En urnegrav fra yngre germansk jernalder i Lundby på Tåsinge

Arkæologiske feltundersøgelser kan i vinterhalvåret ofte være en særdeles kølig affære. Heldigvis har de fleste graveværter forståelse for dette, og mangen taknemmelig udgraver har i tidens løb fået tøet næse og tæer op over gæstfri gårdejeres kaffeborde. De derved opnåede personlige kontakter har i adskillige tilfælde på længere sigt vist sig at være værdifulde, ikke bare for arkæologens helbred, men også for hans arbejde, hvilket nedenstående beretning kan være et eksempel på.

I februar 1974 var Langelands Museum i gang med at undersøge en stor senneolitisk hellekiste, der var fremkommet under markarbejde på gårdejer Hans Simonsens ejendom »Højmøllegård« mellem landsbyerne Lundby og Bjerreby på Tåsinge[1]. Vejret var koldt med temperaturer omkring frysepunktet, og udgravningsholdet tog derfor med tak mod en indbydelse til en kop eftermiddagskaffe på »Højmøllegård«. Under kaffen kom samtalen meget naturligt til bl.a. at dreje sig om oldsager, og gårdejerens søster, pensioneret lærerinde Anne Simonsen kom da frem med en cigaræske indeholdende et par ornamenterede potteskår. Disse var fremkommet ved gravearbejde i haven til Lundby gamle skole i slutningen af 1940erne, men de nærmere fundomstændigheder huskede frk. Simonsen ikke længere. Derimod mente hun at erindre, at endnu et par skår af samme kar skulle befinde sig i nu afdøde dræningsmester Karl Kroghs hjem i Lundby.

Dette viste sig at holde stik, og de nu ialt 4 skår lod sig ovenikøbet sætte sammen til en stor flage af et oprindelig ca. 20 cm højt, rigt udsmykket lerkar (fig. 1).

Fig. 1. Skårflage af stempelornamenteret lerkar fra yngre germanertids urnebegravelse ved Lundby skole på Tåsinge.

Interessen var nu i høj grad vakt, for lerkar med denne særprægede form for udsmykning har hidtil været overordentlig sjældne i danske fund. Friske brudflager på skårflagen gav håb om, at der måtte kunne findes yderligere skår af karret, og der indledtes derfor på stedet et samarbejde med en anden af deltagerne i kaffebordet, amatørarkæologen Arne Hansen, Vemmenæs, om efterforskning af disse. Takket være Arne Hansens gode lokalkendskab lykkedes det i de følgende år ikke blot at opspore og genforene resten af de bevarede skår af karret, men også at sammenstykke dets noget brogede fundshistorie, der her skal refereres ganske kort:

Omkring 1947 skulle der lægges kloakrør ned i haven til Lundby skole. Denne ligger omtrent midt i den gamle landsby på en leret moræneflade, der falder let mod bredden af Lunkebugten 1 km mod øst. Nogle få meter fra skolebygningen fremkom vort lerkar, der iflg. en af finderne, pensionist Karl Lindbjerg, Lundby, stod helt uskadt i en ca. ½ m dyb nedgravning i jorden og var dækket af »et lerlåg«, som havde beskyttet dets indhold. Denne tilstand skulle imidlertid ikke vare længe, for da finderne i deres iver efter at tage fundet nærmere i øjesyn prøvede at vippe karret op med en spade, knustes det, og skårene og karrets desværre ikke nærmere beskrevne indhold spredtes i nedgravningen.

Hermed kunne historien, som det desværre så ofte har været tilfældet, meget vel være endt, men heldigvis besluttede finderne at samle de største af skårene sammen, og disse blev efter fyraften delt ligeligt mellem arbejdsmændene der havde fundet karret og skolens 2 lærere. Nogle af skårene er siden blevet overdraget til findernes børn og er ved disses flytning fra hjemmet kommet bort fra øen. Samtlige bevarede skår skulle dog nu være opsporet, og ved sammensætning har de vist sig at omfatte et tilstrækkeligt stort parti af karret til, at dettes udseende kan rekonstrueres med fuld sikkerhed (fig. 2).

