Et overset venskab

H.C. Andersens og Otto Müllers brevveksling

Medens H.C. Andersens venskab med numismatikeren og museumsmanden Ludvig Müller (1809-91) er bekendt fra Bille og Bøghs udgave af H.C. Andersens breve[1], har hans forbindelse med broderen Otto Müller på det nærmeste levet en skyggetilværelse. Kun enkelte spredte bemærkninger rundt omkring i digterens talrige breve og i dagbøgerne har givet oplysninger om bekendtskabet. I 1990 erhvervede Det kgl. Bibliotek i København imidlertid en korrespondance på 12 breve mellem Andersen og Otto Müller, hovedsagelig fra 1830’erne, der sammen med to tilføjelser i breve fra Ludvig Müller lader os ane, at den unge digter her endnu engang tilsyneladende søgte et af disse sværmeriske, følsomme venskaber mellem mænd, som ikke var ualmindelige i tiden [2].

Otto Müller blev født to år efter Andersen den 31. august 1807, få dage før englændernes bombardement af København, og døde 1882. Han stammede fra en kunstelskende og litterær slægt, interesser han også selv tog i arv og i øvrigt gav videre til sønnen, komponisten P. E. Lange-Müller. Farfaren, konferensråd Friederich Adam Müller (1725-95), var en ivrig samler af kobberstik, medens faderen, teologen Peter Erasmus Müller (1776-1834), der godt nok endte som Sjællands biskop i 1830, især gjorde sig bemærket som filolog og historiker. Også moderen, Louise Augusta Stub (1788-1852), der kom fra Kalundborg Ladegaard, havde slægtninge, der dyrkede kunsten. Hendes to søskende, Mariane Stub (1790-1842) og C. G. Kratzenstein-Stub (1783-1816) var begge malere. Den sidstnævntes tegninger udgav Otto Müller i øvrigt sammen med broderen Ludvig i 1844-45. Endelig må også nævnes, at Otto Müllers yngste broder, Adam Müller (1811-44), uddannede sig til maler. Han er således mesteren bag det åndfulde portræt af Andersens søsterlige veninde Henriette Wulff.

Otto Müller selv blev student i 1824, cand.jur. 1830 og fik 1832 universitetets guldmedalje for en retsvidenskabelig afhandling. Samme år udnævntes han til auditør og gjorde siden karriere indenfor retsvæsenet, fra 1840 som assessor i Lands-Over samt Hof- og Stadsretten og fra 1860 til 1878 som højesteretsassessor. Sideløbende varetog han en lang række andre hverv bl.a. som bogholder og kasserer i Sjællandske Stifts gejstlige Enkekasse 1841-60 og fra 1860 som direktør for Pastoralseminariet med forpligtelse til at foredrage kirkeretten. Også politik havde hans interesse. Han stod i begyndelsen de nationalliberale nær, var medlem af Københavns Borgerrepræsentation i 1840’erne og skrev bl.a. en bog Om Valgbarhed og Valgret (1842). Allerede i 1848 skiftede han standpunkt, gik imod den almindelige valgret og blev i det hele taget stadig mere konservativ. På et punkt stod han dog fortsat for en radikal liberalistisk tankegang. Han havde tidligt begyndt at beskæftige sig med laugsvæsenet, og det blev ham alene, der udformede loven om næringsfrihed i 1857.

Otto Müllers biografer[3] beskriver ham med rette som en vidtspændende mand med en karakter båret af trofasthed, alvor, en dyb religiøsitet og en tendens til tungsindighed. De tre sidste egenskaber synes dog især at gælde ham som moden og ældre mand. Som det vil fremgå af hans ungdomsbreve til Andersen, kunne han også lægge en række mere livsbekræftende karaktertræk for dagen, som er med til at stille såvel Andersen som venskabet i relief.

Hvornår H.C. Andersen egentlig har gjort Otto Müllers bekendtskab, står hen i det uvisse, men det er sandsynligvis sket efter 1828, hvor han lærte broderen Ludvig at kende[4] . Af tonen og stilen i Andersens breve til Müller fra efteråret 1832 må vi dog formode, at bekendtskabet har været af ret ny dato. Det stemmer da også overens med andre forhold.

Otto Müller, tegnet 1828 af broderen Adam Müller. Det kongelige Bibliotek. KB fot.

Den 17. marts 1832 fik Müller et stipendium på 800 rdlr. fra Fonden ad usus publicos med henblik på at studere lovkyndighed ved tyske universiteter det næste halvandet år. Specielt skulle han sætte sig ind i den preussiske lovgivning vedrørende den militære kriminalret og de militære straffeanstalters indretning, en viden han senere kunne udnytte i sit arbejde som auditør.[5] Kort før afrejsen skrev Andersen følgende vers i vennens stambog:

Til min kjære Ven
Otto Müller
ved hans Afreise fra Danmark.

Du Lykkens Barn, flyv over salten Vande
Til fjerne Lande,
Til Verdens Vrimlen i de store Byer,
Til Bjergene omkrandset stolt af Skyer,
Hvor Floderne sig dybt i Dalen bugter,
Og Skoven staaer med Blomster og med Frugter!
O gid, med Fuglen jeg Dig kunde følge
Bort, over Bølge! –
Du er mig kjær – dog her paa Jorderige,
Kan Hjertet ei sin Kjærlighed udsige!
O glem mig ikke paa Din glade Flugt,
Flyv lykkeligt! – O, Livet er saa smukt!

med inderligt Venskab
H.C. Andersen.
Kjøbenhavn den 17 Juni 1832.

Andersen lod i øvrigt verset trykke i Nyeste Repertorium for Moerskabslæsning (red. af A.P. Liunge), bd. I, nr. 1, 7.7.1832 med udeladelse af dedikationen men med titlen »I en Vens Stambog, da han reiste til Udlandet« (ikke optaget i Samlede Skrifter).

Næste gang vi støder på Otto Müllers navn hos Andersen er en måned senere. Det er i et brev dateret 18.7.1832, som han bad den unge jurist aflevere til digteren Chamisso i Berlin sammen med Phantasier og Skizzer. Han kaldes her karakteristisk nok ikke en ven eller bekendt men blot »en ung Lærd«, hvorpå det tilføjes, at Chamisso »alt ved en Samtale med ham [vil] kjende det Aandelige og inderligt Godmodige, der strax udtaler sig hos ham«.[6]

Medens Otto Müller altså rejste til Tyskland, måtte Andersen foreløbig blive hjemme, hvor han syslede med planer om en udenlandsrejse med offentlig understøttelse det flg. år, således at han kunne komme ud af det kunstneriske dødvande, han trods sin enorme produktion, følte han var kommet ud i. Dét læser man også ud af hans første brev til Müller i efteråret 1832.

H.C. Andersen, tegnet ca. 1832 af Adam Müller. H.C. Andersens Hus. Foto Studie Wermund Bendtsen fot.

Brev 1. Fra H.C. Andersen

Kjøbenhavn den 1ste October 1832.

Kjære Ven!
Naar man er langt fra Hjemmet, bliver enhver Landsmand os kjær, i Afstand staae jo selve Stjernerne Side om Side, det Fjerne gjør os Meget interessant vi ellers ikke giver den Betydning, lad da ogsaa Afstanden her, udfylde hvad mit Brev kan mangle. De kan sagtens fortælle! Alt er nyt om Dem, det ene vexler med det andet, men jeg, sidder indenfor de snevre Volde, i de gamle snevre Forhold, snakker og hører Snak og saaledes det bekjendte Liv da capo, og altid da capo. – Grunden hvorfor jeg skriver er ellers meget egoistisk, men det hører jo til min Natur, siger man, jeg skriver nemlig, fordi jeg føler Trang der til, fordi jeg virkelig længes efter Dem og nu først ret føler, at jeg holder meget af Dem, at jeg savner Dem. Lad mig derfor pluddre lidt! I Tanken flyver jeg over Østersøen og midt ind i det preusiske Sand [7], søger Dem op, banker paa Døren, »herein!«. God Dag! kjære, kjære Müller! (jeg kysser Dem paa tydsk) jeg sidder ned og nu – – nu kan vi tale, bild Dem ind, jeg er hos Dem. – Jeg skal da hilse mange Gange fra Gusta[8], Ludvig[9], Adam[10], Moderen[11], Faderen[12] og det hele bispelige Huus! – I Stue [e]tagen[13] gaaer det nu meget godt, Lotte faaer sin Phister, træder derpaa frem i Mozarts Figaro, som Suzan, jeg tænker til Nytaar, og Verdens slemme Tunger bringes til Taushed[14]. – Af Deres nummererede Breve, har jeg seet Deres Flugt i Tydskland, er det ikke interessant og deiligt? Synes De ikke godt om Tieck [15] og Bjergene? At jeg nævner disse sammen maae De ik[ke][16] finde saa tankeløst, Digteren, ja enhver stor Mand, er dog aan[delig][17] talt, selv et Bjerg der sees langt borte fra den fremmede G[jæst?][18] og som man ønsker at kjende, baade til de indre Guldminer, og de y[dre] [19] Former. – Hele Sommeren har jeg tumlet mig om i Fyen og Sjæl[land][20][21] paa det første Sted, var jeg længst, da jeg har saa stort Bekjendskab d[er.][22] 8te Dage tilbragte jeg hos Hoffmanns paa Hoffmannsgave[23], vi havde tusinde Løier. De kjende det jo nok? Min sidste Udflugt var til Bangs paa Nørager,;[24] her var jeg i 3 Uger. Gid De havde været der med! – mit Ophold der, har ellers grebet langt mere end [: ind] i mit Liv, end jeg forud havde tænkt. De har vist bemærket at 14 Dage paa Landet, naar man daglig leve[r] med de samme Mennesker, giver os et klarere Begreb om dem, end hele Aar inde i Kjøbenhavn, der kommer man altid i søndags Klæder, baade aandelige og legemlige, paa Landet, og især paa Nørager, hvor man snart føler sig hjemme, bliver et Bekjendtskab fastere, og mere end Bekjendtskab. Jeg har altid syntes saa grumme godt om Deres Broder Ludvig, her var vi daglig sammen, jeg trængte til en Ven, et godt, kjærligt Væsen, hvis Hoved jeg ogsaa kunde have Respect for, og saaledes kom jeg ham i møde, og har ikke fundet mig skuffet. Jeg holder saa usigeligt meget af ham, han og Eduard Collin[25] ere mine nærmeste, fortroligste Venner, de gribe begge ind i mit hele Væsen, gid jeg dog altid maa beholde dem! – Saa tidt jeg kan [,] seer jeg dem, men jeg tør neppe ret sige, hvor kjære de ere mig, Folk kan ikke begribe Sligt, men det er ogsaa et Digterhjerte, og det giver man jo dog en stor Portion af Følelse. – Skjøndt Ludvig ikke elsker Musik har jeg dog faaet ham til at høre »Bruden fra Lammermoor«[26] og naragtigt er det, at hver Gang der kom et langt Nummer, saa, endskjøndt jeg holder uhyre af Musik og især af denne, blev jeg ganske beklemt, blot fordi jeg tænkte, »nu kjeder Ludvig sig!« – Til Dronningens Fødselsdag vil han da ogsaa nok høre en Opera, fordi Texten er af mig. (Er det ikke meget af ham?) Mit Stykke: »Ravnen«,[27] har nemlig hendes Majestæt selv valgt til at opføres denne Festdag; Prøverne ere alt begyndte, Decorationerne males, og Hartmanns og mit Hjerte begynder at banke. Musikken skal være ganske original! den ligner aldeles ingen anden Composition, saa Folk vente grumme meget. Gid det nu gaae godt. Jeg har ellers oversat et Stykke, De kjender, »La reine de seize ans«.[28] Fru Heiberg vil jeg, skal være Christine, troer De ikke hun vil blive ypperlig? Jeg var just med Oversættelsen deraf hos Ludvig den Gang Deres Brev kom sidst og De deri nævnede det, jeg har ogsaa seet samme Stykke i Dresden.[29] Mit store Digt: »Aarets 12 Maaneder«[30] er nu snart færdigt, jeg lover mig selv meget deraf, Alle, uden Undtagelse, erklære det for det Bedste af hvad jeg har skrevet. Maanederne August og Juli ere digtede paa Nørager, i det sidste af disse har jeg besjunget Ludvig og Eduard, enhver som kjende os, vil strax see at det er dem. Bogen selv skal dediceres Kongen.[31] – Siig mig ellers, kjære Ven, har De været hos Chamisso,[32] har han faaet Bogen [33] og Brevet ?[34] Hils ham fra mig, ligesom ogsaa Wilibald Alexis (Häring) [35] der som De støder paa ham, han er, rimeligviis, i Berlin. – Hvad synes De ellers om denne By? Mig mishagede den![36] alt er saa tomt og stort; det er mig Theater-Decorationer det Hele! – Af mine nyeste Smaadigte er der et, der mere end noget andet behager Folk, for, som man kalder det, sin Naivitet. Ludvig sagde, at det vist vilde more Dem at faae noget Poesie her i Brevet, jeg vil altsaa først komme med dette. Navnet der paa er:

Hende jeg mener.[37]

1.
Jeg synger her om to – betænk engang!
Dog, det er vist, jeg mener kun den ene,
Men sige Alt, selv om det var i Sang,
Det tør og bør man ikke, skal jeg mene.
Jeg mener Een, men nævner dog de tvende –
Nu, kan man prøve paa at gjætte hende!

2.
Den Ene eier Kløgt og muntert Sind,
Ja, Videt sidder kjækt i Blik og Øie,
Den Anden – Skjønhed boer paa hendes Kind,
Det bedste Hjerte har hun, veed jeg nøie.
Forstand og Ynde begge huldt forene,
Kan man ei gjætte her, hvem jeg kan mene?

3.
Hun boer i Byen – og den anden med,
At sige, naar de ikke er paa Landet!
Men hendes Øine da? – O stor Fortræd!
Hos begge er’ de eens og blaae som Vandet;
Der Tanken som en deilig Havfrue svømmer,
Gjæt nu, hvem her jeg mener, hvem jeg drømmer!

4.
Jeg læser dette Digt for begge to,
For hende, som er al min Sjæl og Tanke,
Som fylder mig med Smerte og med Ro,
Og som faaer Hjertet dristigt til at banke;
Jeg læser det for Dig!– Kan Du det kjende,
O Gud! vil hun forstaae, jeg mener hende!?

