En gravplads – »som en del af vinterlønnen«

1890-ernes rovgravninger, og et bidrag til arkæologiens socialhistorie

I 1887 fik provinsens museer for første gang statstilskud. En årlig tildeling på 1000 kr. forbedrede museernes økonomiske vilkår, men de betingelser, der var knyttet til støtten, havde en afgørende negativ indflydelse på modtagernes udviklingsmuligheder.

Ordningen betød i virkeligheden, at provinsmuseerne blev sat under administration. Nationalmuseet fik monopol på at foretage udgravninger og kunne desuden lægge beslag på de andre museers bedste nyerhvervelser.

Provinsens 7 museer skulle varetage en populariserende virksomhed og være mellemled for centralmuseet i København. På trods af denne erklærede hensigt udbyggede Nationalmuseet imidlertid den direkte forbindelse til provinsens embedsmænd. En stribe ministerielle cirkulærer til amtsforvaltere, præster og lærere pålagde disse at give indberetning om oldtidsfund til Nationalmuseet[1]. Det betød en svækket interesse for de lokale museer, der både måtte afgive oldsager, fundsteder og rollen som mellemled til museet i København.

Fra et strengt videnskabeligt synspunkt var det naturligvis på sin plads, at man ikke lod hvilken som helst fusker grave — om end vedkommende havde tilknytning til et museum. Det virker derimod bizart, at Nationalmuseets ledelse, af respekt for ejendomsretten, ikke ønskede at lægge almindelige, fredningsmæssige restriktioner på fortidsminderne. Alle andre end museerne kunne frit udgrave, hvad de kunne få fat på.

Provinsmuseerne var derimod henvist til at forøge deres samlinger ved køb, hvad der skabte et hastigt voksende marked for oldsager. For at tilfredsstille efterspørgslen begyndte initiativrige folk at tilvejebringe museumsgenstande ved systematiske plyndringer af oldtidsgrave.

Under landbrugskrisen i 1890-ernes begyndelse tog rovgravningerne et voldsomt opsving. F.eks. udgravede 2 tjenestedrenge fra Vorbasse gennem en årrække 500-1000 gravhøje hver. Der blev fortrinsvis gravet om vinteren, hvor det var vanskeligt at skaffe arbejde.

Grundlaget for »Vorbassedrengenes« virksomhed var Sydjyllands mange småhøje, hvor det var ret enkelt at finde de stridsøkser, der var lige eftertragtede af samlere og museer. Samlerne betalte dengang omkring 10 kr. for en stridsøkse. Særligt smukke økser repræsenterede dog langt større værdi[2].

Til sammenligning kan nævnes, at Nationalmuseet dengang udbetalte arbejdsfolk en dagsløn på 3 kr, og at årslønnen for en karl var 150-200 kr [3].

På Fyn fandtes ikke enkeltgravshøje med stridsøkser. Alligevel udviklede rovgravningerne sig også her på foruroligende måde.

I 1895 traf en tjenestekarl aftale om, at han skulle have lov til at grave på en gravplads i Fraugde. De problemer og de konflikter, det skabte, fik en væsentlig indflydelse på forholdet mellem museet i Odense og Nationalmuseet.

Når historien – der forlængst er glemt i både Odense og København – skal drages frem, er der to grunde: den blotlægger konflikten mellem lokalmuseernes interesser og den stærkt centralistiske tankegang, der prægede Sophus Müller og hans efterfølgere. Men også fordi den udvider det billede, der i et tidligere arbejde er tegnet af arkæologiens »opofrende venner og farlige fjender« – de der havde råd til at anlægge oldsagssamlinger, og de der måtte have deres arbejde betalt.

»Et consortium med en oldsagskræmmer fra Odense i spidsen…«

Når der gravedes grus i en lille grusgrav ved Fraugde, blev der af og til fundet grave fra jernalderen. Oldsager herfra blev gennem antikvitetshandler Hans Jensen – der var kendt for sin sjældne evne til at fremskaffe gode museumsstykker[4] – solgt til museet i Odense.

Da Nationalmuseets direktør, arkæologen Sophus Müller, i september 1895 foretog sin årlige inspektion af museet i Odense, udtog han bl.a. en benkam fra Fraugde. Den blev godtgjort med 25 kr.

Et par måneder senere rejste Hans Jensen til København, hvor han tilbød Müller en større samling oldsager fra Fraugde for 300 kr. Müller ville kun give 100 kr og gav museumsbestyrelsen i Odense en henstilling om ikke at byde mere.

