En by bliver til

hovedtræk af Odenses udvikling i vikingetid og middelalder

Odenses landskabelige baggrund

/

©
FIG. 1: Odenses landskabelige placering indsat på de høje målebordsblade fra anden halvdel af 1800-tallet (digitaliseret af Peder Dam). Rød: Odense. Lys grøn: åbent land. Mørk grøn: skov. Mørk blå: sø. Lys blå: eng/ mose. Tynd, lys blå linje: vandløb. Sort: hovedvej. Baggrundskort: © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Tegning: Mads Runge.

1Odense er anlagt på et jævnt plateau, der gennemskæres af de stejle skrænter til den smeltevandsdal, hvori Odense Å løber. Bortset fra vikingeborgen Nonnebakken, der er placeret syd for åen, er byen i vikingetid og middelalder placeret på åens nordside.

To sandbanker i åløbet har udgjort en del af overgangsstederne mellem den nordlige og sydlige terrænflade. Den vestlige banke er placeret ved det nuværende forløb over åen ved Klaregade mod nord og Hunderupvej mod syd, mens den østlige banke ligger ved den nuværende Albanigade. Den vestlige overgang forbinder et værkstedsområde fra 8-900-tallet mod nord med Nonnebakken mod syd, hvilket kan indikere, at overgangen har en høj alder. Det østlige overgangssted synes at være yngre, formentlig fra middelalderen.

Der har tidligere været argumenteret for, at man kunne sejle et større vikingeskib helt ind til Odense. Nye analyser af forløbet af Odense Å fra fjordmundingen og ind til Odense har nu sandsynliggjort, at vandstanden i åen ikke var højere i vikingetiden end i dag, og ligeledes, at de mange bugtninger i åløbet umuliggjorde, at et større vikingeskib kunne sejle gennem åen (fig. 1).2
I modsætning til den tidligere opfattelse synes adgangen fra søsiden da heller ikke at være et krav for dannelse af vikingetidens byer.3 Tværtimod placeres vikingetidens byer generelt et stykke fra kysten og dermed beskyttet mod fjendtlige angreb.4

Trods dette har tilknytningen til havet formentlig haft en vis betydning for Odenses placering, og man må formode, at man har haft en anløbsplads i en ydre del af åløbet nærmere fjordmundingen med mulighed for at omlaste til vogne eller mindre fartøjer, som kunne fragte lasten længere op ad åen og ind til Odense. En sådan anløbsplads er dog endnu ikke lokaliseret.

Mens Odenses placering i forhold til vandtrafikale forhold kan diskuteres, synes det mere tydeligt, at byen ligger fordelagtigt i forhold til landværts trafik. Således er byen placeret centralt i forhold til den øst-vest-gående trafik hen over Fyn, ligesom også andre centrale vejforløb over Fyn samles ved Odense. Vejene løber i naturskabte passager og formodes at have høj ælde. Efterhånden som Odense bliver øens centrum, opstår en selvforstærkende effekt, hvor nye veje ofte orienteres mod Odense.

Odenses opland

Ved stort set alle naturhavne langs den sydlige del af Odense Fjord ses gennem yngre jernalder, vikingetid og tidlig middelalder (ca. 500-1200 e.Kr.) en række metalrige lokaliteter – de såkaldte detektorlokaliteter med spor af handel og håndværk.5

Den fra kysten tilbagetrukne placering af det tidligste Odense har været anderledes end de fjordbundne pladser. Lokaliseringen af en håndværks- og evt. handelsplads i det nuværende Odenses centrum skyldes derfor nok i højere grad placeringen ved den centrale øst-vest-gående landfærdselsåre hen over Fyn. Også tilknytningen til det såkaldte Odins Vi, et vigtigt kultsted for Odin, som har givet navn til byen, kan have haft betydning for placeringen.6 Hvor et sådant vi måtte have ligget, kan vi desværre ikke sige noget præcist om.

Odense før år 1000

Sporene af Odense før år 1000 er relativt få, bl.a. som følge af begrænsede arkæologiske undersøgelser i den vestlige del af Odenses nuværende centrum, der formentlig er byens ældste del. Alligevel kan det ses, at Odense i århundrederne før år 1000 har en række af de træk, der skal til for at karakterisere et sted som en (proto-)by.

Nogle af de ældste spor fra Odense udgøres af enkelte let nedgravede arbejdshytter, såkaldte grubehuse, i Mageløs og ved Vestergade 70-74 (fig. 2). Fundene daterer grubehusene til 800- og 900-tallet. Fra grubehusene og de omliggende anlæg har vi fundet spor efter vikingetidens metalhåndværkere, bl.a. i form af digelfragmenter, bronzesmelteklumper og en patrice til fornemt bronzehåndværk. Fundene fra grubehusene antyder en specialiseret produktion med et afsætningsmarked, der ligger uden for selvforsyning og dermed måske også indirekte peger på handel. Også længere mod øst, ved lokaliteterne Klingenberg og Skomagerstæde/Overgade 1-3, er der fremkommet mulige grubehuse.

/

©
FIG. 2: Grubehus ved Mageløs. Foto: Odense Bys Museer.

I nærheden af grubehusene er der fundet spor af egentlige beboelseshuse, der kan være i hvert fald delvist samtidige med grubehusene. Det kan tyde på, at de specialiserede håndværk har været tilknyttet en permanent bebyggelse og således ikke blot udgør en sæsonvist benyttet markedsplads, som det ellers kendes fra andre lokaliteter i slutningen af jernalderen og starten af vikingetiden.7 Andre mulige beboelseshuse fra århundrederne før år 1000 er fremkommet ved I. Vilh. Werners Plads, Klingenberg, Skt. Knuds Plads I og II samt Vestergade 13-15 (det nuværende A Hereford Beefstouw).

