En fyrstelig tjenestebolig

Under sit månedlange ophold ved Wienerkongressen udnævnte Frederik VI ved resolution af 4. marts 1815 sin fætter, prins Christian Frederik (1786-1848, fra 1839 kong Christian VIII) til guvernør over Fyns stift. Nogle dage senere fulgte tillige udnævnelsen til kommanderende general over Fyn og Langeland, således at den øverste civile og militære myndighed i Fyns stift nu var samlet hos den 28-årige prins og tronarving.

For den danske offentlighed er udnævnelsen utvivlsomt kommet som noget af en bombe. Vel havde man allerede længe kendt embeder af lignende art, nemlig statholderposterne i hertugdømmerne Slesvig og Holsten indtil Kieler-freden 1814 i Norge, for slet ikke at tale om guvernørembederne i de fjerne, oversøiske kolonier. Men det var dog første gang, at en kongerigsk landsdel fik sit eget styre.

Den nyudnævnte guvernør var nogle måneder tidligere vendt tilbage til Danmark fra sit kortvarige norske kongedømme. For samtiden har den rimeligste forklaring på hans udnævnelse nok været den, at Frederik VI af udenrigspolitiske grunde (forholdet til Sverige og dets allierede fra koalitionen mod Napoleon) og måske tillige af personlige grunde ønskede at fjerne den norske eks-konge og danske tronarving fra hoffet og hovedstaden.[1] Eftertiden har desuden i udnævnelsen set et tilløb til en planlagt, men ikke realiseret reform af Danmarks indre styre, en decentralisering, hvorved en helt ny klasse af embedsmænd, stiftsguvernører, skulle overtage beføjelser fra såvel lokal- som centraladministrationen.[2]

Hofsladderen ville straks vide, at prinsen af al magt, men forgæves forsøgte at undgå forflyttelsen til Fyn.[3] Men hvorom alting er, så stod den kgl. udnævnelse ikke til at ændre, og naturligvis måtte Odense blive residensstaden med det derværende kgl. slot som guvernørens bolig.

Fig. 1. Prins Christian Frederik, Fyns guvernør 1815-39. Portrætrelief i gibs, signeret Albert Iacobson 1818. Diameter 66 cm. Odense Bys Museer nr. 975/1956. Stammer fra Fyens Stiftsbibliotek.

Hurtigt efter guvernørudnævnelsen rykkede håndværkerne ind på slottet, hvor bygningsarbejdet lededes af den kgl. bygningsinspektør for Slesvig, arkitekten L. Chr. Kreiser (1773-1823).[4] Den almægtige overbygningsdirektør, arkitekten C.F. Hansen, som efter sit embede ledede hele statens bygningsvæsen og skulle føre tilsyn med samtlige kgl. slotte i monarkiet, synes derimod ikke at have befattet sig med de beskedne bygningsarbejder.[5] Mens bygningsarbejdet stod på, aflagde prinsen selv et hastigt besøg i Odense.[6] Formålet med besøget har utvivlsomt været det dobbelte at præsentere sig i den kommende residensstad og at tage den kommende embedsbolig i øjesyn. Det er betegnende for slottets tilstand på dette tidspunkt, at prinsen og hans følge måtte tage ind på Postgaarden i Overgade. Prinsens besøg i Odense fandt i øvrigt sted i forbindelse med en rejse til Augustenborg, hvor han d. 22. maj s.å. blev viet til prinsesse Caroline Amalie af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, datter af Frederik VI’s søster Louise Augusta og hertug Frederik Christian af Augustenborg.

Vil man gætte sig til prinsens opfattelse af sin kommende embedsbolig, gør man næppe forkert i at antage, at den i hans øjne har taget sig højst altmodisk ud, i hvert fald sammenlignet med de to boliger, han i forvejen rådede over. Efter sin faders, arveprins Frederiks, død havde prins Christian Frederik arvet dennes palæ på Amalienborg, det nuværende Christian VIII’s palæ, samt landslottet Sorgenfri ved Lyngby, og begge slotte havde, i hvert fald i det indre, fået nyklassicismens præg, idet arveprinsen og også hans søn havde benyttet maleren Nicolai Abildgaard som arkitekt ved deres ombygning og nyindretning af slottene.[7]

I Odense forefandt prinsen derimod et slot, som både i det udvendige og det indvendige havde den karakter, som var god tone i baroktiden et lille århundrede tidligere. Med ganske få undtagelser præsenterede Odense slot sig i 1815 i den skikkelse, som overlandbygmester J.C. Krieger havde givet det, da han i årene 1721-25 skabte Frederik IV en tidssvarende provinsresidens ved en ombygning af Frederik II’s Odensegård med tilføjelse af en ny hovedfløj mod Nord.[8] Den statsfinansielle situation – efter statsbankerotten, Napoleonskrigene og tabet af Norge – tillod ikke en gennemgribende modernisering og ombygning i 1815. Denne kom først i 1841, hvor slottet blev anvist som bolig for den efterfølgende guvernør, kronprins Frederik (VII). Man kan derfor udmærket anvende de i Thurahs „Danske Vitruvius“ (1749) gengivne planer til belysning af slottets tilstand i 1815 (fig. 2).

Fig. 2. Planer over Odense slots stue- og beletage (syd opad) samt hovedfløjens facade mod nord. Fra Thurah’s „Den danske Vitruvius“.

Når slottet stod så forholdsvis uændret i 1815, hænger det sammen med, at det siden Frederik IV’s død her d. 12. okt. 1730 så godt som aldrig var blevet benyttet af kongefamilien. Allerede i Frederik IV’s dage var man kommet ind på at indrømme stiftamtmanden over Fyns stift en lejlighed på slottet. Stiftamtmændene Chr. Sehested (1721-40) og Carl Juel (1760-67) boede der således, men sidstnævnte måtte dog efter en efterfølgers udsagn „især for Fugtighed forlade samme og kjøbe sig en Gaard i Byen“.[9] I 1780’erne, Odenses „florissante“ tid, hvor den fynske landadel benyttede Odense som vinteropholdssted, fik den adelige klub tilladelse til at benytte lokaler på slottet til selskabelige arrangementer. Fra 1789 kom det igen til at fungere som stiftamtmandsbolig, først for den meget initiativrige Fr. Buchwald (1789-98), siden for Poul Rosenørn (1798-99) og Poul Rosenørn Gersdorff (1799-1808). I sidstnævntes embedsperiode var slottet i ganske kortvarige perioder opholdssted for fyrstelige personer, først for den sindssyge Christian VII på hans flugt fra København til Rendsborg[10] og siden for prinsen af Ponto Corvo alias marskal Bernadotte, der af kejser Napoleon var sat i spidsen for de fransk-spanske hjælpetropper, som i forening med danske tropper skulle gøre invasion i Skåne.[11] Gersdorffs efterfølger måtte imidlertid se sig om efter en anden bolig, idet slottet nu skulle bruges som residens for Frederik VI’s svoger, prins Christian af Hessen-Kassel.[12] Denne var i 1809 blevet udnævnt til kommanderende general over Fyn. I 1812 blev han forlovet med sin niece, prinsesse Caroline, men han var allerede på dette tidspunkt en nedbrudt mand, som døde sindssyg på Odense slot i efteråret 1814.[13]

