Indledning

I hvert fald siden 1623 har navnet på den østfynske købstad Nyborg vakt interesse hos læg såvel som lærd, for det ligger jo i ordet, at der må have været en Gammelborg. Hvor Nyborgs forgænger har ligget, og hvilken karakter den har haft, har der været mange bud på, men mest i form af udokumenterede påstande.

Når diskussionen om Nyborgs forgænger kan føres tilbage til 1623, skyldes det indberetninger, som dette år blev sendt til oldforskeren Ole Worm i København fra præsterne i de to nabosogne Nyborg og Vindinge. I præsteindberetningen fra Nyborg redegøres der omhyggeligt for slottets og købstadens historie, og der står, at byen kom til at hedde Nyborg, fordi den havde haft en forgænger, i datiden kendt som Gammelborg, i form af en lille flække "ved åen sydøst for Vindinge kirke"[1]. Gammelborg skulle være blevet ødelagt, da "Nyborg tog til og formerede sig". Om samme Gammelborg står der i præsteindberetningen fra Vindinge, at her har der "i fordum tid" stået et slot, og at "kongerne" har flyttet slottet nærmere stranden og givet det og den omkringliggende by navnet Nyborg.

Antagelig med udgangspunkt i mundtlige overleveringer mente de to nabopræster, at købstadens og slottets forgænger skulle findes på marken med navnet Gammelborg 600 m sydøst for landsbyen Vindinge og 3,5 km sydvest for Nyborg (fig. 1). Spørgsmålene om placering og karakteren af Nyborgs forgænger kan imidlertid ikke besvares alene med udgangspunkt i præsteindberetninger og et marknavn. Hvis man derimod inddrager vidnesbyrd fra det sidste årtis arkæologiske undersøgelser i købstadens opland, er der mulighed for at give et kvalificeret bud på forgængerens placering såvel som den udvikling, der førte til slottets og byens grundlæggelse inderst i Nyborg Fjord.

Fig. 1. Videnskabernes Selskabs kort fra 1780 med angivelse af nogle østfynske lokaliteter, som nævnes i teksten. 1: Gammelborg/Vindinge. 2. Hjulby Øst. 3. Toftegård. 4. Nyborg. 5. Avnslev. 6. Slipshavn. Kortudsnittets placering er markeret på Danmarkskortet.

Arkæologiske undersøgelser ved Vindinge

I forsøget på at lokalisere forgængeren til Nyborg er der foretaget intensive afsøgninger med metaldetektor på markerne langs nordsiden af Vindinge Å, herunder på Gammelborg.[2] Området med det forjættende navn ligger på et næs, som mod nord, vest og syd er omgivet af engstrækninger samt en af Vindinge Ås slyngninger. Med beliggenheden i kanten af den brede ådal virker Gammelborg som en velafgrænset og ganske markant knold i landskabet, og det kan ikke udelukkes, at netop dette kan have ført til antagelsen af, at stedet var et gammelt tilflugts- og befæstningsanlæg. Trods intensive detektorafsøgninger på marken er der kun fundet enkelte beslag fra senmiddelalderen og ikke en eneste genstand fra de forudgående århundreder. Ved en mindre prøvegravning er der påvist en boplads fra bronzealderen og en udateret grøft, men ingen spor efter bebyggelse endsige et befæstet anlæg fra ældre middelalder.

Fig. 2. Ligearmet bronzefibula fra 900-tallet. Fundet ved Vindinge i 2002. L: 5,5 cm.

I Vindinges nordøstlige udkant, netop hvor vejen på fig. 1 ses at dele sig i en østlig forbindelse til Nyborg og en nordlig mod østenden af Hjulby Sø og videre herfra mod nord, er der i 2002 fundet grubehuse fra vikingetiden samt et langhus, der kan dateres til overgangen mellem vikingetid og tidlig middelalder. Trods meget omfattende afsøgninger med metaldetektor er der kun fundet enkelte metalgenstande fra langhusets brugstid (fig. 2). Blandt de få metalfund fra denne tid er der dog et særligt interessant stykke, nemlig en fibula (broche), der er lavet af et omarbejdet beslag fra et irsk relikvieskrin (fig. 3). Stykket har nære paralleller i flere norske fund,[3] og det er antagelig bragt til Fyn som bytte fra et vikingetogt til Irland i 800- eller 900-tallet.

Fig. 3. Beslag fra et irsk relikvieskrin, fundet ved Vindinge i 2002. I stykkets midte har der været en indlægning af f.eks, glas eller rav. Dia: 3,2 cm.

Undersøgelser flere steder i Vindinge har vist, at landsbyen har ligget på sin nuværende plads i hvert fald siden 900-tallet, og der er ikke hidtil gjort fund eller iagttagelser, der tyder på, at bebyggelsen skulle have haft en speciel funktion som f.eks. værksteds- eller handelsplads. Vindinge har givet været en ordinær landsby med landbrug som hovederhverv, evt. kombineret med håndværks- og handelsaktiviteter i begrænset omfang. I middelalderen opnåede Vindinge ganske vist status som herredsby, men bortset fra dét adskilte den sig ikke fra så mange andre østfynske landsbyer.

Hvis der skal udpeges en sandsynlig forgænger til en af de vigtigste købstæder i middelalderens Danmark, er det derfor oplagt at se nærmere på nogle af de andre landsbyer i Nyborgs opland. I den forbindelse skal der fokuseres lidt på de skriftlige kilder for at se, om de kan bidrage med relevante oplysninger. Mest naturligt er det at starte med de kilder, hvor Nyborg nævnes første gang.