Fig. 2. Rekonstruktionstegning af germanertids lerkar fra Lundby-graven. Fremstillet med anvendelse af samtlige bevarede skår. Tegning Jens Bech.

Der er tale om et ca. 20 cm højt, tykvægget kar med konisk overdel, der efter al sandsynlighed har været afsluttet i et ret snævert mundingsparti med let udbøjet randlæbe[2]. Det jævnt rundede bugknæk ligger dybt, ca. 7 cm over bunden, der har været lille og flad. Bugdiameteren har været på omkring 20 cm.

Karrets underdel er uornamenteret, men fra bugknækket og opefter er overfladen helt dækket af stempel- og stregornamentik. Ned over bugknækket er med mellemrum indridset bundter af skrå, hængende vinkellinier, der udgår fra fire tætstillede, vandret omløbende linier ca. 2 cm over bugknækket. Under disse linier findes i mellemrummene mellem vinkellinierne 2 uregelmæssige, vandret anbragte rækker af små rhombiske stempelindtryk med kvadreret bund. Over de 4 linier findes et 1,5 cm højt bælte udfyldt af 2 vandrette rækker af små modstillede trekantstempelindtryk, der ligeledes har kvadreret bund. Herover igen et bælte med 4 vandrette linier, 1 cm højt. Over dette parti følger et 2,5 cm højt metopeinddelt bælte bestående af skiftevis 4 lodretstillede streger og bredere zoner udfyldt med mere eller mindre uregelmæssigt anbragte trekantstempelindtryk. Herover findes atter et 1 cm højt bælte med 4 vandrette linier og endelig over dette rester af en ligeledes vandret grupperet ornamentik bestående af indstemplede trekanter. Randpartiet mangler, men kan som nævnt rekonstrueres ud fra fund af lignende kar.

Karret er lavet af ret fint magret gods og har en vægtykkelse på 3/4 cm. Overfladen er ru og noget forvitret med farver, der veksler fra gråsort til rødgul. Sidstnævnte farvetone vidner sammen med forvitringssporene om, at karret efter brændingen har været udsat for en stærk varmepåvirkning. Dette synes sammenholdt med fundomstændighederne og tilstedeværelsen af svage indvendige sodspor bedst at kunne forklares ud fra en anvendelse af karret som urne, hvori de endnu hede rester fra ligbålet er blevet hældt. Muligvis har ligbranden også, i lighed med hvad der kendes fra andre tilsvarende gravfund, indeholdt stumper af den dødes gravgods. Svaret på dette og en række andre detailspørgsmål vedrørende begravelsen vil imidlertid først kunne gives den dag, det bliver muligt at foretage en genudgravning af fundstedet, der nu er dækket af en gammel græsplæne. En sådan undersøgelse vil også være nødvendig for at konstatere, om der er tale om en enkelt begravelse, eller om urnegraven indgår i en større gravplads.

Lundby-karret lader sig udfra formen og ikke mindst den særprægede ornamentik uden vanskelighed henføre til en lille gruppe af stempelornamenterede lerkar, der kan dateres til yngre germansk jernalder, dvs. tiden mellem ca 575 og 800 efter Kristi[3]. I modsætning til alle andre afsnit af vor oldtid har denne periode givet mærkværdigt få fund over næsten hele landet, – kun Bornholm har nogenlunde været i stand til at holde skansen og kan mønstre et helt pænt antal fund[4]. I det fynske område har fundmængden endog været extraordinær lille, idet der af fundsteder fra den ca. 200 år lange periode, som omfattes af betegnelsen yngre germansk jernalder hidtil kun har kunnet opregnes 5[5]. Urnegraven fra Lundby udgør således en særdeles velkommen tilvækst.