Alle disse spor af den gryende by ligger langs et øst-vest-gående forløb over en ca. 4-500 m lang strækning umiddelbart nord for den relativt stejle skrænt mod Odense Å (fig. 3).

/

©
FIG. 3: Odenses udstrækning i vikingetid og middelalder. 1: Nonnebakken og senere benediktiner-nonnekloster. 2: Mageløs/Klaregade. 3: Vestergade 70-74. 4: Klingenberg. 5: Skomagerstræde/Overgade 1-3. 6: Vestergade 13-15. 7: Skt. Knuds Plads I. 8: Skt. Knuds Plads II. 9: Skt. Albani Kirke. 10: Skt. Knuds Kirke. 11: Knudsklostret. 12: Storebro/ Møglebro. 13: Vor Frue Kirke. 14: Skt. Mikael/Skt. Hans Kirke. 15: Sortebrødreklostret. 16: Gråbrødreklostret. 17: Johannitterklostret. 18: Skt. Jørgensgård. 19: Bispegården. 20: Handelsboder. 21: Badstue. 22: Rådhus. 23: Helligåndshospital. 24: Dronning Christines gård/Klara Kloster. 25: Elendegildets hus. 26: Østerport. 27: Vesterport. 28: Ny Vesterport. 29: Rettersted. Illustration: Odense Bys Museer.

Syd for åen ligger Nonnebakken, hvor der allerede fra slutningen af 700- eller 800-tallet er spor af aktiviteter (fig. 4). Men om disse har forsvarsmæssig karakter eller måske skal tilskrives aktiviteter i forbindelse med et muligt rituelt anlæg – et Odins Vi – er usikkert. Fra slutningen af 900-tallet indgår Nonnebakken i Harald Blåtands system af ringborge, og borgen kan samtidig have fået en funktion som kongsgård. Nonnebakkens placering ved overgangsstedet over Odense Å indikerer, at der har været en sammenknytning mellem byen og borgen. Omkring år 1000 opføres Skt. Albani Kirke umiddelbart øst for det ældste centrum af byen. Det medfører, at der efter år 1000 sker en gradvis forskydning af byens centrum mod netop dette område.

/

©
FIG. 4: Vikingeborgen Nonnebakken under opførelse. Tegning: Sune Elskær

Odenses dåbsattest

I 988 nævnes Odense – Othenesuuig (’Odensvig’) – for første gang i en skriftlig kilde, som derfor bliver kaldt Odenses ”dåbsattest”. Der er tale om et dokument, udstedt af en formynderregering på vegne af den tyske kejser Otto d. III, som på dette tidspunkt stadig var et barn. Indholdet af brevet er, at de danske bispesæder fritages for skat, og der omtales kirker og bisper i Slesvig, Ribe, Aarhus og Odense. Grunden til, at den tyske kejser på dette tidspunkt blander sig i danske skatteforhold, er, at den tidlige danske kirkeorganisation var underlagt ærkebispesædet Hamborg-Bremens overhøjhed.8 Bremerkirken opfattede Norden som missionsmark. Vi kender intet til den kirke og biskop i Odense, som dokumentet nævner, og det er ikke engang sikkert, at den udnævnte Odensebisp har været fast til stede i byen.9 Udgravninger og dateringer fra Skt. Albani Kirke har således ikke kunnet flytte denne kirke tilbage før år 988.

Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er, at når Odense er udpeget som bispesæde, må der være tale om en bebyggelse med en fastboende befolkning af en vis størrelse, hvoraf i hvert fald en del var kristne. Fyns Stift bestod af øer fra Ærø over Fyn med sydhavsøerne til Lolland-Falster, og Odense var også dengang den største by på den største ø. Odense må derfor i betydning have adskilt sig fra andre samtidige bebyggelser på Fyn, og bl.a. blev der formentlig allerede da holdt landsting i Odense.10

Odense i 1000-tallet

De arkæologiske vidnesbyrd om Odense i 1000-tallet er mere omfattende, end tilfældet var for de tidligere århundreder, men stadig for spredte til, at der kan tegnes et detaljeret billede af den fremvoksende bys struktur og udseende. De arkæologiske spor antyder dog en bebyggelse, som i hvert fald har strakt sig fra nuværende Kongensgade til omkring Flakhaven og Albani Torv (jf. fig. 3), og der begynder at tegne sig et billede af en middelalderlig bystruktur på nordsiden af Odense Å med nogle karakteristiske institutioner og funktioner.

/

©
FIG. 5: Knud IV-mønt, slået i Odense. Foto: Nermin Hasic.

I en periode i 1040’erne blev der slået mønt i Odense under kong Magnus den Gode. Møntmesteren ved navn Outhencar havde tidligere slået mønt i Lund, og det er sandsynligt, at hanvar fulgt med kong Magnus, da denne blev fortrængt fra Lund, og sandsynligvis opholdt sig i Odense i en periode. Også Under Svend Estridsen og Knud den Hellige senere i 100-tallet bliver der i perioder slået mønt i Odense (fig. 5).11 Møntslagningen vidner om de kongelige interesser i byen, hvor der foruden en domkirke også var en kongsgård. I krøniketeksterne omhandlende mordet på Kong Knud omtales kongsgården som liggende nær Skt. Albani Kirke.12 Den nøjagtige placering af kongsgården kendes ikke, men måske skal den findes i området under eller vest for den nuværende domkirke.