Nyborgs og Hjulbys dåbsattester

Nyborgs "dåbsattest" er et dokument, der er udfærdiget i byen af Knud VI i forbindelse med et møde mellem landets mægtigste gejstlige og verdslige mænd den 22. januar 1193. Det er muligt, at dokumentet er forfattet på Nyborg Slot, hvis ældste dele, ganske vist på usikkert grundlag, anføres at være opført omkring 1170, eller i hvert fald i tiden omkring 1200.[4] Blot en halv snes år før udfærdigelsen af diplomet var det Hjulby 4,5 km nordvest for Nyborg, der ved to lejligheder var hjemsted for møder mellem rigets stormænd. Disse møder kan betragtes som en slags forgængere for høj- og senmiddelalderens Danehofmøder, der blev afholdt på Nyborg Slot.[5] Den 6. februar 1180 og igen den 21. marts 1183 blev der underskrevet vigtige dokumenter i Hjulby af henholdsvis Valdemar den Store og dennes søn Knud VI – i øvrigt i begge tilfælde med Saxo som medunderskriver.[6] Uanset at disse dokumenters indhold ikke direkte vedrører Hjulby, indikerer dét, at mødet mellem kongen og nogle af rigets betydningsfulde gejstlige og verdslige personer blev afholdt netop hér, at kongen havde interesser, antagelig ligefrem en kongsgård, i Hjulby i slutningen af 1100-tallet. Få årtier senere, i 1231, blev de kongelige besiddelser i Hjulby opgjort til 9 mark guld, så i hvert fald på Valdemar Sejrs tid har kongemagten haft betydelige ejendomme og jordtilligender her.[7]

Fig. 4. Hjulby-komplekset set fra nordvest. Nederst til højre skimtes den eksisterende landsby, og på den grønne mark til venstre for denne ligger Hjulby Øst. Til venstre for landevejen ligger resterne af Toftegård og til højre for denne Hjulby Sø. I baggrunden ses Nyborg Fjord.

Vores kendskab til centralmagtens interesser i Hjulby kan i de skriftlige kilder følges tilbage til slutningen af 1100-tallet, men det udelukker ikke, at dette engagement kan have rødder tilbage til den tidligste del af middelalderen eller måske endda til de forudgående århundreder – til den sene jernalder og vikingetid. For at klarlægge Hjulbys betydning i tiden før de skriftlige kilders udsagn må arkæologiens metoder tages til hjælp. Hvis resultaterne fra de arkæologiske undersøgelser skal forstås i en større sammenhæng, er det nødvendigt først at skabe et overblik over områdets landskabelige forhold.

Landskabet ved Hjulby

Det er vanskeligt at rekonstruere det forhistoriske landskab omkring Hjulby, fordi terrænreguleringer i forbindelse med anlæggelse af jernbanen og motorvejen tværs over Fyn har medført markante ændringer gennem de seneste ca. 150 år. På udskiftningskortet fra 1792 ses det imidlertid, at landsbyen ligger centralt på en holm, der til alle sider afgrænses af lavtliggende engområder. Nogle af engene ligger i dale, der er eroderet af istidens smeltevandsstrømme. Den mest markante dal forløber VNV-ØSØ syd for Hjulby-holmen, og på dalbunden findes den nu delvis afdrænede og opfyldte Hjulby Sø (fig. 4). I oldtiden blev søen afvandet af et mindre vandløb, der via Vindinge Å havde forbindelse til Holckenhavn Fjord ca. 4 km mod sydøst, og det har således ikke været muligt at sejle til Hjulby Sø fra Storebælt i den sene oldtid.

På et næs i den sydøstlige udkant af Hjulby-holmen er der over et ca. 350×150 m stort areal fundet spor af værkstedsaktiviteter fra middelalderen (ca. 10501550). Området benævnes i det følgende Hjulby Øst. Før etablering af motorvejsanlægget var holmens østgrænse et af de netop omtalte engområder, og øst for dette ligger en stor og forholdsvis jævn terrænflade, der i det følgende kaldes Toftegård efter en nu nedrevet ejendom.

Omkring Toftegård og ned til kanten af engområdet har arkæologiske undersøgelser siden 1992 påvist et ca. 250×150 m stort areal med mange spor af værkstedsaktiviteter fra især yngre germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder (ca. 600-1200).




Fig. 5. Mejsel (a), knivskedebeslag (b), beslag (c) og hængesmykke (d), alt af bronze.

Fundene fra Hjulby Øst

Ved afsøgninger med metaldetektor på området øst og sydøst for den eksisterende landsby Hjulby er der fundet op mod 150 genstande af bronze, sølv, bly, tin og guld (fig. 5). Ældst er et par ornamenterede beslag, der kan dateres til overgangen mellem vikingetid og middelalder, medens hovedparten af genstandene er fra 1100-tallet og senere. Iøjnefaldende er de mange spor af håndværksaktiviteter i form af en bronzemejsel, vægtlodder samt ikke mindst støbekegler og smelteklumper af tin, bly og sølv. At der også har været handlet på området, viser i alt 22 mønter, som, på nær et enkelt efter-middelalderligt eksemplar, alle er såkaldte borgerkrigsmønter fra slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet. Der er ikke foretaget udgravninger på stedet, så det kan ikke afgøres, om metalgenstandene er pløjet op fra værksteder, der har ligget på kanten af holmen – eller om der er tale om udspredt affald fra et aktivitetsområde inden for den nuværende landsbys areal. Fundene afspejler under alle omstændigheder, at der må have været bebyggelse på det sted, hvor Hjulby ligger nu, i ca. 1000 år. De ældste arkæologiske spor herfra er således mindst 100 år ældre end det dokument fra 1180, hvor landsbyens navn nævnes første gang.

Fig. 6. Hjulby-komplekset med markering af udgravningsfelter og detektorfund. A: Hjulby – eksisterende landsby. B: Hjulby Øst (kun en mindre del af fundene er afsat). C: Toftegård – værkstedsområde. D: Kirketomt. E: Langhuse fra tidlig middelalder. F: Kongsholm.

Toftegård-bebyggelsens elementer

De arkæologiske undersøgelser ved Toftegård har dels bestået af meget omfattende afsøgninger med metaldetektor, dels af større udgravninger, og det har vist sig, at bebyggelsen kan splittes op i flere elementer. Ældst er værkstedspladsen, et ca. 250×150 m stort areal med mange spor af håndværksaktiviteter. Området har været i brug fra yngre germansk jernalder og frem til ældre middelalder (ca. 600-1200). Ca. 600 m nordvest for værkstedspladsen, og på samme terrænflade som denne, er der fundet en ryttergrav fra sen vikingetid, altså fra den senere del af værkstedspladsens brugstid. Den døde viking var gravlagt i en stenkiste sammen med bl.a. sværd, stigbøjle og lanse.[8] Ca. 300 m nordvest for værkstedspladsen er der afdækket tre langhuse fra tidlig middelalder, og 100 m nord for disse er en kirketomt lokaliseret (fig. 6).

