Et middelalderligt bronzestøberi i Odense

- og noget om middelalderens klokker og gryder

Indledning

De danske middelalderbyer rummer i deres ophobede kulturlag uvurderlige kilder til landets historie. Enorme mængder af informationer ligger opmagasineret og kan hentes frem ved given lejlighed. Arkæologen fungerer i denne forbindelse som kulturlagenes arkivar, og når en byggesag bliver aktuel, inddrages han som den sagkyndige: vil væsentlige områder blive berørt?

Begrebet »væsentlige områder« har naturligvis skiftet betydning gennem tiderne. I byarkæologiens barndom i forrige århundrede var det næsten identisk med kirker og klostre, men efterhånden er flere og flere områder blevet inddraget, og i dag betragtes hele bykernen som potentielt interesseområde.

Men stadig indtager købstædernes mange gejstlige institutioner en nøglestilling. De vil ofte være det skelet, som andre undersøgelser hægtes op på. Ingen lejlighed bør derfor forsømmes, når for eksempel en klostertomt berøres af nybyggeri. Gennem den arkæologiske undersøgelse kan institutionens oprettelsestidspunkt eventuelt præciseres nøjere. Bygningernes udstrækning og indbyrdes placering kan fastlægges. Herved opnås en dybere forståelse af placeringen i byplanen samt bebyggelsens udvikling. De indsamlede fund kan give et overraskende detaljeret indblik i dagliglivets verden, som de sparsomt overleverede skriftlige kilder sjældent formår.

Alt dette opnås naturligvis ikke gennem en enkelt arkæologisk undersøgelse. Måske bliver kun et mindre område berørt ved anlægsarbejderne, og arkæologen må finde sig i, at et interessant problems løsning fortsat må søges under nabogrundene. Men med den fart, vore byer i dag ændres, dukker mulighederne for yderligere undersøgelser ofte uventet hurtigt op. Sådan er det for eksempel gået i Odense med byens forsvundne Sortebrødre-kloster. Det var grundlagt omkring 1240[1] nordøst for byen, men blev helt nedbrudt efter reformationen. Dets nøjagtige placering og udstrækning gik efterhånden i glemmebogen.

Fig. 1. Plan over Odenses Sortebrødre-kloster, som det tegner sig efter udgravninger siden 1974. Syd for kirkegården er udgravningsfelterne fra 1978-79 på matr. nr. 1846 vist. I felt C fandtes de fleste spor efter støberiet. Fundstedet i køkkenfløjen for kanden fig. 31 er vist med +.

De følgende afsnit skal primært beskæftige sig med – ikke udgravningerne af selve klosteret – men med et af dets udenværker: brødrenes bronzestøberi. Et sådant er helt ukendt i de overleverede skriftlige kilder, så der knyttede sig allerede fra starten store forventninger til fundet, og interessen blev ikke mindre på grund af dets sjældenhed. Det er første gang et alsidigt middelalderligt støberi er blevet udgravet her i landet.

Fig. 2. Plan over de udgravede dele af sortebrødrenes bronzestøberi. De forskellige udskilte anlæg er markeret med tal: 1-2. Gruber til klokkestøbning. – 3. Grube overlejret med gulvlignende lag, hvori fandtes mange støbeformsfragmenter (jf. fig. 3). – 4. Grube opfyldt med rester fra støbning. – 5, 8, 9,10, 11, 12, og 13. Affaldskuler – 6. Brønd. – 7. Grube (ældre end støberiet) med Østersø-keramik, se fig. 4. – Fundstederne for mønterne er angivet med ࿌ for nøjagtig placering og + for området.

Sortebrødre-klosteret og fundet af støberiet

Gennem en række omfattende arkæologiske undersøgelser siden 1971 er det lykkedes at erhverve et nogenlunde dækkende billede af Sortebrødrenes vidtstrakte bygningskompleks med kirke, klosterfløje og kirkegård (fig. 1). – Kirken (undersøgt 1981) har ligget mod syd ind mod byen, mens fratergården, omgivet af korsgang og klosterfløje, strakte sig nordpå mod de lave engarealer omkring Rosenbækken. En udløberfløj (undersøgt 1974) mod nord i forlængelse af klosterets østflanke viste sig at indeholde velbevarede rester af køkkenregionen. Af det rige fundmateriale her skal fremhæves en hel kande af bronze (fig. 31).

Store dele af klosterområdet har været udlagt som kirkegård. Denne strækker sig til ca. 30 m syd for kirken, hvor et fundamentforløb i Overstræde (frilagt 1980) sikkert skal tolkes som rester af klosterporten. Overstræde løber fra byens øst-vest-gående hovedstrøg, Overgade, frem til klosterkirkens indgang, og passagen benævnes da også et par gange Sorte-brødreklosters stræde.[2]

Fig. 3a. Snit gennem grunden set mod syd (= nordvæggen af profilbalk F). Helt til højre ligger Overstræde. De forskellige middelalderlige anlæg er markeret med tal: 3. Stor grube opfyldt med rester fra støbning. Gruben er overlejret med gulvlignende lag (skraveret) hvori fandtes mange formfragmenter fra grydestøbningen. – 7. Grube (ældre end støberiet) med Østersø-keramik. – 8. Affaldskule, hvori fandtes rester af sko, stavbægre og lerkar. -9. Affaldskule.

Området omkring strædet kan altså påkalde sig særlig arkæologisk interesse, og det var derfor naturligt, at Møntergården foretog en rutine-sondering, da bygningerne Overstræde 1 (matr. nr. 1846) i foråret 1978 var blevet fjernet.[3] På arealet skulle rejses en nybygning med kælder. I maj-juni blev der sydligt på grunden gravet et par grøfter (A + B) i retning øst-vest for at få klarhed over den ældre aktivitet i området. Som ventet fremkom ingen begravelser, men derimod i den nordlige grøft B adskillige bronzeslagger og fragmenter af lerforme, der tydede på, at der på stedet var foregået en ikke ubetydelig støbeaktivitet. Undersøgelsen fortsatte i august-september, idet der nordligt på matriklen blev gravet et par grøfter i nord-sydlig retning. I den østlige fandtes et 25 cm tykt lag af brændte lerstykker, slagger med bronze, adskillige kg metal samt en mængde trækul. Nogle af lerstykkerne havde en krummet, glat overflade: de måtte være dele af kappen til en klokkeform. Grøften blev udvidet mod vest med et 3 × 3 m stort felt, som på grund af sammenskridninger efter kraftig regn fik et fem-kantet omrids.

Fig. 3b. De gulvlignende lag med de mange formdele over anlæg 3 studeres. Foto 15.6.1979.

Nordligt i det femkantede felt blev i bunden af en grube frilagt et cirkulært brændt lerlag med en diameter på 84 cm, hvori radiært var lagt tre munkesten med 120° mellem hver (fig. 17). Det velbevarede anlæg – som åbenbart hørte til klokkestøbningen – blev optaget i sin helhed, så det kunne undersøges nærmere på museet (se afsnit 6). Ved den fortsatte udgravning blev frilagt rester af et murhjørne opført i munkesten. Det var muligvis rester af en til støberiet hørende smelteovn, som i givet fald var af flammeovnstypen (se fig. 37).

Vejret var imidlertid dårligt. Et telt blev placeret over det frilagte område – og en nærmere undersøgelse udsat til året efter.

Fig. 3c. Udgravningsfelterne C og D set mod sydøst. I de lodrette vægge anes de forskellige gruber i snit. Foto 13.6.1979.

Udgravningen 1979

Hovedformålet med den fortsatte udgravning var nærmere at klargøre karakteren, alderen og omfanget at støbeaktiviteterne. For allerede tidligt viste fund af lerforme til gryde- og kandeben af form som løvefødder (se fig. 25), at der på stedet udover klokker var støbt gryder og kander.

Fig. 4. Østersø-keramik fundet i anlæg 7.

Men hvor omfattende var støberiet – og hvor gammelt? Kunne det – som beliggenheden måske antydede – være sortebrødrenes metalværksted, eller var det en af byens grydestøbere, der havde slået sig ned her? Et organiseret smedelav, hvortil grydestøberne hørte, eksisterede i byen fra i hvert fald 1452 (se afsnit 9), men hvor de enkelte håndværkere til forskellig tid havde til huse, ved vi ikke.

Fig. 5. En udstilling om støberiet åbnede på Møntergården i Odense den 14. oktober 1983. Her ses skelettet af hesten anbragt som det blev fundet i brønden.

Allerede her skal det afsløres, at støbeaktiviteterne med sikkerhed – på grundlag af den keramik som blev fundet sammen med støbeformresterne – kan dateres til engang mellem midten af 1200-årene og midten af 1300-årene. Vi befinder os altså i en periode, hvor lavsstrukturen ikke var så fasttømret.[4] Den mest nærliggende løsning på støberiets tilhørsforhold må blive, at det har været drevet fra klosteret, muligvis gennem lægbrødre. – Men lad os efter disse mere generelle betragtninger vende tilbage til udgravningerne og se på, hvilke fund og resultater de bragte.

Fig. 6a. Trækugler og stavbægre fundet i brønden anlæg 6. Stavbægrene har henholdsvis et og to vidjebånd. Se nærmere om stavbægre hos Mogens Bencard 1977.

I midten af marts 1979 kunne en 4-måneders kampagne starte[5] med rensning af området efter vinterens nedskridninger. Et større rektangulært udgravningsfelt – på 8,40 × 6,50 m – blev derefter anlagt, så det omfattede hele det nu ganske uregelmæssigt formede centralområde (felt C). På denne måde fremkom op til feltets sider ikke undersøgte områder, som blev udgravet lagvis (fig. 2). Overalt fandtes der spor efter bronzestøbning, mest i form af slagger og rester af lerforme. Et nyt felt – D – på 5,25 × 4,90 m blev anlagt øst for felt C med blot en profilbalk – E – imellem. Mod nord kunne undersøgelsen ikke fortsættes, da grunden, matr. nr. 1847, stadig var bebygget. Mod syd gen-udgravedes grøften B med maskine, hvorved der fremkom en profilbalk – F – mod felt C. Ved undersøgelsens slutning bortgravedes profilbalk E, hvorved der blev tilvejebragt en lang ubrudt lodret profil mod syd i felterne C og D, løbende fra Overstræde og ca. 14 m ind på grunden (fig. 3a-3b).

Et målesystem blev oprettet, så det fulgte matrikelgrænserne. Herved afviger det ca. 10° fra nord. Højdeangivelser blev udregnet som meter over havet. Overfladen i middelalderen lå omtrent i kote 11,80.

Et par meter øst for stedet, hvor »klokkefundamentet« (anlæg 1) var blevet frilagt og optaget i 1978, fandtes rester af en tilsvarende rødbrændt lerplade med en diameter på ca. 1 m (anlæg 2). Begge fundamenter var placeret i bunden af ret dybe gruber. Det var i det hele taget et gennemgående træk i alle felterne, at de var gennemskåret af talrige nedgravninger (fig. 3c). Gulvlag – for slet ikke at tale om spor af egentligt byggeri – blev næsten ikke iagttaget.

Fig. 6b. Bæger af rhinsk stentøj fundet i brønden anlæg 6. Det er 14 cm højt.

Fundmaterialet i de enkelte gruber blev indsamlet og holdt adskilt. Det drejer sig dels om rester fra støbeaktiviteterne, dels om keramik, forarbejdet træ og læder – samt endelig et mindre antal mønter, som naturligvis har særlig betydning for dateringen af de forskellige aktiviteter. Generelt kan anføres, at de ældste fund – bortset fra en halv snes skår af såkaldt østersø-keramik (fig. 4) liggende i en grube sydvestligt i felt C (anlæg 7) – udgøres af rester fra støberiet. Disse blev dels fundet i en række gruber, der må have haft en funktion i støberiperioden (anlæg 3, 4 og 5), dels som opblanding i senere gravede og igen opfyldte huller.

Fig. 7. Træspadc fundet på bunden af affaldskulen anlæg 11. Foto 13.6.1979. En spade af lignende konstruktion er fundet i Lödöse i Sverige – nu udstillet på Statens Historiska Museum i Stockholm.

Et enkelt af disse huller fremtrådte særlig markant allerede ved starten af undersøgelsen i 1978. Det var en firkantet brønd (anlæg 6), som var opfyldt sent i middelalderen. Øverst fandtes et lag med middelalderlige tagsten (munke og nonner) og et stykke nede lå et helt skelet af en hest (fig. 5).[6] I de fugtige bundlag fandtes 2 hele stavbægre, 2 trækugler (fig. 6a) samt skår af et helt stentøjsbæger fra Rhinegnene (fig. 6b).

