En tilsynsførendes dagbog

Tilsyn med Fyns fredede fortidsminder

Gravhøje, de store stendysser og jættestuer vil nok være det, de fleste forbinder med et fredet fortidsminde. Selvom disse også udgør langt den største del, så omfatter gruppen af fredede fortidsminder også forsvarsanlæg, helligkilder, ødekirkegårde, bro- og vejanlæg, ligesom også sagnsten, mindesmærker, krigergrave og agerspor kan være fredede. Tilsynet med Danmarks ca. 33.000 fredede fortidsminder er underlagt Slots- og Kulturstyrelsen. Rent praktisk varetages tilsynet ude i landet af 10 arkæologiske museer, der tilser fortidsminderne inden for fastlagte geografiske ansvarsområder. Odense Bys Museer fører tilsynet med de ca. 1050 fredede fortidsminder på Fyn og øerne. Denne artikel fortæller ganske kort om museets rolle som tilsynsmuseum og om nogle af de opgaver, der følger med.

Fig. 1. På Fyn og øerne er der i dag ca. 1050 fredede fortidsminder, der med jævne mellemrum skal tilses.

Tilsynsmuseets opgave

Formålet med tilsynet er at beskytte fortidsminderne mod uønskede indgreb. Det kan være den menneskelige indvirkning såsom tilplantning, bebyggelse, afeller udgravning samt enhver form for deponering af affald. Herudover har beskyttelsen af den 2 meter brede, dyrkningsfri bræmme omkring gravhøjene til formål at beskytte eksempelvis gravlæggelser fra senere perioder samt spor af andre aktiviteter i tilknytning til højene, som arkæologerne erfaringsmæssigt ved findes her.

Tilsynsteamet på Odense Bys Museer består i øjeblikket af to personer med baggrund i henholdsvis arkæologi og historie. På den måde kan tilsynet med de forhistoriske fortidsminder udføres af en arkæolog, og tilsynet med nyere tids anlæg samt sten- og jorddiger varetages af en historiker.

En tilsynsførendes vigtigste redskab i marken er et kamera til fotodokumentation samt to landmålerstokke til at dokumentere størrelsesforhold. Herudover kræves det, at man tilegner sig en bred viden om de forskellige træarter, hvor gamle de er, og hvornår noget er tilplantet eller blot er naturlig vækst. Alt sammen viden, der skal bruges, når den tilsynsførende skal vurdere, hvorvidt en gravhøj beliggende i en plantage er ulovligt tilplantet, eller om bevoksningen er selvsået. Det samme gør sig gældende, hvis et fortidsminde skal fredningsvurderes. Her kræves selvfølgelig en faglig viden for at kunne beskrive et fortidsminde fyldestgørende. Det er også vigtigt at kunne anføre med stor nøjagtighed, hvilken type bevoksning der er tale om, og hvor gammel den er, hvis pludselig det skulle ændre sig. Den primære tilsynsopgave ligger således i at vurdere, hvorvidt der er sket en tilstandsændring af fortidsmindet eller i den beskyttede 2 meter bræmme omkring fortidsmindet. Dette gøres ved at sammenholde fortidsmindets nuværende tilstand med fredningsbeskrivelsen af fortidsmindet og tidligere tilsyn.

Ved selve tilsynet skal fortidsmindet fotodokumenteres fra alle verdenshjørner, ligesom der skal tages et pænt oversigtsfoto til offentliggørelse i Fund og Fortidsminder, som udgør den nationale registreringsdatabase. Ved fortidsminder beliggende i dyrket mark skal det desuden dokumenteres med landmålerstokke, at der ikke er foretaget markarbejde i den dyrkningsfrie 2 meter brede bræmme. Tilsynsmuseet er Slots- og Kulturstyrelsens øjne i marken og har ingen myndighed.

I årene 2008-2012 er alle ca. 33.000 fortidsminder systematisk tilset, fotograferet og indrapporteret, og frem mod 2017 er indsatsen løbende revideret. I dag er der tale om en differentieret indsats, hvor tilsynet overvejende koncentreres om fortidsminder, hvor der før har været overtrædelser eller skader på fortidsmindet.[1]

Fig. 2. Eksempel på pløjning i 2 meter-zonen og kørespor på selve fortidsmindet.

