En motorvej tilbage til Fyns fortid

Siden slutningen af 2002 har trafikanter på landevejen mellem Odense og Kværndrup bemærket, at markerne langs landevej A9 blev gennemskåret af parallelle grøfter. Forundringen var stor, og mange spurgte, om man var i gang med intensiv dræning – eller om anlæggelsen af Svendborg-motorvejen var gået i gang tidligere end annonceret? Forklaringen var imidlertid, at det var arkæologer fra Odense Bys Museer, der havde sat skovlen i jorden i god tid før amtsborgmester Jan Boyes officielle igangsættelse af anlægsarbejdet (fig. 1).

Fig. i. Det er ikke rumvæsener, men arkæologer fra Odense Bys Museer, der har lavet aftryk i kornet. Søgegrøfterne, som arkæologerne har gravet i jagten på levn fra fortiden, strækker sig her over Rynkebygårds jord nord for Ringe.

Forhistorien til grøftegraveriet var, at Vejdirektoratet som anlægsmyndighed havde bedt museet vurdere, om etableringen af de første 18 km motorvej ville berøre væsentlige levn fra fortiden[1]. Museet kunne melde tilbage, at der allerede var registreret mange spor af fortidsminder på strækningen. Desuden kunne analyser af terrænformer, jordbund og stednavne sandsynliggøre, at landskabet tillige ville rumme mange spor af oldtidsbebyggelse, som ikke tidligere var opdaget. Alt i alt måtte det forventes, at anlæggelsen af selve motorvejen, tilkørselsveje, regnvandsbassiner samt omlægninger af eksisterende gasledninger m.v. ville medføre skader på mange væsentlige fortidsminder.

Heldigvis sikrer museumsloven, at et anlægsarbejde ikke bare kan tromle gennem vores fortid; gravemaskinerne skal standses, hvis man støder på spor fra fjerne tider, så fortidsmindet kan undersøges nærmere.

Når først anlægsarbejdet er gået i gang, er det imidlertid bekosteligt at skulle standse gang på gang, fordi fortiden – om man så må sige – kommer i vejen for vejen. Derfor havde Vejdirektoratet og Odense Bys Museer fundet det hensigtsmæssigt at rykke de arkæologiske undersøgelser frem i forhold til vejbyggeriets start. Derfor blev det faktisk arkæologerne og ikke amtsborgmesteren, der tog det første spadestik til motorvejen i september 2002! Omkring årsskiftet 2004/2005 kunne Odense Bys Museer tage “sidste spadestik” til de arkæologiske udgravninger på strækningen mellem Odense og Kværndrup, og på disse 18 km kan entreprenørerne nu arbejde i fred og ro uden risiko for at støde på forhindringer fra fortiden.

Fig. 2. Motorvejsstrækningen mellem Odense og Kværndrup med markering af de i artiklen nævnte fundsteder. ©Kort- og Matrikelstyrelsen, Rentemestervej 8, 2400 København NV og Vejdirektoratet.

Undersøgelserne

Med en hastighed af ca. 800 m på en arbejdsdag trak de store gravemaskiner tætte net af søgegrøfter gennem landskabet fra Odense til Kværndrup. I det lyse istidsler og -sand under muldlaget var der næsten overalt spor af nedgravninger fra de tusinder af år, hvor der har boet mennesker på Fyn. Hver gang man har gravet et hul i jorden for at rejse en stolpe, nedsætte en urne, for at lave en kogegrube, hvor aftensmaden kunne tilberedes – for at placere en drænledning eller en selvdød gris, har man afsat et spor, som selv efter århundreder eller årtusinder tegner sig som en mørkfarvning.

Det er klart, at ikke alle disse spor er lige velbevarede eller betydelige, hvis man betragter det enkelte fortidsminde i en overordnet sammenhæng. Kun på de steder, hvor mængden af fortidsminder var tilstrækkelig stor, og hvor det kunne vurderes, at en egentlig udgravning ville give os væsentlig ny viden om fortiden, blev mulden fjernet over et større areal. Det skete på i alt 12 lokaliteter, mens det på den øvrige del af vejforløbet var tilstrækkeligt at foretage en opmåling og beskrivelse af aftegningerne i jorden. Efter opmåling eller udgravning blev området frigivet til entreprenørerne, og fortidsminderne findes nu kun som oldsager, jordprøver, fotografier, tegninger og beskrivelser i Odense Bys Museers magasin og arkiv.

Dokumentation og fund fra de arkæologiske undersøgelser på motorvej sstrækningen mellem Odense og Kværndrup bliver netop nu grundigt analyseret, og resultaterne planlægges fremlagt i forskellige publikationer i løbet af de næste år. I det følgende præsenteres nogle af de mest interessante resultater fra to års intensivt gravearbejde på den strækning, der i oktober 2006 åbner som første etape af Svendborg-motorvejen (fig. 2).

Fig. 3. Gravemaskinen skovler sig gennem næsten 5 meter ler-, dynd- og tørvelag, som er aflejret i et dødishul siden sidste istids slutning.

Det ældste fund

Vest for Sønder Højrup midt mellem Odense og Ringe er landskabet meget ujævnt og præget af istidens gletschere. Terrænet veksler mellem rundkuplede bakker, der består af stift moræneler, og mindre lavninger, hvoraf enkelte rummer siv- og kratomkransede vandhuller. De fleste fremstår dog som opdyrkede, men måske nok fugtige og mørke plamager i det intensivt opdyrkede landskab.

Lavningerne er skabt ved, at store isklumper lå tilbage, da isen smeltede bort i slutningen af sidste istid. Isklumperne var dækket af tykke lag af ler og grus, og denne isolerende kappe beskyttede mod sol og regn, således at der gik århundreder – eller ligefrem årtusinder – før isen var helt borte. Til gengæld opstod der nu et hul i landskabet – typisk med en diameter på 20-50 m og en dybde på 2-5 m. Disse såkaldte dødishuller havde hverken til- eller afløb, og i dynd- og tørvelagene på hullernes bund kan vi følge, hvordan de hurtigt groede til og blev fyldt op i varmetiden efter istidens slutning (fig. 3).

I et dødishul ved gården Stokkebæklund (fig. 2.1) fandt lodsejeren for år tilbage et gevir af en kronhjort og en ung elg, og i hvert fald elgtakken er næppe under 8000 år gammel. Det kunne derfor være interessant at se, om nogle at de dødishuller, som blev berørt af motorvejen, også indeholdt spor af fortidens dyreliv. Selv om det næsten var som at lede efter en nål i et bjerg af hø, lykkedes det at fremgrave en kastet tak fra et ungt rensdyr i de kalkrige aflejringer på bunden af et blot 2 m dybt dødishul (fig. 4)[2]. Renen har antagelig søgt ud på den tilfrosne sø i det tidlige forår; her har den smidt geviret, som er faldet ned på søens dyndede bund, da isen smeltede en aprildag for ca. 14.000 år siden! På trods af omhyggelig eftersøgning lykkedes det ikke at finde flere rester af senistidens dyr – og desværre var der heller ingen spor af de jægere, som vi ved strejfede rundt på egnen på denne tid[3].

Fig. 4. Rensdyrgevir fra Stokkebæklund.