Omkring 1020 kender man den første navngivne biskop på Fyn, nemlig Reginbert, som sandsynligvis har resideret i Odense (fig. 6).13 Samtidig er der i tomten af den nu forsvundne Skt. Albani Kirke fundet en bispebegravelse fra det sene 1000-tal, altså omtrent fra Knud den Helliges tid. Denne grav er det håndgribelige bevis på, at Skt. Albani Kirke også i praksis fungerede som domkirke og bispesæde i det sene 1000-tal.14 Der er således flere belæg for at konstatere, at kirken som institution får grundigt fodfæste i byen Odense i løbet af 1000-tallet.

/

©
FIG. 6: Odenses første biskop, Reginbert, som 1500-talshistorikeren Hamsfort d.y. forestillede sig ham. Foto: Per Seesko efter Series episcoporum Otthoniensium (GKS 3645), Det Kongelige Bibliotek.

Omkring 1072 nævner den tyske krønikeskriver Adam af Bremen Odense som en stor by (”Odansve….magna civitas”).15 Det er fra tiden kort efter denne omtale, at vi begynder at få flere håndgribelige arkæologiske beviser, og at byens overordnede struktur begynder af tage mere fast urban form.

Kulten omkring Knud den Hellige

Odense ca. 1100-1300.
Det brutale mord på Knud i 1086 blev indirekte en katalysator for Odenses vækst i den tidlige middelalder. I forbindelse med opstanden imod ham søgte kongen tilflugt i sin kongsgård i Odense. Drabet fandt sted, da kongen med sine mænd havde begivet sig til messe i Skt. Albani Kirke.16 Den dræbte konge blev først gravlagt i samme kirke, men overflyttedes i 1095 til den nye domkirke i sten, som var under opførelse specielt til Knuds ære og planlagt som den største katedral i landet på sin tid.
Kort efter Knuds begravelse var der efterretninger om flere undere, som skete ved kongens grav, og sammen med et politisk benarbejde var dette medvirkende til, at Knud i år 1100 blev helgenkåret af paven. I den omtrent samtidige krønikebeskrivelse af helgenkåringen nævnes det, hvordan talløse mængder hvert år strømmede sammen om kongens grav.17 Efterretningerne om undere var alvor for datidens mennesker, og der er ingen tvivl om, at bysamfundet har kunnet drage fordel af dette. Knuds bror, kong Erik Ejegod (1095-1103), var en af drivkræfterne bag helgenkåringen af Knud og oprettede kort før år 1100 et benediktinermunkekloster ved domkirken med præsteviede munke fra Evesham i England.18 Med kanoniseringen af Knud som helgen blev Odense et pilgrimsmål og tiltrak både folk og politiske interesser (fig. 7).

/

©
FIG. 7: Skt. Knuds skrin i Odense Domkirke. Foto: Peter Helles Eriksen.

Knuds anden bror, kong Niels (1103-34), styrkede videreførelsen af
Knuds-kulten, bl.a. med store donationer til Knuds-klosteret i Odense, som forestod kulten omkring kongehelgenen.19 Ud over at nyde godt af kongeligt givne rettigheder og privilegier fungerede domkapitlet også som en slags kongelig administration.20 Konge og kirke gav således tilsammen Odense særligt gunstige vilkår for at udvikle sig frem for andre bebyggelser.

Gadenettet

Fra tiden omkring Kong Knuds død og kanonisering stammer de ældste spor af det, der tegner sig som en organiseret brolægning af et større gadenet i byen (fig. 8). Brolægningen, der består af en meget kompakt overflade af småsten og med tydelige kørespor, er konstateret i et sammenhængende areal over en 50 m lang strækning i Overgade ud for Fisketorvet. Desuden er betydelige rester af samme belægning konstateret i det middelalderlige Skomagerstræde, som løb på østsiden af det nuværende rådhus.21

/

©
FIG. 8: Overgades ældste belægning ses som et mørkt lag mod den lyse undergrund. På billedet nederst har regnvandet gjort de middelalderlige hjulspor synlige. Foto: Odense Bys Museer.

Man må forestille sig, at det er på denne gadebelægning, at man omkring 1100 bar Knuds helgenskrin i procession gennem byen til domkirken. Tilstedeværelsen af helgenkongen har givet byen en helt særlig tiltrækning og selvopfattelse. Lignende gadebelægninger direkte på undergrundssandet er fundet ved Klingenberg, hvor den overlejrede en ældre grube, ved Skjolden, i Stålstræde samt i Nørregade ud for Vindegade,22 hvilket kunne indikere, at der var tale om en fælles indsats, iværksat af en stærk magtfaktor – måske kong Knud, Erik eller Niels?

/

©
FIG. 8: Overgades ældste belægning ses som et mørkt lag mod den lyse undergrund. På billedet nederst har regnvandet gjort de middelalderlige hjulspor synlige. Foto: Odense Bys Museer.

