Et rentakslagvåben fra Storebælt

Det frodige Østfyn har længe været kendt for sin rigdom på oldtidsminder. Særlig egnen omkring herregården Broholm, hvor den stærkt arkæologiinteresserede kammerherre F. Sehested virkede i sidste halvdel af forrige århundrede, har givet helt overdådigt store fundmængder,[1] blandt andet landets hidtil største gravplads, der er udgravet og nylig publiceret af Erling Albrectsen.[2]

Det kan derfor ikke undre, men nok virke lidt uretfærdigt på folk fra mere fattige områder, at også havbunden ud for denne „guldkyst“ nu er begyndt at give gode fund fra sig. Flere af disse nye fund, der er fremkommet som følge af et siden 1971 etableret samarbejde mellem arkæologiinteresserede fynske sportsdykkere og Langelands Museum, er så spændende, at de fortjener en nærmere omtale. Et enkelt af dem, et fund af et 41 cm langt skaft af rentak er valgt som emne for denne artikel, dels fordi det på grund af sin sjældenhed har temmelig stor faglig interesse, og dels fordi det aldersmæssigt står helt isoleret i forhold til det øvrige materiale fra de undersøiske fundlokaliteter og derfor passende kan behandles særskilt.

Rentakskaftet, der nu opbevares på Langelands Museum,[3] blev fundet af sportsdykkeren Jørgen Borne, Svendborg, i efteråret 1971 under dykning lidt nord for Lundeborg. Fundstedet ligger på ca. 1¾ m vand omkring 170 m fra kysten og ud for gårdejer Preben Christiansens ejendom, matr. nr. le m.fl. af Lundeborg by (fig. 1). Havbunden består i dette område af sand, der dog flere steder dækker over ret tykke lag af ferskvandstørv. Gentagne dykninger ved fundstedet har vist, at der spredt over havbunden fra dybder på knap 1 m og ud til omkring 4-5 m indenfor et ca. 100 m bredt område ligger store mængder af hele og knuste teglsten: munkesten, gulvfliser, bæverhaler, „munke“ og „nonner“, vingetegl m.v. og talrige skår af gråsorte uglaserede lerpotter. Teglstenene og keramikken samler sig sammen med en del dyreknogler i nærheden af en revle af svære stablede sten, der antagelig udgør resterne af en 3-4 m bred bro eller dæmning med indre stenfyld. Dæmningen kan følges ud til en afstand af ca. 100 m fra kysten. Formentlig har den virket som udskibssted for teglene, hvilket også et fund i farvandet ud for dæmningen af vraget af et 12 m langt klinkbygget egetræsskib lastet med vingetegl tyder på.

Fig. 1. Med ■ er vist udbredelsen af danske fund af sikkert bestemmelige slagvåben af rentak. De med x markerede fund er stykker, der er omtalt i ældre litteratur, men som ved nærmere eftersyn har vist sig at være uden sikre tildannelsesspor.
Fig. 2. Rentakslagvåbenet fra Storebælt ud for Lundeborg.

Keramikken synes at kunne dateres til 13.-14. århundrede,[4] mens i hvert fald en del af teglene må være noget yngre. Teglproduktionen ved Lundeborg findes omtalt i ældre skriftlige kilder[5] og synes at have spillet en vis rolle i renæssancen. Under krigen med svenskerne i 1658-60 blev teglværkerne brændt af, hvorefter produktionen indstilledes.

Fig. 3. Rentakslagvåbenet fra Storebælt ud for Lundeborg.
Fig. 4. Slagvåbenets nedre ende med de to skråt tilhuggede facetter.
Fig. 5. Slagvåbenets nedre ende med den afslidte stump af isgrenen.

De mange fund af tegl og middelalderkeramik har imidlertid ikke kunnet give nogen tilfredsstillende forklaring på, hvorfor det ihvertfald efter formen at dømme meget gamle rentakredskab er havnet på havbunden. En efterhånden ret intensiv afsøgning af det undersøiske fundområde har heller ikke kunnet løse problemet, idet der af andre genstande af stenalders karakter kun er fundet nogle få ukarakteristiske flintafslag, en stærkt vandrullet kerneøxe og et hæfte til en lancetformet dolk. Det er derfor nødvendigt at behandle rentakslagvåbnet som et løsfund.