Et intensivt udnyttet kulturlandskab

Ganske som det var forventet, har det vist sig, at motorvejen anlægges i et område, hvor der er mange spor efter generationer af fynboers færden siden slutningen af sidste istid. Fundene er dog ikke ligeligt fordelt over hele det ca. 14.000 år lange tidsrum, der er gået, siden isen smeltede bort. Således er der slet ingen fund fra jægerstenalderen, altså fra de første årtusinder efter istidens slutning, og bondestenalderen og den første del af bronzealderen (ca. 4000-1000 f.Kr.) er kun meget sparsomt repræsenteret. Det første skyldes utvivlsomt, at motorvejen ikke passerer større vådområder eller vandløb, der kunne have givet gode livsbetingelser for stenalderjægerne og -fiskerne. Manglen på spor fra den senere del af stenalderen og den første del af bronzealderen tilskriver vi den intensive dyrkning, som landskabet har været udsat for i nyere tid; ploven har stort set fjernet de spinkle bopladslevn, der måtte have været fra disse årtusinder.

Først fra den sidste del af bronzealderen, og ikke mindst fra den efterfølgende ældre jernalder – altså i runde tal fra 1000 f.Kr. til 500 e.Kr. – er der til gengæld mange fund af bopladser. Hertil kommer enkelte gravpladser fra jernalderens første århundreder. Fra den sidste del af jernalderen og vikingetiden er fundene igen sparsomme; en god undtagelse fra dette er en vikingetidsgravplads ved Årslev og en stor boplads fra samme tid fra området vest for Allerup. Sidstnævnte behandles i en artikel af Lone Bach Nielsen andetsteds i årbogen.

Det er altså udelukkende bondekulturernes bebyggelser, som er lokaliseret i motorvejssporet, men dem har der til gengæld været mange af. Fortidsminderne bestod især af affaldskuler med indhold af husholdnings- og værkstedsaffald (fig. 5). Dette affald indeholdt bl.a. stumper af dørslag, som har været anvendt ved fremstillingen af ost eller øl (fig. 6) samt dyreknogler og forkullet korn, og det er disse fund, der dokumenterer, at agerbrug og dyrehold har udgjort livsgrundlaget for fynboerne i de sidste årtusinder. På en del bopladser var der endvidere bevaret tomter af huse og hegn, så her har det været muligt at få et ret præcist indtryk af, hvorledes man har forstået at indrette sig i forhold til de ressourcer, som naturen og landskabet bød på.

Det lange snit gennem Fyns fortid har afsløret, at fortidsminderne ikke ligger lige tæt over det hele. Forskellige tiders varierende “erhvervsstrategi”, dyrkningsmetoder og behov for bestemte ressourcer har betydet, at fortidsminderne ofte ligger klumpet sammen på strækninger, hvor forholdene har været – og er! – særligt gunstige. Områder med frugtbar jord og let adgang til drikkevand og græsningsarealer har vist sig at rumme spor efter gentagne bebyggelser fra forskellige perioder af Danmarkshistorien. De særligt intensivt udnyttede områder lå i alle tilfælde nær de gamle landsbyer, som motorvejen passerer forbi: Højby, Allerup, Årslev, Rynkeby, Ringe etc. Flere steder har det været muligt at forfølge disse landsbyers forgængere 2000 år tilbage i tiden – og i nogle tilfælde endda endnu mere. I hele dette lange tidsrum har bebyggelserne ikke ligget på nøjagtigt samme sted. De er med jævne mellemrum flyttet rundt inden for et velafgrænset område – nærmest som nutidens ejerlav – for hele tiden at kunne udnytte agerjorden optimalt. Først i overgangen mellem vikingetid og middelalder, for ca. 1000 år siden, har landsbyerne fundet deres nuværende, faste placering i landskabet.

Fig. 5. Affaldskule med lag af husholdnings- og værkstedsaffald. Fra Kirstinebjerg ved Arslev.
Fig. 6. Jernalderbondens dørslag til fremstilling af ost – eller øl? Fra Stokkebæklund vest for Sønder Højrup.

Ingen- eller allemandsland

Det er selvfølgelig især de strækninger, der er tæt belagt med forhistoriske bebyggelsesspor, som har givet os ny viden om oldtidsbøndernes liv og færden. Motorvejen skærer imidlertid også gennem områder, hvor der er påvist meget få eller slet ingen levn fra oldtiden, og især ikke fra jernalder og vikingetid. Hvor mærkeligt det end kan lyde, er disse strækninger ikke uden interesse i en arkæologisk sammenhæng. Hvis vi ønsker at få et helhedsindtryk af, hvorledes det forhistoriske menneske udnyttede landskabet, er det nemlig væsentligt også at dokumentere, hvilke områder, man fravalgte til bosættelse og til agerland.

De fundtomme strækninger lå typisk i landskaber, som skriftlige kilder og stednavnene antyder først er blevet opdyrket i middelalderen eller senere. Rynkeby Hede og Brangstrup Mark henholdsvis nord og syd for Ringe er eksempler på dette; indtil landboreformernes tid i slutningen af 1700-tallet har disse områder henligget som overdrev eller skov. De arkæologiske udgravninger har dokumenteret, at da disse tidligere marginale områder blev bebygget, efterhånden som behovet for ny landbrugsjord opstod omkring 1800, var det virkelig jomfruelig jord, som plovjernet brød. Motorvejsudgravningerne har således dokumenteret, at de landskaber, som sidst i 1700-tallet var dækket af hede, overdrev og skov, også i oldtiden henlå som marginaljorder mellem de enkelte bygder. Vi kan derfor konstatere, at der er udpræget kontinuitet i den måde, man har udnyttet landskabet på fra tiden omkring 500 f.Kr. og frem til ca. 1800 e.Kr. Ny jord blev ikke taget under plov, med mindre udpining eller befolkningsvækst gjorde det tvingende nødvendigt. I stedet blev man ved med at bygge videre på de “investeringer”, som tidligere generationer havde lagt i landskabet.

Marginaljorderne har dog ikke været uden betydning i oldtidsbondens univers. Her var vigtige råstoffer i form af tørv og myremalm, tagrør, græs- eller løvhø samt træ til brændsel og husbyggeri. Så vigtige ressourcer må have været fælles for flere bebyggelser, og marginalområderne har således henligget som et ingenmandsland – eller måske skulle man sige allemandsland! Ydermere kunne disse områder fungere som en slags stødpudezoner mellem de enkelte bygder.

At dømme ud fra iagttagelser på de udgravninger, som er foretaget forud for anlæggelsen af Svendborg-motorvejen såvel som omfartsvejene og udstykningsområderne øst for Odense, kan vi konstatere, at bronze- og jernalderens bopladser som regel har ligget med en indbyrdes afstand af 2-3 km. De mellemliggende, fundtomme områder er ofte relativt lavtliggende og dermed fugtige, og hyppigt gennemskæres de endda af et vandløb. I andre tilfælde er jorden i disse strøg stenet eller på anden måde uegnet til dyrkning. Ikke sjældent forløber nutidens administrative skel, nemlig ejerlavs-, sogne- og herredsskel, gennem de selvsamme områder, så man fristes til at konkludere, at der ikke blot er en mere end 2000-årig kontinuitet i udnyttelsen af landskabets ressourceområder, men også i den måde, man inddeler landskabet på.

Guld til guderne?

Selv om der ikke er spor af oldtidens bo- og gravpladser i marginalområderne, er de dog ikke helt blottet for kulturlevn. Faktisk er det her, at nogle af Fyns mest spektakulære oldtidsfund overhovedet er kommet for dagen. Det er bl.a. tilfældet få km syd for Ringe i ødeområdet mellem det, der langt senere blev til landsbyerne Ringe, Rudme, Brangstrup, Kværndrup etc.

Fig. 7. Arkæologen rykker ud – trods sne og slud!