Fig. 8. Keramik fundet i affaldskulen anlæg 8. De glacerede skår stammer fra en middelalderkande.

De øvrige huller kunne ud fra deres uregelmæssige form og fyldmaterialet karakteriseres som affaldsgruber (anlæg 8, 9, 10, 11 og 13). I bunden af den ene fandtes en udslidt træspade (fig. 7).

Fig. 9. I affaldskulen anlæg 8 fandtes også rester af flere sko. Fire var så velbevarede, at deres udseende har kunnet rekonstrueres. Det er typiske sko fra den ældre middelalder. Tilsvarende velbevarede eksemplarer er blandt andet fundet i Oslos våde middelalderlag. Se nærmere herom hos Erik Schia 1977.

Hvornår foregik støbningerne?

Karakteren af affaldsgrube var særligt tydelig ved en stor nedgravning i sydøsthjørnet af felt C, som indeholdt uforrådnede lag af staldgødning (anlæg 8). Herved var bevaret ikke blot de traditionelle skår – blandt andet af glaserede middelalderkander (fig. 8) – men også rester af stavbægre samt læder fra kasserede sko og støvler. Med hjælp af ortopædiskomagermester Anders Nielsen, Odense, er 4 stykker fodtøj blevet rekonstrueret (fig. 9).

Under udgravningen kunne mødding-lugten stadig mærkes, omend i mildere form end i middelalderen. At problemet har været alvorligt, fremgår af et påbud 1308 fra bisp Peder. Brevet er nu tabt, men indholdet er bevaret i form af et referat:[7] »Den 30. september opfordrer han indbyggerne til og anbefaler dem, at de ikke må fortrædige Dominikanermunkene med deres møddinger, idet han tilføjer trusler om bandlysning«. Stedet kunne passe fint til området tæt syd for klosteret ind mod byen, og dateringen af affaldsgruberne modsiger heller ikke, at vi her står overfor genstanden for munkenes irritation. Af indholdet bør i denne sammenhæng – foruden forekomsten af glaserede kandeskår (i almindelighed dateret til århundredet ligeligt fordelt omkring 1300) – fremhæves skår af såkaldte stobe (fig. 10) fra slutningen af 1200-årene.[8]

Hvis dateringen af affaldsgruberne til tiden op mod 1308 kan opretholdes, indebærer det videre, at dateringen af støbeaktiviteterne må sættes til årene forud – men hvor længe før? Sammen med formresterne fandtes en del keramik, hvoraf enkelte skår af glaserede kander blot henviser til tiden efter ca. 1250. Hvor længe efter kunne i heldigste fald de fundne mønter vise. Så det kan være passende allerede her at bringe en oversigt.

Fig. 10. Halsparti af en såkaldt stob i hårdtbrændt ler fra slutningen af 1200-årene. Fundet i affaldskulen anlæg 12.

Der blev ialt fundet 5 mønter (fig. 11), som alle er middelalderlige. De er blevet bestemt af Museumsinspektør Jørgen Steen Jensen på Den kongelige mønt- og medaillesamling.[9]

  1. Knud VI (1182-1202). Fundet 1979 vestligt i felt C i vækstlaget lige over undergrunden. Den er klart ældre end støberiet. Muligvis hænger dens tilstedeværelse sammen med fundet af den såkaldte østersø-keramik i en grube tæt ved (anlæg 7).
  2. Erik Plovpenning (1241-50). Fundet 1978 i felt C syd for brønden (anlæg 6) i et lag med bronzestykker og formrester.
  3. Erik Glipping (1259-86). Fundet 1979 sydvestligt i felt D sammen med trækul og formrester. Dette lag lå placeret i toppen af den store affaldsgrube anlæg 8, som er gravet og opfyldt efter støbeperioden. Møntens indlejring i lag med formrester antyder en oprindelig samhørighed, men den kan naturligvis også være en senere indblanding.
  4. Erik Glipping. Fundet 1978 i de øvre opfyldslag i brønden (anlæg 6) sammen med stentøjsskår og andet affald.
  5. Erik Glipping. Fundet 1979 nordvestligt i felt C tæt ved Overstræde i vækstlaget tæt ved undergrunden. I området iagttoges ingen aktivitet fra støberiet.

Fig. 11. De 5 mønter (1-5) Fundet under udgravningerne samt den ene (6) fundet ved et skelet ude i Overstræde. Se note 9. Mønterne er gengivet i mål 2:1.

Mønterne understreger den datering af støbeaktiviteterne, som kunne opnås gennem fundet af skårene fra glaserede kander. Mønt 2 viser, at de må være begyndt efter 1241, mens mønt 3 antyder, at tidspunktet nok må sættes til tiden efter 1259. Sammenfattende kan altså siges, at vi med rimelig sikkerhed kan indsnævre tidsrummet til engang i sidste halvdel af 1200-årene, eller sagt på en anden måde engang mellem årene 1259 og 1308.

Det er første gang et sådant alsidigt bronzestøberi er undersøgt i Danmark. Gennem bevarede klokker ved vi, at der må være foretaget utallige støbninger rundt i landet allerede i den ældre middelalder. Dette skete ofte i eller nær ved kirkerne, da det var lettere at flytte de få nødvendige redskaber, der brugtes ved støbningerne, end de tunge klokker.[10] I Odense blev der, som udgravninger 1983 har vist, støbt klokke til Sct. Albani trækirke inde i kirken (se afsnit 6).

Egentlig faste værksteder må dog også have fungeret – placeret i byerne eller ved større landklostre. Inden dette emne uddybes nærmere, vil vi dog se på, hvad Odense-fundet kan berette.

Støberiet

Overalt i udgravningsfelterne blev der fundet rester efter bronzestøbning: slagger, formrester i ler og enkelte metalstykker. Materialet viser, at der på stedet må være foregået en ret omfattende produktion af bronzegenstande – først og fremmest klokker og gryder.

Fig. 12. Støbeform til grydeben. Til højre et ben udstøbt i gummi. Se fig. 23.

Fundet af de to gruber med »klokke-fundamenterne« fortæller instruktivt om fremgangsmåden ved klokkefremstillingen, mens forholdene omkring den øvrige produktion ikke tegnede sig så klart i aflejringerne. Nogle mindre gruber fyldt med formrester og trækul må have spillet en rolle, men hvilken kan ikke afgøres.

Fig. 13. Kappestykke fra klokkeform. Den mørke stribe er spor efter det jernbånd, som har været indlejret i leret.

I den sydlige del af felt G blev registreret flere gulvlignende lag, men samhørende vægge fra en eventuel bygning blev ikke iagttaget. Gulvlagene, placeret omkring kote 12,00, lå mod vest direkte på områdets oprindelige grønsvær, mens de længere mod øst overlejrede en 1,5 m dyb grube fyldt med mange rødbrændte lerklumper, hvoraf flere åbenbart var dele af støbeforme til klokker, andre derimod sikkert rester af en nedbrudt smelteovn (fig. 3b). På og mellem gulvlagene fandtes de største koncentrationer af formrester til grydestøbning – blandt andet en hel form til et 11 cm højt ben (fig. 12).

Fig. 14. Kappestykket – vist fig. 13 – er her placeret på Adamklokken fra år 1300 i Sct. Knuds kirke.

Udgravningens fund giver på enestående måde indblik i den middelalderlige bronzestøbers arbejdsmetode, ja, vi kan næsten komme til at se ham over skulderen. Men dette indblik i en fremmed verden opnås ikke umiddelbart. For eksempel fremtræder formdelene til gryderne blot som mindre fragmenter, og kun ved nøje studium giver de mere detaljerede oplysninger fra sig.

Fig. 15. Opmåling af Adam-klokkcn ved F. Uldall 1897 med kappestykket fig. 13 placeret i ret position. Opmålingen opbevares på Nationalmuseet.

For eksempel: Hvor store var de enkelte støbte gryder? – Her må en rigtig tolkning ikke blot tage udgangspunkt i det fundne materiale, bevarede produkter må også inddrages sammen med de sørgeligt få ældre beskrivelser, der på enkelte punkter kan supplere vor viden.

I det følgende vil beskrivelsen af Sortebrødrenes støberi blive delt op i to afsnit: klokker og gryder. Baggrunden herfor er først og fremmest fundmaterialets art, men som det vil blive påvist i afsnit 9, blev produktionen af netop disse så uens varer dog ofte varetaget af een og samme støber.

Støbningen af klokker

På forunderlig vis er der fra den ældre middelalder bevaret en ganske omfattende beskrivelse af klokkestøbningens svære kunst. Det drejer sig om munken Theofilus’ berømte skildring på latin i værket »De diversis artibus«. Her får vi beskrivelser af en lang række arbejdsprocesser med tilknytning til fremstilling af tidens kunstindustrielle varesortiment. Dateringen af værkets tilblivelsestid er noget omstridt, men de mest optimistiske forskere mener nu at kunne henføre det til 1120-erne.[11] Bog 3 omhandler metalhåndværkernes produkter, herunder tinkander og bronzeklokker. Netop afsnittet om de sidste udgør bogens største afsnit, og det har dannet udgangspunkt for utallige behandlinger.[12] Her skal beskrivelsen blot refereres i grove træk som baggrund for tolkningen af forholdene i Odense.

Først dannes »kernen« af ler. Lerlag på lerlag klaskes omkring en roterende aksel, indtil klokkens indre form (profil) er nået. Herover formes i voks »den falske klokke«, og omkring denne igen lægges nye lerlag kaldet »kappen«. Denne skulle forstærkes med jernbånd. Formen til kronen fremstilledes særskilt og blev nu placeret i rigtig position.

Den ganske tunge form blev placeret retvendt med kronedelen øverst i en støbegrube, som i bunden var forsynet med et opvarmningsanlæg. Vokset skulle smeltes ud, så der opstod et hulrum til den senere indstrømmende bronze. Samtidig med opvarmningen blev lerformen hærdet, men ikke nok til at den kunne modstå trykket fra metallet. Derfor blev støbegruben fyldt med jord, og først nu kunne man lede det flydende metal fra den nærliggende smelteovn over i formen. Efter størkning gravedes formen fri, kappe og kerne sloges i stykker, og den færdige klokke dukkede frem.

Det er ikke sikkert, at støberen i Odense har kendt Theofilus’ skildring, men den angivne metode har han været fortrolig med. Det viser fundene, så lad os se lidt nærmere på dem.

Blandt de mange formdele bør et enkelt fremhæves. Det drejer sig om et kappestykke ca. 30 × 17 cm stort med en tykkelse på 7 cm. På den ene side ses den glatte krummede flade, som har vendt ind mod klokken, på den anden anes en mørkere farvning efter jernbåndet (fig. 13). Dette har været ca. 3 cm bredt. Stykket stammer altså fra den inderste del af kappen, som må være brudt igennem, fordi man ville genanvende jernbåndet.

Diameteren på den krumme flade kunne måles til 56 cm, hvilket måtte være mindstemålet for den støbte klokke. Spørgsmålet var nu, om vi kunne finde en klokke hvis krumning passede til formens – og som ved sin datering kunne komme på tale. Heldet var med os. I domkirken Sct. Knud hænger en fin gammel klokke med indskrift i store flotte majuskler (oversat fra latin): »O ærens Konge Kristus kom med fred. År 1300«. Bedre kunne det ikke blive. Vi bar kappestykket op i tårnet for at passe det på klokken, og lidt under indskriftbåndet kunne det placeres så tæt til overfladen, at der ikke var tvivl om, at det havde siddet i en form til støbningen af om ikke netop denne klokke, så til een med helt samme profil (fig. 14-15).

Midt på klokkelegemet står helt isoleret navnet ADAM (fig. 42). Den kendte klokkeforsker Fr. Uldall, som undersøgte klokken i 1890-erne, mente, at det var navnet på støberen, som Uldall antog havde været munk eller lægbroder i det Benediktinerkloster, der var tilknyttet domkirken.[13] Det ser nu ud til, at klokken har været lavet i Sortebrødrenes støberi, hvor Adam i givet fald har været leder. Og har klokken så ikke oprindelig været bestemt til kirken her? En ekstra indskrift anbragt med mindre bogstaver øverst på klokken peger i den retning. Den lyder i oversættelse: »Peter og Poul være hilsede i glæde«. Sortebrødreklosteret var viet til Sct. Peter, og intet var vel mere naturligt end at nævne ham på kirkens klokke. En få år ældre klokke i kirken i Næstveds Skovkloster – også indviet Sct. Peter – har på siden et billede (fig. 16) af støberen Morten, som overrækker en klokke til klosterets værnehelgen.[14]

Det endelig bevis for, at Adams klokke er fremstillet i vort støberi mangler. Der blev ikke fundet formdele med rester af indskriften. Derimod gav undersøgelsen af »klokkefundamentet«, som var bragt hjem til museet i præparat, overraskende gode resultater.

