Et latinsk hyldestdigt til H.C. Andersen

Jeg har i min bog »H.C. Andersen og England« (1954) omtalt de mange hædersbevisninger der blev H.C. Andersen til del, da han i sommeren 1847 for første gang besøgte England og Skotland.

Professor Eric Jacobsen har imidlertid henledt min opmærksomhed på en anden hyldest til Andersen; den stammer også fra sommeren 1847, men er forholdsvis ukendt, da det drejer sig om et vers på latin, som den engelske digter Walter Savage Landor indlemmede i en samling latinske digte, som udkom på Edward Moxons forlag i London i sommeren 1847. Digtsamlingen havde titlen »Poemata et Inscriptiones«, og digtet til H.C. Andersen, som afsluttede den gruppe digte der havde fællesbetegnelsen »lambi«, havde overskriften »De Andersenis Itinere« (om Andersens Rejser).
Jeg citerer digtet i sin helhed:

Jam lineis in hos iambos inditis
Virgata quæque pagina est,
Tamen morari prelum agentes obsecro,
Ut ingeni clari viro,
Qui me cubantem tres dies gravedine
Refecit optimo libro,
Servent honoris gratiâ paulum loci
(Quanquam situ sit ultimo)
Anderseni, per Italos et Atticos
Viam secuto floream.
Hunc gloriatur Chersonesus Cimbrica
Tulisse Eoæ Palladi:
At queritur (omnes inclyti id queri solent
Ubi extitêre literæ)
Ei invidere cæteros scribentium,
Ei invidere et obloqui.
Sed fama crescit firmior sub æmuli,
Sub rustici gramen, fimo.
Valere te jubeo, poetarum decus,
Qui laudibus tollis tuos.
Parûm valere me videbis, carmine,
Si carmen est quod porrigo,
Nam versus ipse monstrat ut vix alterum
Adhuc traho et pono pedem.

Digtet gengives her i en råoversættelse til dansk prosa:

Allerede er enhver side indstreget med linjer,
som er anbragt til disse jamber.
Dog beder jeg dem der fører pressen [dvs. bogtrykkerne]
om at tøve,
for at de til den mand af herlig begavelse,
som med en ypperlig bog forfriskede mig,
der tre dage lå i sengen med snue,
kan reservere en lille æresplads
(omend til allersidst)
for Andersen, som fulgte en blomstrende vej
gennem Italien og Grækenland.
Den cimbriske Chersonesus [dvs. den jyske halvø]
brøster sig af at have frembragt denne
til Østens Pallas.
Men han klager over (det plejer alle berømtheder
at beklage sig over, hvor der findes litteratur),
at de andre skribenter misunder ham,
misunder og bagtaler ham.
Men dit ry vokser sig kraftigere
ved det møg dine rivaler kaster på dig,
ligesom græsset vokser sig kraftigere
ved det møg som bonden kaster på det.
Jeg ønsker at det må gå dig vel,
du digteres pryd,
som ved dit ry gør dine landsmænd berømte.
Du vil se, at jeg ikke har det særlig godt,
det kan du se af mit digt, hvis det da er et digt,
som jeg rækker dig.
For selve verset viser,
hvorledes jeg næppe kan slæbe den ene fod med
og træde på den.

Landors latinske digt er i jambiske trimetre, vekslende med dimetre, deraf den afsluttende vits: hvert andet skridt bliver besværligt. Versemålet er det som Horats anvender i de fleste af sine Epoder.

