Forfattere

Erindrings-billeder fra digterens bazar

Den 20. juni 1841 skrev H.C. Andersen til fru Signe Læssøe: „Om Erkjendelse af sin aandelige Fattigdom taler man ikke gjerne.“[1] Hertil har Bille og Bøgh i deres udgave af H.C. Andersens breve som en note trykt et udateret blad, fundet i digterens efterladte papirer, der, som udgiverne skriver, „synes at indeholde en frenologisk Beskrivelse af hans Organer og Anlæg.“ Denne liste har ikke mindre end 28 punkter, (hvoraf den „aandelige Fattigdom“ dog ingenlunde indtager nogen fremtrædende plads); her skal imidlertid kun nævnes to af dem: „Almindelig Opfatnings-Evne – stor, … Sammenlignings-Evne – stor“.

H.C. Andersens „Sammenlignings-Evne“ er en kombination af flere faktorer. Der er hans aldrig mættede appetit på at rejse. Allerede i Kun en Spillemand siger Christians fader: „Reiselyst er min Hovedpude.“[2] Der er digterens formidable iagttagelsesevne, og der er hans sikre og klare hukommelse. Disse egenskaber blev hele hans liv igennem forenede til det, han mange gange betegnede som „Erindrings-Billeder“.

Allerede i 1831 havde han i Skyggebilleder[3] udråbt: „Jeg iler efter noget Nyt!“, og det manifesterede sig også, da han ti år senere foretog sin store Orientrejse. Hans erindringsbilleder får gang på gang udtryk i geografiske associationer.

Som de følgende to citater vil vise, finder man dette såvel i noget af det tidligste, digteren skrev, som i noget fra hans sidste år.

I 1831 udkom hans Skyggebilleder, og her fortalte han om sommerteatret „am Linkischen Bade“ udenfor Dresden: „Theatret havde megen Lighed med vort paa Vesterbroe, og laae ved Elben i en lille Skov, hvor der var Musik og Telte. Familier fra Dresden sadde rundt om i den grønne Natur og nøde Forfriskninger, medens nogle spadserede og andre seilede i de brogede Gondoler paa Elben. Det Hele var et Slags Charlottenlunds-Scene.“[4]

Ved juletid 1872, altså næsten fyrretyve år senere, udkom hans Nye Eventyr og Historier, 3. Række, 2. Samling; de var tilegnet grosserer M. G. Melchior og hans hustru Dorothea Melchior med digtet Rolighed; sådan hed deres landsted ude ved Kalkbrænderiet. Et af versene lyder:

„Naar saa i Aftnen Himlens Stjerner blinke,
Og Fyret fra „Trekroner“ lyser vidt om,
Hvert Fartøi ude tænder sin Lanterne,
Troer man at see et festbelyst Venedig,
En svømmende, illumineret By.
Dog skjønnest er her inden fire Vægge,
I Gjestfrihedens lykkelige Hjem.“[5]

Det er specielt disse geografiske sammenligninger, vi vil se lidt nærmere på. Stoffet er i sig selv helt nærliggende, hvor det drejer sig om en rejse. Men det må straks pointeres, at denne form for sammenligninger langt fra udelukkende forekommer i H.C. Andersens rejsebøger; man finder dem også i hans romaner, i hans eventyr og snart sagt på alle de andre felter, han dyrkede.

Hvis man nærmere vil betragte disse erindringsbilleder, da er der ypperlig lejlighed dertil, når man læser En Digters Bazar. H.C. Andersen foretog sin store Orientrejse i 1840-1841. Han var på dette tidspunkt en moden mand, og hans ry var slået fast. Den vidtforrejste digter havde et bredt sammenligningsgrundlag for de fremmedartede lande, han denne gang gæstede.

Dertil kom, at det på en tid, hvor man ikke kendte fotografier, endsige prospektkort, – kun malerier og „Kaabere“ – må have fascineret hans læsere at få nye og ofte helt uventede, overraskende perspektiver; gennem dem vender man så atter tilbage til digteren og henrykkes af den rigdom af facetter, hans genius ejede.

For H.C. Andersen har disse associationer været noget umiddelbart og selvfølgeligt; kompositorisk er de et kup.

Til en behandling af denne side af Andersens Bazar findes der tre hovedkilder: hans dagbog fra rejsen, selve En Digters Bazar og de breve, han skrev hjem. Dertil kommer så senere Mit Livs Eventyr, som udkom i 1855; klogt fattede han sig her i korthed og nøjedes med at henvise sine læsere til En Digters Bazar.

Af breve er der forholdsvis få. Der var mere end nok til at fylde tiden, når man ivrigt var på farten dagen lang og så om aftenen skulle skrive dagbog om sine oplevelser.

Til Edvard og Henriette Collin findes der fem breve, mens to – et fra Neapel og et fra Athen – ikke er bevarede. Brevene til „Faderen Collin“ er mest pengesager og taknemmelighed; der står ikke meget om selve rejsen, men man kan sikkert regne med, at Jonas Collin fik lejlighed til at læse, hvad Andersen skrev til de andre medlemmer af hans familie.

Både et brev til Edvard Collin og et til Henriette Hanck er næsten en dagbog, videreført fra by til by.[6] Det første af dem påbegyndte Andersen i Leipzig 10.11.1840 og afsluttede det i München 17.11.1840. Til Jette Hanck skrev han nogle dage senere fra München, 28.11.1840, men afsendte det først, med beretning fra flere etaper undervejs, fra Florens 11.12.1840.[7] Der foreligger i alt fem breve til hende.

Andersen var også en trofast skribent til sin anden Jette-veninde, Henriette Wulff; det brev, der spænder over længst tid, er fra Athen, fra 23.3.1841 til 9.4.1841. Generelt gælder det om disse breve, at der er meget få geografiske sammenligninger i dem.

Mellem de breve, som er trykt i Billes og Bøghs udgave af H.C. Andersens breve, er der et til Hauch og to til fru Signe Læssøe, det ene fra Constantinopel og det andet fra Wien.[8]

I dagbogen er der fra nedrejsen ikke ret mange sammenligninger; det var steder, hvor digteren havde været på sin første lange rejse i 1833-34, og hvorfra han nu havde et fyldigt, oplevet materiale.

Først da han sejlede fra Neapel og kom til et terra incognita, sprudlede indtrykkene frem for at kulminere under rejsens største oplevelser: Athen, Constantinopel og den lange Donausejlads.

H.C. Andersens geografiske erindringsbilleder kan betragtes ud fra flere aspekter. Der er de emner, han fortrinsvis behandlede; der er kombinationen af det sete og det ikke-sete; og der er kombinationen af realiteter og fantasi.

De byer, store eller små, han gæstede for første gang, skrev han blandt andet om ud fra et afgjort realistisk synspunkt, nemlig deres størrelse.

Den første græske by, han kom til, var Neopoli på øen Syra, og om den skrev han til Henriette Wulff: „Den lignede, i formindsket Maalestok, Neapel.“[9] Andersen har nok, da han skrev dette, haft i tankerne, at Jette Wulff havde været i Neapel. Fra Athen fortalte han et par uger senere Hauch: „I Syra … saae jeg den første græske By, … den var maaskee som Odense, muligt lidt mindre.“[10]

I Bazaren (177) blev oplevelsen udvidet, mere personlig og mere digterisk: „Skibet styredes hen imod en ganske lille Ø, … og idet vi kom forbi, aabnede sig for os Syras Havn. Bøiet som en Hestesko, om Bugten, laae der en By med skinnende hvide Huse, som var det en Leir af Telte paa den graa Bjergside. Det var livagtigt et lille Neapel, Biskoppens Slot, her høit paa Bjerget, mindede ganske om Sanct Elmo. Jeg havde tænkt mig alle de græske Byer kun som Ruiner og Leerhytter, Byen paa Syra saae jo malerisk og indbydende ud.“

I Bazaren (141-42) har H.C. Andersen et kapitel om Neapel; dets overskrift er „Udsigt fra mit Vindue“. Det begynder sådan: „Det er piazza fiorentini, vi see; en Plads netop saa bred, som en almindelig Gade hos os i Norden, og Dybden er som Bredden.“ I disse få linjer hører vi dels om Syden modsat Norden, dels om størrelsesforholdene.

Efter en spillevende beskrivelse af det yrende folkeliv på torvet, han kigger ned på, følger så: Men høit over Kirke og Huse hæver sig Klippen med Fæstningen St. Elmo.“ Det var dette, han havde erindret, da han i sin dagbog (151) skrev om Neopoli på Syra: „I øvrigt var det et Neapel i det Smaae, Biskoppens Bolig øverst et Slags St. Elmo.“ Dette overførte han så, som vi lige hørte, senere til sin Bazar. Mit Livs Eventyr har kun den lakoniske oplysning: „Syra saae ud som en Stad af Telte, som en heel Leir.“[11]

Et par dage efter kom H.C. Andersen til Athen, og 24.3.1841 skrev han i sin dagbog (154, 155): „Vi kom … ind i Athen; tænk Dem en By ihast bygget op, som til et stort Marked, og at Markedet er i fuld Gang, og vi har det nye Athen.“ Og senere, den samme aften: „Jeg kan ikke ret fatte mig i, at jeg er i Grækenland! Byen voxer mens jeg gaaer her!“ Samme aften traf han en holstensk videnskabsmand, som hævdede, at „Athen skjød mere og mere frem,“ – nemlig efter krigen mod tyrkerne. Disse havde i 1824 besat Athen; da de i 1833 rømmede byen, havde den kun 300 indbyggere, og næsten alt lå i ruiner.

Denne oplevelse af den voksende by sammenfattede Andersen i et brev til Jette Hanck[12] således: „Athen kan ikke sammenlignes med nogen anden europæisk Stad, et Par Aar har for den en uhyre Virkning, Byen voxer selv mens jeg skriver dette; … det første Indtryk er det, at Byen i største Fart er muret op til et stort Marked, og flere Gader ere verkelig ikke ulig de Telt-Gader, der er paa Odensetorv St. Knuds Marked, hvert Huus er en saadan aaben Boutik paa Husets Brede.“

Når H.C. Andersen (ligesom i et par andre breve til Henriette Hanck) nævner Odense, skal det nok have været, fordi hun var Odenseaner. Han havde bedt hende om at låne fru Signe Læssøe brevet, og dennes reaktion derpå var denne: „At Athen ligner Odense i Markedstiden, kan jeg virkelig ikke taale at høre.“[13]

I Bazaren (186) hedder det: „Athen forekom mig saa stor, som en dansk Provinds-By, f. Ex. Helsingør. … Hvad man her kalder Bazarer er krogede almindelige Gader, med Træhuse paa begge Sider, Træhuse som paa et dansk Marked. … Paa Gadehjørnet stode maltesiske Lastdragere, en heel Række, i Solen som Sjouere paa et Gadehjørne i Kjøbenhavn.“ En parallel, som Bazarens københavnske læsere ville nikke genkendende til.

Allerede i Rom havde Andersen fået et erindringsbillede fra sin hjemby; til Henriette Hanck skrev han: „Tænk Dem nu Hovedgaden il corso, meer end dobbelt saa lang som Kjøbenhavns Bredgade.“[14]

Også i Constantinopel kom han til at tænke på de hjemlige forhold; om bazarerne der skrev han: „Stue-Etagen i Husene paa hver Side ligner Træ-Boutiker paa vore Markeder.“ (Bazar. 259).