Det blev i foråret 1980 vendt og gravet ud fra bunden for at lerpladen kunne bevares intakt. Men nu viste det sig, at der i præparatet gemte sig to opvarmningsanlæg, som havde afløst hinanden (fig. 17). Det ældste var bestemt til en klokke på lidt over en meter – Adams var ved mundingen 108 cm – det yngste til en lidt mindre klokke. Begge anlæggene bestod af en nord-syd-gående fyringsrende med henholdsvis to og een tværgående trækkanal, hvorover den cirkulære lerplade var formet. Dette »klokkefundament« var i den første støbning understøttet på 4 steder af opstablede munkesten, mens det noget mindre fundament til den anden støbning kunne nøjes med tre opstablinger.[15]

Fig. 16. På klokken i Skovkloster (fra slutningen af 1200-årene) ses støberen Morten, der overrækker en klokke til Sct. Peter, klosterets skytshelgen.

Som det er omtalt i afsnit 4, blev klokkestøbninger ofte henlagt til kirkerne selv eller deres nærmeste omgivelser. Så sent som i 1765 rejste den i Viborg bosatte Kasper Kønig til Aalborg for på stedet at omstøbe Budolfi kirkes revnede klokke.[16] I Odense er et meget ældre eksempel kommet for dagen. Ved udgravninger af Skt. Albani trækirke – den kirke, hvor Knud den Hellige blev dræbt 1086 – er sommeren 1983 fundet rester af en 55 cm dyb grube til en klokkestøbning. I fylden fandtes mange formrester, som viser, at klokken ved mundingen havde en diameter på ca. 40 cm. Om alderen af klokken kan blot siges, at den er ældre end kirkens færdiggørelse: gruben var overlejret af gulvlagene.[17] Klokken eksisterer naturligvis ikke mere, men den må have haft form og størrelse meget nær den, som for få år siden fandtes i vandet ud for Hedeby. Denne var en påfaldende spinkel udgave af de såkaldte Theofilus-klokker med bikubeform. Diameteren var 42,5 cm.[18]

Fundet af støberiet i Albani kirke må alene på grund af dets sikre tidlige datering tiltrække sig betydelig opmærksomhed.



Fig. 17. Klokkestøbningsgruben med de to opvarmningsanlæg. På tegningen er øverst vist det seneste anlæg i plan, derunder snit gennem de to anlæg, nederst det ældste anlæg i plan. Fotografierne viser det yngste anlæg – dels under udgravning i Overstræde, set mod nord – dels ved undersøgelsen på Konserveringsanstalten. Her foregik udgravningen nedefra, da præparatet var vendt. På billedet ses den brede fyringskanal løbende N-S med den smalle trækkanal mod vest (afgravning 6).

Støbningen af gryder med videre

Den anden – og måske vigtigste – del af støberiet beskæftigede sig med mindre produkter. Her peger de fundne formdele først og fremmest på de i senmiddelalderen så velkendte trebenede gryder, men også andre varer som kander, lysestager og varmebækkener eller døbefonte har med en vis sandsynlighed stået på støbernes produktionslister. Vi må i det hele taget regne med, at støberiet har været leveringsdygtigt i, hvad kirke og (kloster-)bolig i samtiden har fordret. Det kan således blot være et tilfælde, at der til nu i materialet ikke sikkert er erkendt formdele fra støbning af for eksempel røgelseskar. Hovedproduktionen har dog helt klart været gryder, så lad os begynde med dem: hvordan blev de fremstillet, hvordan så de ud, hvor mange er der blevet produceret?

Vi har ikke som ved klokkerne bevaret en nogenlunde samtidig produktionsvejledning. I Theofilus’ værk omtales bronzegryder således slet ikke. Dette hænger naturligt sammen med, at fremstillingen af disse næppe var indledt på hans tid – og i hvert fald ikke med den metode, som fra 1200-årene blev den fremherskende. En hjælpende hånd giver Theofilus os dog. Han behandler nemlig nøje produktionen af tinkander, som har flere lighedspunkter med grydefremstillingen. Blandt andet må formene til begge slags støbninger være produceret ved hjælp af et drejelad. Et sådan beskrives indgående af Theofilus under afsnittet om tinkander.[19] For at få et mere nuanceret indblik i grydestøberens arbejdsmetode må vi altså primært gå til produkterne selv – og til formresterne.

En gryde fundet 1943 i en hustomt på Gåseholmen ved Næsbyhoved tæt nord for Odense kan passende danne udgangspunkt for behandlingen. Dateringen af huset kunne gennem en udgravning 1945 sættes til 1300-årene[20]. Gryden kan udmærket være en del ældre, ja den er måske produceret i vort støberi (fig. 18).

Karret, nærmest af kugleform, har vægge med en tykkelse på ca. 4 mm. Ved den udadbøjede rand har siddet to spidsvinklede ører, det ene er nu afbrækket. De tre ben har trapezformet tværsnit. Omkring bugen løber vandret tre smalle ribber. Midt imellem ørerne ses to lodrette fuger, som går fra randen på begge sider og ned til en noget grov fortykkelse af godset midt på bunden. Overfladen er glat, enkelte steder anes nogle omkring 1/2 cm store partier, som ved deres farve og kantede form skiller sig ud. Dem skal vi komme tilbage til.

Fig. 18. Gryde fra Gåseholmen med støbegrat mellem ørerne og i bunden rest efter indløbet.

På en sådan gryde passer mange af de fremdragne formdele som hånd i handske. En hel form har ikke kunnet samles, men fragmenterne kompletterer hinanden, så vi kan med sikkerhed slutte os til, hvordan den oprindelig har set ud. Ved nøjere studium af formdelene, kombineret med den viden, som kan indvindes ved betragtning af selve gryderne, kan hele arbejdsforløbet rekonstrueres med ret stor sikkerhed (fig. 19).

Først formes, som ved klokkerne, kernen. Omkring en roterende aksel vikles et groft reb, til en passende tykkelse er opnået. Udenpå klaskes ler i flere omgange, indtil grydens indre form er nået. Herefter formes en såkaldt falsk gryde i voks, som dækkes af nye lerlag. Nu tørres formen – eventuelt under en let opvarmning – og akselen med det omviklede tov trækkes forsigtigt ud.

I kappe og kerne efterlader den fjernede aksel et par mindre huller. Det i kernen tættes – eventuelt med en tørret lerklods (jfr. fig. 32), hvorefter formen opvarmes, så vokset smelter bort. Derefter gennemsaves den ydre form midt mellem ørerne (ved middelaldergryderne i Nederlandene sker snittet nær ørerne). Nu kan eventuelle reparationer af formens støbeflader let foretages, og hvis støberen ønsker sit mærke anbragt på gryden, indridser han det spejlvendt et passende sted i formen. De to halvdele af yderformen skal nu bringes på plads. For at dette kan ske uden mispas, har støberen dels formet forbindelsen ved randen mellem kerne og kappe med passende indhak, dels sikret den nødvendige ensartede afstand mellem inder- og yderform ved indlagte kernestøtter. Her benyttes ofte små stykker af itubrudte gryder – de ses i den færdige grydes overflade som små kantede partier. Sammenføjningen af yderformens to dele tætnes med ler.

Til sidst fæstnes en indløbstragt til bunden af yderformen – netop der, hvor akselen efterlod et hul: gryden skal nemlig støbes med bunden opad. Formen placeres nu i et gravet hul og dækkes med sand, så blot tragten og det øverste af de tre benforme rager op. Herefter ledes den flydende bronze ned i tragten – enten via en rende direkte fra smelteovnen eller måske snarere fra en digel. Når metallet er størknet, graves formen op og slåes i stykker. En bundtap – lige så lang som benene – saves af (fig. 36), overfladen renses, og gryden er klar til brug.

Fig. 19. Støbeform opstillet i ret position. Tegningen viser situationen umiddelbart efter, at bronzen – sikkert fra en digel – er ledt over i støbetragten. Det flydende metal har fyldt formens hulhed op til benenes bund – et niveau der svarer til midten af indløbstragten. For overskuelighedens skyld er på snittet vist både ben og øre samt randparti uden øre. Denne kombination forekommer ikke i virkeligheden på et enkelt tværsnit.
Fig. 20. Et udvalg af formdele udlagt i indbyrdes ret orden. Der ses eksempler (som ikke har hørt til samme form) fra tragt, ben, bug (inder- og yderform) samt rand. Ved tragten ses en metaltap, som er savet af en færdigstøbt gryde. Se fig. 19.

Ved ituslagningen af lerformen fremkommer brudfladerne ofte på de samme karakteristiske steder. Herved opstår en række ensdannede fragmenter, som klart kan henføres til bestemte partier af formen: tragten, benene, bugen, randen (fig. 20). Gennem målinger af for eksempel de mange forskellige formdele, der hører til grydernes bugparti, opnåes der et billede af produktionens spændvidde. På denne måde kunne det vises, at der var støbt gryder med vidt forskellige tværmål – fra 16 til 42 cm. Standardvaren har dog ligget på omkring 20 cm – og det er også sådanne gryder, som i dag oftest ses i museernes samlinger (jfr. Gåseholmgryden fig. 18). De noget større gryder, som mest kendes gennem skriftlige kilder, for eksempel testamenter,[21] må næsten alle være omstøbt i ældre tid.

Fig. 21. Et udvalg af fragmenter til støbetragte.

Ved udgravningen i Overstræde blev alle de letbrændte formstykker indsamlet, men først efter en tidkrævende konservering med et nylonpræparat[22] kunne de enkelte stykker nummereres – og en optælling foretages. I rapporten er antallet af formdele opgjort til 3384. Hovedparten er ukarakteristiske mindre fragmenter, som ved bearbejdningen hurtigt kunne lades ude af betragtning. Tilbage blev et udvalgt antal, som ved deres form kunne give nærmere oplysninger om dels støberens arbejdsmetode dels om produkternes art og størrelse. Nedenfor vil de enkelte fragmenttyper blive omtalt i katalogform.

Støbetragte

Af de op mod 100 fragmenter (fig. 21) til indløb kunne enkelte samles til en næsten hel tragt. Inderfladen er på denne som på alle de fundne stykker helt glat – mens yderfladerne er mere uregelmæssige. Indløbene er åbenbart formet over en i træ drejet form (fig. 22). På de stykker, hvor vinklen kan måles, ligger den mellem 25° og 36°. Den indre diameter ved randen er mellem 3,2 cm og 6,0 cm. Godstykkelsen er ca. 1,5 cm.

Ben

En enkelt hel form til et løst ben fandtes (fig. 23). Ved udstøbning med gummi har benets form kunne genskabes. Det er 11 cm højt med trekantet tværsnit (tværmål 3,5 cm). Den forreste kant er forsynet med en prydvulst, som fortsætter ud på foden. Benet har været bestemt til en ganske stor gryde.

Formdele af både større og mindre ben af samme type fandtes. Et enkelt stykke med trappet profil må have været til et påfaldende stort ben med et tværmål på mindst 6 cm (fig. 24-25). Et sådant kan have siddet på et varmebækken eller en døbefont.

Enkelte fragmenter viste den nærmere udformning af benenes nedre afslutning. Her bør især fremhæves et par stykker, der har hørt til typen med løvefødder (fig. 25-26, jvf. kanden fig. 31).

Fig. 22. Sammenlimede fragmenter af en støbetragt placeret på en drejet trækegle med en vinkel på 32°.

Inderforme

En stor del af fragmenterne med bevarede støbeflader kunne bestemmes som hørende til inderformen, kernen. Tykkelsen ligger på 1,5-2,5 cm. Flere stykker viser aftryk af det tov, som lerkernen er formet over. Gennem målinger af støbefladens krumning kan de færdige produkters (gryders) størrelse udregnes. De har haft bugdiametre på mellem 16 og 42 cm (fig. 27).

