En sløjfet storstensgrav på Nordvestfyn

Mange af vor oldtids storstensgrave, dysser og jættestuer, har måttet skatte med deres store sten til hus- og vejbygning eller er simpelthen ryddede, fordi de lå i vejen for dyrkning af jorden. På Nordfyn har man faret særlig hårdt frem mod de monumentale mindesmærker. Af egnens ca. 270 kendte megalitgrave (megalit er egentlig græsk og betyder: stor sten) findes kun godt et halvt hundrede tilbage, og de samler sig stort set i to store koncentrationer, i området omkring Skamby, mellem Odense og Bogense, og på Hindsholm, hvor Fyns største og bedst bevarede jættestue, „Mårhøj“, findes.

Det meste af Vestfyn og øens indre er fattigt på eller helt tomt for bevarede stengrave. Hvor overtro eller skærmende skov ikke har været medvirkende til at bevare gravene, ses disse nu kun som svage højninger i terrænet, og de sparsomme oplysninger om sløjfningen findes i museets sognebeskrivelser. Der er dog utvivlsomt sløjfet adskillige megalitgrave, hvorom overhovedet ingen oplysninger haves.

Det var tilfældet med en stor dysse, som har stået på marken matr. nr. 3a af Skåstrup by, i Ore sogn, Skovby herred. På en ca. 30 m lang og 20 m bred højning tæt ud mod vejen havde man i mands minde haft besvær med pløjningen. Ustandseligt stødte ploven på sten, fra knytnævestore til mægtige stenblokke, som, når de ikke lod sig fjerne, måtte graves dybere ned for at give plads til markredskaberne. Under en rekognoscering på marken i efteråret 1968 sås det, at der i den østlige side af højningen var pløjet en forholdsvis stor flad sten op, og i jorden omkring den fandtes lerkarskår og mørk askejord.

Fig. 1: Plan og snittegninger af udgravningsfeltet.

Lidt længere mod vest lå en samling skår under lignende omstændigheder, og ved den påfølgende undersøgelse fandtes to urnegrave fra slutningen af broncealderen. Herom senere.

Ved denne første undersøgelse blev det klart, at der i højningen skjulte sig rester fra et anlæg af større dimensioner. I den centrale del af højningen fangedes opmærksomheden af en mængde hvidbrændte krakelerede flintskærver, som lå oppløjede sammen med en del ornamenterede lerkarskår af mellem-neolitisk type. Da megalitgrav-tomter erfaringsmæssigt giver sig til kende ved denne hvidbrændte flint, og da der samtidig fandtes skår, var der grund til at formode, at vi her stod overfor en sløjfet dysse eller jættestue, hvis sidste rester nu ved plovens hjælp var ved at blive udslettet. En udgravning måtte derfor snarest sættes i stand, hvis det skulle lykkes at fravriste tomten de sidste oplysninger.

Efter samråd med Fyns Stiftsmuseum foretog undertegnede denne udgravning i sommeren 1971[1], hvor gdr. Chr. Ørum, Hugget, beredvilligt stillede et passende areal til rådighed i dyrket mark.

Da anlægget tydeligvis var sløjfet ret grundigt, tog udgravningen i første omgang sigte på at konstatere, hvilken slags anlæg det drejede sig om, og dernæst om muligt at bestemme dets størrelse og form.[2]

Der åbnedes derfor et udgravningsfelt hen over området, hvor der fandtes mest hvidbrændt flint, og stedet viste sig at være heldigt valgt. I pløjelaget fandtes 3 flintdolke, hvoraf de to var knækkede ved markarbejde, mens den tredie var velbevaret. I dette lag fandtes desuden en lille hjerteformet pilespids. En fjerde dolk fandtes tæt under pløjelaget i primært leje og lå på et lag af rødbrændt, sandblandet ler, der viste sig at være rester af kammerbunden. Denne tegnede sig som en tyk, hård lerkappe, afgrænset i siderne af 7 aflange, mørke fyldskifter, der bestod af askeblandet muld med mange granitskærver, og som er spor af de mægtige sten der har stået her, og dannet et ca. 2 × 3 m stort aflangt stenkammer. På tegningen (fig. 1, snit A-B) ses, hvor lidt der i virkeligheden var tilbage af kammeret. Som det fremgår, er det vestligste stenspor betydelig dybere end det østlige, ligesom lerkappen, som er den egentlige kammerbund, er bevaret i sin oprindelige tykkelse mod vest, mens den mod øst er pløjet bort. Det ser derfor ud til, at kammerbunden har haft en svag hældning mod vest.