Ikke alene for byers, men også for bygningers størrelse interesserede Andersen sig. Det gamle slot i Athen, der var blevet færdigbygget i 1838, imponerede ham ikke; det så ud „som et privat Sommerlyststed. Det nye Slot er ret stort“, skrev han (Dagbog. 160), og nogle dage senere, at „det forekommer mig kun lidt større end Sorø-Academie; flere Værelser decoreret i pompeiansk Stiil.“ (smst. 169). Ordret det samme fortalte han Henriette Wulff,[15] og sådan står der også i Bazaren (187), dog uden at den pompejianske dekoration nævnes.

Han nærede ingen større beundring for de græske kirker: „Hovedkirken i Æolus Gaden … er ei større, end en tydsk Bondekirke.“ (Dagbog. 174); i Kolonos var han „inde i en Ruin af en græsk Kirke; ikke større end en Forstue hjemme.“ (smst. 166) Han havde straks fået fat på det karakteristiske; de græske kirker er meget små. I Bazaren (180) sammenfattede han sit syn på kirkernes størrelse i de forskellige lande: „Jeg gik ind i Hovedkirken [i Neopoli på Syra], der i Forhold til de italienske og dem, jeg havde seet paa Malta, var lille og ubetydelig, derimod i Forhold til Kirkerne i Grækenland just af en anseelig Størrelse.“

Andersen var et „tællemenneske“. Da han lå i karantæne i Piræus, skrev han: „Talte omtrent 120 Huse i Piræus.“ (Dagbog. 153) hvad han i Bazaren (181) rettede til „omtrent 130 Huse“, og fra Eleusis: „Den har omtrent 40 Hytter.“ (Dagbog 171). Om Scutari skrev han, at det er „en By, der har halvandet hundred tusinde Mennesker, altsaa en halv Gang saa mange, som Kjøbenhavn, dog ansees den kun som en Forstad til Constantinopel.“ (Bazar. 269).

Også andre slags dimensioner noterede Andersen sig. Om Dardanellerne hedder det: „Bredden synes omtrent at være, som Sundets hjemme.“ (Dagbog. 191). Dette kom i en udvidet form igen i Mit Livs Eventyr: „Vi seilede ind i Dardanellerne. … Afstanden mellem de to Verdensdele forekom mig at være som Sundet mellem Helsingør og Helsingborg, Capitainen opgav den for 2 3/4 Lieus.“[16]

Når H.C. Andersen kom til en ny by, vældede indtrykkene og dermed associationerne ind over ham, og dette skete mere end noget andet sted, da han nåede til Constantinopel. Det var dels byens beliggenhed, dels dens atmosfære, der bjergtog ham. Hans første notat, fra 23.4.1841, lyder: „Oppe Klokken 5; graat Veir; Constantinopel i daarlig Belysning, men uhyre stor og phantastisk. Det var et Paris, sammensat af Venedig og Phantasien,“ (Dagbog. 192) – en betragtning, der er mindre koncis, end han ellers plejer at være. I Bazaren (255) udtrykte han sig klarere: „Forude saae vi, som et Venedig, bygget af Phantasien, det uhyre Constantinopel, Tyrkernes Stambul.“ Denne linje fulgte han i Mit Livs Eventyr: „Det blev et graat nordisk Veir og i det laae foran os … det herlige Constantinopel, et Venedig, som Phantasien kan lade det reise sig af Havet.“[16a]</

Men så sker der en højst ejendommelig kovending. Allerede to dage efter ankomsten hedder det i dagbogen (193-94): „Constantinopel minder meest om Stockholm af alle de Stæder jeg kjender.“ Denne nye lighed holdt han fast ved og gentog den gang på gang. Til fru Henriette Collin skrev han, 25.4.1841: „Constantinopel … ligner af alle de Byer jeg kjender, meest Stockholm, men der er mere Phantasi i det Hele! det er en By, stor som Paris.“[17] Næsten enslydende står der i hans brev til fru Signe Læssøe af 28.4.1841: „Kun aander Constantinopel mere Phantasi og gjør den største Virkning af alle de Byer, jeg endnu har seet.“[18] Henriette Wulff fik omtrent den samme beskrivelse: „Constantinopel … er ellers meget liig med Stockholm, kun mere phantastisk og broget.“[19]

I et brev fra karantænen i Orsova (hvor der var god tid til at skrive breve), forklarede han Henriette Hanck,[20] hvorfor han syntes, at Constantinopel lignede Stockholm:

„Constantinopel er det interessanteste Punkt i hele min Reise. Byens hele Beliggenhed minder … meget om Stockholm, det er de samme Høider, Vandet har omtrent samme Bredde og i begge Stæder staae lignende rødmalede Træhuse, Constantinopel har Cypresser, colosale store, Stockholm Grantræer.“

I Constantinopel besøgte Andersen Ali Effendi, den gang ansat i det tyrkiske udenrigsministerium, senere pasha. Pudsigt skildrede digteren til Henriette Wulff optakten til audiensen: „Jeg kom ind paa Hosesokker og fik en lang Pibe og lille Kop Caffe.“ I Bazaren (288) refererede han sin samtale med Ali Effendi om Constantinopel: „Jeg sagde ham, at jeg fandt Beliggenheden at være den skjønneste i Verden, at Skuet langt overgik Neapels, men at vi i Norden havde en Stad, der frembød noget meget beslægtet med Constantinopels. Og jeg beskrev ham Stockholm, der, seet fra Mosebakken, har noget af det Skue, Constantinopel frembyder fra Peras Taarn ud mod de søde Vande. Den Deel af Stockholm, som kaldes Sødermalmen, viser os rødmalede Træhuse, Kupler paa Kirkerne, Grantræer og Hængebirke, Alt er tyrkisk, kun Minareterne mangle!“ I dagbogen (195) er udsigten fra Pera også noteret: „Nedsigten … minder om Mosebakken.“[22]

Da H.C. Andersen i 1849 var i audiens hos kong Oscar I, vendte han snildt faktorerne om og fortalte majestæten om „Stockholms Liighed med Constantinopel.“[23]

Det er ganske interessant, at digteren stadig fremhæver de rødmalede træhuse; da han i juni 1837 havde sejlet ad Göta Kanalen, havde han bidt mærke i den, fra den hjemlige så forskellige byggeform, og skrevet: „Røde Træhuse“. (Dagbog 12), og senere på sin rejse havde han flere gange noteret, at de svenske huse var af træ.

På vejen fra Athen til Constantinopel havde Andersen gjort et kort ophold i Smyrna; det, der særlig slog ham der, var „de snevre Gader, som Venedig“. (Dagbog. 189); til fru Henriette Collin skrev han, at de „vare halv som Peder Madsens Gang“, og en variant deraf finder man i Bazaren (243): „Jeg gik ind i den nærmeste Gade, en Slippe vilde man kalde den hos os.“ I Mit Livs Eventyr vendte han tilbage til sit første indtryk: „Smyrna tog sig storartet ud, men med spidse røde, nordiske Tage og kun enkelte Minareter, Gaderne selv ere smalle, som Venedigs,“[24]

Allerede i Smyrna havde han været opmærksom på de „nordiske“ huse: „Alle Huse røde og noget spidse, som i Norden. … Kysten paa den anden Side lav med danske, lysegrønne Træer.“ (Dagbog. 190). Helt det samme indtryk fik han af Gallipoli, som han passerede dagen efter: „Byen selv havde et nordisk og sort Udseende; Canapper [sic] og Altaner, som paa Collins gamle Huus.“ (smst. 192). I Bazaren (253) bragtes den samme iagttagelse i en lidt udvidet form: „Gallipoli … saae forunderlig mørk ud, havde ganske Charakteren af en nordlig svensk By, naar jeg undtager de hvide, høie Minareter; alle Huse … havde spidse røde Tage, ganske som i Norden.“

H.C. Andersen kom vel forberedt til Athen. Om den græske oldtid vidste han allerede mangt og meget fra sin latinskoletid; mens han var i Rom, havde han efter landsmænds råd læst bøger om Grækenland, og Odysseen fordybede han sig også i dér. Og fra Neapel skrev han til Henriette Wulff: „Jeg læser af alle Kræfter græsk, men det bliver nok Kluderi alligevel, De kjender nok mit Sprogtalent.“[25]

Mens han ombord på Lykurg lå udenfor Piræus, skrev han: „Det er især Erindringen om de udmærkede Mennesker, de store Begivenheder der have været her, der gjør et Sted interesant, man er ligesom traadt tilbage i deres Tid, idet man har betraadt deres Scene.“ (Dagbog. 153).

Da Andersen kom til Athen, havde han den store lykke straks at få kontakt med fremragende kapaciteter. „Landsmænd og Tydskere kom mig saa kjærligt imøde.“ (Bazar. 188). Det var først og fremmest arkitekten Christian Hansen, der just da var bygmester for Athens universitet; han kom straks den første dag – „det venlige Menneske“ – og gav Andersen et velkomstkys, og derefter var de næsten daglig sammen. Sommetider sluttede den, især fra sine bygværker i Wien kendte arkitekt, Theophilus Hansen, Christian Hansens broder, sig til dem, og ligeså den holstenske arkæolog, professor Ludwig Ross, der hyppigt var med på deres udflugter.

Derfor oplevede H.C. Andersen under sit månedlange ophold i Athen at lære såvel byen som dens omegn grundigt at kende. Hans dagbog giver fyldige og interessante oplysninger om hans betagelse af de græske oldtidsminder. Han var virkelig „traadt tilbage i deres Tid“.

Af geografiske associationer er der, modsat de mange fra Constantinopel, kun en enkelt fra den klassiske oldtid fra Athen. I sin dagbog (156) skrev han: „Ud til Theseus-Templet, det er heelt af hvidt Marmor, ligner i Form de ved Pestum, men de ere kun af Travertiner.“ Næsten enslydende skrev han derom til Henriette Hanck.[26]

Det, der betog vor digter mest i selve Athen, var, som allerede omtalt, at det var en by i vækst. Det nye slot var han ikke videre imponeret af; nej, det var noget ulige mere borgerligt, der særlig fangede hans interesse, nemlig en italiensk kafé. I hans dagbog står der (155): „Var i Caffeen, der er stor og brillant, saa god, som nogen i Vien eller Berlin.“ I Bazaren (186) fortæller han begejstret: „Athen har et Par græske, men egentlig tyrkiske Caffeer, og dertil en ny italiensk, saa stor og pyntelig, at den kunde tage sig ud i Hamborg eller Berlin; den meget besøgte Café greco i Rom er imod denne kun et Sandhul under Trappen.“ Det er hårde ord. Indrømmet, at Café Greco var – og er – en lang, smal tarm af et lokale. Men alligevel -. Også til Jette Hanck priste han kaféen: „Tæt ved [hotellet] er en Cafe saa prægtig, at den ikke staar meget under den i Hamborg saa meget udskregne Pragt Caffe ved Aisteren.“[27]

Hvad der derimod hverken kom til at stå i Bazaren eller i brevet til Odense-veninden, var det, han betroede sin dagbog (164): „Da jeg iaften gik fra Caffeen kom en Græker og vidskede mig noget i Øre, som var det bella ragazza, jeg spurgte Tjeneren hjemme derom, og det var Piger, ogsaa det har de i Athen; jo, det er et lille Paris.“ Selv her kom der altså et geografisk erindringsbillede.

Da Andersen kom til Constantinopel, så han på åstedet tyrkiske kaféer: „Udenfor Sophia-Moskeen … laae en Mængde tyrkiske Kaffehuse, alle af Træ og med Altaner, næsten som Husene i Schweitz, men mere brogede og mere faldefærdige.“ (Bazar. 283). Her opdukkede der også et par spontane erindringer fra hjemlandet: „Enkelte Huse have Vindues Huller, fiirkantede og saa store som paa vore Pæreskudder.“ (Dagbog. 198). Og et par dage efter: „Vi saae Abdul Hamids Grav, … den seer ud som et smukt Lysthuus hos os.“ (smst. 201), og om bazaren: „Buegangene ere saa høie, som vore almindelige Landsbykirker.“ (smst. 202).