Særlig interessante er de mange velbevarede stykker, der har siddet ved mundingen. De har på karakteristisk måde krænget ud over grydekanten, så der dannedes en fals, hvortil yderformen passedes. Dette stykke af formen kunne ved støbningens afslutning let slåes af (fig. 28).

Disse mange ensdannede randstykker røber ved deres glatte, nærmest afdrejede overflade tydeligt, at formen må være produceret på et drejelad – netop som Theofilus anviser det ved kandefremstillingen. På de fleste af stykkerne ses aftryk af grydens yderste randparti, hvorved dennes diameter kan måles med meget stor nøjagtighed. På stedet må være støbt gryder med randdiametre på mellem 10 og 42 cm, hvilket svarer fint til de bugstørrelser, der er konstateret.

Fig. 23. Støbeform til grydeben vist i længde- og tværsnit. Til højre tegning af benet foretaget efter udstøbning i gummi. Se fig. 12.

Yderforme

Yderformenes godstykkelse er generelt lidt mindre end inderformenes, ligger oftest på omkring 2 cm. Som ved inderformen kan variationen i karrenes bugdiameter måles. De fleste stykker viser en glat støbeflade, men enkelte gange ses et rillepar, som afslører, at der har været produceret kar med de karakteristiske vandret løbende ribber (se fig. 18). Afstanden mellem ribberne på de tre bedst bevarede stykker er 2,0 cm, 1,4 cm og 1,0 cm (fig. 29). De to første stykker har siddet på bugen af kar med diametre på 22 og 40 cm (fig. 30). Om der under eller over har siddet flere ribber eller ribbepar, kan ikke afgøres. Krumningen af støbefladen på det tredje stykke viser, at det må have hørt til halspartiet på en meget stor kande med en diameter på ca. 22 cm. Halsen på kanden, der fandtes i sortebrødrenes køkken (fig. 31) er blot 8 cm.

Fig. 24. Formdele fra ben vist i tværsnit. Se fig. 23, 25 og 26.
Fig. 25. Formdele til ben. Til venstre ses et stort stykke som må have hørt til en døbefont eller et varmebækken – jf. fig. 24 til højre. Til højre ses dele til løvepoter – jf. fig. 26.
Fig. 26. Tre forskellige udformninger af grydebenenes fødder, tegnet efter aftryk af formdele – jf- fig- 23 og 25.
Fig. 27. Profiler af en række formdele fra kernen placeret i forhold til Gåseholmgrydens inderprofil. Den største konstaterede bugdiameter er 42 cm. Mundingen på en sådan stor gryde kan udmærket have haft samme mål; jf. fig. 28.

Fragmenter med ukendt funktion

Blandt de mange udvalgte fragmenter forekommer flere, hvis funktion er om ikke gådefuld så dog mere eller mindre uklar. Nogle let brændte lerklodser, dels kantede dels rundede, kan være benyttet til at udfylde huller i grydernes og kandernes yder- og inderforme, fremkommet efter at spindelen er trukket ud (fig. 32).

Nogle karakteristiske lerskiver med et ringformet aftryk efter genstande med en diameter på omkring 6 cm (fig. 33) har indtil videre ikke kunnet forklares. Er det bundstykker fra forme til røgelseskar?

Fig. 28. Stykke af kernens afbrækkede randparti med pasningshak mod kappen, tegnet som det må have siddet i formen (på bugen placeret et formstykke med 2 ribber). Til rekonstruktionstegningen er valgt randstykket med den største konstaterede diameter: 42 cm ved karrets munding; jf. fig. 27.
Fig. 29. Tre kappestykker med ribber.

Andre produkter end gryder og kander

I et klosterstøberi må man forvente, at der har været støbt et større udvalg af genstande til brug i kirken. Og sådan har det vel også været i Odense. Med sikkerhed kan vi dog blot opregne klokkerne. Ovenfor er med forbehold anført døbefont/varmebækken, og samme usikkerhed gør sig gældende med endnu et produkt. Enkelte mindre formdele kan på grund af deres aftrappede profil muligvis være fra fodstykker til store lysestager (fig. 34).

Fig. 30. Tre kappestykker set i profil. Det øverste hører til en stor kande, de to andre vel til gryder.

Færdige produkter forekom i sagens natur ikke – bortset fra et enkelt, men ganske interessant stykke (fig. 35-36). I 1978 fandtes en lille ensidig støbeform. Den havde form af en flad lerklods, 5 cm bred og halvt så tyk. Midt på den ene flade var skåret en fordybning som en 6-oddet stjerne. Længden af klodsen kunne ikke angives. Den var knækket netop gennem fordybningen til endnu en stjerne. Året efter fandtes en mindre irret bronzeklump, som efter konserveringen viste sig at være en stjerneformet knap, som passede nøjagtigt i formen fra året før. Hvad de støbte knapper har været brugt til, er uvist, muligvis er de hoveder til prydsøm.

Fig. 31. Kanden fundet 1974 i Sortebrødre-klosterets køkkenfløj; jf. fig. 1.

Efter denne katalog-agtige gennemgang af de enkelte fundgrupper kan det være passende at spørge: hvor længe fungerede støberiet, og hvor meget blev ialt produceret? – Straks må det konstateres, at et fuldt tilfredsstillende svar ikke kan gives. Vi ved for eksempel ikke, hvor meget af den samlede produktion, der har sat sig spor i det overleverede formmateriale. Det er muligt, at vi står overfor et kortere forløb sat igang af klosteret for at dække et aktuelt behov. Mere naturligt er det dog, at støberiet har fungeret over en årrække. Gennem målinger på det omfattende formmateriale til gryder kan det for eksempel ses, at produktionen har strakt sig fra helt små kar til nogle påfaldende store uden nævneværdige spring i målene. Det er således konstateret, at der er støbt kar med randdiametre på 10 cm og herefter i små spring på et par cm’s størrelse op til 28 cm – derefter kommer kar på 32 og 42 cm’s mundings diametre.


Fig. 32. To kantede og tre cylinderformede lerklodser – alle letbrændte. Er det propper til at udfylde huller i støbeformene? De runde kan have hørt til klokkestøbning – altså fyldt aftapningshuller efter at vokset er smeltet ud.
Fig. 33. En række cirkulære formdele viser aftryk af ringformede genstande, som har haft diametre på ca. 6 cm.
Fig. 34. Enkelte formdele kan have hørt til støbeforme for store lysestager.
Fig. 35. Form til prydknap (?) og et færdigt produkt. Kan sådanne knapper have siddet på bogbind?

Andre grydestøberier

De støberitekniske iagttagelser, som sortebrødrenes værksted har givet anledning til, indtager alene på grund af fundets sjældenhed en særstilling. Ikke så meget på grund af klokkestøbningerne som på grund af værkstedets andet hovedprodukt: gryderne. Disse må rundt om i købstæderne være produceret i uanede antal, så det kan undre, at næsten ingen værkstedsfund er kommet for dagen. Formfragmenter er tidligere fundet i Tyskland i Magdeburg og Køln, men dokumentationsmaterialet blev ødelagt under 2. verdenskrig.[23]

I 1972 dukkede så endelig et omfattende støberi op i Visby på Gotland. Dets tilhørsforhold kunne ikke klargøres, men bestanden af støbeforme stemmer selv i detaljer påfaldende overens med Odensefundets. Værkstedet siges da også i Ragnar Engeströms[24] spændende redegørelse fra 1974 at have været »igång under 1200-tallet, säkert under dess senare hälft«. Tættere i tid kan vi ikke ønske det.

Fig. 36. Der fandtes – udover knappen fig. 35 – ganske få genkendelige fragmenter af regulære genstande. Her er vist to afsavede indhældnings-tappe fra gryder, et stykke af et øre, et fragment fra en klokke samt et løst-fundet spænde. Det sidste har muligvis ikke noget med støberiet at gøre.

I Visby er som i Odense blot en del af støberiet blevet udgravet. Omkring 5000 støbeformsfragmenter kunne bjerges, næsten udelukkende fra produktion af gryder, som alle havde været forsynet med løvefodsben.

Ved målinger har bugstørrelserne kunnet bestemmes til mellem 12 og 33 cm, men med en koncentration – som i Odense – på omkring 20 cm. Et karakteristisk træk ved Visbyværkstedet er grydernes parvis anbragte ribber. En velbevaret gryde fundet i en mose på øen (Stenkumla sogn) svarer fuldstændigt til det billede af en gryde, som formfragmenterne lader ane. Det er den største middelalderlige gryde med løvefødder, der er fundet i Sverige. Den måler, som den største konstateret i værkstedet, 33 cm over bugen. Den er forsynet med hele 3 ribbepar.

Odensestøberiet har produceret gryder med endnu større mål – op til 42 cm – men ellers svarer de to fund, som anført, ganske overens. Blot synes Visby-støberen at have nuanceret udformningen af sine gryder noget mere end kollegaen på Fyn. For eksempel har han produceret ben med mindst 16 forskellige fodafslutninger.

Også fremstillingsmetoden har vel været nogenlunde identisk, men i Ragnar Engeströms fremlægning af Visby-materialet er arbejdsgangen tolket anderledes end det ovenfor var tilfældet med Odensefundet. Flere fund bør dog kunne afklare en lang række mindre tvivlsspørgsmål, og netop i skrivende stund (august 1983) er i Lybeck et grydestøberi under afdækning.[25] Undersøgelserne foregår som en nødgravning, så iagttagelsesmulighederne er langt fra de bedste. Fundet dateres foreløbigt til ca. 1200-1275.

Klokke- og grydestøbere

Den nære håndværksmæssige forbindelse mellem støbningen af de tunge klokker og de lette gryder, som blev påvist ved udgravningen i Odense, er ikke noget ualmindeligt fænomen i middelalderen. Denne samhørighed i produktionen fremgår ofte af klokkernes indskrifter, andre gange ses det ved, at støberen foruden sit mærke anbringer et billede af en gryde på klokkelegemet. Eksemplerne stammer fra den senere del af middelalderen. De er altså noget yngre end Odense-fundet, men kan dog være relevante at trække frem.

Omkring 1430 satte Niels Eskildsen to gryder ved sit støbermærke (fig. 37) på klokken i Tyrsted kirke ved Horsens.[26] En samtidig støber, vist med navnet Henrik Nielsen, satte 1435 blot en enkelt gryde på klokken i Sonnerup vest for Roskilde.[27] Indskriften fortæller her, at klokken blev støbt i Ejby, som er en landsby 5 km nord for kirkebyen. Støberen har, som det ofte var tilfældet, oprettet et midlertidigt støberi ude på landet, muligvis som en lille filial af hovedstøberiet i en nærliggende købstad.

I 1507 kalder støberen af klokken i Guldbjerg på Nordvestfyn sig for Poul Gridstøber i Melfaredid, hvilket vel viser, at han har haft sit klokke- og grydestøberi i Middelfart.[28] På klokken i Huarød i Skåne, sikkert oprindelig støbt til kirken i Åhus, slutter indskriften: »I Herrens år 1511 støbt i Malmø. Jost Persen. Grydestøber«.[29] Indskriften på en nu omstøbt klokke i Fru Ahlstad i Skåne fortæller: »Jens Grydestøber af Lund støbte denne klokke i Herrens år 1522«.[30] Klokkeindskrifterne viser altså, at begge de to nærtliggende købstæder i Skåne husede grydestøbere, og går vi til andre skriftlige kilder, fortæller for eksempel Malmøs kæmnerregnskab – bevaret fra 1517-20 – at der i byen 1519 sad 5 grydestøbere, 2 kandestøbere samt 2 kedelsmede.[31] Klokkestøbere nævnes ikke, men de kunne jo – som vi har set – være identiske med grydestøberne.

Oftest betegner støberen sig dog i klokkeindskrifterne netop som det han er. I reformationstiden arbejdede i Nordjylland en ganske produktiv støber. Hans klokker blev altid forsynet med et karakteristisk bomærke, en enkelt gang får vi desuden hans navn: på klokken fra 1526 i Haverslev i Himmerland kalder han sig Las Klockesteber. Hans bomærke finder vi desuden på en gryde, som 1895 blev købt af Vendsyssel historiske Museum i Hjørring, så også han var mester for den så karakteristiske blandede produktion. Værkstedet lå vist i Aalborg, hvor en Klokkestøbergyde var opkaldt efter sønnen Rasmus Klokkestøber.[32]

Fig. 37. Klokken fra Tyrsted syd for Horsens – overdraget Nationalmuseet i 1895. På siderne af støberens mærke ses to trebenede gryder – den ene med hank. Sådanne i jern smedede hanke ses af og til på de bevarede gryder. Ældre foto på Nationalmuseet.