Som beskrevet i artiklen om skattefundet fra Boltinggård Skov i Fynske Minder 2004 er der i dette område – nær en markant, naturskabt grænse mellem Ringe og Ryslinge sogn – fremkommet tre betydelige guldskatte fra 4.-5. årh. e.Kr.[4] Et af disse fundsteder (fig. 2.2) blev indirekte berørt af motorvejsanlægget i forbindelse med opgravning af et vandhul, der skulle erstatte nogle af de vådområder, som snart dækkes af vejbanens asfalt. I 1865 var den såkaldte Brangstrup-skat fremkommet på dette sted, og ved en efterundersøgelse i 1991 fandtes nogle romerske guldmønter og et beslag, som var overset i 1800-tallet.[5] For en sikkerheds skyld blev der foretaget en ekstra afsøgning med metaldetektor i forbindelse med opgravningen af erstatningsvandhullet i 2004, ligesom der blev lavet en mindre udgravning for at klarlægge de geologiske forhold på stedet (fig. 7). Resultatet af undersøgelsen blev en såkaldt solidus, en guldmønt fra dén romerske kejser Constantin den Store (fig. 8). Mønten er forsynet med en øsken, så dén kunne anvendes som hængesmykke, og den er præget i den græske by Thessaloniki i 332-333 e. Kr.[6] Mønten fandtes blot nogle få meter fra det sted, hvor 1991-fundene fremkom, så den hører utvivlsomt til Brangstrup-skatten, der med sine nu i alt 81 genstande og en samlet vægt på 1.701,3 gram er Danmarks tredjestørste guldskat fra jernalderen.

Denne kolossale formue har været nedlagt i et landskab, hvor der er registreret en del fund fra bondestenalderen og bronzealderen, mens de nærmeste registrerede bo- og gravpladser fra jernalderen ligger et par km borte. Det var derfor med stor spænding, at der blev foretaget forundersøgelser i motorvejssporet såvel som til et rasteanlæg ca. 800 m nordøst for Brangstrup-skattens findested.

Fig. 8. Den nyfundne romerske guldmønt fra Brangstrup – for- og bagside.

Undersøgelserne her kunne måske give en idé om, hvorvidt de manglende registreringer af jernalderbopladser i området syd for Ringe var en tilfældighed – eller om det var et realistisk billede af den forhistoriske bebyggelses udbredelse (fig. 9). Trods et tæt net af søgegrøfter over et større areal, hvor bevaringsforholdene i øvrigt var gode, lykkedes det ikke at påvise bebyggelsesspor fra tiden efter bronzealderens slutning. Derfor er vores hidtidige indtryk af, at de store midtfynske guldskatte er nedlagt i et uopdyrket område mellem jernalderens bygder, blevet bestyrket.

Fig. 9. Brangstrup-området på Videnskabernes Selskabs Kort fra 1781 med de tre guldfundsteder markeret med stjerne. 19 viser Brangstrup-skattens findested. Gule prikker angiver fund fra jernalder og vikingetid, sorte fra sten- og bronzealder. Bemærk det tætte net af søgegrøfter mellem stednavnene Volstrup og Brangstrup. ©Kort- og Matrikelstyrelsen, Rentemestervej 8, 2400 København NV

Denne iagttagelse kan så give ny næring til diskussionen om, hvorfor man overhovedet har nedgravet de store ædelmetalskatte i århundrederne efter Kristi fødsel. Var det værdier, som hastigt blev bortgemt i forbindelse med uroligheder, var det midlertidigt skjulte depoter, som skulle hentes frem igen, eller var det ofre til guderne — eller investeringer til livet i det hinsides? Hvis guldet var hastigt eller midlertidigt bortgemte værdier, som det var hensigten at genopgrave på et senere tidspunkt, havde det vel været naturligt, at deponeringen havde fundet sted i indmarken – evt. i direkte tilknytning til gården og ikke i en fjern udmark, hvor man ikke kunne overvåge, om andre hævede kapitalen. Alene valget af nedlægningssted i et i forhold til bebyggelsen marginalt område kunne være et tegn på, at værdierne ikke skulle hentes op igen. Om Brangstrup-skatten og de andre midtfynske guldfund så var beregnet som en gave til guderne, eller som en kapital til brug i det hinsides, kan ikke afklares med sikkerhed.[7] Når nedlæggelsen, som ved Brangstrup, foregik blot 100 m fra en markant slugt og dermed et naturskabt skel i landskabet, kunne man også forestille sig, at guldet var deponeret som en symbolsk markering af grænsen mellem to bygder (fig. 10).[8] Det samfund, der kunne demonstrere sin position og magt ved at nedlægge flere store guldskatte med mønter, smykker og barrer som en markering af sit territorium, må have aftvunget sig betydelig respekt fra de omgivende bygder.

“Vandrende” jernaldergårde

Øst for landsbyen Rynkeby nord for Ringe er der etableret et stort broanlæg med til- og frakørselsveje, der skal fordele trafikken til de midtfynske landeveje (fig. 2.3). Anlægget med tilhørende ramper, regnvandsbassiner og sideveje dækker et areal på flere hektar, og det skulle placeres lige oven i et område, hvor der allerede i 1930’erne var registreret en jernalderboplads. De arkæologiske undersøgelser afslørede snart, at der over en flade på mere end 15.000 m2 var spor af huse, hegn, ildsteder og affaldskuler fra mindst tre af jernalderens underperioder.[9] Den ældste del af bebyggelsen dateres til førromersk jernalder (ca. 150 f.Kr.), mens den midterste fase er fra ældre romersk jernalder (ca. 100 e.Kr.) og den yngste fra yngre romersk og ældre germansk jernalder (3.-5. årh. e.Kr.). De tre faser indgår i et stort kompleks af jernalderbebyggelser, som er registreret og for nogles vedkommende delvis udgravet i området nord for Ringe. Når vi sammenstykker de iagttagelser, som vi har gjort på alle disse lokaliteter igennem mange år, får vi et indtryk af, hvordan bebyggelsen har flyttet rundt i området i tiden mellem ca. 300 f.Kr. og 500 e.Kr. (fig. 11).[10]

Fig. 10. Brangstrup-skatten er fundet ved den lille dam midt i billedet. Til højre i billedet snor sig et vandløb, som sikkert også udgjorde en grænse i landskabet i jernalderen.
Fig.11. Jernalderfund i området ved Ringe Nord. Firkant: Boplads. Kors: Gravplads. Stjerne: Guldfund. 1) Gårdene ved Ringe Nord, 4.-5. årh. e.Kr. 2) Boplads ved Lammehave, 2. årh. f.Kr. og 1. årh. e.Kr. 3) Boplads ved fjernvarmecentralen, 2. årh.f.Kr. 4) Boplads i industrikvarteret, 1.-2. årh. e.Kr. 5) Boplads ved Lammehavebækken, 1. årh. f.Kr. 6) Gravplads ved Røgnehøj, 2.-4. årh. e.Kr. 7) Ringe Nord, guldbarre, 5. årh. e.Kr. 8) Rynkebygård, guldskat, 5. årh. e.Kr. 9) Sødinge bryggeri, guldring, 5. årh. e.Kr.
Fig. 12. Af dette 26,5 m lange jernalderhus var der kun bevaret aftryk af de jordgravede stolper.

Bebyggelsen fra det efterfølgende halve årtusinde kender vi endnu ikke, men på overgangen mellem vikingetid og middelalder anlagdes de endnu eksisterende landsbyer i området – f.eks. Rynkeby. Derfor kan vi simpelthen opfatte jernalderbebyggelserne omkring motorvejsudfletningen som forgængerne til det, der langt senere blev en af de største landsbyer i Ringe sogn.