Fig. 1. Sophus Müller 1846-1934, direktør for Nationalmuseets I afd. 1892-1921. Her fotograferet under »herredsundersøgelse« sommeren 1901. Müller var manden bag arkæologiens »moderne gennembrud« og regnes med rette som én af vore betydeligste arkæologer. Han administrerede meget dygtigt og dikterede sin ubøjelige vilje. På Nationalmuseet herskede det rene enevælde. Han havde afgørende indflydelse på udformningen af 1887-museumsordningen og fastholdt siden denne centralistiske museumspolitik med energi og konsekvens. Betegnende for forholdet til museumsbestyrelserne i provinsen er en udtalelse af adjunkt Lassen, Ribe, der hævdede, at samarbejdet med Müller i betænkelig grad mindede om »at stille til klø hos inspektøren«. Müllers konservative grundholdning gav sig bl.a. udtryk i en indædt uvilje mod en fredningslov til at imødegå truslen mod fortidsminderne. Foto i Nationalmuseets I afd.

Skolebestyrer, løjtnant Hans Rasmussen, der tillige bestyrede museet, havde allerede fået fundene tilbudt, men havde også fundet prisen for høj.

Det er uklart, om de to museer på det tidspunkt vidste, hvordan Jensens oldsager var bragt til veje. Men fundets omfang: 12 lerkar med tilhørende metalsager måtte vække mistanke. Alligevel syntes både Müller og Rasmussen passivt at affinde sig med, at gravpladsen var ved at blive ødelagt. Man var mere interesseret i at købe oldsagerne – blot de ikke var for dyre.

Fig. 2. Oversigtsplan, der viser situationen efter afslutningen af Nationalmuseets udgravnings-kampagne i 1896. Gravpladsen fandtes i en naturlig, men ganske svag højning i det flade terræn. Heri var der et større område, hvor de arkæologiske muligheder var spoleret af grusgravning og konsortiets gravninger. Gravpladsen strakte sig over et 65 m langt og 35 m bredt område. Den har rummet omkring hundrede grave fra 200- og 300-årene. Tegning i Nationalmuseets I afd.

Et brev fra sognepræsten i Fraugde krydsede på dette tidspunkt brevvekslingen om køb af Jensens oldsager.

Det satte pludselig skred i »Fraugde-sagen«.

Pastor Mygind skrev, at der gennem nogen tid var foretaget udgravninger på gravpladsen. Da han havde hørt herom, var han gået ud til ejeren og havde fået ham til at standse gravningen, »…som foretages af et consortium med en oldsagskræmmer fra Odense i spidsen, men uden forsigtighed og blot med det formål at finde værdigenstande…« Mygind henstillede, at Nationalmuseet snarest ville sende en sagkyndig, der kunne afgøre om fundet var af interesse.

Det er nok værd at bemærke, at pastor Mygind henvendte sig til Nationalmuseet og ikke til museet i Odense – 8 km fra præstegården i Fraugde.

»Som en del af sin vinterløn…«

Müller sendte straks arkæologen Chr. Blinkenberg til Fraugde, hvor han sammen med sognepræsten opsøgte gårdejer Jens Nørregaard. Her fik de at vide, at han havde truffet aftale med sin tjenestekarl, Peter Julius Kristensen, der som en del af vinterlønnen måtte grave efter oldsager på gravpladsen. Desuden, at tjenestekarlen havde indgået en aftale med billedskærer Martin Mathiasen, Fraugde, og med antikvitetshandler Jensen, der skulle sælge de oldsager, som de to andre gravede frem. Nørregaard havde dog stillet den betingelse, at ingen oldsager måtte føres bort fra gården uden hans vidende.

Denne betingelse blev afgørende for sagens videre forløb, idet Blinkenberg overtalte Jens Nørregaard til at ophæve aftalen med Peter Julius Kristensen, der åbenbart havde leveret Hans Jensen oldsager uden at fortælle det til Nørregaard.

I stedet blev der sluttet en skriftlig overenskomst, der gav Nationalmuseet ret til at foretage udgravninger på en række nøjere fastsatte vilkår: godtgørelse for genstande af guld eller sølv skulle udbetales efter en upartisk vurdering af metalværdien. For de andre oldsager skulle der udbetales dusør efter Nationalmuseets vurdering. Endelig skulle der udbetales erstatning for markskade, ligesom udgravningen skulle jævnes på museets bekostning.

Fig. 3. Grav 28. Urne og to bikar udgravet af Nationalmuseet 1896. Det største lerkar rummede brændte ben og oldsager. Bl.a. jernkniv, bøjlenåle, benkam og smeltede glasperler. Foto i Nationalmussets I afd.

Nørregaard kunne være tilfreds. Han havde fundet en – åbenbart pålideligere – parthaver, der uden ringeste udgift for ham selv ville skaffe alle gravpladsens værdier til veje. Alt tegnede fredeligt, og Nørregaard viste sin gode vilje ved at skænke Nationalmuseet en flintøkse »af usædvanlig art«. Pastor Mygind skænkede en flækkeblok.