See, det var den Historie, jeg troer virkelig at det er en sand Begivenhed! -Hvor jeg ellers misunder Dem, der kan flagre om i den vide Verden! Gid jeg snart kunne gjøre det samme; jeg føler mig virkelig sjælesyg; kun Afvexling kan bringe mig tilbage til mit gamle, lykkelige Lune. – Jeg føler mig i Grunden saa ene, der er intet der glæder mig, intet der driver mig frem til Daad og Virksomhed; min Ungdom er flyvet hen; nu jeg kunne nyde den, er Alvor og mørke Griller komne istedet. – Jeg veed ikke selv ret hvad jeg feiler, men lykkelig er jeg slet ikke. – Men til noget andet! Øehlenschlæger arbeider paa en nye Tragedie: »Tordenschiolds Død. «[38]Ingemann kommer snart med en ny Roman. [39]Biskop Møllers Søn (Frits) (ham i Aarhuus) er traadt op med et dramatisk Digt: »Kjærlighed ved Hoffet«, det lover meget.[40] Skuespiller Holst har oversat og bragt paa Theatret Schenks Tragedie: Belisar. Hauck arbeider paa en nye Tragedie.[41] Bredahl har skrevet: »Gamle Gumba« noget polemisk mod »Gjengangervæsenet.«[42] – Forleden blev der udhysset et originalt Stykke: »Venskab og Kjærlighed«.[43] Det skal have været kjedsommeligt flaut, Folk sagde det var af Molbech.[44] – Jeg selv har skrevet »Festen paa Kenilworth«, Syngestykke.[45] »Aarets 12 Maaneder« et Digt, samt oversat »La reine de seize ans«. – En alvorlig Vaudevill [e om][46] ulykkelig Kjærlighed kaldet »Spanierne i Odense« er under Arbeide,[47] o[g en][48] Tragedie sidder [i][49] Hovedet og vil ud. [50] – De seer, at jeg er ganske [ ][51] og dog vil Grill [er]ne[52] ikke flyve bort, jeg plukker de bedste Blomster og fletter dem [i]nd[53] i mine Digte, men lige frodigt groe de; mit Hjerte er en meget frugtbar Jordbund for alt af denne Slags. – Gud veed dog, kjære Ven, om vi ikke skulle træffes i Paris næste Efteraar, eller ved Rhinen! maaskee kommer jeg der heller aldrig! det er dog tungt, at skulle døe, uden at see den deilige Verden tæt om sig. Den ene Drøm forsvinder efter den anden, selv Lysten til at ville drømme! – O Gud, hvor mit Brev er kjedsommeligt! jeg læste det nu igjennem, og er ordenlig i daarlig Humeur derover. Jeg veed ikke hvad jeg skal fortælle Dem om! jeg veed ikke ret hvad der morer Dem? Næste Gang skal det blive bedre! det vil sige, dersom De ønsker at faae Brev; jeg skal da forud samle nogle Data, kort, mere forberede mig, end jeg her har gjort. Agent Zinns Søn: Ludvig,[54] er igaar bleven forlovet med Frøken Gjødevad,[55] der boer hos Groserer Nielsen i Nyhavn.[56] Assistenten Gad[57] er ogsaa forlovet. Alle Mennesker bliver forlovet! – Eduard Collin er lykkelig med sin Jette; [58] jeg kommer meget til Thybergs og seer de Elskendes Lykke. – Det er naragtigt med mig, men jeg kan ikke gjøre for det [,] hver Gang jeg hører Nogen forlove sig, bliver jeg i daarlig Humeur! skjøndt vor Herre veed, jeg slet ikke er forliebt i nogen af dem, der endnu er gaaet af. – Men nu siger Papiret basta! nu vilde jeg just fortælle; saadan er det! Med Ludvig har jeg [i] Sommer besøgt Deres Familie i Kallundborg.[59] Frøken Stub[60] kunde jeg godt lide, og hun ogsaa mig, skjøndt vi slet ikke disputerede. Glæd mig endelig med et Brev, eller giv mig en lang Hilsen i Brevene til Familien, at jeg dog kan vide om De tænker paa mig imellem. Glem ikke at sige mig et Par Ord om Chamisso og lad mig see at vi blive endnu lidt mere bekjendte med hinanden, end før De reiste. Lev vel kjære Müller, altid er jeg Deres oprigtige Ven
Andersen. –

E.S.
I Løverdags blev jeg skaaret i Munden for en Tand-Fistel,[61] jeg var frygtelig bange for Snittet, nu er det overstaaet, og jeg praler dygtig kan De troe!
Lev vel!

I Dag læste jeg Deres sidste Brev, der var en Hilsen til mig,[62] det glædede mig saa grumme meget! De har tænkt paa mig? O jeg er ret et Barn, hvor jeg dog kan glæde mig; ja De kan tro jeg taler tidt med Ludvig om Dem, tænker paa Dem, og vil maaskee engang ogsaa komme til at holde af Dem, som af ham det kjære, kjære Menneske! – (jeg holder allerede meget, ret meget af Dem) -Men til noget Andet! De roser Vaudevillen »Der alte Feldherre«[63] [,] vil De ikke skaffe mig den, eller seer De et andet lille Stykke De troer der kan gjøre Lykke her, da kjøb det til mig, send det i Reitzels[64] Bogpakke, skriv Prisen og jeg vil betale Ludvig til Dem. Glem det ikke! og nu lev vel kjære Ven! –

[Udskrift:]
8.
Dem Herrn Auditeur Otto Müller
in
Berlin
[ tilføjet med en anden håndskrift:] Louisenstrasse No 19.

Til den poesi-æske, kaldet »Venners Minde«, som Otto Müller medbragte på rejsen 1832-33, fremstillede Adam Müller denne lavering, forestillende »Udsigt fra Quistvinduet i Bispegaarden ud imod Universitetet, inden den nye Universitetsbygnings Opførelse« og betegnet A. M. den 16 Juni 1836. H.C. Andersens Hus. WB fot.
H.C. Andersens digt »Til min kjære Ven Otto Müller ved hans Afreise fra Danmark«, 17. juni 1832. Fra Otto Müllers poesi-æske, nu i H.C. Andersens Hus. WB fot.

Brev 2. Fra Otto Müller

Berlin, den 24 Octbr 1832.
-30 Octbr.

Ret megen Tak for Deres Brev, kjære Andersen, det har usigeligen glædet mig. Det var ganske skrevet ud af Dem selv, som De tænker og taler, – og det var mig just derfor saa kjært.

Hvis De har læst mine Breve til Kbhn, vil De ogsaa deraf have erfaret, bedste Andersen, hvormegen Godhed Chamisso,[65] har viist mig – og herfor har jeg alene Dem at takke. Dette være altsaa min Taksigelse for den medgivne Komission, Bogen og Brevet![66] – Ch og jeg tale ofte om Dem, og han erindrer sig Dem med megen Interesse – ligesaa Dr Häring.[67] Flere Gange har jeg hjulpet Ch at oversætte Deres Digtsamling[68], thi, uagtet han godt forstaaer vort Sprog, forekomme dog ei sjældent Vendinger, især i Poesie, som ere høist vanskelige for en Udlænding at fatte. Men hør nu bare! I Overmorgen vil bemeldte Ch. i Selskabet for fremmed Litteratur holde et Foredrag over Dem og efter forudskikket Indledning oplæse et Par af Deres ved ham selv oversatte Digte. Jeg haaber, at De den Aften mærker noget usædvanligt je ne sais quoi. De af ham oversatte Digte ere: »Soldaten« og »Marts-violerne«, begge meget heldigt bearbeidede. Uagtet Ch ogsaa denne Aften har indbudet mig til at være sin Gjæst – hvoraf følger, at han ogsaa forsyner mig med legemlig Kost, bestaaende af Oxesteg med Kartofler, Ostebrød og Viin – og jeg saae gjerne vilde være Vidne til min Vens og Landsmands Forherligelse, kan jeg dog ikke have den Fornøielse at møde, da jeg allerede for nogle Dage siden er indbudet til et stort Kunstnerselskab hos Friedlænders.[69] Et Digt, som jeg særdeles har tilraadet Ch til Oversættelse, var Holger Danske,[70] deels fordi det som Ballade[71] mere egner sig dertil end de øvrige »kleine Gemählden«, som han kalder dem, deels fordi det behandler et characteristisk og aldeles nationalt Sagn, der mere end de fleste andre bærer Oldtidens kraftige Præg. Ch gjorde mig og opmærksom paa et lille Digt af Friherre von Goudy, i Musenalmanak for 1833,[72] der – mærkeligt nok – fremstiller ganske den samme Idee som »Martsviolerne«, uagtet Forf. dog umuligen kan have kjendt dette Arbeide. – Da De kjender Ch, veed De og, at han er ret hvad Tydskerne kalde »ein lieber Mann«; efter Goethes Død[73] maa han vistnok tillige ansees som Tydsklands genialeste Digter. Hans Kone[74] har nyligen været i Barselseng, hvorved Alt gik saare vel af. Mig generede Ungen[75] fælt med sit Skraal, da jeg sidst tydede Rimediævelen[76] for ham.

Vaudevillen der alte Feldtherr existerer ei alene i Bogladen, men er optaget i Raupachs Samling für die Königstädter Bühne[77]. Da jeg omtalte dette for Chamisso, var han saa artig at tilbyde mig medfølgende Exemplar, som altsaa herved sendes Dem fra ham. Jeg behøver vel neppe at gjøre opmærksom paa, at de politiske Hentydninger spille en Hovedrolle i denne forresten saa ubetydelige Vaudeville, og at Publicums Stemning især maa gjøre Udslaget. Fornemmelig kommer det an paa Sangen »Denkst Du darann« – der maa synges med Begeistring og optages med Begeistring, ellers duer det Hele ikke. Der Feldtherr i sidste Scene er naturligviis Napoleon[78] – at han blot viser sig, uden at sige et eneste Ord, frembringer en næsten høitidelig Virkning – i det Mindste var det Tilfældet hos mig. At denne Piece[79] iøvrigt har vakt temmelig Opsigt, og næsten overalt, især under den polske Krig,[80] er optaget med overordentligt Bifald, er Dem vist og bekjendt. Moersomt skulde det ellers være, om De var den Første, der bragte Napoleon paa den danske Scene, og jeg var den ubetydelige Anledning dertil. [81] – Iøvrigt klages her bestandigen over Repertoirernes Fattigdom. Man hjælper sig som Man kan med Kotzebuiader[82] og andet gammelt Opkog. I Holteis »Beiträge für die Königstädter Bühne«[83] og Raupachs »Dramatische Werke«[84] kunde De vistnok dog finde Adskilligt, som egnede sig til Optagelse paa vor Scene. Af Sidstnævnte saae jeg forleden en lille vittig Piece »der Degen«, som er trykt i en rheinischer Almanak for et Par Aar siden, og om kort Tid vil udkomme i 3die Bind af hans Værker. Hvis jeg iøvrigt opsnuser noget rigtigt godt, skal jeg strax sende Dem det pr Post, for at Ingen anden skal komme Dem i Forkjøbet. – Papiret siger nu Stop! Min prosaiske Prosa har vistnok ogsaa allerede længe kjedet Dem, som er vant at tale Gudernes Tungemaal. Ak hvilken Glæde hvis vi kunne træffes næste Sommer dans Paris eller am Rhein! -I ethvert Tilfælde glæder jeg mig til at see Dem igjen, og inden den Tid høre lidt fra Dem eller i det Mindste om Dem. Hvor det fornøier mig at høre, at De har fattet en saa særdeles Godhed for Ludvig! – Lad da lidt af dette Venskab falde paa mig!

Deres hengivne
Otto Müller.

Brev 3. Fra H.C. Andersen

Kjøbenhavn den 11 Decemb 1832.

Kjære Ven!
Hjertelig Tak for Deres velsignede Brev, det glædede mig saa grumme meget; jeg var just den Dag det kom, i et daarlig Humeur, men da jeg let kan blive dette, kan jeg ogsaa meget hurtig bringes tilbage til det Bedre igjen, og det blev jeg ved Dem. Tak for Buxbommet fra Göthes Have, jeg gjemmer det som en Skat, med Ludvig vilde jeg dele det, men han havde ikke Interesse derfor. – Dette er igrunden intet Brev, men kun en lille Hilsen som jeg sender Dem med min nye Bog[85]; vil De bringe Chamisso den, som et Tegn paa min Høiagtelse og Hengivenhed; jeg troer det er det heldigste jeg har skrevet, i det mindste gjælder det derfor. Jeg vilde ikke lige addressere den til Chamisso, eftersom jeg tænkte, at det vilde more Dem, at læse den først, De faaer vist ikke Leilighed at læse mange danske Bøger? Skjær den op og læs; bring den siden til Chamisso! -I »Julimaaned« finder De Deres Broder Ludvig og Eduard Collin omtalt, bare det havde været lidt mere levende! mere saaledes at alle Folk kunde holde af dem som jeg; det er formelig en Art Kjærlighed, en reen, aandelig Følelse, der klynger mig til dem. – Gid Ludvig maatte indsee det! dog, jeg brugte jo over Aar og Dag, før jeg ganske vandt Eduard, den kjære Ludvig vil ogsaa engang nok begribe mig. I Bispegaarden staaer Alt vel, men de har i tre Uger ikke hørt fra Dem. Ludvig beder mig at jeg endelig maa sige dette, og at De snart, ret snart maa skrive. – Hils Chamisso ret hjertelig fra mig, det baade smigrer og glæder mig, at han har Interesse for mine Digter Arbeider; jeg gad have hørt hvad han sagde om mig og disse ved Foredraget i Selskab for fremmed Litteratur. Skaf mig dog en Afskrift af hans Oversættelser og siig mig hvad han siger om Maanederne, hvilken han foretrækker osv, men giv mig ogsaa Deres Mening kjære Ven; jeg længes ret derefter: Januar og Juni gjør mest Lykke, men jeg forudseer at De foretrækker August, og Chamisso November. Jeg selv – ja, jeg holder af dem allesammen, de smaae Stakler! – Siig mig ellers hvorledes De bestemmer Deres Reise! Kommer De til Italien? Jeg har dediceret Kongen min Bog, var derfor hos ham[86] og efter Collins[87] faderlige Raad, yttrede ham min Lyst til at reise, om det kun var paa eet Aar, han tog mod min Ansøgning[88], der er altsaa Muelighed i at jeg kommer afsted, skjøndt der reiser een Poet (Gjengangeren) -Er jeg saa lykkelig, da flyver jeg ud, sidst i Mai, jager hen over Berlin, Dresden, Prag og Wien til Salzburg og Venedig hvor jeg siden om Efteraaret gaaer til Rom og Neapel! Kan vi ikke mødes? Kjære, kjære Ven! hvor det var deiligt! Jeg troer jeg kyssede Dem af Glæde! O Gud, kan vi da ikke træffe sammen? Siig mig det! Siig det tydeligt. Maaskee kommer jeg ikke afsted, men saa sees vi her hjemme, thi enten reiser jeg nu til Mai, eller først om 2 Aar. -Jeg glemmer ellers at takke for »der alte Feldherre«. Bring Chamisso min Tak. – Nu begynder jeg ellers at studere den franske og italienske Grammatik medens jeg, i æsthetisk Henseende, arbeider paa en rørende Vaudeville: »Spanierne i Odense«[89]. »Dronningen paa 16 Aar« indstuderes, den kommer snart paa Scenen[90] . – Lotte og Phister leve godt, de boe nydeligt, og Folk tale nu saare lidet om dem[91] . – Lunding[92], veed De, er borte; han har lovet mig en smuk Tegning forestillende »Barnehimlen«\ den bliver vist saftig! – Hans ivrigste Bestræbelse er, siger han, at fordærve mig, han vil vedblive sin begyndte Underviisning i Breve. Det er dog en Rad! – De skulde høre hvilke Historier han phantaserer om Dem og Ludvig; Til Kongens Fødselsdag faae vi en nye Vaudeville af Heiberg: »De Danske i Paris«[93]. Samt en lille, original Balet af Bournonville: »Gjæstfrihedens Tag«[94]. De veed da at mit Stykke: »Ravnen« gik til Dronningens Fødselsdag ?[95] – En Søn af Secretairen Printzlau er gaaet til Theatret, han skal have meget Talent[96] . En Lieutenant Sax[97] har ogsaa deputeret for Directionen. Af Forlovelser veed jeg kun – Frøken Rothe[98] og Kammerjunker Leth[99]. Lietenant [sic] Sax (vide supra) og en Choristinde Jomf Lund,[100] der er blevet for feed. – Laura Lythans og Cand: Jensen [101] en Broder til Maleren [102] , siger man. – Bredal componerer en nye Opera for Overskou.[103] Harttmann componerer een for Gjengangeren.[104] Weyse for mig.[105] De siger Chamisso kalder mine Digte »Malerier«, han kan have Ret; eet lille Stykke, en Bjerg Situation, der staaer i min Harzreise[106] er dette især; jeg har afskrevet det, vil De lade det følge med Bogen til ham. – Glæd mig endelig i Vinter engang med et Brev endnu, og svar mig paa alt hvad jeg her har opgivet Dem. Undskyld at det hele er temmeligt afjasket, men jeg var i Dag hos Boghandlerne for at forhøre om Leilighed til at afsende dette Brev og Bogen, og hører da, at hos alle, ere de Pakker afsendte der komme afsted paa denne Side Nytaar. Den gyldendalske Boglade var den eneste som endnu sendte, men det skulde alt afsted denne Eftermiddag, jeg har altsaa maatte jage Brevet sammen. Tilgiv mig og mine Skrive-Synder. Gid De nyde en ret behagelig Juul og et glædeligt Nytaar! Tænk imellem lidt paa mig og glem ikke at bringe Dr:Häring [107] min venlige Hilsen, kunde han forstaae dansk, skulde han faae mine Digte, men han forstaaer det jo ikke. – Gid jeg dog, naar Træerne springe ud ogsaa kunde springe ud i Verden. Hvilken Glæde om vi maaskee mødes paa Italiens Bjerge, men det skeer vist ikke, det er alfor stor en Glæde, til at den kan finde Sted! Men nu lev vel kjære, kjære Ven! jeg holder ret inderlig meget af Dem, vi maa mere kjende hinanden naar vi engang samles, Deres oprigtige Ven
Andersen.
i største hast!