Den mest interessante fase af bebyggelsen under udfletningsanlægget er den fra 3.-5. årh. e.Kr. Fra disse århundreder stammer 12 langhuse og nogle mindre udbygninger. Flere af disse har hørt sammen i egentlige gårdsanlæg, der hver især har bestået af 3-4 huse med omgivende hegn. Det største hus var ikke mindre end 26,5 m langt og 5,5-6 m bredt (fig. 12). Ikke alle 12 langhuse har eksisteret på samme tid; de udgør flere faser af en eller to gårde, og de dokumenterer således, at bebyggelsen i 3.-5. årh. har strakt sig over 100-200 år.

I et af de huller, hvor en tagbærende stolpe til et af langhusene har været placeret, stod et miniaturelerkar, der antagelig har været nedsat som et husoffer – måske som værn mod ildsvåde eller sygdom i besætningen (fig. 13). Lerkarhensættelser under jernalderhusenes gulve kendes i stort tal fra Fyn såvel som resten af landet[11]. Skikken synes at have haft sin største udbredelse i tiden omkring Kristi fødsel, men fundet fra Ringe viser altså, at den ikke var gået helt i glemmebogen et halvt årtusinde senere.

Et andet fund af umiskendelig kultisk karakter er to intakte og et fragment af slidte drejekværne, som fandtes nedgravet i en grube uden for en af jernaldergårdene. Kværnene, der må have repræsenteret en vis værdi, har næppe været nedgravet som affald, men det er tænkeligt, at de udgør en form for offer – måske en tak til guderne for godt høstudbytte (fig. 14). En lignende deponering af drejekværne kendes i øvrigt fra en samtidig boplads, som er undersøgt ved Vorbasse i Vestjylland[12].

Fig.13. Miniaturelerkar, der har været nedsat under et jernalderhus som et offer. H: 6,1 cm.
Fig.14. 2 drejekværne af granit – måske ofret som tak for god høst?
Fig.15 Sammenrullet guldstang fra marken nord for jernalderbopladsen. L: 35,5 cm. Foto:John Lee, Nationalmuseet.

Gårdejerens guld

De udgravede gårde fra 3.-5. årh. skal sandsynligvis ses i sammenhæng med flere af de jernalderfund, der tidligere er gjort i området. På en sandet bakke ved navn Røgnehøj ca. 1200 m sydøst for motorvejsbroen er der således undersøgt grave fra 3.-4. årh.; måske er det ligefrem nogle af langhusenes beboere, der er stedt til hvile her?[13] Særligt spændende er dog et par guldfund fra området, for deres placering i forhold til jernalderbebyggelsen ligner det billede, som tidligere er beskrevet fra egnen syd for Ringe. På en mark nogle hundrede meter nord for jernaldergårdene er der i 1857 fundet en knap 160 gram tung guldstang (fig. 15).[14] Denne værdifulde genstand har antagelig været skjult på skråningen ned mod Lammehavebækken, måske ligefrem af den bonde, der ejede den store gård syd for bækken? Dele af marken blev dækket af motorvejstilkørslen, så her var der mulighed for at foretage omfattende arkæologiske undersøgelser og detektorafsøgninger, men der fremkom ikke mere guld – og ingen bebyggelsesspor fra guldbarrens tid. I det hele taget ser det ud til, at Lammehavebækken har udgjort en nordgrænse for områdets jernalderbebyggelse; søgegrøfterne på langs af vejforløbet viste, at man skal knap 2,5 km videre mod nord, før sporene fra den næste jernalderbygd dukker op. Det er derfor fristende at tolke guldbarren som en deponering ved nordgrænsen af den udstrakte jernalderbebyggelse ved Rynkeby; den har nærmest været nedlagt på overgangen mellem ind- og udmark. At guldbarren blev nedlagt på den modsatte side af bækken i forhold til gårdene, er i den forbindelse næppe noget tilfælde.

Måske kan også et andet af områdets guldfund sættes i forbindelse med jernaldergårdene under motorvejsbroen. I Rynkebygårds Mose ca. 1500 m sydvest herfor fandtes i 1848 en guldskat på ca. 83 gram. Den bestod af fem romerske mønter, en barre, en ring og et hængesmykke med magisk tilsnit – en såkaldt brakteat – alt af det pure guld. Mønterne viser, at skatten er nedlagt i tiden omkring 500 e.Kr.[15] Fuldstændigt som skattene i området syd for Ringe ligger Rynkebygård-skatten i et marginalområde, hvor afstanden til de nærmeste bebyggelsesspor er mere end 1 km. Fundstedets beliggenhed i et mosedrag, der danner skel mellem Ringe og Gestelev sogne, er påfaldende, og måske har vi også her et eksempel på en deponering i et grænseområde mellem to jernalderbygder?

Rug og rav på Lumbyvej

Jernalderens gårde var oftest placeret tæt på engarealer, hvor man kunne skaffe græsning til kreaturerne i sommerhalvåret – og hø til vinterforrådet. Foder til dyrene var forudsætningen for, at man kunne få kød, mælk og skind – men også møg til at gødske markerne med. Afgrøderne fra marken var både en forudsætning for at få mad på bordet og en ressource, som man kunne bruge til at handle sig til andre varer. Denne cyklus i jernalderbondens liv kunne på bedste vis illustreres gennem resultaterne fra en udgravning på en jævn og leret terrænflade ved Lumbyvej sydvest for Årslev (fig. 2.4).[16] Her blev der fundet to langhuse samt et antal ildsteder og affaldskuler. Husene dateres til yngre romersk jernalder (ca. 200-300 e.Kr.), og de har ligget ud til kanten af et større lavtliggende, men ikke egentlig fugtigt område. På kort fra slutningen af 1700-tallet fremstår lavningen som eng, og det er meget tænkeligt, at det også har været tilfældet i jernalderen. Det var utvivlsomt her, man skaffede grundlaget for kreaturernes – og dermed menneskenes – overlevelse.

I stolpehuller til husene og i bopladsernes gruber er der fundet forkullet frø og korn, som er endt her sammen med alskens affald. De millimeterstore klumper af forkullet materiale findes ikke ved udgravning med ske og skovl, men først når man tager klumper af jord med hjem til udslemning i vand og efterfølgende filtrering i et finmasket net. Men herefter har arkæobotanikerne et materiale, som kan give detaljeret viden om jernalderens agerbrug og indsamling af vilde planter.

Det forkullede plantemateriale fra Lumbyvej-bopladsen viser, at man i århundrederne efter Kristi fødsel især har ernæret sig af agerbrug, mens forkullede hasselnøddeskaller dokumenterer, at man ikke gik af vejen for at supplere høstudbyttet med indsamlede frugter. De forkullede kornrester består af byg, hvede og muligvis havre (fig. 16). Størst interesse samler sig imidlertid om en portion forkullet rug, en afgrøde, som man tidligere har antaget, først blev dyrket i større stil senere i jernalderen. Fundet fra Lumbyvej-bopladsen dokumenterer imidlertid, at man allerede i tiden omkring 200-300 e.Kr. havde agre med vinterrug på Fyn. At markerne også var fulde af ukrudt, viser forkullede rester af bl.a. lugtløs kamille, hvidmelet gåsefod, vejpileurt og forskellige græsser. De forkullede rester viser, at der, udover korn, også har været sæddodder og hør på jernalderagrene. Begge planter har været dyrket på grund af deres olieholdige frø, men hørren har tillige kunnet levere materiale til tekstilproduktion. Flere fund fra Odense-området tyder faktisk på, at det netop var i løbet af yngre romersk jernalder, at en næsten industrialiseret hørproduktion blev introduceret på Fyn.


Fig. 16. Forkullet jernalder-korn – til venstre hvede, til højre rug.
Fig. 17. Fint poleret ravperle fra et af jernalderhusene. Diameter 1,2 cm.

