Enkeltgrave fra Emmelev, Nordfyn

Et nyt bidrag til belysning af ødansk enkeltgravskultur

Emmelevhøjene

Da C.J. Becker i 1936 skabte begrebet ødansk enkeltgravskultur[1], var det bl.a. på grundlag af en højtomt med enkeltgrave ved Emmelev på Nordfyn, udgravet i efteråret 1934 af den indenfor fynsk arkæologi så velkendte apoteker P. Helweg Mikkelsen.[2] 50 år senere, og kun nogle få hundrede meter længere mod nord, undersøgte Fyns Stiftsmuseum i efteråret 1984 en højtomt[3] med stort set identiske gravanlæg fra den ødanske enkeltgravskultur, der tidsmæssigt kan placeres i den seneste del af yngre stenalder.

De jyske enkeltgravshøje har siden 1880’erne været genstand for omfattende undersøgelser, der dels har afklaret kulturens interne kronologi, (undergravs-, bundgravs- og overgravs-tid), og dels resulteret i et omfattende fundmateriale.[4]

På øerne kendes primære gravanlæg derimod kun i et meget begrænset antal, hvilket har givet stof til en stadig løbende diskussion om de regionale gruppers indbyrdes forhold – kulturelt såvel som kronologisk. Med baggrund heri skal det nye fund fra Emmelev fremlægges.

Højtomten

Den bevarede del af højtomten omfatter fire faser, hvoraf de to ældste er anlagt i enkeltgravskulturens midterste del – bundgravstid – medens de to yngre faser sandsynligvis skal henføres til den ældre broncealder.

Fase I, grav C

Grav C (fig.l), der tilhører den ældste højfase, var nedgravet 10 cm i undergrunden, og dækket af en lav høj med en diameter på 17-18 m og en højde på op til 35-40 cm (fig. 7+8). Gravanlægget bestod af en oval til rektangulær stenramme med et indvendigt mål på 200 × 90 cm. Stenrammen var mod syd dannet af en enkelt stenrække, medens der mod nord forekom en egentlig stenpakning. Stenrammen syntes at have støttet en plankekiste, hvoraf der kun var bevaret en mindre stribe trækulsfarvet fyld på 10 × 60 cm i gravrummets sydlige langside – vel sagtens spor efter imprægnering ved hjælp af svidning.

Den gravlagte, hvoraf intet er bevaret, havde som eneste bevarede gravgave et svajet bæger[5] (fig. 2), anbragt stående på sin bund i gravens nordvestlige hjørne.

Fig. 1. Grav C med angivelse af lerkarrets placering. Trækulsstriben er det eneste spor af kisten. (E. Løvendahl del.).
Fig. 2. Lerkarret fra grav C. 1:3. (H. Samild del.).

Fase II, grav D

Den yngste af de to faser fra enkeltgravskulturen indeholdt ligeledes en stenrammegrav, grav D (fig. 3), med et indvendigt mål på 290 × 130 cm. Den rektangulære stenramme på 40-50 cm’s bredde har formentlig dannet støtte for en ramme- eller plankekiste, delvist bevaret i form af en ca. 125 cm lang stærkt forkullet og deformeret egeplanke[6] med spor efter overfladebehandling.

Af gravgaver fremkom, placeret i gravens bundniveau, en ravperle med gennemboring, en stridsøkse og et svajet bæger[7] (fig. 4). Ravperlen lå centralt i gravens vestlige del og har formentlig været båret som halssmykke. Lerkarret stod i, hvad der må være gravens hovedende.

Stridsøksens placering i gravens sydlige langside, vinkelret på den med ægpartiet ind mod stenrammen, er i god overensstemmelse med den meget regelbundne placering af ligene i den aktuelle periode, hvor mænd blev anbragt med hovedet i vest, ansigtet mod syd og øksen anbragt foran sig ud for skulderpartiet. Spor efter den gravlagte kunne ikke påvises.

Gravens sydvestlige kvadrant var delvis forstyrret af grav E (fig. 7).