Parallelmaterialet til Lundby-karret er, som nævnt, beskedent. Ialt kendes spredt over hele Danmark 14 lokaliteter med fund af lignende stempelornamenterede lerkar (fig. 3). Kun 4 af disse fundsteder har givet mere end 1 kar. Det drejer sig om gravpladsen på Lindholm Høje[6] og bopladserne på Bejsebakken og Aggersborg[7] – alle i Nordjylland – samt gravpladsen ved Bækkegård på Bornholm[8]. Bortset fra fundene fra Bejsebakken, Trabjerg8a og Aggersborg og et mere usikkert fund fra Slots Bjergby ved Slagelse[9] stammer alle de øvrige lerkar fra brandgrave, hvor de enten som i Lundby har været anvendt som urner, eller hvor de sammen med rester af gravgodset har ligget i skår imellem aske og brændte ben fra ligbålet.[10] De sjældent forekommende skeletgrave fra perioden[11] har hidtil ikke givet fund af denne lerkartype.

Fig. 3. Udbredelseskort over forekomster af stempelornamenteret yngre germanertids keramik i Danmark.

Ligesom karrene med undtagelse af enkelte, muligvis lidt yngre skålformede exemplarer fra Lindholm Høje og Aggersborg[12] alle synes at være af samme hovedtype, dvs. bredbugede vaseformede kar med høje koniske halspartier, udviser deres ornamentik kun ret beskeden variation, idet der dog både forekommer kar med helt fladedækkende udsmykning og kar med ornamentikken begrænset til nogle knopper og lidt vinkelornamentik på bugen samt en enkelt række stempelindtryk på halsen[13].

Ornamentikken er så godt som altid grupperet i vandrette bælter, der adskilles af indridsede linier eller vinkelbånd. På de bornholmske kar findes som et særkende for dette område tillige 3 × 3 små knopper i et bælte omkring bugen. De anvendte stempelornamenter har næsten altid geometriske former. Hyppigt er stempelmærkernes bund – således som det også er tilfældet på Lundby-karret – kvadreret eller skraveret. Følgende stempelformer kan udskilles: Rhomber, trekanter, firkanter og cirkler samt kors og S-formede mærker, – sidstnævnte med tværstribet bund. Er formforrådet således begrænset, synes der til gengæld at have været vist stor opfindsomhed og omhu ved udformningen af stemplernes detaljer. Således kan såvel rhombe- som fir- og trekantstemplerne være sammensat af talrige små geometriske figurer, der ved indstemplingen har efterladt ophøjede partier af form som kors, kryds eller rhomber i stempelaftrykket. Cirkelindtrykkene kan på lignende vis optræde med et ophøjet midterkors eller være udformet som koncentriske ringe, rosetter m.v.

Inspirationen til lerkarrenes lidt stive stempelornamentik kommer utvivlsomt i første række fra tidens metalarbejder, der er stærkt præget af indstemplede geometriske ornamenter[14]. Denne stil synes at have rødder helt tilbage til Nordens yngre romertid, hvor den er blevet til under indflydelse af karvsnit- og stempeldekorerede senromerske arbejder.[15] Endnu længere tilbage i ældre romertid kan man på nordjyske lerkar træffe indstemplede ornamenter i helt den samme udformning som på visse af de op mod 500 år yngre kar fra germansk jernalder[16].

Stempelornamentikkens traditioner bagud er altså lange og sejlivede på nordisk grund, og traditionen dør da heller ikke ud med yngre germanertids ophør, men fortsætter anvendt på lerkar og i mere beskeden udstrækning på metalgenstande gennem hele vikingetiden[17] og langt op i middelalderen[18].

Går vi udenfor Danmarks grænser, finder vi skår af kar med udsmykning svarende til Lundby-karret i Sydnorge18a, i omegnen af Gøteborg[19] og i det østlige Skåne[20]. Disse områder har igennem hele oldtiden haft nær tilknytning til det nuværende Danmark, så dette er der intet mærkeligt i. Heller ikke tilstedeværelsen i en række midt- og nordvesteuropæiske fund fra omkring år 600 af lerkar med lignende stempelornamenter[21] kan undre. Netop i dette tidsafsnit har der kunnet påvises særdeles intensive handelsforbindelser mellem disse områder og Danmark[22], og det synes derfor meget vel tænkeligt, at årsagen til vore hjemlige pottemageres genopblussede interesse for stempelornamentik ikke alene ligger i beundring for den lokale smeds kunsthåndværksmæssige præstationer, men også kan forklares ud fra modtagelsen af friske impulser fra disse fremmede egne.

