Et middelalderbysamfund tager form

Rapport fra den 2. udgravningkampagne i Svendborg i sommeren 1973

Næsten samtidig med de første „seriøse“ byarkæologiske undersøgelser iværksættes i Danmark i midten af 1950’erne – det var i det navnkundige Ribe – påtog dr. phil. Erling Albrectsen sig den utaknemlige opgave i konkurrence med glubske gravemaskiner at fravriste Albani Torvs tykke kulturlag så mange vidnesbyrd om det middelalderlige Odense som muligt. Dr. Albrectsen blev således pionér indenfor denne gren af middelalderarkæologien på Fyn, hvorfor det er en stor glæde at kunne tilegne ham nedenstående rapport fra Svendborgudgravningerne.

En af den sommers store opgaver – nemlig udgravningerne i Krøyers Have, hvor vi øgede vor sparsomme viden om byens middelalderlige befæstning — er allerede beskrevet i Fynske Minder 1973[1]. Denne artikel vil derfor kun beskæftige sig med de øvrige undersøgelser garneret med de foreløbige resultater, naturvidenskabsmændene har frembragt i deres laboratorier[2].

Det tidligere Korsgade 4

– matr. nr. 482 – ligger sydøst for Skt. Nikolai kirke[3]. Undersøgelserne i 1972 havde åbenbaret en række velbevarede gulvlag, der må hidrøre fra en ubrudt bebyggelse fra slutningen af 1100-tallet til begyndelsen af 1600-tallet. Ved at udvide felterne søgte vi at få endnu flere oplysninger om de enkelte husfaser – der i flere tilfælde var ødelagte ved ildsvåde.

På de lerstampede gulve, der alle var forsynede med ildsteder i alskens udformninger, gentog billedet sig fra prøveudgravningerne: her lå ituslået keramik af såvel lokal som udenlandsk proveniens ligesom noget tysk stentøj. Dertil kom en del genstande af jernknive, en nogenlunde velbevaret nyredolk fra det 14. århundrede, samt store mængder søm og nagler o.m.a. foruden nogle effekter af kobber og/eller bronce, f.eks. bæltespænder, nåle etc. – fig. 2.

Fig. 1. Moderne matrikelkort over de ældre kvarterer i Svendborg med udgravningsfelterne fra 1972 og 1973 indtegnet med sort signatur – Svendborg Banks byggeri i Brogade er dog markeret med skravering. Feltet i Bagergade er udeladt. (Preben Larsen del.)

Rester af bygningstømmer samt affald herfra var særdeles velbevarede i de ældre lag og har givet rigeligt med prøver til en repræsentativ vedbestemmelse. En mindre del af tømmeret synes også velegnet til dendrokronologi[4], og det er vort store håb, at Svendborgmaterialet vil kunne bidrage til at forlænge den såkaldte Slesvigkurve til tiden før 1266, hvor man har siddet fast i flere år og så få lukket hullet ned til den relative Hedebykurve, der går frem til en gang i 1000-tallet. Men der skal mange prøver til dette arbejde, og ydermere står vi overfor et usædvanlig kulturhistorisk fænomen: Grundet en udbredt rovdrift på egeskovene i vikingetiden, har middelalderens mennesker måtte tage til takke med egetømmer, der ikke havde særlig mange årringe – dvs. ret unge træer. Denne mangel på egnet egetømmer kan måske også forklare, hvorfor vi så ofte støder på genanvendt egetræ.

Drejede skåle og tallerkner er efterhånden hyppige. Man har anvendt følgende træarter til denne produktion: el, samt ahornarterne løn, navr og ær. Sidstnævnte er med sikkerhed importeret løvtræ, idet den først plantes i vore skove af von Langen i slutningen af 1700-tallet. Naturligt gror æren i det nordlige Midttyskland.

