Et »lidet seyerwerck« fra 1562

Om Odenses ældste bevarede standur, der har tilhørt prioren i Sankt Knuds Kloster Christian Poulsen.

Det eneste interiør fra det 16de århundredes Danmark, der virkeligt står levende for mit blik, den stue, som den sidste katolske prior til Sct. Knuds Kloster i Odense, Christern Poulsen, beskriver i sit testamente af tredie juledag 1574. To år før havde han opgivet sin krævende post som prior, eller efter reformationen snarere som Kongens lensmand for klosteret, og kun otte måneder senere døde han.[1] Da testamentet blev trykt i 1746, kom udgiveren nærmest med en undskyldning, fordi han som afslutning på et uddrag af priorens brevbog bragte dette i hans øjne ikke særligt mærkværdige dokument. Og dog giver det os på een gang et levende billede af en gennemhæderlig og nøjagtig, forhenværende embedsmand, der ikke roligt kan lukke sine øjne, uden at han ved at enhver får, hvad der tilkommer ham, og samtidig fornemmer vi det fordum aktive menneske, der nu værkbruden på grund af alder er fængslet til sin stue og får tiden til at gå med en nøjagtig opregning af sine møbler og deres placering i rummet, en på sin vis ligeså gribende beskrivelse som den Eleonora Christine giver af sit fængsel i Blåtårn. Samtidig kommer den gamle mand med en undskyldning, fordi han ikke efterlader sig mere, skønt han har haft det store embede fra 1529 til 1572, en tanke der er naturlig på en tid, der ikke kendte til pensionering af embedsmænd og „hvo der giver, til han tigger, han skal slås, til han ligger“.[2]

Normalt kan vi ikke vente idag at have de ting, som vi træffer i det 16de århundredes inventarier og testamenter, men priorens tre mindegaver har haft deres egen skæbne. At den natstol med kobberkedel, som han gav mester Niels Jespersen, biskop over Fyns stift, til udpræget personlig brug, er forsvundet, kunne vi kun vente. Men som fideikommis for de kommende fynske bisper giver han ham sit eneste stykke sølvtøj, en kande på 54 lod, og den har man respekteret i så høj grad, at dr. theol. Niels Hansen Bang, biskop 1663-76, har ladet den erstatte på egen bekostning af en ny med en lang mindeindskrift, da den oprindelige på hans tid blev bortstjålet.[3] Den fandtes endnu 1746 i bispegården, men jeg ved ikke, om biskoppen stadig drikker sit øl af priorens kande. Derimod står hans tredie mindegave i dag i Møntergården, „Item et lidet seyerwerck, som stod mig XXII (hul i teksten) och thet haffuer ieg giffuet then gode mand Niels Kaas cantzeler“. Kongens kansler Niels Kaas blev 1573 eller 74[4] Christern Poulsens anden efterfølger som lensmand til Sct. Knuds Kloster og har sikkert vist sig elskværdig overfor forgængeren, som blev boende der; men hvor uret har været henne efter den ugifte kanslers død 1594, og til jeg i efteråret 1963 traf det hos en dansk antikvitetshandler, ved jeg ikke, og det bliver næppe oplyst. Efter sigende kom det sidst fra Skåne, og derhen kan det let være bragt ved arv indenfor de gamle danske adelsslægter. At det er det ur, der nævnes i testamentet fra 1574 er der ingen tvivl om; det siger selv, at det tilhører „CHRISTERN POELSEN PRIER TIL SANCTE KNVDS KLOSTER“ og det har en romertalsdatering, der efter udsagn af landsarkivaren i Odense kun kan læses som 1562.

Fig. 1. Fjederdrevet stueur i kasse af forgyldt metal, efter indskriften lavet for prioren til Sct. Knuds Kloster i Odense, Christern Poulsen, 1562, set forfra. Optrækshullet er sikkert sekundært udvidet. Skiven med den seksoddede stjerne har rimeligvis tjent til indstilling af et vækkerværk. Usigneret, men muligvis udført af Mads Seygermester i Odense. Tilhører Odense Bys Museer.