Der tegner sig en struktur med Overgade-Vestergade som et hovedstrøg med mindre sidegader eller stræder. Overgade-Vestergade var samtidig del af hovedfærdselsåren for landtrafikken tværs over Fyn, ligesom det er muligt, at Nørregade var et hovedstrøg for trafikken nord ud af byen (fig. 9). Arkæologiske undersøgelser tyder på, at der ikke fra starten overalt lå en tæt bebyggelse med front ud mod de brolagte gader. Den samtidige bebyggelse langs Overgade var omkring 1100 en ret åben og ekstensiv udnyttet bebyggelse på store matrikler, der måske i struktur lignede samtidige gårde på landet.23 Først i de følgende århundreder fortættedes bebyggelsen på mindre matrikler og dannede facade ud mod gaden. I løbet af 1200-tallet blev gadebelægningen på Overgade også mere varieret i sin udformning.
Det tyder på, at det nu var ejerne af matriklerne langs gaden, der havde ansvaret for at vedligeholde hver sit stykke af den fælles gade.24

Den kirkelige bydel

Der danner sig et billede af en todelt by. Mod syd langs med åen lå allerede fra tidlig middelalder en kirkelig bydel, mens der langs med hovedgaden og stræderne mod nord og vest lå en verdslig bebyggelse. Den kirkelige bydel udgjorde en enklave, som formentlig var indhegnet, og hvor egne love har været gældende.25
Den bestod af Skt. Knuds Kirke og Kirkegård med det tilhørende munkekloster mod vest, Skt. Albani Kirke og Kirkegård i midtenog – formentlig allerede fra tidlig tid – området med bispegården i øst, selv om vi først kender dennes beliggenhed fra 1400-tallet(fig. 10).

/

©
FIG. 10: Kort over den kirkelige bydel, hvor bygningerne er angivet i deres senmiddelalderlige form. Udenom ligger den verdslige bydel. Tegning: Mikael Manøe Bjerregaard.

Benediktinerklostret ved Skt. Knuds Kirke blev oprettet mellem 1095 og 1100 af kong Erik Ejegod, og det er sandsynligt, at klostret og domkirken kom til at ligge på kongsgårdens jord. I hvert fald omtales arealet umiddelbart vest for domkirken senere som ”kongsmark”.26 Den kirkelige bydel målte omtrent 360 m øst-vest. I sin samtid har dette uden tvivl været en meget kraftfuld fysisk manifestation, og lignende arealmæssigt store magtdemonstrationer kendes da også fra f.eks. det imponerende religiøse kompleks i Jelling, som Harald Blåtand i slutningen af 900-tallet lod omkranse med kraftig palisade. Det store sammenhængende kirkelige areal i Odense sandsynliggør, at det også her er kongemagten, som har tildelt kirken omfattende arealer i den tidlige by.

Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke var en gennemgangsvej i den kirkelige bydel og over åen. De borgere, der ville krydse Odense Å, måtte således anvende overgangssteder længere mod øst eller vest. Det tidligst omtalte er Møglebro (Storebro), som nævnes i 1200-tallet, hvor Frederiksbroen i dag krydser Odense Å.27 Sandsynligvis har der som tidligere nævnt også været en bro i byens vestende ved Munke Mølle. Men den borgerlige by har måttet tilpasse sig og vokse uden om den store kirkelige enklave.

Den verdslige by

/

©
FIG. 11: Handelsboder på Overgade. Tegning: Sune Elskær

Langs med hovedgaden og sidegaderne voksede en by frem inden for en bygrænse, som til dels var betinget af landskabet og af naturlige vandløb, der dog delvist var regulerede af mennesker. Her gjaldt købstadens særlige love og privilegier, som var anderledes end det omgivende lands love. Mod syd dannede Odense Å bygrænse. Mod nord og øst fungerede det buede forløb af Byens Bæk som bygrænse. I 11-1200-tallet gik byens udstrækning dermed omtrent fra Store Gråbrødrestræde og Klaregade i vest til Pjentedamsgade i øst, og fra Hans Jensens Stræde i nord til Odense Å i syd. Inden for denne ramme udvikledes bebyggelsen gradvist i perioden. Hovedstrøget gennem byen fungerede som handelsgade. Langs den sydlige side af Overgade er der fundet spor af lette konstruktioner, der tolkes som handelsboder fra 12-1300-tallet (fig. 11). Det er endnu uafklaret, om der var tale om en bred torvegade med kørende og gående trafik midt på og med boder langs kanten som et bånd foran de beboede grunde syd for Overgade, eller om der var tale om et regulært torv, som Overgade løb igennem. Den ældste kendteverdslige teglstensbygning i Odense, nemlig Overgade 1, som stammer fra starten af 1200-tallet, blev lagt ud mod hovedgaden. I dag findes resterne af dette hus bevaret dybt under nutidens gadeniveau (fig. 12).28

/

©
FIG. 12: Odenses ældste teglstenshus, Overgade 1, under udgravning i 2013. Foto: Odense Bys Museer.

Byens sognekirker

Den ældste kirke i byen var formentlig Skt. Albani Kirke (fig. 13). Efter ca. 1095 at have overgivet sin status af domkirke til den nye frådstenskirke fungerede Skt. Albani Kirke som sognekirke. Efterhånden som byens østlige del blev udbygget, opstod der behov for en ny sognekirke her, Vor Frue Kirke, hvis eksisterende bygning
stammer fra midten af 1200-tallet og muligvis også indeholder dele af en ældre kirke. Ved Nørregade lå endnu en sognekirke, Skt. Mikaels Kirke (nu Skt. Hans Kirke), hvis alder man ikke kender.29 Muligvis kan den oprindeligt have ligget uden for bygrænsen. I løbet af middelalderen blev byen altså opdelt i tre sogne med hver sin kirke, som sogneboerne søgte til. Skt. Albani Kirke fortsatte med at betjene den centrale og vikingetidige del af byen, mens kvarterene omkring Overgade og Nørregade fik egne sognekirker.30

/

©
FIG. 13: Skt. Albani Kirke blev genrejst i sten i 1100-tallet. Måske har den set omtrent sådan ud. Tegning: Sune Elskær.

