Et kapitel af en påtænkt historisk Sverigesroman

Imellem Andersens papirer på Det kgl. Bibliotek ligger i Collinske Samling 35,4° en kladde på 8 sider med svensk sujet. Den er uden overskrift, og et 2-tal efter den sidste linie viser, at det er et 1. kapitel af et påtænkt større arbejde. Udkastet er aldrig blevet trykt og gengives her i sin helhed, med digterens egen mangelfulde ortografi, men for forståelsens skyld med en let retoucheret tegnsætning:

„Fra Bakkerne bag det gamle Sigtuna, hvor eengang Gudebillederne stode, men hvor nu fire Veirmøller strække Vingerne mod Himlen fløi en Flok sorte skrigende Krager hen over een af de mange Indsøer Mælarn danner; ved Bredden ikke langt fra Kjøreveien laae en død Hest, skrigende flokkede de sig om den, misundte af Bønderne, som droge forbi, thi de havde neppe et Stykke Barkbrød, der kunde sluges, som Strudsen sluger Træ og Steen for ei at være ganske tom. Dog i Dag var det en Glædesdag, da tænkte man ikke paa Elendigheden, havde kun de skrigende Krager ikke forraadt hvor godt der var sørget for dem. Ved Skokloster var Marked, derhen strømmede Mængden langveis fra, en Deel af de Studerende fra Upsala og enkelte Borgerfamilier samme Steds fra, thi det var en smuk Efteraarsdag og Skokloster ligger prægtigt tæt ved Mælaren omgivet af Gran og Birkeskov.

En Baad med pyntede Herrer og Damer nærmede sig Landingsstedet, meest iøinefaldende var en Mand af Middelvæxt, med Hovedet ned mellem Skuldrene, Uniformen og den militaire Holdning syntes at kjæmpe mod Personligheden. Ansigtet var barsk, de tykke Læber og de brede Tænder gav Udtrykket noget endnu mere haardt, der forøgedes ved en Grimase, der altid efter visse Mellem Rum [blev] gjentaget, det var Landshøfdingen paa Upsala Slot. Tante Jutta var den gamle bevægelige Dame der holdt sig fast til Landshøfdingen, hendes brogede Pynt var ligesaa riig og iøinefaldende, som smagløs; de store Øine glimrede og med declamatorisk Veltalenhed fremsagte hun et gammelt, høist prosaisk Vers, hvoraf man erfarede at Skokloster som Selskabet nærmede sig havde i det 13de Aarhundrede været et Domenikanerkloster, siden et for Nonner og endelig ved den berømte Feltherre Gustav Vrangel ombygget til dette halv moderne, halv gothiske Slot.

„Her er en Vignet til det udødelige Digt!“ sagde en ung smuk Knøs, der sad ved Roret og rakte Tanten et Stykke Papir han rev ud af sin Tegnebog. Paa dette var med raske Blyants Streger under hendes De-clamation og den raske Seilads, hele det førstelige Skokloster afridset, med sine fire Etager, et Taarn i hver Hjørne og de utallige Vinduer. Træpartierne grouperede sig smukt og ydderst var Kirken antydet paa den lille Høi ved Bugten hvor Markedet blev holdt.

„Tusind Djævle i Vignetten!“ raabte Landshøfdingen med en raa Stemme og gjorde sin Grimace. „Pas dog Roret eller vi sættes paa Hovedet hver og een!“

„Hr Landshøfdingen er saa ypperlig en Svømmer!“, sagde den unge Mand med et Smiil, „at vi Alle komme levende op igjen“.