Den tilhørende gravhøj, der var opbygget af sandede græstørv, havde en diameter på 15-16 m (fig. 8), og en bevaret højde på op til 50 cm. Gravhøjens øverste del var tydeligvis bortpløjet (fig. 7).

Fig. 3. Grav D med angivelse af gravgavernes placering. Kistespor i form af trækul. (E. Løvendahl del.).
Fig. 4. Lerkar, stridsøkse og ravperle fra grav D. 1:3. (H. Samild og E. Løvendahl del.).

Typologisk og naturvidenskabelig datering

Lerkarret fra grav C, der tilhører den ældste anlægsfase, er af P V Glob’s type D5, en hovedsageligt ødansk type, der henregnes til bundgravstid.[8]

Også grav D i højfase II kan placeres i bundgravstid. Både stridsøksen af bjergart, der typologisk tilhører Glob’s type IIa,[9] og lerkarret af Glob’s type D1[10] henregnes til bundgravstid.

Den typologiske datering kan i dette tilfælde suppleres med en C-14 datering, udført på materiale fra den forkullede planke i grav D, der som resultat gav en datering til 2060 f.Kr. i C-14 år.[11] Dateringen, som er den første C-14 datering af en ødansk enkeltgrav, er i god overensstemmelse med dateringer fra jysk enkeltgravskultur, der for bundgravstid viser et gennemsnit på 2020 f.Kr. med en spredning på 2160-1900 f.Kr. i C-14 år.[12]

At de to enkeltgravsfaser er anlagt indenfor en snæver tidsramme forekommer sandsynlig. Bortset fra at gravudstyret typologisk set falder indenfor den samme dateringsramme – bundgravstid – er der en påfaldende lighed mellem gravenes konstruktion. Hertil kommer gravenes indbyrdes placering (fig. 8), samt det forhold, at der ikke kunne iagttages vækstlag mellem fase I og II, medens et sådant vækstlag tydeligt markerede overgangen mellem fase II og III. En tilsvarende samtidighed er ligeledes foreslået for de to gravanlæg i den »gamle« Emmelevhøj.[13]

Fig. 5. Det forstyrrede kisteleje i grav E. (E. Løvendahl del.).

Højens udbygning

Senere, formentlig i ældre broncealder, blev den eksisterende stenalderhøj udbygget med en tredie fase. Til denne højfase III, der har en udstrækning på 22 m i diameter, hører den centralt placerede grav E (fig. 7+8). Graven bestod af en stærkt forstyrret stenpakning med langsgående trugformet fordybning, der syntes at have dannet leje for en trækiste, eventuelt en stammekiste (fig. 5).

Forstyrrelsen af grav E, der er mest omfattende i den østlige del, kan tilskrives en usagkyndig »udgravning«, foretaget af en lokal skoleklasse i 1977. Graven, eller rettere den uforstyrrede rest af denne, indeholdt ved Stiftsmuseets undersøgelse kun enkelte diminutive lerkarskår. At anlægget sandsynligvis skal henføres til ældre broncealder, tilskrives gravens udformning sammenholdt med størrelsen af den tilhørende tørveopbyggede høj.

Højen har oprindelig været omsat med regelmæssigt anbragte stolper (fig. 8). Denne form for højfodsmarkering kendes både fra sten- og broncealderen. Ved et tilsvarende østjysk anlæg tolkes stolpesætningen som et bulbygget hegn.[14] Hvorvidt Emmelevhøjens stolpesætning har dannet en regulær indhegning er uvist, dog syntes en åbning mod øst at være markeret.

Den yngste højfase, fase IV, fremstod som en 2-4 m bred bræmme af højfyld, der omkranser og delvis overlejrer højfase III (fig.7). En delvist bevaret randstenskæde, anlagt i udskredet højfyld, kan tilknyttes denne fase. Det tilhørende gravanlæg, der må have været anlagt i højens øverste del, var bortpløjet.

Fig. 6. Lerkarskår fra grav B. Udformningen af rand og hank henfører graven til før-romersk jernalder. 1:3. (H. Samild del.).