Nye kirkelige institutioner

I 1200-tallet kom flere gejstlige institutioner til Odense. Benediktinernonneklostret, der en tid lå på Nonnebakken, flyttede senestca. år 1200 til Dalum. Ligesom klostret ved domkirken ejede dette kloster meget jord (fig. 14).

/

©
FIG. 14: Skt. Knuds Kloster omkring 1910, da en del af bygningerne blev anvendt til hestestald. Foto: H. Lønborg.

Også en ny type klostre kom til, nemlig tiggermunkeklostrene. I byens nordøstlige udkant fik sortebrødrene (dominikanerne) deres kloster med egen kirke og klostergård. I den nordvestlige del af byen donerede Erik Glipping i 1279 kongejord til oprettelsen af et gråbrødrekloster (franciskanere) (jf. fig. 3).31 Tiggerklostrene ejede ikke jord, men levede af almisser fra bybefolkningen, som de også prædikede for og tog skriftemål fra. Deres religiøse virksomhed var altså direkte målrettet borgerne i byen, og tiggermunkene i klostrene var nært knyttet til den middelalderlige købstadskultur.

Johannitermunke overtog Skt. Mikaels Kirke og oprettede et
klostersamfund omkring den, hvilket gjorde, at kirken sidenhen er kendt som Skt. Hans Kirke. Navnet Hans er den nordiske udgave af Johannes. Umiddelbart uden for byens østport oprettedes en såkaldt Skt. Jørgensgård, som man i dag ville kalde en karantænestation for spedalske.32 Anlægget havde egen kirke samt boliger for de syge, som man ønskede at isolere, samtidig med at de skulle bo tæt på byen, fra hvis borgere de kunne modtage almisser til at klare dagen og vejen. I slutningen af 1200-tallet begyndte den store ombygning af den gamle frådstensdomkirke til den gotiske teglstenskirke, som står i dag. En stor del af den nye gotiske kirke kunne indvies et par årtier senere, men forskellige om- og tilbygninger fortsatte på domkirken middelalderen ud.

Med byggerierne på alle disse store komplekser, som optog store arealer inden for bygrænsen, har Odense i lange perioder været præget af store byggepladser (fig. 15). Det har tiltrukket nye arkitektoniske strømninger fra udlandet og har samtidig givet arbejde til et stort antal håndværkere, hvilket må have virket dragende på tilflyttere. Udefrakommende impulser til byen blev også skabt af de forskellige religiøse institutioner. Ikke mindst tiggermunkeklostrene havde tætte bånd til andre klostre i deres orden både i det øvrige Norden og i Europa, og munkene flyttede tit rundt mellem disse klostre og skabte derved tætte kontakter til det store udland.

/

©
FIG. 15: Den romanske domkirke ombygges til en gotisk teglstenskirke i anden del af 1200-tallet. Tegning: Sune Elskær.

Odense ca. 1300-1500

Handel var et andet område, hvor Odenses kontakter med omverdenen klart adskilte byen fra samtidens landsbyer. I den sene del af middelalderen havde de rige købmænd en vigtig plads i byen. Kun de kunne få en plads i byrådet, ikke håndværkerne. Odense har haft en stor betydning som købstad for et opland med fødevareproducerende bønder, som kunne afsætte deres varer på markederne i byen. Men der er også spor af international handel. Nogen stor havneby har Odense imidlertid ikke været på grund af de meget vanskelige besejlingsforhold i Odense Fjord og Å. Belæg for handel med lande både i syd og nord ses i det arkæologiske materiale bl.a. i form af importkeramik, hvæssesten, klædeplomber og tønder, men også f.eks. i kerner fra figner og vindruer samt genstande, lavet af knogler fra nordatlantiske havdyr som hval og hvalros.

Byens borgere har formentlig haft en opfattelse af en særlig bykultur, som adskilte sig fra bøndernes liv. Middelalderlige latriner, fundet i baggårdene ved Overgade, er diskrete markører af en særlig urban kultur. Bebyggelsestætheden fordrede formentlig en håndtering af den menneskelige afføring, som inkluderede at tømme og bortskaffe latrinindholdet regelmæssigt (fig. 16).33
Sådanne møddingssteder i byens periferi kendes fra oplysninger på senere kortmateriale og skriftlige kilder.34 Et andet urbant element var byens offentlige badstue, som lå i Gravene nær ved Byens Bæk. Her kunne alle mod betaling få et bad og noget at spise.35 I 1400-tallet omtales for første gang en rådhusbygning ved Flakhaven, hvor bystyret mødes, og på Fisketorvet oprettes et helligåndshospital.

/

©
FIG. 16: Sådan kan de middel- alderlige latriner have set ud. Tegning: Sune Elskær.

Forskellige grupperinger i købstaden kunne slutte sig sammen i interesseorganisationer, nemlig gilder og laug. Man grupperede sig efter erhverv, status eller religiøs overbevisning. Mange af gildernes huse lå i det rige kvarter mellem Overgade og Skt. Albani Kirke, bl.a. Elendegildets hus, som blev udgravet i 2016 (fig. 17).

