Forfattere

En polsk doktordisputats om H.C. Andersen

Anmeldt af Paul Flandrup

Zdzislawa Brzozowska: Recepcja Hansa Christiana Andersena w Polsce w latach 1844-1960 w swietle wydawnictw jego dziel. Warszawa 1963. 305 s. (Modtagelsen af Hans Christian Andersen i Polen i årene 1844-1960 i lyset af udgivelsen af hans værker).

Som meddelt i sidste års litteraturoversigt er denne den første polske doktordisputats om H.C. Andersen blevet udarbejdet ved Warszawas universitets lærestol i bibliotekskundskab under prof. Aleksander Birkenmajers ledelse. Disputatsen behandler i seks kapitler den modtagelse, Andersens værker fik i Polen i årene 1844-1960.

Efter i første kapitel at have omtalt udbredelsen af Andersens forfatterskab i hele verden redegør Brzozowska i næste for „Andersen i Polen“. Skal man dømme efter antallet af udgaver, har eventyrene opnået langt den største popularitet. Af digterens romaner foreligger kun to i polsk oversættelse, hvorimod af alle eventyrene i Flen-steds udgave følgende otte aldrig er udkommet på polsk: Abe-Bogen, „Dandse, dandse Dukke min“, Det sjunkne Kloster, Dryaden, Dødningen, Psychen, Skriveren og „Spørg Amagermo’er“. (B. siger ganske vist 11, men hun overser, at Den gamle Ligsteen, En Historie og Sangen til Dukkerne er blevet oversat under deres senere titler). Improvisatoren og Kun en Spillemand er blevet udgivet kun een gang, henholdsvis 1857 og 1858. Til gengæld udkom Billedbog uden Billeder fire gange fra 1857 til 1932 med et interval på 25 år mellem første og anden udgave.

Tolv år efter at Xavier Marmiers omtale af Andersen i den dansk-svenske litteraturhistorie fra 1839 havde fundet vej til Polen, og otte år efter at Det døende Barn var blevet oversat, blev Kjærestefolkene og Keiserens nye Klæder trykt i Dziennik Literacki (Lwów 1852). Yderligere ni eventyr så dagens lys i forskellige polske tidsskrifter, inden den første samling med 14 eventyr udkom i Warszawa 1859 i P. H. Lewestams oversættelse og med Vilhelm Pedersens illustrationer, hvilke ikke siden er blevet anvendt i nogen polsk udgave. Lewestam, der var af dansk afstamning, oversatte som den første direkte fra dansk. Tre år senere kom en anden lille samling eventyr, til gengæld måtte man vente 28 år på den følgende. Den mislykkede januaropstand og de russiske repressalier havde givet polakkerne andet end Andersens eventyr at tænke på.

Polen og polakkernes ulykkelige skæbne ned gennem tiden afspejler sig ikke blot i udgavernes vekslende antal, men træder også tydeligt frem på baggrund af de mange forsvundne. Adskillige kender man kun fra bibliografier, en enkelt findes tilsyneladende kun i Det kgl. bibliotek i København, andre er kun omtalt i forlagsmeddelelser eller lignende, og i al fald een udgave, som undertegnede er i besiddelse af, er åbenbart helt ukendt i Polen.

En betydningsfuld plads i rækken af Andersen-udgaver indtager Czarodziejskie po-wiescie og Nowe powiesci czarodziejskie fra henholdsvis 1900 og 1901. Hver af samlingerne består af to bind og overgås med hensyn til fuldstændighed kun af udgaverne fra 1931 og 1956. I alt indeholder de fire bind 55 eventyr i Maria Glotz’es oversættelse. Om Glotz ved man i dag overhovedet intet. Begge udgaver kunne købes i boghandelen, men de var først og fremmest tænkt som tillæg til tidsskriftet Niwa Polska og blev fra marts 1900 til november 1901 sendt til dets abonnenter i løse ark.