På to små holme ved nordkanten af Hjulby Sø ca. 500 m syd for Toftegård er der fundet tegl, mønter, bronzesmykker og en jernøkse fra tidlig middelalder. Området hedder Kongsholm, og det er nævnt som et af de steder, hvor Nyborgs forgænger skulle have ligget.[9] Det er dog mere sandsynligt, at området rummer en gård eller ligefrem et befæstet anlæg fra ældre middelalder. Aktiviteterne på Kongsholm skal utvivlsomt ses i sammenhæng med bebyggelsen ved Hjulby Øst og/eller den yngre del af bebyggelsen omkring kirketomten.

Fig. 7. Slagmærkerne på denne blyplade viser, at den har været anvendt til afprøvning af et stempel eller som underlag ved punsling af metalblik.

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at stednavneforskerne mener, at forleddet i stednavnet Hjulby hentyder til et møllehjul. Hvis denne udlægning er korrekt, må det antages, at Hjulby-komplekset har omfattet en vandmølle i hvert fald i tidlig middelalder.[10] Hvor den i så fald har ligget, vides dog ikke.

Værkstedspladsen ved Toftegård

Siden 1992 er der ved detektorafsøgninger på et mere end 35.000 kvadratmeter stort areal især syd og sydøst for Toftegård fundet ca. 380 oldsager af bronze, bly og sølv. Mange af genstandene, f.eks. barrer, smelteklumper, støbekegler og andet metalskrot, er vanskelige at datere præcist (fig. 7), men de daterbare smykker, beslag og redskaber viser, at der har været aktiviteter i området fra yngre germansk jernalder til nyere tid. Hovedparten af genstandene tilhører dog tidsrummets første halvdel – nærmere betegnet 500-1100-tallet – og det er antagelig udelukkende i denne periode, at der har været egentlige værkstedsfunktioner på stedet. De yngre genstande er sikkert for en stor dels vedkommende spredt ud på marken i forbindelse med gødskning gennem århundreder.

Fig. 8. Tøndeformet vægtlod af jern med kappe af kobberlegering.
Fig. 9. Fragment af blymodel med "Mickey Mouse-hoved".

Metalhåndværkernes aktiviteter er – ud over de ovennævnte affaldsprodukter – repræsenteret med skive- og tøndeformede vægtlodder, der blev anvendt til afvejning af metal for at opnå den rette legering i støbeprocessen (fig. 8). En blymodel viser, at Hjulby-håndværkernes repertoire i 800-tallet bl.a. omfattede hængesmykker i vikingetidens karakteristiske Borrestil (fig. 9). Desværre er der ikke fundet støbeforme eller halvfabrikata, der kan fortælle, hvad produktionen i øvrigt har omfattet. De mange færdige og brugte smykker, beslag m.v., der er fundet på værkstedspladsen, behøver ikke nødvendigvis at være fremstillet på stedet; de kan lige så vel være skrot på vej tilbage i smeltediglen.

Hovedparten af metalfundene er fremkommet på en flade, der skråner mod sydvest ned mod engområderne ved Hjulby Sø. Her har prøvegravninger, suppleret med mindre fladeafdækninger, afsløret et indtil 75 cm tykt kulturlag med en udstrækning på ca. 60×90 meter. Spor i undergrunden såvel som spredningen af fund i pløjelaget viser dog, at laget oprindeligt har haft en noget større udstrækning. Kulturlagets gråsorte til sorte fyld indeholdt store mængder ildskørnede sten, lerkarskår, jernslagger samt knogler fra pattedyr og fisk. Hertil kommer talrige jerngenstande samt smykker og metalaffald af samme karakter som detektorfundene fra markoverfladen.

Fig. 10. Grubehus under udgravning.

I, under og umiddelbart omkring kulturlaget blev der fundet gruber og stolpehuller, men det var tydeligt, at de ikke indgik i huse eller hegn, så det kunne med sikkerhed afgøres, at kulturlaget ikke er opstået omkring en langhusbebyggelse. Derimod blev der afdækket 15 såkaldte grubehuse, altså nedgravede værkstedshytter (fig. 10), men da udgravningerne kun har haft begrænset udstrækning, kan det samlede antal skønnes at være mindst 2-3 gange så stort. Fem af grubehusene er udgravet, og heri er fundet ten- og vævevægte, jernredskaber, fragmenter af ornamenterede benkamme, knogler af fisk og pattedyr samt lerkarskår fra yngre germansk jernalder og vikingetid.

Fig. 11. Fibeltyper fra yngre germansk jernalder.

Når man sammenfatter resultaterne fra udgravninger og detektorafsøgninger på værkstedsområdet sydøst for Toftegård, kan man se, at håndværksaktiviteterne både har omfattet tekstilproduktion, bearbejdning af ben/tak, støbning af smykker og beslag i ædle metaller samt ikke mindst jernhåndtering. Grovsmedens arbejde er repræsenteret både med jernbarrer og -slagger såvel som med færdige produkter i form af knive, sværdfæsteknap, sakse, klinknagler og beslag. Størst interesse samler der sig dog om smykkehåndværkernes produkter, for disse har ofte en detaljeret udsmykning, der kan anvendes til at datere aktiviteterne på Toftegård-pladsen.

Håndværkernes produkter

Mange af de velbevarede smykker og beslag fra Toftegård har været aldeles brugbare, da de endte i jorden. Mængden er så stor, at stykkerne ikke bare kan være tilfældigt tabt; der er tale om skrot på vej til omsmeltning – og måske i enkelte tilfælde nystøbte, men ikke færdiggjorte stykker.




Fig. 12. Fibler (a, b), dragtnål (c) og beslag til skrin fra vikingetid (d). Sidstnævnte med den tungerækkende person er forgyldt.