/

©
FIG. 17: De sidste rester af et gildehus fra 1400-tallet kom frem under udgravningner i 2016. Foto: Odense Bys Museer.

Her lå også flere teglstenshuse, som tilhørte rige købmænd, bl.a. bygningen Overgade 3, der er bevaret som stående ruin (fig. 18).36 I 1400-tallet erhvervede mange medlemmer af den fynske lavadel gårde i Odense og blev således – i hvert fald delvist – byboere. Disse adelige gårde lå især i den nye bydel omkring Nørregade.37

/

©
FIG. 18: Den hvælvede kælder under ”Ruinen”, Overgade 3. Foto: K. Frier, 1970

Byen voksede nu også ud over sin gamle grænse mod øst, hvor der opstod en forstadsbebyggelse.38 Mod vest voksede byen ud til omkring nuværende Kongensgade, hvor der i 1400-tallet fandtes en ydre Vesterport (fig. 3). Vest for byen lå retterstedet, hvor dødsdømte forbrydere blev henrettet.39

/

©
FIG. 19: Det senmiddelalderlige Odenses udstrækning på et moderne kort over byen. Illustration: Odense Bys Museer

Odense i 1500-tallet

I en periode på ca. 15 år i starten af 1500-tallet var Odense kongelig residensby, idet dronning Christine havde bopæl og holdt hof her. Dronningen levede i den sidste del af sit liv separeret fra sin mand, kong Hans, først på Næsbyhoved Slot udenfor byen, men snart flyttede hun ind i en ejendom på hjørnet af nuværende Klaregade og Filosofgangen. Ejendommen udbedredes i de kommende år til en værdig ramme om dronningens hverdag.

Livet ved hoffet i Odense har nok været luksuriøst, men har materielt set ikke adskilt sig væsentligt fra de rige købmandsfamiliers liv. Hoffet satte sit præg på Odense, både når dronningen kørte til gudstjeneste i en af byens mange kirker (fig. 20), eller når købmænd og håndværkere leverede varer og ydelser til dronningen. Christine levede et fromt liv med mange almisser til de fattige i Odense, og hun oprettede i 1519 middelalderens sidste kloster i byen – et franciskanernonnekloster, Skt. Clara, som kom til at give navn til Klaregade.40

/

©
FIG. 20: De fleste spor af Odenses middelalderlige klostre er forsvundet. Her ses Gråbrødre Kirke kort for nedrivningen i 1817. Illustration: Johan Hanck, Nationalmuseet.

Øst for Skt. Albani Kirke byggede en af de sidste katolske bisper i årene 1504-08 en mægtig trelænget bispegård i tegl, hvoraf dele står endnu i Det Adelige Jomfrukloster (fig. 21).41 Sidste etape i byggeriet var et forsvarsværk i form af en voldgrav og vindebro foran bispegårdens port. Sådan en befæstning inde i en by er meget usædvanlig, men vidner om bispens vigtige rolle også i verdslige og politiske affærer. I reformationsstridighederne blev Bispegården – og formentlig også Næsbyhoved Slot – løbet over ende af en rasende folkemængde.42

/

©
FIG. 21: Nordfløjen i den senmiddelalderlige bispegård i sin nutidige form. Foto: Odense Bys Museer.

Reformationen i 1536 medførte markante ændringer i bybilledet, idet mange af de store kirkelige institutioner forsvandt og gav plads for verdslig bebyggelse. Skt. Albani Kirke og Sortebrødre Kirke blev revet ned allerede i 1540’erne, og Skt. Albani Kirkegård blev udlagt til torv. I slutningen af 1500-tallet anlagdes en ny gade fra torvet og mod nord (Torvegade) og mod syd Albanigade til åen tværs gennem den kirkelige bydel.43 For første gang var der en passage med bro over åen centralt i byen.

Kongen beordrede flere huse revet ned for at udvide Albani Torv, der nu efter renæssancens idealer lå som en stor plads, fra hvis hjørner der løb en vej mod de fire verdenshjørner. Pladsen dannede ramme om en storstilet ceremoni, hvor de slesvigske hertuger aflagde ed til renæssancefyrsten Frederik II i 1580. Efterfølgende skænkede kongen Albani Torv til byens handel, som tidligere fyldte op i gaderne.44 Samtidig fik byen for første gang rørlagt vandforsyning. Vandet blev hentet så langt væk som Bolbro og ført i trærør til tre offentlige brønde såvel som til private brønde.45 Frederik II ombyggede også Johanniterklostret til Odensegård (senere Odense Slot).

Fra slutningen af 1500-tallet har vi det første kort over Odense, det såkaldte Brauns prospekt (fig. 22). På kortet over renæssancens Odense ses endnu levn af både vikingetidens ringborg syd for åen og mange af middelalderens gejstlige institutioner og verdslige byggerier, som siden er forsvundet. Man kan også stadig ane de middelalderlige bygrænser, som var ved at blive sprængt. Odense var på vej ind i en ny tid. Hvor byens udvikling tidligere var domineret af de kirkelige institutioner, blev det i de kommende århundreder i højere grad adelen og købmændene, der kom til at præge Odense.

/

©
FIG. 22: Brauns kort 1593. Efter Füssel 2008:184.

