Ernst Bojesen og H.C. Andersens Hus

Der er ikke noget at sige til, at det er vanskeligt at skrive historie om fjerne tiders hændelser, for det kan være svært nok at skildre forløbet af de nære ting. 150-året for H.C. Andersen fik mig til at studere nærmere på historien om H.C. Andersen-museets og mindehallens tilblivelse, og det viste sig at være nok så lidt af bevisligheder, man kunne grave frem[1]. Helt sikkert synes det kun at lade sig fastslå, at forlæggeren Ernst Bojesen spillede en afgørende rolle i de hændelser, som førte frem til erhvervelsen af H.C. Andersenhuset i Hans Jensensstræde og dets indretning til museum – og lad os så helt se bort fra, om det virkelig er digterens fødehjem eller ikke, det skal vi slet ikke drøfte her.

Fra Ernst Bojesens hånd foreligger der ikke noget om det ganske centrale, at han havde tænkt sig at købe huset og også havde det på hånden. Det var hans plan at skænke huset til Odense by, for at der kunne indrettes et museum, hvor hele verden skulle komme og se minderne om digteren, det håndgribelige, som vel altid sætter fantasien i sving, er det end ad andre baner end dem, som fører ind til tankerne hos den, om hvem genstandene fortæller.

Ernst Bojesens søn, sølvsmed Kay Bojesen, har imidlertid ikke blot hørt sin fader og konferensråd, bankdirektør Axel Heide tale om køb af huset og dets indretning til museum, men mindes også — som han fortæller mig i et brev — at have hørt sin fader sige, at han havde haft huset på hånden. Det stadfæster altså, hvad jeg allerede har haft lejlighed til at fortælle andetsted[1].

Det er imidlertid ikke historien om Ernst Bojesens private planer med huset, der skal fortælles her. Derimod er det nok værd at aftrykke, hvad Ernst Bojesen skrev til borgmester L. Dithmer om indretningen af H.C. Andersen-museet, fordi man deri kan læse hovedlinierne for, hvordan museet virkelig blev indrettet, og de grunde, Bojesen gav, grunde så overbevisende, at Odense byråd ikke betænkte sig det ringeste, men straks gik med til at gøre planen til virkelighed. Det læses i to skrivelser fra Bojesen til Dithmer; de ligger som bilag til sagen om køb af huset i Hans Jensensstræde.

Det brev, hvormed Bojesen ledsagede sit forslag, er dateret 5. april 1905 og lyder således:

Kære hr. borgmester Dithmer.

Rent privat vil jeg takke Dem for den elskværdighed, der vistes mig i søndags og ikke mindst fra Deres side. Jeg sender under Deres adresse de 60 eksemplarer af eventyrenes 1ste hæfte til de 54 børn og til bestyrere og lærere; efterhånden som hæfterne udkommer, skal de følge, opgiv mig venligst til hvem jeg skal sende pakkerne. –

Vedlagt har jeg nedskrevet ganske løst mine tanker hvorledes Odense by bør gribe sagen an med et Andersen museum, en tanke der bør realiseres og det nu; gennemføres den fuldt ud i Deres borgmestertid, vil De efterlade Dem et stort blivende minde til, foruden hvad De allerede har udrettet for byen og det vil være en højst interessant opgave at løse. —

Idet jeg beder Dem bringe byrådets — eller måske rettere festudvalgets — øvrige medlemmer min tak og hilsen
forbliver jeg
Deres ærb. hengivne

(Underskrift)

Selve forslaget er dateret 2. april, og det ser ud, som om Ernst Bojesen har nedskrevet det straks efter festen på Grand Hotel, men altså taget det med hjem til København og derfra sendt det til Dithmer. Forslaget har følgende ordlyd:

Odense by bør oprette et Andersen museum i hans fødehus, gøres dette bredt, rationelt og forstandigt, vil byen opnå en tiltrækning, der i rigt mål vil komme byen tilgode, ikke alene ved den ære det vil være for byen at eje dette nationale minde, men også ved den turiststrøm, der i tidernes løb vil gå til Odense og dermed tilføre byens borgere forøgede indtægter. – Det viser ud i den store verden med hvilken veneration der værnes om de synlige minder af landenes — ja af verdens — berømtheder og hvilken uhyre tiltrækning disse synlige minder øver på alle der besøger landene og netop opsøger sådanne mindesmærker. Her i Danmark har vi desværre ikke haft blik herfor og vi har begået mangen vandalisme, jeg behøver blot at nævne det faktum, at Oehlenschlægers fødehus på Vesterbro blev nedrevet i min barndom, en grim kaserne opført i stedet for — og der i stuen, i en spækhøkerbutik — blev opsat en tavle, der fortalte, at »her haver Oehlenschlægers fødehus stået«.

Odense by har den lykke at eje Andersens fødehus og det ligger så udmærket som det kan ligge i et tarveligt kvarter, der yderligere illustrerer hvor fattigt Andersen fødtes. Dette hus byen eje (den bør også eje hans barndomshjem), og den bør lade en nænsom arkitekt med den største omhu og veneration gå huset igennem, så at det i al sin tarvelighed fremtræder som det så ud i A’s tid.

Der bør gøres alt for at gøre huset brandfrit og der må aldrig i fremtiden bruges ild i dette.