Den bog af H.C. Andersen der havde begejstret Landor så meget at han i sidste øjeblik, inden de latinske digte gik i trykken, tilføjede det jambiske vers om Andersen, må være »En Digters Bazar«, som i 1846 var udkommet i engelsk oversættelse ved Charles Beckwith i tre bind under titlen »A Poet’s Bazaar«. Teoretisk kunne Landor også have læst Mary Howitts oversættelse af »Improvisatoren«, der som det første af H.C. Andersens værker var udkommet i 1845 under titlen »The Improvisatore, or Life in Italy«, og af »Kun en Spillemand« og »O.T.«, som også udkom i 1845 i to bind under fællestitlen »Only a Fiddler! and O.T., or Life in Denmark«. Men omtalen af den »ypperlige bog«, som forfriskede den engelske digter under hans sygeleje, kan kun være rejsebogen »A Poet’s Bazaar«, fordi Landor i digtet skriver, at Andersen »fulgte en blomstrende vej gennem Italien og Grækenland«.

Walter Savage Landor (1775-1864) var en særdeles temperamentsfuld og excentrisk engelsk forfatter, der ofte lå i strid med sine medmennesker – og i særdeleshed med sine digterkolleger. Han havde fået sit gennembrud med det lange fortællende digt »Gebir« (1798), som førte til et venskab med digteren Robert Southey, men som i øvrigt ikke vakte større opmærksomhed. Livet igennem skrev han prosaværker og digte, heriblandt adskillige versificerede dramaer. Hans kendteste prosaværk har titlen »Imaginary Conversations of Literary Men and Statesmen« (1824-29), berømt især for den måde, hvorpå han varierede sproget stilistisk. Men skønt Landor blev rost og beundret af adskillige samtidige digtere, deriblandt navnlig Words-worth, er han i dag stort set glemt.

Landor interesserede sig meget for de klassiske sprog. Allerede som elev i den berømte Public School Rugby udmærkede han sig ved at skrive græske og latinske digte, og det samme skete mens han studerede ved Trinity College i Oxford, hvorfra han dog blev bortvist som »gal jacobiner«. Han var i mange år (1815-35) bosat i udlandet, det meste af tiden i Firenze.

John Forster (som også var Dickens’ biograf) udgav efter Landors død en bog i to bind, »Walther Savage Landor. A Biography« (1869). Heri skriver han om Landors latinske vers i samlingen »Poemata et Inscriptiones«, hvori verset om H.C. Andersen forekommer: »Hvor skarpe epigrammerne rettet mod udenlandske så vel som hjemlige herskere og statsmænd end var, kan man have sine tvivl, om nogen lagde mærke til dem, bortset fra enkelte lærde forskere«.

»Poemata et Inscriptiones« udkom i juli 1847, altså kort tid efter at Andersen i slutningen af juni var ankommet til London, men der foreligger ikke noget om, at Landor vidste besked med Andersens ophold i England. Det er dog værd at bemærke, at skønt de to mænd aldrig mødtes, var Landor (uden at han dog selv anede det) indirekte skyld i, at Andersen ikke traf Sir Edward Bulwer Lytton, hvis romaner han havde været meget optaget af at læse i dansk oversættelse, og hvem han havde håbet at møde under besøget i London.

Det skal her indskydes, at Landor stod på en ganske god fod med Dickens og sammen med ham undertiden blev inviteret til den berømte Lady Blessingtons litterære salon i »Gore House« i Kensington.

Den 6. juli 1847 besøgte Andersen for første gang Lady Blessington, og i dagbogen for denne dato skrev han: »Blev indbudt til Fredag otte Dage sammen med Bulver«. Middagen hos Lady Blessington, hvor Andersen havde håbet at træffe Bulwer, fandt sted den 16. juli, og det var ved denne lejlighed Andersen og Dickens første gang mødtes. Bulwer kom dog ikke, hvad der blev forklaret med, at han var optaget af valgkampen. Men i sin bog »Landor. A Replevin« (London 1958, side 331) skriver Malcolm Elwin: »In 1847 Bulwer annoyed Lady Blessington by absenting himself from a party in honour of Hans Andersen because he always ‘staid away from Gore House when he thought Landor would be there’.«

Selv har H.C. Andersen næppe anet noget om det latinske vers, som Walter Savage Landor hyldede ham med i 1847.

©