Det er en gammelkendt sandhed, at langt fra alle – og da slet ikke de mest spektakulære – arkæologiske fund gøres af arkæologer. Planlagte og professionelt udførte arkæologiske udgravninger bidrager betydeligt til museernes samlinger, men elementer som held og tilfældigheder har altid spillet en væsentlig rolle i tilvejebringelsen af de oldsager, der er grundlaget for udforskningen af oldtiden. I 2005 gennemførte Odense Bys Museer over 100 arkæologiske udgravninger – med en betydelig mængde yderligere viden om oldtiden til følge – men held- og tilfældighedsfaktoren bidrog sandelig også. Bl.a. en sensommerdag, hvor en forstmand under nyplantning af skov på godset Holstenshus på Sydfyn bogstavelig talt snublede over et sjældent offerfund fra stenalderen.

Nyhave ved Holstenshus. Den gamle skov er fældet og en ny under tilplantning. Fundstedet ses i lavningen til højre i billedet.

21 økser og en mejsel

Under træplantning i sensommeren 2005 gjorde en skovarbejder i Nyhave Skov ved Holstenshus øst for Fåborg således sit livs fund, nemlig et såkaldt depotfund bestående af 19 huløkser af flint, en hulmejsel af flint og to stenøkser.

Fundet blev nedlagt i slutningen af Enkeltgravskulturen, eller Stridsøksekulturen, som den også kaldes, der dækker perioden 2.800-2.350 f.Kr. Økser deponeret enkeltvis i vandhuller – i realiteten ofret – kendes i stort tal på Fyn og det øvrige Sydskandinavien fra denne periode, men faktisk er Holstenshus-fundet det første rigtige depotfund på Fyn bestående af flere genstande. Selv anskuet i landsdækkende perspektiv skiller det sig ud ved at være et af de største. Når ordet rigtige anvendes, skyldes det, at der faktisk findes endnu et fynsk depotfund, som ret bredt kan dateres til nogenlunde samme periode som Holstenshus-fundet. Det drejer sig om otte flintplanker – ufærdige forarbejder til økser – der blev fundet samlet på lokaliteten Hviledal i Horne sogn, altså ikke så langt fra Holstenshus. Dette fund fremkom ligeledes i forbindelse med et vådområde – måske ved et kildevæld.[1]

Økser og mejsel lagt ved siden af fundstedet – hullet til venstre – i den orden, de blev taget op og nummereret i. Bemærk den sorte tørvejord og vandet i den gravede rende, begge indikerer, at der her i bondestenalderen lå en lille sø. Holstenshus-fundet er udstillet på Møntergården i Odense.
Et depotfund i familie med Holstenshus-fundet er fremkommet på lokaliteten Hviledal i Horne sogn. Det består af otte ufærdige økser og er i den senere del af bondestenalderen ligeledes nedlagt i forbindelse med et vådområde og måske tillige et kildevæld.

Men tilbage til Nyhave Skov. To økser lå på overfladen, efter at en gravemaskine havde gravet en drængrøft i et lavtliggende tidligere vådområde; i stenalderen var det sandsynligvis en lille sø. Efter fundet af de to økser bemærkede finderen en tredje, og herefter frilagde han hele fundet. En fortid i Gudme Arkæologigruppe foranledigede ham heldigvis – i samarbejde med en kollega – til at lave en skitse af fundomstændighederne. Efterfølgende blev Odense Bys Museer kontaktet, hvilket – ud over besigtigelse af fund og findested – ligeledes foranledigede en efterudgravning på lokaliteten.

Udgravningen blev gennemført med en maskine, der lagvis kunne afgrave tørvejorden ned til og lidt under det niveau, hvor fundet af økser og mejsel blev gjort. Herved fremkom ikke yderligere fund, så det kan med nogenlunde sikkerhed konkluderes, at der ikke i umiddelbar nærhed har været foretaget andre deponeringer – ofringer – i oldtiden. Et utal af snapseflasker må nok betegnes som en ikke kultisk betinget bortskaffelse af tom emballage foretaget af skovarbejdere i en tid uden flaskepant og med en ganske anden holdning til indtagelse af alkohol i arbejdstiden end den, der er gældende på nutidens arbejdspladser!

Efterudgravning med maskine på fundstedet. Også her fremgår det tydeligt, at der er tale om en tørvejordsfyldt lavning, der engang var en lille sø.