Iblandet husholdningsaffaldet fandtes en lille skiveformet ravperle – sikkert mistet af en af bopladsens kvindelige beboere (fig. 17). Perlen – eller i hvert fald råmaterialet – er kommet til bopladsen udefra, måske fra handelspladsen ved Lundeborg, hvor tilvirkning af ravperler netop fandt sted på dette tidspunkt.[17] Betalingen for den kæde, som ravperlen sikkert har været en del af, har antageligt været overskudsproduktion fra agerbruget – rug for rav fristes man til at sige.

Fig. 18. Søgegrøfter ved sammenfletningsanlægget mellem motorvej E 20 og den nye Svendborg-motorvej, set fra nord. Bopladsen ligger i billedets øverste venstre hjørne.
Fig. 19. Dele af ringformet vævevægt. Dia: 10 cm.

Bopladsen under sammenfletningsanlægget

Da museumsloven ikke giver mulighed for at foretage udgravninger uden for det spor, som motorvejen skal anlægges i, har det kun været muligt at foretage en delvis afdækning af de fleste af de fortidsminder, der blev påtruffet undervejs. En undtagelse er den jernalderbebyggelse, som blev lokaliseret nordvest for landsbyen Allerup i det område, hvor den nye Svendborg-motorvej skal hæftes på den eksisterende motorvej E20 (fig. 2.5).[18] Her er der anlagt et gigantisk sammenfletningsanlæg, som har givet mulighed for at grave søgegrøfter over en flade, der dækker mere end 600 × 900 m (fig. 18). Kort fra slutningen af 1700-tallet viser, at området på denne tid henlå som eng, og udgravningerne afslørede snart, at det skyldes, at grundvandsspejlet her står så højt, at det har vanskeliggjort dyrkning. I den sydøstlige del af det lavtliggende område hæver terrænet sig ganske let, og før bulldozerne jævnede det hele, kunne man ane konturerne af en lav holm, hvor man har kunnet bo uden at få våde fødder.

Udgravningen berørte kun kanten af holmen, hvor bopladsens huse tilsyneladende ikke har ligget. Her var derimod en del af de ildsteder og affaldskuler, som man ofte kan konstatere, har ligget i en vis afstand fra beboelsens centrum. I en affaldskule fandtes en vævevægt (fig. 19), der dokumenterer, at man har produceret tekstil på holmen, men om det var uld eller plantefibre, der forvandledes til klæde, kan ikke afgøres. Et andet fund kan dog give et hint om, at man har håndteret plantefibre på stedet. Under udgravningen af en brønd fandtes en mængde træ, bl.a. et par fint udskårne skåle. Nok så interessant var en nærmest flaskeformet trækølle, som måske har fundet anvendelse i forbindelse med bearbejdning af fibre fra nælde eller hor. Selve brøndnedgravningen har desuden kunnet anvendes til udblødning af planternes stængler; noget sådant er i hvert fald iagttaget på en boplads ved Seden 8 km nord for sammenfletningsanlægget. Det er i så fald ikke det eneste, de to bopladser har til fælles. En speciel dragtnål af bronze fra en af bopladsens affaldskuler har sin nærmeste parallel i et stykke fra Seden-bopladsen (fig. 20); begge dateres til ældre germansk jernalder (5. årh. e.Kr.).

Fig. 20. Såkaldt korsformet fibula med spadeformet fod, dateret til 5. årh. e. Kr. L: 8,7 cm.

Brønden på bopladsen ved Allerup rummede endvidere et groft kogekar (fig. 21), som har været placeret her med indhold af hyldebær (fig. 22). Også dette fænomen kendes fra Seden, men i ingen af tilfældene er det muligt at forklare, hvorfor man har sænket et lerkar med bær i brøndens plumrede vand. Det har hverken gavnet bærrenes kvalitet som fødevare – eller brøndens indhold som drikkevare!

Fig. 21. Dette 15 cm høje kogekar var nedsat i brønden med en portion hyldebær.

Bopladsen, der nu er dækket af ramperne til sammenfletningsanlægget, var kun beboet ganske kortvarigt – måske en generation. Antagelig var der simpelthen for fugtigt på den lave holm, og området fik lov at henligge som græsningseng og kratskov, indtil man omkring år 1800 var i stand til at dræne området systematisk og derefter tage det under plov.

Fig. 22. Frøskaller fra hyldebær.

Kogegruber på række

I bronze- og jernalderen tilberedte man ofte maden i såkaldte kogegruber. En kogegrube er en simpel nedgravning i jorden, som man har fyldt med opvarmede sten og det fødeemne, som man ønskede at tilberede. Efter nogle timer havde stenene afgivet så meget varme, at maden var klar til at blive spist. Når måltidet var indtaget, blev hullet med ildskørnede sten og evt. lidt trækul og måltidsrester kastet til eller evt. fyldt op med affald. Hyppigst er ovnene kun anvendt én gang, og da de har været brugt i flere af oldtidens perioder, dukker de op ved næsten enhver arkæologisk udgravning. Således er der også fundet mange ved motorvejsudgravningerne, hyppigst sammen med stolpehuller og affaldskuler på de egentlige bopladser. I andre tilfælde er der afdækket en enkeltliggende kogegrube midt i et ellers fundtomt landskab; her har man måske tilberedt mad på en jagtekspedition i vildmarken.

Sydøst for Højby afslørede en grøft til en afvandingsledning en koncentration af kogegruber i et område, hvor der i øvrigt ikke var spor af forhistorisk bebyggelse (fig. 2.6).[19] De i alt otte kogegruber lå på en omtrent ret linie, der kunne følges over 16 m (fig. 23). Kogegruberækkens ender kunne desværre ikke blotlægges, så vi kender ikke forløbets fulde udstrækning. Kulstof 14-dateringer af trækul fra to af kogegruberne viser, at rækken skal dateres til yngre bronzealder – d.v.s. til tiden omkring 800 f.Kr.[20]

Massive koncentrationer af kogegruber, herunder i rækkeformation, er ikke noget ukendt fænomen på Fyn eller i Danmark som sådan. Disse såkaldte kogegrubefelter opfattes, som beskrevet i Fynske Minder 1999, som kultpladser, hvor mange mennesker er stimlet sammen til rituelle ceremonier og tilberedning af store mængder mad.[21]

Kogegrubefelterne dateres til yngre bronzealder og ældre jernalder, og de rækkeordnede pladser henføres oftest til yngre bronzealder, så på den måde passer pladsen sydøst for Højby fint ind i det kendte billede. Der kendes i alt en halv snes kogegrubefelter fra Fyn, og den nærmeste er afdækket ved Lundegård i Årslev blot 2,4 km sydøst for Højby-pladsen.[22]

Kogegrubefelterne ligger som regel isoleret fra de samtidige bebyggelser, og det er også tilfældet med den her beskrevne lokalitet. Den nærmeste boplads fra yngre bronzealder er afdækket ca. 1 km nord herfor, og det er ikke utænkeligt, at de to fænomener skal ses i sammenhæng. Måske hører både boplads og kultplads også sammen med nogle af de gravhøje, der tidligere har ligget i området?

Fig. 23. Kogegruberækken går desværre på tværs af den blot 4 m brede udgravningsgrøft. Hvor rækken starter, og hvor den slutter, forbliver derfor en gåde.

Grøft efter grøft efter grøft efter ….