Den seneste anvendelse af højkomplekset fandt sted et par århundreder f.Kr., i midten af den førromerske jernalder, hvor der i højens nordvestlige rand blev anlagt en brandgrav, grav B (fig. 8), i den på dette tidspunkt udskredne højfyld. Graven er en såkaldt brandplet – en mindre nedgravning opfyldt med bålrester, brændte ben, og lerkarskår[15] (fig. 6).




Fig. 7. Sammentegnet nord-syd profil med angivelse af højens fire faser med tilhørende gravanlæg. (forf. mens., E. Løvendahl del.).
Fig. 8. Oversigtsplan med angivelse af gravanlæggene. Åben signatur: sten. Sort signatur: stolpehuller. Udstrækningen af højfaserne I og II er indstiplet. (forf. mens. og E. Løvendahl del.).

Enkeltgravskulturens fynske gravanlæg

Placeret indenfor det syd- og vestjyske område ville den nye Emmelevhøj blot være én blandt mange – næppe værd at ofre spalteplads på. Men set i sin rette sammenhæng, må Emmelevhøjen betegnes som et væsentligt bidrag til det yderst sparsomme fynske materiale, der kun tæller ganske få primære gravanlæg fra enkeltgravskulturen. I det følgende vil dette materiale blive gennemgået.

Fig. 9. Oversigtsplan over den i 1934 undersøgte Emmelevhøj. Åben signatur: sten. Sort signatur: lerkar og stridsøkse. (P. Helweg Mikkelsen mens. og E. Løvendahl del.).

Gravene fra Sarup på Sydvestfyn

Fra kulturens tidligste del kendes to gravanlæg med ringgrøfter fra Sarup.[16] De forholdsvis små anlæg på hhv. 7,20 og 1,75 m i diameter fremkom i forbindelse med undersøgelsen af det efterhånden velkendte befæstede anlæg fra den yngre stenalders tragtbægerkultur. Eventuelle småhøje over enkeltgravene var forlængst bortpløjede. At gravene overhovedet blev fundet, skyldes alene den meget omfattende fladeafdækning.

Fund fra de sydfynske øer. Enkeltgravskulturens mellemste periode – bundgravstid – er repræsenteret med ialt 5 primære gravanlæg på Langeland. Ved Fuglsbølle blev der på en fladmarksgravplads afdækket 4 simple jordfæstegrave uden stenkonstruktion.[17] Få kilometer længere mod syd, ved Haugbølle, blev der ved en usagkyndig undersøgelse i 1913 afdækket en oval stenrammegrav i en lille forhøjning på 10 × 0,3 m.[18]

Fra kulturens seneste del kendes 2 små stenkister fra hhv. Ærø og Tåsinge.[19]


Fig. 10. Nordfynske enkeltgravsfund. 1: Emmelevhøjen fra 1984. 2: Emmelevhøjen fra 1934. 3: Grav fra Kappendrup Mark. 4: Gravhøj fra Vellinge. 5: Formodet enkeltgravshøj fra Tørresø Mark. 6: Formodet gravanlæg fra Jeppeshøje.

Den nordfynske fundgruppe

Bortset fra de to ovennævnte grave fra Sarup skal man til Nordfyn for at træffe enkeltgravskulturens p.t. kendte gravanlæg. Her er de fra tid til anden påtruffet indenfor et meget begrænset område (fig. 10). Der vil i det følgende blive foretaget en kort gennemgang af gravene fra dette område.

Den »gamle« Emmelevhøj, fig. 10 nr. 2.

Den gamle Emmelevhøj,[20] der lå umiddelbart syd for den i nærværende artikel fremlagte gravhøj, blev som nævnt indledningsvis publiceret af C.J. Becker i 1936,[21] på baggrund af apoteker P. Helweg Mikkelsens udgravning i 1934.

Som det fremgår af fig. 9, er der stor overensstemmelse mellem den gamle og den nye Emmelevhøj. Den gamle Emmelevhøj indeholdt ligeledes to rektangulære stenrammegrave, der tolkes som en dobbeltbegravelse.