H.C. Andersen var ikke alene om at søge penge fra Fonden ad usus publicos, hvor Edvard Collin i øvrigt havde afløst sin fader som sekretær 11.12.1832. Ikke mindre end 42 ansøgere imod 26 det foregående år havde meldt sig, og kun 18 kom i betragtning. En afgørelse var ventet til Frederik VIs fødselsdag d.28. januar 1833 men lod vente på sig. Først 13.4. fik Andersen ved kgl. resolution 600 rdlr. sølv i to år, i øvrigt samme dag Otto Mûller yderligere fik bevilget 300 rdlr. sølv, fordi hans rejseomkostninger var blevet forøget pga. koleraens hærgen i Tyskland.[108] Også Andersens stipendium blev senere forøget. Det skete på Jonas Collins anbefaling 15.4.1834, hvor der blev bevilget 200 rdlr. sølv.[109]

Den 22. april 1833 forlod han så København og rejste gennem Tyskland til Paris, hvor han ankom den 10.maj. I mellemtiden havde Müller forladt Berlin og var rejst videre til Italien, hvor han har skrevet et brev til Andersen, der nu tilsyneladende er forsvundet, for 19.7.1833 meddeler Andersen i et brev til Edvard Collin, at »Otto Müller har skrevet mig til fra Milano, at arangere for ham til hans Ankomst her den 26. Juli«.[110] Desværre mangler Andersens dagbøger for 14.6. – 14.8.1833, så vi kender meget lidt til deres samvær frem til den 15. august, da han forlod Paris for at rejse videre til Schweiz. Dog ligger de første dage efter Müllers ankomst 26.7. ret klart belyst gennem Andersens beretninger om festlighederne til minde om Juli-revolutionen 1830 i breve hjem til Danmark. Således overværede de sammen afsløringen af Vendome-Søjlen 28.7., hvorom det hedder i et brev til Edvard Collin: »Klokken 11 var jeg ved Vendôme Pladsen med Otto Müller, hvor vi maatte give 6 Frank for at sidde paa en Tønde. – Det var uhyre dyrt men det eneste Middel. En saadan Masse Mennesker har jeg aldrig seet! Tage og Skorstene vare besatte. Trængselen gik paa Liv og Død! Man skreeg og jamrede, Fruentimmer besvimede, og bleve holdt høit i Veiret. Luften var lummer som en Skrædersal. – Her sad vi næsten 5 Timer. – Klokken 1 3/4 var Kongen ved Vendome Støtten, der var herlig bekrandset. – Napoleons-Statuen hang der et blaat med Guld Bier besat Tæppe om; paa et givet Tegn, faldt dette, og en underlig Mumlen gik gjennem Mængden, Hattene fløi af og der raabtes »vive la memoire de Napoleon!« Høit oppe paa Støtten stod hans stolte Billede. Himlen var graae, men lige rundt om ham, ganske blaae Luft. Mit Hjerte bankede saa forunderligt, det var et herligt Øieblik, gid de Kjære der hjemme havde været der med! Nu passerede 100000 Mand forbi os […] Først Klokken 7 om Aftenen (fra 1 3/4) havde alle Soldaterne passeret forbi […] Nu begyndte Festen i Tuilerie-Haven. Nær var jeg klemt ihjel. Müller travede om med Dinesen [111] og jeg med Kammerjunker Hafner,[112] men knap to kunne holde sammen.«[113]

29.7. var festens sidste dag og atter gik Andersen og Müller ud for at se på. »Paa alle Byens (25) Theatre, gaves gratis Forestilling […] Otto Müller og jeg gik ind i to, nemlig Theater français og »Theater Palais royal«, her var propfuldt, Publicum sang »vive la france!« den Ene hang paa Ryggen af den anden og der blev umaadeligt klappet! – Klokken 6 (Eftermiddag) var der stort Taffel i Hotel de Ville (Byens Raadhuus; paa Grevepladsen), her spiiste de Kongelige […) efter Taffelet var et stort Bal for 4000 Mennesker, hvor til jeg havde den Ære at være indviteret. (Fru Falbe [114] skaffede mig nemlig paa anden Haand en Billet fra Hertugen af Orleans,[115] jeg skrev til vor Chargé d’affaires Koss[116] og fik een til Otto Müller, saa vi kom sammen) […] Det var da Noget jeg var meget glad over, thi 14000 Ansøgninger om Adgang var blevet afslaaet.«[117] Andersen, som jo iøvrigt ikke dansede, holdt dog ikke ud til den bitre ende. » Klokken 2 var stor Spiisning, hvor det gik med Viin og Alt gratis, men jeg kjørte hjem før den Tid, Otto Müller blev og fik dandset.«,[118] Udover disse små glimt fra Julidagene melder Andersens breve hjem til Danmark ikke meget om Otto Müller, men et par vers lader os ane den gemytlige stemning, der har været imellem de to venner. Således hedder det i den Afskedssang for De Danske i Paris den 7.August 1833, som H. Topsøe-Jensen har draget frem i Personalhistorisk Tidsskrift 10.Rk. l.Bd. 1934 (s.67), at

» Nu maae vi have Müller fat,
Poeten har ham Sandhed loved’,
Han troer vel ved sin store Hat
Han ogsaa faaer det store Hoved!
Hans Ophold her har nys begyndt,
Ham gaaer det, som det os blev givet,
Han har det baade tykt og tyndt –
Det er Pariserlivet!«

For forståelighedens skyld skal lige nævnes, at de sidste linier hentyder til Seinevandets virkning. Også Andersen havde haft sin omgang dårlig mave med feber og opkastninger.[119]

Desuden ligger der sammen med Andersens breve til Müller i Det kgl. Bibliotek også et hidtil utrykt digt med flg. påskrift af Otto Müller:

»Dette Vers stak Andersen ind ad Døren til mig, da vi havde Værelser ved Siden af hinanden i Hotel Vivienne, med Anmodning om et Svar paa Vers. Da jeg bad ham selv skrive Svaret, stak han hoslagte, med mit Navn forsynede Vers ind til mig. Jeg stak nu Reenskriften ind til ham, og denne blev ved hans Død i 1875 funden blandt hans andre Papirer.«

Impromtue
Til min Pariser Naboe
Naar bare vi lukke Døren op,
Saa sees vi Øie mod Øie,
Og Smilene gjør’ saa lystige Hop;
Der stikker en Skjelm i vor Trøie.
Vort Hjerte er, Gud skee Lov, godt i Stand,
Et Hjerte man ei kan miste!
Mit hamrer ret som en Tømmermand,
Der hamrede paa min Kiste!

H.C. Andersen
Paris i August 1833.

Sorgens fem og tyve Punding,
Aldrig bør genere her!
Nei vær lystig som en Lunding,
Hav fornuft som jeg især.
Tag nu dette Vers som Tak,
Og forstyr mig ei med Snak,
Ellers gaaer jeg med Bagage Strax til øverste Etage119a

Otto Müller

Den 15. august 1833 forlod Andersen Paris med diligencen, og dagbogen meddeler: »Jeg v[ar den eneste] som var oppe og havde nu ingen Ro [før vi] kom afsted, Otto Müller fulgte mig, vi [kom] een Time fortidlig. I det sidste Moment blev vi Duus. Vi kyssede hinanden til Afsked« [120]. Turen gik til Schweiz, hvor han ankom til Genève d.18.8. og herfra fortsatte rejsen via Lausanne og Neuchâtel til Le Locle efter indbydelse fra den schweiziske urmager Jules Houriet, en svoger til den kendte danske urmager Urban Jürgensen, som han havde truffet i Paris.

Brev 4. Fra H.C. Andersen

Locle den 26 August 1833.

Kjære Ven!
Nu sidder jeg da midt imellem Bjergene, eller rettere oppe paa et af dem. Igaar Middags kom jeg her til Locle, den ligger i en Dal oppe paa Jura, rundt om ere grønne Græsgange, hvor Køerne bruge Grøncuur og ringe evigt til Middag. I Aftes var jeg alt ude at spadsere; hu! hvor her er kolt; vi gik ind paa den franske Grændse, saa at jeg nu anden Gang har været i Frankerig. Rundt om sorte Granskove og forunderligt dødsstille, jeg tænker Locle kaster et smukt Skyggepartier [sic] over min Agnete[121] ; noget faaer jeg vel skrevet. – Du kan ellers ikke troe hvor deiligt den hele Alpekjæde tager sig ud naar man reiser fra Neuschatel op til Locle, man overseer den ganske. Jeg nød dette Skue ved Solens Opgang og vil aldrig glemme det. Hvad der ellers mest har fraperet mig paa hele denne Tour er Overgangen fra Jura ned til Geneve, Skyerne stode som faste Glasbølger med det smukkeste Lilla og saa med hvidt Skum. Et andet Partie har henrykket mig, nemlig Vandringen fra Vivis til Slottet Chillon.[122] – Just saaledes har jeg tænkt mig en smuk Natur! Alt var saa frodigt og friskt. De store Græskar hang hen ad Tagene paa Bondehusene. Søen var saa uendelig blaae, Bjergene saa vilde og saa var jeg jo ved det Slot, Byron[123] har gjort mig interessant; jeg fandt hans Navn indgravet af ham selv i Klippemuren. Du har vel været der? Jeg digtede i Slotsgaarden følgende Vers. –

Vilde Fjelde, speilklar Søe,
Skummelt Slot paa Klippe-Ø,
Jeg hos Eder troer paa trende:
Frihed, Byron og paa hende!
Nu kun Aand til Adel hæver,
Blodet til slig Kraft ei veed;
Konger døe, men Frihed lever,
Frihed, Kunst og Kjærlighed.-[124]

Fra Pueraris[125] Familie skal jeg hilse Dig ret meget; de formeligt sværmede for mine Digte. Men nu skal jeg til at skjænde: Jo Du er en god Een, med Din Overregning; det kostede næsten 100 Frank til Geneve og Opholdet der er ogsaa dyrere, Middagsmaden koster jo i Schweits 4 Frank; jeg bliver nødt til at indskrænke min Reise i Schweits for at det jeg har taget med kan holde ud til Milano. O, de Penge! de Penge! det er en ækel Opfindelse at de skal behøves. – 14 Dage har jeg isinde at blive her i Locle, det lader til at være ganske fortræffelige Mennesker jeg er hos; Alt røber Velstand; jeg har et smukt Værelse med Udsigt over en Deel af Byen og Bjergene, men eensomt er det, og det mere end man kan tænke sig. – Skriv mig endelig til, nogle Dage efter at Du har faaet dette Brev, til Locle; Castenskjold[126] har Adressen, desuden kan Du jo ogsaa skrive det Post restante. Fortæl mig Løst og Fast, Paris frembyder Stof nok; siig mig om Du ogsaa nu jeg er borte, tænker noget paa mig; naar vi engang i Kjøbenhavn samles, ville vi ret ofte see hinanden, tidt tale om Dagene i Paris, der alt nu ere forbi for mig! – Send Ludvig indlagte lille Brev, men ret snart, thi der er noget Vigtigt deri, jeg beder ham besørge mig.[127] Skjænd kun paa ham, thi det er virkeligt hæsligt af ham at jeg kun har faaet et eneste Brev fra ham[128] paa min Reise [;][129] det har virkeligt bedrøvet mig, han har kunnet kaste lidt Solskin ind i mit Liv, hvor der i Grunden er mere Skygge end man troer, men han har – ikke havdt Tid! – Bring Falbes,[130] Marquise Bonnay,[131] Jürgensen,[132] Haffner,[133] kort alle vore fælles Bekjendtere en ret hjertelig Hilsen fra mig, Castenskjold faaer Brev fra mig saa han behøver ingen Hilsen. Jeg har endnu ingen Schweitser-Skjønheder seet, men maaskee paa Gemmi?[134] Der rider man jo? Hils dem i Hotellet fra mig, glem heller ikke Bonnai, vor Sproglære [r].[135] – I Neufschatel fandt jeg en Dame der kunde tale Dansk[136] og Gjæstgiverstedet var saa billigt at jeg troer der maae være skeet en Feiltagelse; tænk for Middagsmad, 5 a 6 Retter, Kaffe og Logie Ɔ: 3 Frank. Men nu bliver Papiret italiensk og siger basta! bastare. Lev ret vel og vær mig en trofast Ven som jeg vil være det.

Din
H.C. Andersen.

[ Udskrift:]
a
monsieur

Monsieur Otto Müller
a
Paris.

fr:
Hotel Vivienne
rue Vivienne N 14.

Brev 5. Fra Otto Müller

Paris, den 1ste Septbr-
Hotel Vivienne No 18,
det berømteste Værelse i Hotellet.

Kjære gode Andersen!
Hjertelig Tak for Dit rare lille Brev, som jeg ønskede at kunne besvare i samme muntre og hjertelige, poetiske Tone. Men vor Herre har nu eengang ikke givet mig et saadant Fond af Følelse som han har givet Dig: med mig og Ludvig maa Du tage til Takke, som vi nu ere – vi yde og give tilvisse Alt hvad vi kunne! – For nogle Dage siden havde jeg Brev fra samme »lille Menneske« -jeg sender Dig her hans autographum, klippet ud af Brevet til mig, og ligeledes nogle Linier, klippede ud af min Mutters Brev, hvilke Du engang i Tiden kan bruge som et Document til at kræve hende for »lækkre Pandekager med dygtig Syltetøi i«. Men det er jo ei alene i Bispegaarden, at Man holder saa meget af Dig – ja det er ved Gud ækelt, hvor hele Verden kjæler og dægger for det lange Menneske, som dog altid vil have mere, altid mere Kjærlighed. Men lad mig nu til at gjennemgaae Dit Brev. Du tager Dig jo meget smukt ud deroppe paa Bjergene, mellem Skyerne, hvor Du ret maa have Lejlighed til, ligesom paa Din Marsch til Rundetaarn,[137] at høre »Sphærerne klinge« – Køernes Klokkeklingning har Du jo allerede »fornummet«, det maa nu være Din grand opera; men hvorom Alting er, maa jeg troe, at et saadant Ophold som Dit Locler, bliver høist velgjørende for Dit Gemyt, især formedelst Kontrasten med det støiende Pariserliv. Og hvad der indvirker paa Dit Gemyt, faae vi jo igjen i Dine Digte, der jo altid er troe Aftryk af Hans Christian Andersen. Vi – jeg mener Dine Venner og Dit store Publicum – burde jo derfor altid holde Dig i godt Humeur, i en blid og tilfreds, munter-alvorlig Stemning, thi det kommer igjen, sagde Skræderen, da han gav sin Soe Flæsk.[138] Du veed, at Ludvig og jeg have givet os meget af med at støbe Paster,[139] jeg beholder derfor Lignelsen med Aftrykkene og tør bemærke, at der gives vellykkede og mislykkede Aftryk, at der gives Aftryk, som gjengive Originalens Feil og Aftryk, som have deres egne, alene grundede i Støbningen, og disse Feil kunne nu atter enten ligge i Skjødesløshed, eller i Mangel paa Kundskab, i Materialet o.s.v. Men endeligen gives der Aftryk, hvorover man udraaber: næ Gud hvor det er deiligt, – fortræffeligt! – Man veed ikke, om man meest skal beundre den skjønne Form eller det vellykkede Aftryk. Agnete vilde jeg saaledes kalde et skjønt Aftryk af en skjøn Form – ja nu leer Du af mig, og raaber: næ vil man bare see, den Jurist, den Criticus, den jammerlige Gibsstøber! – Men tag Dig vare, jeg kjender En, som gaaer sammen paa Ruscollegium med Fætteren til ham, som skriver i Kjøbenhavnsposten,[140] og saa – – Men vi bleve jo staaende ved at snakke om den Indflydelse, som Dine nuværende Omgivelser maae have paa Dig; jo Agnete vil vist have godt af den friske Bjergluft. Chillon har jeg desværre ikke seet, men Dit smukke Vers derover passer til saa meget andet smukt, jeg har seet, saa at jeg har lært det udenad, eller rettere sagt, det har hængt sig fast i mig uden at jeg vilde det. Tak for Hilsenen fra Puerari,[141] Din gode Modtagelse der kan Du næst efter Din egen Fortrinlighed takke mig for, som havde fortalt dem saa meget interessant om Dig. »Men nu skal jeg til at skjænde«, siger Du, »jo Du er en god Een med den Overregning, det kostede jo næsten 100 fr til Geneve« o.s.v. Jeg erindrer mig meget vel at have angivet 90 fr som de netto Udgifter: og har Du nu med Din velbekjendte Ulve-Appetit havt nogle smaae Ex[t]ra-Depenser,[142] indseer jeg ikke, hvorledes Du kan undre dig over at have brugt næsten 100 Francs !! For Middagsmaden i Schweitz har Feddersen[143] og jeg aldrig betalt mere end 3 fr i de første Auberger,[144] men Dit noble Udvortes og Din engelske Tournure[145] gjør vel, at Du maa betale lidt mere end Andre, og iøvrigt maa jeg tilføie, at mit Overslag kun indeholdt hvad F og jeg, der forstode os vel paa Oeconomien, havde brugt, og at jeg forresten raadede Dig til at tage noget rigeligt med, da det i fremmede Lande altid er ubehageligt at komme i Forlegenhed.[146]