I 2003-udgaven af Fynske Minder blev det beskrevet, hvorledes undersøgelsen af et flere hektar stort areal ved Kirstinebjerg vest for Årslev havde afsløret en kulturhistorisk “lagkage” med levn fra flere af oldtidens perioder (fig. 2.7). Undersøgelsen havde især afdækket affaldsgruber, ildsteder og hustomter fra yngre bronzealder og førromersk jernalder, og midt i det hele lå en lille gravplads fra sen vikingetid.[23] Endelig omtaltes et besynderligt grøftanlæg, som på dette tidspunkt endnu kun var undersøgt i så begrænset udstrækning, at det ikke var muligt at give en samlet beskrivelse, endsige fremsætte en velunderbygget tolkning. Siden har det vist sig så heldigt, at grøftanlægget lå stort set midt i motorvejssporet, så det var muligt at følge det over en længere strækning. Det har imidlertid ikke gjort gåden lettere at løse, ja nærmest tværtimod!

Grøftanlægget forløber nordnordvest-sydsydøst i et fladt landskab uden markante højdepunkter eller vådområder, og det består af mindst otte adskilte grøftafsnit og tre gruber, der ligger på en næsten ret linie (fig. 24). I selve motorvejssporet kunne anlægget dokumenteres over 600 m, men en nedgravning, som er registreret i en kloakgrøft et stykke herfra, hører muligvis også med. Hvis det er rigtigt, kan grøftanlægget følges over ikke mindre end 888 meter, og dermed indtager det ubetinget pladsen som Fyns længste fortidsminde. Og så har udgravningerne ikke engang påtruffet afslutningen i nogle af enderne! Mysteriet fortsætter.

Fig. 24. Forenklet oversigt over grøftanlægget ved Kirstinebjerg.

Der er en vis regelmæssighed over de enkelte grøftafsnit, men også nogle forskelle. Tre af afsnittene er hhv. 68, 69 og 70 m lange, mens et fjerde afsnit består af tre kortere, men lige akkurat adskilte grøfter med en samlet længde på 69,9 m. Disse ensartede mål på grøftafsnittene er næppe tilfældigt! To andre grøftafsnit er hhv. 6,6 og 44,5 m lange og falder dermed uden for regelmæssigheden, mens et tredje er mindst 61,5 m. langt. Længden af opholdene mellem de enkelte sektioner er mere uensartet og varierer fra 4,3 til 78 m. Et sted udfylder tre gruber dele af et sådant ophold, og det er ikke utænkeligt, at de tætliggende nedgravninger i virkeligheden skal opfattes som en påbegyndt, men ikke afsluttet grøft. Flere af de lange grøftafsnit ser nemlig ud til at bestå af “sammenvoksede” gruber eller kortere grøfter.

De enkelte grøftafsnit har en bredde på 2,5-4 m, men generelt ligger den omkring 3,5 m. Dybden svinger fra 1,1 til ca. 1,9 m regnet fra markoverfladen, men hyppigst har den været omkring 1,3 m, og nedgravningerne har haft skrånende sider og rundet bund. En løselig beregning viser, at mindst 2000 m3 jord må være skovlet op blot i den del af grøftanlægget, som hidtil er undersøgt. En moderne gravemaskine ville kunne gennemføre dette arbejde på 1-2 dage, men i oldtiden blev hvert eneste gram stift og stenet ler gravet op med træredskaber, så det må have taget måneder!

I de mange snit, der blev gravet gennem grøfterne, kunne det konstateres, at hullerne kun har stået åbne i kort tid – og at de ikke har været fyldt med vand. Til gengæld havde man i flere tilfælde smidt husholdningsaffald i form af bålrester, ildskørnede sten og lerkarskår i nedgravningerne (fig. 25).

Fig. 25. Snit gennem et afsnit af det store grøftanlæg. I det mørke lag markerer hvide pinde placeringen af potteskår.

Grøftens alder?

Grøfter støder man meget hyppigt på i forbindelse med arkæologiske undersøgelser, og de kan ofte forklares som grænsemarkeringer fra middelalderen eller senere tider – og i starten blev grøften ved Kirstinebjerg da også opfattet som et sådant fænomen. Da en vikingetidsbegravelse blev afdækket delvis oven i et af grøftafsnittene, måtte det dog konstateres, at i hvert fald den pågældende grøft senest kunne være fra denne periode, altså fra tiden omkring år 1000. En mere præcis datering kom fra de mange lerkarskår, som fandtes nede i samme grøft; de kunne henføres til midten af førromersk jernalder (ca. 300-200 f.Kr.). Dermed er grøftanlægget samtidigt med det bopladsområde, som det skærer midt igennem.

Bopladsen udgøres af en mængde ildsteder og affaldsgruber med indhold af knuste lerkar og andet husholdningsaffald.

Desuden er der blot 15 m vest for et af de store grøftafsnit afdækket en gårdsenhed bestående af et langhus og to staklader (fig. 26). Kulstof 14-analyser af trækul fra gårdens hovedhus såvel som af forkullet korn fra endnu et langhus, som lå 50 m syd herfor, men blot 10 m fra grøften, viser, at de tilhører tiden mellem ca. 400 og 200 f.Kr.[24] Der er således stor sandsynlighed for, at husene har været i brug på den tid, da grøften stod åben, selv om det ikke kan have været uproblematisk at have en mere end 1 m dyb rende lige uden for gadedøren!

Fig. 26. Udsnit af grøftanlægget med markering af omkringliggende hustomter fra samme tid.

Til forsvar, afvanding – eller bare et symbol?

Hvis et så omfattende og komplekst anlæg som grøften ved Kirstinebjerg skal forklares og tolkes, er det vigtigt at gå systematisk til værks. Ved hjælp af udelukkelsesmetoden kan man derfor starte med at bortskære de usandsynlige tolkninger, for til sidst – forhåbentligt! – at stå tilbage med nogle forklaringer, der kan sandsynliggøres (fig. 27, fig. 28).

Et langt grøftforløb fra oldtiden fristes man let til at tolke som en voldgrav. Mod en sådan forklaring taler, at der ikke er tale om én sammenhængende grøft, men derimod adskilte sektioner. Det ville være alt for let at passere de områder, hvor der ikke er nedgravninger, med mindre de havde været beskyttet af palisader eller andre forhindringer, og sådanne er der ikke påvist spor af. Som afvandingsforanstaltning kan anlægget heller ikke have fungeret, for dels skærer det gennem et næsten helt fladt landskab, hvor vandet ville have vanskeligt ved at finde afløb, og dels er der ikke fundet vandaflejrede lag på bunden af nedgravningerne. Det er også vanskeligt at forestille sig, at der skulle være tale om råstofgrave med henblik på at fremskaffe ler til husbygning eller lerkarproduktion. Hvorfor skulle man dog grave i lange linier gennem både godt og dårligt ler – i stedet for at lave større huller netop der, hvor materialet havde den bedste kvalitet? I det hele taget er det vanskeligt at finde en funktionel tolkning af anlægget, og man fristes derfor til at bevæge sig over i det symbolske.

Grøfter er ofte gravet for at markere en grænse – f.eks. mellem to marker eller mellem to sogne, som det skal beskrives senere. Hvis grøftforløbet skulle være en grænsemarkering, virker det besynderligt, at man ikke lavede en fuldt optrukket i stedet for en stiplet linie. Var det et spørgsmål om at spare på kræfterne, kunne man jo bare have reduceret bredden og dybden på grøften – for så i stedet at bruge energien på at lave én sammenhængende nedgravning. Og hvad skulle man i så fald afgrænse på dette sted? Som beskrevet skærer grøften lige gennem en samtidig boplads, så det kan ikke være dens grænser, der markeres, og der er ikke påvist andre oplagte kandidater til at få en så kraftig afgrænsning i området. I så fald skulle man jo også forestille sig et anlæg, der havde en udstrækning af mindst 600 m, hvilket er langt mere end datidens typiske gravpladser og bebyggelser fylder i landskabet.