Mest bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng er dog oldsagsindholdet. Grav 1 indeholdt nemlig et lerkar og en økse af påfaldende lighed med øksen og lerkarret fra grav D – man fristes, specielt hvad angår lerkarrene, til at tro at de er fremstillet af den samme person.[22] Ligheden mellem gravenes konstruktion og indhold kan under alle omstændigheder ikke være en tilfældighed. De må være samtidige og anlagt af den samme befolkning.

Kappendrup Mark, fig. 10 nr. 3.

I 1958 foretog Erling Albrectsen en efterundersøgelse i en ødelagt grav ved Kappendrup.[23] Graven, der lå lige under pløjelaget i den jævne markflade, fremstod som en uregelmæssig, spredt pakning af marksten. Blandt stenene fandtes to fragmenterede lerkar af P.V. Glob’s type D.

Vellinge, fig. 10 nr. 4.

Overpløjet gravhøj undersøgt af Erling Albrectsen i 1958.[24] Centralt i højtomten fremkom to partielt bevarede stenkredse på hhv. 7,3 m og 5,2 m i diameter. Indenfor den inderste stenkreds lå et delvist bevaret svajet bæger uden ornamentik, en stridsøkse samt nakkepartiet af en tyknakket flintøkse. Disse genstande henregnes med nogen usikkerhed til grav A.

Indkapslet i den nordvestlige del af den indre stenkreds lå grav B – en lille hellekiste, 75 × 35 m i indvendigt mål, dannet af 4 heller samt en dæksten. Graven indeholdt et lille bæger af Glob’s type D5.[25] Både grav A og B tilhører bundgravstid.

Tørresø Mark, fig. 10 nr. 5.

Ved en mindre undersøgelse, foretaget af Fyns Stiftsmuseum i 1968, blev der i en udpløjet højning på Tørresø Mark truffet på en stærkt forstyrret grav med spor af bundfliser.[26] Den ødelagte grav indeholdt dele af 2 skeletter, en flintflække samt fragmenter af et svajet bæger af Glob’s type D l.[27] Som følge af fundforholdene kan det ikke umiddelbart afgøres, om anlægget repræsenterer en primær enkeltgrav eller en sekundær begravelse i en af tragtbægerkulturens megalither.[28]

Jeppeshøje, fig. 10 nr. 6.

Det sidste fund, der skal nævnes blandt sikre og sandsynlige enkeltgrave, stammer fra Jeppeshøje,[29] mindre end 1 km øst for Emmelevhøjene. Det drejer sig om et ødansk svajet bæger af Glob’s type D4,[30] fundet i »mørk jord….nær under overfladen under flad mark«. Da samtlige opsamlede skår tilhører et enkelt kar, kan man ikke udelukke at det stammer fra et gravanlæg.

Fundbilledet

Sammenfattes fundbilledet, som det fremstår på baggrund af de her fremlagte enkeltgrave, er den tidligste enkeltgravskultur kun påvist ved Sarup på Sydvestfyn, medens grave fra kulturens mellemste periode kendes fra 2 langelandske og 5-6 nordfynske lokaliteter. Primære gravanlæg fra periodens slutfase kendes kun med sikkerhed fra de sydfynske øer, Ærø og Tåsinge.

At den tidligste enkeltgravskultur ikke er nævneværdigt udbredt på øerne, fremgår bl.a. af det næsten totale fravær af tidlige stridsøkser.[32] Som en følge heraf betragtes de tidlige enkeltgrave ved Sarup som et udtryk for områdets nære tilknytning til Jylland.[31]

Fra bundgravstid og frem er enkeltgravskulturen, bedømt ud fra det klassiske oldsagsinventar, udbredt på det meste af Fyn med omliggende øer. Stridsøkser og arbejdsøkser af flint kendes i stort tal som løsfund og gravfund, specielt i de kystnære områder,[33] men også, omend noget tyndt belagt, fra Fyns centrale del.

