En navnebroder til »Fynske Minder«

Hvad laver man egentlig på et museum? En museumsmand bliver ikke sjældent stillet over for dette spørgsmål, undertiden stilles spørgsmålet endda af personer, hos hvem man ville forvente en vis indsigt i og forståelse af museumsarbejde i al almindelighed. Den film, som under navnet „Fynske Minder“ er blevet optaget af Odense Bys Museer i disses jubilæumsår, har som undertitel „Et museum i arbejde“, og det er museernes håb ved hjælp af filmen at få rammet en forsvarlig pæl gennem den forestilling, at et museum blot er en mindernes tyste og undertiden noget støvede bolig. Vi har gerne villet dokumentere, at der arbejdes med og ud fra museernes fortidsminder, at et museum er en levende organisme.

Fra tid til anden har Odense Bys Museer ladet visse vigtige begivenheder i museernes nyere historie forevige på filmstrimlen. Disse optagelser var foretaget af selskabet „Orion-Film“, og det var derfor naturligt at henvende sig sammesteds med denne nye opgave. Som filmen „Fynske Minder“ foreligger nu, er den resultatet af et samarbejde mellem dette selskabs direktør, Tage Larsen, filmfotografen Ebbe Larsen og museets faste stab, som her fik lejlighed til at optræde i de noget uvante roller som manuskriptforfattere, aktører og speakere. Filmens spilletid er ca. 40 minutter, og det er 16 mm farvetonefilm med magnetlyd.

Et primært formål med filmen måtte være at vise, hvad der skjuler sig under samlebetegnelsen Odense Bys Museer, og hvorledes denne institution er blevet til. I korte hastige glimt antydes museernes nu 100-årige historie med det i 1860 oprettede „Nordisk Museum“ på Odense slot som første begyndelse. Ligeledes gøres der rede for museernes organisation som kommunal institution, sideordnet med andre kulturelle kommunale organer som skolevæsen og biblioteksvæsen. Vi overværer bl.a. et møde i det byrådsudvalg, som er museernes højeste myndighed.

Meget af filmens spilletid er helliget en præsentation af de enkelte museumsafdelinger, men her kan og skal præsentationen kun være en lille mundsmag, som gerne skulle give filmens tilskuere lyst til at tage samlingerne nærmere i øjesyn ved besøg på museerne.

Med Stiftsmuseets forhistoriske afdeling deltager vi i en arkæologisk undersøgelse i en grusgrav ved Melby. Fremdragningen af fundet følges på nærmeste hold, og vi er bagefter vidner til fundets konservering hjemme på museet, i dette tilfælde en mængde potteskårs sammensætning til et helt jernalderkar. Først når fundberetningen med dertil hørende fotografier og tegninger er udfærdiget og fundet er indført på kartotekskort og i tilvækstprotokol, er genstanden færdig til udstilling i den permanente publikumsudstilling, og denne besøger vi sammen med en skoleklasse, som får samlingen gennemgået af den pædagog, som er kontaktmand mellem museerne og de odenseanske skoler. Kontakten mellem Stiftsmuseet og en række andre fynske skoler er i nogen grad baseret på udsendelsen af de såkaldte oldsagskasser, og vi ser til slut, hvorledes en sådan kasses indhold bliver brugt som demonstrationsmateriale i historieundervisningen.

Også i forbindelse med Fyns Stiftsmuseums historiske afdeling, Møntestræde-komplekset, gøres der rede for de processer, som bliver museumsgenstandene til del „bag kulisserne“. Her er det navnlig konservering af træ- og jerngenstande, det drejer sig om, foruden naturligvis det registreringsarbejde, som er grundpillen i al museumsvirksomhed. Men dette afsnit af filmen er dog først og fremmest en lang kavalkade gennem museets samlinger, i tid spændende fra den sene middelalder til „guvernørtiden“ i 1800-tallets første halvdel og i henseende til milieu koncentreret om den såkaldte højerestand i stiftets købstæder, navnlig Odense, og på herregårdene. Der veksles mellem interiørbilleder og præsentation af enkeltgenstande på nærmeste hold, og optagelser fra publikumsudstillingen veksler med optagelser fra de sagligt ordnede studiesamlinger, som er tilgængelige for specielt interesserede.

Præsentationen af dragtsamlingen frembød visse problemer, idet man gerne ville give en fyldestgørende optagelse af et par ældre kvindedragter, men ikke rådede over det dertil krævede apparatur. Dette klaredes ved, at de påklædte giner monteredes på en moderne kontorstol, hvis sæde drejedes rundt af to på gulvet fladt udstrakte museumsfolk, som nærede en berettiget skræk for, at de vaklende giner skulle styrte ned fra deres ophøjede roterende stade, eller at deres egne, travlt drejende arme skulle komme med ind i billedfeltet og således ødelægge optagelserne.

Optagelse i Møntergårdens „guvernørbibliotek“.

