I Fyns muld gemmer sig oldsager i utalte mængder fra øens forhistoriske tider. Rigest er vel fundene fra jernalderen, under hvilken Fyn, at regne efter fundenes udbredelse, må have givet underhold til en større folkemængde end nogensinde tidligere, og bosættelsen bredte sig i flere udstrakte egnsbygder. At en kortlægning af bygderne i denne periode ikke er et vilkårligt tankespind, som jo f. eks. kunde hvile blot på en ulige grundig undersøgelse af øens forskellige egne, på tilfældig fundmangel ét sted, mens modsat mange fund lige så tilfældigt kan være undersøgt på andre, fremgår tydeligt af den kendsgerning, at anmeldelser til Stiftsmuseet om nye jernalderfund næsten altid kommer fra områder, hvorfra fund i forvejen kendes.

En af disse jernalderbygder har ligget på Hindsholm og efter de hidtil kendte fund dér især over halvøens midte i og om Martofte i Stubberup sogn. Herfra kender vi adskillige boplads- og gravfund fra den ældre jernalder.

De ældre fund er nu blevet øget med et nyt, som undersøgtes af Stiftsmuseet i foråret 1953, og herom skal der fortælles lidt i det følgende. I slutningen af marts meddelte gårdejer Herluf Christoffersen, Kileagergård, at han på et jordstykke, som han af herregården Brockdorff har lejet til brug, under grusgravning var stødt på to skeletter og nogle lerkarskår. Efter at Stiftsmuseet havde forespurgt godset om tilladelse til gravning, og lensbaron C. Iuel-Brockdorff, Valdemar Slot, velvilligst havde givet sit minde, foretoges en undersøgelse d. 26. marts og 15.-17. april.

Findestedet ligger nogle hundrede meter sydvest for Brockdorff og er en lille gruset bakke, godt et halvt hundrede meter lang. Den hæver sig beskedent til 3 meters højde og ligger ved sydranden af et strandkær, som tidligere har været en lille sidearm af fjorden mellem Hindsholm og Langø, det smilende Lillestrand, hvis blå flade spættes af de små venligtgrønne øer.


Fig. I. Grav 3 set fra syd, stenrammen; til højre graven efter stenpakningens fjernelse, ligeledes fra syd.

Til dem stod nu ikke dennegang vor hu, men til det, som fjælede sig i jordlagene i bakkens top, hvor gårdejer Christoffersen og hans karl havde taget grus. Først var karlen gået ned omtrent ved midten af toppen. Godt en meter under overfladen stødte han på en række sten, som strakte sig i øst-vest, og langs med stenene lå knoglerne af et skelet kun dårligt bevaret i gruset. Længst mod vest lå den dødes hovede, og tæt ved det stod, men lidt højere, den lille hankekop på fig. 2 th. Et par meter længere mod øst ramte skovlen atter på sten, knogler og lerkarskår, og belært af just indhøstet erfaring tæmmede de gravende nysgerrigheden og holdt op med at grave, hvorefter museet tilkaldtes. Ved min ankomst d. 26. marts samledes undersøgelsen om dette sidste punkt.

Overjorden afgravedes om de fundne sten, og allerede i første spid ramte spaden på sten. Det var oversiden af en godt 2 m lang pakning af mindre sten som på fig. 1. I midten var den indsunket, idet de overlejrende sten her er sunket ned i trækisten, der har rummet den døde. Alle sten måtte derfor fjernes, og først da gravbunden herefter var nået, fremkom rester af den dødes skelet, mangelfuldt bevaret i sandjorden, men dog nok til at vise, at den døde er blevet nedlagt hvilende på højre side med optrukne ben som i sovestilling, hovedet vendende i nord, armene lidt fremstrakte mod vest. På den dødes tøj har under halsen været fæstnet en lille smykkenål af bronze, en fibula, som ses på fig. 3, og på en af fingrene, uvist hvilken, har siddet en bronzering. Lige foran den dødes ansigt, altså vest for dette, men noget højere, stod en lille hankekop prydet med ornamenter, fig. 2 tv.



Fig. 2. Til venstre: lerkop fra grav 2, i midten: trekantet krukke fra grav 3, til højre: kop fra grav 1.

Nu var der altså blotlagt to grave, og da der tit på den samme gravplads kan være flere i tal, blev det nødvendigt at gennemsøge hele toppen af højningen. Et firkantet felt, 16 × 14 m, blev gennemtrukket med søgegrøfter, og herved ramtes en stenlægning ca. 3 m nord for grav nr. 2. På fig. 1 ses den 3,60 meter lange stendynge, men kun randene af den, idet midten var nedsunket ligesom i grav 2. Under det 80 cm tykke stenlag lå skelettet. Som det ses af fig. 1, lå den døde også her på højre side med bøjede ben og armene rakt lidt frem, og under skelettet skimtes i forgrunden et lag af utildannede sten, som udgør gravbunden. Lidt bag ved kraniet, i gravens nordende, ses brudstykker af en krukke eller vase med tre hanke, afbildet fig. 2. Karret er i tidens løb trykt sammen af de nedskredne sten og af jordpresset, men har kunnet sammensættes. Langs med den venstre underarm lå en simpel jernkniv og nær denne en tynd halvmåneformet kniv af samme materiale, vistnok en ragekniv, fig. 3.

Indholdet af denne sidste grav viser tydeligt nok, at det er en mand, som er blevet jordet her, mens fibulaen og fingerringen i grav nr. 2 må have tilhørt en kvinde. Spørger man, hvor gamle gravene er, giver de fundne oldsager svaret, idet de i alle tre grave er fra den ældre romerske jernalder, vor tidsregnings to første århundreder. Men den lille bronzefibula i kvindegraven tillader dog ved sin type en snævrere datering til tiden omkring 100.




Fig. 3. Øverst: ring og fibula fra grav 2. Nederst: kniv og ragekniv fra grav 3.

De tre jernaldergrave på Brockdorffs jord udmærker sig på ingen måde ved deres gravudstyr, der er af jævnmål og slet ikke tåler sammenligning med rige fund som de samtidige fra Skrøbeshave ved Nyborg og Blidegn ved Brahetrolleborg, der begge er udstillet i Fyns Stiftsmuseum. Alligevel har de interesse ved, at de med deres sparsomme indhold af gravgaver stillet op mod kostbarheden af de sager, som er nedlagt i de gavmildere forsynede grave, viser en forskel inden for øens bondebefolkning. Om denne forskel er af social art, har vi neppe muligheder for at kunne afgøre i dag – fundene over landet som helhed tyder snarest på en demokratisk samfundsordning – men selvfølgelig har der i jernalderen som nu været både velhavende og mindre vel bemidlede. Til sidste mindre misundelsesværdige gruppe har måske de tre Hindsholmere hørt, som fandt hvile i hjemstavnen ved Lillestrand. Men deres grave er ikke mindre interessante for det. De føjer sig ind som et led i det langsomt øgede, nu efterhånden meget store materiale, som fylder udstillingsskabene i Fyns Stiftsmuseum og har givet os midler i hænde til at kunne sige adskilligt mere om den ældre jernalder end om øens øvrige forhistoriske tider. Derfor tør man i dobbelt mening tale om Fyns rige jernalder.