For at sikre sig, at konsortiet respekterede aftalen, underrettede Müller straks herredsfogeden og henstillede, at denne lod sine betjente føre tilsyn med, at der ikke blev foretaget yderligere gravning på gravpladsen. Nationalmuseet ville være villig til at betale udgifterne ved et sådant tilsyn.

Blinkenberg havde hjembragt enkelte små-oldsager af sølv og guld: danefæ fundet i de urner, som Peter Julius Kristensen og Martin Mathiasen havde gravet frem. Skønt sagerne tilsyneladende var blevet afleveret til gårdejer Nørregaard, lod Müller efter gældende praksis metalværdien på 12 kr. udbetale til finderne. Herredsfogeden blev desuden anmodet om at udbetale dusører på henholdsvis 4 og 2 kr. Dog med en understregning af, at Nationalmuseet misbilligede den måde, stykkerne var bragt til veje på.

Hermed har Müller vel regnet med, at alle mellemværender med folkene i Fraugde var bragt ud af verden, og at Nationalmuseet det følgende forår kunne fortsætte, hvor konsortiet havde sluppet. Men her tog han fejl. Regnskabet med Hans Jensen var endnu ikke gjort op.

Fig. 4. I Müllers direktørtid fik museet i Odense kun undtagelsesvis lov til at beholde større, samlede oldsagsfund. Disse oldsager fra Fraugde, som apoteker P. de Neergaard i 1895 købte af antikvitetshandler Hans Jensen for 225 kr, forblev imidlertid i museet. De oldsager, der fandtes ved de senere udgravninger, opbevares på Nationalmuseet.

»Det ærede museum bør ikke gribe ind…«

På trods af, at gdr. Nørregaard hævdede, at en del af de fundne sager var bortfjernet på uretmæssig måde, var Jensen stadig i besiddelse af alle oldsagerne. Formentlig fordi det ikke var muligt at gøre noget juridisk krav gældende.

Det er desuden værd at notere, at Müller stadig ønskede at købe sagerne. Få måneder senere var Nationalmuseets politik – under indtryk af højplyndringerne i Vorbasse – den stik modsatte[5] : »Tilbydes der et museum gravrov, det være på første eller fjernere hånd, bør dette afvises, og det bør alvorlig og udførlig forklares, hvilken uret der begås ved udgravning for penge skyld.«[6].

11. december 1895 skrev Müller i et brev til skolebestyrer Rasmussen: »Jeg stoler på, at min anmodning om, at der ikke bydes over 100 kr for de tidligere fremdragne sager, bliver behagelig tagen til følge.«

Samme dag købte et andet fremtrædende medlem af museumsbestyrelsen: apoteker P. de Neergaard alle Fraugde-sagerne for 225 kr.

Den første reaktion kom fra skolebestyrer Rasmussen, der prompte skrev til Müller. Han understregede – i bogstaveligste forstand – at han ikke havde haft nogen andel i handelen.

Dagen efter fulgte følgende brev fra apoteker Neergaard:

» Kære Herr Direktør Müller R af D.
Jeg undlader ikke herved at bringe til Herr Direktørens kundskab, at jeg i går af antikvar Hans Jensen har købt de fra gårdejer J. Jensen Nørregaards høj på Fraugde Mark udgravede oldsager. H. Jensen har for ca. 14 dage siden forevist mig ca. 12 urner og en del brudstykker af jern fra denne høj, men forlangte en efter min mening altfor høj pris derfor. Han rejste da ind og tilbød Dem sagerne, og det var mig kært af Deres ærede brev at se, at Deres bud stemmede ganske overens med mit, nemlig 100 kr. Efter den tid er der jo fremkommet en del flere genstande fra den samme udgravning, og som jeg synes af større værd end den første samling. Især findes der en velbevaret karakteristisk urne og halvdelen af én, der er prydet med de samme ejendommelige forsiringer. Da jeg hørte at Nationalmuseet havde haft en af sine assistenter ude på findestedet i lørdags, henviste jeg selvfølgelig Jensen til Dem, men han fastholdt bestemt ikke at ville tilbyde Nationalmuseet de fundne genstande oftere, og at han havde udtalt sig i overensstemmelse hermed til den forhandlende assistent, der havde gjort forsøg på at erhverve oldsagerne. Jeg ønskede derpå at forhandle med skolebestyrer Rasmussen om sagen inden jeg besluttede mig til at afslutte handelen, men derom ville H. J. ikke høre tale, blev handelen ikke afsluttet straks, fik intet af museerne det, og det hele ville blive splittet ad, da han allerede havde liebhavere til enkelte af stykkerne. Da jeg fandt købesummen for det hele rimelig, nemlig 225 kr, slog jeg til med det forbehold, at museet fik lov til at optage kort over pladsen for at kunne indlægge de enkelte genstandes findesteder. Jeg har nu i dag været ude i Fraugde for at tale med den mand, der har udgravet det hele, for gennem ham at få så detaljeret forklaring som mulig over det allerede fundne. Denne mand, som selvtredie har afkøbt gårdejer Nørregaard begravelsespladsens indhold, var meget villig til at lade museet udgrave resten og meddelte, at gårdejer Nørregaard nærede det samme ønske. Det vil således rimeligvis ikke falde museet vanskeligt at erhverve gårdejerens og de 2 parthaveres tilladelse til at udgrave den uberørte halvdel af begravelsespladsen, men tilbage står jo antikvar Jensen, som rimeligvis vil lægge sagen hindringer i vejen. Han er jo ofte meget vanskelig at have med at gøre, men jeg tror dog at have så megen indflydelse på ham, at han for et rimeligt vederlag kan bringes til at afstå museet højen.