Fig. 27. Odense Bys Museer har ikke benyttet sig af børnearbejdere på udgravningerne! Det er medlemmer af Hugin-Munin børneklubben, der her har fået mulighed for at være arkæologer for en dag.
Fig. 28. Udbyttet af nogle timers anstrengelse — en kasse potteskår fra jernalderen!

Det har ikke været muligt at finde paralleller til anlægget på andre fynske – eller danske – bopladser fra førromersk jernalder. Størst lighed har en grøft på en samtidig boplads ved Sarup på Sydvestfyn,[25] men her er blot påvist et enkelt grøftafsnit, som følger landskabets former over mindst 85 m. Det sydvestfynske anlæg har også langt mindre dimensioner, men til gengæld er der ikke dokumenteret ophold i forløbet. Andre grøftanlæg i forbindelse med bopladser fra århundrederne før Kristi fødsel kendes fra Borremose i Vesthimmerland og den relativt nyfundne Lyngsmose i Vestjylland.[26] I begge disse tilfælde synes det uden for diskussion, at grøfterne har indgået i egentlige forsvarsanlæg.

Hvis man ser overordnet på Kirstinebjerg-grøftforløbets “layout”, har det en vis lighed med de såkaldte systemgrøfter, der afgrænser de ca. 3000 år ældre Sarup-pladser. Grøftsystemerne, der omkranser disse kultanlæg, er heller ikke kontinuerlige, men består af grøftafsnit med mellemliggende områder uden nedgravninger. Til gengæld er grøfterne suppleret af plankebyggede hegn, således at der har været en fuldstændig afgrænsning af en veldefineret flade. Fundene fra Sarup-pladsernes grøfter viser klart, at de har været anvendt i forbindelse med begravelsesritualer og døde-kult. I tilknytning til Kirstinebjerg-anlægget er der imidlertid ikke gjort fund, der peger på, at det skal sættes i forbindelse med sådanne aktiviteter. Vi må faktisk konstatere, at Kirstinebjerg-grøften for alvor har sat arkæologerne i tænkeboks, for vi står helt på bar bund med hensyn til tolkningen. En grundig analyse af de fund og iagttagelser, der er gjort i sporet til motorvejen, har imidlertid gjort os i stand til at stille nogle meget præcise spørgsmål, som vi håber at kunne få svar på ved at foretage supplerende udgravninger nord og syd for det hidtil undersøgte område. For at komme længere til bunds i mysteriet må vi først og fremmest finde ud af, hvor grøftanlægget starter og ender, samt få afklaret, hvad det afgrænser, eller om det er orienteret mod bestemte fænomener i landskabet. Indtil da må vi nøjes med at bukke hovedet i beundring over det enorme, men ikke helt forståelige entreprenørarbejde, som jernalderbønderne har udført. Og så kan vi glæde os over, at den fynske muld endnu gemmer på forhistoriske hemmeligheder, som vi selv med hjælp fra den nyeste litteratur, den mest avancerede teknik og den bedste fantasi ikke umiddelbart kan finde nogen fornuftig forklaring på.

De yngste fund

I artiklens indledning berettes om det ældste fund fra de arkæologiske undersøgelser i motorvejssporet, så det må være passende at afslutte med en kort præsentation af de yngste fund – dvs. dem fra tiden efter middelalderen. Selv om de arkæologiske undersøgelser har været koncentreret om at afdække og dokumentere spor fra oldtid og middelalder, har gravemaskinerne undervejs også afsløret beviser på menneskets tilstedeværelse i nyere tid. Nedgravninger til elkabler, kloakker og dræn fra nyere tid har naturligvis ikke arkæologisk interesse, men når vi alligevel har dokumenteret disse med elektronisk opmåling, skyldes det, at de kan have fjernet ældre spor i jorden. Og så er anlægsmyndigheden og entreprenøren faktisk ofte interesseret i at få oplyst, hvor installationerne er placeret, for det har man bestemt ikke lige godt styr på alle steder! Det samme gælder skjulte lossepladser, som arkæologerne har lokaliseret tre af alene på strækningen fra Odense til Ringe. Indtil for få årtier siden var man som bekendt ikke så nøjeregnende med, hvor affaldet blev gravet ned og – troede man – skjult for tid og evighed, men gravemaskinens skovl og arkæologens skarpe øje afslører fortidens synder. Og selv om entreprenør og anlægsmyndighed aldrig er glade for at få oplyst, at der er skidt i jorden, er det trods alt bedre at opdage problemet i tide, så den “dårlige” jord kan udskiftes, før anlægsarbejdet går i gang. Her kan arkæologens indsats altså være til hjælp.

Ager og skel

Som tidligere nævnt har en betydelig del af det fynske landskab været intensivt opdyrket siden jernalderen, og det har sat sig tydelige spor over såvel som under jorden. Mange steder kan man endnu se lave jordvolde, som har indrammet fortidens marker, men der har været mange flere, som er fjernet i nyere tid, da de kom i vejen for det moderne landbrug. De grøfter, som man har gravet for at få jord til voldene, aftegner sig imidlertid som to parallelle furer i undergrunden, og de afslører, hvor skellene er gået i fortiden. Lignende markeringer har det været muligt at påvise nogle af de steder, hvor ejerlavs-, sogne- og herredsgrænser blev krydset.

I de århundreder, hvor hjulploven var i anvendelse, pløjede man agrene sammen i lange “højbede”, så landskabet kom til at ligne et vaskebræt. De lavninger, der opstod mellem de enkelte agerrygge, blev fyldt med muld, da de såkaldte højryggede agre blev jævnet i løbet af 1800-tallet i forbindelse med ændringer i dyrkningsmetoderne. Disse parallelle, muldfyldte agerrener, som de kaldes, støder man ofte på, når det øverste jordlag fjernes, og arkæologen bander dem langt væk, for de har hyppigt forstyrret ældre og langt mere interessante bebyggelsesspor.

Fig. 29. Forløberen til A9 og Svendborg-motorvejen – stenfyldte hjulspor ved Sdr. Højrup.

En vej i vejen

Fortidens vejforløb dukker kun sjældent op ved arkæologiske undersøgelser, for enten har de været så overfladiske, at et hvert spor for længst er pløjet væk – eller også dækkes de simpelthen af nutidens asfaltveje. Der er jo ofte kontinuitet i de ruter, som mennesket følger i landskabet, og det er et fund fra gården Stokkebæklund vest for Sønder Højrup et godt eksempel på (fig. 2.1).

På et stort bopladsområde blev der midt imellem affaldsgruber og ildsteder fra bronze- og jernalder afdækket en sti, der ifølge gamle kort har ført ind til Sønder Højrup i tidligere tider.[27] Lokale benævnte den ligefrem “kirkestien”, og den må således have været i brug i mands minde. Det har til gengæld ikke et gammelt vejspor, der fandtes dækket af tykke, nedpløjede muldlag. Over en strækning af ca. 110 m kunne arkæologerne følge to parallelle og stenfyldte hjulspor, der lå med en afstand af 1,2 m (fig. 29). Vejen er løbet nord-syd, og den kommer i øvrigt til at ligge præcis i midten af den nye motorvej. Et pudsigt tilfælde – eller er det? Desværre kan vi ikke datere hjulsporene præcist, for trods omhyggelig eftersøgning fandtes der ingen genstande, som kan fortælle noget om deres alder. Afstanden mellem hjulsporene og det faktum, at vejen ikke er aftegnet på kortmateriale fra de sidste 200 år, antyder, at den har en vis ælde. Den kan faktisk godt være fra oldtiden, men en datering til middelalderen er trods alt nok mere sandsynlig. Hjulsporene er antagelig en slags forgænger for A9, der vel har fået sin placering i landskabet 600 m vest herfor i slutningen af 1700-tallet. Tiderne skifter, det gør kravet til veje også, og nu er vi så nået til det stadium, hvor biler og motorcykler genindtager det spor, ad hvilket oksekærrer skrumlede af sted for 500 eller måske 1000 år siden!