Landshøfdingen opvartede med en ny Eed og den sædvanlige Grimace og Baaden landede. Let og graciøs sprang den unge Mand fra Baaden, for at modtage Damerne. Der var noget saa kjækt i hans hele Hold-[n]ing, Ansigtet selv saa ædelt, det mørke Haar krøllede sig over den høie Pande, Smilet om Munden udtrykkede vel lidt formeget Selvfølelse, dog denne mildnedes ved de smukke venlige Øine, et fiint Skjæk krusede sig om Kinden og tydede paa han var en Snees Aar, dog efter Kirkebogen og den var ufeilbarlig var han kun nylig fyldt de 16. Vi ville sige han næsten var idealsk smuk, men tage vi Landshøfding[en] paa Raad med da faae vi en Eed med tilhørende Muskeltræk og han forsikkrer „Næsen slaaer hele Skjønheden ihjel, hvis der er nogen“. „Tusind Djævle om der findes Mage til hans og min Næse, hans til Siden, min iveiret! Der er ikke i hele Sverrige saa gale Næser [som] vore to; infame ere de vel ikke, men stykke, solide stygge, men det gjør intet, har man kun Hjertet paa det rette Sted!“

Hvad Landshøfdingens Næse angik, da ville vi ikke indvende mod hans Ord, derimod finde vi just at den Dreining til Siden, som Gustav Brahes Næse havde gav Ansigtet et originalt Udseende der om det var anderledes vilde vække Spørgsmaalet, om han da var saa eiendommelig smuk.

En Mængde Bønderfolk, alle fattige klædt, flokkede sig om det fornemme Selskab, der nu traadtle] ind i Slottet; et smukt Springvand pladskede midt i den med marmor Fliser belagte Gaard og omgives med aabne Arkader; i disse sad en endnu større Mængde Almuesfolk, der vare komne til Markedet og nu her i de kjøle Gange søgte Hvile; hvilken Pragt frembød ikke ogsaa Trapper og Gange for det uvante Øie; rundt om Statuer og Portrætterne af den Wrange[l]ske og Braheske Slægt, forgyldte Tankesprog paa Latin, fransk og svensk; ja hvad der maaskee endnu var mere end al denne Øienlyst, her udbredte sig en Duft, een for de Hungrige, sandsepirrende Duft fra Kjøkkenet af varme velsmagende Retter, de sætte Phantasien i en langt stærkere Bevægelse end det skjønneste Fata morgana for Øiet vilde have gjort det. Det fornemme Selskab, som passerede forbi bragte stor Bevægelse i disse halvdrømmende Grupper, kun een blev staaende, en lille Dreng fra Dalarne i sin hvide Kofte, de graa Beenklæder og nøgne Fødder, den bredskyggede Hat med en lille rød Lidse om og Qvasten ned i Panden. – Han bar sin spæde Søster paa Ryggen, Barnet var syet ind i et Faare-skind, hvorpaa Ulden endnu sad. Drengens Øine og Tanker vare saa fast henvendte paa en halvaaben Dør der syntes at føre til Kjøkenet, saa han blev ubevægeligt staaende, hvorfor een af Bønderne i sin Opmærksomheds Iver for de fornemme Fremmede stødte ham saa heftig i Siden at han faldt et Par Trin ned af Trappen, og slap med at skade det Organ til Blods, som havde bedaaret de andre Sandser: Næsen. „Vilde Du kanskee heller have havt at jeg skulde have lagt der?“ var Landshøfdingens korte Tiltale til den grædende Dreng, og det fornemme Herskab begav sig ind i Forværelserne. Snart gik Døren til Side og Slottets Eier, af Slægten Brahe modtog dem med en Hjertelighed der stak meget af ved hele Omgivningens store Ceremoniel.

„Det er os en Fest at see saa kjære Venner!“ sagde Brahe, „skjøndt De kommer for at berøve os to umistelige Gjæster“ og han pegede paa en ældre og en yngre Dame, hun var ikke uden Skjønhed, men saae stolt og alvorlig ud det var Baronesse Norvall, som Hr Landshøfdingen vilde afhente til et længere Besøg hos sig paa Upsala Slot. Den yngere var hendes Datter, den femtenaarige Ulla, med de gule Haar, de sjælfulde blaae Øine, hele den yndige Psyche-Skikkelse; en nordisk Freia, der, var hun givet i Marmor, som hun her stod, vilde gjøre sin Mester udødelig, ja som han der formede Medicæernes Venus. Hun hilsede ligesaa stift og ceremonielt, som Moderen, men i Øiet laae et Blik, der bragte til at tænke paa de antikke Statuer man har af Amorer der smile bag den alvorlige Maske de holde for Ansigtet, hendes Øie hæftede sig paa Gustav og hun blev rød som et Blod, i det han kyssede hendes Fru Moder Baronessen paa Haanden, men saae Datteren ind i Øiet. De to Barndomsvenner kunde ikke ret sige hinanden god Dag i den ceremonielle Selskabs Sal; slet intet blev aftalt og dog var ikke en halv Time gaaet, før de begge mødtes i Sideværelset og derpaa Haand i Haand vandrede igjennem de brede, aabne Gange derudenfor.