Det er et kvadratisk 18,3 cm højt bordur med fjedertræk, et „Türm-uhrchen“ i forgyldt metalkasse, messingplader med kobberlister (fig. 1), en normal renæssancetype hvoraf vi kender mindst 5 sikre danske eksemplarer signeret af Frederik Ils hofurmager Steffen Brenner mellem 1556 og 1598.[5] Det kommer nærmest Eline Gøyes ur fra 1557, nu i Århus. Som på disse ure af Brenner har det forneden en bred karnisprofileret base, derover en sokkel, hvori ejerbetegnelsen er graveret rundløbende, så en smal profilliste og hovedfeltet. I dette er på forsiden anbragt en profileret timekrans med tallene I-XII og supplerende tallene, små knopper langs randen. Inden i kransen sidder en, nu fastnittet, skive med graveret, seksoddet stjerne med flammer mellem spidserne og en lille rektangulær åbning, hvor man har kunnet se et eller andet tegn, når skiven drejedes. Nu er der intet at se og muligt har den mistet sit oprindelige underlag. I sviklerne om timekransen ses f.o. Sol og Måne, f.n. et par blæsende puttihoveder. Under dette læses dateringen ANNO DOMINI (med vendte N-er) M D L xij. Timeviseren er af stål, pileformet og sikkert den oprindelige. På kassens tre andre sider er graveret ensartede renæssancekartoucher, dog med varierende staffagedyr på toppen. I kartoucherne på højre- og venstresiden (fig. 2-3) ses henholdsvis „Adam fristes af Eva“ og „Kristus med Sejrsfanen triumferende over Døden“. Georg Garde har i sin bog: Danske Silkebroderede Lærredsduge, en grundig gennemgang af de grafiske forbilleder, man anvendte i danske, professionelle ateliers under 1500- og 1600tallet. Ud fra hans materiale ser man, at Kristusfiguren på uret svarer nøje til Kristusfiguren på et opstandelsesbillede, han gengiver s. 345 f.o.t.h. Efter hans oplysning s. 237 hører det til en serie tyske træsnit dateret 1544 og er efter det år anvendt flere gange også i den danske, opbyggelige litteratur. Urets gravering af „Adam fristes af Eva“ har noget mærkeligt ubehjælpsomt i tegningen af Adams højre ben og Evas højre arm og bryst. Jeg har da heller ikke kunnet finde noget nøjagtigt forlæg for det, og det skyldes muligvis, at kunstneren har måttet omsætte et forlæg i tværformat til urets højdeformat. Der er en del der tyder på at hans forlæg går tilbage til Bernard Salomons bibelillustrationer se Garde s. 231. Fristelsesbilledet, som ikke gengives af Garde, men kan ses i Det kongelige Biblioteks eksemplar af „La Sainte Bible“ Jean de Tournes, Lyon 1557, er i tværformat og på det sidder Adam ned, mens Evas skikkelse vises i skarp profil, hjorten, der på uret ses mellem dem, er på træsnittet anbragt yderst t.v.[6] Da Bernard Salomons billeder efterlignedes af de tyske kunstnere, kunne vi muligvis også her finde et mellemled mellem det og billedet på uret. Jeg har ikke villet tage mig tid til en sådan undersøgelse, det vigtigste må være at urets kunstner tydeligt har anvendt forlæg, som Garde også har påvist hos de danske værksteder, der påtegnede broderierne for den danske højere stand på den tid.

Fig. 2. Uret set fra dets venstre side. Fristelsesscenen går muligt tilbage til et forlæg, der grunder sig på et træsnit af Bernard Salomon, 1554.
Fig. 3. Uret set fra dets højre side. Forlægget for Kristus med Sejrsfanen er en tysk træsnitserie fra 1544.