Noter

  1. ^ LMR j. nr. 8435. Kisten blev efter undersøgelsen placeret i Tåsinge Skipperhjems have og fundene afgivet til Skipperhjemmets samlinger.
  2. ^ Jvf. de bedre bevarede kar fra Øsløs-og Lindholm Høje gravpladserne (Th. Ramskou: Viking Age Cremation Graves in Denmark. Acta archaeologica XXI. 1950, samme: Lindholm Høje Gravpladsen. 1976.)
  3. ^ M. Ørsnes: Form og stil i Sydskandinaviens yngre germanske jernalder. 1966 p. 181.
  4. ^ M. Ørsnes: a. a. p. 242f.
  5. ^ H. Thrane: Lysglimt fra en mørk tid. Fynske Minder. 1973 p. 26.
  6. ^ Th. Ramskou: a. a. 1976, gravene 605, 1264, 1704, 1755 og 2178.
  7. ^ M. Ørsnes: a. a. 1966 p. 256, C.G. Schultz: Aggersborg. Fra Nationalmuseets Arbejdsmark. 1949 p. 91 f., E. Roesdahl: Skalk 1977 nr. 2. p. 3f.
  8. ^ S. Müller: Ordning af Danmarks Oldsager II. 1888-95, nr. 512-13.
    8a. Trabjerg, Borbjerg s., Ringkøbing a. Stor germaner-/vikingetidsboplads udgravet af Holstebro Museum 1972-76. H.M. j. nr. 15047.
  9. ^ P. V. Glob: Slots Bjergby Høje. Fra Nationalmuseets Arbejdsmark. 1947 p. 47.
  10. ^ M. Ørsnes: a. a. 1966 p. 242 f. Hertil 2 bornholmske urnegravfund fra hhv. Styrsgård, Ibsker sogn og Muleby-gård, Nyker sogn (Th. Lind: Fra Bornholms Museum. Bornholmske Samlinger, 26. bd. 1938 p. 357-60).
  11. ^ M. Ørsnes: Kyndby. Acta archaeologica XXVI. 1955 p. 108 og samme: a. a. 1966 p. 242 f.
  12. ^ Th. Ramskou: a. a. 1976, grav 1264 og 1704. Aggersborgmaterialet nr. 1157, 707, 919 m.fl.
  13. ^ J. Brøndsted: Danmarks Oldtid III. 1. udg. 1940 p. 289.
  14. ^ M. Ørsnes: a. a. 1966 p. 182.
  15. ^ U. Lund Hansen. Kvarmløsefundet. Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie. 1969 p. 81 og 97.
  16. ^ S. Müller: Oldtidens Kunst i Danmark III. Jernalderens Kunst. 1933 p. 83 f.
  17. ^ Jvf. f.ex. P. Nørlund: Trelleborg N.F. IV. 1. 1948 pl. XI. 5, Th. Ramskou: a. a. 1950 p. 159 og M. Bencard: Ribes vikingetid. Mark og montre. 1973 p. 32.
  18. ^ M. Bencard og E. Roesdahl: Dansk middelalderlertøj 1050-1550. Jysk ark. selsk. håndbøger I. 1972 p. 12 og nr. 13, 174, 228, 257, 338.
    18a. Johs. Bøe: Jernalderens keramikk i Norge. Bergens Museums Skrifter nr. 14. 1931 p. 234 f.
  19. ^ G. Sarauw och J. Alin: Götaälvsområ-dets fornminnen. 1923 p. 334. H. Wideen: Västsvenska Vikingetidsstudier. 1955 p. 63 og 72.
  20. ^ M. Strömberg: Untersuchungen zur jüngeren Eisenzeit in Schonen. Acta archaeologica lundensia. Ser. in 4 No 4. Bd. I 1961 p. 132.
  21. ^ J. Werner: Münzdatierte austrasische Grabfunde. 1935 p. 51 og Taf. 2 A3, 9 A32, 11 A14, 13 A12 m.fl., P.C.J.A. Boeles: Friesland tot de elfde Eeuw. 1951. PI. XLIV. I.
  22. ^ M. Ørsnes: a. a. 1966 p. 196.

©