I Scutari var det en rystende oplevelse for ham at se dervischerne danse; forspillet dertil skildrer han derimod helt nøgternt: „Endelig aabnedes Døren til Klosteret. Vi … kom ind i en bred Forstue, der med et halvt opheftet, uldent Tæppe var deelt i to Dele, her saae ud, som i vore Provinds-Byer Skuret foran det Baghuus, hvori fremvises vilde Dyr.“ (Bazar. 269).

Nu til et helt andet himmelstrøg. H.C. Andersen havde et overmåde skarpt blik for det karakteristiske ved München: de mange heterogene stilarter, der her var samlede. I Bazaren (31-32) gav han en detailleret og rammende skildring deraf: „Enhver Stad, fra det evige Rom til vort gravstille Sorøe, har sin Characteer, som man kan blive fortrolig med, ja voxe fast til, men München har noget af alle Stæder, man veed ei, om man er i Syd eller Nord, jeg idetmindste fyldes her af en Uro, en Lyst til at komme afsted igjen.

Skulde man finde, at min Fremstilling af München er lig sønderrevne og hinanden modsigende Billeder, da har jeg just, efter det Indtryk Byen har gjort paa mig, givet den rigtigste Skildring. Alt synes mig en Modsigelse her, Catholicisme og Protestantisme, græsk Kunst og bairisk øl. Eenhed har jeg ikke fundet her, hver smuk Enkelthed syntes kaldet fra sit egentlige Hjem og opstillet om det gamle München, der er en By, som hundrede Byer i Tydskland. Posthuset med sine rødmalede Vægge og svævende Figurer er hentet fra Pompeji; det nye Slot er et Afbillede af Hertugen af Toskanas Palais i Florents; Steen paa Steen ligne de hinanden. Aukirken med sine malede Ruder, sit kolossale Kniplings-Taarn, hvori de enkelte Traade ere mægtige Steenblokke, minder om Stephans-Kirken i Wien, medens Hofkirken med sine Mosaikbilleder i gylden Grund fører os til Italien. Eiendommelig og storartet har jeg i München kun fundet eet Partie, og det er Ludwigs-Gaden; de hinanden her i modsat Stiil opførte Bygninger smelte sammen i en Eenhed, den de forskjelligste Blomster kun danne i en skjøn Guirlande. Det gothisk byggede Universitet, de italienske Paladser, selv Haven tætved med de malede Buegange, frembyde her et afrundet Heelt.“

Til Henriette Wulff gav han udtryk for de samme idéer, dog i stærkt sammentrængt form: „Slottet er jo ganske gjort efter det i Florents; Posthuset er pompeiansk, Aukirken, smukt Kondittorværk efter den gamle St. Stephan i Wien.“[28] Stefansdomen, som han havde oplevet på sin første store rejse, i 1834, havde han for øvrigt allerede erindret i Nürnberg. I sin dagbog skrev han (56): „St. Sebaldus Kirke, … gotisk og stor er dens Indhold, den mindede mig om St Stephans i Wien.“

H.C. Andersen glemte ikke sin Stefansdom. Da han mere end 20 år senere var i Spanien, skrev han i sin dagbog om domen i Barcelona: „Denne er mørk og stor, mindede indvendig meest om Stephanskirken i Wien, Guds Sol kunde ikke skinne derind.“[29]

Vistnok uden sidestykke i dagbøgerne er det, at det netop var denne uensartede by München, der inspirerede digteren og gav hans fantasi en flugt, som man ellers ikke plejer at møde i hans spontane dagbogsnotater: „Jeg har seet Rosenhækken skyde nye Grene og sætte Blomster, seet Barnet udvikle sig til en deilig Jomfrue, men see en Stad voxe frem! ja det har jeg med München, den gamle Deel af Staden staaer, som en kraftig Rosenhæk, der Aar for Aar skyder nye Grene, der altid voxe større og større; og hver Green er en Gade, hvert Blad et Palais, Kirker og Monumenter prange i Gaden, alt saa nyt, saa friskt; jeg er sprunget ud, i Dag dufter hvert Blad, hver Green! Billeder prange paa Muren, som var det Frøe Korn fra Pompeis Frugter, der af Vinden var baaret hid, under Alperne, hvor Humlen groer i det høie Bayerland reiser sig Germaniens Athen!“ (Dagbog. 61).

I en helt modsat tone er hans spøgende ord, – kældermænd, som man den gang kaldte dem – til Henriette Hanck nogen tid efter hans hjemkomst. Baggrunden for dem var, at familien Hanck, efter husfaderens død, i efteråret 1841 bestemte sig til at flytte fra Odense til København, hvor de havde fået en lejlighed i Frederiksberggaden nr. 31, nær Gammeltorv. Andersen skrev: „Nu har vi tre Omnibus, saa maa man gjøre Farten gjennem Dardanellerne ͻ: Østergade, Marmorhavet ͻ: Amagertorv, Bosporus ͻ: Vimmelskaftet og over det sorte Hav ͻ: gammel Torv og op af Odessa til for at finde mine Odense-Folk.“29a

En Digters Bazar er, som det sømmer sig for en bazar, stopfyldt med skildringer af det mylder af mennesker, der færdedes i en farverig, eksotisk atmosfære. I nogle af disse scener griber digteren til sine erindringsbilleder.

Første gang, han mødte dette, var i La Valetta på Malta: „Her var en Bevægelse, en Trængsel, som i Neapels Toledogade, maltesiske Qvinder, aldeles sortklædte og med Slør, der bleve holdte saa tæt om Hovedet, at man kun saae Øine og Næse; engelske Soldater i deres røde Uniformer, pjaltede Fakiner og pyntede Matroser, Alle i travl Bevægelse!“ (Bazar. 159, cf. 161).

Mens Andersen var i gang med afsnittet om Wien i Kun en Spillemand, skrev han 4.4.1837 til Henriette Hanck: „Hvor jeg nu skriver, rører Alt sig ved Donau; jeg drømmer mig tilbage mellem Tyrker, Græker og Slavonier, som de vandrede gjennem Kohlmarkt og i Prateren.“[30] Med sit sikre instinkt havde han altså allerede da følt fortryllelsen ved det fremmedartede milieu, der netop er så karakteristisk for Wien. I Constantinopel var han atter i et sådant milieu, og i sin dagbog (194) skrev han: „Det er som man kom ind i en Bistade, men hvor hver Bi er en Ægypter, en Armenier, en Tyrk, en Jøde,“ – dog vel uden nogen tanke på, hvad han nogle år før havde skrevet til sin Odense-Jette. I Bazaren (259) er dette ændret til: „en Perser, er Armenianer, en Ægypter, en Græker. Orient og Occident holder her stort Marked.“ Og et par dage efter: „De armenianske Præster have lange sorte Flor, der flagre fra Hattene, ligne ellers græske Præster. Ja, her er hver Gade en Maskerade Sal, anderledes end de Europas andre Byer kunne opvise; deres er kun Flitter her er det ægte lige ind i Kjernen.“ (Dagbog. 197).

I Smyrna så han „Jøder med hvide og sorte Turban i Form af Jydepotter.“ (smst. 190). I sin Bazar (244) skildrede han det sådan: „Armenianere … med store, sorte Hatte, i Form af en dansk Jydepotte paa det aldeles afragede Hoved.“ Og ved udsejlingen fra Smyrna var der „en heel Baad fuld af Tyrkerinder, [der] seilede til det tyrkiske Dampskib, de saae ud som en romersk Liigprocession.“ (Dagbog. 190). I Bazaren (243) udpenslede han episoden og beskrev de „beslørede Tyrkerinder, … disse hvide, formummede Skikkelser mindede om de romerske Liigprocessioner.“

Da Andersen gik i land i Piræus, holdt der „en Mængde Drosker, gamle Karether og aabne Vogne, de syntes alle at have udtjent, maaskee i Italien, og nu paa deres gamle Dage at være udvandrede til Grækenland, for at virke paany.“ (Bazar. 183).

Så fulgte køreturen fra Piræus til Athen; derom fortæller han i Bazaren (184): „Bag paa den Vogn, i hvilken jeg sad, havde vi en festlig pyntet Græker, Leietjeneren fra Hôtel du Munich i Athen; han var saa rigt og godt klædt, at han paa en Maskerade i Norden godt kunde have gaaet for en hellenisk Prinds.“ Nu var de fremme: „Vi holdt ved Hôtel du Munich; Verten er en Græker, Vertinden tydsk.“ (smst. 185). I sin dagbog (154) skrev Andersen veltilfreds: „Jeg fik et særdeles godt Værelse til Gaden.“ Men i Bazaren (185) fik piben unægtelig en anden lyd: „Man gav mig det bedste Værelse, og det var, som man finder det i hver lille tydsk By i et Vertshuus af tredie Rang.“

Både da Andersen på hjemrejsen var i Pest og et par dage efter i Pressburg, kom han til at tænke på butikkerne i Wien, hvad der intet overraskende er i, da disse byer ligger nær ved hverandre. I Pest havde butikkerne „smukke Malerier“, og om Pressburg står der i Bazaren (369): „Jeg lider denne Stad, den er livlig og broget! Boutikerne synes hentede fra Wien!“ De kunne dog ikke måle sig med, hvad han havde set i Constantinopel: „Palais Royals prægtige Boutiker ere mod Constantinopels Bazarer kun en rigt pyntet Grisette mod Orientens Datter i sine rige Stoffer, med Haaret duftende af Rosenolie og Myrrha.“ (smst. 261).

I Constantinopel oplevede han det, han i sin dagbog (207) betegnede som „Mahomeds Geburtsdag“; i Bazaren (278) er dette ændret til dels „Mohameds Fødselsdag“, dels det mere pompøse „Prophetens Fødselsfest.“ Herom fortæller han blandt andet: „I Peras Gader var en Vrimmel af Grækere, Jøder og Franker, hver med sin Lygte eller Lys, det var et orientalsk Moccoli, men i Dragterne langt mere correct, rigere og mere broget end i Roms Corso den sidste Carnevals-Aften.“ (smst. 281-82). I Athen mindedes han også Italien, dog ikke for det gode: „Jeg spadserer alene omkring, da man ikke engang som i Italien forfølges af Omvisere og Tiggere,“ skrev han til Henriette Hanck.[31]

Den sidste gang, hvor digteren i Orienten var midt i dette overvældende, myldrende liv, var, da han med dampskibet Ferdinand I forlod Constantinopel for at sejle gennem Bosporus: „Ombord fandt jeg alt en heel Skare Dæks-Passagerer, Tyrker, Jøder, Bulgarer og Wallacher. … Baade krydsede rundt om vort Fartøi, Skibe kom og gik! der var et Liv paa Vandet, en Susen og Summen inde i Pera og Constantinopel, som om et Oprør brusede gjennem Gaderne! Nei, Sligt kan kun det levende Neapel give et Begreb om!“ (Bazar. 291).

Det var imidlertid ikke alene for det myldrende liv, at han havde sans, det var fuldt så meget for de tyste stunder. Fra Nürnberg hedder det: „Løverdag Eftermiddag bliver alt her i Byen meget stille, Søndag er en sand engelsk Søndag nok saa stille.“ (Dagbog. 56).