„Ulla!“ sagde han, „Du er blevet smuk! Det er Sandhed! dog jeg skulde ikke fortælle Dig det! men vi have ikke seet hinanden siden vi vare Børn og legede her. Der hænge endnu alle de gamle Billeder“, han pegede paa de ridderlige Portrætter i Gangen; „de har slet ikke forandret sig.“

„Du siger jeg er blevet smuk!“ gjentog Ulla med et Smiil og stærk Rødmen. „Siig det kun! det hører en ung Pige gjerne!“

„O ja, ret smuk!“ gjentog han med paatagen Ligegyldighed; „jeg mener, ikke hæslig!“

„Og Du er jo blevet lærd!“ sagde Ulla i samme Tone, „er Philosoph, lever i Kants Systemer; jeg er bange vi ikke mere passe for hinanden“.

„Jo, det gjør vi Ulla!“ udbrød han med en Naturlighed, der for-raadte hans varme Følelse; de blev staaende thi uden at tænke derpaa var de med hurtige Skridt gaaet alle Husets fire Etager igjennem og stode i den øverste Arkade, hvor Rustkammeret findes og udenfor hvis Dør staae to gamle Rustninger der bæres af Trædukker. „Husker Du disse?“ udbrød han; „husker Du da vi løste op for Dukkerne og selv krøb inden i, stillede os paa samme Plads og da saa Tante Jutta kom og med sværmerisk Blik beskuede Resterne fra den skjønne Riddertid, vi nikkede til hende, gik et Par Skridt frem! o hvor hun skreg og nær var styrtet ned af alle Trapperne!“

„O, jeg husker det godt!“ sagde Ulla og lo. „Jeg var selv nærved at have faldet bagefter, saa tung laae Rustningen paa mine Skuldere, og kjender Du“, vedblev hun, „Portrættet der, den deilige Ebba Brahe[1], Gustav Adolfs Elskede! vi fandt den berømte Skjønhed saa skrækkelig styg og hun er ikke blevet smukkere Siden! nu seer jeg nok, hun er blevet afmalet, som ældre, men kan hvad der eengang var fuldendt Skjønhed saaledes forandre sig!“

„Nei aldrig!“ sagde Gustav og saae paa Ulla, den deilige svævende Psycke, som tilsmilede ham; paa Billedet af Ebba Brahe spillede ogsaa et Smil om Læberne, et betydningsfuldt Svar paa deres Tale.

„Det gamle Tankesprog deroppe, troede jeg før var Latin!“ sagde Ulla, „det er det jo ikke! nu forstaaer jeg det: gravi pene in Amor si provan molte![2] det er italiensk! det er jo en sørgelig Tirade: Kjærlighed gjør de til et Golgathas Kors at bære!“

„Kjærlighed er kun en fix Idee!“ sagde Gustav, „jeg haaber, jeg altid skal beholde min Fornuft om jeg endogsaa nogle Øieblikke skulde afficeres af den“.

„Jeg troer ogsaa“, sagde Ulla, „at det kun er sygelige Constitutioner, den kan bøie, saa de lide derved!“

„Digterne have stor Skyld!“ sagde Gustav, „de kjæle med smukke Vers for Phantasien og Følelsen, indpoder Giften i de modtagelige Naturer. Philosophien er anderledes sund og velgjørende, den skjærper Tanken, modner Forstanden og styrker Villien. Uden den vilde jeg føle mig ulykkelig her i denne Afkrog af Verden, høit op mod Nordpolen“.