Importeret er endvidere nåletræarten rødgran, hvoraf der er fundet enkelte rester af bygningstømmer og kolossale mængder af de nok så velkendte stavbægerstave. I Svendborg og andre steder er de fundet i så store kvanta, at der må være tale om en storfabrikation – nok ikke her i landet, da der ikke er fundet affaldstræ, men sandsynligvis i de egne, hvor rødgranen voksede naturligt den gang, for eksempel i Midttyskland. En interessant opgave for en kulturhistoriker må det være at få klarlagt denne produktion — om den har været almen eller om det er en helt lokal specialitet. At stavbægre har været særdeles populære fra en gang i 1100-tallet til hen i renaissancen ses også af deres hyppige optræden på samtidige billedfremstillinger, hvor de oftest optræder som drikkebægre.

Fig. 2. Lille jernnøgle – ca. 6 cm lang – fundet i lag fra 1300-tallet på matr. nr. 482. (Fe231b/72)
Fig. 3. Tenvægt af bly – største diameter ca. 2,5 cm – fundet i lag fra ca. 1300 på matr. nr. 482. (278/73)

Der er ialt fundet 29 træarter fra de sidste 2 års udgravninger. De viser en total udnyttelse af omgivelserne. Lige med undtagelse af rose, hvilket har sine naturlige årsager, er der faktisk fundet alt, hvad der kan tænkes at gro omkring Svendborg og mere til. Thomas Bartholin, der som nævnt foretager de omfattende træanalyser, undrer sig over, at der kun er fundet lidt elm og ask: Kun et stykke elmetræ og så lidt ask, og det altid som fine forarbejdede ting. Disse to træarter kunne ellers gro særdeles godt her, så der må være en anden årsag til, at vi ikke finder dem i større udstrækning. Det kan enten skyldes, at træerne har været så godt som udryddede den gang, fordi de har været efterstræbt som foderplanter – eller fordi man har skånet træerne, for at kunne høste grene med blade til foder – det sidste ville nok være for meget imod den menneskelige natur.

Skånet har heller ikke pors været – af den har vi en enkelt kvist og masser af pollen – og det skyldes sikkert menneskelig efterstræben, for pors var den gang så yndet i øllet – ja, så vellidt, at pors ikke vokser mere på Sydøstfyn.

Der er endvidere fundet nogle såkaldte pølsepinde af taks, småkviste, som man sikkert har taget i nærheden, samtidig med, at man også udsøgte sig en anden hård træart til dette formål, nemlig benved. Taks vokser ikke naturlig på Fyn i dag.

Blandt de mange andre fund skal endnu nogle typer fremhæves. Således et par fragmenter af møllesten, fremstillet af rhinsk slaggeagtig basaltlava af Andernach-type. De synes ikke at stamme fra det smukke eksemplar, der blev fremdraget i 1972[5].

Et sjældent fund er en formodet tenvægt af bly – se fig. 3 – det er det tredie kendte eksemplar herhjemme – det første blev fundet på vikingeborgen Aggersborg og det andet fornyligt på den formodentlig slaviske bosættelse ved Vejleby på Lolland fra tidlig middelalder.

Og så fik vi atter øget vor store lædersamling med nye sko, støvler, sandaler, dolk- og sværdskedefragmenter.

Dyreknogler blev omhyggeligt indsamlet fra hver fase til belysning dels af husdyrholdet og dels af det vildt og de fiskearter der er indgået i kosten. Denne søges yderligere belyst gennem frøanalyserne, som nævnt ovenfor. Følgende dyrearter er påviste i det hidtil gennemgåede materiale – meget venter endnu: husdyr: okse, svin, får, hund, kat og hest – sidstnævnte forbød den katolske kirke middelaldermenneskene at spise, idet gejstligheden dermed troede, at det var muligt at komme nogle af de mange hedenske skikke til livs! Vilde dyr er repræsenteret med kronhjort, ræv, hare, rådyr og spættet sæl eller grønlandssæl, som vides at have trukket op igennem bælterne om foråret og efteråret.

  • Fuglearter: Høns, tamgæs, taffel- eller troldand, toppet skallesluger, svane og alk.
  • Fiskearter: hornfisk, ulk, torsk, kuller, rødspætte eller skrubbe og karpefisk foruden diverse skaller af muslinger, især blåmuslinger og østers – jo vist er vi i nærheden af havet.