Men jeg vil ikke ende mit Brev med slige kjedelige Huusholdningsaffairer. Ja vist tænker jeg ret ofte paa Dig, kjære Andersen! Ja vist tale vi her ofte om den langbenede Digter, og alle Landsmænd have bedet mig at hilse Dig ret meget fra dem. Vil Du høre noget om vort Liv her i Paris siden Din Afreise, da seer jeg nu efter i min Dagbog, men den indeholder kun lidet, som kan interessere Dig. Det var den 15 Aug, Du reiste, den Formiddag blev mig saa lang, saa lang, det er dog saa hæsligt at skilles ad, men desto behageligere Gjensynet, thi – at Du ei mere ønsker at komme tilbage, er ei Dit Alvor, og at Du ei skulde leve saa længe – aah bah – Du er jo en stærk Tamp, endskjøndt Du har det blege, smægtende Udvortes. Jeg gik paa Louvre den Dag, spiste til Middag med Landsmændene og var om Aftenen i Tivoli[147] med Cast. og Haffner. Spaakjellingen spaaede mig og sagde blandt Andet, at mit foregaaende Liv ei havde været saa lykkeligt, men Fremtiden vilde blive bedre. Dette har længe været mit faste Haab, og det er naragtigt, at sligt Udsagn af en Spaakjelling, naar det stemmer med vore egne Forestillinger, strax gjør et Slags Indtryk paa Een. Siden har jeg været paa Montmartre, seet Abattoirs[148] og Gobelinfabrikken,[149] palais royal, naturhist. Samlingen, Bibliotheks-Museet,[150] besøgt Versailles og St. Cloud, Invalidernes Hotel og de Deputeredes Kammer. Jeg har nu gjort flere franske Bekjendtskaber; iøvrigt er jeg hver Dag paa Bibliotheket og har begyndt at være flittig. – Nu er ved Gud den fjerde Side fuld med, og dog er jeg ikke nær færdig. Hvis Du ei havde allerede en saa udbredt Korrespondance, vil jeg bede Dig om et lille Brev endnu, jeg bliver her til 1 Nobr og er hjemme til 10 Dcbr. I hvorom Alting er vil Du nok engang imellem tænke paa den

Dig hjertelig hengivne
Otto Müller.

[Tilføjelse i marginen til s. 4:] Dit Brev til Ludvig er besørget, til Jørgensen ligeledes, men han reiser ei før om nogle Uger.-

Brev 6. Fra H.C. Andersen

Le Locle den 13 September 1833.

Kjære, kjære Ven!
Du er ved Gud, en sød Unge og skal komme i min Barneverden! saaledes at kunne skjære et Stykke ud af Broderens og Moderens Breve, nei, det kunde jeg ikke have gjort! jeg vil ret gjemme det, som et smukt Træk klippet ud af Dit danske Hjerte. Din smigrende Lignelse om Agnete: »et skjønt Aftryk af en skjøn Form«, er jo ganske poetisk. Du er igrunden en Rad i at skrive Breve, Ludvig bliver en Zinke mod Dig! Bare jeg dog havde Dig her Du kjære Menneske, med den ækle Hat,[152] skulde jeg lukke Grotten op, hvor min Agnete, useet af Andre end mig, staaer lyslevende som en nordisk Aphroditte, opsteget af Havet. Ja, hun lever! og jeg er ret den gode Gud taknemlig for hun er saa smuk, føler jeg! de underlige Mennesker i Verden, troe at en Digter ret er en forfængelig Fugl, der kroer sig af sin Sang, nei jo bedre han selv føler den, jo ydmygere bliver hans Sjæl, jo kjærlige[re] klynger han sig til Gud, ved hvis Hjerte han lærte disse Toner; saaledes gaaer det mig og jeg ligner de andre Poeter i saa meget, saa de bestemt ligne mig i dette. – Hvad jeg har skrevet i Locle, altsaa hele anden Deel, staaer bestemt 10 Gange over hvad Du kjender! I fire Dage sprang Agnete ud af mit Hjerte,[153] her i den forunderlige Eensomhed hvor jeg sidder ved en varm Kakkelovn mens Sneen falder udenfor. Over 8te Dage blundede hun, fik nogle nye Drømme og med disse og i en ny, reenskreven Kjole sendte jeg hende igaar til Dannemark. Jeg har ogsaa lært hende en heel Deel Grammatik, for det see de meget paa hjemme. Bare de nu ikke slaae hende itu for at see om hun er mathematisk nok construeret! -Alvorlig talt ønsker jeg at hun maa gribe dem Hjemme, jeg trænger til Roes, Opmuntring, Kjærlighed! (true nu ikke af mig med Fingeren!) et Digterhjerte er en Sydvæxt, der kun kan voxe under Kjærlighedens Glasklokke, men der gribe de den med plumpe Hænder, som var det en Brændenælde. »Maanedskriget mod Litteratur« [154] har sagt om mig i Foraaret: »en Digter som eengang lovede noget«, og det sagde man efter at mine Maaneder vare komne ud! disse Ord hænge som Giftdraaber ved mit Hjerte! gid Agnete bringe Solskin nok til at bortdampe disse dræbende Dele. Jeg har maatte kjæmpe med Mere end nogen anden Digter; Ubillighed, alfor stræng Kritik & vil vel ikke kunde slukke den Flamme der nu engang boer i mig, jeg er Digter og vil blive det, men den vil tilintetgjøre min Væren, dræbe mig før Tiden; det er Svaghed veed jeg nok, men en medfødt Sygdom hos Poeterne, det er maaskee den samme Pirrelighed Muslingdyret har naar det sætter sin Perle og døer. – Men lad os lukke til for det sorte Gemak, at jeg lader dem titte derind viser min Kjærlighed til dem! – Imorgen forlader jeg Locle og flyver ene over Alperne, sover en Nat hos Munkene paa St Bernhard, gaaer over Simplon til Lago Magiore og derfra til Milano, hvor jeg indtræffer den 23. September. Her finder jeg Lieutenant Dinesen[155] og Kammerjunker Neergaard,[156] vi danne nu et nordisk Kløverblad og som »en Ven af Sydens Skjønne en Skræk for deres Mænd«,[157] angribe vi Genua, indtager Livorno, Pisa og Lucca og reiser saa til Florents for at glæde denne stolte Stad med vor høie Nærværelse. Midt i October ere vi vidst i Rom, hvor Paven skal vadske vores Fødder[158] og Prindssessen[159] tørre dem. Jeg glæder mig meget til denne Fest og ønsker at Du var med, saa skulde Du faae Lov at holde Servietten og Din Hat kunde nyde den Ære at tjene til Vandbale, en Ting den synes at være skabt for. – Locle har ellers viist mig alle sine Mærkeligheder. Skoler, Vandmøller og lignende Maskiner. Her er meget politisk;[160] Konerne ere for Preusen, Mændene for Schweits; i Chaux de Fonds, en lille By her tæt ved er det kommen til blodig Strid, behageligt er det just ikke i Schweits; 3 Batallioner staae paa Grændsen for at sige: »Puf!« Nu er jeg ellers ganske bekjendt i Locle, »en reisende Digter fra Dannemark.« – Det er ellers en reen Uhrmagerby. – De smaa Børn blive endogsaa født med et Uhrværk. – Af Naturskjønheder har jeg seet noget ganske fortræffeligt Snee, nogle vaade Skyer og paa min Promenade traadt i bare Kokasser. Man elsker meget min Sang og har foreslaaet mig at give en Consert paa Mundharpe her paa Byens afbrændte Raadhuus, jeg har bestemt at vilde naar de skaffer mig gamle Catalani,[161] hvor de finder hende, thi jeg vil nok stikke det gamle Orgelværk ud. – Inden i dette Brev ligge to til Carstenskjold, det ene til hans Hjerte, det andet til hans Posttaske, giv ham dem begge to. Hans er aabent, ligesom Dit røde Hjerte Brev var hos ham, Du kan derfor læse det, til Gjenjæld lader Du ham læse dette igjen, saa skriver jeg noget forskjælligt til Eder hver. Skade Du var i Paris under Julifesten, jeg skulde ellers fortælle Dig om Ballet. »Dronningen [162] var gammel, saa bleg og lidende ud, man siger hun skal have taget sig Julirevolutionen meget nær; hun var ogsaa stærkt allieret med den bortreiste Familie!« [163] – Men det er sandt det veed Du jo! Hils nu alle de danske, Hafner ikke at forglemme; den unge Mand der ariverede Dagen før min Afreise, Delon & – Naar Du kommer Hjem da tal til Din Fader om det lassenske Legat for mig næste Aar, jeg er høist trængende og en værdig Trængende, Eduard har alt besørget Ansøgning. – Skriv mig til i Florents, men skriv i det mindste 8 Dage efter Du faaer dette. Lad Brevet være post restante. Jeg stoler paa Dig! Lev nu ret vel min kjære, kjære Otto og hils dem hjemme fra

Din
Andersen!

[ Udskrift:]
a
Monsieur

Monsieur Otto Müller

Candidatus juris
Hotel Vivienne
rue Vivienne No 14
Paris

fr:
[Tilføjelse i marginen til s. l:] Skriver Du til Florents, faar Du et langt Brev fra Rom!

Brev 7. Fra Otto Müller

(Tilføjelse i brev fra Ludvig Müller 20.-21.1.1834)

Kjøbenhavn, den 19 Januar 1834 Kjære fortræffelige Ven! – Uagtet vi selv Intet have hørt fra Dig, og af Andre kun erfaret Lidet om Dig, have vi dvs: Ludvig og jeg dog sammenlavet dette lange Epistel til vor reisende Ven og vi bede ham ret meget at tage til Takke med den simple Kost. At Ludvig har faaet Broderparten af Brevet er jo saare naturligt, han har jo og Størstedelen af Dit Venskab, og det hver af os tildeelte Rum i Brevet svarer vel og omtrent til det Rum, hver af os indtager i Dit Hjerte. Ludvig har formodentlig allerede undskyldt sig i ovenstaaende tætskrevne Epistel, men hvis ei ved samme skulde staae tilstrækkeligen reen og renset for Dine Øine, da lad mig tilføie, at han har arbeidet paa sin Afhandling som et Bæst, siddet oppe hver Nat og forsaget sig alle Adspredelser med Undtagelse af den for hans Sundhed nødvendige Dans. Det gode Menneske har ellers (som den øvrige Familie og alle andre Mskr) saa ofte talt om Dig – jo Du er rigtignok vel anskreven herhjemme! – Men nu lidt Reisebeskrivelse. Paris forlod jeg i Slutningen af Octbr, og gik derfra til London, hvor jeg tilbragte 12 Dage. Byen behagede mig slet ikke, evig Taage og Kuldamp, fredsommelighed og Smagløshed – og saa Byens uforskammede Størrelse – see dette fandt jeg Londons største Mærkeligheder, thi alt det Øvrige, dens Paladser og Kunstskatte o.s.v. fandt jeg langt under Forventning. Fra England gik jeg gjennem Belgien til Brüssel, hvor jeg tilbragte to Dage, og derfra over Aachen og Kölln til Bonn, hvor jeg besøgte en god Ven, Jul. Friedlaender,[165] fra Berlin. Veiret havde hidentil begunstiget min Reise saa at jeg uagtet den sildige Aarstid besluttede at gjøre Rhintouren. Uagtet det ei var Sommer fandt jeg dog denne Tour ret lønnende og det forekom mig især, som om Naturens Efteraarsdragt harmonerede ret skjønt med de mange Borgruiner, der jo og ere tydelige Minder om en svunden Blomstertid. Over Frankfurt, Kassel, Hannover kom jeg til Hamborg; paa Hjemreisen gjennem de danske Provindser besøgte jeg Lunding,[166] traf ham rask og munter og tilfreds – ja saa mild og lykkelig; det er jo sjældent at man kan være saa tilfreds og endnu sjældnere at man erkjender sin Lykke. Han bad Dig meget at hilse.

I Kbhn, hvor jeg indtraf d. 2 Dcb, traf jeg min hele Familie frisk og vel; kun vor gode Fader lider under en langvarig Upasselighed, men som dog ei hindrer ham fra at gaae ud. De fleste gode Venner leve med det Gamle; kun i min Onkels Huus[167] er efter hans Død indtruffen en stor Forandring. – Din Agnete have vi alle læst med megen Fornøielse; men da Ludvig formodentlig allerede [har] udbredt sig over denne (af Dig virkeligen meget yndede) Materie, tier jeg her ikke. Som i Dine fleste Arbeider er der og i Agnete meget, som særdeles tiltaler mig; saa at jeg paa Grund af min Individualitet tillægger den et Værd, som jeg fra et universelt Standpunct maaskee ei ville tillægge den. Men nok herom – Du er jo min og min Families Ven – Du holder jo dog en Klat af os allesammen og Du veed jo og, hvor meget vi alle holde af Dig trods al Din… og Din… o.s.v. Jeg haaber Ludvig har hovmestereret lidt for Dig, thi det er just det sande Venskab og til venskabelige monita[168] trænge vi alle. Uagtet jeg ikke har læst hvad han har skrevet tør jeg dog næsten sige at jeg er af samme Mening som ham; thi vi stemme ganske overeens i vore Tanker om A: baade som Mske og Digter. Levvel, Levvel, kjære gode Andersen, naar Du lader Tanken flyve her til Norden da glem ei Din af Hjertet hengivne
Otto Müller

Brev 8. Fra Otto Müller

(Tilføjelse i brev fra Ludvig Müller 6.4.1834)

Kjære gode Andersen! Det forekommer mig som om jeg havde 1000 Ting at sige Dig – spørge Dig og fortælle Dig – men dog veed jeg ikke hvorledes jeg vel skal benytte denne lille halve Side, som Ludvigs Sparsomhed har forundt mig. Hovedstads- og Familie-Nyt er sikkert altsammen af Ludvig allerede optaget og benyttet. Hvor meget vi alle holde af Dig, og med hvilken Længsel vi see Din Tilbagekomst imøde, har han vel ogsaa fortalt Dig. Uagtet jeg ikke har læst det, kan jeg dog ubeseet slutte mig dertil og med Haanden paa Hjertet forsikkre, at jeg ret holder meget af Dig, baade af Menneske-Andersen og af Digter-Andersen. Hvad sidstnævnte Person angaaer, da troer jeg ikke endnu at have havt Lejlighed til at takke Dig for den Fornøielse, som Læsningen af Agnete har forskaffet mig, nemlig dens sids[t]e Halvdeel, – thi hendes første Halvdeel veed Du at jeg kjender fra Paris. Muligviis venter man noget ret fortrinligt, naar Du nu kommer tilbage – det vil Du sikkert ogsaa kunne præstere; men glem ikke, at Du har 2 farlige Rivaler, Hertz og Paludan-Møller, at kappes med, – hvilket naturligviis ingenlunde gjør Dig forknyt, men tvertimod ansporer Dig og maaskee gjør Dig tilbøieligen til at laane Øre til det, hvori alle Dine mange Critici, baade Vennerne og Ikke-Vennerne, ere enige i; thi alle maa dog sikkert have Ret. Men der er nok som skolemesterere den langbenede Digter, som med al sin Haardnakkenhed dog er usigelig godmodig, og jeg vil derfor meget hellere følge mit Hjertes Trang, som er at oplede det Skjønne hos Digteren og i hans Værker, end give min ringe Mening tilkjende om hvad der forekommer mig mangelfuldt. Og Gudskeelov, jeg har fundet meget Skjønt baade hos Digteren og i hans Værker. – Men nu skal Du høre lidt om mig selv. Hele Formiddagen er jeg delt mellem Bispens Contoir og Cancelliet;[169] om Eftermiddagen har jeg Privatarbeider, og om Aftenen er jeg paa Sviir, snart danser jeg, snart spilles Kort, gaaes paa Comedie; men allermeest converseres der, eller med andre Ord: man nyder de gode Venner og gjør Cuur til Damerne – thi det er dog den bedste Fornøielse af alle. Iøvrigt har vor gode Faders Sygdom gjort et betydeligt Skaar i vor huuslige Lyksalighed denne Vinter. Men dette haaber jeg vil være ganske forbi til næste Vinter, naar Du er med at danne Kredsen om vor huuslige Arne og fortæller os snart lystige Historier om det muntre Paris, snart gyselige Eventyr fra de apeninske Bjerge. Levvel, Levvel, kjære gode Ven, reis fremdeles lykkelig og tænk undertiden med Venskab paa Din hengivne
Otto Müller.