Grydestøberne var i tiden for disse eksempler optaget i byernes håndværkerlav. I Danmark optræder de ikke særskilt, men var altid en underafdeling i en større samling. I Odense ses for eksempel, at smedesvendelavet 1452 foruden egentlige smede optog kedelsmede, remsnidere, sverdfegere, sadelmagere – og grydestøbere. I byens mesterskrå fra 1496, hvor to ældre skråer opregnes, optræder både gryde- og kandestøbere.[33]

Middelalderens bronzestøberier

Som det ovenfor er nævnt, blev støbning af klokker ofte henlagt til den kirke, hvor klokken skulle ophænges. Dette er dog ikke ensbetydende med, at støberne var evige vandrere. De havde sikkert ofte et permanent værksted i en større by, hvorfra de tog ud. Den kendte klokkestøber Johannes Petri betegner sig således 1475 på klokken i Hemmeshøj på Vestsjælland som borger i Slagelse. Nogle få år efter finder vi ham i Jylland, hvor han ofte kalder sig med det danske Jes efterfulgt af tilnavnet Smid. Han signerer sine klokker med enten navn, segl eller støbermærker, hvoraf hammer og tang passer godt til hans tilnavn. På klokken, som nu sidder i Hesselager på Fyn, indledes indskriften med hans segl, mens teksten fortæller, at klokken oprindelig var støbt til cistercienserklosteret Øm i Midtjylland: »Broder Kristian, abbed for den kære Ø’s kloster, har ladet mig støbe i Herrens år 1490«. Fem år før finder vi støberen i cisterciensterklosteret Tvis i Vestjylland. Klokken i den nærliggende Vejrum kirke bærer indskriften: »I Herrens år 1485 lod den hellige Broder Kristian, abbed i Tvis, mig støbe. Hellige Maria. Jes Smed«. Det kunne se ud til, at han er rejst rundt blandt de jyske cistercienserklostre. Placeringen af støbepladserne kan vi ikke udtale os om med sikkerhed, men netop ved disse to klostre er der iagttaget spor efter bronzestøbning. Sikrest i Øm, hvor rester efter en smelteovn blev udgravet 1934 i kirkens nordre korsarm, mens situationen i Tvis er mere uafklaret. Her skulle der i Møllebakken tæt ved klosterruinen være fundet rester af metal.[35] Klosteret har muligvis haft et regelmæssigt benyttet støberi. I hvert fald ser det ud til, at omegnens klokker ofte skylder abbederne deres tilblivelse.[36]

I et andet cistercienserkloster, Sorø, gjordes 1918 et interessant fund, som sikkert skal sættes i forbindelse med klokkestøbning.[37] Nationalmuseets kendte arkæolog Poul Nørlund kunne i forbindelse med undersøgelsen af en række murede grave fra den ældre middelalder frilægge »en dybt i leret nedgravet ovn eller fyrgrube«. Den var kvadratisk med sidemål på ca. 1 m opbygget af munkesten. Der var en åbning mod syd. Anlægget var bevaret i 11 skifters højde. De øverste skifter var helt sammenbrændte af høj varme, mens de nedre, ligesom det lerstampede gulv, var stærkt sodede (fig. 38). Nørlund giver i rapporten selv en tolkning af fundet: »Ved det øverste skifte må ildstedet have været, asken er gået til bunds og har kunnet fjærnes ad den smalle kanal ved sydsiden. Interessant var det, at man … fandt rester af forskellige sværvæggede (ca. 2 cm) smeltedigler, blandt hvilke et større ret velbevaret bundstykke, hvori en del af det smeltede materiale havde afsat sig«. I Nationalmuseets fundprotokol – under nr. 9581 – angives materialet: malm.

Vi står her åbenbart overfor den nederste del af en såkaldt flammeovn, hvor større mængder bronze har kunnet smeltes. Den helt nedbrudte overdel bestod af selve varmekammeret, hvor bronzen blev smeltet – og gennem en rende ledt over i klokkeformen. Denne ovntype afløste hen i middelalderen den cirkulært opbyggede ovntype, som vi kender gennem Theofilus’ beskrivelse.[38]

Diglerne har næppe været benyttet ved klokkestøbningen, men ved produktionen i småtingsafdelingen af for eksempel lysestager – og gryder?[39]

Middelalderens mest omfattende støberier må dog have ligget i de større byer, hvor afsætningsmulighederne var størst. Det ser da også ud til, at produkter, der ved deres ensartethed kan tilskrives samme værksted, ofte findes koncentreret omkring middelalderens købstæder. En støber, der på 18 kendte klokker kalder sig Nicolaus, har sikkert haft sit værksted i Viborg. En nu omstøbt klokke sad i byens Sct. Hans kirke, mens de andre kendte findes/fandtes i kirker i en bred bue omkring stiftsbyen. To af klokkerne er dateret 1340.[40]

Fig. 38. En frilagt smelteovn fra Sorø. Det drejer sig sikkert om rester af en flammeovn.

Samme karakteristiske fordeling finder vi ved 7 ensdannede røgelseskar, som må tidsfæstes så rummeligt som ca. 1250-ca. 1350. Det kan altså ikke udelukkes, at de også er produceret i et Viborgværksted – hos mester Nicolaus? I givet fald kan Estvad kirke sydvest for Skive samtidig have fået sit fine røgelseskar og den lille Nicolaus-klokke. Begge hænger endnu i kirken.

En lidt ældre støber af røgelseskar havde til huse i Svendborg – og denne gang er vi på sikker grund. 12 fine fynske kar kendes med kortere eller længere runeindskrifter. Mesteren kalder sig altid Jakob Rød. På et enkelt kar – fra Hesselager – får vi bynavnet: af sinnæbuuhr, af Svendborg.[41] Mon ikke støberiet også kunne levere klokker – og gryder? En allerede 1740 nedtagen klokke fra Rudkøbing skulle have haft en runeindskrift på latin. Dateringen – 1105 – må være en fejllæsning.[42] Klokken kan udmærket være udgået fra værkstedet i Svendborg,[43] som jo havde runerne som en slags kendetegn. Hvis det også har produceret gryder med runeindskrifter må de alle være omstøbte – ingen sådanne kendes i dag.

Gryder

Gryden var middelalderens foretrukne kogekar, først udført i ler, men efterhånden blev malmgryder mere og mere almindelige. De holdt længere, men var også dyrere. Derfor omtales de også ofte særskilt i testamenterne, og i krisetider gemmes de i jorden sammen med ædelmetal. I de urolige år i 1360-erne blev således nedgravet to omfattende møntskatte, hvor bronzegryder var benyttet som beholdere. I Kirial på Djursland var mønterne nedlagt 1365 fordelt i to gryder,[44] og et par år efter blev nær Horsens Rådvedskatten nedlagt i en enkelt gryde.[45] Mønterne var i begge fund overvejende tyske – og samme oprindelse havde i hvert fald 2 af gryderne. De var nemlig på randens inderside forsynet med Hansebyen Stralsunds mærke – en pil. På Rådved-gryden ses endvidere til venstre for pilen et mærke, nærmest i form af et stort A. Det tilsvarende parti på den ene af Kirial-gryderne var beskadiget, så blot et mindre stykke af dennes andet mærke kunne iagttages. Disse ekstra mærker hører til støberen – er hans bomærke.

Baggrunden for mærkningen skal ses i en række bestemmelser, som de nordtyske Hansebyer fik vedtaget på et møde i Rostock 2. marts 1354.[46] Grydestøberne i Hamborg, Lybeck, Wismar, Rostock, Stralsund, Greifswald og Stettin skulle herefter arbejde efter nærmere fastlagte regler, og som kontrol skulle mesteren signere gryderne »med sin bys mærke og med sit eget mærke«. Bestemmelserne blev gentaget 1368 og 1375, hvilket kunne tyde på, at de ikke i alle tilfælde blev overholdt.[47]

Kulturhistorikeren Hans Drescher, Hamborg, som gennem en årrække har undersøgt de nordeuropæiske gryder – både fra middelalderen og nyere tid[48] – har konstateret, at gryder fundet omkring de nævnte Hansesteder sjældent er forsynet med bymærker. Disse ses oftere på gryder fundet i Danmark: mærkningen er vel primært udført på produkter bestemt til eksport.

Alle bymærker er endnu ikke identificeret. Sikre er Lybecks todelte våbenskjold og Stralsunds pil. Et tre-delt skjold tilhører Rostock eller Greifswald. I dag kan opregnes 19 danske fund – heriblandt en pande – som med større eller mindre sikkerhed kan henføres til denne kategori af import. Indtegnes de på et kort ses, at udbredelsen stort set følger kysten (fig. 39). Karrene blev vel bragt frem på den rummelige Hanse-kogge.

Fig. 39. Kort over fundstederne for 18 gryder og 1 pande indført til Danmark fra Lybeck , Stralsund ↑ og Rostock (eller Greifswald). Syd for Østersøen ses de 7 Hansebyer, som i 1354 indgik fælles aftaler om blandt andet mærkning af deres produkter.

Usikkerhed om oprindelsen kan opstå af flere forskellige grunde. Mærkerne kan være utydelige, gryden kan være beskadiget, så blot dele af mærket/mærkerne ses, eller et fragment kan bære et enkelt mærke, som ikke absolut behøver at være et Hansemærke. Et randskår fra en gryde, fundet på Ringkloster ved Skanderborg (nr. 12) viser således blot en pil. Er det Stralsunds mærke eller en dansk støbers private kendetegn? En Københavnerstøber, Michel Stigeman, satte således 1519 sit mærke – en pil med en lille tværstreg på skaftet anbragt i et våbenskjold – på klokken, der nu hænger i Husie kirke i Skåne.[49] En tilsvarende pil – med tværstreg – findes som eneste mærke på ydersiden af to af de her medtagne gryder (nr. 10 og 14).

I den nedenfor bragte liste er alle fund – også de lidt usikre – opregnet.[50] De er opført med stedsangivelse og museumsnummer samt kort omtale af mærkerne. Enkelte litteraturhenvisninger er medtaget, især til værker hvor gryder og mærker er afbildet. Udeladt er omtale af fundtidspunkt, fundforhold og beskrivelse af gryderne – er de for eksempel glatte eller har de omløbende ribber? – En opregning af disse i øvrigt væsentlige oplysninger ville have gjort afsnittet ganske omfattende. Det fremgår heller ikke af listen, at flere af gryderne er fundet sammen med andre uden (by) mærker. Om dateringen af de enkelte gryder skal blot henvises til de møntdaterede (nr. 11, 13 og 18), som må være ældre end ca. 1370. Nogenlunde samme datering har vel flere af de øvrige gryder, enkelte er nok senere – fra årene helt op omkring reformationen.[51]

Fig. 40. Sammenlimede stykker fra malmgryde fundet på Sct. Hans kirkegård i Odense. På indersiden af randen ses støberens mærke (et kors) ved siden af Lybecks bymærke (et to-delt skjold). S’et til højre kan måske stå for mesterens kompagnon/hjælper.
Fig. 41. En pande fra GI. Borup med Lybecks bymærke ved siden af støberens. Han må være identisk med Magister Gerhard Kranemann, Odensestøberen Adams lidt yngre kollega. Foto på Nationalmuseets 3. afdeling taget kort efter, at panden indkom 1952.