Hvad kan vi på nuværende tidspunkt sige om den middelalderlige bebyggelse ved Skt. Nikolai kirke? Noget tyder på, at denne del af byen blev inddraget til bebyggelse en gang i 1100-tallet. I dag har man lidt svært ved at forestille sig, at Skt. Nikolai kirke oprindelig er opført på en lille morænebanke, hvorfra man har kunnet skue nedover den lavereliggende bybebyggelse ved stranden og op langs begge sider af Brogade. Nu ligger kirkens fundament ca en-to meter under Gerritsgades nuværende kørebane. Takket være århundreders affald o. lign. er kulturlaget godt 3 meter tykt i dette område. Middelalderarkæologerne priser denne mangel på effektiv renovation! Hvornår man opførte den første kirkebygning her er stadigt uvist – herom senere. Nedenfor kirkebanken ud til Korsgade eller Skattergade, som er navnet også for denne strækning i senmiddelalderen, synes der efter de foreløbige pollenanalyser at have været ret så fugtigt, men alligevel har man følt sig fristet til at opføre boliger øst for kirkepladsen. Grundet det fugtige terræn gravedes derfor ved bankens fod en nord-sydgående afvandingsgrøft – omhyggeligt foret med pæle og vandretliggende planker langs siderne, og den blev endvidere dækket med kraftige planker, øjensynlig for at man uhindret kunne færdes henover den. Et lignende anlæg er forøvrigt påvist i 1100-tallets Lund. Vort eksemplar synes at have været i funktion ned mod 1300 at dømme efter den keramik, vi fandt øverst i rendens affaldslag. I senmiddelalderen blev det muligt at udvide grundstykket ca. 50 pct. mod vest, idet kirken solgte fra af kirkegården helt op til kirkens kor. Først i begyndelsen af dette århundrede tilbagekøber menighedsrådet dette område og lidt til, for at skabe luft omkring den smukke bygning.

Mine forestillinger om de erhverv, der har holdt til på matr. nr. 482, som synes at have været større i middelalderen, da gulvlag m.m. fortsætter ind under de bestående huse mod nord og syd, blev yderligere bekræftet i år på grundlag af den øgede fundmængde. Til ca. 1300 eller lidt senere boede her feldberedere og/eller skomagere. I 14-1500-tallet slår metalhåndværkere sig ned. For fuldstændighedens skyld skal tilføjes, at rokkedrejere overtager stedet i det 18. og 19. århundrede.

På grund af de tilgrænsende beboelsesejendomme var det ikke muligt at undersøge matr. nr. 482 i hele sin udstrækning, men undersøgelserne må siges at have givet et stort repræsentativt materiale, som først kan suppleres, når nabohusene viger pladsen.

Fig. 4. Tegning af 4 tøndestave – staven med spunshul ses også fra indersiden – fra den store egetønde. Bemærk inskriptionen RI – er det ejermærke? (Kristian Isager del.)

De samlede møntfund fra den sommmers arbejde beløber sig til i alt 22 stykker – lidt mindre end i 1972, hvor der ovenikøbet fandtes 3 danske mønter, hvis præg var ukendte for numismatikerne.

Inden vi forlader denne fundrige plads, skal udgravningen af en særdeles velbevaret brønd omtales. Da den var overdækket af et par gulvlag fra anden halvdel af 1500-tallet, formoder vi, at den er ophørt med at fungere en gang efter år 1500, hvor den blev kastet til med forhåndenværende affald. Den synes at være gravet omkring år 1400, og det må betegnes som både held og uheld, idet man derved forstyrrede de nedenunderliggende lag, men til gengæld indeholdt brønden mange rige fund. Selve brøndskakten var konstrueret i tre omgange: øverst og yngst (?) en kvadratisk træramme af genanvendt bygningstømmer af eg. Der er tale om kraftige bjælker som oprindelig har været brugt i et bindingsværkhus. Derpå fulgte en mægtig velbevaret tønde af eg – rumindhold ca. 400 liter – lavet af 18 stave, to med inskription på ydersiden – se fig. 4 – foruden et spunshul og omviklet med ikke mindre end 15 massive tøndebånd. Selve tønden var stivet af med nedrammede planker – af gran – der som tidligere nævnt må betragtes som importeret træ, når det findes i lag fra før 1700-tallet. Endelig var en mindre tønde af bøg sat ned i selve undergrunden. Den var iøvrigt prydet med et velbevaret bomærke udvendig. Også denne tønde var kilet fast – dog med stave af en anden tønde af bøg.