Kjøbenhavn. Den 8de April.

[ Udskrift:]
Dem Herrn H.C. Andersen
in
München,
poste restante.
fr.

Brev 9. Fra Otto Müller

Kjøbenhavn, den 11-14 Juni 1834.

Kjære fortræffelige Ven!
Endeligen – siger jeg nu ved at sætte mig ned til Skrivebordet for [at] sladdre lidt med min bortreiste poetiske Ven, og – endeligen – siger maaskee ogsaa Du, gode Andersen, ved at modtage Brev fra mig i det fjerne Wien.[170] Egentligen har Du Ret til at være lidt vred paa mig, og det er mig i Grunden ret kjært, hvis Du er det, thi ellers brød Du Dig jo slet ikke om at høre noget fra mig. Undskyldninger har jeg desuden nok af; af Andres Breve veed Du formodentligen, at de henhører til 2 Hovedklasser 1) Stoffets Ubetydelighed, og 2) Mangel paa Tid. – Dine Breve har jeg læst med megen Fornøielse. Ja Italien maa rigtignok være et herligt Land! det sande jordiske Paradiis! Jeg begriber fuldtvel Din Henrykkelse, og dog – reiste jeg jo ikke dertil!![171]

Har Du aldrig hørt tale om fixe Ideer, kjære Andersen? Om Beslutninger, som man ikke kan gjøre sig selv, og endnu mindre andre Rede for? -Du kjender mig saa meget, at Du veed, at jeg just ei er nogen Træblok, at jeg paa min Reise ret vel har forstaaet at skatte det Skjønne og det Interessante, som der er mødt mig, og at jeg maaskee, i Særdeleshed med Hensyn til Kunstens Frembringelser, har en mere aaben Sands derfor end de fleste Andre. Og dog manglede jeg aldeles Reisehumeuret, da jeg i Paris, indsaae Muligheden af en Reise til Italien. En fix Idee, eller den Forestilling, at jeg hverken burde eller kunde tage en saadan Beslutning, var det, som nærmest traadte for min Bevidsthed, og spørger Du, hvorfra vel den kunde komme, svarer jeg, at den hentede sin fornemste Næring af det, som kaldes Hjemvee, og af den Forestilling, at Reisen var umulig uden adskillig Opoffrelse fra Faders Side, som jeg var stolt af at give Slip paa, og endeligen af den Mangel paa Livslyst eller det Mismod, som Du maaskee flere Gange har bemærket hos mig. Denne grunder sig atter paa Forestillingen om min egen legemlige og aandelige Ufuldkommenhed, uagtet jeg er indbildsk nok til at troe, at det Onde, jeg kæmper imod, er medfødt, eller rettere, at Naturen har udrustet mig med en svag Villie og en ussel Aand, og at jeg forgjæves strider derimod, forgjæves stræber at naae det aandelige Standpunct, som jeg vel enkelte salige, salige Øieblikke i Livet har inde, men ellers kun kan skue op til…. men hvad der endnu er værre, jeg føler, at jeg kunde have gjort meget mere, kunde have benyttet min Ungdomstid meget bedre. O mihi præteritos referat si Jupiter annos[172]! – Fra min Theorie om den medfødte Ufuldkommenhed udelukker jeg iøvrigt det egentlig moralske, hvilket jeg troer staaer alene i Mskts egen Magt, i det Mindste, naar det betragtes umiddelbart. Ja, kjære Andersen, jeg er meget misfornøiet med mig selv! Og hvad der meest nedslaaer mig, er Tanken om, at det aldrig vil blive bedre; jeg betragter min oprindelige Natur eller den medfødte Otto Müller som en fremmed Person, som jeg stiller mig lige over for og bestandig ærgrer mig over, men uden at jeg kan omskabe ham. Dog hører det med til min Theorie, at man selv kan gjøre meget – men at jeg selv i Modsætning til mig selv ei gjør mere, dette ærgrer mig ogsaa.

Kjære Andersen, bliv ikke vred over denne lille Udflugt. For at forklare Dig min Ikke-Reise til Italien maatte jeg oplukke Dig lidt [af mit Ind]erste; og jeg har taget saa meget mindre i Betænkning at giøre det, som jeg veed, at Du er af et godt og kjærligt Gemyt, og dertil holder lidt af mig. Jeg lider godt Andres Lukken-op af deres Hjertekammer, og jeg aabner ogsaa strax mine indre Rum, naar en Anden gider kigget derind. Har Du ikke forstaaet mig dennegang, da tillader jeg mig ved en anden Lejlighed at lyse Dig om derinde; i Hjernekisten vil Du finde noget Jura, enkelte andre Smaating, og iøvrigt endnu god Plads tilbage; Hjerterummene vil Du tildeels finde besatte, baade af Venner og Qvindmennesker; Du vil bemærke Spoer af adskillige elskværdige Pigeskikkelser, som nu ere borte, men iøvrigt god Plads for »die Holde, die kommen wird«[173], thi fri er jeg Gudskeelov endnu. Min Humeur er med alt det ret godt, og jeg har i Grunden heller ei Ret til at klage over andet end over mig selv. – Skulde Nogen spørge Dig, hvorfor jeg ikke reiste til Italien, da sig, at det var Mangel paa Penge, eller – at Du ikke veed det. Kun gjøre Du mig den Tjeneste, kjære A, ved Din Hjemkomst her til Byen ei at anprise[174] mig for meget Italiens Lyksalighed, eller bebreide mig hiin besynderlige Beslutning. Ak det skjær mig i Hjertet hver Gang jeg tænker derpaa! Men fortæl dette for Guds Skyld ei til Nogen; jeg spiller den consequente Mand, der ei fortryder hvad han engang har gjort. Folk er desuden slemme nok imod mig, at kalde mig indbildsk og forfængelig m.m. Naar jeg kunde og vilde oplukke mig saaledes for enhver som jeg har gjort for Dig i dette Brev, kunde det endda være det samme, thi ethvert godt Mske vilde da vel vide at finde noget godt ud af de Bevæggrunde, som holdt mig tilbage, men uden det vilde Pluraliteten sige: han har jo baaret sig ad som et Asen. Og maaskee siger Pluraliteten det nu virkeligen.

Jeg veed, at Du har været underrettet om vor kjære Faders Ildebefindende i denne Vinter. Vi have været meget bekymrede for ham denne Gang, men nu er han Gudskeelov igjen meget rask. Nogen Hoste og Mathed er vel endnu tilbage, men dette forvinder han maaskee aldrig, og gammel bliver han ikke. Moder bliver fed; Gusta har endnu ingen Kjæreste; Ludvig arbeider paa en Disputats og tænker paa en Udenlandsreise. Adam er nu i Dresden, hvor han har tilbragt nogle Uger, derfra gaaer han til Harzen eller Rhinen og ventes hjem i Slutningen af næste Maaned efter en Fraværelse af 8 Uger. – Jeg er først for nogle Dage siden kommen hjem fra en Sommerreise i Provindserne; hvis Du kan taale at høre tale om Jylland paa en Tid, da Du selv nyligen er kommen fra Italien, da viid: fra Kbhn gik jeg til Fredericia, hvor jeg tilbragte 5 dage hos Lunding. Han er meget svag, det stakkels Mske, lider især for Brystet; det gjorde mig ret inderligen ondt; Du veed, at det er min bedste Ven her paa Jorderige. Hans Kone og hans lille Pige, som er døbt Mathilde [176], befinde sig vel. I Veile var jeg ½ Dag, 1½ Dag i Aarhuus, derfra besøgte jeg min Familie i Kallundborg og endte med Nørager. Edvard og hans Kjæreste[177], Lovise C. og hendes do[178] samt E.Hornemann[179] vare der foruden mig; jeg morede mig ypperligt i nogle Dage, og – ikke sjældent var Talen om den langbenede, blegnebbede Digter. Tre Vogne stærk besøgte vi Slagelse Veddeløb, hvor vi traf en Deel Bekjendtere. Nu er jeg atter hjemme, fængslet af de sædvanlige Contoirbaand dvs: i Slavelænker. Ja hvor er man lykkelig, naar man reiser! Men ingen, ingen Lykke er fuldkommen, mindst medens man er deri – og saaledes ogsaa denne. Dog – jeg har havt mange glade Timer paa min Reise, faaet Klarhed i mange Begreber og i det Hele høstet adskillig Nytte, saa at jeg bør stræbe efter at glemme hvad jeg ikke erholdt og hvad ligesom [en] [180] ond Genius i Skikkelse af en fix Idee berøvede mig.

Af Bynyheder er der ei synderligt at opvarte med. Man begynder stærkt at politisere; Du veed vel, at den nye Anordning angaaende Provindsial-stænderne[181] er kommen ud. Den indeholder mange liberale Bestemmelser, enkelte, som ere i en ganske modsat Aand, og endeligen er det jo kun – -raadgivende Forsamlinger, saa at Alt bliver den samme »Naade« som forhen. Kongen er nu i Aarhuus; Avisefterretningerne derom de samme som sædvanligt. Prinds Frederik ventes til Fredericia i Septbr eller Octbr;[182] Comandantboligen indrettes nu temmelig pragtfuldt til Bopæl for ham. Han bliver Regimentschef ved fyenske Regiment, det samme, hvorved Lunding er Auditeur; hvorledes man tænker om denne nye Chef der, kan Du vel begribe. – Det beckerske Skuespillerselskab giver Forestillinger paa Vesterbroe;[183] de godmodige Kbhavnere finde det ret godt; vi derimod, som kjende gode tydske Theatre, maae finde dette Selskab meget slet. Hvad siger Du om de wienske Theatre? Især Kärnthnerthor?[184] I Lystspil, Comedie og Vaudeville har jeg ikke seet noget bedre i Tydskland end de wienske Theatre; kun vort vover jeg at sætte ved Siden deraf. Wien er i det Hele taget en fortræffelig Bye; lebenslustig und froh bryder man sig hverken om Lærdom eller Politik og tænker overhovedet – slet ikke. Og Pigerne! Herre Jemini! De bedste forliebte Eventyr, jeg har havt, vare fra Wien – aldrig glemmer jeg Fanny. Jeg boede i Leopoldstadt, Donaustrasse No 11, tæt ved den smukke Kjædebroe; gaae engang der forbi og tænk lidt paa mig. Glem ei at besøge Wiens smukke Omegn, især Brühl og Baden – dog jeg er jo en Tosse, Du har naturligviis allerede været der, naar Du modtager dette Brev. Prag vil sikkert interessere Dig meget; man siger, at den i Totalindtrykket meget ligner Rom. Kommer Du først over Prag, ja da er Du jo ikke mere fremmed – – lidt efter lidt rykker Du Norden nærmere indtil Du atter modtages med Glæde og [uskrøm]tet[185] Venskab af dine kbhavnske Venner. Ja vist venter der Dig meget godt, naar Du kommer hjem! Naar Du bare vilde skjønne derpaa og – nu kommer det ba[rskeste][186] forandre Dig lidt, blot ganske lidt; i Hovedsagen den gamle fortræffelige, hjertensgode Andersen (Digteren udelader jeg her ganske), men kun lidt mindre egoistisk – forsaavidt dette Udtryk kan anvendes paa et Gemyt, der næres og flammer i lutter Kjærlighed – og lidt mindre halsstarrig i at høre velmeente Venneraad. — Jeg skjælver næsten ved at have nedskrevet disse Linier: jeg tænker paa Din Trudsel i sidste Brev[187] mod alle, som vovede at sige et Ord paa Dig – – dem, som Du vil overvælde med Foragt og Had; men viis mig nu, at Du er stor og kan overvinde Dig selv, og fortæl mig ganske aabent, om ei før saa i Kbhn, hvad Du har at udsætte paa mig; jo mere Du river mig ned, desto mere troer jeg at du holder af mig. – – Ludvig forlanger nu Plads til at skrive; egentligen har jeg jo slet ikke havt noget at skrive om, thi disse Skildringer af mig selv, Forsikkringer om mit og Andres Venskab for Dig, og andre deslige Betragtninger kunne jo naturligviis fortsættes i det Uendelige, men solide Nyheder eller andet reel Føde har jeg ikke givet Dig noget af. Levvel, kjære gode Andersen, flyv fremdeles lykkeligt og glem ei — din oprigtigen hengivne —
Otto Müller

[ Udskrift:]
Dem Herrn H.C. Andersen, aus Kopenhagen,
gegenwärtig
in Wien
Bognergasse 315.
Addr. an die königlich dänische Gesandtschaft
in Wien

Efter Andersens hjemkomst til København d.3.august 1834 ser det ikke ud til, at den nære forbindelse mellem de to venner, som Andersen havde talt om i sit brev fra Le Locle 26.8.1833, er blevet opretholdt. Kontakten blev dog aldrig helt afbrudt. Udover de to nedenstående breve forekommer Otto Müllers navn tilsyneladende kun otte gange i dagbøgerne, almanakkerne og det trykte brevmateriale, vi har gennemgået. Og det er endog højst usikkert, om der altid er tale om »vores« Otto Müller[188]. Senest sommeren 1848 stiftede Andersen nemlig bekendtskab med Chr. Wulffs oppasser på »Ægir«, Otto Møller. Da han aldrig tog sig det særlig nøje, om han skrev ü eller ø er en forveksling mulig. Det ses da også i BfA, hvor Bille og Bøgh i gengivelsen af brevene til Henriette Wulff konsekvent skriver Otto Müller, medens H. Topsøe-Jensen under arbejdet med BHW er blevet opmærksom på Otto Møllers person. Derfor er det også desto mere beklageligt, at Topsøe-Jensen ikke har rettet dette misforhold i sit seddelregister til BfA og BtA og endnu beklageligere at udgiveren af det, Erik Dal, heller ikke har været opmærksom på sammenblandingen af de to personer.[189]

Hvorfor venskabet med Otto Müller og iøvrigt også med broderen Ludvig på det nærmeste gled ud, står hen i det uvisse, men at det ikke er gået upåagtet hen blandt Andersens nærmeste venner beviser et brev til Henriette Wulff 3.2.1836. Her skriver han, at han forsømmer sine venner til fordel for sin muse og tilføjer så: »De talte forleden til mig om Ludvig Müller og hans Familie; sagde endogsaa at man skulde næsten tro een Grund hvorfor jeg nu næsten aldrig kom der, men at denne var »saa hæslig«, – (Deres egne Ord) -at De vilde ikke troe den […] Hvad De ikke vilde sige var: »De kommer der ikke nu, da Faderen er død, af hvem De kunde vente een eller anden Protection«. Var det ikke saaledes? Det var menneskeligt tænkt, men det bedrøvede mig!«[190]

Brev 10. Fra H.C. Andersen

[Forsynet med påskriften: I Begyndelsen af 1835].