Hvis De skulle ønske at få de fundne genstande oversendte, skal jeg pakke dem så omhyggeligt som muligt, men risikabelt er jo en sådan transport altid. Imødeseende Deres ærede udtalelse angående denne sag forbliver jeg med venlig hilsen
Deres ærbødigst forbundne
P. Neergaard«

Müller svarede yderst kortfattet. Han beklagede, at handelen var blevet afsluttet uden forhandling med Nationalmuseet. Brevet sluttede: »I al almindelighed må jeg udtale, at det ærede museum ikke bør gribe ind i sager, hvis behandling er overtagen af Nationalmuseet, medens det selvfølgelig altid står åbent enten skriftlig eller telegrafisk at henvende sig til Nationalmuseet om en sådan sag.«

»Enten jeg vinder eller taber så koster det penge …«

Jensens næste træk var, at konsortiet på hans foranledning afkrævede Nørregaard en erstatning på »4000 kr samt 5% fra dato«.

Nørregaard forhørte straks om Nationalmuseet var villig til at støtte ham i en retssag. Museet svarede, at man ikke fandt, at der kunne gøres noget erstatningskrav gældende, når Peter Julius Kristensen havde brudt den betingelse, der var knyttet til den trufne aftale. Desuden mente man ikke, at aftalen kunne forpligte Nørregaard overfor Jensen og Mathiasen.

For en sikkerheds skyld blev sagen forelagt herredsfogeden, hvis udtalelse støttede museets synspunkter. Han mente ikke, at konsortiet havde nogen rimelig udsigt til at vinde en retssag.

Herredsfogeden – der på samme tid var politimester og dommer – oplyste desuden, at billedskærer Martin Mathiasen havde faet påbud om at holde sig fra gravpladsen. Årsagen var, at han skulle have tilkendegivet, at han trods ejerens protest agtede at fortsætte gravningerne.

Efter herredsfogedens indgriben syntes både Peter Julius Kristensen og Martin Mathiasen mest indstillet på at opgive sagen. Alligevel fik Jensen dem i februar til at underskrive en stævning mod Nørregaard. Efter alt at dømme har Jensen truet Peter Julius Kristensen med sagsanlæg.

Herredsfogeden anbefalede Nørregaard at alliere sig med sagfører C. Knudsen i Odense. Bittert skrev Nørregaard til Müller: »Jeg kan da heller ikke forstå at museet fører mig i klemme her i denne proces, hvor længe det vil vare kender jeg ikke, så meget ve[d] jeg, hvad enten det varer kort eller længe, enten jeg vinder eller taber, så koster det penge.« Museet forsikrede om, at man »ikke ville undlade« at støtte Nørregaard.

Udgravningen 9.-17. juni 1896

I begyndelsen af juni sendte Müller sin betroede medarbejder Carl Neergaard og den dygtige udgraver, figurmaler, cand.polyt. G.V. Blom til Fraugde. (Siden skulle de fortsætte til Vorbasse for at indlede den storstilede udgravningskampagne, der skulle dæmme op mod »Vorbassedrengenes« højplyndringer).

Fire dage efter ankomsten til Fraugde kunne Neergaard meddele, at der allerede var fundet 5 jordfæstegrave og 22 urnegrave fra folkevandringstiden. »Ganske vist har vi ikke fundet det, vi skulle finde: våbengrave.«

Fig. 5. Udgravningsmetoden var ret enkel. Arbejdsmændene gravede brede, 60-75 cm dybe grøfter for at finde gravene, der indmåltes og undersøgtes af figurmaler Blom og inspektør Neergaard. Når en grøft var undersøgt, kunne den fyldes med jord fra den næste. På billedet ses 3 grave (urnebrandgruber) i en grøft, umiddelbart syd for det område der undersøgtes i 1896. Foto i Nationalmuseets I afd.

Da gravningen sluttede, var omkring 1/7 tønde land kulegravet til en dybde af 60-75 cm. 7 jordfæstegrave og 37 urnegrave var undersøgt. Der var fundet omkring 60 lerkar, hvoraf halvdelen var hele, eller kunne sammensættes til hele lerkar.