I Athen tilbragte Andersen sin fødselsdag hos professor Ross, som havde indbudt to græske rapsoder, hvis sang og musik gjorde så smukt et indtryk på digteren, at han forærede den ene af dem musikken til sin sang „Den danske Bonde bad (fra Hartmanns og H.C. Andersens Sørgekantate over Frederik VI), som han på deres opfordring havde sunget for dem, da de bad ham om „en hyperboræisk Sang.“ (Bazar. 200). Som regel lod Andersen sine dagbogsoptegnelser nogenlunde enslydende gå over i Bazaren; men mon man ikke her, mod sædvane, har en variant? I sin dagbog (178) fortæller han, at professor Ross forestillede ham for to græske kolleger som en „hüpeboræisk Digter.“ Har han mon ikke i sin Bazar herfra overtaget det fine ord; i så fald har man atter et eksempel på, at han aldrig lod noget gå til spilde.

Digteren og de to rapsoder fulgtes ad hjem: „Det regnede ikke meer, men hen over Himlen foer Sky-Taager, lette og gjennemsigtige, saa at man saae de funklende Stjerner igjennem dem; ved vor Side udbredte sig den store, tause Slette ud mod de høie Bjerge. Det var saa stille som en Nat i Roskilde-Domkirke, hvor Kong Frederik hviler.“ (Bazar. 201). Her gav altså også stilheden ham et erindringsbillede.

I Athen havde Andersen allerede den første aften været i teatret, som lå et stykke udenfor byen. Selve lokalet imponerede ham ikke: „Vi var i en Slags Punsche Sal, men den saae rigtignok ud, som en Loe.“ (Dagbog. 163). Men efter at forestillingen var forbi, havde han en smuk oplevelse: „Det var … af en forunderlig Virkning, midt om Natten at træde ud fra denne Bygning, fra en Forestilling af „Barberen“ og „Skaden“, og da see sig under en orientalsk Stjernehimmel, … den øde Slette var begrændset af høie Bjerge; eensomt og stille var her, man kunde troe sig med eet af Wiens Folke-Theatre, ved en mægtig Fee hentryllet i denne mennesketomme Ørken.“ (Bazar. 189).

Som vi har hørt, opfattede H.C. Andersen Athen som en fattig, men tappert groende by. En aften kom han imidlertid ind i et helt andet milieu. Det var hos den østrigske minister i Athen, Anton Prokesch-Osten, der boede i en prægtigt indrettet villa: „Man troer, … at man er paa et Landsted ved Donaus Keiserstad. … Herinde bringer Intet os til at føle, at Athen er i sin Opvæxt, herinde staaer den i Rang med Neapel, Wien og Kjøbenhavn.“ (Bazar. 221). I dagbogen (181) står der kun: „Han boede meget herskabeligt.“

Hvilket væld af indtryk modtog digteren ikke i Athen! Et af de stærkeste var, at han kom til at opleve påsken dér. I sin dagbog og senere i Bazaren beskrev han udførligt den dødsstille Langfredag og midnatstimen Påskelørdag, hvor biskoppen forkyndte: „Christus er opstanden!“, og hvor folk omarmede hinanden og gentog det store budskab.

„Her var en sand, en stor religiøs Jubel“ skriver han i Bazaren (213), og dertil knytter han denne interessante og, så vidt jeg kan skønne, rigtige reflektion: „Paaskehøitiden i det fattige Grækenland kan ikke saaledes optræde med Pragt [som i Italien], men efter at have seet begge, kommer man til den Erkjendelse, at i Rom er det en Fest, der i Pragt og Glorie gaaer fra Kirken ud over Folket, men i Grækenland en Fest, der strømmer fra Folkets Hjerte og Tanke, fra hele deres Leven.“

Under Donaurejsen på hjemvejen var atmosfæren mere på det jævne. Om et værtshus i Costanza i Vallakiet berettede Andersen: „En hyggelig, lystig Aften tilbragte vi herinde, tydsk Bevertning, tydsk Sprog og Beqvemmelighed lod os troe, at vi med Eet vare flyttede fra Orienten midt ind i Tydskland.“ (smst. 307). Og nogle dage senere: „Vi tilbragte en glad Aften i den veloplyste, smukke Kahyt! Champagnen knaldede! Rugbrøds-Smagen i den ægte Tokaier mindede mig om Rugens Land, det fjerne Danmark.“ (smst. 312).

På sin hjemrejse gjorde Andersen ophold i Ofen, som Buda dengang hed, og han skrev derom i Bazaren (363): „Det er Ofen, Ungarns Hovedstad; Fæstningen, det ungarske Akropolis, løfter sine hvide Mure over de grønne Haver.“ Her benyttede han altså i sit erindringsbillede noget, han havde set på sin nyeste rejse. Pest, den nyere del af byen, mindede ham, som vi har hørt, om Wien: „Vi vandre omkring i Pesth; det er jo Wien, i det Mindste et Stykke af Wien, de samme Boutiker, de samme, brogede, velmalede Skilte, … Her er i een af Gaderne en „Stock-am-Eisen“, ganske som i Wien.“ (smst. 364).

Under Donaufarten fik han også anledning til en anden sammenligning: „Foran os laae Karlowitz med Kirken Maria-Fried, den mindede i Afstand om Rosenborg Slot; jeg kjendte disse Taarne og Spire; jeg kjendte disse Marker, dette Grønne.“ (smst. 355).

Det, som selve Donau mindede ham mest om, var Rhinen. En dagbogsnotat derom blev overført til Bazaren (339, 341): „På Do naufarten mellem Orsova og Drencova … fik Egnen meer og meer en romantisk Characteer! den overgaaer Rhinens i Skjønhed.“ Digteren fik også en anden association: „Peterwardein … skal være den stærkeste Festning i Østerisk [sic] og kaldes Donaus Gibraltar; fra vor

Side seer det vel stærkt, men ei storartet ud, … her var intet af det Imposante Ehrenbreitstein har.“ (Dagbog. 231).

Men trods det romantiske, ja een gang det „høist romantiske“, havde digteren fået nok af at betragte det ensformige landskab: „Skuet her er evig at seile mellem Asparges Toppe.“ (smst. 233). I Bazaren (359) sagde han lige ud: „Jeg var træt, led og kjed af Donaufarten; om det ikke er smukt sagt, sandt er det dog!“

Vi vil senere vende tilbage til det, som ved Donaufarten blev ledemotivet for digteren. Men lad os forinden gå kronologisk frem og høre noget om, hvilke erindringsbilleder der blev fremkaldt ved de egne, han inden da gennemrejste. Også her gælder det, at det først og fremmest var det nye, han så, der inspirerede ham.

Lørdag den 20. marts skrev han i sin dagbog (150): „Grækenlands Kyster. … Det sneebedækkede Bjerg paa Morea har jeg alt øinet igaar Eftermiddags, … en steil Klippevæg ned i Havet bagved det høie sneedækte Bjerg.

Fra det blaa, det lysende Vand,
Hilser Du mig o Grækenland.
Det er Morea mit Øie skuer,
Det sneedækte Bjerg i Solglands Luer,
Delphinen vælter sin tunge Krop
Fra Havet op.“

Dagen efter nøjedes han derfor med at skrive kort og sagligt: „Jeg gik op paa Dækket og saae Piræus foran mig; Bjergformationen smuk.“ (Dagbog. 152). I Mit Livs Eventyr fik oplevelsen et større format: „Som et Schweiz med en høiere og klarere Himmel end Italien, laae Grækenland for mig.“[32]

På en regnvejrsdag i Athen vovede han sig ud til Kolonos, „hvortil Oedips udødelige Navn knytter sig“, og her kom han igen til at tænke på Schweiz: „Vaade Skyer joge mig forbi, men selv i denne nordlige Colorit førte Intet mine Tanker mod Norden. I det hele Landskab laae en Storhed, som ikke selv Schweiz eier; der trykke Bjergene, her ere Dalene store som Bjergene; Grækenlands Natur er i sin Sorg for stor, til at man kan græde, man opløftes ved den!“ (Bazar. 196).

Som mange andre udlændinge havde Andersen i Athen „den Ære at blive præsenteret for Kongen og Dronningen.“ Med majestæten talte han om Grækenland, og „jeg yttrede, at jeg fandt de græske Bjerge langt skjønnere i Farver og Former end Italiens Bjerge. Det samme Indtryk syntes de at have gjort paa Kongen.“ (smst. 218).

Sammen med professor Ross, brødrene Hansen og nogle andre danske venner red han en dag ud til det yndige Kefissia, et landliggermilieu, hvor de rige tyrkere havde haft deres sommerboliger. Andersen forudså, at her ville nu vokse smukke, græske villaer frem; at dette er sket, ser man den dag i dag. „Siden gik vi en deilig Skovvei, hvor Kilderne rislede, hvor Alt stod frodigt og grønt og mindede mig om det frugtbare Strøg mellem Neapel og Posilippo.“ (Bazar. 208). En anden association fik han ved bugten ved Salamis, der „saa ud som en nordisk Indsøe.“ (Dagbog. 171).

Med det franske „Krigs-Dampskib“ Rhamses sejlede H.C. Andersen 22.4.1841 fra Syra til Constantinopel. Ved Smyrna fandt han, at „Asiens Kyster mindede om Siciliens, men de vare langt yppigere, en saadan Frugtbarhed har jeg aldrig kjendt.“ (Bazar. 242). Det, der slog ham mest, da man nærmede sig Gallipoli, var forskellen mellem de to verdensdeles kyster: „Danske, grønne Marker i Europa; Bjerge, tre Rækker, i Asien.“ (Dagbog. 192). Herom skrev han også til fru Henriette Collin: „Asien har maleriske Bjerge, Europa var saa aldeles dansk, og det ikke af det bedste danske og saa hundekold ovenpaa Smyrnas Hede, at jeg har seet ligesaa smukt og bedre hjemme, dog det er sandt, det snakke vi nok ikke om.“[33] Fra Constantinopel noterede han nogle dage senere: „Naar Solen ei skinner, er her det kjøbenhavnske Climat: vaade Taager komme fra det sorte Hav.“ (Dagbog. 197).

Sejladsen fra Athen til Constantinopel havde været en spændende oplevelse, først og fremmest fordi digteren her for første gang blev konfronteret med den nye verdensdel, Asien.

Efter Constantinopel fulgte så det, der landskabeligt blev højdepunktet på hans rejse, det eventyrligt skønne Bosporus. I et Brev til Henriette Wulff hedder det: „Seiladsen fra Constantinopel til det sorte Hav, er vist det deiligste Jorden eier, det er en Stad og dog en Have, det er et Bjergland og dog en næsten dansk Natur.“[34] I Bazaren (292) blev hans lyksalige fryd over Bosporus poetisk udformet med et videre perspektiv: „Bosporus er en Flod med Havets Gjennemsigtighed. … Jeg kjender ingen Strækning, som denne, hvor Kraft og Mildhed er forenet saaledes, som her. Rhinens Kyster i al deres Efteraars-deilighed have dog ikke Farver, som Bredderne ved Bosporus, Rhinen forekommer snever mod Leiet for disse glasgrønne Vande, og dog maatte jeg tænke paa Rhinen, jeg maatte tænke paa Mælarens Bredder mellem Stockholm og Upsala, naar den varme Sommersol skinner mellem de mørke Graner og zittrende Birke.“

En enkelt detaille tog han med i sin rejsebog: „Den yndige Dal Bebek med sit Lystslot aabnede sig for os … Dog disse faa Ord give intet Billede; Øiet maa see denne Dal, der som en engelsk Park i det skjønneste Sollys viser en Afvexling af Grønt, som den ikke blandes paa nogen Palet.“ (smst. 296).

Det blev en brat og barsk overgang at sejle ud fra Bsoporus: „Vi syntes at svæve mellem Skyer, der endnu i hurtigere Flugt end vi foer hen over Havet; der var mig noget saa nordisk hjemligt i disse Taager, det var mig, som jeg seilede paa Kattegattet i November Maaned. … Det sorte Hav har ganske Charakteren af vore nordlige Have; her gik korte Bølger af en tæt, glandsløs Farve, blyagtige, imod det lette, skinnende Middelhavs.“ (smst. 301).