Et af de mest estimerede polske forlag, Gebethner i Wolf, tegner sig i perioden 1859— 1960 for det største antal udgaver af eventyrene, 52 af i alt 174. Ser man derimod på disse udgavers indhold, viser det sig, at forlaget kun har udgivet 29 eventyr, og heraf fandtes 28 i den første samling fra 1899. Til gengæld har det føjet 14 nye titler til den eksisterende række af oversatte eventyr. De udkom ikke blot i større eller mindre samlinger, men allerede fra 1908 også enkeltvis i lille format, beregnet for børn til at læse hjemme eller i skolen og så billig, at enhver havde råd til at købe dem. Dette har uden tvivl bidraget meget til at gøre digteren populær. Endog under den tyske besættelse i sidste krig, hvor polsk ellers i høj grad var bandlyst, fik forlaget som det eneste tilladelse til at udgive en samling af Andersens eventyr, men på den udtrykkelige betingelse, at det fremgik af bogen, at den var bestemt for børn i de på det tidspunkt få virksomme underskoler. Af 12 okkupationsudgaver har syv overlevet. Under hele krigen var af Andersens forfatterskab kun nogle eventyr i tilsammen tyve udgaver tilgængelig for de polske læsere.

På et andet Warszawa-forlag, M. Arct, udsendtes eventyrene fra 1902 til 1921 i syv udgaver, hvoraf de fire er gået tabt, ikke kun på grund af krigsødelæggelser, men simpelthen fordi de er blevet „læst op“, hvilket ikke mindst skyldtes bøgernes ringe kvalitet.

Helt anderledes tog udgaverne, som kom på forlaget J. Mortkowicz, sig ud. Deres kendetegn var høj typografisk, grafisk og kunstnerisk kvalitet. Bl.a. kan nævnes Naj-piekniejsze basnie Andersena fra 1929 med Kay (fejlagtigt stavet Key) Nielsens illustrationer. Størst fortjeneste har Mortkowicz opnået med sin seksbindsudgave med 140 eventyr, som 1931 udsendtes i prænumeration i den kendte Andersen-oversætter Stefania Beylins oversættelse. Hun oversatte ganske vist fra tysk, men den polske skandinavist Stanislaw Sawicki konfererede oversættelsen med den danske original.

I løbet af kun seks år, fra 1932 til 1938, udgav forlaget J. Przeworski i Warszawa fem af de i alt 48 samlinger af Andersens eventyr, som har set dagens lys i Polen, eller med andre ord 10 % af alle med første gangs eventyr.

Efter krigen blev der i 1946 for første gang udgivet en samling eventyr på et socialistisk forlag, Ksiazka, og i 1950 for sidste gang på et privat forlag, Gebethner i Wolf. Fra 1952 og indtil 1957 var bøger for ungdom udelukkende Nasza Ksiegarnia’s domæne, hvorfor det fra andre forlag overtog retten til udgaven „Eventyr“ og udvalgte dem “ . . . som allermest fremhæver forfatterens sociale stilling til uret og uretfærdighed, til det ondes overmagt; eventyr overvejende baseret på realistiske og folkelige motiver. Thi de har den dag i dag ikke mistet deres moralske og dybt menneskelige værdi.“

Som svar på Verdensfredsrådets appel i 1955 til at fejre 150 året for Andersens fødsel udgav det polske statsforlag Panstwowy Instytut Wydawniczy i 1956 en næsten komplet samling af eventyrene i tre bind. Udgaven er, som det bemærkes, ikke en automatisk gentagelse af seksbindsudgaven fra 1931, selvom oversætteren er den samme, idet oversættelsen er blevet grundigt omredigeret og på ny konfereret med den danske original. Endvidere er der blevet tilføjet 16 nye eventyr, hvorimod Laserne er gledet ud. Med uændret tekst og antal blev eventyrene udgivet to gange i 1959 i tobindsudgaver.

Ser man statistisk på det, er resultatet følgende. I årene 1852-1899 var 53 af Andersens eventyr tilgængelig for de polske læsere, fra 1900 til 1913 blev antallet forøget med 33 nye titler, fra 1929 til 1913 med yderligere 57 for endelig i 1956 at nå op på i alt 156. Af disse har kun en ringe mængde oplevet at blive udgivet et større antal gange. 14 eventyr eller 9 % af den samlede mængde indtager de ti første pladser, hvad antallet af udgaver angår, mens tilsvarende 117 eventyr eller 75 % besætter de ti sidste. Endnu grellere ser det ud, når man tager de fem første og de fem sidste pladser. Her er tallene henholdsvis 6 eller 3,7 % og 82 eller 52 %.