I bagsidens kartouche er graveret et billede af en gejstlig mand fra midten af det 16de århundrede i knækort kappe med lange ærmehuller, baret og komulesko; det må være prioren selv, der ligesom Eline Gøye er afbildet på sit ur (fig. 4). Jeg skal ikke komme nærmere ind på priorens ikonografi, der i nær fremtid vil blive behandlet et andet sted, men blot fremhæve, at kongen i et brev af 1538 gav ordre til, at klosterets munke skulle lade håret vokse og opgive kronragningen, og at det lader til, at bispen i Odense Jørgen Sadolin har presset på for at få dem til at opgive ordensdragten.[7] Som den loyale mand Christern Poulsen var, har han pareret ordre og er kommet til at se mere verdslig ud end sin lidelsesfælle, den sidste abbed for Skovkloster Christoffer Hansen, der på sin gravsten fra 1559 er afbildet om ikke i kutte så dog i en fodsid kjortel.[8] Christern Poulsen lod 17 år efter at han i 1529 var blevet valgt til prior, hugge en gravsten til sin grav i Sct. Knuds kirke „i den brede Gang imod Fruentimmerstolene“, men den blev udslebet i 1753 og anvendt til trappesten.[9] Vi kender den kun fra et kobberstik, som Jacob Bircherod eller hans fader lod lave i det 18de århundredes begyndelse, og som er aftrykt i Danske Magazin.[10] Det er et ringe billede og højst sandsynligt har stenen været udslidt, da den blev tegnet, så jeg vil på trods af ulighederne med urets portræt antage, at de går tilbage til samme forlæg. At kobberstikket afbilder ham i en kappe med ærmer, kan netop meget vel skyldes, at stenen har været slidt (fig. 5).

Fig. 4. Uret set fra bagsiden. Pendulet senere tilføjet og optrækshullet udvidet. Figuren er et portræt af ejeren Christern Poulsen, se fig. 5.

Foroven har urkassen en profilliste, og den plane overplade har i de fire hjørner små sekskantede, profilerede spir, i midten sidder klokken fastholdt på en skjult bøjle af et femte spir, der tydeligt er fornyet. Bagsidens øvre profilliste har en sekundær gennemskæring for at give plads til pendulet.

Fig. 5. Bircherods kobberstik efter prior Christern Poulsens forsvundne gravsten i Odense Sct. Knuds kirke, sml. med urets bagside fig. 4. Da kobberstikket er meget primitivt og stenen formodentlig har været udslidt, kan de to billeder godt gå tilbage til samme forlæg.
Fig. 6. Værket i Eline Gøyes ur, signeret af Steffen Brenner 1557, set fra siden. Rekonstrueret til sin oprindelige form efter Brenner-uret fra 1576 på Rosenborg. Bemærk snekketrækket og fjederhusene, der ligger under selve rammeværket sml. med fig. 7.