Ved Costanza (Kustendje) forlod Andersen skibet, kørte den næste dag med vogn til Donau og sejlede så til Wien. Det blev en lang, for lang rejse for vor digter (fra den 5. maj til den 4. juni), og de tolv dages karantæne i Orsova var ikke lystelige; men karakteristisk for hans praktiske sans benyttede han dem til at renskrive sin dagbog fra Constantinopel. Hverken idéer eller tid gik nogensinde til spilde for ham.

Hvad der i forbindelse med studiet af H.C. Andersens erindringsbilleder er værd at bemærke, er, at under Donaurejsen er der een association, der atter og atter melder sig: Danmark.

Dette ligger nok for en del deri, at der var en landskabelig lighed i omgivelserne, men det kan dog også have spillet ind, at nu gik rejsen hjemover.

Hvorom alting er: danskerne, specielt „Kritikkogleriet“,[35] havde Andersen (bortset fra sin lille, nære vennekreds) ikke meget tilovers for, og det skjulte han såvist ikke. Men landet og dets natur elskede han, det var i landet Danmark, at han havde rod; det får man en række vidnesbyrd om, ud fra det han skrev om sin Donaurejse. „Mod Horizonten viste sig det græsgroede Wallachie. Bakkerne, vi passerede, var begroede med lave Løvtræer, Bøg og Birk; Alt havde en dansk Characteer, saa mildt og smilende.“ (smst. 309). Engang imellem kunne dette milde blive for meget af det gode: „Denne evige milde Natur! Jeg længes efter Græske nøgne Bjerge, eller norske Fosser.“ (Dagbog. 229). Men så kunne han igen glæde sig: „Fuglene sang, som jeg kun har hørt dem synge i de danske Bøgeskove,“ skrev han fra Serbien i Bazar en (326).

Om den bulgarske by Nicopoli skrev han: „Den ligger mellem Kridtbjerge. … Kridtbjergene ligne ganske Møens Klint.“ (Dagbog 215). Om en anden bulgarsk by hedder det: „Zibru ligner et dansk Fiskerleie, een Minaret, nogle Popler, Sneebjerge i Baggrunden, mange Storke.“ (smst.).

Det var ikke i de spontane dagbogsnotater, men i En Digters Bazar, som H.C. Andersen udarbejdede efter sin hjemkomst, at fædrelandet blev priset fortissimo og med masser af udråbstegn. „Hvilken udstrakt grøn Slette! hvilken Duft af Hø! er vi i Danmark! see, hvilken Vrimmel af Blomster! see, græsgroede Høie, Kjæmpegrave, som i Sjælland, Menneskehaand har formet disse! Alt er saa idyllisk, saa sommerligt dansk – og dog ere vi ikke i Danmark! den grønne Slette, hvor Høet dufter, er wallachisk, Kjæmpehøiene til Høire staae i Bulgarien.“ Og lidt senere: „Hvad skinner forude! hvilke hvide Skrænter paa bulgarisk Side! meer og meer træde de frem; – det er dansk! det er Møens Kridtklinter, der ere reiste mig imøde! jeg kjender jo alle Formerne, jeg kjender det Sommergrønne høit oppe paa de hvide Skrænter! – dog det er kun Buske, Møen har Skove, Møen har under sig det klare, det blaagrønne Hav, og ikke disse Donauens bruungule Bølger. … Er det Sommerskyer høit i Horizonten af Bulgarer-Landet? Saaledes saae jeg tidt i Danmark Skyerne over de grønne Marker! … Det er Balkanbjergene.“ (Bazar. 317-18).

H.C. Andersens glæde over Danmark ytrede sig også på anden vis. Ved Semlin (nær Beograd) kom der en ny passager ombord, og om ham fortæller digteren: „En geistlig Herre, der hørte, at jeg var Dansk, begyndte en Samtale med mig om Tycho Brahe, Schumacher og H. C. Ørsted; Manden havde megen Veltalenhed, var bereist og vidste god Besked om Alt; han var Astronom, hans Navn Warthan Josephi. Der ligger en forunderlig velgjørende Klang i, langt fra sit Fædreland at høre dette eller et af dets betydende Navne, der kaster Glands over Hjemmet, blive omtalt med Beundring og Kjærlighed; de usynlige Sjælerødder, der holde os til Hjemmets Jord, berøres paa en forunderlig Maade, men bliver glad og veemodig. Den Fremmede udtalte sig især om Ørsted, og de varme Ord klang som Musik for Øret; den frodige grønne Eng laae saa sommerlig dansk.“ (smst. 354-55).

Men jo nærmere Andersen kom til Wien, des lavere sank hans humør: „Næste Morgen skulde vi see Wien! Magre Skove i det Uendelige laae for os! Luften var alt i den tidlige Morgen tyk og hed, den skinnede ikke, som over Middelhavet og Bosperus.“ (smst. 371); og om aftenen efter ankomsten dertil sukkede han: „Alle Hjemmets Ubehageligheder opfyldte mig; jeg følte denne tydsk danske Luft, ønskede at jeg var død i Orienten.“ (Dagbog. 244).

I et brev fra Wien til fru Signe Læssøe resumerede han sine indtryk fra Donaufarten således: „Ungarn er et rigt Land og minder om Danmark paa en smuk Sommerdag; … men Ungarn synes den rigere, den prægtigere; Danmark er fattigere, kun har han [sic] sine to Pragtkapper: Havet og Bøgeskoven.“[36]

Fra Wien rejste Andersen til Prag, og om turen dertil skrev han i sin dagbog (256): „Böhmen seer saa dansk ud, uagtet her er Naaletræers Skove og ikke Birketræers. … Vi rullede afsted. Duften af Hø mindede mig om Danmark. … Ved Solnedgang saae jeg Riesengebirg, de toge sig smaae ud! ak, det er ikke de græske Bjerge, ikke Luftens Gjennemsigtighed der.“ Dette blev optaget i Bazaren (378), dog i en ændret og udvidet form: „Vi ere … komne midt ind i Böhmen. … Det er Solnedgang, vi see „Riesengebirge“, ak, hvor smaa, hvor taagede, jeg synes at see Kullen fra Sjællands Kyst! det er ikke de græske Bjerg-contourer! her er ikke den græske Luft med sin Gjennemsigtighed. Men jeg kjender jo denne Plet, Skuet af disse lave Bjerge, den udstrakte grønne Mark, Lindetræerne og denne Steendysse tæt ved Veien! for flere Aar siden har jeg seet den, og netop i samme Belysning, som nu! ikke en Blomst, ikke en Busk synes den mere at have vundet, siden jeg sidst foer her forbi; i min Tanke og Hjerte er et nyt, et rigere Blomsterflor end da, Blomster fra Norden, Syden og Orienten!“

(Et lille svinkeærinde. I sine Skyggebilleder,[37] fra 1831, skildrede H.C. Andersen også sin tur gennem Böhmen, men den gang var hans sind mindre idyllisk stemt: „Hjemad – hjemad mod Norden for maaskee aldrig at vende her tilbage! aldrig see Bjergene mere med deres sorte Skove, høit i de hvidblaae Skyer; jeg kom ret til at betragte Hjemmet i sin største Skygge; jeg saae ret levende Østergade paa en sludfuld Efteraarsdag, hvor de smaae og store Mennesker løbe travle op og ned. Istedet for Fuglenes Sang hørte jeg den intetsigende Sqvalder, de ferske Kritiker, den Bitterhed og fornemme Tone, hvormed de alle ville opdrage mig.“)

Efter nogle dage i Dresden og Leipzig nærmede Andersen sig hjemlandet; nu tænkte han både tilbage og frem og skrev: „Lauenburg ganske tyrkisk med røde Huse og grønne Haver. Jeg er i Danmark. Naturen har her Poesi, og dog er Poesien ei i Danmark.“ (Dagbog. 265-66).

Det var ikke alene lokaliteter, der fremkaldte associationer hos H.C. Andersen, det kunne også være genstande. På nedrejsen skulle han i Celle videre med en diligence: „Her kom jeg i en mindre god Vogn … Pakvognene kunde kaldes lærredsbetrukne Kameler.“ (Dagbog. 48). I Magdeburg kom så den mægtige oplevelse, at han for første gang skulle rejse med et jernbanetog. Han var en smule ængstelig: „Jeg vil ikke negte, at jeg havde forud en Fornemmelse, som jeg vil kalde Jernbane-Feber. … Nok staaer man sikker paa en Altan, Vognene, man skal ind i, ligge i Række tæt op til den, som Gondoler ved en Quai, men nedenfor i Gaarden krydser, som Trolddoms-Baand, den ene Jernskinne den anden.“ (Bazar. 17). Til Smyrna var den nye tid ikke nået; man så „store Vogne, lig dem vi i Danmark kalde Kurvevogne, blive trukne af hvide Okser.“ (smst. 244).

Som den digter, H.C. Andersen var, havde han ingen hæmninger ved i sine erindringsbilleder at forene det, han havde set, med noget, han kun kendte på anden hånd, gennem mennesker eller gennem sin læsning.

Vi hørte ovenfor om, at en solbelyst villa ved Bosporus forekom ham at ligne en engelsk park. Andersen havde på dette tidspunkt ikke været i England, men den skarpe iagttager havde allerede inden sin Orientrejse lagt mærke til de forskellige genrer indenfor havekunsten. I juli 1837 kørte han forbi Mariestad ved Vänern og skrev derom: „Hele Egnen, vi nu passerede, syntes en engelsk Have af Grantræer.“ (Dagbog. 25). (Et lille spørgsmål: er der mange grantræer i engelske haver?)

I juni 1839 var han fra Hyby på en tur til Skabersjö Slot i Skåne og noterede: „Haven i fransk Smag, med beskaarne Hække.“ (smst. 38). Da han en måned senere var gæst på Glorup, fortalte han fru Henriette Collin: „Det er et Slot ganske i italiensk Stiil og med en Have som de engelske Parker.“[38]

Søndagsstilheden i England, som han kom til at tænke på i Nürnberg, kendte han kun von Hörensagen; en anden engelsk idéassociation viser ham som den receptive læser; syd for Neumünster kørte han „over Hedeveie i øde, mennesketomme Egne, det mindede mig om Heden i Bulvers Ernst Maltravers.“ (Dagbog. 42). Dette overtog han ikke i sin Bazar. Da han var på det engelske hotel i La Valetta på Malta, bemærkede han meget à propos, at det „var saa comfortabelt og prægtigt, som om det var ført herhid fra Dronning Vittorias kongelige Stad.“ (Bazar. 159).

Sverige kunne Andersen med god samvittighed benytte i sine erindringsbilleder, for dér havde han været; sans façon indlemmede han også Norge i dem, skønt han aldrig endnu havde besøgt dette land. Vi har hørt om, hvordan han i Vallakiet længtes efter „de norske Fosser,“ (Dagbog. 229), og under sejladsen på Bosporus så han på bredden sine kære små, rødmalede træhuse, der denne gang „synes hentede fra Norges susende Granskove.“ (Bazar. 293).

Fra Athen har hans dagbog (159) en lille notat om hyrderne, der havde „aldeles bare Been og en stor graae Kutte, som en Grønlænders.“ Dette er stikordet til den udvidede, malende beskrivelse i Bazaren (194): „Hyrderne [stod] midt i Regnen, tæt indsvøbte i tykke, brune Kitler, med de klodsede Hatte trukne over Hovedet, saae de mere ud som Grønlændere, end som vi tænke os Grækere, barbenede stode de i det gule Dynd.“

Under sejladsen på det sorte Hav stillede han også Syden og Norden op imod hinanden: „Her var koldt. Man skulde troe, vi gjorde en Sommer-Expedition til Spitzbergen og ikke en Seilads paa det sorte Hav i Mai Maaned.“ (Bazar. 302).

