kendte arkæologiske lokaliteter som Emmelev og Alenbækhuse, og daterer sig således til tidsrummet 1933-37. Ved Emmelev på Nordfyn udgravede Helweg Mikkelsen i 1934 en gravhøj fra yngre stenalder, og fundene herfra førte til skabelsen af begrebet »ødansk enkeltgravskultur«. Udgravningen ved Alenbækhuse nær Glamsbjerg omfattede en større gravplads med brandgrave fra slutningen af 4. årh. e. Kr. Undersøgelsen, der strakte sig over en årrække, angives at være gennemført af Fyens Stiftsmuseums assistent, senere direktør, Svend Larsen.[12] Et stort antal cigarkasser og en række fotooptagelser fra Poul Helweg Mikkelsens hånd tyder imidlertid på, at apotekeren også her spillede en væsentlig rolle i udgravningen. Netop i de år fik Stiftsmuseet Nationalmuseets tilladelse til selv at foretage udgravninger, men først efter at Svend Larsen havde gennemgået en oplæring i udgravningsteknik. Denne oplæring skete gennem deltagelse i flere af Nationalmuseets undersøgelser, men i ikke mindre grad ved at deltage i den gravekyndige apotekers udgravninger.[13] Til Alenbækhusegravningen hører en enkelt kasse af mærket »El Perito«, der i låget er præget »E.K. Jørgensen, Glamsbjerg«. Her fristes man til at tro, at de medbragte forsyninger af røgvarer har måttet forstrækkes hos den lokale leverandør, eller også at fundemballagen er blevet suppleret med tobakshandlerens tomme løssalgskasse.

7. Apoteker Poul Helweg Mikkelsen under udgravning af Ladbyskibet 1935. Det fremgår her, at apotekeren også under feltarbejdet benyttede sig af den emballage, han selv så flittigt leverede.

Som med kammerherrens er der også med apotekerens røgvarer tale om mærkevarer, og om cigarer. Kun undtagelsesvist er der tyet til de lettere håndterlige cerutter. Billigere sorteringer som f.eks. »fejlfarver« forekommer ikke blandt magasinets kasser, og det er vel i sig selv et signal, der stemmer ganske overens med aristokratens og den velstillede borgers vaner.

Tiden efter Helweg Mikkelsen er præget af andre emballagetyper. Enkelte undtagelser foreligger dog. Således fremdroges fra reolernes dyb en cigarkasse med lerkarskår fra jernalderbopladsen ved Lundsgård nær Åsum. Kassen er fra firmaet P. Wulff og af mærket »Nihil Sine Labore« (Intet uden ved arbejde). En bedre overskrift finder man næppe til denne udgravning, hvor Stiftsmuseet i årene 1937-44 udgravede de første jernalderhuse på Fyn og i øvrigt hjembragte et for en boplads enestående genstandsmateriale. Resultatet beroede på storstilet fladeafgravning ved hjælp af skovl og trillebør, og må have krævet en helt formidabel arbejdsindsats.

Med cigarkassehorisonten tages der også afsked med den epoke, hvor fynsk arkæologi tegnedes af amatører som kammerherren og apotekeren. Deres fundkasser er forlængst ophørt med at dufte af finere tobakker eller af kassernes cedertræ (Cedrela odorata)[14], men personerne og deres tid fornemmes af og til som ganske nærværende, når man åbner kasserne og tager deres indhold af fund og gulnede mærkesedler i øjesyn.

Til dameben i hundredevis

En særligt dominerende plads i magasinet indtages af et overvældende stort antal ensartede papæsker i brune farvenuancer. Æskerne bærer påskriften » Ove Krüger« øverst, og med tilføjelsen »Dame Strømper« i outline-skrift nederst. Indholdet er imidlertid ikke florlette damestrømper, men vægtigere sager som lerkarskår eller dyre- og menneskeknogler.

På gavlstykkernes skrivefelter for »Dessin«, »Farve« og Størr.« er med kuglepen eller blyant angivet fundsted, evt. gravnummer og fundets protokolnummer. Som de står stablet på magasinets hylder, er æskerne derfor ganske funktionelle til magasinbrug, således som de også ville have været, hvis de efter deres bestemmelse havde stået i række og geled på lingeributikkens strømpehylder. Der er imidlertid intet, der tyder på, at æskerne nogensinde har været anvendt til deres oprindelige formål. Indsamling af brugte strømpeæsker i så store mængder er ikke sandsynligt, og desuden forekommer en hel del æsker uden tryk.