„Men din Navne“, sagde Ulla, „vor sjeldne Gustav den tredie, har nu vi[d]st at drage os ind i det videnskabelige Europa. Italiens Kunstskatte komme til os og Stokholm er blevet et andet Paris!“

„O nævn mig ikke Kongen!“ sagde Gustav, „jeg holder ikke af Efterlignere og han er jo dog ikke andet, en Kopi af Frederik den Store i Preusen, derfor beskytter han Genierne, derfor skriver han Bøger; var det ikke en Konges Værker, da havde han kun tre til fire Læsere, foruden Sætteren og den som læser Correctur!“

„Tal dog ikke saaledes Gustav!“ sagde Ulla og ædel Rødme farvede hendes Kinder. „Sverrigs Konge er en sjelden Aand, som jeg elsker og agter og som Folket maa føle sig stolt ved!“

„Mens han efterligner Preusens Frederik og Frankerigs Ludvig spiller Folket Ugolino[3] og sulter ihjel. En Konge skal ikke være Digter, men beskytte Kunsten og arbeide for sit Folk. Troer Du ikke at Kryberen har tiljublet Nero Bifald for hans Fløitespil og dette har været som Kong Gustavs Digtertallent. Jeg troer ikke jeg vilde modtage en Naade af denne Mand! nei! nei!“

„Jeg er ikke enig med dig!“ sagde Ulla med halvbedrøvet Mine. „Du kjender ikke vor store Konge! En Mand fra Bogen skulde ikke tale saa-ledes om Videnskabernes Beskytter!“

„En Mand fra Bogen!“ gjentog Gustav, „nu saa er jeg det ikke; det er ogsaa Sandhed! jeg lider langt bedre at tumle mig i Verden! O, at jeg kunde hvad jeg vilde! Da gik jeg til Armeen, Sværdet gad jeg løfte; der [er det] ikke Aanden alene der skal udvikles, men ogsaa Armens Kraft; min Formynder, den velbyrdige Landshøfding er for ophøiet til at begribe mig!“

„Ja“, sagde den unge Pige leende, „Du seer mere ud til Kriger, end til Magister og“, tilføiede hun spøgende, „faaer jeg engang Indflydelse da er dit Ønske opfyldt“.

I det samme lød Musik fra Søen; de gik hen til Vinduet. „Kongeflaget!“ raabte Ebba {o: Ulla]; „Kong Gustav kommer. Seer Du ham, o hvor smuk og kraftig han er! De er seilet herhid fra Drot-ningholm, Grev Creutz,[4] Gyllenborg,[5] Tessin[6] og Oxenstjerna[7] ere med. De lande her! Kongen er vor Gjæst!“ og hurtig med blussende Kinder forlod hun Barndomsvennen. „Kongen!“ gjentog han høit og uvillig, kastede sig derpaa i en Stol og stirrede hen for sig. Hele Slottet var i Bevægelse ved den høie Gjæsts Ankomst, der endnu i denne Aften vilde begive sig til Upsala. Ullas Barndoms Ven Gustaf begav sig ikke ned i Salen, men ud i den fri Luft, han var vred og kunde dersom han skulde give sig nogen antagelig Grund derfor, ingen finde. Ved Kongens Ankomst var alle Bønderne viist bort af Arkaderne; men udenfor Slottet stode de i store Hobe og stirrede op mod Vinduerne; een af de forreste var Drengen fra Dalarne med sin lille Søster paa Ryggen. Gustav Brahe gik gjennem Haven hen til Bakken hvor tæt ved Kirken, Telte og Bode[r] var opslaaede. Et Par Dalarpiger i deres smukke broget Dragt, Haaret i Fletninger opunder Huen dandsede til en Violin, som en blind Gubbe spillede; paa en høi Stang vaiede en Fane hvori var afbildet en Tiger, et saadant Dyr var her at see. Gustav gik flere Gange forbi uden Tanke om at gaae her ind; men nu viiste sig ikke langt fra ham vaiende Fjer og pyntede Damer, Kongen spadserede over Pladsen; Ulla var ham nærmest og blev hædret ved hans særdeles Opmærksomhed. Lands-høfdingens Ansigt der ellers mod underordnede og Jevnlige udtrykte Raahed og haarde Træk, var som opløst i et Smiil, Ryggen viiste en Smidighed, man ikke skulde vente i denne Alder; Grev Oxenstjerna, bekjendt ved sit Hang til Satire, hvori han ikke selv skaanede Kongen, førte den fortræffelige Tante Jutta, der var i en Glædesruus, saa hun ikke kunde sige et sammenhængende Ord, hun loe høit, medens de funklende [Øine] bestandig søgte Kongen, hendes Ideal for aandelig, legemlig Skjønhed. Gustav Brahe dreiede hurtig til Siden og kjøbte sig Adgang til at see Tigeren. Et Plankeværk omsluttede det rummelige Buur hvori det smukke vilde Dyr stod, det havde lagt sig ned og strakte Hovedet mellem Forbenene, den lod sig ikke forstyrre af den Indtrædende. Det varede kun nogle Øieblikke, en Skare nye Tilskuere traadte ind, hele Selskabet fra Skokloster med Kongen i Spidsen. De lo og spøgte, Gustav Brahe traadte op til Brædevæggen, bøiende sig dybt, da Ulla i det samme nævnede hans Navn og præsenterede ham for Kongen. „Det er min Fætter, Gustav Brahe! Student fra Upsala!“ Kongen saae med Vel-villie paa den smukke unge Mand, der i dette Øieblik med et mørkt, alvorlig Blik bøiede sig for Kongen.