Det synes således at være ret sikkert, at der er tale om en enkeltstående ofring på et ’tilfældigt’ sted og ikke et (helligt) sted, hvor gentagne ofringer blev foretaget. Hvorfor en stenaldermand – eller for den sags skyld en stenalderdame – om end økser og mejsler oftest forbindes med det maskuline univers – gennemførte en ofring af dette omfang, vides ikke. Mængden af økser taget i betragtning kan det sågar have været en hel boplads, der stod bag. Vi ved dog så meget, at ofringer til guderne blev foretaget i og ved moser og søer igennem det meste af oldtiden. Uanset hvilket problem eller truende ulykke ofringen af de mange økser og mejslen skulle afhjælpe, så kunne de ansvarlige guder dårligt tillade sig at være utilfredse. I hvert fald har vi at gøre med en ofring, der må have hørt hjemme i tidens absolutte topklasse. På Fyn er der ganske enkelt tale om et offerfund, hvis lige vi ikke kender. Endnu i hvert fald!

Vimosen vest for Odense en forårs dag. Her er gjort et af jernalderens fineste krigsbytte-offerfund. Om man i datiden troede, guderne residerede nede i søen, ved vi ikke noget om, men et besøg på stedet kan godt bibringe én en stemning, så det ikke forekommer helt usandsynligt.

Offer eller depot?

I arkæologisk sammenhæng opererer man med forskellige fundkategorier. Grave og bopladser er de mest almindelige, men også såkaldte overfladefund – altså fund, der ikke umiddelbart kan tilskrives en boplads, en grav eller et depot- eller offerfund, der er to andre betegnelser. Holstenshus-fundet tilhører sidstnævnte.

I det meste af oldtiden – ja, måske i hele oldtiden – var visse kilder, moser, søer og vandhuller hellige steder, hvor man ofrede til guderne. Vi ved ikke, om det var, fordi man troede, at guderne boede nede i vandet eller i en underverden under søen.

Faktisk kan der have ligget helt andre og mere nuancerede opfattelser bag, som blot ingen i dag har fantasi til at forestille sig – vi er her helt overladt til det kvalificerede gætteri. Nogle af de flotteste – og internationalt kendte – danske fund, som eksempelvis sølvkarret fra Gundestrup, der dateres til tiden omkring Kr.f., samt fra bronzealderen Solvognen fra Trunholm Mose, Viksø-hjælmene og lurerne, er gjort i moser og tolkes derfor som værende ofre. Disse pragtgenstande udgør imidlertid kun et enkelt element af en utvivlsomt mangesidig offerskik. Sandsynligvis er mange af moseligene, altså Tollundmanden og Gravballemanden med flere, ligeledes ofret, om end nok med et andet motiv end de materielle genstande. Spektakulære er tillige de store krigsbytteofferfund, hvoraf der kendes flere på Fyn – med lokaliteterne Vimose vest for Odense og Kragehul ved Glamsbjerg som de fremmeste.[2] Som navnet mere end antyder, tolkes disse fund som en sejrende hærs ofring af en fjendes våben og ejendele, vel med det formål at takke krigsguden – og måske tillige nogle af hans kolleger – for sejren.

Det arkæologiske fundmateriale fra den fynske lokalitet Sludegård Sømose giver et fint indtryk af den mere hverdagsforankrede offerskik, der tilsyneladende var meget almindelig i stenalderbøndernes kommunikation med guderne og deres univers.

Et mere hverdagsrelateret aspekt af oldtidens offerskik får vi præsenteret ved at se på fundene fra den fynske Sludegård Sømose syd for Nyborg. De giver et godt indtryk af stenalderbøndernes hellige sted – ja, man kunne måske ligefrem sammenligne mosen eller vandhullet, hvor de mødtes med deres guder, med den rolle, vores kirker senere kom til at spille. Når denne sammenligning ikke synes helt hen i vejret, skyldes det, at ofringerne – så forskellige de end er, lige fra lerkar med madofre over knogler fra dyr (i datiden nok med kød på og derfor ligeledes madofre) til hele og fragmenterede flintredskaber – fortæller, at det når et sted, man ofte opsøgte. Man har ganske enkelt haft et helt særligt forhold til stedet, og derfor igen og igen opsøgt det i en periode på et par tusind år fra ca. 3.900-1.900 f.Kr. for at ofre en flække, et kar med øl, et svinehoved, en knækket flintdolk, en økse … og en parteret træl? I årene lige efter krigen var brændsel en mangelvare og tørvegravning derfor rentabelt. I forbindelse hermed blev der fundet lerkar, træsager, flintredskaber samt knogler fra dyr og mennesker i mosen. I alt er der bevaret knogler fra fire personer, bl.a. et kraniestykke med slagmærker ved den ene tinding, så noget tyder på, at de ofrede personer blev dræbt og parteret før ofringen. Mest interessant er dog dels fundenes brede udsnit af tidens ganske almindelige redskaber og kar, dels knogler af køer, svin, heste, hunde, far og vildsvin – ikke færre end 17 kæbepartier fra sidstnævnte vidner om udstrakt jagt også i bondestenalderen. Lerkarrene har utvivlsomt indeholdt madofre, mens genstande som økser og kornsegl fortæller om anråbelse af gudernes gunst, lige fra skoven ryddes, ageren tilsås og til høsten. Kvæg- og svinekranier med brud viser, at de blev slået ned før ofringen til de højere magter – her synes der således ikke at være den store forskel på mennesker og dyr! Det synes ikke at være meget i sammenligning med eksempelvis en solvogn fremstillet af bronze med guldbelægning, et kæmpe sølvkar eller en hel hærs udrustning, men ikke desto mindre har ofringerne kastet det af sig, der var hensigten, ellers havde man ikke fortsat dem i så lang tid.[3]