De ældste smykker udgøres af næbfibler fra tiden omkring 600; lidt yngre er forskellige typer af pladefibler og skålformede fibler fra de efterfølgende århundreder (fig. 11). Smykkernes kvalitet er stærkt varierende fra simpelt udførte stykker til genstande af høj håndværksmæssig kvalitet, hvor overfladen kan være fortinnet og forgyldt.[11]

Vikingetiden er bl.a. repræsenteret med hængesmykker, dragtnåle, ligearmede, trefligede og hjalteformede fibler samt stærkt ødelagte skålformede spænder (fig. 12).

Til overgangen mellem vikingetid og tidlig middelalder dateres en forgyldt skivefibula med emaljeindlægning af mulig sydengelsk oprindelse (fig. 13). Flere fibler i Urnes-stil samt en gruppe fugleformede fibler tilhører samme tid. (fig. 14)[12]. Fra sidstnævnte gruppe skal fremhæves et pragteksemplar af forgyldt sølv, som er nært beslægtet med et fund fra Roskilde og omtrent identisk med et stykke fra Græsli-skatten fra Sør-Trøndelag i Norge (fig. 15).

De middelalderlige metalfund fra Toftegård udgøres især af remspænder og tynde bronzeblikbeslag med mere eller mindre skødesløs stregornamentik. I hvert fald nogle af disse stykker har tilknytning til rideudstyr – ganske som det er tilfældet med fragmenter af sporer og blyperler til hestenes manker (fig. 16).

Fig. 13. Skivefibula af forgyldt bronze med indlægning af emalje. Smykket, der er fra 1000-1100-tallet, er muligvis fremstillet i Sydengland. Dia: 2,1 cm.

Spor af handel

Der er fundet påfaldende få sikre spor af handel på Toftegård-pladsen. Som nævnt skal de fundne vægtlodder sandsynligvis sættes i forbindelse med metalhåndværkernes arbejde, om end det ikke kan udelukkes, at de også har været anvendt af handelsmænd. Der er fundet 22 mønter, men af disse kan 19 dateres til slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet og dermed til tiden efter værkstedspladsens brugstid. Kun to arabiske sølvmønter fra 8-900-tallet og en tysk penning fra ca. 1030 kan, sammen med betalingssølv i form af ituhuggede sølvgenstande, være tabt af handelsmænd på det tidspunkt, hvor håndværkerne arbejdede på stedet.

Fremmede handelsvarer, bortset fra de råmaterialer, der indgår i smykker og beslag, er begrænset til en bjergkrystalperle fra Sydøsteuropa, hvæssesten fra Norge og enkelte glasperler, som næppe er fremstillet lokalt. Handelen kan have haft større omfang, end fundene umiddelbart antyder, og som nævnt viser flere af smykkerne, at Hjulby-folkene – indirekte eller direkte – havde kontakter vidt omkring i Europa.

Fig. 14. Fibler fra overgangen mellem vikingetid og middelalder.
Fig. 15. Sølvfibula i form af påfugl. Fra 1000-1100-tallet.
Fig. 16. Seletøjsbeslag (?) af fortinnet bronze og formodet blyperle til hestens manke.

Hvor boede håndværkerne?

På flere meget store og fundrige sydskandinaviske bopladser fra yngre jernalder og vikingetid kan man påvise en opdeling i et beboelsesområde, domineret af langhuse, stalde og lader, og et værksteds-/handelsområde med grubehuse, udstrakte affaldslag – og ofte mange metalfund. Den struktur, som kendetegner disse såkaldte centralpladser, kendes bl.a. fra Gudme, Lejre og Tissø, og meget tyder på, at også Hjulby har været organiseret på denne måde.[13]

Fig. 17. Toftegård. Udgravningsfelt med langhuse og grubehus fra tidlig middelalder.

Omkring Toftegård er der ved de arkæologiske udgravninger afdækket op mod 15.000 kvadratmeter inden for et ca. 450×600 m stort område, og det er derfor påfaldende, at der kun på et begrænset område er påvist beboelseshuse fra værkstedspladsens brugstid. Terrænformerne udelukker, at der kan have ligget langhuse syd, vest, nordvest eller øst for værkstedspladsen, og ved prøvegravninger umiddelbart nord herfor er der heller ikke afdækket spor efter huse. Indtil videre er de jævne terrænflader et par hundrede meter nord for værkstedspladsen det bedste bud på, hvor den formodentlig tilhørende langhusbebyggelse kan være placeret.

Kun på en lille velafgrænset højning ca. 300 m nordvest for værkstedsområdet er der udgravet langhuse. De i alt tre huse var mellem 19 og 21 m lange og indtil 5,5-6,0 m brede med let krumme vægforløb, og da de skar delvis ind over hinanden, er det mest sandsynligt, at de afspejler tre faser af en bygning, der har indgået i et større gårdsanlæg (fig. 17). Et grubehus, som lå vest for klyngen af bygninger, kan være samtidigt med et af krumvægshusene.[14] Grubehuset indeholdt vævevægte, så det har måske fungeret som vævehytte. Ellers er spor af håndværksaktiviteter fra dette område begrænset til enkelte metalgenstande fra sen vikingetid og tidlig middelalder, og det er til netop dette tidsrum, langhusene såvel som grubehuset skal dateres.

Fig. 18. Hængesmykket fra Hjulby (t.v.) sammen med de to paralleller fra Tissø. H: 3,5 cm.

Blandt de få metalfund fra langhusområdet er et ovalt hængesmykke fra vikingetiden særligt interessant. Stykket har tre nære paralleller, hvoraf to stammer fra Fugledegård ved Tissø på Nordvestsjælland og et fra gravhøjen Skopinntull på Adelso nær Birka i Sverige, (fig. 18)[15] Ligheden mellem de fire hængesmykker, hvoraf de tre danske er af forgyldt sølv og det svenske af bronze, er så stor, at de må stamme fra samme værksted. Hængesmykkernes form er tydeligvis inspireret af frankiske sværdbæltebeslag, som de kendes bl.a. fra den norske Slemmedal-skat,[16] medens ornamentikken på smykkernes billedfelt er i nordisk stil.