    Todelt våbenskjold – Lybeck

  1. Øster Aistrup, Ugilt s., Venncbjerg h., Hjørring a. – NM 2 D2403. På indersiden bymærke omgivet af 2 andre mærker. Gryde og mærker afbildet hos Drescher 1969 Abb. 12:8.
  2. Samme lokalitet – NM 2 D2404. På indersiden bymærke og et beskadiget støbermærke. Mærker afbildet hos Drescher 1969 Abb. 12:9.
  3. Aså mølledam, Dronninglund h., Hjørring a. – Aalborg Historiske Museum 8166. På indersiden bymærke samt støbermærke: lodret streg, fra hvis midte der til den ene side udgår to skråstreger. Set fra siden ligner det en majuskel – A, se nr. 5. Gryde og mærker afbildet hos Drescher 1969 Abb. 12:8.
  4. Samme lokalitet som foregående. -Aalborg Historiske museum 8306. På ydersiden bymærke og pil med tværstreg, som for enderne bøjer nedad. Gryde og mærker afbildet hos Drescher 1968 (a) s. 167 og 169. Gryden må være sen.
  5. Nøvling s., Fleskum h., Aalborg a. -Aalborg Historiske Museum 9485. På indersiden støbemærke – »majuskel A« – som ved 3 (dog vendt 90°) samt til højre en kort streg. Grydens rand er afbrækket til venstre for A’et. Her kan bymærket have siddet. Gryden ligner meget Aså-gryden (nr. 3). Den stammer vel også fra Lybeck.
  6. Viborg Stiftsmuseum. Ukendt fundsted, gryden købt 1945. VSM 6809. Gryden har udvendigt et støbermærke, som fuldstændigt svarer overens med et på en gryde i Altona museum, som desuden er forsynet med Lybecks mærke. Mærker på begge gryder er afbildet hos Drescher 1969 Abb. 11:1 og 11:5. Se også Drescher 1967 s. 57-59.
  7. Odense by, Skt. Hans kirkegård. Fragmenter af en gryde med bymærke og mestermærke på indersiden (fig. 40). NM 2 8897. Siden 1974 deponeret på Møntergården i Odense.[52]
  8. Gl. Borup, Skt. Mikkels landsogn, Slagelse h., Sorø a. – Panden er indkommet til Nationalmuseets 3. afdeling: nr. 1917/1953. På ydersiden bymærke og til venstre derfor et karakteristisk støbermærke (fig. 41), som tilhører støberen Gerhard Kraneman. Se note 57.
  9. Pil – Stralsund

  10. Aså mølledam sammen med gryden nr. 3. – Aalborg Historiske Museum 8167. På indersiden bymærke. Til højre herfor støbermærke: en streg.
  11. Limfjorden øst for Aalborg, Hammer s., Kær h., Aalborg a. – NM D2 22/1982. På ydersiden pil med tværstreg på skaftet. Se nr. 14.
  12. Kirial, Enslev s., Djurs h., Randers a. – NM 2 D260/1979. På indersiden bymærke og rester af mestermærke. Gryden hører til et skattefund nedlagt omkring 1365. Se Jør-gen Steen Jensen 1970. Gryde og mærker afbildet i tegning hos Rikke Agnete Olsen 1970 s. 158 og 161.
  13. Ringkloster, Hylke s., Voer h., Skanderborg a. – Fragment af randen fra en gryde med en pil på indersiden fundet under udgravning ved Institut for middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet, hvor den har nr. M1.
  14. Rådved, Hansted s., Voer h., Aarhus a. – NM 2 D169/1976. På indersiden bymærke omgivet af et støbermærke og en lille firkant. Gryden hører til et skattefund nedlagt i slutningen af 1360-erne. Gryde og mærker afbildet hos Jensen med flere 1978 s. 44f.
  15. Mose ved nykirke præstegård, Nør-vang h., Vejle a. – NM 2 14026. På ydersiden pil med tværstreg på skaftet. Se nr. 10.
  16. Endelave ø og s., Nim h., Skanderborg a. – NM 2 D1727. På indersiden bymærke og et (eller to?) støbermærker til venstre. 2 mærker og grydens randprofil er afbildet hos Drescher 1969 Abb. 13:7.
  17. Tredelt våbenskjold – Rostock eller Greifswald

  18. Havbunden syd for fyret på Skagen, Hjørring a. – NM 2 Dl763. På indersiden bymærke omgivet af to andre mærker: en vinkel og et par krydsede kors. Gryde og mærker afbildet hos Drescher 1969 Abb. 13:1.
  19. Tofthøj mose, Gadbjerg s., Tørrild h., Vejle a. – NM 2 D765, afgivet 1938 til NM 3: 348/1951. På indersiden bymærke og til venstre for et støbermærke i form af en vinkel.
  20. Slågårdshuse, Frøslev s., Stevns H., Præstø a. – NM 2 Dl427. På indersiden bymærke og rester efter et støbermærke – muligvis de krydsede kors, der kendes fra gryde nr. 16. Gryden hører til et skattefund nedlagt omkring 1379. Se Jensen 1977 s. 18. Gryde og mærker afbildet hos Drescher 1969 Abb. 13:6.
  21. Sindssygeanstalten i Stege, Mønbo h., Præstø a. – NM 2 D2012. På indersiden bymærke omgivet af de fra gryde nr. 16 kendte krydsede kors og en vinkel. Gryde og mærker afbildet hos Drescher Abb. 13:5.

Som antydet ovenfor blev Hanse-gryderne, som solgtes til nærmarkedet, ikke altid forsynet med bymærke. Men efter kortere eller længere brug i Nordtyskland kunne de jo udmærket være solgt videre eller foræret bort til for eksempel en dansk husstand. Gryden på Viborg Stiftsmuseum (nr. 6) kan være en sådan. Den er forsynet med et enkelt støbermærke kendt fra en tysk gryde, som endvidere har Lybecks to-delte våbenskjold. Og nu har vi oplysning om, at netop gryder er kommet til Viborg fra Lybeck på den anførte måde. I 1440 blev domkapitlet i den nørrejyske stiftsby sekulariseret og kannikerne med provsten i spidsen skulle herefter flytte fra deres kloster-lignende fællesbolig til private huse. Den centrale person i disse forandringer var provst Morten Sperling. Hans historie er yderst delikat og interessant,[53] men her skal vi blot fæste os ved nogle oplysninger om indkøb til den nyindrettede bolig. På en tur til Lybeck i 1452 erhverver han hos en privatmand foruden bord, stole, sengetøj og beklædning tinsager på ialt 130 pund, 6 kedler på 30 pund og endelig hele 10 gryder på 62 pund.[54]

Det ser ikke ud til, at de danske grydestøbere var underkastet bestemmelser om mærkning af deres gryder med både by- og mestersymboler. En gryde fundet i Svendborg – indeholdende mønter fra Erik af Pommerns tid (1412-1439) – er på randens inderside mærket med et særpræget bomærke samt et W (fig. 42 a-b).[55] Det sidste kunne eventuelt være Hanse-byen Wismars mærke, men det drejer sig i virkeligheden om Visby på Gotland. Denne Hanse-prægede by har muligvis fået indført bestemmelser om mærkning som de nordtyske byer. Visbys mærke var netop et W – som det ses på blandt andet en del af byens udmøntninger. De to mærker, som er anbragt på Svendborg-gryden, findes helt identiske på en gryde fundet netop i Visby samt på en stegepande fra Eksta på Gotland.[56] Øen kan også fremvise tre klokker med mærkerne: Alskog, Gothem og Sundre.[57] Grydestøberen har som det måtte forventes også stået for en klokkeproduktion.

Navnene på støberne af de enkelte indførte gryder kender vi ikke.[58] Men ved et tilfælde gør dette sig gældende ved panden fra Gl. Borup (nr. 8, fig. 41). Den har – foruden Lybecks våben – et karakteristisk bomærke, som vi kender fra flere andre støbte arbejder – blandt andet den lille klokke i Brudager på Sydøstfyn.[59] Det karakteristiske mærke optræder – også sammen med Lybecks våben – på en malmdøbefont i Sieck i Holsten lidt øst for Hamborg lavet af »Magister Gherard« i midten af 1300-årene. Hans efternavn er Kranemann.[60]


Fig. 42 a-b. Gryde fundet i 1885 i Svendborg. Mærkningen viser, at/støberen har holdt til i Visby på Gotland. Ældre foto på national museets 2. afdeling.

Oplysningerne om import af metalvarer fra Hansebyerne til Danmark er altså ganske konkrete – og mangfoldige. Det forekommer derfor ikke mærkeligt, at det gang på gang i litteraturen er blevet fremhævet, at en lokal dansk produktion af gryder først indledes sent i middelalderen. Efter fundet af støberiet i Odense må denne påstand falde – og mester Adams grydestøberi omkring 1300 har vel ikke været det eneste?

Fig. 43. Adams signatur på klokken i Sct. Knuds kirke.