Naturen som modspiller

I 2017 har Odense Bys Museer tilset 82 fortidsminder. Tilsynet efterlader os som museumsfolk med det klare indtryk, at lodsejerne, hvor de enkelte fortidsminder findes, er glade og stolte af at eje fredningsværdig kulturarv, og mange fortidsminder får som sådan lov til at passe sig selv. Selvom udgangspunktet med at lade et fredet fortidsminde ´passe sig selv´ kommer af en god mening, så bør vi være opmærksomme på, at denne passivitet desværre kan være næsten lige så ødelæggende som at pløje for tæt på fortidsmindet. En ganske stor trussel mod de fynske fortidsminder er derfor ikke uønskede indgreb men snarere manglende pleje, enten hvor fortidsmindet gror helt til og bliver usynligt eller ved naturskabt skade i form af væltede træer, dybe rævegrave eller kysten, der langsomt men sikkert æder sig ind på klinterne for til slut at tage fortidsmindet med sig.

Fig. 3. Hvem kunne vide, der her lå et flot stenbygget dyssekammer – og hvorfor passe på det, hvis man ikke kan se det?

I 2017 blev flere tilsynsmuseer – herunder også Odense Bys Museer – tildelt en ekstraopgave med at tilse fortidsminder, der er under nedbrydning grundet kysterosion. Formålet på landsplan var at indsamle så megen viden om de erosionstruede fortidsminder som muligt. Hvor meget af fortidsmindet er borte/tilbage, ses der arkæologiske spor i erosionssiden, hvor almindeligt/ sjældent et fortidsminde er der tale om, og foregår erosionen langsomt, eller er der friske skader? På det grundlag kan man udpege de mest truede fortidsminder, der forskningsmæssigt er mest væsentlige, i håbet om at der ad anden vej kan skaffes midler til enten sikring eller registrering/udgravning. At vi her står med en helt konkret udfordring, blev meget tydeligt ved Lars Jens’ Høj på Hindsholm, som naturen længe har ædt sig tættere og tættere på.

Ved de antikvariske herredsundersøgelser fra 1873 til 1930 blev alle sogne efterhånden besøgt af arkæologer, landmålere og tegnere, der fik titlen som ”berejser”. Det er den første systematiske registrering af landets fortidsminder, og i 1884 konstaterer berejser J.E. Boesen:

I Øster Have (“Ottes Have”) er lige ved Hegnet mod Snave og lige ved Kysten en del af en opkastet Høj; ved Foden ses i Overfladen Sten, der rimeligvis ere en del af en hel Stenkreds. Omtr. Halvdelen af Højen er i Mands Minde bortrevet af Hav og Vejr, og for omtr. 100 Aar siden skal der være blevet pløjet mellem Højen og Kysten.

Ud fra den beskrivelse kan det næppe undre, at der i 2014 blev indleveret et par bronzefragmenter på Østfyns Museer, fundet af en af strandens gæster. Bronzefragmenterne havde han samlet op i strandkanten neden for Lars Jens’ Høj. Fragmenterne viste sig at være dele af et såkaldt fuldgrebssværd fra bronzealderen – en kriger eller høvdings ypperste statussymbol.

I 2016 foretog Østfyns Museer – med midler fra Slots- og Kulturstyrelsen – en indledende undersøgelse af det ”gratis” snit, som naturen havde givet igennem højens midte. Undersøgelsen viste, at fortidsmindet stadigvæk rummede et væld af information om måden, man havde konstrueret højen på, og – som det skulle vise sig – de gentagne gange højen er blevet udvidet for at gøre plads til nye gravlæggelser.[2]

Fig. 4. Til alle tider har havudsigten været højt skattet, men det var næppe høvdingen i Lars Jens’ Højs ønske, at han en dag skulle ende med at falde i vandet.

I ufredstid har udsigten over vandet været af vital betydning for at kunne iagttage fjenders komme. Dette er kommet til udtryk især på kystlinjen omkring Lillebælt, hvor der på begge sider ses skanseanlæg fra blandt andet Svenskekrigene, Englandskrigene og krigen i 1864. Som en del af tilsynet med de erosionstruede fortidsminder fik museet i år til opgave at besigtige flere af de kystnære skanser på Hindsgavl samt det nok så imponerende ”Svenskebatteri” på nordspidsen af Fænø. Batteriet udgjordes oprindeligt af et stjerneformet voldanlæg med en tør grav foran. Fra Danske Atlas berettes der:

”Den 31 May (red: 1659) gjordes Landgang paa Fænøe, hvorfra de Svenske blev fordrevne, men da man derfra søgte det paa et Par Bøsseskud nærliggende faste Land, forefandtes der saa mange opkastede Batterier, at man med blodige Pander maatte afstaae derfra og tillige forlade Fænøe”.[3]

I dag resterer vel kun omtrent halvdelen af anlægget, og selvom det stadig tager sig imponerende ud, kan det være på tide med en egentlig arkæologisk registrering, inden naturen går sin gang, og det er for sent.