Kjære Ven!
Du vil vist lee af mig! men lad gaae! Du har været hos mig, hængt Billeder paa min Væg! det har rørt mig! Du har tænkt venligt paa mig, ellers havde Du ikke gjort det! jeg skjønner ret der paa! O, jeg kunde kysse Dig derfor Du gode Menneske! gid vi bare vare der ude i Verden, ikke her hjemme i det kolde, kjedelige Norden! I Paris levede vi anderledes sammen! jeg tænker tidt paa de lykkelige Dage, og imellem undrer jeg mig over, at det ikke er som da, o det maa vist komme af Climatet, Luften er seig, det er et heelt Arbeide at komme fra Nyhavn[191] til Nørregade! jeg holder af Dig! ved den evige Gud, Du er mig saa uendelig kjær, ofte, i min Eensomhed tænker jeg paa Dig, Verden vil kalde det, mine overspændte Øieblikke, men lad dem snakke, det er dog ophøiede, herlige Minutter, hvori man ret elsker sine Kjære! – Maatte vi dog komme til [at] reise sammen igjen, dobbelt skulle vi da nyde Øieblikket, dobbelt glæde os med hinanden! Tak for Din Venlighed imod mig! Lad os altid blive Venner, trofaste Venner, i en anden, bedre Verden, forstaaes og mødes vi bedre! –
Din Ven Digteren!

[ Udskrift:]
Hr. Cand: jur
O Müller.

Brev 11. Fra Otto Müller

Onsdag [1840 el.41][192]

Gode Andersen!
Da Veiret synes at ville blive smukt idag, er jeg saa fri at foreslaae Dig i Eftermiddag at kjøre ud med [mig] til min Familie paa Strandveien: Jeg behøver vel ikke at sige Dig, hvor meget det vilde glæde os Allesammen! Hvis Du samtykker, skal min Gig holde udenfor min Dør Kl 4 thi for ei at kjøre den lange Vei paa Steenbroe, maa jeg bede Dig uleilige Dig til mig. Saafremt en anden Tid convenerer[193] Dig bedre, lad mig det vide; f.Ex. hvis Du ønsker at tage ud til Middag, eller hvis Du først senere kan begive Dig paa Farten. Bliver Veiret slet, bortfalder vor Aftale, idet jeg reserverer mig Dit Selskab til en anden Gang.

Din hengivne
Otto Müller

NB. Glem ei Chenille[194], som i al Fald min Tjener kan modtage fra dig.

[ Udskrift:]
Til
Herr H.C. Andersen.

[Påtegning med Otto Müllers håndskrift:] Denne Billet er et Exempel paa, hvorledes A. gjemte alle i sin lange Levetid modtagne Billetter.

Efter dette brev synes H.C. Andersens bekendtskab med Otto Müller at være blevet afbrudt. Det sidste sikre vidnesbyrd om deres forbindelse er ihvertfald en optegnelse i Almanakken 18.7.1840: »O Müller til Stockholm med Brev til Frøken Bremer Hjerta Adlersparra«.[195]

Først i 1860 blev korrespondancen genoptaget, da Otto Müller for at komme over sorgen efter tabet af hustruen Charlotte f. Lange (1818-1859), som han havde ægtet i 1842, foretog en rejse til Italien og foreslog Andersen et møde.

Brev 12. Fra Otto Muller

Frederiksberg Allee, d. 2den August 1860.

Min kjære fortræffelige Andersen!
Jeg har to Breve liggende foran mig.

Det ene, som er dateret le Locle den 26de August 1833, begynder saaledes:
»Kjære Ven!

Nu sidder jeg da midt imellem Bjergene eller rettere oppe paa et af dem. Igaar Middags kom jeg her til Locle, der ligger i en Dal oppe paa Jura, rundt om ere grønne Græsgange, hvor Køerne bruge Grøncuur og ringe evigt til Middag. Iaftes var jeg alt ude at spadsere, hu hvor her er koldt!……………………«

Det slutter saaledes:
»Lev ret vel og vær mig en trofast Ven som jeg vil være det.

Din
H.C. Andersen.«

Det andet Brev er dateret sammestedsfra den 13de Sept.1833 og begynder saaledes:

»Kjære kjære Ven!
Du er ved Gud en sød Unge og skal komme i min Barneverden! Saaledes at kunne skjære et Stykke ud af Broderens og Moderens Breve; nei, det kunde jeg ikke have gjort! Jeg vil gjemme det som et smukt Træk, klippet ud af Dit danske Hjerte. Din smigrende Lignelse om Agnete: et skjønt Aftryk af en skjøn Form – er jo ganske poetisk…«

Slutter med:
»Lev nu ret vel, min kjære kjære Otto, og hils dem hjemme fra
Din Andersen!«

Det er ikke for Ingenting at jeg opripper gamle Historier – det er en Slags Politik, hvad Du snart vil see.

Den 10de d.M. reiser jeg herfra over Frankfurt til Sveits og venter at indtræffe i Basel den 14de eller 15de. Efter 4-6 Dages Ophold i Sveits agter jeg mig over Genf til Norditalien (gjennem Chamonixdalen til Nizza, eller over Turin til Genua) , saaledes at jeg omtrent den 25de kan være i Genua. Herfra med Dampskib til Neapel – fra Neapel til Rom – fra Rom til Florents – fra Florents over München hjem; senest den 20 Octbr skal jeg være hjemme. Jeg anseer det imidlertid for meget uvist, om jeg kommer til Neapel, paa Grund af Urolighederne der[197]; men med hensyn til Rom vil det neppe være forbundet med Fare at komme der.

Nu har jeg hørt, at Du min kjære fortræffelige Andersen, min gode gamle kjøbenhavnske og parisiske Ven – agtede Dig til Italien fra Sveits, og som det formodes, netop ved den Tid og ad den Vei, jeg agter at reise. Min Plan er i Detaillen slet ikke bestemt; men da jeg kun har i det Hele 10 Uger til min lange Reise, kan jeg ikke gjøre nogen stor Forandring. Det er altsaa mit venskabelige Spørgsmaal til Dig, om vi kunne træffes for til fælleds Bedste at reise et Stykke sammen – nemlig fra Sveits til Italien. Reflecterer Du herpaa, beder jeg Dig sende et Brev poste restante til Basel, som kan være der den 15de August ([Justits]rath[198] O. Müller, Assessor im höchsten Gericht zu Kopenhagen) . Det bedste var naturligviis, om [ ][199] til Basel. Kan vi ikke reise til Italien, kunde Du maas[kee d]og[200] opgive et Sted, hvor jeg underveis kunde finde Dig.

Du kan vel tænke, gode Andersen, hvad der hos mig har fremkaldt Beslutningen om denne Reise. Jeg føler mig endnu saa nedtrykt ved Tabet af min Charlotte, at jeg troede at burde foretage Forsøget med at reise – det at reise er at gjennemgaae et Igjenfødelsens Bad, har en Digter sagt (maaske H.C. Andersen?) – i al Fald er det en Sindets Forfriskelse….

Jeg er ganske henrykt ved Tanken om den Mulighed at kunne reise en 14 Dages Tid med Dig; skriv nu blot ret tydeligt! – Men hvad enten der bliver Noget af eller ikke, beder jeg Dig med Venlighed mindes

Din oprigtig hengivne
Otto Müller

[ Udskrift:]
An
den Herrn Professor H.C. Andersen
Addr. dem Herr Uhrmacher Jürgensen
Le Locle
in den Schweitz
frey

Andersens svar på dette brev, som iflg. Dagbøger og Almanakken er afsendt fra Le Locle 12.8.1860, er desværre ikke bevaret, men indeholdt et afslag, jvf. brev til Edvard Collin, Ouchy 15.8.1860: »Behageligt kunde det maaskee være at reise med ham, men jeg finder det taabeligt af mig om jeg vilde gaae ind derpaa da jeg der ved omstyrter den vistnok fornuftige Plan at blive for det første i Schweitz og her i den fransk talende Deel faae lidt Øvelse i Fransk […] jeg har med hele min Reise en alvorligere Plan end blot Fornøielsen, jeg vil have et større Udbytte og dertil regner jeg, at gjøre, hvad jeg formaaer til, at mit Navn kan faae en Klang i Frankerig« .[201]

Brev 13. Fra Otto Muller

Rom, den 1ste Sept. 1860.

Min kjære fortræffelige Andersen!
Skjøndt jeg vistnok af Hjertet maa takke Dig for Dit venskabelige Brev fra le Locle, kan jeg dog ikke skjule en Smule Uvillie, som satte sig fast sammesteds, ikke i le Locle, men i mit Hjerte, over at Du ikke havde givet mig en bestemt Anviisning paa, hvorledes jeg kunde træffe Dig i Genf og Lausanne; thi jeg er fuldkommen sikker paa, at vi have været der paa samme Tid, [202] og en lille Billet p.r. kunde jo have ordnet det Hele. Jeg var nemlig paa disse Steder fra d.18 til d.23de og vilde have havt saa inderlig Glæde af at have besøgt f. Ex. Chillon, [203] som jeg paa denne Reise saae for første Gang, i Selskab med den danske Digter. Jeg spurgte efter Dig i Lausanne paa Hotel du grand Post og i Pension Chevalier den 18de August, men man vidste Intet om Dig; i Geneve henvendte jeg mig den 20de August til Mad. Achard[204]; hun havde vel faaet Brev om Dig, men endnu var Du der ikke, saavidt hun vidste.

Hvorledes Opholdet for Tiden er i Rom? Det var herom, Du ønskede nogen Underretning. Svaret kan være ganske kort: ganske som ellers paa denne Aarstid. Her har ikke været nogen Slags Urolighed, som kunde genere de Fremmede, og saalænge den franske Garnison bliver her[205], er der aldeles Intet at frygte for de Fremmede. Her er uhyre varmt; men man venter, at det om kort Tid skal blive bedre. Af danske Reisende er her for Tiden Ingen, men vel flere Kunstnere, blandt hvilke Saabye og Kone [206]; flere ventes.

Da Du ei lod mig vide, hvorlænge Du vilde blive i Genf, er det jo høist usikkert, om dette Brev træffer Dig, og det er derfor meget elskværdigt af mig, at jeg desuagtet skriver; men saaledes er jeg nu.

Kan jeg udrette Noget for Dig her, hvad enten Du kommer hertil eller ikke, skal det være mig saare kjært; min Adresse er: café Greco, i via di Condotti. [207] Jeg har nemlig leiet mig et lidet Værelse i dette Huus, hvor baade Bravo[208] og Weilbach[209] (Bravos Assistent) boe.

– Jeg har hidtil kun havt liden Glæde af min Reise, og i det Hele ikke det Udbytte, jeg havde haabet paa, og længes efter Hjemmet. Jeg har fundet Sveitses Natur stor og skjøn, som da jeg saae for den [sic] 27 Aar siden, men jeg selv er ikke mere den samme; jeg erkjender »den evige Stad« som det interessanteste Sted i Europa, men – jeg føler mig sløv derfor. Jeg veed for Øieblikket, efter en Uges Ophold her, ingen anden Udvei end at efterligne Göthe[210] for saa vidt som han studerede saa alvorligt. Jeg stræber saa godt som mueligt at lære Rom at kjende, baade af Bøger og ved Selvbeskuelse. Jeg agter at blive her endnu 3 Uger og har endnu ikke opgivet Haabet om at komme til Neapel; men saaledes som Sagerne nu staae[211] er det naturligviis ikke raadeligt for den Fremmede at begive sig dertil.

Og nu Farvel, kjære Andersen, reis lykkelig, og meddeel os, naaer Du kommer hjem, Noget af det Forraad, Du nu er i Færd med at indsamle.

Din oprigtig hengivne
O. Müller

[ Udskrift:]
Monsieur
Monsieur H.C. Andersen,
Professeur, Chevalier etc etc

voie de Marseille
Genève
poste restante

Brev 14. Fra H.C. Andersen [Forsynet m. påskriften: Modtaget i Rom]

Geneve den 6 September 1860

Meget elskværdige, kjære Ven!
I dette Øieblik fik jeg Dit Brev og øieblikkelig skriver jeg for at mit Brev kan naae Dig endnu i Rom; »en Smule Uvillie« mod mig har sat sig fast i Dit Hjerte fordi jeg ikke bestemt opgav hvor jeg var at finde i Genf eller Lausanne naar Du kom, skriver Du, lad den endelig faae Reisepas naar Du nu hører hvor meget jeg har længtes efter Dig og troet paa et Møde; i Efterskriften af mit Brev stod at jeg rimeligviis tog til Ouchy i Hotel Anker og ikke blev i Lausanne, denne Bestemmelse tog jeg efter et Raad af min Ven Jules Jürgensen[213] i Locle; i Ouchy blev jeg til den 18de, og da Du til den Tid ikke indtraf opgav jeg Dit Komme, men efterlod dog Besked til Dig i Hotellet, hvor jeg var at finde, nemlig i Vernex ikke langt fra Chillon, de to sidste Dage i Ouchy kjørte jeg daglig op til Banegaarden, naar Toget kom fra Neuchatel og haabede at see Dig; vilde Du ikke standse maatte Du dog her forbi for at naae Geneve, men vi skulde nu ikke mødes. Jeg blev en otte Dage i Vernex ved Montreux og tog saa her til Geneve[214], men føler mig ikke rask, mit Sind er forunderligt trykket; det er første Gang at jeg ude føler Længsel efter Hjemmet, Lyst til der at leve i Ro og Stilhed om jeg kan det. Jeg er saaledes mindre end før stemt for at flyve mer syd paa, uagtet jeg føler at kommer jeg ikke denne Vinter til Rom, saa kommer jeg der aldrig. I denne Stemning falder selv det Par Ord: at Du ikke kan skjule en Smule Uvillie mod mig, lidt tungt paa Hjertet, uagtet jeg jo seer, i det Du har villet glæde mig med Brev, at Dit gode Hjertelag i Grunden er som før for mig. I Løbet af næste Uge maa jeg tage en Bestemmelse om min Reise [,] gaaer den til Rom, da skal Du endnu engang der, før Din Afreise haaber jeg, faae Brev fra mig. Her er koldt, efteraarsagtigt i Geneve, slet ikke bedre Veir end vi have det hjemme; med megen Venlighed har man i øvrigt modtaget mig, jeg er vel optaget i Familiekredsen, men i mit sygelige Befindende er det mig næsten besværligt og helst bliver jeg her hjemme i min hyggelige Stue hos Madame Achard, hvor jeg har det iøvrigt fortræffeligt. Du veed da at Heiberg er død; han blev jordet i Mandags. Man har i Brev[216] til mig afskrevet Anmældelsen om hans Død, den jeg finder sand og naturlig skrevet, men den kritiseres hjemme hører jeg. Den lyder saaledes: Johan Ludvig Heiberg, min Barndoms Ven, min Ungdoms Leder, min elskede Mand, min Støtte, mit Værn, har Herren den 25 Aug. bortkaldt fra Jorden. Dette bekjendtgjøres af hans dybt bedrøvede Hustru.
J.L.H.[217]

Mig har denne Anmældelse rørt!

Fra Engeland har jeg om den nye Samling af mine Eventyr og Historier, paa Engelsk, de glædeligste Efterretninger, alle de betydelige Journaler udtale sig i høi Roes over min Digtning og min Boghandler tænker allerede paa et nyt Oplag af samme og det med Illustrationer[218]. Ogsaa i Frankerige begynder man at faae Interesse for mine Skrifter[219], mit Hjertes Børn flyve ud i Glands og Solskin og jeg – jeg lukker nok snart Øinene for denne Verdens Glands, det er nu en Følelse [,] en Stemning – og den skulde jeg ikke plage Dig med, der har nok af Savn og Sorg, min egen kjære kjærlige Ungdoms Ven! hvorfor have vi dog i Hjemmet, i de sidste Aar, saa lidt seet hinanden? hvorfor holder man ikke mere sammen og glæder sig ret ved hvad man har, medens man har det? Gud glæde og bevare Dig! hils mine danske Bekjendter i Rom, nemlig vor Konsul Bravo og Hr Weilbach; saa og Saaby og Meyer.[220]

Og nu Lev vel, kjære Ven!
Din oprigtige hengivne
H.C. Andersen.

