En udenlandsk økse i fynsk miljø

Rundt om Brændegård sø på Sydvestfyn ligger på søbredden, som det også er tilfældet med Arreskov sø, stenalderbopladser fra alle perioder. Maglemosekulturen er repræsenteret ved en boplads med et inventar bl.a. mikrolither som i fundet fra Snarup mose; Kongemosekulturen manifesterer sig gennem skævpile på en anden boplads. Ertebøllekulturen ved tværpile m.v. på flere bopladser, og overalt et mindre indslag af redskaber fra yngre stenalder.

Iagttagelserne er baseret på regelmæssige bopladsopsamlinger efter hver jordbearbejdning på landbrugsarealerne over 6 år, og på gravninger af mindre prøvehuller på skovbevoksede bopladser.

Den nu 140 ha. store, lavvandede Brændegård sø har i oldtiden været noget større, idet de syd og sydvest for beliggende arealer har været sø, rørbevoksede arealer og våde moser, omgivet af lette jorder (sandede til grusagtige morænejorder med lerforekomster i bakkerne) – et ideelt terræn for en jæger- og fiskerbefolkning og senere et letopdyrkeligt opland for yngre stenalders bønder.

På hovedgården Brændegårds jorder[1] ved det sydøstlige hjørne af søen ligger en boplads hovedsagelig syd og øst for den offentlige vej fra Brændegård til V. Åby, hvor denne har et retvinklet knæk få meter fra søbredden (fig. 3-5). Midt på bopladsen er den fig. 1 afbildede økse fundet efter en pløjning.

Det er en »skolæstøkse« – en ældre samlebetegnelse for flere former af importerede Donauøkser.[2]

Råmaterialet er en grågrønlig bjergart, der er tydeligt lagdelt med afvekslende mørke og lysere lag, der giver udpræget spaltelighed, benævnt Amfibolit.

Lagene er fra papirtynde op til en tykkelse af c. 2 mm. Som det ses på siden af øksen (fig. 2) følger over- og undersiden nøje spalteretningen.

Fig. 1. Brændegård-kilen set ovenfra.

Denne spaltelighed af råmaterialet til flager af passende tykkelse har lettet fremstillingsarbejdet af økserne betydeligt. Da man yderligere har behersket en teknik med savning af snittene vinkelret på lagdelingen,[3] forstår man muligheden af en delvis »industrimæssig« fremstilling af enten det færdige redskab eller halvfabrikata på en bestemt lokalitet[4] på dette tidlige tidspunkt – i lighed med vor egen flintplankeproduktion.

Overfladen er meget ujævn efter en forvitring, hvor de mørkere lag har vist sig mere hårdføre end de lysere.

Undtaget herfra er skafthulsgennemboringen, der fremstår med en smuk, glatpoleret, cylindrisk overflade, der er fremkommet ved at boringen er foretaget med en rørknogle med sand el.lign. som slibemateriale.[5]

Skafthullet ligger lidt forskudt i forhold til symmetriaksen, men om det skyldes ensidigt slid på højre side[6] eller fejlboring kan ikke fuldgyldigt afgøres p.gr. af overfladeforvitringen. Man er mest tilbøjelig til at tro på, at boret er smuttet, da det ser ud som om der først har været påbegyndt en centraltbeliggende boring.

Fig. 2. Brændegård-kilen set fra siden.

Borehullets retning er omtrent vinkelret på lagdelingen og parallel med æggen.

Borehullets diameter er 1.9-2.0 cm og afstanden fra dets forreste kant til æggen 8.2 cm.

Desværre mangler nakken, idet et brud går gennem centrum af skafthullet. Man kan derfor kun gisne sig til den fulde længde i forhold til øvrige fundne eksemplarer. Den sandsynlige længde ud fra dette vil være c. 13-14 cm. »Højden« ved borehullet er 4.9 cm. Det bemærkelsesværdige er, at »bredden« (= æggen) kun er c. 2.8 cm.

Højden og bredden er her anvendt på samme dimensioner, som Glob og Lomborg anvender. Denne brug støder desværre an mod den om denne økseform nu mest anvendte nomenklatur i Tyskland nemlig Breitkeil, der jo refererer til bredden og yderligere påpeger den smalle æg ved at benævne redskabet kile i stedet for økse, hvilket også er gjort af mig i det følgende. – Et dansk navn må efterlyses, idet E. Lomborgs afhandling 1962 er tysksproget, og der her er anvendt benævningen »plättbolzenartigen Steinkeile« (dansk = strygeboltagtig stenkile), hvilket Lomborg selv fremhæver ulykkeligt nok tidligere er anvendt på en anden redskabsform.