I det ydre ligner uret som sagt Brenners fem ure, og det åbnes på samme måde ved, at man trækker værket med påsiddende top og skive op af foderalet (fig. 6-7). Værket har også som Brenners fra begyndelsen været bygget udelukkende af jern, og det holder sig som hans ure til den normale konstruktion for lod- og fjederdrevne stueure fra det 15de århundrede til slutningen af det 17de århundrede: Mellem to vandrette, kvadratiske plader, der sammenholdes af fastskruede piller i de fire hjørner, er der ved tappe og kilestifter fastgjort tre strimler jern parallelt med skiven, og disse bærer akslerne til værket, i det forreste mellemrum gangværket og i det bageste slagværket. Men her hører også ligheden med Brenner og hans tyske forbilleder op. At værket er ombygget ved brug af messinghjul til spindelpendulur, betyder ikke så meget, det er sket med de fleste af disse værker. Det betyder heller ikke så meget, at det er simplere arbejde end Brenners, og at det i stedet for hans fint profilerede piller i hjørnerne kun har simple firsidede støtter. Af større betydning er, at dette ur uligt de fleste andre fjederdrevne renæssancebordure, som jeg har kunnet skaffe mig underretning om, herunder de to af Nationalmuseets II afd. renæssancebordure, som konservator Brorson Christensen har været så elskværdig at undersøge for mig, ikke er forsynet med nogen form for udligning af de primitive fjedres uegale trækkraft.[11] Historikere er nogle sære snegle, de kan føre hede diskussioner om en eller anden skreven kildes værdi, men når de udstiller eller publicerer et ur, falder det dem sjældent ind, at værkets konstruktion har nok så megen betydning som kassens dekoration; det er noget der gør hele denne undersøgelse mere besværlig. Imidlertid: på de tre af Brenners jævnaldrende ure såvelsom på de tyske ure, der har tjent ham til forbillede, herunder et ur fra ca. 1500 eller før, med gotiske detailler i Germanisches Museum,[12] er fjedrene anbragt i cylindriske fjederhuse under selve værket. Derfra overføres kraften ved en tarmsnor til en snekke inde i selve værket, således at når fjedrens trækkraft formindskes, fordi den vinder sig op, så udkræves der også mindre kraft til at få værket til at løbe rundt. Urmagerne anvendte denne indretning i alle fjederdrevne ure, indtil de ca. 1800 fik så lange og gode fjedre, at de ved kun at benytte en del af deres fjederkraft kunne sætte dem direkte i forbindelse med værket. Men det er nøjagtigt, hvad mesteren for Odenseuret har gjort. Han har anbragt fjedren, hvor Brenner sætter snekken, og hvor man i de loddrevne ure sætter akslen, lodsnoren løber over, og han har ikke gjort sig nogen ulejlighed med et fjederhus, men blot fastgjort fjedrens ydre ende med en skrue i den nedre værkplade. Kunsthistorisches Museum i Wien har et fjederdrevet ur dateret 1545, der heller ikke har snekketræk, men der er fjedrene dog anbragt i fjederhuse og forøvrigt er værket ved sin opbygning i fladramme langt mere gammeldags end det her omtalte ur.[13] Denne oprindelige anordning er bevaret i slagværket, mens gangværket senere har fået et fjederhus af messing, så kun skruehullet i bundpladen viser den oprindelige ordning. I øvrigt er alle hjulene i gangværket erstattet med yngre messinghjul af hensyn til ændringen af hemværket, men et par nu ubenyttede taphuller med tilsvarende ridser til kilestifterne foroven i den midterste opstander viser, at uret oprindeligt har haft et hemværk bestående af et lodretstillet kronhjul og et vandret urohjul, det sidste liggende ovenpå den øvre værkplade med den lodrette aksel med spindellapperne støttet i konsollen, der har siddet i de tomme taphuller. Forholdet kan ses i Frederik Ils Brennerur fra 1576 på Rosenborg. I Odenseuret er dette lodrette kronhjul erstattet med et drevhjul, der bevæger et drev på akslen til det nye kronhjul, der nu ligger vandret på det gamle urohjuls plads, omtrent da, således at man har kunnet få anbragt en vandret aksel med spindellapper, støttet af et par påskruede messinglejer, og ragende ud på urets bagside, hvor den er fast forbundet med det korte pendul. Det sidste har forøvrigt siden mistet sin klump. Dette må have været den normale ombygning af gamle ure med urohjul, efter man omkring midten af det 17de århundrede opfandt det korte, faste spindelpendul (før Huygeens konstruerede det frithængende pendul.[14]. Vi har bevaret langt flere af disse ombyggede ure, end af ure hvor det oprindelige hemværk er bevaret. Af den halve snes renæssanceure, som Nationalmuseets II afd. besidder, har kun et enkelt sit oprindelige hemværk, resten er ombygget til pendul. Det er formodentlig sket i slutningen af det 17de århundrede, man fik på den måde værker, der svarede til de loddrevne „lantern-clocks“ man byggede på den tid. I nogle tilfælde er ombygningen dog sket til hagegangspendul.

Fig. 7. Værket i priorens ur. Det ombyggede gangværk t.v. og det urørte slagværk t.h. under pendulet. Bemærk de simple piller og manglen på oprindeligt fjederhus og snekketræk, det egentlige rammeværk udfylder hele urkassen modsat Brenneruret på fig. 6.

Når nu Odenseuret ikke har haft snekketræk, er der selvfølgelig en svag mulighed for, at fjederkraften har været reguleret ved et kommaformet hjul, en „stackfried“, i det mindste i gangværket, en indretning man kender fra de tyske lommeure fra det 16de århundrede. Et par ubenyttede aksellejer på den forreste opstander kan have båret denne indretning, men jeg vil snarere tro, at de har haft betydning for den tidligere drejelige skive i timekransens midte, især da Wieneruret jo heller ingen regulering har.