De to sydligste stenspor viser tydeligt, hvor indgangen har været, og udgravningsfeltet udvidedes nu til også at omfatte området umiddelbart foran og på begge sider af gangen for om muligt at finde rester af de udrømnings- og offerlag, som erfaringsmæssigt findes her.

De senere års undersøgelser af lignende, men velbevarede anlæg har taget sigte på at undersøge og forklare de store mængder af keramik, der findes foran og ved siderne af megalitgravenes indgang, og som i en tid udelukkende blev tolket som udrømningslag i forbindelse med senere gravlægninger i kammeret. De seneste undersøgelser har imidlertid vist, at størstedelen af oldsagerne, hovedsagelig keramik, stammer fra henstilling af ofre foran facaden, enten som led i religiøse ceremonier eller ved gravlægninger i kammeret. Disse ofringer kendes hovedsagelig fra jættestuerne, men også fra de store dysser, der er fra samme tid. De kendes derimod ikke fra tidlig-neolitisk tids grave.

Spørgsmålet var nu, om man ved et næsten totalt sløjfet anlæg som dette kunne finde uforstyrrede lag foran indgangen. Da man ikke på grundlag af de fundne stenspor alene kan bestemme gravens type og alder, men kun kammerets form, var det af stor betydning at få et nogenlunde fyldigt materiale fra området ved gangmundingen.

Fig. 2: Skårenes spredning.

Her afdækkedes en halvbueformet stenlægning, som strakte sig et godt stykke ud til begge sider af gangen (se plantegn. fig. 1).

Stenene lå i lerblandet sand, og laget var ikke særlig tykt, de fleste steder fra 15-20 cm. Stenlaget lå direkte på det rå undergrundsler. Imellem, og tildels under stenene, fandtes et stort antal lerkarskår, de fleste smukt ornamenterede.

Lagene udgravedes kvadratmetervis, hvorved skårene fra de enkelte felter holdtes adskilte. Det lille skema fig. 2 viser skårenes spredning, og det ses, at de findes mest koncentreret vest for gangen i felterne G-III-V og H-III-V. Her må dog tages i betragtning, at en del materiale sikkert er ført bort, dels ved sløjfningen og dels ved markarbejde, og resultatet kan således ikke direkte sammenlignes med tilsvarende undersøgelser ved bevarede anlæg, hvor lagene ofte findes indkapslede og urørte[3].

Fig. 3: Lille fodskål, med fladedækkende ornamentik brudt af hankfelter.

Foran og lidt øst for gangmundingen fandtes et gulbrunt, lidt fedtet sandlag iblandet mange kulturrester. Laget var kun 3-5 cm tykt, og dets udstrækning ses på plantegningen fig. 1 markeret med en stiplet linie. Her fandtes, foruden en del lerkarskår, 1 tværpil og fragmenter af 3 ravperler. Dette lag må tolkes som udrømningslag stammende fra senere begravelser i kammeret.

Af skårmaterialet fra området vest for gangen kan udskilles 12-14 lerkar, hvoraf et enkelt har kunnet restaureres fuldt (fig. 3), mens et mindre antal er rekonstrueret i tegning. Karrene er typiske for tragtbægerkulturen og kan på grundlag af ornamentik henføres til mellem-neolitisk tids første periode. En mere udførlig beskrivelse af de enkelte kar er foretaget i den omstående fundliste.

Fig. 4: Lerkarrene fra urnegrav 1.

Som omtalt, fandtes ved den første undersøgelse to urnegrave, hvis placering ses på planen fig. 1. Urnegrav 1 stod velbevaret 30 cm under jordoverfladen omsluttet af tæt pakkede håndstore marksten. Urnen fig. 4 a, som var næsten fyldt med rensede brændte ben uden andre oldsager, er dobbelt-konisk med tydelig markeret hals og tynd, let udfaldende mundingsrand. I stedet for hank er der på bugvinklen anbragt en lille rund knop. Højden er 19 cm, bredden over randen 11 cm.