Der er ingen tvivl om, at der stadigvæk er megen viden at hente i de fortidsminder, der er i fare for at forsvinde i havet. I takt med at nogle fortidsminder langsomt forsvinder, erkendes også løbende nye fortidsminder.

Dette skyldes i høj grad de moderne og meget detaljerede højdemodelskort, hvor det for første gang også er blevet muligt ved hjælp af laser at ”kigge” ned igennem bladdækket i skovene og iagttage skovbundens konturer i detaljen – noget, der hidtil har været umuligt. Dette har givet et væld af ikke tidligere erkendte gravhøje beliggende især i skovene.

Fig. 5a. Kort fra Danmarks Højdemodel, der viser Svenskebatteri på nordspidsen af Fænø.
Fig. 5b. Foto af Svenskebatteri fra vandsiden.

Staurby Skovs glemte høje

30. april 2017 blev der for andet år i træk afholdt Fortidsmindernes Dag over det ganske land. Fortidsmindedagen er en ny satsning fra Slots- og Kulturstyrelsen med tilsynsmuseerne som de overordnede koordinatorer. Formålet er at prøve at sætte fokus på de mange flotte og seværdige fortidsminder, vi har i Danmark – og gerne nogle af dem, der ikke nødvendigvis er skiltede, så de også trækkes frem i lyset. I samarbejde med Middelfart Kommune afholdt Odense Bys Museer blandt andet et arrangement i Staurby Skov. Grunden til dette var, at der i det sene efterår 2016 var blevet lokaliseret fire ”nye” gravhøje i skoven, der ikke optrådte som fredede i Slots- og Kulturstyrelsens arkiv.

Tre af højene er placeret i skovens sydlige udkant, ned mod den nuværende motorvej. Fra 1915 findes en registrering i det kulturhistoriske centralregister Fund og Fortidsminder,[4] hvor der skrives: Lille Knold, sikkert Højrest. Gennemgravet af en Skelgrøft. En Skovvej fører over den. Dens Dimensioner nu ganske ubestemmelige, men det har sikkert kun været en lille Høj. Denne lidet flatterende beskrivelse har ikke gjort knolden værdig til et fredet fortidsminde. Ved en ny besigtigelse i skoven i efteråret 2016 stod det dog hurtigt klart, at der ikke kun er tale om én men formentlig hele tre gravhøje, der ligger på en ret linje. Den lille knold, omtalt i 1915, måler i dag 15 meter i diameter og har en højde på én meter. De to andre høje er jævnstore i omkreds men knap så høje. Som berejseren i 1915 nævner, er et ældre skel i skoven løbet hen over de to nordligste gravhøje, hvilket også forklarer deres mere utydelige karakter. På de høje målebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet ses et område i den sydlige udkant af skoven betegnet ”Smaahøje”, hvorover der løber et skel. Der er næppe tvivl om, at det er de tre genfundne høje, som har givet inspiration til stednavnet, og der er således fin overensstemmelse imellem det ældre kortmateriale og de arkæologiske iagttagelser i skoven.

Fig. 6. Højkantskort fra sidste halvdel af 1800-tallet. Med grøn cirkel er markeret de i forvejen fredede høje, mens rød cirkel markerer de nyligt fredede. Rød åben cirkel markerer højsignaturer, der ligeledes kan være sløjfede gravhøje. Figur: Michael Borre Lundø

Ved samme lejlighed blev endnu en mulig gravhøj i skovens nordlige del, nordøst for det nuværende vandværk, besigtiget. Samme berejser bemærker i 1915: Overpløjet Høj, nu 1,50 m høj, 20 m i Tværm. Har øjensynlig været en anselig Høj. Nu granbevokset i Skov. Heller ikke denne gravhøj fredes til trods for den ellers sigende beskrivelse. Gravhøjens dimensioner har ikke ændret sig siden beskrivelsen i 1915, og den fremstår i dag som et ganske anseeligt fortidsminde i skovbunden.