Lerkarskår og flintredskaber fundet omkring indgangspartiet til en jættestue udgravet ved Ibjerg øst for Sdr. Nærå. Skårene stammer fra hele kar, der – indeholdende madofre – har været placeret ved indgangen til gravkammeret.

En nogenlunde ensartet ‘suite’ af fund finder vi i forbindelse med megalitterne – dysserne og især jættestuerne. De blev bygget over en relativt kort periode i den mellemste del af bondestenalderen (ca. 3.500-3.200 f.Kr.), men ved monumenterne, og i særlig grad omkring indgangen til jættestuerne, fortsatte man med at ofre lerkar indeholdende mad, anden føde samt hele og fragmenterede flintredskaber. Måske foregik ofringerne i relation til den – årligt tilbagevendende? – ceremoni til ære for de døde, og er det tilfældet, så kunne maden være tiltænkt dem. Lidt mere abstrakt bliver det, når man forsøger at forestille sig, hvad eksempelvis en afdød høvding skulle bruge en halv mejsel eller nakkeenden af en brækket flintøkse til? Jo, det er såmænd vanskeligt nok at sætte sig ind i den forhistoriske gudeverden.

Nærbillede af den hule æg på en af Holstenshus-økserne.
Rekonstruktion af fundsituationen for Holstenshus-fundet. De 21 økser og den enlige mejsel lå så tæt sammen, at de ved nedlæggelsen må have været svøbt i et organisk materiale – måske et skind – der med tiden rådnede bort.

Fundet og dets samtid

Holstenshus-fundet lå samlet på fundtidspunktet. Så samlet, faktisk, at man kan konkludere, at de 21 økser og mejslen ved nedlæggelsen i den lille sø eller mose må have været pakket ind i et stykke skind eller andet organisk materiale, der med tiden rådnede bort.

Karakteristisk for de 19 flintøkser og den enlige mejsel fremstillet af samme materiale er, at æggen på dem alle er hul; huløkser og -mejsler kalder man dem også. Økser af denne type har været skæftet vinkelret i forhold til skaftet i modsætning til ’almindelige’ økser, som vi også kender dem. Den primære tekniske fordel ved denne form for skæftning er, at den især er velegnet til at udhule noget – f.eks, hvis man skal lave en båd af en træstamme.

De resterende to økser er lavet af sten – bjergart. De har begge huller til skaftet, men mens den ene er en regulær arbejdsøkse, er den anden mere at regne for en våbenøkse. Sidstnævnte slags har af samme grund på et tidspunkt fået betegnelsen stridsøkse. Da der findes mange forskellige typer fremstillet over en relativt kort periode, er netop stridsøksen den vigtigste for så vidt angår dateringen af Holstenshus-fundet. Arbejdsøksen, flintøkserne og mejslen har en mere bred datering. Stridsøkserne forbindes især med – men forekommer ikke kun i – enkeltgravskulturen (ca. 2.800-2.350 f.Kr.). Forklaringen på det lidt sære navn skal søges i det faktum, at denne kultur, der først og fremmest kendes fra dens grave, er senere end tiden, hvor man opførte de dysser og jættestuer, der fandt anvendelse til mange begravelser over lang tid. Altså fællesgrave kontra enkeltgrave, hvilket objektivt set kunne indikere så markante ændringer i samfundsstrukturen, at det kunne være svært at forklare. En forklarende teori fremsatte en af dansk arkæologis allerstørste, P.V. Glob, idet han i 1944 så enkeltgravskulturens folk som værende indvandret sydfra:[4] “Sydfra indvandrede de beredne, øksesvingende Nomadestammer til Jylland, hvor de hurtigt blev Herre over den centrale og vestlige Del af Halvøen. Op gennem Sønderjylland indrammer Gravhøjene Indvandringsvejene, der selvsagt kun kan følges i store Træk. De ældste Øksefund viser, hvor omfattende det første Indfald var. … De urgamle Fisker- og Jægerfolk, der holdt til ved Søer og Vandløb, blev de fleste Steder hurtigt undertvunget, og samme Skæbne ramte utvivlsomt de spredte Bondesamfund, hvis det ikke lykkedes dem at naa over til Østjylland, hvor deres Frænder Megalitfolket sad tæt. ”