Skålen fig. 4 b, der var anbragt over urnen som låg med bunden vendende opad, er lav med udadbøjet mundingsrand, herunder en indsnøring. Fra randen udgår et båndformet øre med to dybe lodrette furer.[4]

Urnegrav 2, som fandtes 8 m sydvest for grav 1, var stærkt afpløjet og lå som en skårbunke med aske og brændte ben. Af skårene har kunnet samles: 1. Den ene side af et 16 cm højt uornamenteret kar, med jævnt buede sider og let indbuet tynd mundingsrand, hvorfra der udgår et båndformet øre med een dyb lodret fure. 2. Bunden og en del af siderne af en lille skål; bevaret højde 10 cm.

De to grave er typiske eksempler på yngre broncealders gravform – urnegraven. De kan efter karrenes form dateres til slutningen af yngre broncealder.

At opstille et handlingsforløb for dyssens bygning og benyttelse oldtiden igennem er ikke muligt. Hertil er materialet for spinkelt og anlægget for ødelagt. Så meget kan dog siges, at den må være bygget tidligt i mellem-neolitisk tid. Det viser skårene fra offerlaget, som er det ældste materiale. Både de to fodskåle NF og NG, med deres fladedækkende ornamentik brudt af hankfelter, og det skarpvinklede skulderkar NK med konisk hals, er tidlige typer, der kendes såvel fra Jordhøj og Tustrup-huset[5] som fra bopladsen Klintebakken på Langeland[6], hvor de dateres til periode IB af mellemneolitikum.

Ofringerne her – måske endda kun een enkelt – er rimeligvis foretaget samtidig med gravens første benyttelse og i tiden lige efter.

Tilsyneladende er der gået en rum tid, måske et par århundreder, inden man så i begyndelsen af sen-neolitisk tid rømmede ud i kammeret og, som de fundne dolke viser, atter gravlagde her.

Sluttelig blev de to urnegrave anlagt i yngre broncealder, og deres placering i forhold til primærgraven, dyssen, antyder, at højen måske på et eller andet tidspunkt er gjort større og urnegravene indsat i dennes fod.

En udvidelse af profilsnittet (fig. 1, snit c-d), i et forsøg på at påvise dette, gav imidlertid intet resultat.

Undersøgelsen har måske ikke bragt noget nyt af afgørende betydning for forståelsen af megalit-gravenes bygning og anvendelse, men må blot føje sig til det allerede kendte. Til gengæld viser den med tydelighed, at tilsyneladende håbløst sløjfede anlæg af denne art stadig kan gemme på oplysninger og fund, som nok er en undersøgelse værd.

I hundredevis ligger de rundt om i vort smukke landskab, som uanselige højninger, hvor granitskærver og hvidbrændt, krakeleret flint ligger og glitrer i de nysåede forårsmarker.

Fundliste

Tragtbægre

Til denne type kan henføres skår fra 5 kar, hvoraf 2 med sikkerhed kan bestemmes som tragtbægre, de tre andre med nogen usikkerhed.

  • N A (fig. 5): 45 skår, hovedsagelig fra rand og hals. Randdiameter 11 cm, halshøjde 6 cm, hals/bug diam. 7,5 cm, største bugdiameter 8,4 cm. Øvre bughøjde 0,6 cm. Randornamentik: Bredt bånd bestående af lodrette stregbundter, indrammet af vinkellinier. Øverste konturlinie brydes af de lodrette stregbundter. Halskontur: vinkellinie. Bugen lodret afstribet. Ornamentikken udført i fure og mejselstik. Felt: G-III, G-IV, G-V, H-IV, H-V.
  • N B (fig. 5): 49 skår af tyndvægget tragtbæger. Mørk, fintglittet. Randdiameter 12 cm. Halshøjde 6 cm. Største bugdiameter 12,2 cm. Højde ubestemmelig. Randornamentik: kryds-skraveret bånd, med cylinderstik-række under nedre konturlinie. Halskontur: simpel fure. Bugen tæt lodret afstribet. Ornamentikken udført i tynd skarp fure og mejselstik. Felt: G-III, G-IV, H-IV, H-V.
  • N C (fig. 6): 5 randskår. Beregnet randdiameter 17 cm. Ornamentik: Hængende, skiftevis to- og tredobbelte storvinkler, udført i streg. Felt: G-III, H-IV.
  • N D (fig. 6): 6 randskår. Beregnet randdiameter 11 cm. Randornamentik: Lodret skraveret bånd, herunder dobbelt vinkellinie udført i spatelstik. Felt: H-V.
  • N E (fig. 6): 47 små skår fra rand og hals, hørende til et lille meget tyndvægget bæger. Mål ubestemmelige. Randornamentik: Åbent krydsskraveret bånd, herunder dobbelt vinkellinie. Udført i mejselstik med fint redskab. Felt: G-III, G-IV, G-V, H-III, H-IV, H-V.