Ingen egne var ham for fjerne til, at han ikke kunne se dem for sig, det fjerne østen eller den nye verden mod vest. Om sin ankomst til Constantinopel fortalte han: „Vi laae nu i Havnen. … En Vrimmel af Baade, de fleste tynde og smalle, som de Vildes Kanoer … fløi piilsnart forbi. Der var en Skrigen, en Raaben, en Susen og Summen, mod hvilken Larmen ved Neapels Bugt næsten forekom mig at kunne gjelde for en Sørgefest.“ (Bazar. 256).

Om fontænen ved Sophiamoskéen skrev han, at den lignede „et fiirkantet Huus, hvis Vægge udenpaa ere ganske pompejansk malede, … Taget er ganske chinesisk og dertil broget malet eller forgyldt.“ (smst. 283).

Hele kloden var med. På Donau så han i Vallakiet „en aflang, hvidkalket Quarantaine-Bygning med rødt Tag, her var ingen Have, ikke et eneste Træ. Bygningen laae eensom, lig Verdens-Omseilerens Skib paa et ubefaret, blikstille Hav.“ (smst. 313).

Da H.C. Andersen sejlede sydover fra Neapel, fik han et par forvarsler om sin kommende store, nye oplevelse: Asien.

Han så Siciliens kyst: „Solen var ved at gaae ned; Havet skinnede som Purpur og Guld, Luften havde en Glands, som jeg aldrig før har seet, Kysterne en Lufttone, saa smeltende, saa farverig, det Hele frembød Characteren af det skjønneste asiatiske Landskab. Syracusa laae drømmende, ubeskriveligt deiligt.“ (Bazar. 156).

Og så kom han til Malta, og „i een af de lette, elegante, tohjulede Karether med een Hest for og Kudsken løbende ved Siden, rullede vi ud af Porten.“ Han skrev i sin dagbog (149) ganske kort, at de kom forbi en villa; ind i haven kunne de ikke komme, men ude fra vejen så han, at „paa Altanen gik flere Tyrker omkring, en sort Tyrk stod og vadskede.“ I Bazaren (163) er dette blevet udvidet til: „Vi passerede en prægtig Villa, hvis skyggefulde Have prangede, som en duftende Bouquet, midt i denne brændende Ørken; høie Pebertræer og Palmer med vifteformede Blade rakte høit over Muren; paa det flade, østerlandske Tag gik en Mængde bevæbnede Tyrker; Drusernes Fyrste, Emir Beschir, der var flygtet hid, boede her, … og derfor var det Ingen tilladt at see Haven; mange sorte Slaver vandrede om i Gaarden, og en prægtig Giraffe stod ved Muren og aad af de grønne Løvtræer. Det hele var et saa asiatisk Billed, at det selv uden den luende Solhede vilde og maatte brænde sig ind i Erindringen.“

Giraffen er i sandhed prægtig. Men man spørger sig selv: var der en giraf? Havde det været et så uventet, mægtigt indtryk, at digteren ikke behøvede noget stikord i sin dagbog? Vil dette mon nogensinde blive opklaret? Hvorom alting er, dejligt er det skrevet, og vi ser den prægtige giraffe og oplever selv det „asiatiske Billede.“

I En Digters Bazar er der i afsnittet om Rom et kapitel med titlen Religiøse Skikke; det skildrer de mange kirkefester, bambinoen i Aracoeli, dyrene, der velsignes udenfor St. Antonio, sprogfesten i Propaganda fide, og til slut siger H.C. Andersen: „Jeg har givet Facta.“ (Bazar. 114).

Det samme gælder til en vis grad også hans geografiske erindringsbilleder, men her sker det, som vi allerede har hørt, dog ofte, at hans fantasi trænger skabende på. For eksempel der, hvor München forvandles til en frodig rosenhæk. I Bazaren (31) var han mindre spontant poetisk end i sin dagbog: „Den gamle Deel af Staden München forekommer mig som en forældet Rosenstok, hvorfra aarligt nye Grene skyde ud, men hver Green er en Gade, hvert Blad er et Palais, en Kirke eller et Monument, og Alt seer saa nyt, saa friskt ud, thi det har i dette Øieblik udfoldet sig.“ – Hertil kan dog føjes, at hans syn på München langtfra altid var ekstatisk; i sin dagbog (67) klager han: „Kjed af at blive her; – Ingenting at see! … Jeg har nu prøvet de 8 magre Pharaos Køer, Italien, giv mig de fede!“

Eller hans oplevelse ved villaen på Malta; her har hans fantasi dog spillet ham et puds, for den prægtige giraffe findes ikke i Asien, men kun i Afrika.

Da han på veturinrejsen fra Firenze til Rom så olieskovene syd for Arezzo, mindedes han – uden at det siges direkte – sine kære fynske piletræer: „Olietræet ligner meest Pilen, men Grenene skyde ikke frem i stive Vidier, de bugte sig meer, Bladet er mindre, og Stammen selv seer ud, som om en Kjæmpehaand halv havde revet den fra Jorden, dreiet den rundt, og derpaa ladet den staae, sveiende i Stormen.“ (Bazar. 73).

Som omtalt skrev H.C. Andersen først sin rejsebog, efter at han var vendt hjem, og derfor kunne han operere med det sorte Hav, skønt han den gang endnu ikke havde set det, i den kostelige episode fra den samme rejsestrækning, hvor blandt andet et italiensk ægtepar var hans rejsefæller. Hans dagbog (82) har kun denne lakoniske notits: „I Castellione var svine Market.“ Allerede i Foligno havde han bemærket de „sorte Sviin“. (smst. 82).

I Bazaren (74) bliver realitet og fantasi svejset sammen til en burlesk helhed: „Signora steg baglænds ud af Vognen, netop idet en heel Hjord af Sviin blev dreven forbi, den halve Drift løb ind under Vognen, det saae ud som „det sorte Havs“ Bølger; og Signora traadte paa det sorte Hav og gyngede paa det, som en travesteret Venus Anadyomene, hun skreg, Bølgerne skreg, og Driveren skreg. Det var et Livs-Moment for Signora.“

Da H.C. Andersen på Donaurejsen passerede den ungarske by Gran, gav byens navn ham nogle – måske knap så vellykkede? – associationer: „Vi nærme os Gran, hvor Stephan den Hellige er født og nu hviler i sin Kiste. … Byen selv ligger flad, nede mellem grønne Træer; fra disse hen over Donau flagre en Mængde Sommerfugle, som var det en Skare Sylphider, af hvilke vi kun saae Vingerne. Tanken om Sylphider og Byens Navn leder Tanken paa Nordens Sylphide, der fløi fra den danske Scene til Verdensbyen Paris og henrev selv den kritisk fornemme Jules Janin – og i samme Nu – gik paa Krykker ved et af Pyrenæernes Bade, sank fra Beundring og Navnkundighed ned til Lidelse og Glemsel -! jeg glemmer Stephan den Helliges By for Lucile, glemmer Gran for Grahn.“ (smst. 368).

Vi har hørt om, hvordan H.C. Andersen, når han blev særlig henrevet af oplevelsen af en by, jævnførte den med ikke blot een, men med flere stæder. Således ved hans første syn af Constantinopel, hvorom han skrev: „Et Paris, sammensat af Venedig og Phantasien.“ (Dagbog. 192). Sandt at sige ville digteren nok have haft svært ved nærmere at begrunde eller analysere dette impulsive førsteindtryk, og han modificerede det da også senere, for derefter at bringe en helt ny faktor ind i billedet: Stockholm.

Også nogle andre steder benyttede han mere end een sammenligning, når noget forekom ham særlig prægtigt; for eksempel, da han i La Valetta var kommet op på guvernørpaladsets flade tag, „hvorfra man overskuer Byen, Øen og det udstrakte Hav. Det laae blikstille, blinkende blaat, og langt ude skinnede det sneebedækte Ætna, som en Pyramide af carrarisk Marmor. … Jeg vendte mig mod Africas Kyst; Malta var mig nu et Norden, jeg følte Længsel, som Trækfuglen i Høst, min Tanke fløi til Løvens Fædreland, den fulgte Caravanen over Ørkenens Sand, fløi til de Sortes Skove, hvilte ved de guldbringende Floder, og drømte med Ægyptens Konger i de skyomkrandsede Pyramider.“ (Bazar. 161).

Eller da han fandt Prokesch-Ostens elegante villa „i Rang med Neapel, Wien og Kjøbenhavn,“ (smst. 221); eller da han sammenlignede den italienske kafé i Athen med tilsvarende etablissementer i Hamborg, Berlin, Wien og Rom.

Om bjergene på den europæiske side af Bosporus skrev han, at de „svulmer, … som var det en Have, en ægte botanisk Have! her ere Birke, som i Sverrig og Norge, Grupper af Bøgetræer som i Danmark, Pinier, Plataner og Castanier, som vi see dem i Italien.“ (Bazar. 293).

Sådanne parallelle sammenligninger var ingenlunde noget nyt for H.C. Andersen. Allerede i sin første publikation, Fodreisen, (1829),[39] sprængte hans fantasi i galop, da han betrådte den lille, venlige ø Amager: „Alt laae saa uskyldigt, saa deiligt gaasehvidt rundtenom. … I Sandhed, her var da Plads for Tanken til ret at sværme om. Snart forekom det mig, at jeg promenerede paa den finske Bugt eller var paa det arcadiske Novaia Sembla; snart, at jeg vandrede gjennem Ørkenen Kobi, for at aflægge Dalai Lama en Theevisit, eller gjennem Sahara, for at finde Nigerflodens Kilder. – Nu fulgte jeg den hellige Caravane til Mekka, og nu stod jeg imellem Eskimoerne ved Hudsons-Bugten.“ Hele Fodreisen vrimler af geografiske associationer.

På Orientrejsen havde Andersen allerede i Hamburg en oplevelse, der betog ham mægtigt. I sin dagbog (46) skrev han: „Jeg saae Liszt Ansigt til Ansigt! hvor dog store Mænd ligne Bjergene, de tage sig bedst ud i Afstand, da er endnu Lufttone om dem. Han saae ud, som om han havde ligget paa det ordopædiske Institut, og var bleven gjort rask, der var noget saa æderkopagtigt, saa dæmonisk ved ham, og som han sad der ved Claveret, bleeg og med et Ansigt fuldt af stærke Lidenskaber syntes han mig en Djævel, der skulde spille sin Sjæl fri! hver Tone strømmede fra hans Blod og Sjæl, hans syntes mig at være paa Torturen. Det var klein Zackes! naar han spillede fik imidlertid Ansigtet Liv, det var som den guddommelige Sjæl dykkede op af det Dæmoniske. Som klingende Vanddraaber lød Tonerne.“

I Bazaren (12-14) er der sket store ændringer i skildringen af Liszt. Den begynder rent objektivt konstaterende: „Jeg stod ganske nær ved Kunstneren, det er en mager, ung Mand, et langt mørkt Haar hang om det blege Ansigt. … Som Liszt der sad foran Fortepianoet, … forekom han mig en Dæmon, der var naglet fast til det Instrument, hvorfra Tonerne udstrømmede; … han var en Dæmon, der skulde spille sin Sjæl fri; han var paa Torturen, Blodet flød og Nerverne zittrede; men alt som han spillede, svandt det Dæmoniske, jeg saae det blege Ansigt faae et ædlere og skjønnere Udtryk, den guddommelige Sjæl lyste ud af hans Øine.“

Efter en indgående beskrivelse af pianistens tekniske færdighed giver digteren sin Pegasus frie tøjler, oplevelsen folder sig ud i et videre perspektiv: „Jeg har truffet paa Politikere, der ved Liszts Spil begreb, at den rolige Borger kunde gribes ved Marseillaisens Toner, til at tage Geværet, styrte sig fra Hjem og Arne og kjæmpe for en Idee! jeg har ved hans Spil seet rolige Kjøbenhavnere med dansk Efteraars-Taage i Blodet blive politiske Bacchanter; Mathematikere have svimlet i Klangfigurer og Beregninger om Lyden. Unge Hegelianere, og det de virkelig begavede, ikke de døde Hoveder, der kun ved Philosophiens galvaniske Strøm gjøre en aandelig Grimasse, skuede i dette Tonehav Videnskabens bølgeformige Fremskriden mod Fuldendelsens Kyst.