Andersens beklagelser over, at han og Otto Müller havde set så lidt til hinanden fik dog ikke videre følger i positiv retning, måske fordi Müller i realiteten aldrig kom over hustruens død. Fra sønnen P. E. Lange-Müllers biografi ved vi tværtimod, at han isolerede sig mere og mere med årene, også i forholdet til sine allernærmeste[221] (jvf. Julius Clausen: P. E. Lange-Müller. 1928.11). Men helt tabte de dog ikke den gensidige forbindelse . I Dagbøgerne læser vi således, at de var sammen til et herreselskab 22.11.1870 hos Ludvig Müller, som Andersen iøvrigt ikke havde spist hos i omkring 20 år. Og endnu så sent som 4.12.1873, da H.C. Andersen for alvor var blevet syg, meddeler Dagbøgerne en sidste gang, at han havde »Besøg af Etatsraad Otto Müller«.[222]

Efter H.C. Andersens død fik Otto Müller alle sine breve tilbage, som sammen med H.C. Andersens senere er tilgået Det kgl. Bibliotek, medens Müllers øvrige papirer opbevares i hans privatarkiv i Rigsarkivet. Under vores søgen efter materiale til kommentaren gennemgik vi også papirerne i Rigsarkivet, og fandt i et læg med trykte og utrykte lejlighedsviser et manuskript til en vise, som tilsyneladende må være skrevet til en nytårsaften. Det er ikke forsynet med forfatternavn eller anden påskrift og har nærmest karakter af en kladde. Håndskriften er imidlertid tydeligvis H.C. Andersens. Andre ting peger også direkte mod ham som forfatteren, således det onomatopoetiske »Qyirrevit«, som bl. a. vil være kendt fra eventyrstilen (Nabofamilierne). Det samme gælder iøvrigt persongalleriet i visen, der er opbygget som vaudevillernes afsluttende rundesang. Andersens inspiration fra og gæld til Holberg, her Jean de France, er velkendt fra selvbiografierne og dokumenteret af H. Topsøe-Jensen.[223] Endelig leder »Declamatoren« klart tanken hen på Andersens Bakkehusnavn, givet ham af skuespillerinden Birgitte Andersen: »der kleine Declamator«. Men hvornår visen er skrevet, i hvilken sammenhæng den har været benyttet og om Andersen selv har været til stede og måske spillet rollen som Declamatoren står hen i det uvisse. Man kunne forestille sig, den havde været brugt til en nytårsfest i Studenterforeningen, men oplysninger herom har vi ikke fundet. Noget mesterværk er den bestemt heller ikke, men dens muntre tone kaster lys over Andersens og Müllers venskab i lighed med digtet 1833.

»Mel: Kom lieber Mai!

Jean de France

For denne ædle Klynge,
Er Hjertets Harpe stemt,
Men jeg kan ikke synge,
Jeg er forkjølet slemt,
Og derfor maa jeg tale,
Men dansk – det er jo Pligt!
Snart toner vor Finale,
Dog ei for Klap og Sligt.

Jeronimus.

Ja, kan Hans Frandsen [tale] snakke,
Saa snakker ogsaa jeg;
Jeg beder: tag til Takke
Foruden Diddeldai!
Jeg har ei lært at gale,
Og [sige] gjøre Qvirrevit,
Lad dem med der’ Finale,
See, jeg har nu gjort mit!

Magdelone

Da jeg er ei ved Stemme,
Den Dands her er saa snert,
[Dog da jeg jo er hjemme,
Jeg gjør mig min]
Og hvilken Kone hjemme
Vil føle sig geneert,
:/: Saa vil jeg ogsaa tale,
Men Fatter synge maa
Det skader vor Finale
Min Stemme er i staae

Jean de Frances Fader.(synger)

Vil ingen andre qviddre,
Da gamle Fatter maa,
Men Triller og saa vid’re,
Dem vil jeg lade staae!
Vi kan jo ikke tale,
Saa blev det Melodram,
Arv syng i vor Finale,
Hvis ikke faaer Du Skam!!! :/:

Arv

Hvad Drollen skal jeg sige?
Jeg kan jo ei et Muk!
Vil Fatter jeg skal skrige?
Er jeg nu Julebuk?
De er’ nok alle gale
De tog dem nok en Snaps
Hvad er den Ting Finale?
Skal alle vi ha’ Klaps?

Chor

Han troer at vi er gale,
At vi os tog en Snaps,
Han frygter en Finale
Og troer at Klap er Klaps.

Declamatoren.

Nu Julen er til Ende,
Det nye Aar fremstaaer,
Pressenter vil det sende,
Men hvad enhver just faaer,
:/: Derom jeg ei kan tale –
Og Tiden er saa Knap,
Gid næste Aars Finale
Maa faae vort Bifalds Klap :/:

Zerline (træder frem)

Af Landsbybarn at være,
Er jeg, det tækkelig jo,
Thi sagde Author: Kjære,
Eet hjælper, kan Du tro:
:/: Til Publicum Du tale,
Men vær lidt bly især,
Da Scener og Finale
Beklappes af enhver! :/:

 