Fig. 3. Stol i amtsrådssalen på Odense slot (7 stk.). Bøgetræ, sortlakeret med forgyldt staffering af nyere dato, derunder anes en ældre lignende dekoration. Højde 83 cm. Nyt sæde, stolen har tidl. haft rørflettet sæde. På venstre siderigels inderside er anført adressen: Brogade. Ifølge møbleringsregnskabet blev sortlakerede „rørstole“ leveret af de københavnske snedkere Blach og Neven, men ingen af disse synes 1815-16 at have boet i Brogade på Christianshavn.
Fig. 4. Stol fra Odense slot (3 stk.) Bøgetræ med hestehårs-betrukket sæde. Højde 73.5 cm. Odense Bys Museer nr.287 a-c/1949.

Det lader sig næppe gøre at anføre hvert enkelt spor, de skiftende beboere og funktioner har sat sig i slottets bygningshistorie. De største ændringer fandt sted i 1790’erne, med stiftamtmand Buchwald som ophavsmand og med eller uden rentekammerets tilladelse. I det ydre skete der den ændring, at hovedfløjens vinduer fik de oprindelige rammer med deres blyindfattede ruder skiftet ud med engelske rammer med kun to ruder i hver ramme, altså ligesom nu. Og i det indre skete der den afgørende forbedring, at man på de gamle åbne kaminers plads indrettede kakkelovnsnicher med kakkelovne af fajance eller jern. Et par af gemakkerne blev ved en skillevæg delt op i mindre rum, hvorved i øvrigt et par af den italienske stukkatør Antonio Auzonis fine stuklofter blev hugget ned. Endelig blev trappepartiet i vestibulen i hovedfløjens midterakse kendelig forandret, idet den vestlige af de to symmetrisk anbragte trapper blev taget ned.[14]

Der er vidnesbyrd om, at der også i prins Christian af Hessens tid er foretaget bygningsarbejder på Odense slot. Rentekammeret anviste i årene 1810-14 ret betydelige beløb til „reparation og istandsættelse“,[15] men hvor meget der blev udført og hvilke dele af bygningen det kom til gode, oplyses ikke. Der savnes også præcise oplysninger om omfanget af de bygningsarbejder, som udførtes under L. Chr. Kreisers ledelse i foråret og sommeren 1815. Der findes så vidt vides hverken planer eller en synsforretning, som kan give de ønskede oplysninger. Men tager man som udgangspunkt det første inventarieregnskab fra guvernørtiden[16] og sammenholder dets oplysninger om antal gardiner pr. rum (og dermed altså vinduesfag) med Thurahs planer, (fig. 2) kan det godtgøres, at i det mindste ruminddelingen var stort set den samme som i 1720’erne.

Hovedfløjens beletage, den tidligere kongeetage, var nu som før indrettet i to lejligheder, grupperet symmetrisk om bygningens midterakse, det fremhævede midterparti på tre fag, med den store sal til haven og vestibulen til gården. Prinsen benyttede den tidl. dronningelejlighed i østenden, og prinsessen havde indrettet sig i kongens værelser mod vest. I begge lejlighederne var der sket den ændring, at det store sovegemak (med et vindue til gården, i hjørnet ved sidefløjen) var blevet noget mindre, idet en „mørk“ gang, d.v.s. uden vinduer, var blevet skilt fra, således at man fra trappen i de to gavle fik adgang til havesidens gemakker uden at skulle passere gennem det kgl. sovegemak eller samtlige gemakker i havesidens „enfilade“. Endelig var i prinsens lejlighed det store gennemgående audiensgemak delt op i et mindre audiensgemak med to vinduer til haven og et dagliggemak med to vinduer til gården.

I sidefløjene havde tilsvarende beskedne ændringer fundet sted. Vestfløjen var tilsyneladende fuldstændig uændret, mens man i østfløjen, på dennes 1. sal, et par steder havde slået to 1-fags værelser sammen til et større. Og for begge fløje gælder det, at værelserne stadig var orienteret mod den indre slotsgård med den forbindende korridor liggende langs ydermurene mod haven og mod Sct. Hans kirke. I sydfløjens stueetage var bagerovnen umiddelbart vest for porten blevet revet ned for at give plads til et kammer til schweizeren, og på 1. sal var tjenerskabets spisestuer på hver side af portfagene blevet delt op i mindre rum, som nu blev benyttet til beboelse.

Så meget om ruminddelingen i det vidtstrakte slot. Hertil skal føjes, at herskaberne over deres hoveder har haft de endnu bevarede stuklofter med deres svungne og brudte linjer. Vægbeklædningens art og dens dekoration er vi afskåret fra at bestemme, idet intet heraf er bevaret og ingen arkivalsk kilde beretter herom. Det hedder dog i en Odense-avis fra efteråret 1815, at værelserne bliver „smagfuldt dekoreerte“,[17] så sandsynligheden taler for, at man på dette begrænsede felt har haft mulighed for at give rummene en ansigtsløftning. M.h.t. rummenes træværk, døre og paneler, har man nok måttet nøjes med det gamle, eftersom alt det endnu bevarede træværk stammer fra moderniseringen i 1841. Prins Christian Frederik, som med sin samtid beundrede den klassiske oldtids kunst og anså den for forbilledlig, også for interiørkunsten, må have anset sin embedsbolig for højst umoderne.