„Minerva har vi[d]st med Dem at værve sig en Antinonus[8] under sin Fane“, sagde Kongen. Lehnshøfdingen bukkede næsten lige til Jorden, som om han kunde have Part i Complimenten. Gustav Brahe fandt den derimod fad og dog spillede der et Slags forbindtligt Smiil om Læberne. Ulla var imidlertid traadt tæt hen til Buret, Tiggeren laae saa rolig og saae paa hende med et rolig Blik, hun lagde sin Haand paa dens Hoved, strøg den sagte og Dyret syntes at finde Fornøielse deri, den strøg med sin Pote hen over Hansken der gik hende op paa Armen, i det den berørte den øverste Søm, som ikke fast sluttede til Armen, skjød den med en Slags Forundring Hanskeskindet frem og tilbage, lagde sin anden Klo fast om hendes høire Haand. – „For Himlens Skyld Frøken!“ sagde Foreviseren, „staae rolig, der [er] aldeles ingen Fare, men tag ikke Haanden tilbage, Dyret holder ellers fast og river Haanden af!“ Der blev en øieblikkelig Taushed, ingen rørte sig af Stedet, Ulla stod uforandret, hendes Øie hvilede paa Tiggeren, der ganske sagte krængede Hansken meer og meer ned over Haanden, men her holdt den fastere. Der var Tid nok til med et dræbende Skud at skille Dyret ved Livet, men det vilde i Dødskampen have knust den høire Haand. Endelig slap den og beholdt Hansken; Ulla gik et Skridt tilbage men blev i det samme dødbleg, vaklede, Kongen greb hende i sine Arme, hun smilede og Taarerne strømmede ned over hendes Kinder. „Jeg feiler slet intet!“ sagde hun. Han som viiste Tigeren frem havde kastet sig paa Knæ foran, hun klappede ham paa Skulderen: „Stakkels Mand! Det var jo min egen Skyld! og her er ingen Ulykke skeed. Det gode, venlige Dyr.“ Tante Jutta laae besvimet. Baronessen, Ullas Moder, traadte nu nærmere, da Kongen i det samme greb Ullas Haand, der skjælvede, han trykkede den til sine Læber og i Moderens stolte Ansigt lyste en Glæde der forjog hver ængstelig Sky. Hele Selskabet begav sig derfra. Gustav Brahe fulgte langsomt efter, den lille Dreng fra Dalarne stod endnu paa samme Sted, Gustav tog et Par Skillinger af sin Lomme; „gaae at faae noget at spise“, sagde han, „det er fra den smukke Frøken Du faaer det!“ og hurtig var Gustav paa Slottet hvor Taffelet ventede.