Kirketomten

På en lille højning ca. 100 m nord for de tre netop omtalte langhuse og ca. 500 m øst for Hjulby er der påvist et kvadratisk grøftanlæg, som har indrammet et ca. 42×44 m stort areal. Centralt placeret inden for grøften er der fremkommet fundamentrester fra en knap 22 m lang og ca. 7 m bred kirkebygning med romansk grundplan. Kirken har været opført af kampesten eller kvadre, evt. suppleret med tegl og frådsten, og bygningen har haft tegltag. Omkring og især syd for kirken fandtes begravelser i indtil tre lag, og kirkegården formodes at rumme ca. 3000 grave (fig. 19). I tilknytning til kirketomten er der fundet ca. 45 mønter, hvoraf hovedparten dateres til 12-1400-årene. Nogle af mønterne kan være oppløjet fra grave, andre kan være tabt på kirkegården, men de fleste formodes at være offergaver, som blev stukket ned i kirkegulvet i katolsk tid (fig. 20, 21).

Fig. 19. Grav med velbevaret skelet af barn på 10-11 år. Spor på knoglerne viser, at barnet led af en infektionssygdom.

Tomten stammer utvivlsomt fra den kirke, som nævnes i et brev skrevet af Christian III på Nyborg Slot den 7. januar 1555. I brevet blev det bekendtgjort, at indbyggerne i Hjulby Sogn fremover skulle søge Vor Frue Kirke i Nyborg.[17]

Kirken i det lille sogn var blevet overflødig efter reformationen, og i lighed med flere andre fynske kirker, der nævnes i samme brev, blev den revet ned og materialerne genbrugt andre steder – måske til den samtidige ombygning på Nyborg Slot. Kirkegården blev med tiden dyrket op, og snart var kirkens nøjagtige placering gået i glemmebogen.

De hidtidige udgravninger har ikke givet oplysninger om tidspunktet for kirkens opførelse, og det har ikke været muligt at afklare, om stenkirken har haft en eller flere forgængere af træ. Det er dog højst sandsynligt, at der har været kirke i Hjulby, da stormandsmøderne blev afholdt i 1180 og 1183, og det er ikke utænkeligt, at langhusene umiddelbart syd herfor har indgået i en gård, der har haft nær tilknytning til kirken. Måske var det ligefrem kirkens bygherre, der boede på denne gård.

Fig. 20. En håndfuld middelaldermønter fra kirketomten.

Hjulby-kompleksets opståen og udvikling

Når man sammenfatter resultaterne af de arkæologiske undersøgelser, kan det konkluderes, at omkring år 600 anlagdes værkstedsområdet på skråningen ned mod Hjulby Sø. At dømme ud fra antallet af daterbare metalgenstande tiltog aktiviteterne i løbet af yngre germansk jernalder og vikingetid for så at aftage i løbet af tidlig middelalder. De gårde, som værkstedspladsen må have været knyttet til, lå antagelig nogle hundrede meter mod nord. Mod slutningen af værkstedsområdets brugstid, i 1000- eller 1100-tallet, opførtes en gård i passende afstand fra de svinende, osende og sikkert også støjende håndværkeres arbejdsplads. Gården eksisterede i mindst tre generationer, og senest i løbet af dette tidsrum må man formode, at den første Hjulby Kirke blev bygget. Denne gård har næppe ligget på stedet længere end til en gang i begyndelsen af 1200-tallet, og det ser ud til, at kirken herefter lå alene i landskabet frem til nedrivningen i midten af 1500-tallet.

Omtrent samtidig med, at gården og den nærliggende kirke blev opført, grundlagdes værkstedsområdet på Hjulby Øst på holmen ca. 300 m mod vest. Da dette tidsmæssigt falder sammen med stagnationen i aktiviteterne i værkstedsområdet på Toftegård, er det nærliggende at tro, at håndværkernes arbejdsplads over en periode blev flyttet over på Hjulby-holmen. Man må formode, at en så drastisk ændring er sket i forbindelse med en grundlæggende omstrukturering af bebyggelsen i området. Måske rykkede værkstedsområdet til Hjulby-holmens sydøstlige kant i forbindelse med en flytning og omlægning af den tilhørende bebyggelse? Hvis det er tilfældet, kan det være den tidligere omtalte formodede langhusbebyggelse, der rykkede fra morænefladen nogle hundrede meter nord for Toftegård og ud til midten af holmen – til det sted, hvor Hjulby ligger i dag.

Fig. 21. Forgyldt bronzebeslag fra kirkegården – måske har det siddet på et relikvieskrin?

Hvem kan havde haft magt til at gennemføre en sådan omstrukturering? Et forslag kan være en magtfuld storbonde, en stormand, som måske var administrator for et af centralmagtens støttepunkter i området. I løbet af 1000- eller 1100-tallet kan han have understreget sin position ved at flytte sin gård fra den formodede langhusbebyggelse til kanten af morænefladen. Herude manifesterede stormanden sin overgang til den nye religion ved at bygge en kirke ved siden af sit domicil. For at få store sammenhængende og frugtbare agerområder i direkte tilknytning til gården krævede han i løbet af nogen tid, at værkstedspladsen og dermed landsbyen blev flyttet til den mere afsidesliggende holm. Gårdens storhedstid på kanten af morænefladen nord for Hjulby Sø strakte sig imidlertid kun over nogle få generationer, for herefter forsvandt den fra pladsen ved kirken. Måske blev gården opslugt af den landsby, som den i sin tid selv var flyttet ud fra, fordi stormandens position i mellemtiden var overtaget af en anden magtfaktor – men hvilken? Er det mon tilfældigt, at denne udvikling skete netop omkring det tidspunkt, hvor kongemagtens interesser i området blev synliggjort ved opførelsen af et befæstet anlæg på en holm inderst i Nyborg Fjord, 4 km mod sydøst?