De fire nyfundne – eller måske nærmere genfundne – høje er nu alle blevet registreret på ny, og deres fredning bliver tinglyst. Fortidsmindedagen var dermed en rigtig fin lejlighed til at fortælle om den lange kulturhistorie i skoven generelt og i særdeleshed om de nye høje. Set udefra er gravhøjene i sig selv imponerende monumenter, men det, der virkelig vækker manges nysgerrighed, er, hvad der mon kan være gemt derinde i højens midte. Det er jo i bund og grund det, vi ikke kan se, der vækker interessen, og det er der, den gode historie ligger begravet!

Denne udfordring tog vi op til fortidsmindedagen. Med hjælp fra Middelfart Kommune og i særdeleshed de dygtige folk, der arbejder i Staurby Skov, lykkedes det at få fremstillet en rekonstruktion af en egekiste. Kisten blev udstyret med skind og gravgaver – nøjagtigt som den kunne have taget sig ud ved gravlæggelsen af ”Staurbymanden”, som den gravlagte døbtes til lejligheden. På den måde blev formidlingen af højenes indre meget virkelig, og da alle genstande i graven kunne tages op og røres ved, kom både børn og voksne helt tæt på gravlæggelsen af en velhavende kriger for 3.500 år siden.

Fig. 7. Småhøje, som de tager sig ud, efter at beplantningen er fjernet til Fortidsmindedagen 2017.
Fig. 8. På fortidsmindedagen kunne deltagerne få et førstehåndsindtryk af, hvad der kan ligge gemt i Staurby Skovs høje.

Hvorfor beskytte den synlige kulturarv?

Alt imens DR’s store satsning ”Historien om Danmark” rullede over skærmen søndag efter søndag, sad mange museumsfolk og kiggede med – helt uvidende om det væld af mennesker, der efterfølgende strømmede til museerne, nysgerrige på at lære mere om vores fælles danmarkshistorie. Hvorvidt fortidsminderne i det åbne land har set en tilsvarende stigning i besøgstallet, skal være usagt, men med fredningen af de synlige fortidsminder bevares en vigtig del af den danske kulturarv for eftertiden – så længe vi vælger at prioritere og passe på den vel at mærke.

Gravhøje, dysser, jættestuer, skibssætninger og runesten fortæller hver især om måden, hvorpå samfundet tog sig af og mindedes de døde i oldtiden. For disse mennesker var dette en selvfølge, og herom vidner den store skibssætning i Glavendrupmonumentet, hvor vikingeskibet nærmest ”sejler” ind i en gravhøj fra bronzealderen, hvorved der knyttedes bånd mellem vikingernes nutid og deres fortid.

Forsvarsanlæg som de middelalderlige voldsteder og nyere tids skanseanlæg fortæller om menneskets behov for til enhver tid at beskytte det, de holder mest kært i ufredstid. Alle fortidsminder har iboende fortællinger om fortidens mennesker og deres levevis. De er ikke bare smukke elementer i det fynske landskab – de fortæller i høj grad også om landskabets lange og spændende kulturhistorie; en fortælling, som vi alle er en del af og samtidig bør passe rigtig godt på!

Figur 9. Glavendrupmonumentet, som Magnus Petersen udgav det i Illustreret Tidende 1875.

 

Noter

  1. ^ For en historisk gennemgang af tilsynets rolle før og nu se Lone Andersens artikel i KUML 2015, s. 265-274.
  2. ^ I førstkommende nummer af Skalk 2018 fortæller museumsinspektør Malene Refshauge Beck historien om Østfyns Museers undersøgelser i højen.
  3. ^ Pontoppidan, Erik: Den Danske Atlas, Tomus III, genoptryk 1968, s. 485ff.
  4. ^ www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder

 

Emner: Arkæologi, Historie, Odense Bys museer, Fredede fortidsminder: herunder kunne høre gravhøje, stendysser, jættestuer, forsvarsanlæg, helligkilder, ødekirkegårde, bro- og vejlægning, sagnsten, mindesmærker, krigergrave, agerspor, Rekonstruktion af Staurbynabdebs egekiste, Fredede fortidsminder, tilsyn, sogne på Fyn, Fund og Fortidsminder(blad), Fortidsmindernes dag - Slots og Kulturstyrelsen(s. 47)
©