På sin første Italiens-rejse nåede H.C. Andersen til Rom fredag den 18. oktober 1833 – træt og hundesulten. Allerede dagen efter gik han igang med sine romerske studier: han opsøgte Thorvaldsen i Via Sistina og fik forevist dennes malerisamling af »levende Mestre«, som det noteredes i dagbogen;[1] det var faktisk den eneste større samling af moderne kunst, der dengang fandtes i Rom. Senere på dagen besøgte han maleren Albert Küchler »og saae vort Bibliotek«. En beskeden bogsamling som vel egentlig Ludvig Bødtcher havde skrabet sammen til de danske romeres fornøjelse og som Edvard Collin skaffede en slags officiel status og understøttelse hjemmefra.

To dage efter var Andersen igen på besøg hos maleren og denne gang fik han øje på noget: et nyt maleri, Küchler havde lavet; »et smukt Stykke, en romersk Scene«, står der i dagbogen. Vi hører igen om billedet nogle få dage senere i et brev til fru Signe Læssøe hjemme i Danmark – sidst i brevet blev der nemlig plads til nogle linier med lokale romerske nyheder: »Eftersk. Nr. 1. Fra Küchler kommer der til Udstillingen et nydeligt Stykke: en italiensk Pige, der lærer et lille Barn at hilse efter Landets Skik med Fingrene. Ved siden af staaer Moderen med et ældre Barn, der seer ned paa en stor, sort Kat. Det er ganske deiligt!… fra Blunck er der alt paa Veien hjem en Copie af Raphaels Madonna del Granduca i Florents; jeg har seet Originalen og den er noget af det Skjønneste af Raphael«.[2]

Endnu havde H.C. Andersen kun været i byen et par uger og foreløbig bare fundet ud af, at Rom var helt anderledes, end han havde troet. Men han havde da nået at orientere sig, omend det kunne være vanskeligt, selv indenfor Roms mure, at finde vej mellem ruiner og vingårde; undertiden måtte han kravle op på en ruin og se sig omkring for at finde ud af, hvor han var. Han havde også fået set en del kunst og opsøgt landsmænd: malere og billedhuggere som Thorvaldsen, Küchler, Christen Christensen og Ditlev Conrad Blunck. Og altså også nået at falde over et par romerske nyheder, der måske kunne interessere hjemme.

H.C. Andersen elskede at opsnappe nyheder og levere dem videre – han kunne være blevet en fremragende journalist. Allerede som skoledreng i Slagelse konstaterede han sin »sladderlyst«, som han kaldte den, og hvor tit ender ikke hans breve med et par gode, kontante nyheder oven i alt det andet: «Vi have faaet et Stykke paa Theatret: »Farinelli«; det er meget dramatisk… I »Kunstforeningen« er i denne Tid to deilige, romerske Stykker af Küchler og eet af Constantin Hansen. Chr. Winther giver os i Holst’s »Nytaarsgave for 1838« et tysk Digt: »Judith«. Paludan-Müllers »Trochæer og Jamber« ere meget uheldige… Jomfra Grahn kom hertil igaar«, osv. osv. – et tilfældigt, men typisk udvalg fra H.C. Andersens nyhedspose, som han selv sagde.[3] Her er det nu nyheden om Albert Küchlers »nydelige Stykke«, som interesserer os. Blandt andet fordi der mellem H.C. Andersen og Küchler skulle opstå et venskab, der varede så længe digteren levede.

De to var nogenlunde jævnaldrende, Küchler et par år ældre end Andersen, hvis ydre og væremåde nok forbløffede i Rom: »han er en forunderlig Børste«, skrev maleren til en kollega, efter de havde været sammen en månedstid, men alligevel fattede de hurtigt sympati for hinanden. Küchler hjalp den nyankomne til et billigt logi i Via Sistina no. 104, de sås jævnligt og få uger efter Andersen var kommet til Rom, begyndte Küchler at forberede sit fremragende portræt af ham.

Derimod kneb det noget mere med sympatien mellem H.C. Andersen og hans rejsefælle, digteren Henrik Hertz: årets anden danske Romer-stipendiat. Ikke alene blev Hertz hjemme i København betragtet som en lysende komet over det danske Parnas og følgelig langt mere fejret end H.C. Andersen. Værre endnu: Hertz’ populære Gjenganger-Breve med muntre og ondskabsfulde stiklerier til »Poesiens mindre Kræ – Hellig Andersen« var endnu en frisk ærgrelse i vor digters bevidsthed, da de to mødtes i Rom sidst i november. Trods den manglende sympati omgikkes de dog civiliseret, selv om Andersens irritation over kollegaen lå tæt under huden: (»Han – han forbitrer mig mit Ophold her«).[4]

Henrik Hertz kom også på besøg i Küchlers malerstue, og der fik ligeledes han øje på det nye billede af den romerske familjescene. Og han begejstredes i den grad for maleriet, at det satte digterpennen igang. Andersens dagbog 2. januar 1834 melder: »Herts har skrevet et Digt om Küchlers Stykke«, og leder vi efter i Hertz’ Samlede Skrifter, finder vi ganske rigtig et digt: Efter et Maleri af Küchler«. Det er et romantisk stemningsbillede på elleve vers.

Albert Küchler: En romersk Gadescene, 1833. Tilhører Statens Museum for Kunst. ‘Det er ganske deiligt’! – skrev H.C. Andersen om billedet; Henrik Hertz lavede et helt digt om det.

Henimod Aften ved Rom

Dagen med slappe Vinger synker saa heed, saa mat,
Og vender sig varmtaandende mod den kjølige Nat.
Luften glimrer ved Støvet i Solens Straaler; lummer
Og trykkende den standser og dvæler som i Slummer.

Men Vinden renser Luften. Aftensolens Skjær,
Spillende vidunderligt, forgylder Lundens Træer.
Og Vedbend og Pinie, der staae i Markens Furer,
Sees i Aftenrøden med skarpere Contourer.

– Stille, jeg hører Stemmer. Der er Folk nær herved.
Et spædt Barn skriger; en Qvinde taler med.
Melodisk, fast sørgmodig hun siger lavt: »Maria!
Prendi il bambino. Eccolà tua zia!«*

*Maria! tag Barnet! – See, der er din Tante!