Fra en bondedragt, som af bevaringsmæssige grunde må huses i Møntestræde-museets dragtgalleri, toner filmen over til den egentlige bondekultursamling, „Den fynske Landsby“. For at give et totalindtryk af dette 20 tdr. land store areal er fotografen først gået ombord i en flyvemaskine, hvorefter de forskellige bygningstyper præsenteres på nærmere hold. Det liv, som den dag i dag rører sig i Fjelstedgården, illustreres ved optagelser af gårdens besætning og af de landbrugsarbejder, som udføres fra denne gård. Der gøres desuden udførligt rede for det omstændelige arbejde, som en bygnings nedtagning og senere genrejsning i museet er forbundet med. Endelig følger vi også museets folk på en undersøgelse i marken. For at skaffe størst mulig viden om den gamle fynske bondekultur i dette ords videste betydning foretager museet fra tid til anden opmåling og gennemfotografering af bondegårde og -huse, som står for nedrivning eller gennemgribende ændring, og dette følges op af en registrering og fotografering af indbogenstande og optegnelse af den endnu levende tradition vedrørende ældre tiders bondeliv på Fyn.

De tre store kulturhistoriske museer tager en stor del af filmens spilletid, men kunstsamlingen på Stiftsmuseet og de to specialsamlinger, knyttet til H.C. Andersen og Carl Nielsen, får også deres berettigede plads inden for helheden. Svarende til kunstsamlingens formål: at give en oversigt over dansk maler- og billedhuggerkunsts udvikling fra 1700-tallet til vore dage, vises der kunstværker fra forskellige epoker og i forskellige genrer. En særlig fremtrædende plads har man reserveret de fynske kunstneres værker, og kameraet opholder sig da også temmelig længe ved den væg, hvor Jens Juels arbejder er ophængt. En anden stor fynsk kunstner, Johannes Larsen, afslutter rækken, og vi aflægger tilmed et besøg i kunstnerens smukke og traditionsrige hjem i Kerteminde.

Det er unægtelig ingen hemmelighed, at H.C. Andersens Hus i Hans Jensensstræde i ganske særlig grad nyder publikums bevågenhed. Filmen lægger ingenlunde skjul på dette forhold, og museets samlinger præsenteres i en ramme af stor publikumstilstrømning. Man får også et glimt af den livlige salgsvirksomhed, der drives i forhallen. Takket være de herved indkomne midler sættes museerne i stand til at udsende et ikke ringe antal publikationer, indeholdende videnskabelige behandlinger af emner fra H.C. Andersen-museets og de andre museers arbejdsområder.

Som Benjamin blandt Odense Bys Museer kommer Carl Nielsens barndomshjem i Nr. Lyndelse sidst i rækken, og til tonerne af komponistens „Romance, opus 2“ munder filmen ud i en række dejlige fynske forårslandskaber. Ikke de ofte afbildede turistseværdigheder, men steder, som fornemmes typiske for den landsdel, der er de odenseanske museers arbejdsmark.

Det er ikke første gang, et museum optræder som filmproducent. Bl.a. har Nationalmuseet allerede i mange år optaget film med kulturhistoriske emner, hvor formålet først og fremmest har været at bevare og anskueliggøre uddøende folkeskikke og arbejdsprocesser. Odense Bys Museer har i beskedent omfang forsøgt noget lignende, og i filmen „Fynske Minder“ er indlemmet en af disse ældre optagelser, som viser, hvorledes bylavet i Gestelev tidligere praktiserede fremstilling af tørv. Denne filmvirksomhed af rent bevarende karakter vil museerne gerne fortsætte og udbygge i den kommende tid.

Formålet med den her omtalte film er imidlertid af rent propagandamæssig art, selv om ordet propaganda siden afdøde dr. Goebbels’ dage har en dårlig klang i danske ører. Det publikum, filmen henvender sig til, er først og fremmest fynboerne, og museerne har navnlig haft den skolesøgende fynske ungdom i tankerne. Det er vort håb, at man inden længe kan blive i stand til at tilbyde skolerne i Fyns stift en forevisning af filmen. Museerne kan ikke klage over manglende tilslutning fra de fynske skolers side, men det må være i begge parters interesse, at udbyttet af skolebesøgene bliver så godt som muligt. Med filmen som udgangspunkt skulle skolerne få mulighed for med eleverne at forberede et besøg i netop den museumsafdeling, som man skønner bedst egnet for de pågældende elever. Og med tiden skulle kontakten mellem skoler og museer gerne udvides til, at benyttelse af museumsgenstande indgår som et led i undervisningen, naturligvis navnlig i historieundervisningen. I den nye museumsbygning, som forhåbentlig snart vil rejse sig på Sortebrødre Torv, er der afsat plads til et klasseværelse, hvor elever under ledelse af deres lærer kan få museumsgenstande i hænde og lade dem være det håndgribelige udgangspunkt for betragtninger over en periodes eller samfundsgruppes politiske, økonomiske eller kulturelle forhold.

©
- Formidling - Fynske Minder - Odense Bys Museer - Undervisning

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...