Noter

  1. ^ Det nøjagtige grundlæggelsesår kendes ikke. I den nyere litteratur angives ofte -vist med urette – år 1239, se Gallen 1946 s. 26. Klosteret eksisterede 1252, da der holdtes møde i byen. I Lorenzens klassiske afhandling om de danske dominikanerklostre fra 1920 rækker kildematerialet om Odense-klosteret blot til een side. En kort oversigt over de nye udgravningsresultater er udarbejdet af Finn Grandt-Nielsen i 1982.
  2. ^ En lidt østligere placering af strædet er foreslået af Anemette S. Christensen (1977 s. 58 med kildehenvisninger til omtaler 1443 og 1548). At Overstræde må være identisk med Sortebrødrenes tilkørselsvej, er vel en rimeligere tolkning af et – må det siges – spinkelt kildegrundlag.
  3. ^ Prøvegravningen blev forestået af museumsassistent Jørgen Nielsen, som både dengang og under de efterfølgende udgravninger samt ved hele bearbejdningen af fundet har været en uvurderlig hjælp og inspirationskilde.
  4. ^ Søgaard 1965 samt Nyrop (udg.) bd. 1-2, 1895-1904. Se videre Vellev 1975 med betragtninger over smedegravstenen fra Vinderslev med afbildning af en klokke.
  5. ^ Undersøgelsen blev foretaget af forfatteren sammen med en række studenter fra Institut for middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet: Jørn Johansen, Merete Bender Madsen, Per Bugge Vegger og Jes Wienberg. Den sidste har udarbejdet udgravningsrapporten, som opbevares på Møntergården i Odense. En kopi findes på Nationalmuseets 2. afdeling. Det omfattende dokumentationsmateriale opbevares på Møntergården. Det består foruden af opmålinger, udgravningsfotos, dagbog, lagbeskrivelser og et stort antal tegninger af en række fotografier og tegninger, som er blevet udarbejdet i forbindelse med artiklens færdiggørelse.
  6. ^ Skelettet blev optaget 1978 af Knud Rosenlund fra Zoologisk Museum og bragt til museet i København. Det øvrige under udgravningen fundne knoglemateriale blev oversendt 12.7.1979. Det er endnu ubearbejdet.
  7. ^ Diplomatarium Danicum 2 VI 153 (den latinske tekst) og tilsvarende udgave af Danmarks Riges Breve (oversættelse). Begge udgaver udkom 1948.
  8. ^ Stobe af såkaldt »Frühsteinzeug« er ofte importeret fra Rhinegnene. Et møntdate-ret fund fra Bornholm, nedlagt omkring 1285, indeholdt to kar, det ene med bevaret rand, der helt svarer til det i Odense fundne. Se Liebgott 1978 nr. 18.
  9. ^ Jørgen Steen Jensen takkes for en altid hurtig bestemmelse af de ofte dårligt bevarede jordfundne mønter. – Odense-mønterne opbevares på Nationalmuseets Møntsamling – bortset fra nr. 1, som er deponeret på Møntergården. Ud over de i udgravningsfelterne fundne 5 mønter fandtes 1979 en enkelt ubestemmelig borgerkrigsmønt i Overstræ-de ud for skellet mellem matr. nr. 1847 og 1848 – det er en halv snes meter nord for støberiet. Mønten fremkom under kloakgravning ca. 2,5 m under gadeniveau i forbindelse med sikkert middelalderlige begravelser. De 5 mønttyper kan genfindes i Hauberg (1906) og Mansfeld-Büllner (1887) som følger: Mønt 1: Knud VI, Viborg, Hbg. 17 (måske snarere Odense?). – Mønt 2: Erik Plovpenning, Slesvig, Hbg. 1, MB 38. -Mønt 3: Erik Glipping, Roskilde, Hgb. 19, MB 170-71. – Mønt 4: Samme, Nørrejylland, Hbg. 5, MB 178. – Mønt 5: Samme, Nørrejylland, Hbg. 22, MB 211.
  10. ^ Vellev 1977 og 1978.
  11. ^ Denne datering er optaget i forordet i den nyeste udgave af værket fra 1979 ved Hawthorne & Smith. Det er et fotografisk genoptryk af deres oversættelse fra 1963.
  12. ^ En nøjere gennemgang af støbeprocessen med litteraturhenvisninger findes i Vellev 1977. Rekonstruktionstegninger findes i Vellev 1978.
  13. ^ Arkitekt Uldall (1839-1921) publicerede i jubilæumsåret 1900 en kort artikel om klokken i første bind af Fra Arkiv og Museum. Resultaterne bringes igen i hans hovedværk fra 1906: »Danmarks middelalderlige Kirkeklokker« side 34f. I bind 5 af Fra Arkiv og Museum anfægter John M. Møller Uldalls datering og henfører klokken med henvisning til en ældre behandling ved Odense-historikeren Vedel Simonsen (1841-1842 s. 81 og 97f.) til ca. år 1400. Vedel Simonsen tager udgangspunkt i en række bogstaver, NEP PEDENOTO, som på klokken står efter årstallet ANNO MILLENO TRECENO. Han mener, at der bør lægges noget til år 1300, og foreslår 99, idet han antyder, at de ekstra bogstaver kan være en fejllæsning for nonagesimo nono. Så sen synes indskriften dog ikke at kunne være, og bogstaveksperten Erik Moltke blev spurgt til råds. Dateringsspørgsmålet er jo af væsentlig betydning, så det må være rimeligt at bringe Moltkes svar fra 26.8.83 ordret. Det tager udgangspunkt i en række tilsendte fotografier:
    »Særdeles fine og pyntede bogstaver, ridset ned i støbekappen, næsten alle de fede stave ledsaget af en spinkel ditto. De fine tværstave for enden af hovedstavene ofte trukket ud i lange, svajede linjer, der kan ende i tre korte svajede linjer (ligesom et degenereret treblad), men ofte ender de i en spiral.
    Den eneste minuskelform, der findes, er n, der bruges jævnsides med den gamle versalform med bistaven ret højt oppe. L har en kort tyk bistav. Alle E’erne er lukkede, mens C’erne, såvidt jeg kan se, er åbne. For m bruges dels en uncialform, dels versalen, der er udsmykket ligesom A’et. R har korte nedre bistav. T i noto er uncial – det andet ex. har jeg ikke set. Ingen S’er.
    En typisk 1300-tals indskrift, der især p.g.a. versalformen af n og det åbne C må siges at ligge meget tidligt i århundredet. Uldalls datering til 1300 er både mulig og sandsynlig. Hvad det mystiske nep pedenoto efter årstallet angår, behøver det ikke at have noget med årstallet at gøre, selv om det kan skjule et månedsnavn? Nep pedenoto er sikkert en slags rebus; man kan ikke formode, at en skriver, der ridser så raffinerede bogstaver i kappen, pludselig løber sur i alfabetet. Inden for runerne findes en lignende uløst gåde: På Ulbølle røgelseskarret lavet af Jacob Rød i Svendborg (Erik Moltke: Runerne i Danmark (1976) side 361) findes efter englehilsenen følgende mærkelige runesammensætning: ebmyæfl nhi. -Forstå det, hvem som kan«.
  14. ^ Uldall 1906 s. 38-41. Her foreslås en datering til måske 1270-80. I Danmarks Kirker, Sorø amt, s. 1146 foreslås o. 1275-1300.
  15. ^ Et tilsvarende anlæg er udgravet i Visby. Diameteren på lerpladen, som her hvilede på 7 natursten, var 1,20 m. Se Swan-ström 1977.
  16. ^ Klokken er omstøbt 1926. Oplysningen om støbningen i Aalborg kan udledes af indskriften på klokken i Vorupør: »Støbt i Aalborg Anno 1765 af Caspar Kønig«. Se om Kaspar Kønigs støberi i Viborg hos Rørsig 1926 s. 76-83.
  17. ^ Undersøgelsen blev for Møntergården ledet af stud. mag. Eskil Arentoft. En kort omtale af klokkestøbningsfundet er udarbejdet af E.A. i det interne meddelelsesblad Glimt.
  18. ^ En lærerig artikel om Hedebyklokken er udarbejdet af Bendt Gammeltoft-Hansen 1979.
  19. ^ Blandt de forskellige udgaver kan henvises til Hawthorne & Smith 1979 s. 179-82 med en rekonstruktionstegning af dreje-ladet. Forskellige betragtninger omkring middelalderens bronze- og tinstøbning findes hos Michael Andersen 1980.
  20. ^ Undersøgelsen er publiceret af Svend Larsen 1951. Gryden, som opbevares på Møntergården under nr. 255/1945, er afbildet i foto på side 19 i artiklen. Udgravningen og dens fund er videre minutiøst gennemgået i en upubliceret studenteropgave ved Aarhus Universitet (Inst. f. middelalderarkæologi) 1981 v. Marianne Bay Jensen, Lennart Secher Madsen og Jakob Kieffer-Olsen.
  21. ^ Bemærkningerne gælder i første række udlandet. Det danske materiale er påfaldende magert. I Kr. Erslevs udgave af »Testamenter fra Danmarks Middelalder« fra 1901 omtales blot to gryder: i 1292 og 1437, begge gange endda uden materialeangivelse. Se videre Nyrop 1899-1900 s. 217 (1464: »myn bestæ grithe«). Se også Grieg 1933 s. 155ff.
  22. ^ Det krævende arbejde blev udført på Fyens Stiftsmuseums konserveringsan-stalt ved Leif Bakbo Pedersen. Trægenstandene og læderet er konserveret på Nationalmuseets Konserveringsafdeling for jordfund. Træet er efterbehandlet på Møntergårdens konserveringsværksted ved Gitte Hansen.
  23. ^ Drescher 1969 s. 290, samt personlige meddelelser. – Et 1400-1500-tals støberi for gryder er omkring 1977 undersøgt i Uppsala. Venligst oplyst af Ragnar Engeström.
  24. ^ Ragnar Engeström takkes for udbytterig diskussion om emnet i Visby, hvor fundmaterialet blev gennemset. Grundlaget for Engeströms trykte afhandling fra 1974 var en Trebetygsuppsatts ved Stockholms Universitet fra 1973: »En Bronsgjuteriverkstad i Kvarteret Priorn i Visby – Studie av dess gjutformar«. Ragnar Engeström har venligst overladt undertegnede et eksemplar af opgaven.
  25. ^ Undersøgelsen foregår på grunden Königstrasse 26. Venligst oplyst af Dr. Wolfgang Erdmann, Amt für Vor- und Frühgeschichte, Lybeck.
  26. ^ Uldall 1906, s. 162-64.
  27. ^ Uldall 1906 s. 82, hvor gryden er afbildet.
  28. ^ Uldall 1906 s. 115-19.
  29. ^ Uldall 1906 s. 29.
  30. ^ Uldall 1906 s. 269f.
  31. ^ Opgørelsen er foretaget af middelalderarkæologen Sven Rosborn til en kommende bog om »Det medeltida Malmö«. Forfatteren takkes, fordi materialet må refereres her.
  32. ^ I Uldalls 1906-publikation s. 125-27 behandles blot to af Las’ klokker. De komprimerede oplysninger her om de to generationer af klokkestøbere kan synes noget postulerede. Uldall har dog indsamlet et påfaldende stort kildemateriale om emnet – på side 51-61 – i et 332 sider utrykt manuskript om danske kirkeklokker, som han 1891 overgav kirkeministeriet. Det burde under en eller anden form udgives. – Den ofte citerede oplysning om støbermærket på gryden går tilbage til Horskær 1937 s. 4, hvor museums-nummer ikke opgives. Det må dog dreje sig om VHM 4392, som er en glat gryde – købt 1895 – med støbermærket anbragt udvendigt ved den ene hank.
  33. ^ Teksterne er udgivet af C. Nyrop i Danmarks Gilde og Lavsskraaer fra Middelalderen. Bd. 2, s. 144ff og 243ff. – Se videre navneregister og sagsoversigt (som dækker både 1. og 2. bind), hvor flere eksempler på grydestøbere og gryder er opregnet. – Flere navneeksempler på gryde- og klokkestøbere kan findes i Ny-rops store artikel »Om Danmarks Kirkeklokker og deres Støbere« (1882-84 s 230ff). Eksempler på gryde- og klokkestøbere i Stockholm er opregnet af L.M. Holmbäck 1977-81 – først og fremmest i del 1.
  34. ^ Uldall 1906 s. 195-200.
  35. ^ Om Øm-ovnen se Vellev 1977. Oplysningen om Tvis bringes uden nærmere henvisninger af Lorenzen 1941 s. 61.
  36. ^ P. Storgaard Pedersen 1915 s. 14f.
  37. ^ Museumsinspektør Morten Aaman Sørensen takkes for henvisning til det vist ikke publicerede fund.
  38. ^ Begge ovntyper er afbildet af Vellev 1978.
  39. ^ Om digler fra senmiddelalderen fundet i Ribe se Per Kristian Madsen 1978.
  40. ^ Uldall 1906 s. 68-71. Til Uldalls liste bør føjes klokken i Resen. Røgelseskarrene omtalt nedenfor er behandlet af Tage E. Christiansen 1969, som også foreslår den brede datering.
  41. ^ De 11 bevarede kar er afbildet i Runeverket ved Jacobsen og Moltke i tavlebindet (1941) nr. 411-431, beskrivelserne findes i textbindet spalte 207-17.
  42. ^ Uldall 1906 s. 21. – I Runeverkets text-bind sp. 207 antages klokken ikke at have været forsynet med runer.
  43. ^ Den antagelse er allerede noteret af Nyrop i 1882-84 s. 167-68. Jacob Røds værksted har muligvis ligget vestligt i byen. I hvert fald mente lederen af Svendborg Museum Johs. Olsen (død 1933) at have lokaliseret stedet. Han fik vist aldrig skrevet om sagen, og fundmateriale med videre er forgæves eftersøgt på museet i efteråret 1983. For oplysningerne om Johs. Olsens mulige fund takkes registrator Aage Andersen, Ribe.
  44. ^ Jensen 1970.
  45. ^ Jensen med flere 1978.
  46. ^ Tre bevarede tekstudgaver fra Hamborg, Lybeck og Rostock er udgivet parallelt i »Die Recesse und andere Akten der Hansetage von 1257-1430« Bind 1. Leipzig 1870. Side 116-19. Bestemmelserne fra Lybeck og Hamborg er videre trykt i de klassiske udgaver af disse byers lavsregler ved Wehrmann 1864 s. 225ff og Rüdiger 1874 s. 123ff.
  47. ^ Se Rüdiger 1874 s. 123ff.
  48. ^ Hans Drescher takkes for udbytterig diskussion om gryder og grydestøbning -blandt andet ved et besøg af Drescher under udgravningen. Dreschers mange arbejder om gryder har været nærværende forfatter til stor hjælp under artiklens færdiggørelse. I litteraturlisten er alle hans arbejder om gryder opført.
  49. ^ Uldall 1906 s. 123 med afbildning af mærket. Klokken kom efter en brand 1624 til Husie fra kirken i Falsterbo. Se Rosbom 1974 s. 143, samt Andersson 1954 s. 29, hvor det nævnes, at Stigeman virkede i København.
  50. ^ Listen bygger dels på et ukommenteret udbredelseskort hos Drescher 1969 s. 313 dels på oplysninger fra en række danske museumsfolk. Stud. mag. Hans Henrik Landert takkes for tilsendte oplysninger fra en gennemgang af de mærkeforsynede gryder på Nationalmuseets anden afdeling. Museumsinspektør Jan Kock takkes for tilsendte oplysninger om gryder på Aalborg Historiske Museum, mens museumsinspektør Peter Pentz har giver oplysninger om en række nørrejyske gryder.
  51. ^ Der findes ingen større behandling af det ganske omfattende danske grydemateriale fra middelalderen og nyere tid. Forfatteren håber ved lejlighed at kunne fremkomme med en oversigt. En leksikonartikel med gode litteraturhenvisninger er udarbejdet af Helge Søgaard i 1960. – En noget forældet, men stofmæt-tet, behandling af emnet findes i Griegs klassiske bog »Middelalderske Byfund« fra 1933 side 155-170.
  52. ^ Fundet er kort omtalt af Henry Petersen (1890 s. 250f), som også påpeger den lybske oprindelse. Fragmenterne af den lybske gryde er fundet sammen med en del andre bronzer og er muligvis en hengemt samling råmateriale. Fundet er indkommet til Nationalmuseet allerede i 1845. Den korte indførsel i protokollen bringes her ordret:
    »Efterfølgende fundne i Odense paa forrige Skt. Hans Kirkegaard. 8897. En Malmmorter med to firkantede Ører paa Siden og derover indstøbt paa hver Side et Kors. Indvendig glat; 8 T. høi og 6 T. i Diameter. I og ved den fandtes Fragmenter aff en Deel Metalkar, deels Been, deels Hanke, alt af støbt Arbeide og formodentlig tilhørt en Metalarbeider.
    Tillige laa deri 8898. Et Lod af Metal, af Form som en noget fladtrykt Kugle og ligner aldeles de, som man veed brugtes af Araberne, og hvoraf man har fundet flere i Norden endogsaa i Forbindelse med Sager fra den hedenske Tid«.
  53. ^ Se kort om ham hos Severingsen 1932 s. 288f.
  54. ^ Lübekisches Urkundenbuch. Codex Diplomaticus Lubecensis. Urkunden-buch der Stadt Lübech. Del I, 9. 1451-1460. Lybeck 1893. Nr. XCVII. – Museumsinspektør Peter Pentz takkes for henvisning til tekstudgaven. Professor Ernst Dittmer, Aarhus Universitet, har venligst oversat hele dokumentet, som er på gammeltysk.
  55. ^ Gryden, der opbevares på Nationalmuseet under nr. NM II D 2064, har på museets fotokort fået følgende beskrivelse, som er et uddrag fra protokolindførslen: »Gryden, der mistede det ene ben under fremgravningen, indeholdt 3779 sølvmønter og en drejet træskål på fod, DD 2065, hvori 51 guldmønter. 3745 af sølvmønterne var fra Erik af Pommerns senere år (Lund og Næstved), 4 samtidige fra Åbo, 25 nordtyske Wittenpendin-ge. Guldpengene var alle på en rosenobel fra Edw. III nær, tyske. Desuden fandtes i gryden 10 sølvbarrer (D 2066). Fundet 1885 ved grundudgravning i Svendborg, Møllergade matr. nr. 268, hvor der også efter sagnet skulle være begravet en skat«.
  56. ^ Panden afbildet hos Engeström 1974 s. 63. Sammesteds redegøres for Visby-stø-bernes forhold.
  57. ^ Det er Ragnar Engeström, der i sit arbejde fra 1973 har gjort opmærksom på, at Visby-støberen har mærket de her opregnede produkter. I afhandlingen nævnes videre en gryde fra Kalmar, som nu opbevares på Kulturen i Lund. – Klokkerne er beskrevet hos Åmark 1960.
  58. ^ Fra forskellige nordtyske byer er dog overleveret navne på en lang række grydestøbere, men disses mærker kendes ikke – bortset fra et enkelt tilfælde, se næste note. Det ældste overleverede støbernavn fra Hamborg er netop Henricus Gropengeter (omkring 1248). Gropengeter er den tyske betegnelse for grydestøber.
    Støbernavne er i andre nordtyske byer kendt fra 1297 (Lyneborg) 1300 (Bremen), 1320 (Lybeck) og 1360 (Stade). Oversigten findes med litteraturhenvisninger hos Drescher 1969 s. 288 og 1982 s. 157
  59. ^ Uldall 1906 s. 90. Mærkerne findes også på klokker i Nykøbing Falster og Skanør. Uldall 1906 s. 90 og 28 (med afbildning af mærker).
  60. ^ Fonten er blandt andet afbildet i »Kunst-Topographie Schleswig-Holstein«. Neumünster 1965, side 857. Gerhards efternavn kendes fra et andet støbt arbejde. Hans mærke – og navn – kendes nu fra ialt 3 gryder, 1 pande, 2 døbefonte og 4 klokker. Se Drescher 1976. s. 320 og 1982 s. 171.