Stridsøksen i Holstenshus-fundet kan dateres til den sene del af enkeltgravskulturen, ca. 2.500 f.Kr.

At oprindelsen til enkeltgravskulturen skal søges i en indvandring, er der ikke mange, der tror på i dag. Glob har utvivlsomt været inspireret af de på hans tid gældende politiske forhold, hvor Danmark havde været besat i fire år af en netop sydfra kommende aggressiv, ’øksesvingende’ kultur, nemlig Nazityskland. Det forekommer mere sandsynligt, at enkeltgravskulturen — som jo er et nutidigt arkæologisk begreb – blot var en ny fase i et samfund under stadig forandring. Et mere forsigtigt, og mindre farverigt, bud går således på, at såvel de folk, der ofrede Holstenshus-skatten til guderne, som deres samtidige i det ganske land, var bønder, hvis forfædre kunne spores tilbage til de rensdyrjægere, der kom til landet omkring 10.000 år forinden. Og hvis efterkommere i øvrigt er dig og mig.

Gode gud

Som nævnt ved vi ikke, hvad formålet har været med at deponere – henlægge – de mange økser og mejslen i det lille vandhul. Fra senere tider kendes deponeringer af genstande, hvor det utvivlsomt har været meningen, at tingene skulle hentes igen af den person, der gravede dem ned. Man havde ikke banker, så skulle noget af værdi opbevares nogenlunde sikkert i en periode, så var nedgravning i jorden den bedste løsning. Måske skulle ejermanden i krig eller ud på en lang rejse, og blev han så dræbt af fjendens sværd eller druknede under en storm, ja, så blev tingene jo ikke gravet op igen, men efterladt til senere tiders heldige findere og arkæologer.

Dens slags verdslige deponeringer har især været foretaget vel oppe på tørt land, mens ofre til guderne hørte det våde miljø til. Ser man på samtidige lignende fund, så gør det samme sig gældende. Fundstederne beskrives ofte som “- fundet er fremkommet i 1895 ved tørvegravning små 100 m fra den faste mark”, økserne lå samlede i kanten af mosen”, “- økserne er fundet af en tjenestedreng, da han udstrøede jordfyld fra en højning – en langagtig holm, liggende op til en fordums tørvemose. Holmen havde tidligere været omgivet af vand på de tre sider”.[5]

Holstenshus-fundet blev lagt i et lille vandhul ca. 3,5 km fra Fåborg Fjord. Det er ikke usandsynligt, at fiskeri i det flere steder lavvandede farvand har været en væsentlig del af livsgrundlaget for de stenalderfolk, der ofrede de mange økser og en enkelt mejsel. Er det tilfældet, så kan det forklare, at alle flintøkserne er af typen med hul æg. Måske bragte enkeltgravsfolkene på en boplads således fællesoffer til guderne med det formål at bede om gode træer til fremstilling af fartøjer, held med udhulningen, sikker sejlads og endelig godt fiskeri i fjorden. Vi ved det ikke, men det forekommer sandsynligt, at fundet er udtryk for stenalderbondens kommunikation med de gode guder.

Noter

  1. ^ OBM 9403 Hvilehøj, Horrne sogn. Stednr. 090412-135. Beretning i Odense Bys Museers arkiv.
  2. ^ Conrad Engelhardt: “Sønderjyske og fynske mosefund. Bind III. Kragehul og Vimosefundene”. Forlaget ZAC, 1970.
  3. ^ Jørgen A. Jacobsen: “For god avl og vækst”. Fynske Fund Fortæller – fra istid til rigstid. Odense Bys Museer, 2000.
  4. ^ P.V. Glob: Studier over dén jyske Enkeltgravskultur, Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1944.
  5. ^ Klaus Ebbesen: The Battle Axe Period. Stridsøksekultur. Forfatterforlaget Attika, 2006. S. 305ff.

©