En liden græsmølle

Da der skulle anlægges en tilkørselsvej til Ringes industrikvarter, blev der gravet gennem et lavtliggende område sydvest for herregården Lammehave (fig. 2.8). Langs kanten af lavningen fandtes tynde og næsten formuldede tørvelag;[28] disse er utvivlsomt dannet som følge af kunstig opstemning af Lammehavebækken, et nu delvis rørlagt vandløb, der skærer sig gennem lavningen. Da biskop Jacob Madsen havde været på visitats i Ringe den 22. marts 1589, skrev han bl.a., at der lå en vintermølle ved Lammehave. Dette udtryk dækker over en vandmølle, hvis dam var vandfyldt i vinterhalvåret, og som blev anvendt til høslæt eller græsning om sommeren.[29] Helt op i 1800-tallet ved man, at der har ligget en vandmølle ved Lammehave, men der er slet ingen synlige spor at se i landskabet i dag. På de ældste matrikelkort optræder navnet Møllelykke på netop det markstykke, hvor udgravningerne har påvist tørveaflejringer. Alt tyder derfor på, at det er den sydligste periferi af dammen til “en liden Græsmølle”, som det hedder i markbogen fra 1682,[30] som udgravningerne afslørede i 2004.

Afslutning

Når den sidste skefuld jord er endevendt på motorvejsstrækningen fra Odense til Svendborg, vil vi have fået et tværsnit af Fyns fortid. Selv om vi må erkende, at vejanlægget har ødelagt en mængde spor fra fortiden, overskygger det ikke betydningen af den nye viden, som det er lykkedes at grave frem. Vi er kommet meget tættere på en forståelse af oldtidsmenneskets fantastiske evne til at overleve i en verden, hvor man ikke – som i dag – har levet oven på et udspændt sikkerhedsnet. Den erkendelse kan vi bruge til at sætte vores egen tid i perspektiv, mens vi med 130 km i timen suser gennem et landskab, som generation efter generation af hårdtarbejdende bønder har forvandlet fra urskov til frugtbart agerland. Uden deres slid, slæb og investeringer havde der slet ikke været noget grundlag for at anlægge en motorvej mellem de to største byer på Fyn!

Noter

  1. ^ Se Adamsen et al. 2003; Beck 2005.
  2. ^ Den zoologiske bestemmelse er foretaget af Knud Rosenlund, Zoologisk Museum, København.
  3. ^ Henriksen 1996 fig. 8,4.
  4. ^ Henriksen & Horsnæs 2004.
  5. ^ Henriksen 1992.
  6. ^ Horsnæs 2004.
  7. ^ Henriksen & Horsnæs 2004.
  8. ^ Jf. Hedeager 2003, s. 158ff.
  9. ^ Udgravet af mag.art. Rasmus Birch Iversen i 2004.
  10. ^ Henriksen 2005a, s. 5ff.
  11. ^ Henriksen 1998.
  12. ^ Hvass 2001, s. 67
  13. ^ Albrectsen 1968, s. 88ff.
  14. ^ Albrectsen 1960, s. 92, nr. 185.
  15. ^ Albrectsen 1960, s. 92, nr. 186.
  16. ^ Udgravet af bac.art. Mette Sejr Thomsen i 2004. De naturvidenskabelige analyser er lavet af cand.mag. Peter Mose Jensen, Moesgård Museum.
  17. ^ Thomsen et al. 1993, s. 84.
  18. ^ Udgravet af stud.mag. Michael Vinter i 2003.
  19. ^ Udgravet 2004 af cand.mag. Lone Bach Adamsen (nu Nielsen).
  20. ^ Dateringerne har flg. løbenumre: AAR 9510 og AAR 9511.
  21. ^ Henriksen 1999.
  22. ^ Henriksen 2005b. Kogegrubefeltet ved Årslev er ikke publiceret (stednr. 090619-17).
  23. ^ Adamsen et al. 2003, s. 44ff.
  24. ^ Dateringerne har flg. løbenumre: AAR 9705 og AAR 9706.
  25. ^ Andersen 1984, s. 86ff.
  26. ^ Jensen 2003, s. 128ff.
  27. ^ Udgravet af stud.mag. Allan Andersen i 2004.
  28. ^ Udgravet af cand.mag. Lone Bach Adamsen (nu Nielsen) og bac.art. Mette SejrThomsen i 2003.
  29. ^ Rasmussen & Riising 1995, s. 181.
  30. ^ Henriksen 1948, s. 167f.

Litteratur

  • Albrectsen, E. 1960: Fynske guldfund. Odense. -1968: Fynske jernaldergrave. Bind III. Yngre romersk jernalder. Odense.
  • Adamsen, L.B., M.B. Henriksen, LE. Jensen, K.K. Michaelsen & M.S. Thomsen 2003: Ny vej, ny viden – arkæologi forud for motorvejen. Fynske Minder 2003, s. 29-51. HIKUIN 10, s. 83-90.
  • Beck, M.R. 2005: Motorvej til Svendborg – et tværsnit gennem Fyns fortid. Årbog for Svendborg og Omegns Museum 2005, s. 8-15.
  • Hedeager, L. 2003: Kognitiv topografi: Ædelmetaldepoter i landskabet. I: P. Rolfsen & F-A. Stylegar (red.): Snar temofunnene i nytt lys. Universitetets kulturhistoriske museer. Skrifter nr. 2, s. 147-165. Oslo.
  • Henriksen, H.M. 1948: Ringe Sogn. Historie og Geografi. Ringe.
  • Henriksen, M.B. 1992: Brangstrup-skatten. Et guldfund fra slutningen af romersk jernalder. Fynske Minder 1992, s. 43-76. -1996: Den ældste jægerstenalder på Fyn. I: J. Holm, H. Jørgensen & J. Raun (red.): Haija 1971-1996, s. 108-135. Odense. -1998: Guden under gulvet – ofringer under fynske huse fra ældre jernalder. Fynske Minder 1998, s. 191-212. -1999: Bål i lange baner – om brugen af kogegruber i yngre bronzealder og ældre jernalder. Fynske Minder 1999, s. 93-128. -2005a: En motorvej gennem Ringes oldtid. Ræthinge-Posten 2005, s. 1-10. -2005b: Danske kogegruber og kogegrubefelter fra yngre bronzealder og ældre jernalder. I: Gustafson, L.,T. Heibreen og J. Martens (red.) 2005: De gåtefulle kokegroper. Varia 58, s. 77-102. Kulturhistorisk museum, Fornminneseksjo-nen. Universitetet i Oslo.
  • Henriksen, M.B. & Helle W. Horsnæs 2004: Guldskatten fra Boltinggård Skov på Midtfyn. Fynske Minder 2004, s. 123-151.
  • Horsnæs, H.W. 2004: Endnu en detektorfunden guld-mønt fra Brangstrup-skatten. Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad nr. 3, august 2004, s. 94-95.
  • Hvass, L. 2001: Oldtiden i Danmark, jernalderen. København.
  • Jensen, J. 2003: Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder. København.
  • Nielsen, L.B. 2005: En vikingetidsboplads ved Højby. Fynske Minder 2005, s. 113-129.
  • Rasmussen, J. & A. Riising 1995: Biskop Jacob Madsens visi-tatsbog 1588-1604. Odense.
  • Thomsen, P.O.; B. Blæsild; N. Hardt & K.K. Michaelsen 1993: Lundeborg. En handelsplads fra jernalderen. Skrifter fra Svendborg og Omegns Museum nr. 32. Ringe.

©