Betragtes de mange løsfund som eksponent for befolkningens bosættelsesmønster og tæthed, er der for hovedparten af Fyn en påfaldende mangel på primære gravanlæg. Man kunne så forvente en høj frekvens af efterbegravelser i megalither udenfor områder med enkeltgrave. Dette er dog ikke tilfældet – tværtimod synes efterbegravelser i tragtbægerkulturens dysser og jættestuer at knytte sig til de samme områder, hvor der forekommer primære gravanlæg fra enkeltgravskulturen.[34] Den geografiske fordeling af kulturens grave, såvel de primære som de sekundære, synes altså umiddelbart at afspejle befolkningens koncentrationer indenfor geografisk afgrænsede områder, hvorimod kulturens løsfund viser en mere jævnt fordelt befolkning.

En forklaring på det her skitserede forhold kunne være et gennem tiderne intensivt agerbrug, der simpelthen har nedpløjet de små og uanselige enkeltgravs-høje. En sådan forklaring kan have gyldighed i visse intensivt dyrkede områder, men gælder næppe for øerne som helhed. F. eks. viser præsteindberetninger fra 1600-tallet samme fundbille som vi kender i dag.[35] Det er dog påfaldende, at flere af de fynske enkeltgravshøje alene er blevet bevaret (og opdaget) i kraft af en beskyttende og dækkende broncealderfase. Det må dog understreges, at kulturens fladmarksgrave, der langtfra er ukendte i enkeltgravsmiljøet,[36] i kraft af deres uanselighed oftest fremkommer ved tilfældigheder, og derfor kan formodes at udgøre en forholdsvis stor gruppe indenfor ødansk enkeltgravskultur.

Fig. 11. Jættestuen Gåsestenen som den fremstod efter udgravning og restaurering i 1954. Gåsestenen, der ligger ca. 800 meter NV for Emmelevhøjene, er med sit omfattende indhold af lerkar og økser fra enkeltgravskulturen et godt eksempel på denne kulturs efterbegravelser i tragtbægerkulturens megalithgrave.

Hvad nyt!

Den her fremlagte undersøgelse af en enkeltgravshøj ved Emmelev løser naturligvis ikke de store spørgsmål.

Endnu er det fynske materiale ikke omfattende nok til at afklare de berørte problemstillinger. De rejste spørgsmål kan forløbig fremstå som en illustration af den kompleksitet, der omfatter begrebet ødansk enkeltgravskultur.

Selvom Emmelevhøjens gravtyper og oldsagsmateriale ikke i sig selv bringer nyt indenfor ødansk enkeltgravskultur, har det dog for første gang været muligt at undersøge en velbevaret enkeltgravshøj i dens helhed. Udover at bringe et væsentligt tilskud til det sparsomme fynske enkeltgravs-materiale, har undersøgelsen givet den først C-14 datering af ødansk bund-gravstid, og derved medvirket til at skabe et bedre grundlag for en kronologisk parallelisering mellem jysk og ødansk enkeltgravskultur.

 