(Her har Hertz, som man ser, udfoldet sig på sydens tungemål – lokalkolorit! – men dog klogeligt oversat det italienske for mindre sprogkyndige hjemmeføddinge. Danske digtere, også Andersen, krydrede deres italienske fortællinger med den slags lokale gloser: Dio mio! råber man forfærdet, Chi é? spørger man, når der bankes på og Vino bianco drikker man af en foglietta.) Hertz fortsætter:

Fra den Kant kommer Stemmen; hist skimter jeg en Muur,
En Rest af Ruiner ved et brøstfældigt Skuur.
Jeg vil nærme mig forsigtigt mellem Krat og Stene –
Hiin lille Busk afveien – ak, hvilken yndig Scene!

En Qvinde, ung og fyldig, med halvblottet Bryst,
Fordybet som det synes i sød veemodig Lyst,
Sidder hist paa Bænken og lader Blikket glide
Med Ømhed og Bekymring fra Drengen ved hendes Side.

Det er en dygtig Unge. Hvor but og hvor vred
Han skeler til Katten, der taus har sat sig ned.
Man seer, hvorpaa han tænker, imens han løfter Skjorten.
Længe varer det ikke, saa napper han nok Morten.

Han holder sig til Moderen, er Kjæledæggen vist,
Skjønt nu har hun kun Øie for hans Broder, Glutten hist,
Den lille halvaars Pusling; han stikker frem dernede
Af en flettet Gangkurv som en Fugl af sin Rede.

At gaae skal han lære, det lille, stakkels Kræ !
En Qvinde, vel hans Moster, har lagt sig ned paa Knæ
Og lokker ham med Haanden. Der fik han fat en Finger.
Som alle Smaabørn pleie han den til Munden bringer.

-Ja, yndig er denne Gruppe! Og over Hver især
Kaster Aftenrøden et klardunkelt Skjær.
Hvilken Ro! Hvilken Stilhed! Hvor skjøn er Qvindens Smerte,
Mens hun seer paa Glutten, hun har baaret under Hjerte.

Med et Blik som dette kan kun en Moder see.
Der er en øm Erindring, der er en Fødsels Vee.
En Kummer for den Fremtid, der Barnet er beskikket,
En stille Glædes Tindren og en Ydmyghed i Blikket.

– Tys! jeg hører Fodtrin. Folk gaae til Huset hen.
Det er vel bedst, jeg stjæler mig sagte bort igjen.
Jeg vil ei forstyrre jer, i Fred I boe og bygge!
Madonna, som I haabe, beskjærme huldt Jer Lykke![5]

Man begynder at blive nysgerrig efter at se Küchlers romerske familjescene og med de to hver for sig udmærkede signalementer vi har fra Hertz og Andersen, skulle det være overkommeligt at finde frem til det maleri, som begejstrede dem begge.

Sådanne italienske genremalerier var dengang endnu noget temmelig nyt i dansk kunst og endnu kun sparsomt repræsenteret på Kunstakademiets årlige udstillinger hjemme i København. Malere som Johan Bravo og Johan August Krafft havde vist nogle få stykker, men først op gennem 1830rne begyndte de italienske folkelivsbilleder at dukke op på Charlottenborg i større antal mellem udstillingernes øvrige malerier af danske genrescener, norske og tyske bjerglandskaber, schweizer-prospekter, tyrolerbilleder og hvad der ellers var moderne dansk kunst på det tidspunkt. Ikke at glemme de mange kopier man så på udstillingerne – kopier efter Perugino, Carlo Dolci, Tizian og andre gamle italienske mestre… først og sidst efter »den guddommelige Rafael«.

C.D.Blunck: Madonna del Granduca, kopi efter Rafaels maleri i Palazzo Pitti, Firenze, 1833. Tilhører Thorvaldsens Museum, ‘- jeg har set Originalen og den er noget af det Skjønneste af Raphael’, mente H.C. Andersen

Af den sidste slags kunne københavnerne på 1834-udstillingen se Bluncks ovennævnte Madonna del Granduca, endvidere et par af Bluncks romerske folkelivsscener, der var »En italiensk Hyrdefamilje« af Jørgen Sonne og »En romersk Gadescene« af Albert Küchler – denne sidste kunne jo være vores billede! Det kan vi måske finde ud af ved at læse anmeldelser af 1834-udstillingen, hvilket ikke er nogen egentlig lystlæsning, men i Kjøbenhavnsposten den 10. maj 1834 genfinder vi Küchlers romerske scene med følgende beskrivelse: »En romersk Gadescene« (af Küchler). Uden al Fare lærer den lille Glut, under Kjærlighedens Varetægt, at gjøre de første Skridt. Vindruer ere fæstede til Gangkurven, hvori han staaer, men han vender sig til den knælende Pige med Madonna-Ansigtet; der kjæler for ham. Snart vil Du, Ubevidst-lykkelige! forlade din Gangkurv, som din ældre Broder, der, vakt af sin Moder, staaer ved Siden og skotter til den sorte kat. Han har alt stive haarde Skoe paa og maa snart ud med dem i Livet, hvor han maaskee ofte vil falde, uden at nogen kjærlig Haand reiser ham op.«[6] Det er vores billede!

Maleren Albert Küchler som franciscanermunk. Andersen ejede dette fotografi af sin gamle ven, der blev munk i 1851; ‘- jeg følte mig underlig bevæget ved den Omskiftelse i hans ydre Liv’, skrev digteren. Fra H.C. Andersens fotografialbum, i privateje.

En notits i Dagen[7] fortæller, at billedet var bestilt af Kunstforeningen, og af dennes beretning for året 1834 kan vi se, at det blev købt for 100 Species af samme forening, hvor også H.C. Andersen var blevet medlem, da han kom hjem fra Italien; han fandt foretagendet »særdeles interessant«. Küchlers maleri hed nu: »Scene af det italienske Landfolks Familjeliv«, ved lodtrækningen i december 1834 tilfaldt det kammerråd, fuldmægtig Treschow. Også Bluncks Madonna blev købt af Kunstforeningen, hun endte hos en kaptajn i Søetaten. Idag gemmer den romerske scene sig i et af magasinerne i Statens Museum for Kunst; værdsættelsen af italienske genremalerier er ikke, hvad den har været. Museet fik billedet som testamentarisk gave i 1915, en arv efter cand. theol. P. Friis.

Kunstmuseet kalder billedet: »To Italienerinder med deres Børn,« men Hertz’ udlægning: en moder med sine to børn og deres tante, er nok den rigtige, når det nu skal være: han havde vel også sin viden fra maleren selv. Hans beskrivelse i digtet er også god nok: en moder med sine to børn udenfor et »brøstfældigt« hus i aftensolen og en ung pige, som leger med den mindste i gangkurven. H.C. Andersens forklaring at den lille lærer at hilse på italiensk maner med fingrene, er lidt sværere at få mening i.