I det næste kapitel omtales de forskellige polyglotudgaver, hvor der findes polske oversættelser, bl.a. Historien om en Moder, som udkom på 15 sprog til Andersens 70 års fødselsdag i 1875. Oversættelsen er foretaget af ovennævnte Lewestam på opfordring af prof. Vilh. Thomsen, som sammen med Jean Pio forestod udgivelsen. Thomsens kendskab til Lewestam må efter Brzozowskas antagelse stamme fra sidstnævntes ophold i København august 1871 (og ikke, som der står, 1877).

Fjerde kapitel bringer som dokumentation for redegørelsen om Andersen i Polen en kronologisk nummereret bibliografi over de 194 polske udgaver af hans værker, som det er lykkedes at finde frem til. Fra og med 1859, da den første eventyrsamling forelå, er der kun medtaget selvstændige udgaver. Ved hver udgave er anført forlag, trykkested, sidetal, format, om bogen er illustreret og i mange tilfælde pris og oplagets størrelse. Endvidere angives evt. bibliotekssignatur, eller hvis oplysningen stammer fra en bibliografi, da hvilken. Drejer det sig om en samling, opgives alle titlerne, og er den blevet udgivet flere gange, henvises til foregående eller efterfølgende nummer. Til bibliografien hører også alfabetiske fortegnelser over oversættere, illustratorer, redaktører, udgivere og trykkerier med henvisning til de pågældende udgaver i bibliografien.

På grundlag af denne bibliografi har Brzozowska så i det følgende udarbejdet en nummereret fortegnelse over de enkelte oversatte eventyr medtagende alle udgaver. Eventyrene er alfabetisk ordnet efter deres polske titler fra 1956-udgaven med angivelse af evt. afvigende titler. Desuden noteres oversætter, trykkested, forlag og trykkeår. Hvis et eventyr findes i en samling eller i et tidsskrift, anføres navn og side. Ved siden af den alfabetiserende polske titel finder man den originale danske samt den danske udgaves førsteår. Hvert oversat eventyr betragtes som en enhed, hvad enten det er trykt selvstændigt, i tidsskrifter eller udgivet sammen med andre eventyr. Af fortegnelsen fremgår det, hvilke eventyr der har været mest populære, når man går ud fra antallet af udgaver. Nattergalen fører med 66 tryk, derefter følger Den lille Pige med Svovlstikkerne med 65, mens Den grimme Ælling og Snedronningen må dele trediepladsen hver med 64. Laserne derimod har kun været medtaget i 1931-udgaven, og 13 eventyr, heriblandt Herrebladene, Anne Lisbeth og To Brødre, er hver blevet udgivet tre gange.

Disputatsen afsluttes med en række tabeller, hvoraf man bl.a. kan se, hvilken plads Andersen indtager på verdensranglisten med hensyn til antallet af udgaver og af lande uden for Danmark, i hvilke hans værker er udkommet. Endvidere en grafisk kronologisk oversigt over samtlige til polsk oversatte eventyr i tidsrummet 1852-1960.

Da den polske forfatter Jaroslaw Iwaszkiewicz i sin tid besøgte Andersen-museet i Odense, konstaterede han med beklagelse, at der blandt de der samlede oversættelser af Andersens eventyr kun fandtes een beskeden samling på polsk, for øvrigt i den samme udgave, som havde hørt til hans barndoms kære bøger. At denne ene udgave ikke på nogen måde skal tages som udtryk for udbredelsen af Andersens forfatterskab i Polen, har Brzozowska grundigt bevist med sit pionerarbejde, og samtidig har hun rådet bod på den indtil 1963 meget beskedne polske litteratur om den danske digter. Andersen-forskningen i Polen har med denne disputats fået et yderst solidt grundlag at arbejde videre på. Man vil ønske, at den vil blive brugt som udgangspunkt for andre studier.

©