Nyborg udsulter Hjulby

På grund af beliggenheden ved det vigtigste overfartssted mellem Fyn og Sjælland fik Nyborg en central position i middelalderens Danmark. Med opførelsen af teglbyggede kasteller ved Tårnborg, på Sprogø og ved Nyborg i midten og slutningen af 1100-tallet ofrede kongemagten store ressourcer på sikringen af og kontrollen med færdslen over og gennem Storebælt. Ved Tårnborg inderst i Korsør Nor opstod en handelsplads, der dog sygnede hen efter grundlæggelsen af Korsør ude ved Storebæltskysten.[18] I Nyborg gik udviklingen i en anden retning; her fik den bebyggelse, der var skudt op i ly af fæstningsanlægget, mulighed for at vokse til et driftigt bysamfund med dertil knyttede administrative funktioner samt håndværks- og handelsaktiviteter. Antagelig var det fremkomsten og udviklingen af dette nye østfynske kraftcenter, der i løbet af få generationer reducerede Hjulby fra at være en bebyggelse med håndværksmæssige og utvivlsomt også administrative funktioner i kraft af stormandsgården, til at være en almindelig landsby med landbrug som vigtigste erhverv. Det er tænkeligt, at denne udvikling startede allerede i slutningen af 1100-tallet, for at accelerere i 1200-tallet og kulminere med nedrivningen af kirken i 1555. Der er således god grund til at tro, at baggrunden for Hjulbys deroute som centralplads skal søges i kongemagtens fysiske befæstning ved kysten i slutningen af 1100-tallet. Tilbage står man med spørgsmålet om, hvad der omkring et halvt årtusinde tidligere havde ført til anlæggelsen af en værkstedsplads med tilknyttede handelsfunktioner ved kanten af Hjulby Sø? For at kunne give et bud på denne udvikling er det nødvendigt at fokusere på de østfynske landskabsforhold, denne gang dog i et lidt større perspektiv.

Fig. 22. Naturhavnen på Slipshavn set fra øst. I baggrunden ses Nyborg by.

Ved vejen

Gennem hele jernalderen har færdslen mellem Sjælland og Fyn været intensiv, og antagelig har det smalleste overfartssted mellem Halsskov og Knudshoved-halvøen været foretrukket til alle tider. På den vestlige side af Knudshoved ligger den fra naturens side beskyttede naturhavn Slipshavn (fig. 22). I den tidligere omtalte præsteindberetning fra 1623 nævnes det, at "når man i gamle dage ville til Sjælland, drog man norden omkring kirken ud øster til Slipshavn", så i hvert fald i middelalderen har naturhavnen fungeret som omlade- eller anløbsplads for Nyborg.[19] Da der i naturhavnens nærmeste omegn er gjort flere guldfund fra 500-tallet, er det ikke utænkeligt, at denne funktion har rødder tilbage til den sene oldtid.[20]

En del af de sejlende, der er anløbet Slipshavn, har utvivlsomt fortsat rejsen mod vest – mod Odense, hvor øens centralhelligdom formodes at have ligget i vikingetiden og måske tillige i de forudgående århundreder. På Østfyn har landfærdslen imidlertid været besværet af de mange dalforløb, som smeltevandsfloder skabte mod slutningen af sidste istid. Den mest direkte og lettest farbare rute fra Slipshavn mod øens midte slog derfor en bue nord om bl.a. den dal, som Hjulby Sø ligger i. Dermed passerede man umiddelbart nord om Toftegård-området.

På et prospekt, der er udarbejdet under svenskekrigene af generalkvartermester Erik Dahlberg i 1650’erne, forløber vejen fra Nyborg mod vest netop hér,[21] og dette ser ikke ud til at være ændret væsentligt på Videnskabernes Selskabs kort fra 1780. På sidstnævnte kort kan man tillige følge vejens forløb videre mod Odense. Selv om færdselsårer kan have ændret sig betydeligt fra den sene jernalder og frem til slutningen af 1700-tallet, kan man ofte se, at de overordnet har fulgt de samme naturbestemte linier i terrænet gennem århundreder eller endog årtusinder. Dette tages som udgangspunkt i følgende forslag til en måske 1500 år gammel rute fra naturhavnen ved Slipshavn over Hjulby mod øens indre (fig. 23).

De første kilometer fra kysten til Toftegård er allerede omtalt. Ca. 3 km nordvest for Hjulby passerede vejen gennem Avnslev, hvor der i de seneste år er lokaliseret et mindre værkstedsområde, som har været i brug i samme tidsrum som Hjulby-komplekset. Ved Avnslev er der tillige fundet en guldring og en runesten fra vikingetid, så noget tyder på, at der også hér har været en bebyggelse med specielle funktioner.[22] 10 km vest for Avnslev gik ruten måske forbi Røjerup ved Langeskov, og her er der bl.a. fundet en rigt udstyret ryttergrav fra 900-tallet. En runesten, som nu står i Rønninge Kirke, har også stået i området.[23] Ca. 4 km længere mod nordvest kan man have passeret Sellebjerg, der ifølge Kong Valdemars Jordebog tilhørte kongeslægten og havde en værdi af 13 mark guld omkring 1230.[24] Måske har også denne kongelige besiddelse rødder tilbage til den sene jernalder? Endelig gik vejen til Åsum, der i hvert fald i tiden omkring år 500 rummede en vigtig håndværks- og handelsplads.[25] Ved Åsum blev øens største vandløb krydset, og herefter var der kun få kilometer ind til det område, hvor Odense har ligget i hvert fald siden sidste halvdel af 900-tallet.[26] På den sidste del af strækningen passerede man tæt forbi endnu en værkstedsplads, der lå på det areal ned til Odense Å, som nu er dækket af rensningsanlægget ved Ejby Mølle.[27]

Det er således sandsynligt, at Hjulby-komplekset voksede frem omkring år 600, fordi en lokal stormand, måske en af centralmagtens administratorer, havde interesse i at kontrollere og profitere på den vigtige øst-vest-færdselsåre fra anløbspladsen på Fyns østkyst mod øens midte. Måske var der også interesser i det nord-syd gående vejforløb, som på Videnskabernes Selskabs kort ses nogle hundrede meter øst for Toftegård – hvis forløbet altså har rødder tilbage til den sene jernalder. Denne vej går fra Kerteminde-området ned til østenden af Hjulby Sø, hvor den via Hjulby Bro krydser dalens smalleste sted for at fortsætte mod Vindinge. Her forløb den få meter vest for den vikingetidsbebyggelse, der blev undersøgt i 2002.