Med al sin gammeldags karakter havde Odense slot dog den fordel, at det var en rummelig bolig, med mulighed for at indlogere et hof af betydelig størrelse. Den ugifte og tillige sindssyge prins Christian af Hessen har næppe ført noget virkeligt hof, men for prins-guvernøren stillede situationen sig helt anderledes. Et brev fra prinsens hofmarskal vedr. det antal sengeklæder, som behøvedes til hoffets indlogering på Odense slot, afgiver et udmærket vidnesbyrd om hoffets størrelse og sammensætning.[18] Når medtages hele husstanden lige fra prinsen til staldkarle og arbejdsfolk, var der brug for sengetøj til i alt 56 senge, og så må man endda tage i betragtning, at ca. halvdelen af disse 56 senge var dobbeltsenge. For at begynde med toppen skulle der være plads til guvernøren selv, hans gemalinde og hans søn af 1. ægteskab, prins Frederik Carl Christian (senere Frederik VII), foruden undertiden fyrstelige gæster. Blandt hofetatens spidser kan nævnes en hofmarskal, en adjudant, en sekretær og to hofdamer, og de fyrstelige gæster måtte forventes at være ledsaget af mindst en hofdame og en kavaler. Den 7-årige prins havde sin informator, og hofmarskallen havde til hjælp på sit kontor en fuldmægtig, og jævnbyrdige med dem var hoffourer, sølvpop, mundskænk og mundkok. Til herskabernes og hofdignitarernes betjening havde man et vist antal kammertjenere og -jomfruer, foruden lakajer, berider, livkudsk og rideknægt. Nederst på rangstigen finder vi et talrigt personale beskæftiget i køkken eller stald eller med vask og rengøring.

Til en hofstat af denne størrelsesorden krævedes imidlertid ikke blot et rummeligt slot, men også et indbo af tilsvarende dimensioner. Det vides ganske nøje, hvor meget eller rettere sagt hvor lidt indbo der fandtes på Odense slot i 1815. Det var mildest talt undermøbleret, for ikke at sige gabende tomt. Størsteparten af det inventar, hvormed Frederik IV’s slot i sin tid var blevet udstyret, var blevet solgt ved en auktion i 1791. De ikke-solgte møbler, som skulle gøre det muligt for hoffet at overnatte på Odense slot på gennemrejse, havde man overladt de skiftende stiftamtmænd til afbenyttelse, men en ny auktion i 1808 ryddede godt ud i denne bestand. Prins Christian af Hessens ophold på slottet har givet betydet en tilgang af formentlig mere tidssvarende indbo, men efter hans død holdt man igen auktion. Med indretningen af guvernørboligen for øje lod rentekammeret dog bygningsinspektør Kreiser byde på en del indbo, som man skønnede anvendeligt for det nye hof.[19]

I København var man udmærket klar over, at Odense slot fattedes møbler, og da prinsens forflyttelse hertil skyldtes kgl. udnævnelse til et ikke-ansøgt embede, kunne man ikke forlange, at prinsen af sin egen kasse skulle dække udgifterne til slottets montering. Frederik VI resolverede derfor d. 15. august 1815, at der til Odense slots møblering af finanskassen kunne anvises „vor elskelige kære Fætter, Hans Høihed Prinds Christian“ 20.000 rbdl. navneværdi, at anskaffelsen af møblerne skulle overlades til prinsens hofchef eller anden rette vedkommende, at regnskab herfor ville være at indsende til rentekammeret og at de anskaffede møbler forblev „bestandigt Inventarium ved Vort Slot Odense“.[20]


Fig. 5. Stol fra Odense slot (2 stk.). Bøgetræ med hestehårs-betrukket sæde. Højde 81.5 cm. Odense Bys Museer nr. 972— 73/1956. Mus. nr. 972/1956 er på forriglens inderside mrk.: Smidth Myntergaden. Leverandøren har altså været den københavnske stolemager J.G. Schmidt, Møntergade 137.

I henhold til den kgl. resolution kunne prinsen nu befale sin hofmarskal at tage fat på opgaven. Fire måneder senere var størsteparten af indboet anskaffet og anbragt på Odense slot, så hofmarskallen og hans medhjælpere må have udvist en ikke ringe energi, men det var også nødvendigt, for umiddelbart efter nytår 1816 opslog prinsen og hans gemalinde deres residens på Odense slot. Af forskellige grunde indsendte hofmarskal C. F. Clauson Kaas (1782-1853) først sit regnskab til rentekammeret i maj måned 1819, men regnskabet omfatter dog kun slottets montering i årene 1815 og 1816.[21] Den første kgl. anvisning på 20.000 rbdl. slog ikke til; med yderligere tre anvisninger og en vis overskridelse balancerer regnskabet med ca. 48.000 rbdl. Med regnskabet fulgte forskellige bilag, nemlig fortegnelser over de i 1815 forefundne møbler på slottet, en fortegnelse over de nyanskaffede møbler og inventarier og endelig en beskrivelse af, hvilke møbler og inventarier der findes i hvert appartement på slottet. Desværre er de 257 regninger, som ledsagede regnskabet, tilintetgjort, men i „Appartementsbeskrivelsen“ findes en rubrik med overskriften: „Hvorfra (enten K.= København eller O. = Odense eller O.S. = gl. inventar fra Odense slot) og Fabricantens eller Kjøbmandens Navn“, og takket være dette kildemateriale er man i stand til at se, hvorledes monteringsopgaven blev løst og af hvem.

Den norskfødte hofmarskal var af uddannelse officer, men havde lige siden 1805 været tilknyttet prinsens hofetat, først som adjudant og siden – efter prinsens valg til norsk konge i 1814 – som hofmarskal.[22] Hans erfaringer som officer og hofembedsmand har næppe kvalificeret ham til andet og mere end den rent administrative ledelse af indretningen, herunder ikke mindst dennes økonomiske og regnskabsmæssige sider. Hans erfaringer fra ti års hofliv er vel også kommet indretningen til gode, men det er naturligt at antage, at han ved sin side har haft en kunstnerisk konsulent, en art indendørsarkitekt eller boligkonsulent.

Som nævnt havde maleren Abildgaard tidligere været prinsens boligkonsulent på Amalienborg og Sorgenfri, men eftersom Abildgaard var død i 1809, måtte man denne gang se sig om efter en anden. Slottets arkitekt, bygningsinspektør Kreiser, har tilsyneladende ikke befattet sig med indretningen, selv om han med sin arkitektuddannelse og snedkerafstamning skulle synes at have de nødvendige forudsætninger. Det ser ud til, at valget er faldet på en i øvrigt ret ukendt kunstner ved navn Leo Hamm (1771-1844). Leo Hamm er hans kunstnernavn, hans rigtige navn er Levin David Ham. I sine yngre år kaldte Leo Hamm sig historiemaler, senere dekoratør.[23] Prins Christian Frederiks bekendtskab med Leo Hamm var af gammel dato, idet Hamm i årene 1793— 1801 bestred hvervet som tegnelærer for den unge prins.[24]

Formodningen om Leo Hamm som kunstnerisk rådgiver ved indretningen af Odense slot er baseret på en række mindre indicier. Det fremgår af Kaas’ regnskab, at der til dekoratør Hamm er udbetalt en „douceur“ på 500 rbdl., langt den største af de i øvrigt meget få ducører, som indretningen foranledigede udbetalt, men da Hamms kvittering ikke er bevaret, kender vi ikke motiveringen for ducørens udbetaling.