Om Aftenen i et deilig klart Maanskin drog Markedsgjæsterne bort, de fattige Bønder til Fods ind gjennem Skoven, eller over de øde Markstrækninger til det usle Hjem opslaaet af Tømmer eller reist af Græstørv, Armodens smudsige Hjem for at nyde en større Velsignelse end Dagens Glæde havde været, den at sove, kom kun ikke Drømmene som onde Nisser og gjentog Elendigheden, som hver Dag frembød. Paa Mælaren seilede fire prægtige Baade, [der] var tændt et Blus paa hver Side paa fremspringende Jernrister og der var Musik, den lød forunderlig deilig i den stille Aften. Den næste Baad bar Kongeflaget og her sad Kong Gustav, Ulla og hendes Moder havde Plads paa Hyndet lige for. Landshøfdingen med sit Selskab, fulgte nærmest efter, Gustav Brahe sad ved Roret og stirrede paa Kjølvandet hvori Maanlyset spillede. Under en klodset, høit liggende Bro glede Baadene fra Mælaren ind i Fyrisaae, de høie Siv neiede ved Bevægelsen i Vandet, Vildænderne fløi forskrækket op og til høiere hvor de lave Græsgange strakte sig hen til Granskovene stod Grupper af Heste, der ved Musikken og de stærke Aareslag sprang op fra deres sovende Stilling, dreiende forundrede Hovedet mod Bredden og da een Hest jog afsted ind i Skoven fulgte den hele Flok, som vilde Heste paa Savannerne. Alt viiste sig Vaxala-kirketaarn og Danmarks Kirken,[9] snart var de ved Maalet for denne smukke Sommernats Drøm, med Maanlys og Toner, Gustav Brahe maatte synge, fra Kongen selv kom Opfordringen, men hvorfor havde Ulla talt om hans Stemme; han san[g] Nykkens Leeg,[10] en gribende Veemod laae der i Melodien og Foredraget, det var som om Nykken selv, den der bygger i hvert Hjerte dykkede op i Tonernes Skikkelse, og Vand-lillierne dykkede dybere ned under Vandet. – Med eet laae paa Bakken den stolte Slotsbygning med sine bekuplede runde Taarne for dem og lavere nede den stolte Domkirke, Byen selv med sine Træ og Jordhuse svandt hen som en Jordvold om denne Kjæmpe. — Det hele Skue havde noget imponerende.

En Sti snoede sig fra Aaen op til Slottet, og her hen vandrede det hele Selskab til Aftensmaaltid og Hvile.“

Efterskrift

„I vor Tid bruges kun en halv Dag for med Dampskibet at reise fra Stockholm til Upsala; en Fart der minder baade om en Flodseilads og en Reise paa store Indsøer; altid indesluttet mellem skovbegroede Klipper, synes Veien hvert Minut spærret, en lodret Klippe lukker Udsigten, men i det man nærmer sig denne sees en snever Flodvei, man styrer herom og en ganske ny Omgivning viser sig; andre Fjelde, med Landsteder, eensomme Møller eller rødmalede Træhuse der stikke livlig af mod de sorte Graner, med eet viser sig foran paa den flade Skovkyst et stort Slot med hvide Mure, utallige Vinduer og et høit Taarn i hvert Hjørne. Det er Skokloster der er ombygget til Slot af den i 30 Aars Krigen bekjendte Wrangel; et Bøsseskud herfra paa Bakken ligger Kirken hvor den Tid vor Fortælling begynder Markedet holdes.“

Således står der i et overstreget afsnit straks på manuskriptets første side.

I sommeren 1837 havde Andersen for første gang besøgt Sverige. Han fortæller i MLE (Topsøe-Jensens udg. I 207), at denne rejse blev „een af mine gladeste“. Med kanalbåden tog han fra Göteborg til Stockholm og gjorde herfra if. dagbogen en afstikker til Upsala og Sigtuna. Derimod står der ikke i selvbiografien noget om, at han også aflagde et besøg ved det gamle wrangelske slot Skokloster. Herom kan man imidlertid læse i hans dagbog 6/7 1837. I uddrag lyder stedet således:

„kom en Time for tidlig paa Dampskibet … Schröder [Upsala-Bibliotekaren Johan Henric S.] gav historiske Oplysninger om Egnen, vi seilede ned af Fyrisaaen, saae Waxsala Kirketaarn og Danmarks Kirke. Thor er et godt Skib … De toge Vand ved Skokloster og vi steeg i Land, den gamle Wrangel har bygget det lille, Sønnen det store Slot. Man kom ind i en Portikus med Portrætter af Herman Wrangel [ca. 1587-1643, Feltmarskal] og alle hans Chefer i 30dive Aars-Krigen … her stode to Harnisker udenfor, med Dukker i. Gik rundt om Kirken … Mælaren har 1500 Holme. Her var saa stille, Vandet var graagrønt, Skoven sortblaae. I Nærheden af Stokholm kom vi forbi Vertshuset Hessingen, besjunget af Bellmann. Prægtig Vue af Stockholm“.