Blandt de mange gode velbevarede fund skal i flæng nævnes: – se fig. 5-6 – intakte kakler, en lille glasflaske – ca. 3,5 cm høj – velsagtens til opbevaring af parfume eller lignende velduftende vædsker, en ålelyster (!) rester af træspande, to træskeer – den ene med monogrammet IHS samt en forarbejdet hovedskal fra et menneske. Hvorledes den er havnet her og hvad, den kan være anvendt til – må indtil videre forblive et mysterium. Der er ingen tvivl om, at den har været bearbejdet af menneskehænder. Endelig skal det nævnes, at der opsamledes snesevis af søm og nagler – de fleste lå i opfyldslaget fra ophørstidspunktet.

Fig. 5. Lille glasflaske fundet i bunden af brønden. Den må stamme fra 1400-tallet. (G947/73)
Fig. 6. Næsten intakt sortglaseret kakkel med en lille buttet lutspillende engel. Fundet i brøndfylden – typen må dateres til begyndelsen af 1500-tallet. Den måler 17 cm i højden og er 7,5 cm bred. (Ka 296/73)

Den store tønde af eg, kan vi med sikkerhed konstatere, er importeret, fordi tøndebåndene er af ægte kastanie (castenea sativa). Vi har grund til at tro, at det er en vintønde, da den ægte kastanie har samme udbredelse som vindyrkningen. Ægte kastanie findes ofte i stævningsskove, hvor man hugger træerne, sætter dem på roden, når de er halvstore eller mindre. Vi formoder, at disse tøndebånd kommer fra sådanne skove, da de viser en så voldsom vækst, som ikke frøplanter, men kun stubskud kan præstere. Da hassel også er anvendt som tøndebånd, synes der ikke at være behov for at importere denne råvare.

Tøndebånd af ægte kastanie er også fundet i Foldagers gård – matr. nr. 449 a på hjørnet af Gerritsgade og Møllergade, herom senere – så man har nok ikke tørstet i Svendborg, heller ikke den gang, men drukket rhinskvin (måske) og porseøl og – snaps i stride strømme.

Skt. Nikolai kirke

På foranledning af en henvendelse fra Danmarks kirker, Nationalmuseet, lagde vi en lille søgegrøft på 1,20 × 4,00 meter vinkelret på korets sydside. Skt. Nikolais bygningshistorie har optaget forskerne i årtier. Nogle vil sætte den nuværende kirkes opførelsestidspunkt til ca. 1240-50. Andre, som danner grundlag for det følgende, anser de ældste dele, d.v.s. den treskibede basilika, for at være opført kort før år 1200. Næstældst er den vestlige del af koret med den smukke mønstermuring. Derpå følger den unggotiske korafslutning og yngst er tårnet fra slutningen af middelalderen.

Min kollega Thomas Riis har i Fynske Minder 1972[6] peget på, at Skt. Nikolai kirke kan have fungeret som købmandskirke, hvorfor det emne ikke yderligere skal uddybes her. Jeg vil blot fastslå, at kirken i Svendborg opfylder de topografiske betingelser for en sådan købmandskirke, men hvorvidt den har været tilholdssted for tyske eller danske købmænd er endnu uafklaret – det skulle dog ikke være umuligt, at danske købmænd i slutningen af det 12. århundrede, hvor de stadig var toneangivende i Østersøområdet, hurtigt tilegnede sig denne nyttige institution.