I slutningen af september 1815 kunne avisudgiver Søren Hempel meddele sine læsere, at de ud- og indvendige forbedringer på Odense slot nu er afsluttet, samt at „Værelserne blive nu ogsaa smagfuldt dekoreerte og ny møbleerte til Hs. Høihed Prinds Christians og Gemalindes snart forventede Ankomst“.[17] Den sidste notits står utvivlsomt i forbindelse med et kortvarigt besøg på slottet, som på samme tidspunkt blev aflagt af hofmarskal Kaas og frue i selskab med dekoratør Hamm. En måned senere satte det samme selskab kursen mod Fyn, nu udvidet med en madam Thorsen, hvis meriter i øvrigt er ukendte, og denne gang blev opholdet af længere varighed, idet hofmarskallen først en måned senere vendte tilbage til København og dekoratøren synes at være blevet her endnu længere.[25]

Det mest konkrete vidnesbyrd om Hamms virksomhed på Odense slot gives i en korrespondance, som førtes mellem Kaas og overhofmarskal A.W. Hauch i 1822, foranlediget af nogle revisionsantegninger til Kaas’ regnskab over møbleringen 1815-16. Det hedder her om nogle råmaterialer (gardin- og møbelstoffer, krølhår til møbelstopning og gulvtæppetøjer), at de „bleve anvendte af Decorateur Hamm under mit (d.v.s. Kaas’) specielle Tilsyn“.[26] Skulle man af den citerede udtalelse og af dekoratør-titlen føle sig fristet til at reducere Hamms indsats til en slags finere sadelmager- og tapetsererarbejde, må man samtidig erindre, at selveste professor Abildgaard ikke holdt sig for god til at beskæftige sig med lignende arbejder, og at en anden betydelig interiørkunstner, Joseph Lillie, førte titel af kgl. hofdekoratør, efter at han i 1790 havde indrettet værelser for den daværende kronprins Frederik (VI) på Christiansborg.[27]

Tilbage står at nævne en tredie person, som ganske vist ikke var nogen hovedperson ved møbleringens afvikling, men som dog har forfattet en anden vigtig kilde til belysning af det foreliggende emne. Det er slotsforvalteren, en mand ved navn H. C. Jensen, hvis karriere er lidt ud over det almindelige. Han havde været jæger hos prins Christian af Hessen, og man ville vide, at han ved en særdeles hårdhændet behandling af den sindssyge prins forskaffede sig sin konges gunst og slotsforvalterembedet.[28] Om rigtigt eller ikke, den fhv. jæger blev i 1815 husgerådskarl på Odense slot og i 1818 slotsforvalter, og som sådan tilkom det ham bl.a. at udarbejde og til rentekammeret indsende de såkaldte inventarieregnskaber, hvoraf det ældste gælder for året 1818. Dette og de følgende regnskaber giver udmærkede og detaillerede oplysninger om, hvilke møbler der på et givet tidspunkt forefandtes i et givet gemak på slottet.[29]

Hvis Odenses håndværkere i 1815 gjorde sig forhåbninger om at blive kgl. hofleverandører, blev deres forhåbninger snart gjort til skamme. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af Kaas’ regnskab, at den altovervejende del af møblerne blev indkøbt i København og derefter pr. skib fragtet direkte til Odense. Regnskabet udviser i alt 32 leverandører, hvoraf de 29 er københavnere og kun 3 odenseanere, og af de sidste tre var det kun snedkermester Hans Hansen, som leverede inventar for et større beløb.

At man har foretrukket københavnske leverandører, er i og for sig naturligt nok. Det ville være ganske uoverkommeligt for Odenses ret få møbelsnedkere at klare opgaven i løbet af den korte tid, der stod til rådighed, og prinsen, hofmarskallen og dekoratøren har utvivlsomt også foretrukket anerkendte københavnske møbelsnedkere, hvis arbejders kvalitet de kendte i forvejen.


Fig. 6. Stol fra Odense slot (2 stk.). Bøgetræ med hestehårs-betrukket sæde. Højde 80.5 cm. Odense Bys Museer nr. 970-71/1956. Mus.nr. 970/1956 er på venstre siderigels inderside mrk.: Esman. Leverandøren har altså været møbelmagasinet i Vingaardsstræde 132, som fra 1815 blev drevet af snedkeren Jørgen Esmann.

For det københavnske møbelhåndværk var årene før og efter 1815 en blomstringstid. Kvaliteten var blevet stadig bedre og produktionen udvidet. Samtidig var selve afsætningen af møblerne afgørende ændret ved oprettelse af de såkaldte møbelmagasiner. Mens man tidligere arbejdede på bestilling, var man nu gået over til at producere for et ukendt marked, man oparbejdede lagre og drev møbelhandel. Dertil kommer, at initiativrige møbelsnedkere kunne udvide deres virkefelt betydeligt ved at erhverve kgl. privilegium på at holde møbelmagasin. Det gav dem nemlig ret til at fremstille og forhandle siddemøbler, som det efter det stadig gældende, men forældede laugssystem var forbeholdt stolemagerlaugets medlemmer at lave.[30]

Møbelmagasinerne med deres rige lagre gjorde det selvsagt lettere at indkøbe møbler til Odense slot, og blandt de københavnske leverandører finder vi da også fire af de møbelmagasiner, som i den samtidige Københavns Vejviser betegnes som sådanne, nemlig Chr. Lehmanns møbelmagasin i Diderik Badskiærsgang,[31] Jørgen Esmanns i Vingaardsstræde,[32] F.B. Werners i Norgesgade[33] og et ikke nærmere betegnet møbelmagasin på Børsen, formentlig identisk med „Det forenede Børs- og Laushuus Interessentsskab“s magasin på Børsen.[34] Andre af leverandørerne betegnes i vejviseren som snedker og møbelhandler eller slet og ret som møbelhandler. Den største enkeltleverandør – både i henseende til leverancens omfang og pris – er dog en snedkermester, nemlig A. Schulmeyer på Gl. Amagertorv, som for en betaling af ca. 5,600 rbdl. leverede 35 senge, dobbelte som enkelte, og 82 borde, foruden chatoller, klædeskabe, skærmbrætter o. lign. På grund af regningens tilintetgørelse er vi ikke i stand til at foretage en kvalitetsbedømmelse de enkelte møbler imellem, men der har nok været en kraftig forskel mellem den kgl. mahogni-dobbeltseng i sovegemakket og lakajens ege-standseng i forgemakket, for slet ikke at tale om de toetages standsenge (køjesenge) i staldkarlenes kamre.