Hele sceneriet er altså, som man kunde vente, ikke noget han har læst om i bøger, men skyldes selvsyn og bygger på meget intense iagttagelser, især af pittoreske detailler som de to harnisker, der var anbragt på dukker, eller skildringen af Dalarnas nationaldragt, om hvilken det i dagbogen (2/7) hedder:

„Dalakuller have en Sort svære Sko med Træbund, klodsede og store, røde Strømper, der sidde, som om det var Buxer. Hvide Særkeærmer, eller en ulden Trøie med Ulden ind ad, Strømpehælen grøn“.

Det har også sin rigtighed med de forgyldte tankesprog, affattet på flere sprog, og hvad „Rustkammeret“ angår, er Skoklosters største attraktion den dag i dag en berømt våben-samling. De historiske oplysninger skyldes if. dagbogen J. H. Schröder. Scenen er henlagt til Gustaf III’s tid. Om ham var Andersen blevet mindet ved et besøg på Haga Slot, hvorom dagbogen (7/7) meddeler med tilføjelsen: „her levede Gustav III lystig med sine Skjønaander“. Nogle af de navne, der figurerer, bæres af historiske personer. Kongen er selv en af aktørerne, og vi føres ind i den altid standende debat om, hvorvidt han var en stor personlighed eller blot og bart en skønånd. Det følge, som digteren medgiver ham, rummer nogle af tidens betydeligste svenske kulturpersonligheder: Digtere som Creutz, Gyllenborg, Oxenstierna og en stor statsmand som Carl Gustaf Tessin. Historisk korrekt er ligeledes, at Skokloster efter at være blevet bygget af medlemmer af slægten Wrangel var gået over på Brahe’rnes hænder. Derimod har der aldrig eksisteret en friherrelig slægt Norwall; Navnet har Andersen grebet, fordi han – som det ses af dagbogen 6/7 – netop havde truffet en mand af dette navn. Hovedfigurerne – det unge par og deres slægtninge – er frit opdigtede.

Hvad Andersen har haft for en plan med udarbejdelsen af denne scene, bliver klart, når man læser, hvad han i et brev af 5/1 1838 skriver til Ingemann:

„Jeg har lagt min Tragoedie hen og begyndt paa en ny Roman; jeg kunde ikke Andet. Scenen er ved Trollhättan, i Stockholm og Upsala; Helten skal denne Gang blive munter, livsglad, kraftig; – men Ulykke maa han have; det er nu min Fornøielse“ (B & B I 401).

Til udgiveren af en „Folkekalender“ F. C. Olsen skriver han 23/9 1839:

„Foruden disse [12 Digte til hver af Aarets Maaneder] .. vil jeg forpligte mig til at levere et Eventyr og et Par andre smaa Stykker, samt, naar man udtrykkelig ønsker det, maaskee ogsaa en lille Novelle, da jeg har Ideen til en saadan, Scenen bliver i Sverrig, og jeg vil see at give nogle Billeder af dette Lands Natur, ligesom jeg i Improvisatoren har givet Italiens og i O.T. og Spillemanden Danmarks“ (BJC III 61).

Der kan altså ikke være tvivl om, at det oprindelig har været Andersens ønske at udnytte sine indtryk fra Sverigesrejsen 1837 til en roman, men efterhånden skrumper planen ind til en novelle, og til syvende og sidst henlægges ideen, hvorom det ovenfor aftrykte er det eneste minde. Fra 1837, da „Kun en Spillemand“ udkom, til 1848 („De to Baronesser“) tog han sig en længere pause i romanforfatteriet.