Forklaringen på den simple konstruktion af Christern Poulsens ur i sammenligning med Brenners ure er rimeligvis, at det er bygget af en mere gammeldags urmager, sikkert med speciale i loddrevne ure, en „Grossuhrmacher“ som det senere hedder. Vi ved, at Frederik II netop i 1562 skrev til Mads Seygermester i Odense om at lave et nyt ur til ladegården ved Frederiksborg,[15] og også at han var beskæftiget med at vedligeholde kongens store ure på slottene, et hverv hans søn senere overtager.[16] Han er muligvis død før 1574, i det år nævnes en seyermagers enke i et skattemandtal fra Odense.[17] Han er formodentlig ældre end Steffen Brenner, som arbejder mellem 1556 og 1598 og dør efter 1600.[18] Men har der været en dygtig urmager i Odense 1562, har Christern Poulsen rimeligvis bestilt sit ur hos ham, og at det er bestillingsarbejde, borger graveringerne for. Jeg vil derfor ikke påstå, at de er lavet af urmageren selv, men der kan meget vel i det århundrede, hvor både Claus Berg og Didrik Fiuren arbejdede i byen, til stadighed have været en dygtig gravør i Odense evt. en guldsmed, selvom familien Bircherod i det 18de århundrede ikke kunne skaffe en bedre kobberstikker end ham, der afbildede priorens gravsten.

Nu skal man være forsigtig med at sige hvem der har lavet et ur, selvom det bærer en mestersignatur, men jeg er nogenlunde sikker på, at Christern Poulsens ur ikke blot har været ejet af en Odenseborger, men også at det er lavet der i byen.

 

Noter

  1. ^ Danske Magazin (1 række) 2 bind, s. 65 ff.
  2. ^ Brøndum-Nielsen: Danske Ordsprog, 1942, s. 93.
  3. ^ Danske Magazin 1. c. note s. 82.
  4. ^ Sammenlign artiklerne Niels Kaas og Jacob Ulfeld i Dansk Biografisk Leksikon
  5. ^ Rosenborg: Dronning Dorotheas ur 1556 og Frederik IIs 1576.
    „Den gamle By“, Århus: Eline Gøyes ur 1557.
    Frederiksborg: Jørgen Rosenkrantz’ ur 1564.
    Nationalmuseets II afd.: Ur med Billeslægtens våben, 1598.
    Rosenborg og Sct. Annenmuseum i Lübeck har yderligere to ure af andre typer sign. af Brenner.
  6. ^ Garde s. 91, hvor han antyder at bøger af Bernard Salomon kan have været på Fyn i 1640erne.
  7. ^ Danske Magazin 1. c. s. 70.
  8. ^ Danmarks Kirker, Sorø Amt, s. 1167.
  9. ^ H.P. Mumme: Skt. Knuds Kirke i Odense osv. Odense 1844, s. 219.
  10. ^ Westergaard: Danske Portrætter nr. 9246, pladen er lavet til Jacob Bircherods uudgivne: Monumenta Othiniensia og brugt i Danske Magazin 1. c. s. 65.
  11. ^ Nationalmuseets II afd.: Mus. nr. MMCLXVIII, et usigneret ur, dateret 1574 ombygget til spindelpendul, gangværket har snekke men ikke slagværket. Indk. 1831 fra auktionen over urmager Schiwe, København.
    Mus.nr. D. 593, usigneret ur ombygget til hagegangspendul, snekke både i slag- og gangværket, men fjederhuset ligger i dette ur, modsat Brenners ure, over den nedre værkplade. Indkommet 1870.
    Mus.nr. 4506 (eller 6370), et ur fra begyndelsen bygget til lodder hemværket sekundært ændret til hagegangspendul. Ved sammenligning med dette værk, ses det at på trods af fjedrene ligger Odenseuret meget nærmere ved dette loddrevne værk end ved Brenners ure, der er beregnet på fjedre.
  12. ^ Bassermann-Jordan: Uhren, 4. Ausg. bei Bertele, Braunschweig 1961. Abb. 49a-b.
  13. ^ Samme Abb. 6 og 51a-b.
  14. ^ Samme s. 370.
  15. ^ Bering Liisberg: Urmagere og Ure i Danmark, 1908, s. 155. Efter Troels Lund: Dagligt Liv, 3. bog er kilden: Tegnelser over alle Lande, 6 januar 1562.
  16. ^ Bering Liisberg 1. c. s. 159.
  17. ^ Ifølge brev fra museumsdirektør Svend Larsen af 16.11.1963.
  18. ^ Bering Liisberg 1. c. s. 154.

 

©