Kaas følte sig ved regnskabsafslutningen foranlediget til at præcisere, at der ved slottets montering var udvist den allerstørste sparsommelighed. Bevillingerne var jo overskredet. Men hofmarskallens bemærkning synes ikke desto mindre rigtig nok. Et par eksempler vil vise det. Ved auktionen over prins Christian af Hessens efterladenskaber havde Kreiser bl.a. købt nogle gardiner, som han åbenbart mente kunne bruges af det nye hof. Gardinerne blev kasseret som sådanne, men stoffet kunne bruges igen, som betræk på sofa og stole i prinsessens audiensgemak, og gardinfrynserne blev genanvendt på nogle andre gardiner. Og da de mange senge skulle udstyres med behørigt sengetøj, iværksatte man en formelig sengetøjsjagt i hele riget. På slottene i København og på Sjælland var der ikke noget at hente, meddelte overhofmarskal Hauch, men slottene i Kiel og Plöen, hvor hoffet holdt til i krigsårene 1807-14, blev nu kun sjældent besøgt, hvorfor en kgl. livlakaj blev sendt derned for at udtage brugeligt sengetøj i den ønskede mængde og siden besørge det sendt til Odense.[35]

Med hofmarskallens møbleringsregnskab 1815-16 og slotsforvalterens inventarieregskab 1818 i hænderne er vi i stand til at foretage en rundgang på det slot, hvor prins-guvernøren etablerede sig med sit hof i nytåret 1816. Vi må som nævnt undvære visse vigtige oplysninger, f. eks. væggenes beklædning og deres farver. Endelig må vi også regne med, at der ud over det indbo, som opregnes i de nævnte to kilder, fandtes en del af prinsen og hans hofetat privatejet inventar, som var staten eller kongen uvedkommende.[36] Helt fuldstændigt kan billedet af fyrsteboligen altså ikke blive.

Gik man ind ad hovedindgangen i slottets midterakse og op ad trappen til vestibulen på 1. sal, havde man derfra direkte adgang til slottets største repræsentationsrum, som skiftevis kaldes Salen eller Spiise Sal. For de tre vinduer til haven var der gardiner af gaze, forsynet med brede frynser, og på hver af de to vinduespiller var der anbragt et stort spejl med ramme og glas af mahogni. Det øvrige møblement udgøres af to spilleborde, ligeledes af mahogni, og i alt 24 birketræs stole med hestehårsbetrukne sæder. En noget sparsom møblering til så stort et rum, vil man synes, men den harmonerer godt med rummets funktion. Salen brugtes både til større modtagelser, selskabelige arrangementer, baller og til tafler. Skulle der spises her, hentede man de til den givne lejlighed passende borde i stueetagen nedenunder, hvor der opbevaredes et meget stort spisebord med i alt 12 „Fløje“, otte runde små spiseborde med ben, der i lighed med en senere tids bridgeborde kunne smækkes op under pladen, og endnu to spiseborde til henholdsvis 12 og 24 personer. I det daglige har herskabet uden tvivl indtaget deres måltider i snart et, snart et andet af lejlighedens gemakker. Selv for de toneangivende kredse i empiretiden var brugen af en fast spisestue ikke en nødvendighed.

Salen var bindeled mellem prinsens lejlighed i østenden og prinsessens i vestenden. Forrest i prinsessens lejlighed lå et repræsentationsrum, Hendes Høiheds Audience Gemak. De fire vinduer – to til haven og to til gården – havde lange, nedhængende gardiner af lysegrønt bombasin (silke og uld) og derover frynsebesatte kapper af grønt og blåt stof.

Alle siddemøbler i dette rum var betrukket med mørkeblåt atlask, der som nævnt tidligere havde været gardiner for prins Christian af Hessen. Der nævnes ikke færre end tolv lænestole (armstole) og som det dominerende møbel en „Mahogni Divan med Skabe i Sidestykkerne og oven paa disse to smaa Opsatser med Skabe i“. Gennem denne beskrivelse genkender man et såre typisk dansk empiremøbel, skabssofaen. Når vi til disse møbler føjer et stort spejl i birketræsramme på hver vinduespille og en stor ottearmet forgyldt lysekrone (gi. slotsinventar), har vi hele dette repræsentationsrums udstyr.

Bag audiensgemakket fandtes, med et vindue til den indre slotsgård, det „Høikongelige herskabelige Sove-Gemak“. De dominerende farver var her grønt og gult. Der var rullegardin af grønt chalon, selve gardinerne og baldakinen over den kgl. dobbeltseng var af grønt taft med gule silkefrynser, og desuden var én hel og to halve vægge draperet med grønt taft med de nævnte frynser. Vi står her uden tvivl over for det „draperede interiør“, som var så yndet i empiretidens fyrsteboliger.[37] Både sengen og en „Snirkel-Divan“ var af mahogni, mens de seks stole var udført i birketræ. Både divanens og stolenes sæder var naturligvis betrukket med grønt taft og besat med gule silkesnore. Med væggenes, sengens og vinduets drapperier har dette rum utvivlsomt virket som en lun rede, og et tæppe på gulvet understreger kun yderligere dette.

Fjernest i prinsessens lejlighed finder vi to små værelser, hvoraf hjørneværelset kaldes Hendes Høiheds Bibliothek og det næste sammes Cabinet. I hjørneværelset fandtes ganske vist to reoler, samt to stole og et bord, men bag et skærmbræt tillige en „Commodité“ med tilhørende tinbækken, og da prinsessens „Badeseng“ også havde sin plads her, er det næppe troligt, at den begavede prinsesse fortrinsvis har dyrket sine litterære interesser i dette rum. Det tilstødende kabinet må efter beskrivelsen nærmest have mindet om et spejlkabinet. Fra tre af slottets andre rum, bl.a. fra den store sal, havde man hentet i alt otte store, vægfaste spejle og fastgjort dem på væggene i dette ret småt dimensionerede rum med et vindue og to døre. Der kan ikke være blevet megen fri vægplads tilbage. Møblementet bestod her af en bronceret „Chaiselong“ med forgyldte sirater og fire læne- eller armstole, alt betrukket med bombasin i gult og hvidt. Hvorledes det næstfølgende rum, Hendes Høiheds Daglig Gemak, har været udstyret, kan ikke skildres på grundlag af de to regnskaber, idet disse kun omtaler meget få og uvæsentlige genstande. Forklaringen må være den, at rummet har været møbleret med privatejet indbo.


Fig. 7. Stol fra Odense slot. Birketræ med hestehårsbetrukket sæde. Højde 79 cm. Odense Bys Museer nr. 974/1956. Højre siderigels inderside er mrk.: Werner. Leverandøren har altså været møbelmagasinet i Norgesgade 194, som blev drevet af snedkeren F.B. Werner.

