Gode arkæologiske fund gøres ofte de mest mærkelige steder, og de byder til tider arkæologen noget vanskelige forhold. Således var det også, da ægteparret Anett og Bent Mohr fra Nr. Lyndelse på Midtfyn i april 1993 under arbejdet med at lægge kartofler stødte på en krum, men meget regelmæssig stenrække, som kunne afdækkes over mere end 10 meter. Indenfor stenrækken var en mindre forhøjning endnu synlig i græsplænen trods planeringer i forbindelse med anlæggelse af parcelhushaven. Der måtte være tale om en ikke hidtil registreret gravhøj. Normalt vil man ikke opfatte et fortidsminde i en have som truet af nedslidning, men da familien Mohr planlagde at lægge en vandledning gennem højningen, måtte museet Fyns Oldtid rykke ud og foretage en nødudgravning af højtomten. Snart veg plænegræs, stauder og solbærbuske for udgravningsfelter og ramper til jordtransport!

Det kunne hurtigt bekræftes, at højningen var de nederste 70 cm af en gravhøj, som måske oprindeligt har været 2 m høj. Højdens fyldjord var flammet med tynde linser af sand; den var tydeligvis opbygget af græstørv, således som det var almindeligt for især bronzealderens høje. I fyldjorden fandtes flintaffald og små potteskår. Disse fund viser, at græstørvene, som har været anvendt til højopførelsen, er skrællet af på en stenalderboplads, måske en af de mange, der kendes fra højens nærmeste omegn. Men afskrælningen har næppe braklagt 7 ha agerjord, som det var tilfældet efter opførelsen af den mange gange større Lusehøj på Sydvestfyn (Thrane 1984:152).

Den krumme stenrække viste sig efterhånden at udgøre en halvcirkel, gennemskåret af et levende hegn, som blev anlagt ved udskiftningen. På den ene side af hegnet var der endnu bevaret fyld fra højen og altså stenrækken; på den anden side var alting forlængst pløjet og gravet bort. Det er tænkeligt, at hegnets placering henover højresten ikke er tilfældig. Ved udstikningen af hegn i forbindelse med udskiftningen omkring år 1800 tog man ofte udgangspunkt i markante terrænpunkter, således ikke sjældent gravhøje. I dette tilfælde har hegnet sikkert reddet den ene halvdel af højen. Stenrækken, som oprindelig var fodkransen udenom gravhøjen, havde en diameter på ca 12,5 m, som altså også har været højens tværmål. Det har hverken været en stor eller prangende høj, der har knejset på kanten af Lindved Ådal.

Plan over højtomten. Bemærk den asymmetriske placering af grav I. Finn Rask del.

Midt i højen ville man normalt kunne forvente at finde den grav, som mindesmærket har været rejst over. Her blev vi imidlertid slemt skuffede. Lidt acentralt placeret i forhold til midtpunktet lå et ca. 280 × 100 cm stort stenleje, konstrueret af indtil hovedstore sten. Stenlejet har i sin tid været anlagt som støtte for en trækiste, antagelig en stammekiste. Denne var forlængst bortrådnet, det samme gjaldt rester af afdøde. Men værst af alt var, at gravudstyret, om noget sådant har været medgivet den afdøde, også var borte. Og dermed var der ingen mulighed for at datere graven og højen nærmere end til stenalderens slutning eller bronzealderens begyndelse. Der lå en del jerngenstande og stumper af porcelæn, der viste, at højens centrum og dermed graven har været åbnet engang tidligt i dette århundrede, og måske forsvandt gravgaverne også ved den lejlighed?

Og her ville de fleste beretninger om en arkæologisk udgravning så havde stoppet: Oldsagerne er pakket ned på museets magasin, og udgravningsberetningen er skrevet. Men familien Mohr var blevet så glad for gravhøjen, at de omarrangerede haven og efter anvisninger fra Fyns Oldtid rekonstruerede højen. Nu ligger højen midt i haveanlægget i noget, der nogenlunde svarer til dens oprindelige vælde. Og hvor mange kan egentlig prale af, sådan at have et stykke ca. 3500 år gammel Danmarkshistorie liggende lige uden for døren?

Litteratur

  • FSM 7797 Stensvang, Nr. Lyndelse sogn., Åsum herred.
  • Henriksen, M.B. 1993: Højen i haven. Om undersøgelsen af en højtomt på Stensvang i Nr. Lyndelse. Lokalhistorisk Nyt nr. 37, s. 3-10. Nr. Lyndelse.
  • Trane, H. 1984; Lusehøj ved Voldtofte. En sydvestfynsk storhøj fra yngre broncealder. Fynske Studier XIII. Odense.

©