Noter

  1. ^ jvf. også Erik Dal: Omkring tre nyfundne breve til Ludvig Müller i A-iana 3. rk.IV 205-26.
  2. ^ H.C. Andersen og Otto Müllers breve ligger i Ny kgl. Saml. 2642 fol. og Collinske Brevsamling X.
  3. ^ C. Nyrop i Dansk biografisk Leksikon XI. 1897. 600f, sammes Bidrag til vor Haandværkerstands Historie i Tiden før 1857. 1914. 313-25 og Helge Larsen i Dansk biografisk Leksikon. 3. udg. X. 1982. 166
  4. ^ Levnedsbogen 177f.
  5. ^ Fonden ad usus publicos III. 1947.235. 13.4.1833 fik OM i øvrigt yderligere bevilget 300 rdlr. sølv (ib.304).
  6. ^ BfA I 106.
  7. ^ jvf. digtet Ja Preussen var et deiligt Land (Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsische Schweitz etc. etc. i Sommeren 1831. 1986. 130 (herefter forkortet Skyggebilleder)).
  8. ^ Charlotte Augusta Müller (1813-97), søster til OM
  9. ^ teologen, numismatikeren og museumsmanden Ludvig Müller (1809-91).
  10. ^ maleren Adam Müller (1811-44).
  11. ^ Louise Augusta Müller, f. Stub (1788-1852).
  12. ^ biskop over Sjællands stift Peter Erasmus Müller (1776-1834).
  13. ^ 1822-35 boede digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) i bispegården Nørregade 11.
  14. ^ Oehl.s datter Charlotte (1811-35), som A havde kendt fra sine skoleferier i 1820’erne under besøg hos Oehl. og kommandør P. Wulff (Levnedsbogen 139ff), var i 1831 blevet forelsket i skuespilleren Ludvig Phister (1807-96). Hans tvivlsomme rygte var imidlertid årsag til, at hendes forældre var imod forbindelsen. Hun blev derfor sendt i en slags forvisning hos Oehl.s ven, digteren Carsten Hauch (1790-1872) i Sorø, hvad der kun forstærkede de unges sammenhold. Under indtryk heraf og i erkendelse af Phisters kunstneriske geni bøjede Oehl. sig til sidst, og 14.11.1832 blev de gift. Hendes tidlige lyst til at agere og talent for at imitere fik hende til at gå til scenen, hvor hun debuterede 22.12.1832 på Det kgl.Teater, ikke i Figaros Bryllup, som det af A nævnt havde været på tale, men som Josepha i Kotzebues lystspil Armod og Højmodighed. Da hun manglede egentligt scenisk talent, trak hun sig imidlertid allerede i foråret 1833 tilbage fra teatret.
  15. ^ den ty. digter Ludwig Tieck (1773-1853), hvis bekendtskab A havde gjort i Dresden i juni 1831 (jvf. Skyggebilleder 90f).
  16. ^ hul i papiret.
  17. ^ hul i papiret
  18. ^ hul i papiret.
  19. ^ hul i papiret.
  20. ^ hul i papiret.
  21. ^ 22.6.1832 forlod A Kbh. og rejste via Sorø, hvor han besøgte digteren B.S.Ingemann (1789-1862), videre til Odense. Han vendte tilbage til Kbh. 29.8.
  22. ^ hul i papiret.
  23. ^ som niårig var botanikeren og agronomen Niels Bang (1776-1855) blevet indsat som besidder af det 1784 oprettede stamhus Hofmansgave på Nordfyn, få km fra Otterup, med forpligtelse til at antage navnet Hofman. A var kommet i kontakt med Hofman Bang gennem Collinerne. Det er iøvrigt ikke muligt at datere opholdet præcist, men det må have fundet sted i slutningen af juli.
  24. ^ kammerråd Claus Chr. Bang (1778-1855), broder til N. Hofman Bang, var 1823-37 ejer af hovedgården Nørager 4 km nord for Ruds Vedby på Sjælland.
  25. ^ Edvard C. (1808-86), søn af A.s velgører Jonas C. d. ældre.
  26. ^ Romantisk syngestykke i 4 akter af H.C. Andersen og musik af I. Bredal, opført l.gang på Det kgl.Teater 5.5.1832.
  27. ^ Ravnen eller Broderprøven. Trylleopera i 3 akter med tekst af H.C. Andersen og musik af J. P. E.Hartmann blev opført l.gang på Det kgl.Teater, ikke på selve dronning Marie Sophie Frederikkes (1767-1852) fødselsdag 28.10. men 29.10.1832.
  28. ^ oversat under titlen Dronningen paa 16 Aar efter Jean Bayards (1796-1853) franske original. Opført 1. gang på Det kgl.Teater
  29. ^ 3.1833 med Johanne Luise Heiberg (1812-90) i rollen som Dronning Christine.
  30. ^ jvf. Skyggebilleder 94.
  31. ^ Aarets tolv Maaneder. Tegnede med Pen og Blæk; udkom 18.12.1832.
  32. ^ Frederik VI (1768-(1808-) 1839).
  33. ^ den fr.-ty. digter og forsker Adelbert v. Chamisso (1781-1838), hvis bekendtskab A havde gjort 1831 (jvf. Dagbøger I 106ff og Skyggebilleder 123ff).
  34. ^ Phantasier og Skizzer (1831).
  35. ^ trykt i BfA I 105ff.
  36. ^ den ty. forfatter Willibald Alexis (pseud. for Georg Wilh. Heinr. Häring) (1798-1871), som A havde truffet ved et gilde i det litterære Mittwochsgesellschaft i Berlin 1831 (Dagbøger I 111 og Skyggebilleder 126).
  37. ^ jvf. Skyggebilleder 123.
  38. ^ trykt i Kjøbenhavns-Posten 9.10.1832. Nr. 165, 801 (SS XII 223).
  39. ^ Tordenskiold, tragisk drama med musik af A. P. Berggreen; opført l.gang på Det kgl.Teater 6.2.1833.
  40. ^ Kong Erik og de Fredløse. En historisk Roman (1833).
  41. ^ Frederik (Frits) Paludan-Müllers (1809-76) , søn af biskop over Aarhus stift Jens P M. (1771-1845), skuespil i 5 akter Kjærlighed ved Hoffet (1832), opført 1. gang på Det kgl.Teater ved sommerforestillingen 6.6.1834.
  42. ^ Carsten Hauch (1790-1872): Maastrichts Beleiring (1832).
  43. ^ december 1830 havde Henrik Hertz (1797 el.98 – 1870) anonymt udsendt Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis, hvor han forsvarede den heibergske formæstetik og bl.a. angreb A (jvf. MLE I 119f). 1832 udgav Chr. Hviid Bredahl (1784-1860) det polemiske fejdeskrift Fra Gamle Gumba rettet mod Gjenganger-Breve, som Hertz iøvrigt vedkendte sig forfatterskabet til efter sin dåb 26.4.1832.
  44. ^ skuespil i 1 akt. Opnåede kun en opførelse på Det kgl.Teater 22.9.1832. hvor det faldt pga. » den kotzebuesk svulstige Stiil« (Overskou: Den danske Skueplads V 1864.166).
  45. ^ skuespillet, der var indleveret anonymt, var dog ikke af A.s ærkefjende Chr. Molbech (1783-1857), men af A.s studenterkammerat, den ene af årgang 1828.s »fire store Poeter«, digteren F. J. Hansen (1810-52).
  46. ^ efter opfordring fra komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842) havde A skrevet en operatekst over Walter Scotts roman Kenilworth, som blev indleveret til Det kgl.Teater 22.6.1832. 8.9.s.å. fik han den imidlertid tilbage fra direktionen med ønsket om en omarbejdelse (jvf. A&C 163ff og BtA 516f). Først i den omarbejdede skikkelse blev det opført 6.1.1836, men opnåede kun 7 opførelser.
  47. ^ hul i papiret
  48. ^ Første afdeling af A.s dobbeltvaudeville Skilles og mødes, som indleveredes til Det kgl.Teater i marts 1833, men forkastedes efter Molbechs censur 4.4.s.å. (A&C 175f) og først opførtes l.gang i total omarbejdet skikkelse 16.4.1836 men gik kun 3 gange.
  49. ^ hul i papiret.
  50. ^ hul i papiret.
  51. ^ hvortil sigtes vides ikke.
  52. ^ hul i papiret.
  53. ^ hul i papiret.
  54. ^ hul i papiret.
  55. ^ grosserer, kgl. agent Johann Friederich Zinns (1779-1838) søn, grosserer, major i det borgerlige infanteri Ludvig Z. (1808-68).
  56. ^ Regitze Giødvad (1810-1906).
  57. ^ iflg. Vejviseren 1832 boede der en grosserer Andreas Nielsen på hjørnet af Nyhavn og Kvæsthusgade 35.
  58. ^ uvist hvem der hentydes til.
  59. ^ E.C. var 23.4.1832 blevet forlovet med Henriette Thyberg (1813-94), datter af tømmermester Henrik Thyberg (1776-1844) og Oline, f. Falenkam (1781-1853).
  60. ^ besøget fandt sted 22.8.1832 (jvf. BHWI87).
  61. ^ malerinden Mariane Frederikke Stub (1790-1842).
  62. ^ en ubehandlet tandbyld skaber et overtryk, hvorved der dannes en revne, kaldet en fistel, så overtrykket udlignes. Venligst oplyst af tandlæge Dorthe Glud, Vallensbæk.
  63. ^ tilsyneladende ikke bevaret.
  64. ^ af C.von Holtei (Beiträge für das Königstädter Theater I. Wiesbaden. 1832).
  65. ^ A.s forlægger, boghandler C.A. Reitzel (1789-1853).
  66. ^ se note 32.
  67. ^ se note 33-34.
  68. ^ se note 35.
  69. ^ Det drejede sig, som det også fremgår af det flg., ikke om hele Phantasier og Skizzer, men ialt 5 digte: »Lille Lise ved Brønden« og » Spillemanden« (Phantasier og Skizzer (SS XII 300f;96f)), »Martsviolerne«, »Tyveknægten« (hos Chamisso kaldet »Muttertraum«) og »Soldaten« (Digte (1830) (SS XII 64f, 331, 190)). Tre af oversættelserne »Der Soldat«, »Muttertraum« og »Märzveilchen« blev trykt i Morgenblatt für gebildete Stande nr.54, 4.3.1833. Senere blev de alle optaget i Gedichte von Adelbert von Chamisso. 2. Aufl. Leipzig 1834. (jvf. BHW I 191).
  70. ^ antagelig Eduard Julius Friedländer (1813-84), ty. numismatiker.
  71. ^ Digte 1830. 58f (SS XII 123f). Ch. fulgte dog ikke Müllers råd.
  72. ^ kort episk-lyrisk digt; romance.
  73. ^ Musenalmanach für das Jahr 1833. Hrsg. von A.v. Chamisso und G. Schwab. Leipzig 1833.
  74. ^ den tyske digter Johann Wolfgang Goethe (f. 1749) var netop død 22.3. 1832.
  75. ^ Antonie Piaste (1800-37).
  76. ^ Hermann von Chamisso (1832-96), senere preussisk medicinalrat, dr.med.
  77. ^ SS XII 8.
  78. ^ se note 63. Raupach skal egentlig være C.von Holtei.
  79. ^ de franskes kejser (1769-1821).
  80. ^ fr.: skuespil.
  81. ^ under indtryk af den fr. julirevolution og Bulgariens rejsning kom det 1830 til oprør mod de russiske magthavere i Polen, men oprøret blev nedkæmpet i 1832.
  82. ^ A var hele livet en stor beundrer af Napoleon (se fx MLE I 130).
  83. ^ den ty. dramatiker Aug.v.Kotzebue (1761-1819) var storleverandør af sentimentale moraliserende familie- og ridderdramaer (ialt 211) og fandt op til ca. 1830 talrige efterlignere.
  84. ^ se note 63.
  85. ^ se note 63.
  86. ^ se note 30.
  87. ^ jvf. MLE I 122f.
  88. ^ Jonas Collin (1776-1861).
  89. ^ A.s ansøgning til Fonden ad usus Publicos (Fonden ad usus Publicos III. 1947.313), konciperet af Jonas Collin, fondens tidligere sekretær, er dateret 7.12.1832. Da Henrik Hertz også havde indsendt en ansøgning (dat.18.4.1832 (ib.262)), og både var ældre, var cand.jur., havde fået universitetets guldmedalje for en retsvidenskabelig afhandling, og det var usikkert, hvor vidt der var råd til at sende to digtere afsted, fik Collin A til at bilægge sin ansøgning en række anbefalende udtalelser fra førende kulturpersonligheder (jvf. MLE II 163ff).
  90. ^ se note 47.
  91. ^ se note 28.
  92. ^ se note 14.
  93. ^ Vilhelm L. (1807-53), kabinetssekretær.
  94. ^ opført l. gang på Det kgl.Teater 29.1.1833.
  95. ^ opført l. gang på Det kgl.Teater 29.1.1833 under titlen Veteranen.
  96. ^ se note 27.
  97. ^ Frederik Printzlau (1814-59), søn af Det kgl.Teaters bogholder og hovedkasserer Ferdinand P. (1794-1865), debuterede 17.1.1833 i Mortons Den hjemkomne Nabob.
  98. ^ Christian Peter Sax 22.4.1824 kadet, 1.1.1830 sekondløjtnant. Afskediget 17.11.1832.
  99. ^ Ikke identificeret
  100. ^ Ikke identificeret
  101. ^ Ikke identificeret
  102. ^ Laura Lytthans (1812-45), g. 1834 m. cand.theol Bernth Jensen (1803-79).
  103. ^ blomstermaleren J.L.Jensen (1800-56).
  104. ^ Guerillabanden, opera i tre akter af I. F. Bredal (1800-64) med tekst af Thomas Overskou (1798-1873). Opført l.gang på Det kgl.Teater 29.1.1834 (jvf. BEC I 207).
  105. ^ Korsarerne. Opført 1. gang på Det kgl. Teater 23.4. 1835.
  106. ^ se note 45.
  107. ^ Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der (Skyggebilleder 57f (optrykt under titlen Bjerg-Situation i Harzen i Samlede Digte (1833.308)).
  108. ^ se note 35.
  109. ^ Fonden ad usus Publicos III. 1947. 312f og ib.304.
  110. ^ ib.312f, 354f og BEC V 29f.
  111. ^ BEC I 149.
  112. ^ Premierløjtnant i artilleriet, senere major og ejer af Katholm A.W. Dinesen (1807-76), farfar til Karen Blixen.
  113. ^ sekondløjtnant i Ingeniørkorpset Wentzel Haffner (1810-35), der var på rejse hjem fra Italien.
  114. ^ BEC I 151f.
  115. ^ Clara Falbe, f. Ipsen (1800-77), g.m.kaptajn i Søetaten, tidligere generalkonsul i Tunis og generalkrigskommissær Chr.Tuxen Falbe (1791-1849), der var blevet udnævnt til generalkonsul i Grækenland 20.3.1833.
  116. ^ Philippe Ferdinand (1810-42), søn af kong Louis Philippe.
  117. ^ J. von Koss (1787-1858), chargé d’affaires ved det danske gesandtskab i Paris, 1836-45 gesandt sst.
  118. ^ BEC I 153f.
  119. ^ ib. 155.
  120. ^ Dagbøgeri 154f.
    119a. Sammen med A.s original ligger samme, med OM’s skrift og lidt afvigende tegnsætning, underskrevet: Paris, d: 3 August 1833 Otto Müller
  121. ^ Dagbøger I 158.
  122. ^ Det dramatiske digt Agnete og Havmanden, som A havde fået ideen til i Odense 1832 (BEC I 105), men som han først tog fat på efter ankomsten til Paris (Dagbøger I 149). 14.8.1833 sendte han første del til E.Collin (BEC I 162f), medens anden del blev skrevet i Le Locle 27.-30.8.(Dagbøger I 169f.), hvorpå det blev renskrevet og hjemsendt til E.Collin 12.9.(BEC I 177Q.
  123. ^ 23.8. foretog A en udflugt fra Lausanne til Vevey og slottet Chillon mellem Villeneuve og Montreux ved Lac Leman søen.
  124. ^ den eng. digter Byron (1783-1824) havde 1816 skrevet The Prisoner of Chillon om François de Bonivard (1496-1570), en af forkæmperne for Genéves uafhængighed af Hertugen af Savoyens herredømme, som måtte tilbringe årene 1530-36 i Chillons underjordiske fængsel.
  125. ^ trykt under titlen Paa Slottet Chillon i Nytaarsgave fra danske Digtere, udg. af H. P. Holst. 11.1836.101 (SS XII 403), idet Skummelt er ændret til Skumle (jvf. iøvrigt BEC I 181 og BHW I 126).
  126. ^ Marc Nicolas Puerari (1766-1845) var som politisk flygtning fra Genève kommet til København 1794, hvor han blev huslærer hos storkøbmanden de Coninck, og senere professor i fransk ved universitetet. 1820 vendte han tilbage til Genève, men bevarede forbindelsen til Danmark og var 1826-28 rådgiver og fransklærer for prins Frederik (VII). A havde besøgt ham 19.8. (Dagbøger I 161f).
  127. ^ attaché ved gesandtskabet i Paris, cand.jur. Joacim Melchior Grevenkop-Castenschiold (1807-78).
  128. ^ trykt i BfA. I 135f. A anmoder ham heri om at tale med sin fader om at få Lassens legat, som biskoppen stod for uddelingen af.
  129. ^ dat. Kbh. 15.6.1833; trykt i BtA 521 ff.
  130. ^ hul i papiret.
  131. ^ se note 114.
  132. ^ Cathérine de Bonnay, f. O’Neill (1789-1879), enke efter marquis Charles-Franyois de Bonnay, der 1814-16 havde været fransk gesandt i Kbh. Jvf. iøvrigt BfA I 128 BHW I 112 og BJC I 90.
  133. ^ Louis Urban Jürgensen (1806-67), søn af hofurmager Urban J. (1776-1830), foretog 1831-33 med offentlig støtte en studierejse til Paris, Schweiz og London.
  134. ^ se note 109.
  135. ^ pas i Berner-alperne, hvor en muldyrsti forbandt Kanderdalen med Leukerdalen.
  136. ^ det er ikke lykkedes udg. at identificere denne.
  137. ^ det er ikke lykkedes udg. at identificere denne.
  138. ^ uvist, hvad der hentydes til.
  139. ^ gl. ordsprog med oprindelse i en molbofortælling.
  140. ^ kopier af antikke, skårne sten.
  141. ^ grundlagt 1827 af A. P. Liunge og Ove Thomsen; i begyndelsen et litterært præget blad.
  142. ^ se note 125.
  143. ^ ekstraudgifter.
  144. ^ cand.jur. Fritz Feddersen (1805-63) var 1832-35 på en videnskabelig udenlandsrejse. A traf ham i øvrigt senere på rejsen i Rom, München og Berlin.
  145. ^ fr. gæstgiversteder.
  146. ^ holdning, væremåde.
  147. ^ jvf. iøvrigt BEC I 158.
  148. ^ forlystelsesetablissementet Tivoli Vauxhall i Rue de Clichy nr. 80.
  149. ^ de gamle slagtehuse i bydelen La Villette.
  150. ^ i Avenue des Gobelins.
  151. ^ denne parisiske seværdighed har ikke kunnet identificeres.
  152. ^ se note 132.
  153. ^ »Müller gik med et Slags tydsk Hat, saa stor som en Paraplye« (BEC I 163)
  154. ^ jvf. note 121.
  155. ^ øgenavn til Maanedsskrift for Litteratur. Citatet er frit efter Chr. Wilsters anonyme anmeldelse af Bruden fra Lammermoor og Ravnen i bd.IX. 1833.193, hvor det hedder »en ung Digter, der engang vakte store Forhaabninger.«
  156. ^ se note 111.
  157. ^ auskultant i Rentekammeret, kammerjunker Joachim Bruun de Neergaard (1806-93), senere besidder af Svenstrup.
  158. ^ uvist hvor citatet stammer fra.
  159. ^ en hentydning til pavens skik skærtorsdag at vaske en række præsters fødder (jvf. Dagbøger 27.3.1834).
  160. ^ prinsesse Charlotte Frederikke (1784-1840), gift 1806 m. prins Christian Frederik, den senere Chr. VIII, men pga. sit forhold til komponisten Eduard du Puy forvist til Horsens 1809 og ægteskabet opløst 1810. 1829 bosatte hun sig i Rom og gik over til katolicismen.
  161. ^ Kanton Neuchâtel var med i det schweiziske edsforbund men stod samtidig til 1857 under preussisk overherredømme (jvf. Dagbøger 10.9.1833 og BEC I 173f)
  162. ^ den europæisk berømte ital. sangerinde Angelica Catalani (1779-1849) havde efter en 35årig karriere, der bl.a. omfattede koncerter i Kbh. 1827-28, trukket sig tilbage 1830 til sit landsted i nærheden af Firenze.
  163. ^ Marie-Amélie (1782-1866), g.m. Louis Phillippe.
  164. ^ Charles X (1757-1836) og dronning Marie Thérèse.
  165. ^ Ludvig Müller vandt 1834 universitetets guldmedalje for besvarelsen af prisopgaven for 1833 i orientalsk filologi med afhandlingen Ex libris Veteris Testamenti.
  166. ^ se note 69.
  167. ^ se note 92.
  168. ^ konferensråd, højesteretsassessor Adam Gottlob Müller (1769-1833).
  169. ^ lat. råd.
  170. ^ Müller var 1831-36 volontør i Danske Kancelli jævnsides med en række andre hverv.
  171. ^ 10.6.-8.7.1834 opholdt A sig i Wien, hvor han iflg. Dagbøger modtog brevet 24.6.
  172. ^ Uvist hvorledes udtalelsen skal forstås, idet OM som nævnt var i Milano og af brev fra A til Ludvig Müller 16.5. 1834 fremgår også, at han besøgte Padua (BfA I 227).
  173. ^ lat. Åh, hvis Jupiter ville give mig de svundne år igen (Vergil: Æneiden 8,560).
  174. ^ citatet er ikke identificeret
  175. ^ rose, berømme.
  176. ^ for den teologiske licentiatgrad med titlen: De resurrectione Jesu Christi (1836).
  177. ^ 10.5. 1833 var Vilhelm L. blevet gift med Caroline Cathrine Friedrichsen (1806-39) og 23.2. 1834 fik parret datteren Mathilde Pouline Frederikke.
  178. ^ Edvard Collin og Henriette Thyberg.
  179. ^ Louise Collin (1813-98) g. 1840 m. W. Lind (1807-91).
  180. ^ lægen, senere professor dr. med. Emil H. (1810-90).
  181. ^ hul i papiret.
  182. ^ Forordningen af 15.maj 1834 om rådgivende stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe.
  183. ^ prins Frederik (VII) blev efter ophævelsen af ægteskabet med prinsesse Vilhelmine i 1834 sendt til Island og ved hjemkomsten udnævnt til chef for Fynske infanteriregiment i Fredericia, i realiteten en forvisning fra hoffet.
  184. ^ 5.6.1834 bekendtgør P. Pettoletti i Adresseavisen nr. 134, at »Vaudeville-Theatret udenfor Vesterport for første Gang aabnes Søndagen den 8de Dennes med en Forestilling af det beckerske, tydske Skuespillerselskab«.
  185. ^ egl. K.k. Hofoperntheater nächst dem Kärntnertore. Om A.s indtryk af Wiens teaterliv se Lotte Eskelund: Da Andersen var i Wien. 1991.129-72.
  186. ^ hul i papiret
  187. ^ ib.
  188. ^ sandsynligvis et nu forsvundet brev som A har afsendt under sit ophold i Firenze 6.-15.4.1834 (jvf. BfA I 196 og 224).
  189. ^ BHW I 414,424.
  190. ^ Person og Værkregister til Bille og Bøghs Udgave af Breve til og fra H.C. Andersen 1877-78. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Kbh.1978.
  191. ^ BHW I 224.
  192. ^ Efter sin hjemkomst var A flyttet ind i Nyhavn 280 (nu nr.20).
  193. ^ det har trods dateringen skrevet med anden hånd end OM.s eller A.s, ikke været muligt at tidsfæste brevet, og det fremgår hverken af Dagbøger eller Almanakken, at turen er blevet til noget.
  194. ^ behager, passer.
  195. ^ stor overklædning med opslagskrave og skulderslag.
  196. ^ To almanakoptegnelser fra 15.11. 1842 og 2.4.1850 omtaler henholdsvis en Müller uden fornavn og en O. Møller. Deres identitet er begge af Almanakkens udgivere forsynet med et spørgsmålstegn, medens en Otto Müller i notatet 6.5.1849: »Givet Otto Müller og Kone til Udstilling« er identificeret som »vores« Müller. På baggrund af Otto Müllers sociale position og den ovenomtalte usikkerhed omkring ü og ø, synes det dog mest sandsynligt, at der her tales om Otto Møller.
  197. ^ OM havde i 1849 købt Villa Sommerlyst i Frederiksberg Allé 24 (nu nr. 48; nedrevet 1885) af skuespillerparret N.P. og Anna Nielsen, hvor A i øvrigt havde været en hyppig gæst.
  198. ^ i april 1860 var der udbrudt oprør i Kongeriget Begge Sicilier mod det bourbonske fyrstehus i Napoli, som blev besejret under anførsel af Garibaldi 7.9.1860.
  199. ^ hul i papiret.
  200. ^ hul i papiret.
  201. ^ hul i papiret.
  202. ^ BEC II 349.
  203. ^ A opholdt sig i Lausanne 25.-26.8. og i Genève 26.8-15.9.1860.
  204. ^ se note 122.
  205. ^ Madame Anna Achards pension på Grand-Quai, hvor A indlogerede sig på familien Jürgensens anbefaling.
  206. ^ et fransk hærkorps stod i Rom til beskyttelse af paven, idet Kirkestaten endnu ikke var optaget i kongeriget Italien; det skete først 1870.
  207. ^ billedhuggeren A.V.Saabye (1823-1916), g. 1858 m. Anna f. Hansen (1822-67).
  208. ^ skandinavernes hovedkvarter i Rom.
  209. ^ den holstensk fødte maler Johan Bravo (1797-1876), siden 1847 dansk og fra 1855 tillige svensknorsk konsul i Rom.
  210. ^ kunsthistorikeren Philip W. (1834-1900), sekretær hos B. og bibliotekar i Den skandinaviske Forening.
  211. ^ Goethe (1749-1832) opholdt sig 1787-88 i Rom, hvor han især studerede bygnings- og billedkunsten.
  212. ^ se note 197.
  213. ^ ikke bevaret.
  214. ^ urfabrikant i Le Locle (1808-77), broder til Louis U.J. se note 132.
  215. ^ se note 202.
  216. ^ digteren Johan Ludvig Heiberg (f. 1791 ) døde 25.8.1860 på herregården Bonderup ved Ringsted.
  217. ^ se BEC II 352f.
  218. ^ skuespillerinden Johanne Luise H. (1812-90).
  219. ^ The Sandhills of Jutland. Transl. by Mrs. Bushby. London 1860. Bogen udkom på Bentleys Forlag og indeholdt 18 af de hidtil udkomne 20 Nye Eventyr og Historier, jvf. iøvrigt Elias Bredsdorff: H.C. Andersen og England. 1954.203ff.
  220. ^ under sit ophold i Le Locle havde den unge Jules F.U. Jürgensen (1837-94) med A.s bistand påbegyndt en fransk oversættelse af 8 af A.s eventyr bl.a. Dynd-Kongens Datter, der udkom på Joel Cherbuliez’ Forlag i Genève og Paris 1861 under titlen Fantasies danoises (se Finn T.B. Friis: H.C. Andersen og Schweiz. 1949.40ff).
  221. ^ den holstensk fødte maler Ernst Meyer (1797-1861).
  222. ^ jvf. Julius Clausen:P.E.Lange-Müller 1938.9ff.
  223. ^ X 186.
  224. ^ H.C. Andersen og Holberg. 1956.

 

©