Efter gældende praksis blev urnerne, såvidt mulig, bragt til museet uden at være tømt. De urner, der var faldet helt fra hinanden, havde dog givet adskillige små metalfund. I jordfæstegravene var der fundet: »7 hele bronzefibulaer, en hel benkam, nogle glas- og millifioriperler, en tynd ankelring af bronze og af andre værdisager kun en ganske lille sølvhægte«.

Neergaard fortsatte:
»Hvis jeg turde fremsætte min anskuelse, skulle det være den, at museet i denne kildne, opsigtsvækkende sag ved dusøren rakte sig vidt. I den betaling, antikvitetshandler Jensen har fået for sine langt færre oldsager, foreligger der desværre et præcedens. Ca. 100 kr turde efter min mening under de forhåndenværende forhold være passende, idet dertil ved oversendelse af beløbet til gårdejeren vel ville være at tilføje, at såfremt det ved den engang i efteråret stedfundne udpakning af lerkarrene skulle vise sig, at disse indeholdt genstande af sølv eller guld, vil godtgørelse herfor følge; i de ca. 100 kr er derimod indbefattet godtgørelsen for de forholdsvis ubetydelige småsager af bronze og jern, som man med sikkerhed kan gå ud fra, at de endnu ikke tømte lerkar indeholder.

Til dusøren for oldsagerne vil yderligere være at tilføje en godtgørelse for skade på mark og korn. Dr. Blinkenberg har givet gårdejeren lov til at så overalt på gravpladsen, og kornet er da nu ødelagt. Om denne skadeserstatning indledte jeg forhandlinger med gårdejer Nørregaard, tilbød ham, at vi kunne vælge taksationsmænd, men han erklærede stedse, at han helst så, at museet selv traf afgørelse; selv ville han ingen sum nævne, men vidste, at han ville blive passende behandlet af museet… Hvis jeg skulle udtale, hvad jeg ville finde passende, var det ca. 100 kr i skadeserstatning.«

Müller fulgte Neergaards forslag. Tillige sendte han herredsfogeden et beløb på 40 kr, der kunne udbetales som dusør til antikvitetshandler Jensen, og hvem der ellers måtte have andel i opdagelsen af gravpladsen. Dusøren kunne dog kun udbetales, såfremt vedkommende ville opgive sagen mod Jens Nørregaard. Det tilføjedes, at dusøren kunne forventes forhøjet, hvis fremtidige udgravninger bragte betydeligere ting for dagen.

Fig. 6. Størsteparten af de 79 grave, der blev undersøgt ved Nationalmuseets udgravninger, var brændtbensgrave. Desuden fandtes 9 jordfæstegrave. Mange af gravene var mere eller mindre ødelagt ved pløjning. Således graven i forgrunden, hvor hoved, krop og arme manglede. På ligets højre ankel fandtes en smal bronzering. Om dette fund skrev Johannes Brøndsted[7]: »Hvem skulle have troet, at vore forfædre på Rolfs Krakes tid gik med en så negeragtig prydelse som ankelringe? Men det gjorde de altså!« Foto i Nationalmuseets I afd.

Forlig?

Jensen ville imidlertid ikke lade sig nøje med de 40 kr og et ubestemt løfte om mere. Herredsfogeden måtte derfor returnere pengene. Han meddelte samtidig, at Jensen var begyndt at udgrave gravhøje i Højby.

I august 1896 fandt Müller tiden moden til at gå aktivt ind i sagen og opsøgte de stridende parters sagførere. Gårdejer Nørregaards sagfører skønnede, at sagen ville strække over flere år, men var dog ganske sikker på at vinde den.

Müller var imidlertid interesseret i en hurtig afgørelse og udarbejdede følgende forligsforslag:

»Museet udbetaler til hr. Jensen m.fl. en godtgørelse af 40 kr for at have henledt opmærksomheden på gravpladsen ved Fraugde.

Hr. Nørregaard udbetaler til hr. Jensen m.fl. halvdelen af det beløb, som af museet er udbetalt ham som godtgørelse for de i indeværende sommer fremdragne oldsager, hvilken halvdel er 50 kr.

Museet afslutter i løbet af indeværende og næste år sine undersøgelser på gravpladsen. Hvad der fremdrages af oldsager vurderes senest ½ år efter undersøgelsens afslutning af to almenagtede og arkæologisk kyndige mænd i anset stilling i forbindelse med museets direktør. Museet gør sin tilslutning til overenskomsten afhængig af valget af vurderingsmændene. To formentlig i alle retninger passende mænd ville være hr. apoteker Mikkelsen og hr. løjtnant Rasmussen begge i Odense.