Fig. 7. Tegning af snittet under det nuværende kors fundament. (Tegnet af Helle Reinholdt & Thomas Riis)

Men tilbage til vor lille søgegrøft, der stødte op til den næstældste del af kirken. Formålet med den var at finde skjulte vidnesbyrd om de ældste afsnit som for eksempel en fundamentgrøft. Grundet de mange begravelser var det imidlertid ikke muligt at påvise nedgravningen til denne grøft. Derimod gjordes en særdeles vigtig iagttagelse: under det eksisterende fundament af store tilhuggede granitkvadre konstateredes et kraftigt brandlag, som lå ovenpå endnu et fundament af store utildannede kampesten – se fig. 7. Denne opdagelse må betegnes som et vigtigt bidrag til diskussionen omkring kirkens – eller kan vi allerede nu tale om kirkernes? – opførelsestidspunkt. Det er spændende om dette fundament til en endnu ældre kirkebygning på stedet vil kunne spores andre steder. Er det mon samtidigt med eller ældre end den aldrig fuldførte apsis, som blev opdaget af Magdahl Nielsen under kirkens restaurering i 1890’erne? – se fig. 8. Under alle omstændigheder står vi overfor en af de hidtil ældst daterbare bygninger i Svendborg. For at komme gådens løsning nærmere er det nødvendigt med omfattende undersøgelser under kirkens gulv – og det bliver næppe aktuelt lige med det samme.

Fig. 8. Grundplan af Skt. Nikolai kirke tegnet af Magdahl Nielsen i 1898. I koret ses resterne af den ældre apsis.

Inden vi forlader området omkring Skt. Nikolai kirke skal opmærksomheden endnu en gang henledes på den lille undersøgelse, der i 1972 fandt sted på den nu nedlagte kirkegård ud mod Skt. Nikolai kirkestræde, hvor vi bl.a. afdækkede en formodet dobbeltgrav samt rester af det formodede middelalderlige kirkedige af kampesten[7]. Begravelsen lå under kampestenene, og på sydsiden af graven parallelt med strædet påvistes 4 stolpehuller med rester af egestolper in situ. C-14-dateringen af disse stolper foretaget på Lunds universitets kvartärgeologiska avdelningen siger 1360 ± 50 år. Der er således intet til hinder for at hævde, at der er tale om rester af en kirkegårdsindhegning, som øjensynlig er blevet afløst af stendiget i løbet af 1400-tallet.

Den nævnte datering får imidlertid også betydning for den uden tvivl samtidige begravelse ved siden af. Oprindelig troede vi, at der var tale om en dobbeltbegravelse med et 5-6-årigt barn og en ca. 40-årig mand, men meget tyder på, at barnet er blevet gravlagt senere. Manden, hvis rygsøjle var kraftigt misdannet som følge af en alvorlig gigtlidelse, var lagt i en trækiste, som var helt formuldet. Midt på den sydlige langside sad en stor rustklump, der nu er vendt hjem efter endt konservering. Og stor blev vor overraskelse, da det viste sig at være en opbrudt boltlås – se fig. 9. Dens placering på kisten kan kun forklares med, at liget er blevet begravet i en kiste, som tidligere har haft en helt anden funktion, nemlig som opbevaringssted for ting, der skulle aflåses. Det er ikke et ukendt fænomen, at man for eksempel i pesttider, hvor der hurtigt opstod et akut behov for kister, i stedet måtte tage til takke med det forhåndenværende – og det er da ikke utænkeligt, at den i forvejen stærkt svækkede mand er bukket under for den frygtede Sorte død, som i midten af det 14. århundrede gjorde store indhug i især købstædernes befolkning. En nærmere løsning af denne gådefulde begravelse kommer vi nok ikke i denne omgang.

Fig. 9. Den konserverede boltlås som sad på kistens låg. Mål: 6 cm høj og 5,5 cm lang. (Fe 116/72)

Foldagers gård – matr. nr. 449a

I det 2 × 2 meter store prøvefelt i 1972 stødte vi i det formodede 1100-talslag på hjørnet af en tilsyneladende velbevaret brønd, der p.gr.a. tidnød ikke kunne undersøges den gang[8]. I 1973 udvidedes feltet med yderligere 2 × 2,5 meter, således at hele brønden kunne afdækkes i såvel flade som fra siden. På vej ned igennem lagene (fra ca. 1600-1100) optoges en del bygningstømmer, nogle helt intakte drejede skåle samt de allestedsværende stave af stavbægre og -skåle. Endvidere iagttoges en fortsættelse af det flettede risgærde, hvis forløb registreredes sidste år. Dertil kom en tønde – d.v.s. en ½ – meget lig den fine fra 1972. 5 tønder er nu registrerede på de ca. 9 m2, vi har arbejdet os ned i.