Forklaringen på, hvordan disse æsker er havnet på museets magasin og ikke mindst hvornår, fordrer en nøjere granskning.

Om Ove Krüger vides, at han fra 1926 havde en fabrikation af damestrømper i side- og baghusene til ejendommen Overgade 48, men produktionen her er sandsynligvis ophørt, da Odense Kommune i året 1939 købte ejendommen til museumsformål. Bygningerne er nu en del af Møntergården, og anvendes til kontorer for Odense Bys Museers afdeling for Viden og Formidling og til bymuseets middelalderudstilling.[15]

Motivet på æskerne viser en elegant klædt kvinde, der i friskt vejr lufter sin hund. Bedømt udfra kvindens påklædning befinder vi os i 1930 ‘erne, og det passer for så vidt godt med den anvendte skrifttype på æskerne. En mere præcis datering findes dog i motivets baggrund, der viser Odinstårnet, der i sin tid stod på Bolbro Bakke.

Det af træer kantede vejstykke må derfor være landevejen mod Middelfart. Odinstårnet blev opført af tiloversblevne materialer fra bygningen af Lillebæltsbroen, der blev indviet 1935, men tårnet fik en kort levetid, eftersom det blev schallburgteret i december 1944. Hermed har vi 1935 som »terminus post quem« for fremstillingen af strømpeæskerne, og en sandsynlig produktionsperiode i tidsrummet 1935-44.

Æskerne blev især anvendt til fund fra Møllegårdsmarken, hvor Albrectsen fra 1959 og frem til 1966 fortsatte, hvor Sehested slap i 1881. Dog rummer æskerne også fund af ældre dato, og sågar nogle af Sehesteds fund fra Addit er anbragt i dem. Her er der dog med sikkerhed tale om overflytning.

Alt i alt må æskerne i stort antal have været til museets disposition omkring slutningen af 50’erne, men altså være erhvervet langt tidligere.

Dette er enten sket ved museumsvæsenets overtagelse af strømpefabrikkens bygninger, – ved fabrikkens ophør, – fordi motivet ikke længere var tidssvarende, eller ved overtagelse direkte fra et kartonnagetrykkeri, jvf. æskerne uden tryk.

Udtrykt i arkæologiske termer har æskernes omløbstid været betydeligt længere end deres fremstillingstid, og det er i øvrigt en velkendt problemstilling, der bl.a. angår datering af fund, der indeholder romerske importgenstande.

Strømpeæskerne er fremstillet af stærkt træholdigt karton, og er med tiden blevet temmelig sprøde. Derfor følger kun en del af dem med til det fremtidige magasin med deres indhold af fund. Et udvalg af æskerne skifter dog status fra fundæsker til kulturhistoriske genstande fra nyere tid, og bliver dermed egentlige museumsgenstande.

8. Æske til damestrømper fra Ove Krügers strømpefabrik. Datering: Ml. 1935-1944. Store mængder af disse æsker kom aldrig i anvendelse efter deres oprindelige formål. I stedet husede de i mere end en menneskealder fund fra fynske grav- og bopladser.

De forhåndenværende søms princip

Emballeringen fra 60’erne og frem til idag er præget af stor mangfoldighed og opfindsomhed:

Øl- og mineralvandskasser fra nu længst nedlagte bryggerier og andre tunge trækasser erindrer om en tid, hvor vægt ikke spillede nogen rolle, da transport var et anliggende for ølkuske, fragtfolk og andre professionelle bærere. Trækasserne til øl og sodavand blev udfaset tidligt i 70 ‘erne.

Fra en mere rygvenlig tid stammer et stort antal æblekasser af kraftigt bølgepap, – afholdt af arkæologer for deres rummelighed og soliditet og kendt under navnet »Gasa-kasser«.

Et kortlivet intermezzo udgøres af et større antal kasser af flamingo. De blev i 1970’erne anvendt til emballering af fundene fra det store Sarupfund fra yngre stenalder. Den type fundkasser blev med rette aldrig en succes, for selvom de sikkert var udmærket egnede til transport af tomater og agurker, var de det så afgjort ikke til flint og lerkarskår. For det første havde de en kedelig tendens til at knække midt over under vægtbelastning, og for det andet var det så godt som umuligt at fæstne nogen form for mærkning på kasserne. Ompakningen af Sarupkasserne har derfor i flere tilfælde voldt en del hovedbrud ved identifikation af fundene.