Fig. 23. Forslag til den sene jernalders rute fra Storebælt til Odense. 1: Slipshavn. 2: Toftegård. 3: Avnslev. 4: Røjerup ved Langeskov. 5: Sellebjerg. 6: Åsum Bro. 7: Ejby Mølle. 8: Odense.

Toftegård-pladsen kan altså være opstået ved et regulært trafikknudepunkt. Når bebyggelsen blev anlagt ca. 4 kilometer fra Storebælt og ikke i umiddelbar tilknytning til den naturskabte anløbsplads Slipshavn eller for den sags skyld inderst i Nyborg Fjord, hvor købstaden senere kom til at ligge, er det et udtryk for den strategi, der ligger bag placeringen af de fleste fynske kystsognes ældste landsbyer. Disse såkaldte adelbyer blev af sikkerhedsårsager næsten altid anlagt mindst 2-3 km fra kysten, og først i tidlig middelalder, altså netop på tidspunktet for Nyborgs grundlæggelse, blev det fundet forsvarligt at anlægge permanente bebyggelser ved kysten. Denne udvikling, som førte til grundlæggelsen af mange søkøbstæder, blev gunstig for landet som helhed, men for Hjulby betød det starten på en nedtur.

Afslutning

Hjulby-komplekset indeholder – som mange andre centralpladser fra den sene jernalder – flere af de elementer, som karakteriserer vikingetidens og middelalderens bysamfund.[28] Der kan således fremføres gode argumenter for, at Hjulby er en slags forgænger eller måske nærmere en optakt til den middelalderlige købstad Nyborg. De administrative funktioner, som Nyborg Slot blev et markant symbol på i middelalderen, synes også at have haft et forspil i Hjulbys stormandsgård, hvor dens hovedbygninger så end skjuler sig. Faktisk er det kun slottets militære aspekter, der ikke genfindes i nogle af Hjulby-kompleksets mange elementer. Da slottets forsvarstekniske betydning var specifikt knyttet til Storebælt, er der næppe heller grund til at lede efter en sen vikingetidig eller tidlig middelalderlig forgænger til befæstningsanlægget i Hjulby-området – eller for den sags skyld ved Vindinge. Langt mere sandsynligt er det, som påpeget af historikeren Vilhelm la Cour for 30 år siden,[29] at Gammelborg i forsvarsmæssig betydning befinder sig under Nyborg Slots høj- og senmiddelalderlige teglstensbygninger.

Fig. 24. To sammensmeltede hængesmykker fra 900-tallet, fundet på Vindinge-bopladsen i oktober 2002. Sammenlign det ovale stykke med hængesmykkerne på fig. 18. H: 3,5 cm.

Sidste nyt!

Netop da denne artikel var sendt til trykning, fik Odense Bys Museer indleveret endnu en spændende oldsag fra bopladsen ved Vindinge. Det drejer sig om to sammensmeltede bronzesmykker fra 900-tallet, nemlig et cirkulært og et ovalt hængesmykke (fig. 24). I denne sammenhæng er det ovale hængesmykke særlig interessant, da det må være lavet på samme værksted som de tre sølvsmykker på fig. 18. Det nye fund er således endnu en god illustration af den nære forbindelse mellem de vigtige vikingetidsbebyggelser ved Vindinge og Hjulby.

Noter

  1. ^ Jørgensen 1974, s. 131f.
  2. ^ Det omfattende arbejde med detektorafsøgninger i Nyborgs opland er udført af Flemming Lyth, Villy Nielsen, Johnny Kragekjær og Simon Gjørsig, der takkes for en stor indsats.
  3. ^ Wamers 1985 Taf. 1,8 og 3,3 og 1997 fig. 3.
  4. ^ Christensen et al. 1976-77 nr. 189; la Cour 1972, s.165; Fisker 2002; Bonde et al. 2001, s. 146.
  5. ^ Hude 1893, s. 40ff.
  6. ^ Christensen et al. 1976-77 nr. 89 & 111.
  7. ^ Aakjær 1926-43, s. 103; Crumlin-Pedersen et al. 1996, s. 79.
  8. ^ Naamansen 1993, s. 194ff.
  9. ^ la Cour 1972, s. 159f.
  10. ^ Sørensen 1958, s.172.
  11. ^ Gramtorp & Henriksen 2000 fig. 8.
  12. ^ Ulriksen 2000 fig. 19:4; Pedersen 2001 kat. 23-27.
  13. ^ Christensen 1993; Jørgensen 1998; 1999.
  14. ^ 14. Naamansen 1993, s. 183ff; Henriksen 2000, s. 46f.
  15. ^ Rydh 1936 fig. 298; Petersen 2002 fig. 9.
  16. ^ Blindheim 1982 fig. 15.
  17. ^ Rørdam 1883, s. 404f.
  18. ^ la Cour 1972, s. 155ff; Nielsen 1991; Grin-der-Hansen 1994.
  19. ^ Jørgensen 1974, s. 137f. Citater fra præsteindberetningerne er her omskrevet til moderne dansk.
  20. ^ Crumlin-Pedersen et al. (red.) 1996, s. 78.
  21. ^ Pufendorf 1915, s. 580f.
  22. ^ Jacobsen & Moltke 1942, s. 222f; Albrectsen 1960, s. 99; Henriksen 2000, s. 52f.
  23. ^ Jacobsen 2000.
  24. ^ Aakjær 1926-43, s. 103.
  25. ^ Henriksen 2000, s. 17ff.
  26. ^ Bang 1985.
  27. ^ Jacobsen 2001, s. 76ff.
  28. ^ Nielsen 1999, s. 203ff; fig. 12; Helgesson 2002, s. 22ff.
  29. ^ la Cour 1972, s. 160.

