En hilsen fra Fyns ældste stenalder

Slagvåben af rensdyrtak fundet på Fyn

I Stiftsmuseets samlinger fra den ældre stenalder er der i 1950 indgået et fund, et slagvåben af rensdyrtak, som har krav på særlig interesse og derfor fortjener en lille omtale.

Kort efter krigen har man for at afvande de mange småmoser i Stenstrup, Krarup og Hunstrup sogne iværksat en større uddybning af Hunstrup Å. Støt og grådigt har gravemaskinen over et stræk af adskillige kilometer ædt sig vej gennem åbundens lerede dynd og lejret materialet i en gustentgrøn stribe på hver åbred. Et trist og uromantisk syn.

Men det årvågne øje kan finde interessante ting i de døde jordvolde: Spredt-liggende knogler fortæller om svundent dyreliv i egnen, og i åbreddernes spade-skårne snit tegner sig de vekslende lag af Sydfyns geologiske tilblivelse. I 1947 gik en søn af Hans Christian Jensen, som ejer stedet matr. nr. 119at af Løgeskov i Stenstrup sogn, langs åen. Tæt neden for ejendommens bygninger så han en knogle stikke frem i den opkastede fyld. Nyfigen tog han den op og bemærkede da, at den bar spor af tilskæring. Siden er stykket opbevaret i ejendommens materialskur, indtil Stiftsmuseet i 1950 blev gjort opmærksom på det. I forståelse af fundets betydelige arkæologiske værdi skænkede ejeren det beredvilligt til museet, hvor det nu pryder de opstillede samlinger fra Fyns ældre stenalder.

Vi vil nu se lidt nærmere på stykket, som er gengivet fig. 1 a. Det er et lydefrit bevaret, 42 cm langt redskab tildannet af den nedre ende af rensdyrets højre horn. Øverst er dele af pandebenet fjernet og »rosenkransen« tilglattet. Forneden er stamgrenens flossede brud bevaret undtagen bagtil, hvor et skråsnit viser tydelig tilglatning med en flintflække til uhindret leje for hånden. Dernæst foroven til venstre et 7 cm langt parti af »isgrenen«, den fremvendte sidetak, hvormed rensdyret i naturen skovler sneen bort fra mos og lav. Yderst ses et 5 cm langt skråsnit, der har udstyret våbnet med en slagegg som på en retøkse. En svag afstumpning af eggen viser, at redskabet i oldtiden har været brugt til hugning. Også på bagsiden findes spor af tildannelse, idet en 16 cm lang fure frembragt med en flintflække kunde tyde på, at man har villet fjerne en skarpt fremspringende kant, men har opgivet forsøget.

Fig. 1.a. Slagvåben fra Løgeskov.
Fig. 1.b. Slagvåben fra Odense kanal.

Slagvåbnet fra Løgeskov er et sjældent stykke. Fra Danmark kender vi kun syv andre noget lignende eksemplarer. Kun tre af disse nu i alt otte økser har tilskåret egg, og af dem er de to fra Fyn. Foruden retøksen fra Løgeskov, som er den eneste af sin slags i Danmark, har vi nemlig et smukt våben med kort, kraftigt hovede udstyret med en tværegg, fig. 1 b; det blev fremdraget 1890 under udgravning af et havnebassin ved Odense Kanal og afgaves 1897 af Museet i Odense til Nationalmuseet.

Spørger man om Løgeskovvåbnets alder, da kan svaret ikke i øjeblikket gives helt nøje, forsåvidt der endnu ikke er foretaget en pollenanalytisk undersøgelse af de jordprøver, som lige efter hjembringelsen af fundet indsendtes til Nationalmuseets mosegeologiske laboratorium. Desværre har det heller ikke været muligt på findestedet at identificere det lag, hvori redskabet oprindeligt lå. Øksen blev jo af gravemaskinen kastet op på land, og hvor dybt den først lå, kunde finderen intet oplyse om. Et fingerpeg for tidfæstelsen får vi dog måske af selve redskabets farve, som er lyst gulliggrå. Denne farve kunde tyde på, at det har ligget i et af de to lyse lag, fra ældre og yngre Dryastid, der sammen med et mørkere, adskillende fra Allerødtiden udgør mosernes tre nederste vegetationslag fra den senglaciale tid. I denne, den arktiske periode efter istiden, var isen smeltet bort, og landet lå hen som åben tundra. I senglacialtiden og måske lidt ind i den begyndende birke- og fyrreskovsperiode, men heller ikke længere ned, levede rensdyret i Danmark. Det er derfor klart, at slagvåbnet fra Løgeskov med de øvrige danske stykker af lignende art må henføres til den arktiske rensdyrjægerkultur i Danmark. Det vil udtrykt i tal sige, at vi kan tildele dette tidlige minde om de første fynboer en så ærværdig ælde som 10-12000 år.