Fodskåle

Forekommer i 4 eksemplarer, hvoraf det ene har kunnet restaureres fuldt.

  • N F (fig. 3): 105 skår af næsten komplet fodskål. Højde 17 cm. Øvre randdiameter 20 cm. Nedre randdiameter 12 cm. Diameter på vinklen mellem skål og fod 9,5 cm. Skålens højde 8 cm. Randornamentik, både ved øvre og nedre rand: Dobbelt vinkellinie i mejselstik. Skål og fod er fladedækkende ornamenteret med horisontale linier i tæt beviklet snor, som brydes af to hankfelter i vinkelstik lig randornamentikken. På vinklen mellem skål og fod en række af små krydsskraverede rhomber. Hanke båndformede og uornamenterede. Ingen indvendig ornamentik. Felt: G-III, G-IV, H-III, H-IV, H-V.
  • N G: 144 skår af fod og hank fra stor fodskål. Randdiameter 26 cm. Bevaret højde 16 cm. Randornamentik: dobbelt buestiklinie herover dobbelt vinkellinie i spatelstik. løvrigt tæt fladedækkende ornamentik i buestiklinier, brudt af bredt hankfelt med ornament af vinkellinier i spatelstik. Skår af en 6,5 cm bred båndformet hank ornamenteret som fladerne i buestik, men indrammet af krydsskraverede bånd langs hankens sider. Felt: F-III, G-III, G-IV, G-V, H-III, H-IV, H-V.
  • N H. 27 skår fra rand og sider af stor fodskål. Mål ubestemmelige. Randornamentik: række af negleindtryk herunder vinkellinier gjort med ovalt but redskab, uvist om fladedækkende. På indersiden af randen vinkellinier i lignende udførelse. Felt: G-IV, G-V, H-V, H-VI, J-V, J-X, K-VII.
  • N ] (fig. 6): 6 randskår formentlig fra stor forskål. Beregnet randdiameter 25 cm. Øvrige mål ubestemmelige. Randornamentik: Lodret skraveret bånd, herunder vinkellinie. Ornamenter udført i fure og mejselstik. Felt: G-V.



Fig. 5: Tragtbægre, skulderkar og åben skål fra offerlaget.

Skulderkar

  • N K (fig. 5): 17 skår af rand, skulder og øvre bug. Beregnet randdiameter 16 cm. Største diameter ved skulderknæk: 21 cm. Randornamentik: dobbeltlinie i buestik. Halskontur: enkel linie i bred fure. Skulderornamentik: lodrette stregbundter vekslende med udskrabede trekanter udført i cardium. Bugornamentik: dobbelt vinkellinie i snorestik. Felt: G-III, G-IV, H-III.

Åbne skåle

Af denne type kan udskilles 3 eksemplarer.

  • N L (fig. 6): 56 skår af rand og bug. Beregnet randdiameter 17 cm. Halskontur: horisontalt rundtløbende fure. Bugornamentik: svage furer som løber skråt fra halskontur ned over bugen, næsten til karrets bund. Felt: G-III, G-IV, G-V, H-III, H-IV, H-V.
  • N M (fig. 5): 77 skår af rand, hanke og bug. Beregnet randdiameter 25 cm. Højde ubestemmelig. Randornamentik: stikrække, herunder dobbelt vinkellinie. Bugornamentik: vertikale bånd bestående af lynlåsornament mellem to rækker skråtstillede spatelstik. Ornamenterne er adskilt ved smalle uornamenterede striber. Til dette kar er bevaret 3 knopformede hanke med oval gennemboring. Hankene er ornamenteret på den øvre del med to vertikale linier i falsk beviklet snor. Rand- og lynlåsornament i snorestik. Felt: G-V, G-V, H-V- J-V.
  • N O: 47 skår af rand, hank og bug. Mål ubestemmelige. Randornamentik: 4 horisontale vinkellinier i mejselstik. Herfra går smalle vertikale bånd ned over bugen, vekslende mellem uornamenterede bånd, tværstillede mejselstik og vinkelbånd. Hanken er båndformet og tæt ornamenteret med skrå mejselstik. Felt: H-IX, HX, J-X.
  • I materialet indgår desuden et stort antal uornamenterede skår, der ikke umiddelbart har kunnet henføres som hørende til de her nævnte kar. Fra udrømningslaget stammer en del grove uornamenterede skår af kar fra slutningen af mellemneolikum eller beg. af senneolitikum, her skal nævnes:
  • N P: 26 skår fra overdelen af et uornamenteret urtepotteformet bæger. Randdiameter 17 cm. Højde ukendt, da hele bundpartiet mangler. Karret er af gullig farve, lermassen grov og beklasket. Felt: H-X, J-IX, J-X.