Sagerne vurderes til rimelig handelspris, dog med fradrag af museets direkte udgifter ved udgravningen. Den vurdering, som træffes af de tre mænd i forening, eller hvorom to af de nævnte er enige, skal godkendes af de stridende parter. Det ved vurderingen fastsatte beløb udbetales af museet med halvdelen til hr. Nørregaard, halvdelen til hr. Jensen m.fl. Museet er dog berettiget til ikke at modtage den vurdering, hvorom de to andre er blevne enige; i så fald modtager museet en så stor del af sagerne, som efter den foreliggende vurdering og efter skøn af majoriteten af vurderingsmændene svarer til museets direkte udgravningsudgifter, medens de øvrige sager deles lige mellem de stridende parter.«

Jensen syntes hverken om vurderingsmåden eller fordelingen og ville ikke tiltræde forliget.

Mæglingsforslagets indhold viser, at der reelt var tale om en konflikt mellem antikvitetshandler Jensen og Nationalmuseet. Jensen havde ifølge Müller sikret sig retten til at grave »ved en højst sindrig og indviklet kontrakt«[8]. Nørregaard, Kristensen og Mathiasen var bipersoner, der næppe blev orienteret før der var handlet.

Man bør nok også lægge mærke til forligets grundlæggende forudsætning: at de fundne oldsager ville repræsentere en større værdi end omkostningerne ved udgravningen. Det var med andre ord billigere at foretage en videnskabelig forsvarlig udgravning end at erhverve oldsager til markedsprisen!

Fig. 7. Skolebestyrer Hans Rasmussen karakteriseres som »et stort stykke af en antikvitetshandler«[9], der i 1889 tilbød sin oldsagssamling til museet i Odense med bemærkning om, at hvis ikke han fik 300 kr for den, ville han overlade en antikvitetshandler at udhøkre oldsagerne. I 1891 foretog han herredsundersøgelse og indsamlede fynske oldsager for Nationalmuseet, hvad der bragte ham i et personligt modsætningsforhold til den daværende museumsbestyrelse i Odense. Hans Rasmussen blev 1893 indvalgt i museets bestyrelse som byrådets repræsentant. 1897 blev han museets administrerende direktør, men forlod museumsarbejdet i 1900. Efter »Et provinsmuseums historie«[10].

»Den opsigt, denne sag har voldt…«

Med Jensens afvisning af forliget syntes sagen at være gået i hårdknude. Det var skolebestyrer Rasmussen, der atter fik sagen til at udvikle sig. Han havde jævnligt kontakt med sagens parter og kunne i april 1897 meddele Müller, at Jensen var ved at være mør. Årsagen var først og fremmest forskellige uoverensstemmelser med den sagfører, der førte sagen for konsortiet, og som efterhånden havde et tilgodehavende på 200 kr.

De to andre var lede og kede af sagen. Hertil kom, at de hidtil havde måttet betale Jensens part af de afholdte udgifter, fordi Jensen ingen penge havde.

I slutningen af april fandt Nørregaard og de to andre fra Fraugde sammen i et fælles ønske om at få sagen sluttet. De henvendte sig til skolebestyrer Rasmussen for at få ham til at mægle. Rasmussen fortalte da, at Müller havde givet udtryk for, at han kunne strække sig til at udbetale konsortiet en dusør på 300 kr.

Efter at have drøftet sagen, gik også Jensen med til at acceptere et tilbud på 300 kr.

Rasmussen skrev straks en udførlig redegørelse til Müller. Han sluttede: »Således står sagen, og da jeg dog har haft adskilligt arbejde med den, så tør jeg måske for første gang sige min mening om den: Kan De ikke gå med nu til at få sagen ordnet? Jeg frygter så meget, at en proces som denne vil kunne skade Nationalmuseet i befolkningens øjne. Det står for øjeblikket som en institution, hvortil alle kunne med tryghed og tillid henvende sig. Jeg er bange for, at den opsigt, denne sag har voldt her på egnen, skal brede sig og skade museet – måske de andre museer med.

De har jo selv overfor mig udtalt, at De meget ønskede denne sag sluttet, og jeg håber, at De vil kunne finde på en rigtig og fordelagtig udgang af sagen«.

Müller var tydeligvis lettet ved udsigten til at sagen kunne sluttes. Han undlod dog ikke at gøre Rasmussen opmærksom på, at han ikke mindedes at have erklæret sig villig til at anvende 300 kr på at få sluttet sagen, »… men selvfølgelig tvivler jeg ikke om rigtigheden deraf.«

Alligevel gav han tilsagn om at stille 300 kr til rådighed for Rasmussens forligsbestræbelser. Han ønskede til gengæld, at Jensen m.fl. skulle frafalde ethvert krav om andel i gravpladsen. Desuden skulle Nationalmuseet have lejlighed til at fortsætte udgravningen uden vederlag til Nørregaard. Dog undtaget dusør for danefæ og erstatning for markskade.