Passerer vi endnu en gang igennem prinsessens audiensgemak og den store sal, er vi kommet til prinsens lejlighed, hvor ligeledes et audiensgemak er det første rum. Der skal dog med det samme gøres opmærksom på, at man også benyttede en anden adgang til dette rum, nemlig fra trappen i den østre gavl og gennem de to mindre værelser ud mod haven, henholdsvis entré-gemakket og lakaj-forgemakket. Man må regne med, at almindelige audienssøgende og folk, der opsøgte guvernøren i embedsmedfør, er kommet ind ad denne vej. Via korridoren i østfløjen var der også herfra en bekvem adgang til guvernementskontorerne på 1. sal i forbindelsesfløjen til Sct. Hans kirke.

Hans Høiheds Audience-Gemak havde ligesom prinsessens karakter af et repræsentationsrum. Det traditionelle spejl med konsol på vinduespillen, fire mahognispilleborde og 12 lyse birketræsstole med røde bombasinsæder, så har vi hele møblementet. En halv snes år senere fik dette rums inventar imidlertid en ganske interessant tilvækst. På slottet opbevaredes en „Lehnestoel“, i hvilken Frederik IV efter en gammel – men ganske vist urigtig – tradition skulle have udåndet d. 12. oktober 1730.[38] Ved auktionen i 1808 kom denne stol ved en fejltagelse under hammeren, men stiftamtmand Gersdorff, som havde købt den, afstod fra sit bud efter henstilling fra overmarskal Hauch, og den ærværdige stol, som på bagstykket var mærket med Frederik IV’s kronede navnetræk, henstod derefter i derangeret tilstand på et pulterkammer, indtil den i 1826 kom til ny ære og værdighed, blev forsynet med et nyt betræk af rødt mor og anbragt i audiensgemakket. Med denne usædvanlige tilvækst var prinsens audiensgemak dog stadig et rum, som trods sin repræsentationskarakter på ingen måde var indrettet som en art trongemak. I sit palæ på Amalienborg havde prinsen et audiensgemak med udpræget trongemaks-karakter, indrettet af Abildgaard,[39] men ved det mere jævne hof i Odense har et sådant rum åbenbart ikke været påkrævet. Når den gamle og højst umoderne stol blev hentet ned fra pulterkammeret, skyldes det sikkert ikke et behov for en art tronstol, snarere en vis veneration i sindet hos den hedengangne monarks sønnesøns sønnesøn og efterfølger som beboer af Odense slot.

I det næste rum, Hans Høiheds Daglig Gemak, var siddemøblerne betrukket med violet sirts, og af samme stof havde man fremstillet nogle meget kunstfærdige gardiner, hvor hvert gardinfag bestod af otte stykker, hvortil kommer en kappe af grønt taft; svarende til kappens farve havde selve gardinerne grønne frynser. Af møbler var der bl.a. en skabssofa af mahogni og seks stole af birketræ. Et løst stolesæde, betrukket med samme stof som stolene og stoppet med krølhår, kunne tyde på, at prinsen satte pris på at sidde godt under arbejdet. Den myreflittige og meget skrivende prins havde som arbejdsbord et mahogni-skrivebord, og i gemakket var desuden opstillet et chatol, ligeledes af mahogni. Til dette kan føjes et frokost- eller klapbord af „ostindisk“ træ og en mahogni kommode, en kakkelovnsskærm og tre „Papiirs Brystbilleder“ (buster af sortlakeret pap) på hvidmalede og forgyldte konsoller. Den differentierede møblering af dagliggemakket kunne tyde på, at prinsen har haft et hyggeligt arbejds- og opholdsrum.

Bag dagliggemakket og ligeledes med vindue til gården lå Hans Høiheds eget Sove Gemak, naturligvis med sengen som det dominerende møbel. Denne var udformet som en himmelseng med omhæng af „Demety“ (bomuldsstof) og himmel af grønt taft. Prinsens Lille Bibliothek var ligesom prinsessens placeret i det lille hjørneværelse. Rumbetegnelsen er egentlig lidt ejendommelig, eftersom der ikke på slottet fandtes et andet og større bibliotek. Her fandtes to reoler, hvor man altså skal tænke sig anbragt de ældre bestanddele af det „guvernørbibliotek“, som siden blev afgivet til Fyens Stiftsbibliothek og derfra igen til Odense Bys Museer, som har udstillet bogsamlingen i Møntergaarden. I dette rum lod prinsen senere ophænge en tegning af Christian II’s hovedskal, tegnet på prinsens bestilling i 1817, i hvilket år man gav de kgl. skeletter i Sct. Knuds kirke hver sin kiste.[40] For en fuldstændigheds skyld skal det nævnes, at også prinsen havde det uundværlige natmøbel placeret i bibilioteksrummet, diskret skjult bag et lille skærmbræt.

Audienssøgende og andre, der kom fra trappen i østgavlen, må formodes at have passeret den førnævnte „mørke“ gang for at komme ind i det andet etfags rum, som kaldes Entrée Gemak eller Audience Forgemak. Her fandtes ikke færre end 18 birketræs stole med hestehårsbetrukne sæder, hvor man tog plads, indtil det blev ens tur. For at komme til audiensgemakket måtte man først passere det såkaldte Laquai Forgemak, som ikke blot var et gennemgangsrum, men tillige opholds- og soverum for den vagthavende lakaj; lakajens seng var dog skjult bag et stort, seksfløjet skærmbræt. Ved hjælp af to malmklokker – med forbindelse til prinsens og prinsessens dagliggemakker – kunne herskaberne hidkalde lakajen.

Det vil føre alt for vidt at gennemgå hele slottet og anføre hvert enkelt rums anvendelse og karakter, men hovedtrækkene skal kort angives. I hovedfløjens stueetage fandtes i midten en sal af samme dimensioner som den store sal ovenpå. I prins Christian Frederiks tid kaldtes den for havestuen, men både før og efter denne periode bar den navnet „Rosen“. Vest for havestuen var en stor billardstue, men ellers var de øvrige værelser i denne ende forbeholdt den lille prins Frederik Carl Christian, som med informator og kammertjener var indlogeret lige under sin stedmoders værelser. Etagens østende var optaget af en gæstelejlighed for „herskabelige“, d.v.s. fyrstelige gæster, og disse værelser blev ret snart taget i brug efter deres bestemmelse, for i maj måned 1816 aflagde prinsessens moder, enkehertuginde Louise Augusta, sammen med sine to unge sønner et længere besøg ved det nyetablerede guvernørhof i Odense.[41]