* Genstandsfotografierne er optaget af Møntergårdens fotograf Benny F. Jensen i august-september 1983. Tegningsarbejdet (rentegning af udgravningsplaner samt opmåling og rentegning af genstandsmaterialet) er udført af teknisk tegner Helene Duus Pedersen i sommeren 1983. De takkes begge for hurtigt og samvittighedsfuldt arbejde.

En kort udgave af artiklen er bragt i Skalk 1983 nr. 5: Adams støberi. – En udstilling, der tager udgangspunkt i støberi-fundet åbnede på Møntergården i Odense 14. oktober 1983.

Litteraturliste

  • Andersen, M.: To middelalderlige bronzekander fundet i Roskilde. I: Romu nr. 1. Roskilde 1980.
  • Andersson, H.: Husie Kyrka. Malmø 1954.
  • Arentoft, E.: Albani Torv-udgravningerne afsluttet. I: [Det interne meddelelsesblad] Glimt. September 1983.
  • Bencard, M.: Om Ribes Rådhus, Skibbroen, en udgravning, og et formodet stavbægerværksted. I: hikuin 3, Højbjerg 1977.
  • Christensen, A.S.: Lidt om torve og gader i det middelalderlige Odense. I: hikuin 7, Højbjerg 1981.
  • Christiansen, T.E.: Røgelsekar fra Viborg. I: Fra Viborg amt, bd. 34. 1969.
  • Die Recesse und andere Akten der Hanse-tage von 1256-1430. Bind I. Leipzig 1870.
  • Drescher, Hans: Zwei mittelalterliche Giesserien auf dem Gelände des ehemaligen Hamburger Doms. I: Hammaburg, hefte 7, 1961.
  • Drescher, Hans: Die Bestandsaufnahme der bronzene Grapen des 13. bis 18. Jahrhunderts und die ältesten mittelalterlichen Giessermarken aus Norddeutschland. I: Giesserie 52, hefte 21, 1965.
  • Drescher, Hans: Grapen aus Bronze im Altonaer Museum. I: Altonaer Museum in Hamburg, 5. Band, Jahrbuch 1967.
  • Drescher, Hans: Mittelalterliche Bronze-Grapen aus Lübeck. I: Der Wagen 1968 (a).
  • Drescher, Hans: Mittelalterliche Dreibeintöpfe aus Bronze. I: Rotterdam Papers, udgivet ved J.G.N. Renaud. Rotterdam 1968 (b).
  • Drescher, Hans: Mittelalterliche Dreibeintöpfe aus Bronze. I: Neue Ausgrabungen und Forschungen in Niedersachsen, bind 4, 1969.
  • Drescher, Hans: Der »Heinzelmännchenkessel« von Haus zum Haus, ein Dreibeintopf aus dem 15. Jahrhundert. I: Beiträge zur Geschichte Ratingens, bind 6, 1973.
  • Drescher, Hans: Grapen des 12.-13. Jahrhunderts aus Lübech, Arbeiten Lübecker Giesser? I: O. Ahlers et al. (udg.): Lübeck 1226. Reichsfreiheit und frühe Stadt. Lübeck 1976.
  • Drescher, Hans: Zu den bronzene Grapen des 12.-16. Jahrhunderts aus Nordwestdeutschland. I: Jürgen Wittstock (udg.): Aus dem Alltag der mittelalterlichen Stadt. Bremen 1982.
  • Engeström, R.: En Bronsgjuteriverkstad i kvarteret Priorn i Visby – Studie av des gjutformar. Stencileret trebetygsuppsats ved Stockholms Universitet 1973.
  • Engeström, R.: Medeltida bronsgjuteri på Gotland. En nyupptäckt verkstad i Kv. Priorn i Visby. I: Gotländskt Arkiv 1974.
  • Erslev, Kr. (udg.): Testamenter fra Danmarks Middelalder. København 1901.
  • Gallén, J.: La Province de Dacie de l’ordre des Freres Précheures. Helsingfors 1946.
  • Gammeltoft-Hansen, B.: Hedebyklokken. I: Acta Campanologica, vol. 2:6. 1979.
  • Grandt-Nielsen, F.: Sortebrødre kloster og Sct. Jørgens gård. I: Trane, Nyberg, Grandt-Nielsen og Venge: Fra boplads til bispeby – Odense til 1559. Odense 1982.
  • Grieg, S.: Middelalderske Byfund fra Bergen og Oslo. Oslo 1933.
  • Hauberg, P.: Danmarks Møntvæsen 1146-1241. København 1906. Plancherne er udgivet flere gange siden.
  • Hawthorne. J.G & C.S. Smith (udg.): On Divers Arts. The Treatise of Theophilus. Translated from the Medieval Latin with Introduction and Notes by … Chicago 1963. Fotografisk genoptryk New York 1979.
  • Holmbäck, L.M.: Klockgjutare i Stockholm, del 1-4. I: Acta Campanologica, vol. II. 1977-1981.
  • Horskær, E. Vendsyssels Kirkeklokker. I: Vendsysselske Aarbøger 1936, 1937 og 1938.
  • Jacobsen, L. & E. Moltke: Danmarks Runeindskrifter. Atlas, 1941. Text, 1942.
  • Jensen, J.S.: Møntfundet fra Kirial på Djursland. I: Nordisk Numismatisk Årsskrift 1970.
  • Jensen, J.S., N.-K. Liebgott, F. Lindahl & B.A. Gottlieb: Skattefundet fra Råved. I: Kuml 1977 (1978).
  • Larsen, S.: Gåseholmen. I: Fynske Minder 1951.
  • Liebgott, N.K.: Danske fund af møntdateret keramik. København 1978.
  • Lorenzen, V.: De danske Dominikanerklostres Bygningshistorie. København 1920.
  • Lorenzen, V.: De danske Cistercienserklostres Bygningshistorie. København 1941.
  • Lübeckisches Urkundenbuch. Codex Diplo-maticus. Urkundenbuch der Stadt Lübeck. Del I, 9. 1451-1460. Lybeck 1893.
  • Madsen, P.K.: Puggaardsgade i Ribe. I: Mark og Montre 1978.
  • Mansfeld-Büllner, H.V.: Afbildninger af samtlige hidtil kjendte danske Mønter. København 1887. Flere senere fotografiske genoptryk.
  • Møller, J.M.: Nogle Bemærkninger om Adams-Klokken i Odense. I: Fra Arkiv og Museum, bd. 5. København 1912-15.
  • Nyrop, C.: Om Danmarks Kirkeklokker og deres Støbere. I: Kirkehistoriske Samlinger. 3. rk., 4. bd. København 1882-84.
  • Nyrop, C. (udg.): Gilde og Lavsskraaer fra Middelalderen. Bind 1. København 1899-1900. Bind 2. Kobenhavn 1895-1904. -Begge bind udgivet i fotografisk genoptryk 1977.
  • Olsen, R.A. Møntskattens Malmgryder. Bilag til Jensen 1970.
  • Petersen, H.: Hypotesen om religiøse Offer-og Votivfund fra Danmarks forhistoriske Tid. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1890.
  • Rosborn, S.: Husie kyrkas medeltida torn. I: Malmö Fornminnesföreningens Årsskrift 1974.
  • Rüdiger, O.: Die ältesten Hamburgischen Zunftrollen und Brüderschaftsstatuten. Hamborg 1874. Fotografisk genoptryk 1976.
  • Rørsig, P.M.: De store Ildebrande i Viborg. Viborg 1926.
  • Schia, E.: Sko som arkeologisk kildemateriale. I: hikuin 3, Højbjerg 1977.
  • Severinsen, P.: Viborg Domkirke. København 1932.
  • Storgaard Pedersen, P.: Tvis Kloster. I: Hardsyssels Aarbog 1915.
  • Swanström, E.: Gjutplats för Kyrkklocka i Visby. I: hikuin 3, Højbjerg 1977.
  • Søgaard, H.: Gryde. I: Kulturhistorisk Leksikon for nordisk Middelalder. Bind 5. København 1960.
  • Søgaard, H.: Lav. I: Kulturhistorisk Leksikon for nordisk Middelalder. Bind 10. København 1965.
  • Uldall, F.: Et 600 Aarsjubilæum. I: Fra Arkiv og Museum, bd. 1. København 1899-1902.
  • Uldall, F.: Danmarks middelalderlige Kirkeklokker. København 1906. Fotografisk genoptryk med efterskrift ved Jens Vellev. Højbjerg 1982.
  • Vedel Simonsen, L.S.: Bidrag til Odense Byes ældre Historie. Bd. 1, Odense 1841-42; bd. 2, Odense 1843-44; bd. 3, Odense 1844.
  • Wehrmann, C.: Die älteren Lübeckischen Zunftrollen. Lybeck 1862. 2. udg. 1872.
  • Vellev, J.: Hammer og tang. Skalk nr. 4, 1975.
  • Vellev, J.: Støbning af middelalderens kirkeklokker. I: hikuin 3, Højbjerg 1977.
  • Vellev. J.: Rungende malm. I: Skalk nr. 3, 1978.
  • Vellev. J.: Adams støberi. I: Skalk nr. 5, 1983.
  • Åmark, M.: Sveriges medeltida kyrkklockor. Stockholm 1960.