Litteratur

  • Bang, V.: "Tidlige vejforbindelser på Østfyn". I: Fynske Årbøger, 1985, s. 50-58.
  • Blindheim, C.: "Slemmedal-skatten. En liten orientering om et stort funn". I: Viking XLV 1982, s. 5-31.
  • Bonde, N., A. Daly & K.L. Rasmussen: "Nyborg Slot i nyt lys. Naturvidenskab og bygningsarkæolog!". I: Aar-bøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2000 (2001), s. 137-154.
  • Christensen, C.A., H. Nielsen & L. Weibull (red.): Diplomatarium Danicum. 1. række, 3. bind. København, 1976-77.
  • Christensen, T.: "Lejre Beyond Legend -The Archaeological Evidence". I: journal of Danish Archaeology vol. 10, 1991 (1993), s. 163-185.
  • Crumlin-Pedersen, O., E. Porsmose & H. Thrane (red.): Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder. Odense, 1996.
  • Fisker, E.B. 2002: "Nyborg Slot. Nyt syn på det gamle slots bygningshistorie". I: Nyborg – før & nu. 2001, s. 39-50.
  • Gramtorp, D. & M.B. Henriksen: "Fint skal det være – om tinbelægning på bronzesmykker fra yngre germansk jernalder og vikingetid". I: Fynske Minder 2000, s. 135-156.
  • Grinder-Hansen, K: "Hvor der handles, der spildes. Hvad 3300 mønter fortæller om Tårnborg ved Korsør". Nationalmuseets Arbejdsmark, 1994, s. 186-196.
  • Helgesson, B.: Järnålderens Skåne. Sam-hälle, centra och regioner. Acta Archaeologica Lundensia, Series in 8°, NO. 38. Lund, 2002.
  • Henriksen, M.B.: "Lundsgård, Seden Syd og Hjulby. – tre fynske bopladsområder med detektorfund". I: M.B. Henriksen (red.): Detektorfund – hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder. Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 26. oktober 1998. Skrifter fra Odense Bys Museer vol. 5, s 17-60. Odense, 2000.
  • Hude, A: Danehoffet og dets Plads i Danmarks Statsforfatning. København, 1893.
  • Jacobsen, L. & E. Moltke: Danmarks Runeindskrifter. Tekst. København, 1942.
  • Jacobsen, J.A.: "Asgot med det røde skjold". I: S. Hvass (red.): Vor skjulte kulturarv. Arkæologien under overfladen, s. 142-143. København, 2000.
  • Jacobsen, J.A.: Fynske jernalderbopladser. Bind 2, Odense herred. Skrifter fra Odense Bys Museer Vol. 1,2. Odense, 2001.
  • Jørgensen, F.: Præsteindberetninger til Ole Worm II. Indberetninger fra Århus, Fyns og Lunde Stifter 1623-25. København, 1974.
  • Jørgensen, L.: "En storgård fra vikingetid ved Tissø, Sjælland – en foreløbig præsentation". I: L. Larsson & B. Hårdh (red.): Centrala platser, centrala frågor. Samhällsstrukturen under Järnåldern. En Vänbok till Berta Stjernquist. Acta Archaeologica Lundensia. Series in 8°. NO. 28, s. 233-248. Lund, 1998.
  • Jøgensen, L.: "Fra nutidens pløjelag til jernalderens samfund – stormænd og håndværkere i Gudme". I: Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1998 (1999), s. 8-21.
  • la Cour, V: Danske borganlæg til midten af det trettende århundrede. Bind 1. København, 1972.
  • Nielsen, H.: "Tårnborg – en handelsplads dukker frem". Sorø Amts Museums Jubilæumsskrift, 25. juni 1991, s. 51-76. Sorø.
  • Nielsen, S.: The Domestic Mode of Production – and Beyond. Nordiske Fortidsminder, Serie B, Vol. 18. København, 1999.
  • Naamansen, A.T.: "Kongsgård eller præstegård? På overgangen fra forhistorisk til historisk tid i Hjulby". I: Fynske Minder, 1993, s. 183-200.
  • Pedersen, A.: Rovfugle eller duer. Fugleformede fibler fra den tidlige middelalder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1999 (2001), s. I960.
  • Petersen, K.S.: "Nielloindlægninger fra jernalder og vikingetid". I: M.B. Henriksen (red.): Metalhåndværk og håndværkspladser fra yngre germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Rapport fra et seminar på Hollufgård den 22. oktober 2001. Skrifter fra Odense Bys Museer vol. 9, 2002, s. 62-74.
  • Pufendorf, Samuel v.: Sju Böcker om Kon-ung Carl X Gustafs Bragder. Bind II. Stockholm, 1915.
  • Rydh, H.: Förhistoriska undersökningar på Adelsö. Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Stockholm, 1936.
  • Rørdam, Holger F.: Danske Kirkelove samt udvalg af andre bestemmelser vedr. Kirken, Skolen og de fattiges Forsørgelse fra Reformationen indtil Christian V’s Danske Lov, 1536-1683. Første Del. Kjøbenhavn, 1883.
  • Smed, P: "Studier over den fynske øgruppes glaciale landskabsformer". I: Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening, bind 15, hefte 1, s. 1-74. København, 1962.
  • Sørensen, J.K.: Svendborg amts bebyggelsesnavne. Danmarks stednavne nr. 13. København, 1958.
  • Ulriksen, ].: "Vindeboder – Roskildes tidlige havnekvarter". I: T. Christensen &
  • M. Andersen (red.): Civitas Roscald -fra byens begyndelse, s. 145-198. Roskilde, 2000.
  • Wamers, E.: Insularer Metallschmuck in wikingerzeitlichen Gräbern Nordeuropas: Untersuchungen zur skandinavischen Westexpansion. Neumünster, 1985.
  • Wamers, E: "Insulære importfunn i vikingtidens Skandinavia og spekulasjoner om Norges samling". I: J.F. Krøger (red.): Rikssamlingen. Høvdingmakt og kongemakt. Karmøyseminaret 1996 (1997), s. 8-21. Stavanger.
  • Aakjær, Svend: Kong Valdemars Jordebog. 1. bind. København, 1926-43.

©