Det er på høje tid at Andersen museet skabes, dels fordi adskillige ting, der burde være deri er på faste museumshænder, hvorfra de vanskeligt atter frigives, og dels fordi en mængde genstande der eksisterer står i fare for at ødelægges og forsvinde. Når nu sagen skal gribes rigtigt an, mener jeg at det bør gøres på den måde at byen straks køber huset og bringer det i stand til museum og først da tager fat på indholdet i dette, såvidt muligt bladene ikke røre ved sagen før bevægelsen for at samle museets indhold skal rejses. Selve museet skal nemlig være lidt af en nationalsag og ikke lokalpatriotisk og det ikke mindst fordi der mulig bliver brug for statstilskud, udlevering af ting fra biblioteker og fra Nationalmuseet, ligesom det derved bliver langt lettere at få private ejere af Andersen-minder til at udlevere og testamentere deres reliqvier til museet.

Hvad skal nu dette museum indeholde? Ja her har vi en vid mark at arbejde på, og jeg vil blot nævne nogle grupper der belyser hvad jeg tænker:

  1. Samtlige danske og fremmede udgaver af alle hans skrifter — et ikke lille bibliotek!
  2. Samtlige genstande der har tilhørt ham (der er mindst et par hundrede sådanne).
  3. Originalportrætter af ham i litografi — fotografi og maleri (udmærkede kopier må udføres, hvis originalerne ikke kan skaffes).
  4. Originaltegningerne til hans eventyr. Pedersens — Frølichs — Tegners — en del ukendte og mulig udenlandske originaler.
  5. Skitser til hans mindesmærker i Danmark og udlandet.
  6. Manuskripter og breve.
  7. Gengivelse af personer, steder, bygninger o.s.v. der har haft betydning for hans liv.
  8. Hans egne bøger, hvori han har skrevet dedikationer — og bøger til ham hvori berømtheder har skrevet.
  9. Hans store stambog fra kgl. bibliotek med håndskrifter og tegninger af alle de berømtheder han traf i sit liv.
  10. Et udvalg af hans udklipninger og de billedbøger, vifter skærme som han udførte til familier og børn. o.s.v. o.s.v.

I hver evige af disse grupper er der de dejligste ting, — af genstande der har tilhørt ham vil jeg blot nævne noget som »Odense Bys Æresbrev« – det store album som sendtes ham fra amerikanske børn – hans skrivetøj o.s.v. o.s.v.

Skal denne sag gennemføres, må der findes en mand, der kan blive begejstret for den, således at han med ægte samlerraseri forfølger ethvert spor, hvor der er noget at vinde og ikke ophører med at følge sporet, før målet er nået og den ønskede genstand erhvervet. — Det skal være en mand af den Pietro Krohnske art — og en sådan findes sikkert også — når tiden er inde.

Ja dette er i løse og spredte træk min tanke om hvad mål der bør sættes for at realisere denne tanke der bør realiseres — Odense — og landet til ære.

(Underskrift).

Når Ernst Bojesen i sit forslag nævner direktøren for Kunstindustrimuseet Pietro Krohn som forbillede for den, der skulle samle Andersen-minderne sammen, er det vel ikke sandsynligt, at han har tænkt sig den 65-årige Krohn selv som manden. At Bojesen havde en idé om den rette mand til jobbet, tør man dog anse for sikkert. Det kan se ud, som om borgmester Dithmer i et — ukendt — brev har spurgt Bojesen, om det ikke var noget for ham selv at tage fat på, men det har Bojesen straks afvist. Han skriver den 10. april til Dithmer og lykønsker til den hurtige ordning af købet og skriver så, at han selv har så rigeligt at gøre, at han ikke kan påtage sig indsamlingsarbejdet. Men så skriver han: »Imidlertid skal jeg ikke slippe den (indsamlingen), og jeg har allerede lagt planen, jeg mener, vi bør følge. Desværre vil der hengå en kort tid, inden jeg kan forelægge Dem resultatet, idet den mand, jeg særlig skal have spændt for, på grund af dødsfald må rejse bort 8-14 dage«.

Bojesen nævner altså ikke noget navn på manden, han har i tanke, men brevets vending om, at manden må rejse bort i 8-14 dage, tyder på, at det drejer sig om en københavner. Hele denne sag om den ukendte mand har dog nok været et mellemværende alene mellem Bojesen og Dithmer, thi som man ved, blev det Hans Brix, dengang lærer ved Giersings realskole og forfatter til den lille afhandling om Andersens digtning i Odense bys bog til 100-årsdagen, der kom til at foretage indsamlingen af H.C. Andersen-minderne[2].

Læserne skal ikke forholdes en lille, pudsig historie, som viser, hvad en optaget mand, hvis hjerne myldrede af tusind tanker og ideer, kunne begå i distraktion. Det er Kay Bojesen, som fortæller den i sit brev til mig. Historien er denne:

Min far og jeg var på rejse i Aarhus, hvortil vi kom med båden meget tidligt om morgenen. Vi skulle få tiden til at gå, hvorfor han foreslog at se det berømte hus. Min far henvendte sig da til en ældre herre og spurgte, hvor H.C. Andersen-huset lå. Han fik naturligvis omgående det svar, at H.C. Andersen-huset ligger i Odense, hvilket fremkaldte almindelig munterhed.

Det var ved denne lejlighed, Ernst Bojesen brugte den allerede omtalte vending: »Jeg fæhovede, der lige har haft huset på hånden«.

Noter

  1. ^ Fyns Tidende 2. april 1955.
  2. ^ Se Gads danske Magasin 1908.