Digteren fandt i den sit hele Hjertets Lyrik eller det rige Klædemon for sine dristige Skikkelser! – den Reisende, ja jeg slutter fra mig selv, han faaer Tonebilleder af hvad han seer eller skal see, jeg hørte hans Spil, som en Ouverture til min Reise, jeg hørte, hvor mit Hjerte bankede og blødte ved Afskeden fra Hjemmet; jeg hørte Bølgernes Levvel, Bølgerne, som jeg igjen først skulde høre ved Terracinas Klipper; det klang som Orgeltoner fra Tydsklands gamle Domkirker, Gletscherne rullede fra Alpernes Bjerge, og Italien dandsede i Carnevals-Dragt, og slog med sin Brix, medens det i Hjertet tænkte paa Cæsar, Horats og Raphael! Det brændte fra Vesuv og Ætna, Dombasunen lød fra Grækenlands Bjerge, hvor de gamle Guder ere døde; Toner, jeg ikke kjendte, Toner, jeg ei har Ord for, tydede paa Orienten, Phantasiens Land, Digterens andet Fædreland!“ En pompøs ouverture, det tør siges.

I Bazaren står der, hvad man må beklage, ikke den bittert-søde betragtning om, at de store mænd ligner bjergene, ej heller står der, hvad man ikke kan beklage, noget om, at Liszt så ud, som om han lige var kommet ud fra det ortopædiske institut.

Ved H.C. Andersens rapsodi over Liszt kommer man i tanker om det franske udtryk embarras de richesse, der elegant antyder, hvad man på jævnt dansk kalder „lidt for meget af det gode“.

Det er helt selvfølgeligt, at på en rejse som den, H.C. Andersen denne gang foretog sig, måtte hans associationer om modsætningen mellem Syden og Norden spille en fremtrædende rolle; ved den atmosfære, han færdedes i, ved de landskaber, han så, og ved det klima, han oplevede.

Der har allerede været givet en lang række eksempler derpå. Han mindedes Danmark, da han sejlede på Bosporus og endnu mere på den lange Donaufart; men nok så hyppigt var det Norden som helhed, der kom i hans tanker: Smyrnas nordiske tage, Gallipolis nordiske udseende, Salamisbugtens lighed med en nordisk indsø.

Også klimaet blev genstand for hans associationer; således da han kom til Malta: „Her var varmere end i Norden paa dens bedste Sommerdag, uagtet vi først skrev den syttende Marts.“ (Bazar. 164). Og da han sejlede forbi Gallipoli: „Strøm og Vind var os imod, Marmorhavet saae mørkt og truende ud, Bølgerne sloge mod Forstavnen af Skibet og stænkede hen over Tyrkerne. … Jet følte mig imidlertid søstærk, men Vinden var utaalelig kold, som i Norden.“ (smst. 253-54).

Heden kunne i øvrigt være mindst ligeså ubehagelig som kulden. Det kom han ud for på Donau: „Varmen blev mere og mere trykkende, vi følte os i en Badstue, omgivet af tørre Dampe, men der kom intet kjøligt Styrtebad, der var ikke en Sky paa Himlen! nei, til slig en Varmegrad har min Phantasi aldrig hævet sig i mit kjølige Fædreland.“ (smst. 315).

Han oplevede dog fuldt så mange betagende, stemningsmættede øjeblikke, således for eksempel da han med veturin-vognen forlod Bologna: „Det gik nu op af Bjergene. Jeg gik et langt Stykke, denne Blaahed, der synes at komme ud fra Bjerget selv, dets Duft for Øiet, der skjuler og synes dog at give det Klarhed og nu hvilken Stilhed, en nordisk Melankoli var det ikke, men en sovende.“ (Dagbog. 78).

H.C. Andersen var et A-menneske, ude af køjen inden sol gik op. (Man mindes, da han så solopgangen på Göta Kanalen, hvor han så i tilgift fik mødet med Fredrika Bremer). Han ville have det altsammen med; klokken tre om morgenen var han på benene, da skibet nærmede sig Malta: „Det Første, jeg saae, var den aftagende Maane, dens Horn vare saa tynde og bøiede, og dog lyste de, som Fuldmaanen i Norden; eller kom maaskee denne Klarhed i Luften fra de utallige Stjerner? En saadan Pragt havde jeg aldrig før seet, hverken under Italiens klare Himmel eller selv i vore nordiske Vinternætter. Venus-Stjernen syntes at være en Sol. … Dens Straaler spillede paa Vandfladen omkap med Maanens. Stjernerne i Norden ere kun glimrende Glas, her ere de ægte Stene! mine Hænder foldede sig uvilkaarligt, min Tanke var hos Gud i Beskuelsen af hans Herlighed.“ (Bazar. 157).

Og de forunderligt dejlige aftner på Middelhavet, ombord på Leonidas: „Der var noget saa ophøiet, saa poetisk i disse Aftener paa det rolige, uendelige Hav, saa at jeg mangler Udtryk derfor. Denne Ro uden om afspeilede sig i min Sjæl! hjemme i Norden havde kun faa Minuter af mit Liv bragt mig, hvad jeg her nød i hele Timer.“ (smst. 173).

Om udsejlingen fra Smyrna skrev han henrevet: „Nymaanen paa Himlen synes en tynd Baad af Guld, der bærer en Glaskugle, den hænger i et usynligt Baand paa den funklende Aftenstjerne, hvis Straale peger ned mod Mytilene. Hvilken Aften! dog alt i Norden tænkte jeg en saadan, en lille Fugl har sjunget derom!“ (smst. 247).

Et par små ejendommeligheder skal kort noteres. I Bazaren (18-19) tager digteren på sin første jernbanerejse sine læsere med ind i kupéen: „Conducteuren lukker Døren i for os, og tager Nøglen til sig, men vi kunne lade Vinduet gaae ned, nyde den friske Luft.“ Så kommer toget i fart: „Hurtigheden tager umærkelig til, men Du læser i din Bog, seer paa dit Kort, og veed endnu ikke ret, om Farten er begyndt, … Du synes at flyve, men her er ingen Rysten, intet Lufttryk, Intet af hvad Du tænkte Dig ubehageligt!“ Her er „du“ relevant; en velberegnet teknisk finesse, der skaber kontakt og bringer læseren ind i billedet.

Helt spontan er utvivlsomt denne direkte appel til læseren i dagbogen (154): „Vi kom gjennem en lille Olieskov og ind i Athen; tænk Dem en By ihast bygget op som til et stort Marked.“

Fra Wien lod Andersen sin harme over de hjemlige forhold, specielt over Heiberg, løbe af med sig; i Burgtheater traf han gode bekendte: „Drevsen og hans Kone venlige og nette, jeg følte mig godt stemt for dem; dog vi lade os lede af vor Forfængelighed. Naar man nu kommer hjem, skal man da høre Fru H. i Emilies Hjertebanken, hun gjør det fortræffeligt, men evigt at høre disse Ubetydeligheder det er da virkeligt som altid at maatte see de samme Kortkunstner, de blive nu gjorte saa fortræffeligt som tænkeligt er, der hører et ret spidsborgerligt Smaakjøbsted Sind til at lade sig nøie, ja være lyksalig; I gode Borgere og I blinde Elskere, vredes ikke men husk paa i Theatret skal man opbygges aandeligt eller mores; ja, det gjør vi, sige I, naa saa seer det daarligt ud for Eders Smag.“ (smst. 254-55). – Også en direkte henvendelse til læserne.

Et par stedet i Bazaren er det ikke digteren selv, men en anden, der har et geografisk erindringsbillede. Om Seefeld i Tyrol skrev Andersen: „Rundt om Skyer og Bjerge med Solskin og stærke Slagskygger, nei Sligt kan ikke males i sin Heelhed, og just ved denne har den sin største Kraft. Udenfor Virkeligheden kan denne Storhed kun aabenbare sig i Mindet hos Tyroleren selv, naar han langt fra sit Hjem i fremmede flade Lande synger sine simple, melodiske Sange.“ (Bazar. 40). Og fra sejladsen på Elben hedder det: „Jeg saae glade Børn lege [på stranden] og tænkte paa, hvor snart denne Leg var forbi, hvorledes de maaskee snart fløi langt ud i Verden, voxte til, og saae da i Erindringen disse flade smaa Øer, som hesperiske Haver med deres Barndoms Guldæbler og Oranger.“ (smst. 15).

Mærkelig er denne passus fra Rom: „Barnet, som læser „Tusind og een Nat!“, seer i Tanken de prægtigste Trolddoms-Paladser og er lykkelig ved dem, men saa kommer den Ældre, han siger: „Sligt findes ikke i det Virkelige!“ og dog findes det der. Vaticanet og Peterskirken i Rom frembyde en Storhed, en Pragt og et Skue, aldeles lig de Skatte, Phantasien har reist i den gamle østerlandske Bog.“ (smst. 97).

I 1846 skrev H.C. Andersen fra Wien til kong Christian VIII: „Enhver Reise er mig, ikke et Middel til at søge Stof, men et forfriskende, aandeligt Bad.“[40] Dette virker overraskende, for var der noget, digteren gjorde på sine rejser, da var det at samle stof. Det forfriskende, åndelige bad gav han også begejstrede udtryk for, for eksempel da han i 1843 skrev til Ingemann: „Det, at reise er Medeas Drik, som gyder friskt Blod i Aarerne.“[41] Eller til fru Henriette Collin fra Rom, 26.4.1846: „At reise er at leve, da bliver Livet rigt og levende, man nærer sig ikke, som Pelikanen af sit eget Blod, men af den store Natur.“[42]

Men det at samle stof var af fuldt så stor betydning for ham. I Bazaren (303) forbandt han, da han forlod det sorte Hav, sin jubel over selve rejsen dermed: „Farvel, Du Argonauternes Hav! Om ikke Poesiens gyldne Skind, saa dog Erindringens, fører jeg fra Orienten over disse Vande.“

Hvad betød dog ikke erindringen for ham! Mens han på nedrejsen var i Verona, var han endnu ikke ret kommet i stemning: „Italiens Sol skinnede endnu ikke ind i mit Hjerte med den Glands, som alle Erindrings-Billederne havde.“ (smst. 47); men i Mantua blev det anderledes: „Man siger, at Sorgen sætter sig bag paa Mandens Hest og rider med ham, jeg troer det, men Erindringen, veed jeg, gjør det Samme, og han sidder bedre fast! Erindringen red Ranke paa mit Knæ og lagde sit Hoved til mit Hjerte.“ (smst. 48).

Under sejladsen til Morea udbrød han betaget: „Den varme Erindrings Viol, som vi gjemme i vor Psalmebog, er os af større Værd end den friske, duftende Rose; Minderne give Farver og Duft, som ikke findes i Virkeligheden.“ (smst. 175).