Svarende til prinsens og prinsessens benyttelse af henholdsvis øst- og vestenden af hovedfløjen finder vi hofetatens mandlige og kvindelige del indlogeret i østfløjen, resp. vestfløjen, og inden for hver fløj fordeltes goderne således, at 1. salen forbeholdtes „kavalerer“ og „damer“, mens de underordnede domestikker måtte tage til takke med stueetagens sikkert både fugtige og skumle rum. Et eksempel vil vise, at vi også med hensyn til rummenes udstyr er kommet et par trin ned ad rangstigen. På 1. sal i østfløjen beboede prinsens meget betroede sekretær, J.G. Adler, et par værelser, en stue og et soveværelse. I sin stue kunne sekretæren hygge sig blandt møbler af birketræ (stole), egetræ (chatol), elmetræ (spillebord) og havde endda et spejl i mahogniramme, men i soveværelset var der anvendt fyr til både borde, stolpeseng og servante og de to stole var af bøgetræ med læderbetrukne sæder. Gardinerne i de forskellige rum er en fortræffelig indikator for beboerens placering på rangstigen. Sekretær Adler var så fornem, at han foruden rullegardin også havde en kappe af netteldug (nældedug), men længere nede måtte man nøjes med kapper af papir eller pap eller slet og ret med et rullegardin.

En skildring af en bolig, opbygget på grundlag af arkivalsk materiale, kan aldrig erstatte bevarede interiører, hele møblementer eller blot en nogenlunde fyldig repræsentation af enkeltmøbler fra den pågældende bolig. Utallige er de spørgsmål, man stiller til materialet, og svaret bliver som oftest kun en antydning. Og dog afgiver de her benyttede kilder vidnesbyrd, som er tilstrækkeligt klare til at fastslå de enkelte rums funktion og delvis anskueliggøre deres udseende, ja tillige boligens stilpræg. Der kan ikke være nogen tvivl om, at vi har at gøre med en empire-bolig, placeret inden for rammerne af Kriegers barok-slot. Man kan også dårligt vente andet, når boligens udstyr er købt som nyt i året 1815. Mens man ikke kan bygge meget på farvesammensætningen, så længe væggenes farver ikke er kendt, turde møbeltyper som skabs-sofaen og frokost- eller klapbordet være gode beviser – og ligeledes den udtalte forkærlighed for træsorter som mahogni og birketræ. De ganske få møbler, nogle stole, som er tilbage i Odense fra den omfattende møblering i 1815-16, (fig. 3-7), er da også fuldgyldige repræsentanter fra den tidlige, engelskpåvirkede empire.

De interiører, som Leo Hamm skabte på Odense slot i 1815, kom til at stå nogenlunde uændret i 25 år. Efter guvernørparrets store udenlandsrejse 1819-22 blev Amalienborg og Sorgenfri deres faste tilholdssteder og Odense slot blev kun beboet under det årlige besøg på Fyn,[42] og behovet for nyanskaffelser og ændret boligindretning var derfor ikke stort. En del af det i 1815-16 anskaffede indbo blev også anvendt på slottet, mens kronsprins Frederik (VII) virkede som guvernør, og de første år af hans kongetid, men sidst i 1850’erne blev slottet lidt efter lidt tømt for inventar. Noget blev ført til kongens residens i København, Christiansborg slot, andet til hans palæ i Skodsborg og atter andet blev pr. skib fragtet til Jægerspris, som senere blev grevinde Danners privatejendom (nu Frederik VII’s Stiftelse). Det siger sig selv, at man fortrinsvis har ladet de bedre møbler transportere til andre kgl. boliger, men en stor del af resten blev solgt ved auktion. På Odense slot findes i dag siger og skriver syv stole fra møbleringen 1815-16 (fig. 3), og en anden lige så lille brøkdel er ad snirklede veje kommet i Fyns Stiftsmuseums besiddelse (fig. 4-7).

Da Fyns Stiftsmuseum grundlagdes i 1860 under navnet „Nordisk Museum“, fik det anvist lokaler i „Rosen“ og et tilstødende værelse i stueetagen i slottets hovedfløj.[43] Statens og stiftamtmandens velvilje må have strakt sig så vidt, at man også forsynede museumslokalerne med lidt inventar og overlod museet nogle gamle stole til hvilepladser for trætte museumsbesøgende. Da samlingen i 1885 blev overflyttet til den store, nye museumsbygning i Jernbanegade, må stolene være fulgt med, stadig som inventar, og som sådan fungerede de i et par menneskealdre, indtil deres tilstand gjorde dem mindre egnede som hvilestole, hvorimod deres ælde og proveniens kvalificerede dem til indlemmelse i samlingen.

Med disse stole er vi nået frem til udgangspunktet for hele denne undersøgelse. I museets samlinger findes adskillige stole, som med større eller mindre ret henføres til Odense slot. Med udskillelse af de tvivlsomme samt af et helt møblement, som beviseligt stammer fra nyindretningen i 1841, blev tilbage de få stole, hvis seneste historie er rekonstrueret ovenfor. Indhuggede, kronede stempler som K E ( = Kongelig Ejendom) og O S (Odense slot) dokumenterede klart deres herkomst, og de næppe læselige person- eller gadenavne, påført sargens inderside, kunne ikke andet end anspore til yderligere undersøgelser. Kgl. inventar er et felt, hvor der bedre end i noget andet milieu kan fremskaffes arkivalske belæg. De påførte snedker- eller leverandørnavne skal næppe opfattes som signaturer, hvorved en snedker eller møbelhandler vedkendte sig sine varer – og reklamerede for dem. De må snarere tolkes som en kontrolforanstaltning, som gjorde det muligt for køberen eller hans repræsentant at sikre sig, at den fra København afsendte og i Odense modtagne leverance virkelig stemte med det på regningen påførte. Og når undersøgelserne gik videre end til klarlæggelsen af netop disse stoles historie, er det sket ud fra den betragtning, at guvernørboligen på Odense slot har været det absolut førende blandt samtidens fynske „herskabshjem“ og dermed genstand for mangen fynsk families nyfigne interesse.

Noter

I noter og henvisninger er stort set fulgt det forkortelsessystem, som anbefales af Dansk Historisk Fællesforening, se Fortid og Nutid XXI, 1960, s. 47 ff. – Forkortelsen HofMarsk 1 F 20 står for pakkerne mrk. Inventarier egnskaber for Odense slot 1818-41, HofMarsk II F 1 for pakken mrk. Sager vedr. Odense slots montering 1815-38 og HofMarsk 11 F 2 for pakken mrk. Sager vedr. kongens private inventarium på Odense slot og Frederiksgave 1854-58, alle i Hofmarskallatets arkiv (RA). (G. L. Wad) efter en henvisning til arkivalsk stof betyder, at forfatteren har sine oplysninger fra G.L. Wads exerpter (LA Od).