Nordboere, som kom til Rom på Thorvaldsens og Andersens tid, opfattede den romerske almue som en slags levninger fra antikken og renæssancen på linie med gamle statuer og tempelruiner. Bare med den forskel, at romerne var levende. Enhver smuk, ung romerinde var for dem en nutidig søster til Rafaels Madonna’er, sådan har Küchler da også afmalet moderen: »ung og fyldig, med halvblottet Bryst«,[8] og når Hertz skriver om »Qvindens Smerte (og) Kummer for den Fremtid, der Barnet er beskikket«, så tolker han videre på Küchlers hverdagsscene, som var konen en Jomfru Maria med smertelig forudanelse om den død, som venter hendes Jesusbarn. Datidens Rafael-dyrkelse er fjern fra os idag, men ligger som skjulte citater i mange billeder fra det nittende århundredes første halvdel. Man kendte sin Rafael og brugte ham.

Også H.C. Andersen tog del i denne Rafael-kult. Han oplevede Rafael første gang i sommeren 1831 – i Dresdens billedgalleri: »Herligst af Alt, var Raphaels Madonna, jo mere man seer paa hende, jo guddommeligere bliver hun… Det er et barnligt overjordisk Ansigt; man maa tilbede det, ikke elske det! nu finder jeg det ganske naturlig, at Chatolikkerne kan knæle for et Billede naar det er som dette;«

Da han genså den Sixtinske Madonna i Dresden nogle år senere, på vej hjem fra sin første Italiensrejse, var temperaturen steget kraftigt i digteren, og nu fik hun denne kærlighedserklæring fra ham: »de Andre sige de kunne ikke fatte Kjærlighed, men Ærbødighed for Slig en Qvinde, jo, jo, jeg kunde elske hende, salig elske hende i Aand og Hjerte med hede kys og Favntag.«

Madonna var kommet ned på jorden, det italienske klima havde gjort sit; H.C. Andersens første rejse i Italien havde i stort omfang stået i Rafaels tegn.

At både Andersen og Hertz faldt for Küchlers sentimentale familjeidyl, kan altså ikke undre. Det var først og fremmest moderne maleri, nyt og spændende i forhold til det meste, de kendte hjemmefra. De to nyankomne nordboere fik her serveret hele Italiens-romantikken – frisk fra fad så at sige: en verdslig Madonna med brune øjne og to små bambino’er – en rørende fortælling at digte videre på, hvad Hertz jo også gjorde. Og som datidens lærdeste kritiker, N. L. Høyen sagde, så er vi nu engang meget tilbøjelige til at nyde kunsten for indholdets skyld. Genren bevarede faktisk sin popularitet helt op til P. S. Krøyers, Zahrtmanns og Fynboernes tid.

Derimod forsvandt Rafael stort set ud af danskernes synsfelt efterhånden, hvad man nok kan undre sig over. Men som bekendt er der også mode i kunstens klassikere og Rafael har været »umoderne« i mange år. På H.C. Andersens tid herskede nu ingen tvivl om hans plads som den guddommelige mester – næsten det sidste ord i kunstens udvikling. Fra kongehuset og nedefter bestilte danske kunstelskere Rafael-kopier hos malerne i Italien; prins Christian Frederik, Hambroe, Treschow, Nathanson, Johan Bülow, Puggaard … alle ville de have en Rafael over sofaen. Længere nede i etaterne måtte man nøje sig med et af de utallige kobberstik; Andersen erhvervede en Madonna della Seggiola under et besøg i Firenze.[9]

I datidens Danmark kunne man såmænd uden større vanskelighed have lavet et helt Rafael-museum af lutter kopier: Bluncks Madonna del Granduca har vi nævnt, Eckersberg malede en halv snes stykker, C.A.Jensen dobbelt så mange, Const. Hansen leverede en Madonna di Foglino til Puggaard – han havde ellers ønsket sig en Sposalizio al Eckersberg – også Küchler var leveringsdygtig, han malede blandt andet Gravlæggelsen, en Madonna med fire helgener og Doni-portrætterne; pave Pius den Niende kaldte Küchler: «Rafaello di Monte Palatino«.[10]

Som nævnt stod også H.C. Andersens første Italiens-rejse i Rafaels tegn; i Firenze fik han set mesterværker som Madonna del Cardelino og Madonna della Seggiola, ingen ringe begyndelse. Og samme dag, som han satte sine ben i Rom, overværede han om aftenen Rafaels anden »begravelse« i Pantheon. Man havde undersøgt den store renæssancemalers jordiske levninger, den 18. oktober blev de igen lagt i kisten og under stor højtidelighed atter gravsat i Pantheon. Da man baksede kisten på plads, noterede han sig, at Rafaels »i Orden lagte Been og Knogler atter faldt sammen. Man hørte hvorledes de ramlede«. Det var nok medaljør Christensen, der havde taget den nyankomne med i Pantheon; han var selv tilstede og havde kort forinden fået brev fra Collin om at tage sig af student Andersen, »som er aldeles ukjendt med Sproget og Landet, og som derfor nok kan trænge til en Landsmands Hjælp for at faa indrettet sig paa den mest Økonomiske Maade, hvilket er meget nødvendigt for ham«.[11]

Dagen efter under besøget hos Thorvaldsen traf han denne i færd med at modellere et Rafael-relief: »Rafael mellem Lysets Genius og Sejrens Gudinde«[12] – tænkt til et gravmæle over mesteren. Andersen fik det udlagt og kunne så iøvrigt betragte de ikke helt få Rafael-kopier, Thorvaldsen havde i sin malerisamling. Billedhuggeren mente vist endog at eje en af Rafaels originale tegninger. Besøget hos Thorvaldsen kunde på alle måder bekræfte H.C. Andersen i den store renæssancemalers betydning.

I Rom gik turen videre til Rafaels stanzer og loggierne i Vatikanet, til museet med Transfigurationen og Madonna di Foglino: »et saa luftigt, ætherisk skønt Væsen har jeg aldrig set«. Videre til Farnesina-freskerne, Gravlæggelsen i Borghese-samlingen, til kirkerne og de private samlinger. På vejen hjem fik han set S. Cecilia i Bologna og genset Den sixtinske Madonna i Dresden. H.C. Andersen var solidt informeret om sin Rafael efter den rejse.