Noter

  1. ^ C.J. Becker: Enkeltgravskulturen på de danske Øer. Aarbøger for Nordisk Oldkyn-dighed og Historie 1936, p. 145 ff.
  2. ^ Beretning ved P. Helweg Mikkelsen i Nationalmuseets arkiv, inventarnummer A 36063-71. NM sb.nr. 28 (FSM sb.nr. 62), Hjadstrup sogn, Lunde herred. Publiceret af C.J. Becker: 1936 p.146 ff.
  3. ^ Fyns Stiftsmuseum j.nr. FSM 6037, sb.nr. 16 Hjadstrup sogn (NM sb. 24a), Lunde herred. Beretning ved forfatteren. Undersøgelsenblev gennemført som nødudgravning, finansieret af Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat, foranlediget af Emmelev Mølles projekterede udvidelse af lagerfaciliteter.
  4. ^ P.V.Glob: Studier over den jyske enkeltgravskultur. Aarbøger for Nordisk Oldkyn-dighed og Historie 1944 p. 1-283.
  5. ^ Lerkarret forefindes på Fyns Stiftsmuseum, FSM j.nr. 6037×9.
  6. ^ Vedbestemmelsen er foretaget af Nationalmuseets Naturvidenskabelige Afdeling: Vedprøve M 31498, Quercus sp.
  7. ^ Genstandene opbevares på Fyns Stifts-museum: Lerkar FSM 6037×10, stridsøkse FSM 6037×11 og ravperle FSM 6037×13.
  8. ^ PVGlob 1944: p. 72 ff.
  9. ^ PVGlob 1944: p. 41 ff.
  10. ^ PVGlob 1944: p. 71 ff.
  11. ^ C-14 dateringen af prøve FSM 6037×15 er venligst udført af: Danmarks Geologiske Undersøgelse og Nationalmuseet, Kulstof-14 dateringslaboratoriet. Prøve K-4533:4010 +-60 før 1950,2060 f.Kr. i C-14år,2495-2560 f.Kr. kalibreret.
  12. ^ Claus Malmros og Henrik Tauber: Kulstof-14 dateringer af dansk enkeltgravskultur. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1975, p. 78-95.
  13. ^ C.J.Becker 1936: p. 150.
  14. ^ Per Ethelberg: i: Danmarks længste udgravning. Arkæologi på Naturgassens vej 1979-86, p. 341. 1987.
  15. ^ Fund på Fyns Stiftsmuseum: brændte ben FSM 6037×2 og lerkarskår FSM 6037×3.
  16. ^ Niels H. Andersen: To grave fra tidlig enkeltgravskultur i Sarup. Fynske Minder 1978, p. 7-15.
  17. ^ Jørgen Skaarup: Yngre stenalder på øerne syd for Fyn. Rudkøbing 1985. Fundliste D nr. 12, grav 6, I, 4 og 5/1966. p.330-331.
  18. ^ Jørgen Skaarup: 1985: Fundliste D, nr. 15. p. 332-333.
  19. ^ Jørgen Skaarup: 1985: Fundliste D, nr. 24 og 33. p. 334 og 339.
  20. ^ Se note 2.
  21. ^ Se note 1.
  22. ^ Klaus Ebbesen har, ved hjælp af voksaftryk, sammenlignet de to kars ornamentik, og anser det for sandsynligt, at de er fremstillet af den samme person. Venligst meddelt af Klaus Ebbesen.
  23. ^ FSM protokol nr. 9568-70, Kappendrup mark, Hjadstrup sogn nr. 30, Lunde herred. Lerkarrene 9568-69 kunne ikke fremfindes på magasinerne, men kan ud fra Albrect-sen’s skitser i protokollen bestemmes som P V Glob’s type Dl og D5.
  24. ^ FSM protokol nr. 9526-30, Vellinge, Bederslev sogn, Skam herred. Beretning ved Erling Albrectsen.
  25. ^ Stridsøksen og flintøksen fra grav A er ikke typebestemt/dateret, idet disse ikke kunne fremfindes. Bægeret fra grav B er type-bestemt i: Niels Sterum: Hellekister i sen jysk enkeltgravskultur. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1974, p. 94.
  26. ^ FSM 2877, protokol nr. 11.993. Tørresø Mark, Krogsbølle sogn nr. 17 (NM sb. 32), Skam herred.
  27. ^ PVGlob 1944: p. 70 ff.
  28. ^ Dele af de to skeletter er p.t. indsendt til C-14 datering.
  29. ^ FSM protokol nr. B 1418, Jeppeshøje, Norup sogn nr. 40, Lunde herred.
  30. ^ PVGlob 1944: p. 70 ff.
  31. ^ Niels H. Andersen 1978: p. 14 ff.
  32. ^ Karsten Davidsen: Undergravstid på de danske øer. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1980, p. 45 ff.
  33. ^ PVGlob 1944: p. 141 (fig. 90) og p.250-251 (fig. 115-116) samt C.J.Becker 1936: p. 186.
  34. ^ PVGlob 1944: p. 190 (fig. 103).
  35. ^ Klaus Ebbesen: Stridsøksetid. Skalk 1984 nr. 6, p. 21.
  36. ^ Henrik Thrane: Stenalderens fladmarks-grave under en broncealderhøj ved Gad-bjerg. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1967, p. 63 ff.

 

©