  1. ^ Memoirer og Breve, udg. af J. Clausen og P. Fr. Rist III, Fra Hoffet og Byen, Stemninger og Tilstande 1793-1822 i Breve til Joh. Bülow til Sanderumgaard, 1906, s. 227.
  2. ^ A. D. Jørgensen i Da Rig Hist VI, 1896, s. 41.
  3. ^ Memoirer og Breve III, s. 228.
  4. ^ Weilbach KunstLeks II, 1949, s. 172.
  5. ^ Nogle år senere, i 1819, hvor Kreiser havde projekteret nye, betydelige bygningsarbejder på slottet, blev licitationen udskudt med henvisning til, at overbygningsdirektør Hansen forinden ville besigtige slottet. Rentekammerskr. 16/6 1819 i Odense amts arkiv (G. L. Wad).
  6. ^ Besøget fandt sted 30/4 1815, se referat i Fyens Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende (herefter cit. som Fyens Stiftstidende) 2/5 1815, s. 257.
  7. ^ Leo Swane: Abildgaard. Arkitektur og Dekoration, 1926, s. 61 ff.
  8. ^ Fr. Weilbach: Odense Slot. Odense Bygningsskoles Medlemsblad, 1925, og samme forf.: Overlandbygmester Kriegers travle Aar (Hist Medd Kbh, 2. rk. II, 1925-26, s. 484-87.
  9. ^ Skr. 12/5 1798 (genpart) fra stiftamtmand Buchwald til rentekammeret i Odense amts arkiv (G. L. Wad).
  10. ^ H. G. Olrik: Og det var i Aaret 1807. – (Udvalgte Afhandlinger og Essays, 1961, s. 110 f.).
  11. ^ H. P. Mumme: Begivenhederne i Fyen under de franske og spanske Troppers Ophold her i Landet i Aaret 1808, 1848, s. 42 ff.
  12. ^ Skr. 23/3 1809 fra rentekammeret til stiftamtmand Gersdorff i Odense amts arkiv (G. L. Wad).
  13. ^ Da Biogr Leks V, 1934, s. 161.
  14. ^ Fr. Weilbach: Odense Slot, 1925, og Svend Larsen: Fra det lille København. Silhouet af en stiftamtmand (Folkeliv og Kulturlevn. Studier tilegnet Kai Uldall, 1960, s. 296 ff.).
  15. ^ Rentekammerskr. 23/11 1810, 4/5 1811, 14/4 og 26/12 1812, 13/11 1813 og 29/1 1814 i Odense amts arkiv (G. L. Wad).
  16. ^ „Fuldstændig Inventarii Regnskab over Odense Slots Meublering for Aaret 1818“ i Rtk.: Odense slots inventarieregnskaber 1815-39; genpart i HofMarsk I F 20.
  17. ^ Fyens Stiftstidende 22/9 1815, s. 583.
  18. ^ Skr. fra hofmarskal Kaas til overhofmarskal Hauch 5/10 1815 i HofMarsk II F 1.
  19. ^ Fortegnelser over det ved auktionen i 1808 forbeholdte indbo samt over det, L. Chr. Kreiser indkøbte ved auktionen i 1815, findes som bilag til Kaas’ regnskab 1815-16 i Rtk.: Odense slots inventarieregnskaber 1815-39, med genpart i HofMarsk II F 1.
  20. ^ Forestilling og resolution i HofMarsk II F 1.
  21. ^ Se note 19.
  22. ^ Axel Linvald: Christian VIII. Den unge Prins, 1943, s. 111 f., og samme forf.: Norges statholder 1813-14, 1952, s. 168.
  23. ^ Weilbach KunstLeks I, 1947, s. 431.
  24. ^ Axel Linvald, anf. værk s. 52.
  25. ^ Fyens Stiftstidende 28/9, 5/10, 31/10 og 13/12 1815, samt 11/6 1816. – Rækken af pasprotokoller i Odense byfogedarkiv, som formentlig ville give bedre besked om de pågældendes bevægelser, har desværre en lakune for denne tid.
  26. ^ Skr. fra Kaas til Hauch 9/4 1822 i HofMarsk II F 1.
  27. ^ Leo Swane, anf. værk s. 85 og 302, samt Da Biogr Leks XIV, 1938, s. 351.
  28. ^ Generalmajor G.F. v. Holtens Erindringer, udg. af William Bloch, 1899, s. 11 f.
  29. ^ Inv. regnsk. for 1818, 1819-21, 1822-24, 1825-27, 1828-30, 1831-33, 1834-36, 1837-39 i Rtk.s arkiv og i Hofmarskallatets arkiv.
  30. ^ R. Berg: Snedkerlauget 1554-1904, 1904, s. 226 f.
  31. ^ Tove Clemmensen: Signerede arbejder af københavnske snedkere (Københavns snedkerlaug gennem fire hundrede år 1554-1954, 1954, s. 232.).
  32. ^ Jørgen Esmann fortsatte den forretning, som var startet af faderen, Joachim Chr. Esmann (d. 1815), se Tove Clemmensen, anf. værk s. 246.
  33. ^ Tove Clemmensen, anf. værk s. 242, og C. Nyrop: J.G. Lund (Maanedsskrift for techniske Meddelelser, 18. årg., 1883, s. 16.
  34. ^ R. Berg, anf. værk s. 229, og Tove Clemmensen, anf. værk s. 253 ff., jvf. s. 325, note 8.
  35. ^ Kgl. resolution 9/10 1815 vedr. livlakaj Mandahls sendelse til Kiel og Plöen i HofMarsk II F 1.
  36. ^ Endnu i 1856 henstod en del „H. M. Enkedronningen (d.v.s. Caroline Amalie) tilhørende private Inventarier“ på Odense slot, jvf. skr. 21/3 1856 i HofMarsk II F 2.
  37. ^ Chr. Elling: Frederik VIII’s Palæ paa Amalienborg, 1951, s. 52 f.
  38. ^ G. L. Wad: Fra Fyens Fortid III, 1921, s. 107 f.
  39. ^ Leo Swane, anf. værk s. 71.
  40. ^ Memoirer og Breve XI, Af en gammel Hofmands Mindeblade (Konferensraad Carl Henrik Holtens Optegnelser), 1909, s. 120 f.
  41. ^ Fyens Stiftstidende 14/5 1816, s. 267, og 31/5 s. å., s. 298.
  42. ^ Memoirer og Breve XI, s. 122.
  43. ^ Svend Larsen: Et Provinsmuseums Historie, 1935, s. 18.

©