På et udbredelseskort viser Lomborg[7] fordelingen af de i 1962 i Danmark og Skåne kendte eksemplarer af disse kiler:

Sted stk.
Sjælland 3
Fyn 1
Jylland 3
Lolland-Falster + omliggende øer 9
ialt 16
 
Skåne-Halland 3

Når man tillige betragter vesttyske kort.[8] der har en udtalt koncentration af fund i den sydlige og sydøstlige del af landet og en stærk udtynding op mod Slesvig-Holsten, ses det at vi ligger i nordkanten af udbredelsesområdet.

Den markante overvægt af fund på Lolland-Falster med omliggende øer tyder på en importvej over Østersøen fra Rügen[9] og måske særlig ad den korteste rute på c. 20 km over Femerbælt til Lolland.

Kurt Schietzel har i »Müddersheim« (en båndkeramisk boplads beliggende i Rhinlandet mellem Bonn og belgisk-hollandske grænse) gennem petrografiske undersøgelser af redskaber fra denne boplads sammenlignet med tilsvarende fra Breslauområdet påvist, at 15 stk. redskaber af AmFibolit stammer fra Zobten (tysk = nu Sobotka, polsk) ca. 30 km sydvest for Breslau. Desuden anfører han[10] en undersøgelse, der viste at størstedelen af de i Slesvig-Holsten fundne redskaber også var fremstillet af Zobten-Amfibolit, hvad der naturligt er af stor interesse for os.

Afstanden i luftlinie Müddersheim-Zobten er ca. 700 km, medens tilsvarende afstand er ca. 650 km mellem Zobten og det sydlige Fyn, idet det her igen bør nævnes, at den korteste afstand over Østersøen er ca. 20 km.

Fig. 3. Symmetrisk, fladhugget skiveøkse og symmetrisk kerneøkse.

Man må da komme frem til at Brændegårdskilen er:

  1. en af Donauøkseformerne
  2. tilhørende den bånd-keramiske kultur
  3. af Amfibolit
  4. og sandsynligvis importeret fra Zobtenområdet i Polen, hvilket område ligger op til Oderfloden.
Fig. 4. 1. Tværstikkel på kantretouche. 2. Tværstikkel. 3. Flække med skrå tværretouche. 4. Flække med svagt indbuet tværretouche. 5. Flækkeskraber.

For at vende tilbage til fundmiljøet, så er Brændegårdkilen som sagt et løsfund fra en Ertebølleboplads, der er karakteriseret ved de på fig. 3, 4 og 5 viste skiveøkse, kerneøkse, stikler, skrabere og tværpile samt yderligere af blokke, save m.v., som man bedst må sammenligne med Ringkloster-inventarets yngre del,[11] altså yngre Ertebøllekultur.

Det må dog fremhæves, at kilens fundsted nok er Ertebøllemiljø, men at en større boplads på en i oldtiden eksisterende halvø med Maglemose-, Kongemose- og Ertebøllekultur kun ligger i en afstand af ca. 40 m.

Den anden på Fyn fundne Breitkeil fra Ølund, Skeby sogn, Odense amt, (Svendborg og Omegns Museum nr. 2230, jfr. fig. 6) er også af Amfibolit, men ikke nær så forvitret som Brændegårdkilen, og stykket er helt, bortset fra en afsprængning følgende lagdelingen fra æggen og ¾-del af afstanden til skafthullet. Sidefladerne er polerede men ikke over- og underside, dog blank mod æggen på den ubeskadigede side, alt i alt smukkere end Brændegårdkilen.

Fig. 5. Tværpile.

Det mest bemærkelsesværdige ved sammenligningen mellem Ølund- og Brændegårdeksemplarerne er den store formlighed. Tager man fotografiet af Brændegårdkilen (fig. 1.) dækker det et aftegnet omrids af Ølundkilen så komplet, at der kun er en afvigelse på 1-2 mm på en strækning af godt 2 cm. Bortset fra placeringen af skafthullerne er faconen så ens, at man fristes til at tro, at de to kiler var lavet efter samme skabelon.

Om anvendelsen af skolæstøkserne har der hersket stor uenighed. Måske skyldes det at begrebet har været samlingsbetegnelse for økser af vidt forskellige bjergarter, med retvinklet eller skråt boret skafthul, der kan være placeret i meget varieret afstand mellem æg og nakke (i nogle tilfælde bemærkelsesværdigt nær nakken) og af vidt forskellig facon – altsammen kriterier for forskellig anvendelse.