Af væsentlige fund kan nævnes væve(?)-kamme, en dobbeltkam – se fig. 10 – fra ca. 1200, flere sko, en dolkskede ornamenteret med indpressede liljer, hvilket kunne tyde på, at den måske stammer fra England, knapper af ben, knive og andet værktøj – især til skindforarbejdning, glaserede fliser og tagsten, et randskår fra en klæberstensgryde – klæbersten eller fedtsten, som den også kaldes, må være importeret fra Norge. Denne vare kendes fra en del vikingetidspladser herhjemme, men er aldrig påvist i middelalderlag herhjemme. Endelig skal nævnes Pingsdorf-keramik fra Rhinen, nordvestfransk glaseret keramik samt den såkaldte Østersøkeramik – både hjemlig og udenlandske produkter.

Tilstedeværelsen af de nævnte tønder, ofte indeholdende en slags kalk samt de mange lædersager og affald fra produktionen kunne tyde på, at der også her har boet håndværkere med samme erhverv som på matr. nr. 482 – i hvert fald i en del af middelalderen.

Selve brønden viste sig at være alt for dyr at konservere, hvorfor den i stedet blev indgående tegnet og fotograferet, og prøver taget fra til vedbestemmelse og dendrokronologi. Alt træet ser ud til at være genanvendt bygningstømmer o. lign. – bl.a. indgik en sidefjæl til en bærebør i konstruktionen. Brønden var kun 1,10 m dyb, og rammen var ca. 1 m lang og 0,80 m bred – den var gravet ned i det vandførende undergrundssand og samlet med trænagler i tre af siderne. Vestsiden havde ingen spor af trænagler. På grund af de store fundmængder fra de to felter, turde vi ikke åbne endnu ét i 1973, men agter at vende tilbage til denne „guldgrube“ senere.

Fig. 10. Dobbeltkam fundet i lag fra ca. 1200 i Foldagers gård. Den er fremstillet af tak og måler 5 × 3 cm. (Bb 231/73).

Præstegårdshaven

I pastor O. Bastiansens have, Skt. Nikolaigade 2 = matr. nr. 472, afsattes et prøvefelt på 1,50 × 2,00 m. Formålet var at få kontakt med eventuel middelalderbebyggelse mellem Skt. Nikolai kirke og byvolden, der løber på ydersiden af den øvre del af Kyseborgstræde.

Der påvistes et op til 5 meter tykt kulturlag – men heraf var mindst 4 meter opfyld med murbrokker og meget andet fra det 17. århundrede eller endnu yngre. Kun i den første meter over undergrunden var der berøring med formodede – omend sene – middelalderlag, som iøvrigt viste spor af brand. Desværre var det ikke muligt p.gr.a. den omkringliggende bebyggelse fra dette sekel at grave feltet helt i bund – det ville være for risikabelt både for husene og for arkæologerne. I stedet tog vi en række boreprøver først og fremmest med henblik på pollenanalyser etc. Vigtigt er imidlertid, at der på dette sted kun synes at have været bebyggelse i en kort periode i senmiddelalderen, hvilket nok skal tilskrives den store fugtighed, der iagttoges i terrænet. Da århundreders affald og kloakering i slutningen af 1800-tallet havde gjort området anvendeligt til husbyggeri, blev det atter inddraget i bybebyggelsen — således blev den gamle præstegård nedrevet, og der opførtes en mere tidssvarende til sognepræsten ved Skt. Nikolai kirke.

Fig.11. Stentøjskrukke fundet i 1100-tals lag ved Svendborg Banks byggeri. Den er helt intakt og er ca. 12 cm. Højst sandsynlig fremstillet i Rhinområdet i Tyskland. (K 1126/73).