Heldigvis fik han også tid til meget andet, medens han var i Rom, f.eks. at sidde model for Küchler til det første malede portræt, vi har af ham. De to kom tæt på hinanden, medens arbejdet med portrættet stod på; da det var færdigt, forærede Küchler det til ham og lavede for sig selv en tegning til erindring om vennen. Maleren oplevede i denne periode at se digteren helt hjælpeløs af fortvivlelse – efter Edvard Collins famøse brev om »Agnetes« fiasko -og tydeligt nok fattede han sympati for ham. Da Andersen efter en god måneds udflugt til Napoli kom tilbage til Rom i slutningen af marts 1834, noterede han i sin dagbog: »Om Aftenen traf jeg først Christensen og Küchler der toge venligst imod mig af alle«.

Samtidig med portrættet havde Albert Küchler et andet arbejde igang som H.C. Andersen tilsyneladende ikke fik øje på, skønt sujettet burde interessere ham: et billede af »Correggios Død« efter Oehlenschlägers drama »Correggio«. Han lærte stykket at kende allerede i skolen i Slagelse: »læste Corregio den er herlig«[13] – og nu på rejsen havde han tilmed fået et vist kendskab til den store maler fra Parma, hvis billeder han havde set både i Dresden og Italien. Men vi hører intet til det i dagbogen, Thorvaldsen købte det. Andersen forlod Rom den 1. april 1834, og de to sås først igen i december 1840, men digteren havde rig lejlighed de mellemliggende år til at følge sin nye malerven, der, som han sagde, havde sluttet sig så varmt og trofast til ham.[14]

Albert Küchler: En ældre Pige lærer to yngre at bede på Rosenkransen, 1836. Privateje. H.C. Andersen glædede sig over maleriet, da han besøgte Charlottenborg – på sin fødselsdag 2. april 1838 – for at se sit eget portræt, malet af C.A. Jensen, som det år blev vist på akademiets kunstudstilling; nu tilhører portrættet H.C. Andersens Hus, Odense.

Hilsner gik frem og tilbage mellem København og Rom – faktisk lige til H.C. Andersens sidste dage. Og ind imellem Italiens-rejserne kunne han så gennem udstillingerne på Charlottenborg og i Kunstforeningen følge med i, hvad Küchler lavede. Eller han kunne se hans billeder hos venner og bekendte: hos etatsråd Koch, baronesse Stampe, greve A.W.Moltke, senere jo også hos Thorvaldsen, da denne i 1838 var vendt hjem til Danmark.

H.C. Andersens italienske roman »Improvisatoren« udkom i april 1835 og knap var bogen trykt, før der gik et eksemplar afsted til Rom sammen med en sending andre bøger til danskernes bibliotek. Til en af sine kunstnervenner dernede, maleren Fritz Petzholdt, meldte han »Med Fregatten kommer en Ladning Bøger, mellem disse er en Roman i to Dele af mig: Improvisatoren. Der skal du see, jeg ogsaa kan male italienske Egne. Det er hele Italien og Folkelivet jeg har skildret. Fanden heller siger du nok! Ja nu kan du læse det og faae lidt Respect for mig, som Folk her hjemme have faaet det. Giør Bogen stort Indtryk paa dig, saa mal den blaa Grotte med den Situation, hvor Antonio møder Lara, det vil da blive et stykke som har dobbelt Interesse her hjemme. Der er Situationer nok i Bogen, og Egnen har Du om dig. Giør dig nu selv udødelig og lad en lille Dryp falde paa mig. . . ,«[15]

Det kom der nu ikke noget »dryp« ud af, hverken Petzholdt eller Küchler lod sig inspirere til italienske genrebilleder af »Improvisatoren«. Skal vi tro Andersens ven, billedhuggeren Jens Adolph Jerichau, var bogens modtagelse i Rom langt mindre elskværdig end i København; i et brev til sin kone, malerinden Elisabeth Jerichau-Baumann, skrev han: «Thorald maa hilse H.C. Andersen fra mig. (Alle paastaar her, at han var en Nar og et Vrøvlehovede, og at »Improvisatoren« er ikke Andet end Vrøvl og Sludder).«[16]

Da det københavnske genremaleri i løbet af 1820-30rne brød igennem for alvor, var det med malede fortællinger og noget for enhver smag. Malere som Constantin Hansen, Wilhelm Bendz og Jørgen Roed skabte fine, ja udsøgte hverdagsskildringer, men succesen hos kritik og publikum lå snarere i billeder med komiske scener, billeder med lidt satire, lidt gøren nar af det jævneste københavnske borgerskab. Malerier som Marstrands galan, der lokker en fæisk naiv ægtemand ud af huset for at komme i lag med hans unge kone, som C.E. Andersens familjeskovtur, der drukner i regnvejr, L.A.Smiths håbløst rodede københavnerfamilje og utallige lignende stykker. Før sin udlandsrejse i 1830 malede Albert Küchler billeder af samme art, malerier der gjorde grin med den københavnske borgervæbning eller med amagerpigen som blev blussende rød ved synet af en halvnøgen ung mand. Allesammen emner som J. L. Heiberg med dårlig skjult foragt karakteriserede som »slet Smag«. Det kunne han nu godt spare sig, for dette nye folkelige maleri havde både kunstnerne og publikum med sig.

For Küchlers vedkommende forandredes dette helt, da han kom til Italien. Han fortsatte godt nok med at male genrebilleder, men nu blev tonen en ganske anden end den københavnske – satiren og det komiske blev afløst af det rørende, det kønne, det sentimentale. Blandt hans nye motiver var fortrinsvis unge smukke, buttede italienerinder, fromme børn og vordende små præstemænd. Hos det danske publikum blev sådanne emner hurtigt meget populære blandt høj og lav; Christian den Ottende købte dem, Thorvaldsen samlede adskillige både af Küchler, Marstrand, Ernst Meyer og de tyske malere i Rom, mange bragtes hjem til Danmark af velhavende danske Italiens-rejsende.