Bedst kendt i Danmark er P.V. Globs tolkning som ardskær,[12] hvor det ensidige slid og slidsporene på undersiden (idet skafthullet har været i vandret stilling ved befæstningen på arden) er brugt som bevis for teorien.

Fig. 6. Ølund-kilen set ovenfra.

Uden at komme ind i nogen diskussion vil jeg tillade mig at gøre opmærksom på Globs fremholdelse af, at redskabets oprindelige opfindelses- og brugsområde er »de frugtbare, men stenfrie løsssletter« … »men derimod mindre egnede på de stenede danske agre«.[13] Det sidste citat må særlig bemærkes ved betragtningen af de på Nationalmuseet beroende økser, hvor beskadigelserne på nogle eksemplarer er meget voldsomme. Økserne fra Bogø Vesterskov[14] og Vejleby bro[15], der er af finkornet, tæt og ikke lagdelt bjergart, er kløvet på langs, hvilket tyder på et kraftigt slag eller stød mod et hårdt legeme, måske en fastsiddende sten, og slet ikke på en beskadigelse ved anvendelse som økse ved behandling af træ.

Clemens Eibner[16] har behandlet spørgsmålet ud fra en i Melk (c. 70 km vest for Wien) funden »Setzkeile« (dansk = sættekile) af samme type som Brændegårdkilen altså Breitkeiltypen, men med isiddende, forkullet rest af skaftet, der var af ask med koncentriske årringe, der indicerer at skaftet enten er taget af stammen af et ungt træ eller af en gren. Han kommer frem til, som navnet antyder, at kilen anvendes ved kløvning af træ, en bearbejdning på langs ad vedtaverne og ikke til hugning på tværs af disse som økse. Man sætter kilen nøjagtigt, hvor man ønsker træet kløvet, bearbejder nakken med en trækølle og får tilbageslagene afdæmpet gennem det elastiske askeskaft.

Som forstmand vil jeg ud fra den korte, stumpe, afrundede facon, som Breitkeilen har (fig. 1) i forhold til f.eks. den neolitiske flintøkses brede, skarpe og slanke æg, og – lidt mindre udtalt – Ertebølletidens kærneøkse mene at Eibner har ret i sin tolkning. Den i moderne tid i skovbruget anvendte kløvhammer og vor moderne fældeøkse er, når vi tager de vidt forskellige materialer: jern og sten i betragtning, udformet på nøjagtig samme måde m.h.t. faconen som de førnævnte oldtidsredskaber.

For fuldstændighedens skyld skal dog nævnes, at John Coles for nylig[17] har afbildet et hugningsforsøg tilsyneladende med en Breitkeil med et forbavsende godt tidsresultat, men ægbredde m.v. er desværre ikke opgivet.

Noter

  1. ^ Matr.nr. 1 a Brændgård, Vester Åby sogn, Svendborg amt, FSM jour.nr. 116, sb.no. 31; fundene befinder sig i forfatterens privatsamling.
  2. ^ P. V. Glob, Ard og Plov i Nordens Oldtid, Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter, Århus 1951, 82.
  3. ^ E. Lomborg, Zur Frage der bandkeramischen Einflüsse in Südskandinavien, Acta Archaeologica XXXIII, København 1962, 28.
  4. ^ K. Schietzel, Müddersheim, Fundamenta A 1, Köln 1965, 110.
  5. ^ Lomborg, anf. std. s. 31.
  6. ^ Glob, anf. st. s. 82.
  7. ^ Lomborg, anf. st. s. 35.
  8. ^ K. H. Brandt, Studien über steinerne Äxte und Beile der jüngeren Steinzeit und der Stein-Kupferzeit Nordwestdeutschlands, Münstersche Beiträge zur Vorgeschichtesforschung 2, Hildesheim 1967, kort 6.
  9. ^ P. V. Glob, Der Einfluss der Bandkeramischen Kultur in Dänemark, Acta Archaeologica X, København 1939, 131 ff.
  10. ^ Schietzel anf. st. s. 42, fodnote. H. Schwabedissen.
  11. ^ S. H. Andersen, Ringkloster, Kuml 1973-74, Odense 1975, 81 ff.
  12. ^ Glob, Ard og Plov 1951.
  13. ^ Anf. st. 85.
  14. ^ NM A 41,677, Bogø sogn, Præstø amt.
  15. ^ NM A 50420, Kundby sogn, Holbæk amt.
  16. ^ C. Eibner, Zur Nomenklatur und er-gologischen Interpretation des neoli-thischen Setzkeiles, Archaeologia Austriaca L, Wien 1971, 1 ff.
  17. ^ J. Coles, Forsøg med fortiden, Århus 1975, pl. 3.

©