Svendborg banks byggeri i Brogade

Dette omfattende byggeri på matr. nr. 600, 601 og 604, som desværre set fra en byhistorisk synsvinkel totalt ændrer nordsiden af Brogade, har været under observation lige fra de første boringer i baggårdene med henblik på pilotering. På denne måde er der blevet gjort mange vigtige iagttagelser, hvad angår kulturlagets tykkelse, foruden indsamling af en hel del bygningstømmer med henblik på dendrokronologi. Desuden opsamledes en del keramik – se fig. 11 – trægenstande og metalsager m.m. Det var derimod umuligt at foretage deciderede arkæologiske undersøgelser, da sådanne ville standse det kostbare byggeri i flere uger, men vi fik tilladelse til at opmåle og fotografere en stor profil, der løb øst-vest, parallelt med Brogade, samtidig med at banken ydede økonomisk støtte til vort arbejde, som hovedsageligt foregik på matr. nr. 604 uden for almindelig arbejdstids ophør. D.v.s. fra kl. 16.30 til solnedgang og fra solopgang til kl. 7.00 samt på lørdage. Under disse forhold og i stadig konkurrence med gravemaskinerne fik vi registreret vigtige lag, som vel nok er nogle af de mest righoldige, vi har set i Svendborg, og som også synes at indeholde de ældste fund.

Disse observationer bidrager til at bekræfte min teori om, at bebyggelsen er opstået nede ved stranden for enden af Brogade og omkring Gåsetorvet og har derpå spredt sig vifteformet ud fra stranden med koncentration langs med Brogade. Derfor igangsatte vi en foreløbig undersøgelse på matr. nr. 618 a på

Hjørnet af Brogade og Kullinggade

Når vi følte os særlig tiltrukket af dette store grundstykke, der støder op til Gåsetorvet, så skyldtes det også oplysninger om fund af en hovedskal og lemmeknogler af menneske i haven.

Jeg var på forhånd klar over, at en del af området nærmest jernbanen var opfyld påført i 1870’erne i forbindelse med anlægget af denne, og at en del af fyldet stammede fra den samtidige nedrivning af franciskanerklostret, der skulle give plads for stationsbygning og banelegeme m.m. Det er næsten ufatteligt, at dette barbari har fundet sted for mindre end 100 år siden. Men den gang var det enhver dansk købstads højeste ønske at få en jernbane, og derfor skulle stationen anbringes i byens hjerte.

Fig. 12. Samtlige skår fra Bagergade-fundet. Mus. nr. 8725-64 i SAM.
Fig. 13. Tegning af professor Magnus Petersen i maj 1888 under udgravning af teglovnen i Kastanie allé. (Originalen beror i Nationalmuseets 2. afdelings arkiv.)

Skeletresterne kunne måske også stamme fra en tidlig middelalderkirkegård i forbindelse med en markedskirke – til Gåsetorvet, der var byens eneste torveplads til hen i 1400-tallet – og i så fald en Skt. Pederskirke, som de kendes fra f.eks. Nordtyskland, vel at mærke, hvis man kan gå ud fra, at Skt. Pederstræde har sit navn efter sådan en kirke. Gadenavnets alder er dog ikke helt klarlagt. Under alle omstændigheder var vi nær den ældste bebyggelse.

Vi udstak derfor to felter på henholdsvis 4 × 5 meter og 3 × 5 meter. Det ene felt fremviste udelukkende et 1,75 meter tykt opfyldningslag — hovedsagelig med keramik fra senrenaissancen og fremefter. Det andet felt længst tilbage i haven og nærmest Kullinggade havde et lige så tykt opfyldningslag af samme karakter som det omtalte, men derpå kom et lag – muligvis med et lerstampet gulv, der kan tolkes som værende fra middelalderen at dømme fra de fund, det indeholdt. Her måtte undersøgelserne imidlertid indstilles p.gr.a. tidnød og pengemangel, men vi håber at kunne fortsætte i næste sæson, hvor feltet forlænges ud til Kullinggade.