For Küchler og de andre danske kunstnere var der både indre og ydre grunde til at male de efterspurgte italienske motiver. Da Andersen kom til Rom i slutningen af 1833, var Albert Küchlers stipendium hjemmefra så småt ved at løbe ud, og han havde lige så lidt som digteren lyst til at vende næsen mod nord og drage hjem til København. Til sin lærer på Kunstakademiet, professor J.L.Lund skrev han i vinteren 1833-34: » – den Thid (nærmer sig snart) at jeg kun ved mine Arbeider kan forlænge mit Ophold her i Rom, som er mit høiste Ønske, og for at opnaae dette, indseer jeg meget vel, at jeg bliver nød til for det første at beskjæftige mig med mindre Arbeider som Genrebilleder og deslige, der desværre nu er den gangbare Mynt blandt Publicum, hvor lykkelig ville jeg være, om jeg kunde begynde et historisk Arbeide. . ,«[17] Foreløbig måtte maleren altså klø på med genrebillederne og lade de historiske kompositioner hvile. Op til 1851 udstillede Küchler stort set hvert år i Danmark, og H.C. Andersen så gerne udstillingerne, når han da ikke var ude at rejse. I 1836 udstilledes »En lille Abbate lærer sine Søstre at læse«, billedet tilhørte greve A.W.Moltke, og en »Familjescene« tilhørende dr. Back i Randers. I foråret 1837 hæftede H.C. Andersen sig ved »to deilige romerske Stykker af Küchler«, som han så i Kunstforeningen og da Kunstakademiets udstilling åbnede i april året efter, var han selvfølgelig også der. Ikke mindst fordi hans eget portræt – af C .A. Jensen – var med. Küchler havde succes det år, og Andersen så med glæde et af vennens nye italienske genrebilleder: »tre Yndige, romerske Smaapiger ved en Brønd, den ældre lærer de to yngre at bede Rosenkransen.«[18] Kronprins Christian Frederik, den senere Christian den Ottende, var også glad for billedet, så han købte det til sin samling.

Også August Bournonville fik øje på Küchlers småpiger, og det kom ham til nytte! Balletmesteren havde endnu ikke været i Italien, alligevel valgte han tidens yndlingsemne, en italiensk idyl, som motiv, da han skulle skabe en ballet i anledning af dronning Marie Sophie Frederikkes fødselsdag i oktober 1839. Det blev til »Festen i Albano«, og her har han Küchlers billede med i librettoen: I ballettens indledningsscene anføres: »en Gruppe af Børn ligger i Forgrunden, nogle af dem binde Bouquetter, andre lærer af en ældre Søster at tælle Perlerne paa en Rosenkrands«! Bournonville kaldte optrinet: et Genremaleri.[19]

En af de sidste dage 1838-udstillingen var åben, gik der brev fra Andersen til Rom – både til Thorvaldsen og Albert Küchler.[20]

På Kunstakademiets udstilling i 1839 var der igen et par af vennens billeder, som fangede Andersens interesse: to italienske familjescener, »yndige og geniale«, det ene tilhørte Thorvaldsen: »En Scene af Familjelivet i Albano« det andet: »En Bedstemoder pynter en lille Dreng, medens Moderen klæder sig paa foran Spejlet« tilhørte forfatterens nære bekendt, arkitekten Jørgen Hansen Koch. Sammen med Koch besøgte han udstillingen året efter, hvor Küchler atter udstillede, denne gang blandt andet et maleri med titlen «Italienske Jægere i et Værtshus« … og så endelig sidst på året – i oktober 1840 – slap H.C. Andersen igen afsted syd på og ankom til Rom kort før jul.

Han havde i forvejen skrevet til Küchler og bedt ham skaffe et logi, så dagen efter Andersen var ankommet, kunne han flytte ind i en større lejlighed – 3 værelser og køkken – meget billig »hos nogle skikkelige Folk« i Via Purificazione ved Piazza Barberini, hans gamle kvarter. Grunden til det store lejemål var, at han her skulle bo sammen med sin rejsefælle, digteren H.P.Holst, som dog foreløbig til Andersens store irritation var blevet hængende oppe i Norditalien og først kom til Rom 6 – 7 uger senere.

I nogle erindringer skrevet mange år efter berettede Holst en anekdote fra deres romerske samliv i 1841, Andersen refererede den således: »Om mig er der en Fortælling fra den Tid, vi vare i Rom: Holst sidder med Küchler i et Osteri; jeg træder ind og fortæller glad: »Jeg er oversat paa Tydsk!« – »Men have Dine Digte ikke tabt derved?«, spørger Küchler, og Holst udbryder: »Nei, de have snarere vundet!«. H.C. Andersen fortæller historien uden gnist af gammel bitterhed: »Iøvrigt er den given i smukke vers med Udtryk af stor Velvilje for mig.«[21] Irritationen mellem de to, trakasserierne mellem de påtvungne rejsekammerater, var forlængst glemte: »jeg var legemlig og sjælelig syg; hvor var han dog en hjertelig Kammerat, godmodig og mild«, hed det langt senere i Mit Livs Eventyr om deres fælles Italiensrejse.

Opholdet i Rom i vinteren 1840-41 blev noget af en skuffelse med plagelser som Kulde, tandpine, teaterkvaler, regnvejr, digterbesvær og anden elendighed. Der skete ikke rigtig noget, den meste tid gik med at besøge kirkerne, som han havde set flere gange før, der var dage, da han knap og nap kunne fylde et par linier i dagbogen. Til gengæld var der mange landsmænd i Rom, overvejende malere, af hvilke Küchler gjorde sit bedste for at muntre ham op: »i min Eensomhed tænkte jeg paa mit Ønske at døe ude! tænkte paa mine ære hjemme og blev vemodig – Gik lidt paa monte pincio hvor jeg traf Küchler, der søgte at sætte mig i Humeur.«[22]

Albert Küchler: Scene af Familjelivet i Albano, 1837. Tilhører Thorvaldsens Museum, ‘- yndigt og genialt’, var digterens mening om denne italienske idyl.

Küchler overvejede selv den vinter at tage hjem til Danmark, han var som før »aldeles blottet for Penge«. Men det blev der nu ikke noget af, hans liv var ved at tage en helt anden retning. En aften sad H.C. Andersen sammen med nogle andre danske i Rom og diskuterede religion: »disputeret med dem om Miraklerne, som jeg ei troer paa, Küchler hørte til.«[23]

Det gjorde han jo sikkert, men Küchler ytrede tilsyneladende ingen mening om den sag, til gengæld har han antagelig gjort sig sine egne tanker, for han var nok allerede da på vej til et religionsskifte.