Som et mere kuriøst indslag kan nævnes en stor cylindrisk spand af lakeret blik med en etiket, der i billede og tekst kundgjorde, at indholdet var »Linda« sveskemos. Dette efterhånden sjældent sete produkt var dog her erstattet af skårene fra en jernalderurne.

En senere tids blinde tillid til plastprodukter røber sig gennem den udbredte brug af indkøbsposer til opbevaring af ikke blot jordprøver, men også til flint og keramik. Deklarationernes påstand om, at plasten med tiden nedbrydes ved lysets indvirkning, har i flere tilfælde vist sig at holde stik. Over en årrække omdannes poserne faktisk til en art konfetti!

Enkelte fund, herunder træ fra en nu undersøisk boplads, er hensat i æsker, beregnet til lakrids solgt i løs vægt. Kasserne synes helt efter hensigten at være vandtætte, men skaber tydeligvis også et gunstigt miljø for forskellige biologiske processer. Resultatet er svært at beskrive, men ganske appetithæmmende!

Lysende i muntre farver skiller slikkasserne sig ud blandt magasinets mere gråmelerede emballage. Også indenfor beholdere til søde sager kan der udskilles kronologiske horisonter. Yngst, fra 1980’eme, er Lagermanns lakridsæsker med et oprindeligt indhold af »Røde hunde«, »Lakridsbåde« eller »Tivolistænger«, medens Haribo’s »Sun-kiss« og Dandy’s »Mikey Mouse Mønter« formentlig daterer sig til 60 ‘erne, og måske endda disses første halvdel.

Folieposer til forlængst hedengangne kaffemærker fra 70 ‘erne beretter om brugen af forhåndenværende materialer fra kaffebrygningen i udgravningens skurvogn, men posernes påståede aroma-tæthed gør ikke længere fyldest, som de nu ligger med deres indhold af prøver af jord fra grave og bopladser.

De deciderede fundæsker af karton kom frem i de tidlige 70’erne. De var og er stadig forholdsvis dyre, og på Stiftsmuseet skulle der spares på dem. De måtte således helst ikke anvendes i selve feltarbejdet, men var reserveret de rensede og nummererede fund. Fra konservatorside er kasserne sidenhen blevet kritiseret for at være for syreholdige, og anvendelsen er da også med tiden blevet begrænset til fundmaterialer som flint og keramik. Det er formentlig også syreindholdet, der bevirker, at de fleste forsøg på at klæbe mærkater på kasserne bogstaveligt talt er faldet uheldigt ud – eller ned. Holdbarheden har der derimod ikke været noget i vejen med. Mærket forsvarligt med permanente speedmarkere eller med den gennemprøvede gammeldags blyant vil de fortsat gøre sig gældende i magasinerne, og man tør uden betænkning spå dem en levetid, der kan måle sig med Sehesteds havannakasser.

Et senere æskesystem, anbefalet fra centralt hold, fik en kort levetid ved museet, da æskerne, stik imod deres hensigt, ofte beskadigede indholdet, når låget blev lukket. Enkelte af disse såkaldte »skårknusere« ses stadig i samlingen.

Mærkningen af fundkasser i magasinets senest tilkomne afsnit er et kapitel for sig, og et ganske belærende et hvad angår identifikation af fundene. Flere ting kan således slås fast: Den gode gammeldags blyant er et af de mest stabile medier til mærkning af fundkasser! Nogle typer af kuglepenneblæk har derimod en tendens til at blive stedse blegere, for til sidst helt at forsvinde, og visse typer af de såkaldte speedmarkere af de tidlige fabrikater og f.eks. i rød udgave udviser samme kedelige tilbøjelighed. Endelig er der tekstmærkater, opklæbet på fundkasser med tape, eller klæbestrimmel som det hed i produktets barndom. Brugen heraf har til tider været katastrofal. Set på baggrund af en test, der nu har strakt sig over et århundrede, er det tankevækkende, at et af de ældste skriftredskaber også synes at yde den største sikkerhed med hensyn til mærkning af fundemballage. Med projekt magasinregistrering vover vi dog at investere vores tillid, men vagtsomme tillid, i moderne permanente tuschprodukter, og i elektronisk lagring af dataene.