Det forsvundne pottemagerværksted

Henimod kampagnens slutning foretoges endnu en punktundersøgelse, som vi faktisk ventede os meget af. Men det skulle gå anderledes. Den fandt sted i Bagergade ud for det sted, man i 1926 fremdrog en del keramik – der dels var fejlvarer og dels ikke færdiglavet. Man antog derfor, at skårene måtte stamme fra et nærliggende pottemagerværksted, der havde fungeret i tidsrummet 1250-1350 – dansk middelalderkeramik er stadig svær at tidsfæste[9] – se fig. 12.

Fundomstændighederne i 1926 var tilsyneladende ret godt oplyste, hvorfor vi i samarbejde med Lærestolen i middelalderarkæologi ved Århus universitet åbnede et felt ud for det opgivne fundsted.

Men alle vore bestræbelser var frugtesløse – overalt, hvor vi gravede og borede, sås blot et ca. 1,20 meter tykt opfyldningslag indeholdende fund fra 16-1700-tallet eller fra tiden efter. Noget kan tyde på, at de omtalte skår er bragt hid sammen med den øvrige fyld. Kun ét er sikkert – de stammer fra et pottemagerværksted – hvor det end så må ligge. I vor iver flyttede vi undersøgelsen til den lokalitet, hvor der i 1880’erne udgravedes en middelalderlig teglovn, nemlig på Kastanieallé ved Nyborgvej – se fig. 13. Keramikbrænding i teglovne kendes også herhjemme fra det nu først påviste pottemageri i middelalderen – Bagergade er at betragte som en saga blot – Farum Lillevang i Nordsjælland. Boringerne i Kastanieallé måtte dog opgives p.gr.a. mange sten og teglfragmenter i jorden – det er nødvendigt med fladegravning, for at komme i kontakt med resterne af teglovnen – og det tillod tiden ikke den sommer.

Noter

  1. ^ Jeg har nyligt modtaget to C-14-dateringer fra Lunds universitet. Den ene er foretaget på kviste af hassel fra den „ydre voldgrav“ og siger 1350 ± 50 år. Den anden prøve var dels hasselkviste og dels ved af poppel, og det blev til 1210 ± 50 år for den „indre voldgravs“ vedkommende. Disse dateringer skal tages med al mulig forbehold, idet de kun kan fortælle, på hvilket tidspunkt det daterede materiale er havnet i voldgraven, hvilket i sig selv er en nyttig hjælp. Men mange voldgrave er ofte blevet renset for blade, grene og andet affald, som i årenes løb blev smidt i dem – det var nødvendigt, da de ellers ville være nyttesløse i en krisesituation. Det er dog vort håb, at de fortsatte undersøgelser i sommeren 1974 af byens befæstningsanlæg vil bringe mere daterbart materiale frem, således at vi snart kan fremlægge et nogenlunde præcist anlæggelsestidspunkt.
  2. ^ Udover de i Fynske Minder 1973 p. 65 nævnte videnskabsmænd har Dr. John Bailey og afdelingsleder Søren Floris, Mineralogisk Museum i København i løbet af vinteren og foråret foretaget analyser på et stort antal slagger og arts- og proveniens-bestemt en række forarbejdede genstande af sten. Desuden artsbestemmer lektor, mag. scient Tove Hatting, Zoologisk Museum i København de store mængder dyreknogler, som er indsamlet fra de fundrige middelalderlag – både i hustomter og i affaldsgruber.
  3. ^ Se Fynske Minder 1972 p. 49-57.
  4. ^ Se iøvrigt Thomas Bartholins artikel andetsteds i denne årgang.
  5. ^ Fynske Minder 1972 p. 56.
  6. ^ p. 67-76.
  7. ^ Fynske Minder 1972 p. 53-54.
  8. ^ Fynske Minder 1972, p. 58-60.
  9. ^ Keramikken fra Bagergadefundet beror dels i Nationalmuseets 2. afd. (5 skår) og dels i Svendborg Amts Museum (35 skår). Fundet er kort omtalt i en artikel af Johannes Olsen i Svendborg Avis 24.10. 1932.

©