»Küchler katolsk« står der lakonisk i H.C. Andersens almanak den 16. marts 1844 -. En uges tid senere – den 24. – var han til middag hos Stampes i København sammen med Thorvaldsen, Oehlenschläger, botanikeren Schouw, malerne Ernst Meyer og Constantin Hansen. Nyheden om Küchlers konvertering blev naturligvis drøftet ved bordet, Thorvaldsen fortalte, hvorledes man i sin tid også havde forsøgt at omvende ham. Klokken seks, efter middagen, gik Thorvaldsen over i Det kongelige Teater, satte sig i en stol – og døde. Andersen var ikke med i teatret, men det pludselige dødsfald fyldte helt hans tanker, så han har ikke efterladt os nogen kommentar til samtalen om hans malervens omvendelse til katolicismen. Han skulle få en større overraskelse fra Küchlers side nogle år senere.

H.C. Andersens tredie Rom-rejse i 1846 forløb langt behageligere end den forrige. Han var nu virkelig berømt, årstiden – og vejret! – var bedre end sidst, hans sind langt mere i ro. Han ankom to dage før sin fødselsdag, som blev fejret af svenske og danske med et stort selskab. Også Küchler var til stede og opholdet gav naturligvis anledning til at forny venskabet: »Jeg sad igjen hos den gemytfulde Küchler og saae de naturnære Billeder springe frem fra Lærredet.«[24] Maleren kunne tilmed underholde med lidt sladder om digterens gamle rejsefælle H. P. Holst, der havde gjort kur til en ganske ung pige: » – han den gifte Mand«, udbryder Andersen i dagbogen med en henrivende blanding af lige dele forargelse og fornøjelse. . . og fortsætter: »Det fornøier altid at høre ondt om Een man har et Horn i Siden paa, Menneske er man.«[25] Om Küchler fortalte han, at her midt i 1840rne, nu maleren var blevet »katolsk«, malede han kun altertavler og fromme billeder. Det havde han allerede gjort længe – malet altertavler. Hvis Andersen havde set sig ordentligt om i Küchlers malerstue, forrige gang han var i Rom, ville han have opdaget en »Mariæ Bebudelse« en altertavle til Esbønderup kirke i Nordsjælland, en bestilling Jørgen Hansen Koch havde skaffet ham, og som maleren forståeligt nok gerne ville have flere af.

Gennem 1830-40’rne havde Albert Küchler været en af de ivrigste og mest talentfulde dyrkere af det romantiske, italienske genremaleri, men det var ganske rigtigt ved at være forbi her ved midten af 1840rne. Maleren Wilhelm Marstrand bekræfter i et brev til Kunstakademiets sekretær, Just Mathias Thiele, at Küchler levede meget for sig selv og sine kirkelige anliggender, han malede på et billede af Hagar i ørkenen, smukt i kompositionen, men »han er aldeles Nazaræner og det er mig nogle castrerte Væsener.«[26]

Nazarenerne var en betydelig gruppe tyske katolske malere, som arbejdede i Rom i første halvdel af forrige århundrede. De lavede fortrinsvis religiøs kunst og levede en slags klosterliv med fælles kunstneriske idealer, som byggede på middelalderens og ungrenæssancens maleri, deres arbejder satte tydelige spor på visse sider af dansk kunst. Küchler fik berøring med dem allerede kort efter, han kom til Rom, han var tidligt sympatisk indstillet overfor deres synspunkter og påvirket i sin egen kunst af deres ideer, hvad Eckersberg, hans lærer hjemme i København, stærkt bebrejdede ham.

Hans venskab med nazarenerne, hans konfrontation med deres religiøse anskuelse havde nok været med til, at han som nævnt nogle år før skiftede religion – nu skiftede han så at sige også kunst. Han droppede de idylliske genremotiver til fordel for et religiøst maleri i nazarenernes maner. I 1849 udstillede han igen på Charlottenborg, denne gang en altertavle: »Christi Opstandelse«; i 1851 viste han tre kopier efter gamle italienske mestre. Samme år kunne Andersen så læse følgende nyhed i »Flyveposten« om sin gamle ven i Rom: »Maleren Küchler! Som bekjendt er denne vor Landsmand for flere Aar siden gaaet over til Catholisismen. Ifølge de nyeste fra Rom indløbende Efterretninger, er han nu gaaet et Skridt videre, idet han har ladet sig indlemme i den nye Franciscanerorden, om hvis Oprettelse der alt længere har været Tale, og ved hvilken denne Munkeorden føres tilbage til sin oprindelige Strenghed. . . Kunstverdenen i Rom er naturligvis ude af sig selv af Forbauselse over det af Küchler foretagne Skridt.«[27] Maleren Albert Küchler var blevet til munken Fra Pietro og der skulle gå en god halv snes år, før man igen – og nu for sidste gang – så arbejder af ham på udstillingen i København. Danskerne undrede sig selvfølgelig meget over, hvordan det kunne gå til, at deres landsmand var blevet først katolik og så munk. I Flyveposten havde man følgende forslag til en forklaring: »Som det saa ofte gaaer under lignende Tilfælde, vilde man tilskrive en Kjærlighedsforstaaelse med en romersk, fornem Skjønhed dette hans Frafald fra den simple, men rene Lære, hvori han er opfødt«. Men bladet mente nu snarere, at det var den katolske kirkes pragt, tilbedelse og musik, danskeren var blevet grebet af: »han var blevet en Religionssværmer. «[28]

Forfatteren Vilhelm Bergsøe, der jo foruden at være forfatter også var naturvidenskabsmand, opfattede Küchlers skridt temmelig materialistisk: det var fordi hans katolske nazarener-billeder næppe kunne sælges i Danmark, og fordi maleren havde angst for næringssorger, havde livslede, ønskede arbejdsfred, og også fordi han som protestant risikerede at komme på afstand af sine nazarener-venner.[29]

Andre igen påstod, at maleren blev munk af magelighed, at han ikke gad have med penge at gøre og var bange for besværet med at sælge sine malerier. Komponisten Rudolf Bay, der var i Rom i begyndelsen af 1840rne, udtrykte vist nok en udbredt mening, da han skrev: »Forresten ere Küchlers nærmere Bekjendte enige i at tilskrive hans Overgang hans daglige Omgang og intime Venskab med en meget elskværdig og dygtig, orthodox, katolsk Familie, der stadigen har bearbejdet ham og lovet ham baade Guld og grønne Skove baade i dette og i hiint Liv.«[30]