Hvorledes det påtænkte arbejde skulde være udført, er det naturligvis umuligt at gisne om på et så spinkelt grundlag. Det er vel rimeligt at tænke sig, at den i brevet til Ingemann nævnte helt, der skal være „munter, livsglad, kraftig“, er identisk med studenten Gustav Brahe, og at der skulde udspilles en kærlighedshandling mellem ham og den unge pige Ulla; eftersom han skal „have Ulykke“, må det formodes, at deres forening ikke vilde være blevet let at gennemføre, men herudover er det næppe tilrådeligt at digte videre på Andersens sujet. Hvorvidt der har været tiltænkt den store „tjusarekonung“ en vigtigere rolle – som deus ex machina? – er det ørkesløst at gætte på. Ligeså-vel som med stoffet må man i betragtning af, at det drejer sig om et første udkast, være forsigtig i bedømmelsen af udførelsen. Vi genkender Andersens malende evne, både hvor det gælder landskabsbilledet og figurerne. Så godt som alle personer har deres særskilte kendemærke: den grimacerende og bandende landshøvding, den snobbede Tante Jutta, den satiriske Oxenstierna, det elskende unge par, der al deres kærlighed til trods let kommer i affekt og mundhugges – pigen viser dumdristig uforsigtighed over for tigeren, den unge mand er udstyret med ungdommelig selvsikkerhed og tydeligt nok fortrydelig over at måtte hellige sig bogen og ikke sværdet. Skønt vi fortrinsvis bevæger os i fornemt selskab, fornægter Andersens sympati for det jævne folk sig ikke. Omkring konge og adelige som hovedpersoner er som statister anbragt en gruppe af fattige bønder, markedsgæster, der om aftenen drager til deres „usle Hjem“, for at minde os om, at ikke alt her i verden er, som det bør være. For denne underklasse er den stakkels lille Dalar-dreng med sin søster indsyet i en skindpose på hans ryg hovedrepræsentanten. De få henkastede træk, hvormed den lille fyr er tegnet, er en typisk prøve på Andersens skildreevne.

Det blev ikke i romanens form, Andersen kom til at omsætte sine indtryk af Sverige. I 1849 følte han trang til at genopleve dette lands poetiske natur og folkeliv, og af dette fornyede besøg, der førte ham helt op til Dalarna, opstod 1851 den fortryllende rejseskildring „I Sverrig“. Der er derfor formodentlig ingen grund til at beklage, at han opgav sin historiske roman og i stedet skænkede os en poetisk fortolkning af sin samtids Sverige, som det afspejlede sig i hans følsomme digtersind, et arbejde, som han selv betragtede som sin „vistnok meest gjennemarbeidede Bog“.

 

Noter

Jeg skylder bibliotekar dr. phil. Tue Gad og overbibliotekar dr. phil. H. Topsøe-Jensen megen tak for hjælp under udarbejdelsen.

  1. ^ (1596-1674), datter af rigsdrosten Magnus Brahe, hoffrøken, senere gift med rigsmarsken Jakob de la Gardie.
  2. ^ I kærlighed må man prøve mange tunge smerter.
  3. ^ Welferen Ugolino della Gherardesca (ca. 1220-89) opkastede sig til enehersker i Pisa, men blev af den ghibellinske biskop Ruggiero Ubaldini sammen med sine to sønner fængslet i et tårn og overgivet til sultedøden. Dante har skildret denne begivenhed i „Divina commedia“, og i det 18. årh. har tyskeren H. W. Gerstenberg skrevet et drama „Ugolino“.
  4. ^ Diplomaten Filip Creutz (1731-85), især kendt som digter af hyrdeeposet „Atis och Camilla“.
  5. ^ Digteren Gustaf Fredrik Gyllenborg (1731-1808).
  6. ^ Statsmanden Carl Gustaf Tessin (1695-1770).
  7. ^ Digteren Johan Gabriel Oxenstierna (1750-1818).
  8. ^ Antinous, en billedskøn ung mand fra Lilleasien, Kejser Hadrians yndling.
  9. ^ Sogn i Upland.
  10. ^ Nøkken; der sigtes til den gamle folkemelodi „Näckens polska“.

 

©