Sådan vedblev det at være for ham; det kan man se af hans ord til grevinde Mimi Holstein i 1856: „Det er et Gode at Erindringen er en god Daguerrotypist, og den giver os det Blivende.“[43]

Det at se var ham en evig fryd. Han kunne have gjort Goethes ord fra den femte Römische Elegie til sine: „Sehe mit fühlendem Aug’.“

Vi har beskæftiget os med dem af digterens erindringsbilleder, der er knyttede til det visuelle, men dette var ingenlunde hans eneste medium. Han hørte også fint; hørte støjen og larmen, men også stilheden, for eksempel den søndag i Nürnberg eller hin fødselsdagsaften i Athen, hvor han mindedes stilheden i Roskilde Domkirke. Hans sprogtalent var, som han selv erkendte, ikke stort, men han havde øre for andres sprog. I sin dagbog (53) skrev han: „Nu laae Bayreuth for os, (Man udtalte det her i een Stavelse Bræit)“; og fra Malta: „Tiggerbørn halv nøgne brugte tidt Ordet nix (ikke).“ (smst. 148).

„Duft“ er et ord, der gang på gang forekommer hos Andersen. „Duften af Hø mindede mig om Danmark,“ skrev han på vej til Prag. (smst. 256). En mindre behagelig Duft indsnusede han, da han i Rom var i kirken St. Antonio, den dag hvor dyrene blev velsignede: „De mange Knælende, som Andre trængte sig imellem; Luften lugtede som ved et dansk Marked.“ (smst. 105).

Smagssansen fik også sin plads. Om mad skrev han i Bazaren sjældent detailler, dog mente han, at dette, som han fortalte fra Athen, nok ville interessere Jette Hanck: „I dag fik jeg en græsk Ret, syltede Rosenblade, de smagte meget godt. De vare i en Art Marmelade, omtrent som Hindbær hos os.“[44] Og, som vi har hørt, mindede rugbrødssmagen i den ægte Tokaier ham om „Rugens Land, det fjerne Danmark.“ (Bazar. 312).

Den kloge og forudseende J. L. Heiberg havde i sin anmeldelse af Fodreisen i 1829 i Maanedsskrift for Litteratur skrevet:

„I Arabesken ere Elementerne tilfældige, heterogene og ligegyldige imod hverandre, men den Originalitet og den Gratie, hvormed de ere sammensatte, give dem Kunstværd.“

Helt på linje hermed lå H.C. Andersens ord til Henriette Hanck, 22.8.1841, altså kort tid efter at han var vendt hjem: „Jeg har ogsaa begyndt at skrive nogle Reisebilleder. Det vil sige, det er Noveller, Arabesker og almindelige Reisebetragtninger, der samlede kunne give et Billede af, hvad jeg har seet.“[46]

Hermed fastslår han klart sin intention. Hans bog skulle ikke være nogen rejsefører med nyttige, men tørre oplysninger; otte år tidligere havde Corinnas objektive meddelelser om de romerske seværdigheder kedet ham. Det eneste sted i Bazaren, hvor Andersen tangerer en Bae-decker, er i beskrivelsen af Nürnberg; det var den første gang, han var der, og han havde fået en bog om byen til låns og gjorde flittige notater derfra. De blev så senere brugt i Bazaren.

Han foretrak det subjektive, det var hans oplevelser og synspunkter, der skulle være det centrale. Det er da også denne stadige, helt personlige skiften af stemninger, som gør, at En Digters Bazar er blevet en så spillevende bog.

Behændigt klarede han afsnittene fra sin nedtur gennem Italien. Det var en rejse, han havde gjort før, men ganske vist i modsat retning, hvilket i grunden altid gør en rejse ny.

Rom havde han skildret med mange detailler i Improvisatoren. Denne gang koncentrerede han sig om nogle særlig karakteristiske ting, såsom Peterskirken, Colosseum, kirkefesterne, karnevallet, Tivoli. Dertil føjedes en eventyrlig humoreske: Mine Støvler.

Fra Florens blev vægten lagt på historien om Metalsvinet, der – ligesom hans fortælling fra Grækenland, Venskabspagten – senere blev indlemmet i eventyrsamlingerne.

Noget af det mest forbløffende, ja, imponerende ved En Digters Bazar er, at bogen er skrevet efter rejsen. Ganske vist er mange enkeltheder direkte eller i ændret form overtaget fra dagbogen, men langt fra alt. Visse af naturbillederne i Bazaren har en friskhed, som var de blevet til i nuet, på åstedet.

H.C. Andersen var sig selv dette ganske bevidst. Da han rejste igennem Tyrol, kom han til at tænke på den unge skotte, han i 1834 her havde fulgtes med på hjemturen fra Italien; han skrev derom i Bazaren42-43: „Jeg troer, at Sjælen glemmer Intet, Alt kan vækkes igjen, saa levende som i Minutet det skeer, … thi Sjælen husker at male selv de mindste Enkeltheder.“

Fra karantænen i Orsova hedder det: „Paa Reisen maa jeg tumle mig fra Morgen til Aften, jeg maa see og atter see! man kan jo ikke bestille Andet end pakke hele Byer, Folkefærd, Bjerge og Have ind i Tanken; altid tage, altid gjemme, der er ikke Tid til at synge en eneste Sang! ja, jeg er ikke engang oplagt dertil! men det kommer nok, veed jeg! indeni syder og gjærer det, og naar jeg saa er i den gode Stad Kjøbenhavn og faaer aandelige og legemlige kolde Omslag, saa skyde Blomsterne frem!“ (smst. 332). Og nogle dage senere: „Endelig slog vor Friheds Time … af Qvarantainen! – først lang Tid efter afspeilede sig i min Tanke poetiske Erindrings-Billeder, og disse viste Skuet af det lille, fattige Huus, jeg … øinede mellem Ager og Skov.“ (smst. 335-6).

De just citerede ord om „det lille, fattige Huus“ er et eksempel på noget, der var såre karakteristisk for H.C. Andersen: det fuldkomne fravær af nogen „rangforordning“; det ene var ikke finere eller fornemmere end det andet. Hvert erindringsbillede krævede sin ret, således som det lille, fattige hus i Orsova. Det var det, han huskede, og derfor skulle det med. Når slottet i Athen blev sammenlignet med Sorø Akademi, eller hovedkirken i Athen blev sammenstillet med en tysk bondekirke, var det noget rent faktisk, han påpegede.

Det samme finder man for øvrigt også i hans hyppige sammenligninger mellem de nye mennesker, han traf, og nogen, han allerede kendte. Mest overraskende er nok dette“’, som han i Orsova skrev i sin dagbog (222): „Vadskerkonen har en mærkværdig Liighed med Grevinde Danneskjold.“ Det var han jo også selv blevet forbavset over.

I det foregående er der kun blevet behandlet een side af En Digters Bazar: konstateringen af H.C. Andersens talrige geografiske associationer og den betydning, de havde for ham. Der er flere spørgsmål, som melder sig i forbindelse dermed. Er Andersens geografiske sammenstillinger geografisk korrekte? Finder man paralleller til dem hos andre forfattere? Eller påvirkning fra dem?

Så vidt jeg kan skønne, er disse erindringsbilleder, der gør billedet flerdimensionalt, noget der er helt specielt karakteristisk for H.C. Andersen, noget, han skabte ganske spontant, i nuet, og ikke et senere tilføjet, vel gennemtænkt, teknisk virkemiddel.

Når man undersøger et litterært stof, vil detaillerne i visse tilfælde samle sig til en helhed, som stenstumperne i en mosaik. Men i En Digters Bazar virker det modsat. Enkelthederne får, som når man lader dem som en diamant spille i lyset, en stadig skiften af facetter ved at blive draget frem.

I Wien skrev H.C. Andersen i sin dagbog (245-46): „Mine Aftner i Orienten skal min Reise hedde; i denne Aften kysser Tokayer-Musen mig denne Tanke i Sjælen.“ Man kan kun glæde sig over, at digteren senere i en mere nøgtern stemning ændrede denne farveløse og ikke engang rammende titel; aftnerne var absolut ikke det eneste, der havde betydet noget for ham.

Han ramte plet, da han gav sin rejsebog titlen En Digters Bazar. En myldrende bazar er den med et overflødighedshorn af rejseoplevelser, episoder, naturstemninger, arabesker. At digteren selv kom med i titlen var heller ikke ilde – og helt berettiget.

Den gang H.C. Andersen skulle drage ud på sin Orientrejse, sendte Oehlenschläger ham en afskedshilsen på vers,[47] og dér hed det blandt andet:

„Den gamle Kleist har ofte sagt:
Han gik paa „poetisk Billedjagt“,
Paa slig en Jagt Du Dig ogsaa begiver;
Jeg haaber, at Byttet rigeligt bliver.“

Mon vor digter havde dette i tankerne, da han, 21.6.1841, fra Wien skrev til Henriette Wulff: „Udbyttet, det aandelige Resultat af Reisen er stort og herligt.“[48]

 

Noter

De vedtagne forkortelser benyttes, se omslag, p. 3.

Desuden:

Bazar, Bazaren
H.C. Andersen. En Digters Bazar, citeret efter SS. VII. 1877.
Dagbog
H.C. Andersens Dagbøger. II. 1973.
  1. ^ B & B. II. 44-45.
  2. ^ SS. IV. 51.
  3. ^ H.C. Andersen. Skyggebilleder, udg. 1968. 96.
  4. ^ Smst. 128. I SS. VIII. 56 er dette stykke udeladt.
  5. ^ SS. XV. 317.
  6. ^ BEC. I. 288-95.
  7. ^ BHH. 478-84.
  8. ^ BfA. II. 24-30, 31-38, 38-46.
  9. ^ BHW. I. 299.
  10. ^ BfA. II. 26.
  11. ^ MLE. I. 239.
  12. ^ BHH. 521.
  13. ^ N. Bøgh. Signe Læssøe. 1877, 220.
  14. ^ BHH. 517.
  15. ^ BHW. I. 299.
  16. ^ MLE. I. 242. | 16a. Smst.
  17. ^ BEC. I. 314.
  18. ^ BfA. II. 33.
  19. ^ BHW. I. 304.
  20. ^ BHH. 536.
  21. ^ BHW. I. 304.
  22. ^ Nedsigt: Den danske Ordbog har kun citater på dette fortræffelige ord fra Baggesen, H.C. Andersen og Molbech. Mon den ene har overtaget det fra den anden? H.C. Andersen bruger også andre steder dette ord.
  23. ^ Dagbøger. III. 310.
  24. ^ MLE. I. 241.
  25. ^ BHW. 292.
  26. ^ BHH. 522.
  27. ^ Smst.
  28. ^ BHW. I. 279.
  29. ^ Dagbøger. V. 215. | 29a. BHH. 567-68.
  30. ^ Smst. 193.
  31. ^ Smst. 523.
  32. ^ MLE. I. 240.
  33. ^ BEC. I. 314.
  34. ^ BHW. I. 304.
  35. ^ BHH. 560.
  36. ^ BfA. II. 43.
  37. ^ Skyggebilleder. 1968. 151.
  38. ^ BEC. I. 279.
  39. ^ SS. VI. 209-10.
  40. ^ BfA. II. 141.
  41. ^ Smst. 91.
  42. ^ BEC. II. 95.
  43. ^ Anderseniana. V. 47.
  44. ^ BHH. 523.
  45. ^ J. L. Heiberg, Prosaiske Skrifter. IV. 1861. 347.
  46. ^ BHH. 559.
  47. ^ MLE. I. 230.
  48. ^ BHW. I. 305.

 

©