Efterskrift

Projekt magasinregistrering har i det forløbne halve år givet et spændende indblik i, hvorledes man gennem tiderne har løst den opgave, det er at opbevare oldsager. Som det er fremgået, blev der til tider lagt stor opfindsomhed for dagen, men valg af emballage var ikke i alle tilfælde lige hensigtsmæssigt. De, der slap bedst fra opgaven, var ret beset tidligere tiders store amatører og professionelle. Heldigt for os er det så, at netop deres fundemballager også er så tilpas personlige, at de i sig selv udgør et stykke arkæologiens historie.

Med en senere tids større fundtilvækst sporer man hastværket og måske endda tendenser til en »ude af øje ude af sind«-holdning til de fund, der blev lagt på magasin. Med magasinprojektet bliver der rettet op på vildskuddene, men prisen for ensartetheden i materialevalg og mærkning er samtidig også fortabelse af muligheden for engang i fremtiden at aflæse det personlige, det tidstypiske eller det kuriøse i magasinets fundkasser.

Noter

  1. ^ Larsen 1935.p.l9. Hermansen 1960.p.64.
  2. ^ Faber 1868.p.337.
  3. ^ Larsen 1935.p.24.
  4. ^ Larsen 1935.p. 25.
  5. ^ Oxenvad 1972.p.272.
  6. ^ Oxenvad 1985.p.8.
  7. ^ Larsen 1939.p.l0-ll.
  8. ^ Meyers Vareleksikon. Artiklen Cigarer.
  9. ^ Albrectsen 1971. p.10. Teksten gengiver et brev fra Henry Petersen til forældrene. Brevet er dateret 18. maj 1878.
  10. ^ Møller 1934.p.ll0. Neergaard 1933. p.14.
  11. ^ Thrane 1994.p.9.
  12. ^ Albrectsen 1968.
  13. ^ Oxenvad 1985.p.9.
  14. ^ Meyers Vareleksikon. Artiklen Cedertræ.
  15. ^ Industriregistranten for Odense. Bymuseet Møntergården. Med venlig assistance af museumsassistent Kirsten Jørgensen.

Litteratur

  • Albrectsen, Erling: Fynske jernaldergrave. Gravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm. IV. Fynske Studier IX. Odense Bys Museer 1971.
  • Idem: Fynske Jernaldergrave III. Odense 1968.
  • Faber, C.G.V.: Efterretninger om »Nordisk Museum« i Odense. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. København 1868. p.334-351.
  • Hermansen, Victor: Tredelingen og Odense. Fynske Studier IV. Udsendt 2. december 1960 i anledning af Odense Bys Museers 100-årsdag. Odense 1960.
  • Larsen, Svend: Et Provinsmuseums Historie. Odense Bys Offentlige Samlinger 1860 – 1935. Odense 1935.
  • Idem: Oldsagssamlingen. Odense Bys Offentlige Samlinger l.April 1938 – 31. Marts 1939. p.10 -14.
  • Møller, Poul: N.F.B. Sehested til Broholm som Arkæolog. Personalhistorisk Tidsskrift. 55de Aargang (10. Række 1. Bind) 1934. København 1934. p. 106 -124.
  • Meyer, Karl: Vareleksikon. Femte omarbejdede og forøgede Udgave under Redaktion af Hans-Egede Glahn. Artiklerne »Cigarer« og »Cedertræ«. København 1941.
  • Neergaard, C.: Kammerherre N.F.B. Sehested og hans arkæologiske Virksomhed. Aarsskrift for Svendborg Amts Historiske samfund. 1933. 25. Bind. Nyborg 1933. p. 3 – 42.
  • Oxenvad, Niels: »Den hvide Doktor« som samler. Fynske Minder 1971. Odense 1972. p.257 -275.
  • Idem: Othiniensia. Odense Bys Museer 1935-1985. Fynske Minder 1985. Odense 1985 p. 5 -128.
  • Thrane, Henrik: Gudme – a Focus of Archaeological Research 1833 -1987.1: Nielsen, Randsborg & Thrane (red.): The Archaeology of Gudme and Lundeborg. Papers presented at a Conference at Svendborg, October 1991. København 1994. p.9.

©