Litteratur

  • Adam af Bremen 1968: De hamburgske ærkebispers historie og Nordens beskrivelse. København.
  • Albrectsen, E. 1971: Vikingetidens Odense. Fynske Minder 1970, s. 121-132.
  • Albrectsen, E. 1984: Ælnoths Krønike. Oversat og kommenteret af Erling
  • Albrectsen. Efterskrift af Preben Meulengracht Sørensen. Odense.
  • Albrectsen, E. 1986: Kong Svend Magnus’ og hans Sønners Bedrifter og Kong Knud den Helliges Lidelseshistorie. I: T. Nyberg, H. Bekker-Nielsen & N. Oxenvad (red.): Knuds-Bogen 1986, Fynske Studier XV. Odense, s. 21-52.
  • Andrup, G.O. 1953: Af Odense vandforsynings historie. Odense.
  • Arentoft, E. 1999: De spedalskes hospital. Udgravning af Sankt Jørgensgården i Odense. Odense.
  • Bjerregaard, M.M. 2008: Badstuer i middelalderen. KUML 2008, s. 211-243.
  • Bjerregaard, M.M. 2013: OBM5869 Jernbanegade/Klosterbakken. Upubliceret beretning for arkæologiske undersøgelser på Jernbanegade, Klaregade og Horsetorvet. Odense Bys Museer.
  • Bjerregaard, M.M. 2014: OBM6564 Nørregade. Upubliceret beretning for arkæologiske undersøgelser i Nørregade og tilstødende gader i Odense midtby. Odense Bys Museer.
  • Bjerregaard, M.M., J.T. Christensen & J. Hansen 2016a: Bispen i Albani Kirke. Odense Bys Museer 2016, s. 140-155.
  • Bjerregaard, M.M., J.T. Christensen & J. Hansen 2016b: Tidlig bispegrav i Odense. Skalk, nr. 5, s. 3-9.
  • Christensen, A.S. 1988: Middelalderbyen Odense. Viby J. Christensen, L.E. 2014: Gamle Landsbyer i Odense – stednavne som kulturarv. Odense Bys Museer 2014, s. 181-193.
  • Diplomatarium Danicum 1938-, Det danske sprog- og litteraturselskab (udg.). København.
  • Grandt-Nielsen, F. 1971: To middelalderlige stenhuse i Odense. Fynske Minder 1970, s. 133-168.
  • Grandt-Nielsen, F. 1972. Nyt fra Knud den Helliges Odense. Fynske Minder 1971, s. 199-216.
  • Grandt-Nielsen, F. 1982: Arkæologiske iagttagelser ca. 1000-1200. I: T. Kaarsted m.fl. (red.): Odense bys historie. Fra boplads til bispeby. Odense til 1559. Odense, s. 160-175.
  • Haase, K. 2017: OBM9776 I. Vilhelm Werners Plads. Upubliceret beretning for arkæologisk udgravning. Odense Bys Museer.
  • Haase, K., M.E. Lauridsen & M. Runge 2014: Duftarkæologi. Skalk nr. 6, s. 3-7.
  • Hansen, J. 2011: Rynkeby – 14C-dateringer i en fynsk landsby med stedkontinuitet fra yngre germansk jernalder. Fynske Minder 2011, s. 95-103.
  • Hansen, J. 2015: Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde– et bebyggelseshistorisk regionalstudie. (Upubliceret ph.d.-afhandling). Syddansk Universitet, Odense.
  • Henriksen, M.B. 1997: Vikinger ved Helnæsbugten. Fynske Minder 1997, s. 25-58.
  • Henriksen, M.B. 2000: Lundsgård, Seden Syd og Hjulby – tre fynske bopladsområder med detektorfund. I: Henriksen, M.B. (red.): Detektorfund – hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder. Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 26. oktober 1988. Skrifter fra Odense Bys Museer, 5, s. 17-60. Odense.
  • Henriksen, M.B. 2002: Er Hjulby Nyborgs forgænger? Fynske Minder 2002, s. 155-185.
  • Henriksen, M.B. 2013: Odenses forgænger – eller: én af mange? I: Bisgaard, L., Bruus, M. og Gammeltoft, P. (red.). Beretning fra det toogtredivte tværfaglige vikingesymposium, s. 68-83. Højbjerg.
  • Henriksen, M.B. & H.W. Horsnæs 2015: Problems associated with the interpretation of metal-detector finds from the plough soil. I: L. Larsson, F. Ekengren, B. Helgesson & B. Söderberg (red.): Small Things – Wide Horizons. Studies in Honour of Birgitta Hårdh, s. 237-244. Oxford.
  • Huitfeldt, A. 1976: Danmarks Riges Krønike. Christian III’s Historie (1595), København.
  • Jacobsen, H.H. 1996: Næsbyhoved Sø og Slot. Odense.
  • Jespersen, K.J.V. 1984: Byen i hverdag og fest. I: E. Ladewig Petersen, K.J.V.
  • Jespersen & L. Jespersen (red.): Odense bys historie. De fede år. Odense 1559-1660. Odense, s. 81-102.
  • Johannsen, B.B., H. Johannsen & K. Kryger, under medvirken af K. Eliasen, S. Rask & M. Vedsø 1998-2001: Danmarks Kirker IX, Odense Amt, 3. bind. Herning.
  • Juel, C. 2010: OBM8935 Hjulby (kampagne 2009), Nyborg Landsogn. Arkæologisk udgravning af værkstedsplads med grubehuse og kulturlag fra yngre germansk jernalder-tidlig middelalder samt bebyggelse fra yngre jernalder. Arkæologisk Rapport nr. 308, Odense Bys Museer.
  • Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre Forhold. C.F. Bricka m.fl. (udg.). København 1885-.
  • Kousgård Sørensen, J. 1969: Danmarks Stednavne nr. 14. Odense Amts bebyggelsesnavne. Udgivet af Stednavneudvalget (Institut for navneforskning). København.
  • Madsen, P.K. 1988: Byen nord for åen. Befæstning og møller. I: A.S. Christensen: Middelalderbyen Odense. Viby J., s. 34-46.
  • Nielsen, J. 1998: Odenses ældste gader. Fynske Minder 1998, s. 27-38.
  • Nyberg, T. 1982: Knud den Hellige og Erik Ejegod, 1080-1104. I: H. Thrane, T. Nyberg, F. Grandt-Nielsen & M. Venge 1982. Fra boplads til bispeby. Odense til 1559, s. 114-159. Odense.
  • Runge, M. & M.B. Henriksen in press: The origins of Odense – New aspects of early urbanisation in southern Scandinavia.
  • Thrane, H.; T. Nyberg, F. Grandt-Nielsen & M. Venge, 1982: Fra boplads til bispeby. Odense til 1559. Odense bys historie bd. 1. Odense.
  • Ulriksen, J. 2011: Inland navigation and trade in a land without rivers – fjords and streams as navigation and trade routes in Viking Age Denmark. I: Siedlungs- und Küstenforschung im südlichen Nordseegebiet (SKN) 34, s. 191-199.
  • Ulriksen, J., C. Krause, C. & N.H. Jensen 2014: Roskilde. En bygrundlæggelse i vanskeligt terræn. KUML 2014, s. 145–185.
  • Vedel Simonsen, L.S. 1841-44: Bidrag til Odense Byes ældre Historie: i chronologisk Orden indsamlede. Odense.
  • Zalewski, B. 2013: Bispegård i 500 år. I: Realdania Byg, B. Zalewski et al.: Odense Adelige Jomfrukloster. København.