Kun meget få ville øjensynlig forstå, at en religiøs overbevisning kunne få en dansker fra biskop Balles fædreland til at blive tiggermunk. I et brev til sin familje gjorde Küchler selv udmærket rede for sine religiøse bevæggrunde for religionsskiftet. 1851 drog han til et Franciscaner-kloster St. Joseph ved Neustadt i Oberschlesien; i et brev fra november året efter til vennen og kollegaen Johan Bravo i Rom skriver Küchler, at han atter var igang med maleriet og allerede havde lavet en altertavle til klosterets kirke og var i færd med en næste til et andet Franciskaner-kloster i nærheden. Om sin rejse fra Rom til Oberschlesien ville han ikke fortælle, fordi det kun gav anledning til endnu galere domme og meninger om ham selv og hans skridt, som han skriver. Küchler underskrev sig nu: Fra Pietro di St. Pio.[31]

1855 måtte han imidlertid forlade klosteret igen på grund af dårligt helbred og gik nu på sine bare fødder tilbage til Rom, hvor han blev installeret i Bonaventura-klosteret på Palatin. Her fik han et atelier, hvor han til solid indtægt for klosteret malede altertavler og devotionsbilleder. Da han jo ikke godt kunne have kvindelige modeller til sine Maria-billeder, blev maleriernes udgangspunkt med tiden gamle stik og hvad ellers hukommelsen kunne indgive ham, naturligvis til skade for deres kunstneriske kvalitet. For danske Rom-turister – også prominente gæster som kong Christian den Niende og kongefamiljen – blev Küchler og klosteret efterhånden et »must« på en Italiens-rejse.

Da H.C. Andersen var i Rom for sidste gang i foråret 1861, opsøgte han gamle steder og gamle venner. »Een af de Allerførste var min Landsmand Kiüchler, nu »Pietro«, Munk i Klosteret oppe paa Keiserborgens ruiner.« Det var 1. maj, Andersen besøgte Bonaventura-Klosteret: »Küchler var ude, men to unge Munke, viiste os med megen Venlighed om og søgte ham; vi var i Haven, i Klosterets Stuer og til sidst heelt øverst oppe at see Udsigten, der var mageløs deilig ud over Rom og Campagnien til alle Sider, Bjergene laae med Snee. Collosseum foran; de førte os ind i Küchlers Atellier der var bygget i Klostret for Penge for Maleriet, her stod det sidst fuldendte Arbeide, en Copi efter Perugino, bestilt af Pugaard i Kjøbenhavn. I Klostret saae vi et Loftmalerie af Küchler forestillende Treenigheden. Da vi vilde gaae, kom Küchler, han omfavnede og kyssede mig, saae glad og rødmosset ud, førte os igjen op i sit Atellier hvor vi længe sad og talte og da jeg var saa glad ved Udsigten, sagde han, ja, ikke sandt her er godt at være, borte fra Alt derude! han viiste os Fraskati, Vandledningen, de smukke Bjerge og Keiserborgens Ruiner under os. Han vidste at jeg var flittig, havde skrevet en Deel, jeg fortalte ham om mine Eventyr, som han jo ikke kjendte til og valgte at fortælle ham Indholdet af Verdens deiligste Rose, der tiltalte ham, hvad jeg fortalte ham om de forskjellige Foredrag i Arbeiderforeningen hjemme fornøiede ham. Han viiste mig en Madonna med Barnet, malet til Fru Zeuthen. Han bad os komme en Eftermiddag før Ave Maria og see i smuk Solnedgang Omegnen fra Klosteret. Hans Øine lyste saa glade, saa ærlige, han syntes lykkelig; jeg følte mig underlig bevæget ved den Omskiftelse i hans ydre Liv. Roserne blomstrede rundt om, Akakasietræerne hang med store Blomster Klasser, Luften var klar blaae, de livlige brogede Fiirpeen løb lynsnare hen over Keiserborgens gamle Mure.«[32]

Den måneds tid Andersen var i Rom, sås de hyppigt; digteren fortalte og læste sine eventyr for vennen og et par dage før hjemrejsen til København kom Küchler ned til Via Condotti, hvor H.C. Andersen boede med sin rejsefælle, den yngre Jonas Collin – »han vilde sige Levvel til mig; jeg kom derned, han vilde ikke skrive sit Navn paa et Papir jeg gav ham, det generede ham, jeg plagede da ikke og var veemodig ved Afskeden.«[33]

Det var sidste gang, de sås, men forbindelsen blev opretholdt, så længe H.C. Andersen levede. I foråret 1862 kunne han endnu en gang se et par af Küchlers arbejder på Kunstakademiets udstilling – et par kopier efter Rafael og Perugino, og i årene fremover gik der hilsener frem og tilbage med bekendte, som rejste til Rom: » – hils mine Venner der. Küchler har De jo talt med, siig ham, at han tidt er i min Tanke«, det var fru Dorothea Melchior, som fik den besked i 1864. Lige til Andersens sidste leveår fortsatte denne praksis; i 1874 fik Nikolaj Bøgh opfordring at hilse Küchler: »den Sidste maa De endelig opsøge og sige ham, hvor hjertelig jeg tidt tænker paa ham«, og så sent som i december samme år skrev Andersen til Axeline Lund, maleren F.C. Lunds kone: »Er min kjære gamle Ven Küchler flyttet derfra? Hvorledes føler han sig i Tidernes Omskiftelser? Hils ham kjærligt og hjerteligt fra mig!«

Når Andersen spurgte, om Küchler var flyttet fra klosteret på Palatin hang det sammen med, at klostrene nu efter Italiens samling var ophævede, og munkene tilkendt en beskeden offentlig understøttelse, om hvilken Küchler sagde, at man for den ikke engang kunne købe det fornødne daglige brød. Og tiggermunkenes betleri på gaderne var meget vanskeliggjort, fordi de var åbenlyst upopulære, så gadedrengene smed skidt efter dem. Bonaventura-klosteret var yderligere truet af nedrivning, fordi staten havde opkøbt hele Palatiner-højen og startet arkæologiske udgravninger.