Fig. 6: Randskår fra offerlaget.

Ravperler

I udrømningslaget fandtes fragmenter af tre ravperler, hvoraf de to kan bestemmes som økseformede, den tredie så fragmentarisk at formen ikke kan bestemmes.

Flint

Dolke. Over den ødelagte kammerbund fandtes fire dolke, heraf de tre i pløjelaget. Kun een dolk fandtes i primært leje.

  • NAA: Lancetformet dolk, længde 18,7 cm med fint savtakkede ægge (fig. 7-a). Fundet i primært leje på kammerbunden. Felt: G-VI.
  • NAB: Lancetformet dolk, længde 17 cm (fig. 7-b). Fundet i pløjelaget.
  • NAC: To fragmenter af lancetformet dolk, længde ca. 17 cm (fig. 7-c). Fundet i pløjelaget.
  • NAD: Beskadiget lancetformet dolk, bevaret længde: 18,2 cm. Fundet i pløjelaget (fig. 7-d).
Fig. 7: De fundne flintsager. (Jfr. fundliste)

Pilespidser

  • NAE (fig. 7-e): Tværpil, tildannet af flække. Længde 2 cm. Fundet i udrømningslaget. Felt: J-VII.
  • NAF (fig. 7-f): Hjerteformet pilespids med buet indskæring. Spidsen beskadiget. Længde 2,2 cm. Fundet i pløjelaget.
  • NAG (fig. 7-g): Trekantet pilespids med kantet indskæring. Spidsen beskadiget. Længde 2,3 cm. Fundet i pløjelaget.

Flækkekniv: NAH (fig. 7-h) dannet af uregelmæssig flække. Kant-retouche langs hele den ene side. Slagbulen bevaret. Længde 10 cm. Fundet i offerlaget. Felt: F-IV.

 

Noter

  1. ^ Jeg vil her gerne rette en tak til museumsinspektør, dr. phil. Erling Albrectsen, for stor velvilje og imødekommenhed overfor planerne om en udgravning.
  2. ^ En tak til alle, som periodevis hjalp til i udgravningen, først og fremmest stud. mag. Niels H. Andersen og stud. mag. Jørgen Holm, begge Aarhus, samt snedker Victor M. Poulsen, Middelfart, postbud Børge Larsen, Brenderup, overlærer Henning Kofod-Jensen, Bogense, og medlemmer fra Harja-arkæologisk forening. Ligeledes en tak til markens tidligere ejer, gdr. Chr. Lund, Skåstrup, som venligt tillod den første undersøgelse, og den nuværende ejer, gdr. Chr. Ørum, Hugget, som tillod sommerens udgravning midt i dyrket mark.
  3. ^ Ved den nyligt undersøgte jættestue Jordhøj (P. Kjærum: Jættestuen Jordhøj, Kuml 1969), hvor der fandtes offerlag på begge sider af gangen, kunne karrene klart opdeles i typegrupper, hvoraf det fremgår, at de ældste typer hovedsagelig fandtes vest for gangen.
  4. ^ Skålen her er næsten identisk med en skål funden i Solrød sogn, Sjælland (H. C. Broholm: Danske Oldsager, Yngre Broncealder, nr. 369, Bl 3117).
  5. ^ P. Kjærum: Jættestuen Jordhøj, Kuml 1969, samme: Tempelhus fra stenalder, Kuml 1965.
  6. ^ H. Berg: Klintebakken, Medd. fra Langelands Museum 1951.

 

©