Resultatet af Rasmussens anstrengelser blev, at Nørregaard gav afkald på andel i de 300 kr. Til gengæld fik han et indirekte tilsagn om, at museet efter afslutningen af udgravningen »… vil søge at stille sig så velvillig som mulig i pekuniær henseende.« Dette udmøntedes senere i et vederlag på 200 kr for skade på marker, godtgørelse for ulejlighed »… og som påskønnelse af imødekommenhed under den hele undersøgelse.«

Størstedelen af de udbetalte 500 kr er vel gået til at betale sagførerregninger.

I tidsrummet 13.-23. juli 1897 udgravede inspektør Neergaard og figurmaler Blom den resterende del af gravpladsen. Her fandtes yderligere et par jordfæstegrave og ca. 30 brandgrave.

Ialt blev der undersøgt 79 grave, hvoraf de 9 var jordfæstegrave[11]. For retten til udgravning, for markskade samt dusør udbetalte Nationalmuseet 700 kr eller næsten 9 kr pr. grav. Hertil skal så lægges de direkte omkostninger, der var forbundet med selve udgravningen.

Anslås den anvendte, gennemsnitlige arbejdsstyrke til 6 mand i 18 dage à 3 kr pr. mand og lægges hertil Neergaard og Bloms diæter: hver 20 dage á 8 kr, vil det fremgå, at de udgifter, der direkte var forbundet med udgravningen, var af samme størrelsesorden som de udgifter, der var forbundet med at få lov til at grave. Selv om tilfældet ikke er typisk, illustrerer det vanskelighederne ved at ville hævde den ubegrænsede private ejendomsret til oldsager og fortidsminder.

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at medens Müller iværksatte omfattende aviskampagner m.m. for at standse de jyske højgravninger, så gik han påfaldende stille med dørene i Fraugdesagen. Årsagen er sikkert, at Nationalmuseet i realiteten måtte købe Fraugde-konsortiet ud af gravpladsen.

Når der blev ofret så mange penge på at få lov til at grave, skyldtes det forventningen om, at man var stødt på en af periodens rigt udstyrede gravpladser. Ved den første fremlæggelse af fundet erkendte Müller, at sammenlignet med de sjællandske fund: »… tyder gravgodset fra Fraugde ikke på, at der her boede en særlig velhavende befolkning. Der er i disse grave hverken fundet sølv eller guld, ej heller glaskar, der sikkert hørte til tidens kostbarheder.«[12].

»Det gode private initiativ«

Som tidligere omtalt havde Müller allerede i 1896 forsøgt at begrænse gravplyndringerne ved at forbyde de statsstøttede museer at købe »gravrov«. I 1899 advarede et nyt cirkulære (708/99 udsendt 19/12) om »den vitterlige løgnagtighed hvormed opkøberne jævnligt optræder«. Det henstilledes, »at der overhovedet ikke købes oldsager af opkøbere, uden det forud skriftlig og fra pålidelig kilde er bevidnet, at findested og fundforhold er sandfærdig opgivne, og at sagerne ikke er fremdraget ved højgravning for pengevindings skyld«.

Disse påbud betød yderligere indskrænkninger i provinsmuseernes i forvejen begrænsede muligheder for at erhverve oldsager. Til gengæld kan der næppe herske tvivl om, at museernes strenge krav til oldsagernes herkomst blev til gavn for de mange blomstrende privatsamlinger.

Fig. 8. Apoteker Christen Mikkelsen var – i modsætning til sønnen Poul Helweg Mikkelsen – samleren, der hellere købte oldsager end selv gravede dem frem. Fra 1870 opkøbte Christen Mikkelsen jyske og fynske pragtstykker i tusindvis. I 1909 overdrog han Fyns Stiftsmuseum sin samling på betingelse af, at den blev udstillet i sin helhed og at lokalet skulle forsynes med iøjnefaldende angivelse af at det var Christen Mikkelsens samling. Ved omfattende køb af privatsamlinger eller ved gaver som denne, endte meget gravrov på museerne. Billedet giver et indtryk af oldsagsmængden i de store privatsamlinger. Efter »Et Provinsmuseums historie«[13].

Fra provinsmuseernes synsvinkel var det dog mere problematisk, at Nationalmuseet opretholdt sit faktiske monopol på at foretage arkæologiske udgravninger. Når f.eks. Fyens Stiftsmuseum en sjælden gang fik indberetning om et nyt fund, kunne man blot meddele finderen, at museet ikke måtte grave, men måtte afvente Nationalmuseets ankomst. De fund, der blev resultatet af undersøgelserne, havnede alle i København[14].

Også på dette punkt var Müllers (og senere Neergaards) strengt centralistiske politik til fordel for de private samlere.