H.C. Andersen fik et referat af situationen fra generallieutenant W.R.Raasløff, som skrev til ham om et besøg i klosteret i sommeren 1874, »hvor jeg opsøgte Küchler for at bringe ham Deres Hilsen, over hvilken han glædede sig meget. . . Vi fandt Küchler vel og munter – en Barnenatur forekommer han mig at være – og med Sindsro imødeseende det Øieblik, da han og de andre Munke ville blive fordrevne fra deres Kloster, nærmest fordi Rosas vil foretage omfattende Udgravninger paa Klosterets Grund. Det er meget heldigt for Küchler, deels at der er ham tilsagt en Pension fra Kunstacademiet, og deels at en Ven i Rom har tilbudt ham fri Bolig; thi ellers vilde han være ilde nok faren med de 120 Francs i Papir – altsaa omtrent 105 Francs i Guld – som den italienske Regjering har lovet at betale ham, saalænge den kan, hvilket velsagtens ikke vil være ret mange Aar; thi Nationalbanquerotten synes at nærme sig med stærke Skridt. . . Küchler havde Intet i sit Atelier, da saavel hans som Klosterets bedste Malerier vare blevne flyttede – hvorhen, sige de ikke – for at den italienske Regjerings Agenter ikke skulle forefinde dem, naar de tage Klosteret i Besiddelse. Af organiseret Tarvelighed mindes jeg ikke at have seet Noget, der kunde sammenlignes med Küchlers Kloster. . . «[34]

Men alle disse prøvelser havde tilsyneladende ikke taget humøret fra den sindsligevægtige danske Fra Pietro, og Axeline Lund beretter, at Küchler stadig huskede utallige småtræk om H.C. Andersen fra deres ungdoms samliv i Rom. Han fortalte, at digteren havde været de andre kunstneres syndebuk, drillet af alle på de utænkeligste måder. »Det nyttede ikke, at jeg forsvarede ham«, skriver fru Lund, »naar Küchler begyndte at angribe hans Forfængelighed; det syntes, som om han endnu levede i de gamle Minder og havde Lyst til at drille ham. Da jeg en Gang fortalte, at nu skulde der rejse en Statue for Andersen, saa han paa mig, lagde Hovedet lidt paa skraa og sagde med sin mest polidske Stemme: »skal han være til Hest?««[35] Planerne om et H.C. Andersen-monument – det der blev til statuen i Kongens Have – var undervejs i 1874. Nu godt 40 år efter de to mødtes første gang, var den 71-årige tiggermunks status i det timelige knap så gloriøs som konferensråd H.C. Andersens. Men glemt hinanden havde de ikke.

 

Noter

  1. ^ H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875. Udg. af Det danske Sprog- og Litteraturselskab under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen. I-XII. 1971-76.
  2. ^ Brevet til fru Læssøe er dateret Rom 4. december 1834. Breve fra Hans Christian Andersen udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh. 1878. Bd. 1, p. 153ff.
  3. ^ Brev til Henriette Hanck 20. september 1837. Bille og Bøgh. Bd. lp. 381ff.
  4. ^ Dagbogen 23. november 1833. Sit forhold til H.C.A. i Rom beskriver Hertz således: »Mit Forhold til Andersen stillede jeg straks saaledes, som det i Udlandet blandt Landsmænd forekom mig rigtigt – hvor alle Hjemmets Stridigheder maa hvile.« (H. Kyrre: Henrik Hertz Liv og Digtning. 1916, p. 124.) Hjemme igen efter rejsen fortsatte har dog at jage H.C.Andersen – bl.a. i romanen »Stemninger og Tilstande«. 1839.
  5. ^ Henrik Hertz’ Samlede Skrifter. 1877. Bd. l,p. 164ff.
  6. ^ Kjøbenhavnsposten. No. 94, 10. maj 1834.
  7. ^ Dagen. 1. april 1834.
  8. ^ At Küchler i begyndelsen af sin italienske tilværelse også kunne have en mere nuanceret opfattelse af italienske kvinder, fremgår af et brev 14. august 1831 til hans søster Sophie: »Du skulde høre de italienske simple Qvinder bruge deres Skralde, det er noget forfærdeligt, mod dem kommer vore saa meget yndede Matroner ved Gammelstrand til kort, og du ved, de er ikke tabt bag af en Vogn.«
  9. ^ Dagbogen 4. juni 1861.
  10. ^ Nicolaj Bøgh i Julebog, 1875, Odense, p.32.
  11. ^ Citeret efter Th. Stein: Christen Christensen. Dansk Medaillør. Museum 1894, II, p. 205ff.
  12. ^ Thorvaldsens Museum, inv. no. A 611.
  13. ^ Dagbogen 22. marts 1826.
  14. ^ Mit Livs Eventyr, 1975. Bd. 1, p.160.
  15. ^ Edvard Collin: H.C.A. og det Collinske Hus: brev 28. april 1835.
  16. ^ Nicolaj Bøgh: Erindringer af og om Jens Adolf Jerichau, 1884. p. 84. Brev 4. august 1838.
  17. ^ Brev 61 J.L.Lund 2. februar 1834, i H. Rostrup: H.W.Bissen, 1945.Bd. 2, p.28, note 177.
  18. ^ Brev til Henriette Hanck 3. april 1838. Bille og Bøgh. Bd. 1, p.419
  19. ^ Thorvaldsens Museum: Billedhuggeren og Balletmesteren 1992, p.51.
  20. ^ H.C. Andersens Almanakker 1833 – 1873. Udg. af Det danske Sprog- og Litteraturselskab af Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. 1990. 10. maj 1838. Brevet til Thorvaldsen ligger i Thorvaldsens Museums arkiv og er gengivet af Niels Oxenvad i »Andersen og Thorvaldsen.« Anderseniana 1984 p. 181f
  21. ^ Brev 5. januar 1874 til Nicolaj Bøgh. B. og B. Bd. 2, p.688f.
  22. ^ Dagbogen 3. januar 1841.
  23. ^ Dagbogen 14. januar 1841.
  24. ^ M.L.E., 1975. Bd. l,p.360.
  25. ^ Dagbogen 3. april 1846.
  26. ^ Karl Madsen: Wilhelm Marstrand, 1905. p.138.
  27. ^ Flyveposten, 21. oktober 1851.
  28. ^ Flyveposten, 6. marts 1852.
  29. ^ Illustreret Tidende, 1873. p.156.
  30. ^ Rudolf Bay: Musikalsk Rejse 1842-43. Udg. af J. Clausen og P. Fr. Rist, 1921. p.68.
  31. ^ Brev 9. december 1852. Abrahams Auto grafsamling. H 74, 4°. Det kgl. Bibliotek.
  32. ^ Dagbogen 1. maj 1861.
  33. ^ Dagbogen 25. maj 1861.
  34. ^ B. og B.: Breve til H.C. Andersen, 1877. p. 544f.
  35. ^ Axeline Lund: Spredte Erindringer hjemmefra og udefra, 1917. p. 65f.

 

©