I vikingetiden blomstrede handelen. Købmændene satte kursen mod de faste knudepunkter i Norden: Hedeby ved Slien, Birka i Mälaren, det norske Skiringsal, for at købslå om deres varer. De kom langvejsfra, fra Dorestad i Holland, fra Nord- og Vesttyskland, og vi ved, at selv fra det fjerne Arabien nåede handelsfolk frem til Hedeby. Skattefundene, som i tidens løb er fremdraget af jorden, viser handelens veje og er det kontante udtryk for velstanden. Skattene består af forarbejdede smykker, af brudsølv og mønter allesteds fra. Men vi ved også, at en stor del af kostbarhederne er hjembragt bytte fra vikingetogene. Hvor drageskibenes besætninger gjorde strandhugst, måtte landsfolket købe sig fri, og det er forklaringen på de vældige mængder af engelske sølvmønter i de danske skattefund. Tiden var jo som helhed også en urolig kampperiode. Når ufreden huserede over bygderne herhjemme, var jorden den bedste bank at gemme sin velstand i. Fra det nuværende Danmark kendes godt 120 større og mindre sølvfund.

Af dem er i nyere tid 13 optagne på Fyn og Langeland. Et vigtigt fund blev i 1889 og i 1909 opgravet på det fynske Trelleborg, Nonnebakken i Odense. Her lå der på næsset ved åen en befæstet vikingelejr. Sagerne, som sikkert hører til én nedlægning, bestod af to prægtige sølvspænder, noget brudsølv og 33 mønter, hvoraf de fleste arabiske, alt sikkert nedlagt o. år 1000. Lidt yngre er et af vore største møntfund, fra Hågerup, hvor det blev pløjet op under den anden verdenskrig. Det bestod af 1309 mønter, især engelske, danske og tyske, med yngste mønt fra 1056. Vi kan heraf slutte, at skatten er nedgemt under Svend Estridsen, utvivlsomt under et af Harald Hårderådes hærgningstog mod de fynske kyster, som de samtidige norske skjalde berettede om: „Kongen rødfarvede den skarpe egg på Fyn. Ilden løb over mændenes boliger“.

På den baggrund må vi nok også se et nyt sølvfund, som i 1960 er dukket op ved Kærby på Vestfyn, i Asperup sogn. En dag i maj 1960 kom fru gårdejer Rasmussen ind på Fyns Stiftsmuseum og foreviste en sølvring, som nogle dage forinden var fundet på hendes mands mark. Finderen var en ung landmand, Poul Andersen, som tjener hos gårdejer Valdemar Rasmussen i Kærbyholm. Fruen var åbenbart glad for ringen og vilde nok gerne have beholdt den, men var jo klar over, at den som danefæ ikke kunde forblive i privateje.

Sølvringen fra Kærby, set forfra.

Et par dage senere besøgte jeg findestedet, som blev forevist af gårdejer Rasmussen og Poul Andersen. Sidstnævnte forklarede, at han havde fundet ringen ved roeudtynding, og at den lå højt oppe i muldlaget. Andre genstande var ikke kommet for dagen. Marken er matrikuleret under nr. 9h af Kærby i Asperup sogn, Vends herred.

Efter besøget blev sølvstykket indsendt til Nationalmuseet. Som altid, når danefæ indgår, bringes det til prøvelse og vurdering hos mønt- og statsguardeinen. Vægten ansattes til 137.05 gram, metalværdien til 27.30 kroner. Hertil blev lagt en ducør, hvorefter Poul Andersen kunne modtage i alt 200 kroner som godtgørelse.

De to fotografier viser ringen set forfra og fra siden. Af profilbilledet fremgår, at den er en del sammenbøjet. I udrettet stand vilde smykket måle ca. 28.5 cm, men efter længdeaksen i frontalbilledet til venstre, er det kun 7.2 cm. Ringlegemet er ved midten 2.6 cm bredt. Det dannes af et svært bånd mellem 4 og 5 mm tykt. Det er bredest ved midten, hvor det udvides til en ruderformet plade. Hele overfladen er dækket med en kraftigt indstemplet ornamentik, som på midten består af et korslagt dobbeltbånd, i hvis vinkler sidder et rundt mærke med ophøjet midtpunkt. Det samme motiv gentages lidt ændret hen mod hver ringende. Ellers er fladen dækket af indstemplede tværriller.

Billedet viser ringens sammenbukkede tilstand.

Naturligvis havde Stiftsmuseet gerne set, at dette vægtige smykke kunde opbevares i dets samlinger fra vikingetiden og rettede derfor en anmodning til Nationalmuseet om en mulig deponering af det i Odense. Dette lod sig dog desværre ikke gøre, eftersom ringen ikke har noget nøje sidestykke, hvad ornamentikken angår. Gennemgår man afbildningerne af danske vikingetidsfund, finder man i Sophus Müllers „Ordning“, bind III, nr. 640, en ringtype, der svarer til stykket fra Kærby. Müller angiver disse ringes antal til otte og nævner, at lignende er fundet i Irland. Også fra svensk område kan hentes paralleler. I det store værk, som professor Mårten Stenberger har udgivet om vikingetidens skattefund på Gotland, finder man enkelte stykker, som ligner, nemlig ét fra Grausne og ét fra Herrvide. Det første daterer Stenberger til ca. 960, mens han mener, at det andet er nedgravet kort før år 1000.[1] På baggrund af disse to gotlandske fund tør man derfor antage, at sølvringen fra Kærby er kommet i jorden engang i den anden halvdel af det 10. århundrede.

Om den fynske ring hører til en samlet nedlægning, er endnu uvist.

Dens sammenbukkede tilstand tyder på, at den ikke blot er tabt, men at den har haft selskab af andre sager, som det vel var værd at søge efter. Gårdejer Rasmussen har lovet at have stedet under nøje opsyn, og bliver en dag findestedet præcist fastlagt ved et nyt fund, bør en gravning foretages.

Noter

  1. ^ M. Stenberger, Die Schatzfunde Gotlands der Wikingerzeit. I—II. Stockholm 1947 og 1958. Grausne, fund nr. 496; Bd. I. Abb. 49, 5. Herrvide, fund nr. 518, Abb. 136, 4. Jfr. Bd. I, 1958, s. 119 om nedlaegningstiden.

©