Efter århundredeskiftet var de i stigende omfang begyndt at foretage egne udgravninger. Derved fjernede de gradvis grundlaget for de gammeldags gravplyndringer. Hermed var Müllers ønske om, at de rige og de dannede måtte fortrænge husmænd og tjenestedrenge virkeliggjort: »Det må bestemt hævdes, at oldtidsudgravninger ikke må foretages for pengevindings skyld, og at den, som ikke formår at gennemføre dem på videnskabelig tilfredsstillende måde, bør afholde sig derfra. Men hermed skal det ikke være antydet, at Nationalmuseet ønsker at have en slags videnskabelig eneret til at foretage gravninger, det gode private initiativ, fremgået af videnskabelig interesse og båret af kyndighed, vil forhåbentlig vedblivende træde frem både på dette og på andre arkæologiske områder«[15].

På Fyn medførte denne udvikling, at Stiftsmuseet fik en ny og hård konkurrent i den velhavende apoteker Poul Helweg Mikkelsen, der ikke var underlagt de begrænsninger, der bandt museet.

Ved efterhånden at overlade museet en del af sine fund, fik hans virksomhed i slutningen af 20-erne en næsten officiel karakter. »Ved at skænke Stiftsmuseet fundene blev befolkningen yderligere villig til at give apoteker Mikkelsen meddelelse om de fund, de gjorde på markerne. Der var intet om, at Helweg Mikkelsen ikke måtte grave, intet om at gravningens resultat skulle gå til Nationalmuseet, intet om at gravningen måtte vente flere måneder. Der blev begyndt med det samme, og folk vidste, at en skønne dag kunne de få lejlighed til at se deres ting opstillet i deres eget museum«[16].

På den måde kom man i den besynderlige situation, at det blev den velsituerede, gravende privatsamler, der gennem en årrække kom til at præge det offentlige museums arkæologiske virksomhed.

Provinsmuseernes håbløse forhold ændrede sig gradvist fra begyndelsen af 30-erne. Da havde yngre, og mindre konservative kræfter overtaget magten på Nationalmuseets 1. afdeling. Det medførte bl.a., at der blev ansat museumsinspektører i provinsen, og at Nationalmuseet endelig bøjede sig for naturfredningsfolkenes krav om fredning af de tilbageværende fortidsminder.

Litteratur

Fremstillingen bygger hovedsagelig på den korrespondance, der findes i Nationalmuseets 1. afdelings beretningsarkiv: Jernalder grave, Fraugde, Fraugde sogn, og 1. afdelings administrative arkiv: Museet i Odense. Journal nr. 623/95, 635/95, 23/96, 208/96, 286/96, 474/96, 726/96, 144/97, 162/97, 374/97, 412/97, 434/97 samt 612/97.

I en tidligere artikel[17] vil der desuden kunne findes udførlige henvisninger til en lang række udtrykte kilder vedrørende 1890-ernes højplyndringer og museumshistorie.

  • Albrectsen, E. 1956: Fynske jernaldergrave II. Fundfortegnelsens nr. 60, p. 56.
  • Albrectsen, E. 1968: Fynske jernaldergrave III. Fundfortegnelsens nr. 38, p. 53 ff.
  • Brøndsted, J. 1925: Hvad rummer vore kæmpehøje og hvorledes udgraves de? Tidsskriftet Frem, hefte 49.
  • Hansen, H. 1930: Den nye drøftelse af sociale spørgsmål 1890-1894. Sociale studier i dansk historie efter 1857.
  • Larsen, S. 1935: Et provinsmuseums historie. Odense bys offentlige samlinger 1860-1935. Rasmussen, H. 1979: Dansk museumshistorie – de kulturhistoriske museer.
  • Müller, S. 1897: Udsigt over oldtidsudgravninger foretagne for Nationalmuseet i årene 1893-96. Årbøger for nordisk oldkyndighed og historie II rk. 12. bd.
  • Müller, S. 1900: Nye fund og iagttagelser vedrørende jernalderen. Årbøger for nordisk oldkyndighed og historie II rk. 15. bd., p. 170 ff.
  • Müller, S. 1907: Nationalmuseet hundrede år efter grundlæggelsen.
  • Thorsen, S. 1979: »Opofrende venner og farlige fjender«, 1890-ernes højplyndringer, og et bidrag til arkæologiens socialhistorie. Fortid og Nutid, bd. XXVIII, hefte 2.

Noter

  1. ^ Rasmussen 1979, 83
  2. ^ Thorsen, 1979, 216
  3. ^ Hansen, 1930, 135
  4. ^ Larsen 1935, 89
  5. ^ Thorsen, 1979, 217
  6. ^ Müller, 1897, 175
  7. ^ Frem, 1925
  8. ^ Müller 1987, 177
  9. ^ Larsen 1935, 67
  10. ^ Larsen 1935, 80
  11. ^ Albrectsen 1968
  12. ^ Müller, 1900, 171
  13. ^ Larsen, 1935, 121
  14. ^ Larsen, 1935, 115
  15. ^ Müller, 1897, 188
  16. ^ Larsen, 1935, 118
  17. ^ Thorsen 1979

©