Noter

  1. Afsnittet om den landskabelige baggrund baseres på Mogens Bo Henriksens analyser i Runge & Henriksen in press.
  2. En mulighed kunne naturligvis være etablering af konstruktive foranstaltninger, som det kendes bl.a. fra Kanhavekanalen på Samsø, dateret til tidlig vikingetid. Sådanne anlæg er dog ikke hidtil fundet ved Odense Å.
  3. Ulriksen 2011, Ulriksen et al. 2014:154ff.
  4. Ulriksen 2011.
  5. Henriksen 2013; Henriksen & Horsnæs 2015; Feveile 2016, in press.
  6. Kousgård Sørensen 1969:13ff.; Henriksen 2013; Christensen 2014:188.
  7. Se f.eks. Henriksen 1997, 2000:35ff., 2002; Juel 2010.
  8. Diplomatarium Danicum, 1. rk. 1. bd, nr. 343; Thrane et al. 1982: 113-115.
  9. Albrectsen 1971:128ff.; Thrane et al. 1982:113ff.; Madsen 1988:97.
  10. Thrane et al. 1982:139.
  11. Thrane et al.1982:136; Christensen 1988:121.
  12. Albrectsen 1984:79f.; Christensen 1988:33, 70; Johannsen et al. 1998-2001:1729f.
  13. Adam af Bremen 1968:118.
  14. Bjerregaard et al. 2016a, 2016b.
  15. Adam af Bremen 1968:249.
  16. Albrectsen 1986:40-44.
  17. Diplomatarium Danicum, 1. rk. 2. bd. nr. 26; Albrectsen 1986:49-50.
  18. Diplomatarium Danicum, 1. rk. 2. bd. nr. 24.
  19. Diplomatarium Danicum, 1. rk. 2. bd. nr. 32, 34-35, 42, 77, 84-85.
  20. Thrane et al. 1982:184.
  21. Haase 2017; Grandt-Nielsen 1972:202-205.
  22. Nielsen 1998; Christensen 1988:56; Grandt-Nielsen 1982:163; Bjerregaard 2013; Bjerregaard 2014.
  23. Se f.eks. Hansen 2011, 2015.
  24. Haase 2017.
  25. Thrane et al. 1982:179, 208.
  26. Madsen 1988:35; Nyberg 1982:149.
  27. Diplomatarium Danicum, 2. rk. 1. bd. nr. 241.
  28. Haase 2017; Grandt-Nielsen 1971:134-136, 156-160.
  29. Johannsen et al. 1998-2001:1040ff., 1255ff.
  30. Thrane et al. 1982:212, 304.
  31. Christensen 1988:106-109.
  32. Christensen 1988:110; Arentoft 1999.
  33. Haase, Lauridsen & Runge 2014:5-6.
  34. Kancelliets Brevbøger 1579 10.10.
  35. Bjerregaard 2008.
  36. Grandt-Nielsen 1971:136-156.
  37. Thrane et al. 1982:303-304.
  38. Thrane et al. 1982:302.
  39. Christensen 1988:40 & 126.
  40. Christensen 1988:111.
  41. Zalewski 2013:16-22.
  42. Huitfeldt 1976:K ij Jacobsen 1996:77, s. 77.
  43. Christensen 1988:68; Vedel Simonsen 1844 3. bd. 1. hefte:25.
  44. Vedel Simonsen 1844 2. bd. 2. hefte: 196-197, 200-201.
  45. Kancelliets Brevbøger 1580 21.6. & 5.11; Andrup 1953:8-15; Jespersen 1984:86-87; Haase 2017.
- Arkæologi - Byarkæologi - Historie - by og landsby - Odense Bys Museer - Knuds Odense - vikingernes by

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...