Om stykkets oprindelige aflejringsforhold er det meget svært at udtale sig, men da fundstedet ligger syd for den geologiske nullinie og altså i et område, der har sænket sig siden stenalderen,[6] er det meget tænkeligt, at stykket oprindelig kan have været aflejret i en nu havdækket sø eller mose. Dets relative gode bevaringstilstand tyder på, at det først på et ret sent tidspunkt er blevet skyllet fri af et beskyttende lag og udsat for de kraftige erosionspåvirkninger, der gør sig gældende i kystområder.

Skaftet er fremstillet af et 41,5 cm langt og indtil 2,9 cm tykt, svagt s-formet stammestykke af en rentak (fig. 2 og 3). Dets overflade er en smule vandslidt og stykket har på den ene side fået et par temmelig store, aflange afsprængninger, der antagelig er forårsaget af sammenstød med bundens sten. Dets grå til hvidbrune overflade bærer flere steder som følge af opholdet i vandet bevoksning af balaner og brunalger. Rentakkens øvre ende er groft afbrudt, tilsyneladende ved et kraftigt slag. Brudsteddet er nu noget vandrullet og der ses ingen spor af skrabemærker eller andre tildannelsesspor. Takkens nedre ende viser til gengæld sikre tegn på tildannelse i form af to stejlt tilhuggede skråfacetter, der mødes i stykkets midterakse i en vinkel på 45° og herved har fjernet den nederste del af stammen (fig. 4 og 5). De to smukt modsvarende tilhugningsflader kan ifølge udtalelse fra zoologen Ulrik Möhl, der har haft stykket til bestemmelse[7] vanskeligt tænkes opstået som følge af brud og efterfølgende sand/vandslid. Desværre har vandrulning og forvitring bevirket, at rentakkens isgren bortset fra roddelen nærmest stammen er slidt væk, således at enhver mulighed for iagttagelse af tildannelsesspor på dette vigtige sted er ødelagt. På trods af stykkets noget defekte tilstand synes det dog muligt ud fra formen, det anvendte materiale, længden[8] og ikke mindst de sikre spor af tildannelse i stykkets nedre ende med sikkerhed at henføre det til en lille gruppe af såkaldte slagvåben af rentak fra senpalæolitisk tid.[9]

Denne lille eksklusive gruppe har hidtil omfattet 10 mere eller mindre sikre danske stykker, hvoraf to af de smukkeste er fundet på Fyn. Et af de fynske stykker – slagvåbnet fra Løgeskov, – er publiceret af Erling Albrectsen i en artikel i Fynske Minder 1951.[10]

Fig. 6. Rentakslagvåbenet fra Løgeskov.

Det særdeles velbevarede stykke er til sammenligning med fundet fra Lundeborg gengivet i tegning (fig. 6).[11]

De nu ialt 11 fund fordeler sig som vist på kortet fig. 1 over det meste af landet og danner sammen med enkelte sydsvenske (skånske) fund[12] en nordlig provins af et større fundområde med udstrækning fra Holland i vest til Littauen i øst.[13] De danske fund er følgende:

  1. Nørre Lyngby. Vendsyssel. 46 cm langt, næsten lige skaft af rentak med tydelige snitmærker i begge ender. Isgrenen er lige afskåret og forsynet med en aflang 2,5 cm dyb hulning til skærpe. Stammen er på den ene bredside udsmykket med en dybt indridset linie og har neden for isgrenen en 12 cm lang, tredobbelt zig-zag-linie. Stykket er fundet i nedstyrtet ler på stranden nedenfor en stejl klint. Nationalmuseet.
    Litt. S. Muller. Aarbøger for nordisk oldkyndighed 1896 p. 304.
  2. Horsensegnen. Et ca. 25 cm langt forvitret brudstykke af en rentakstamme med påsiddende isgren, der er afbrudt 18 cm fra stammen. Stykket er i Horsens museums vejleder fra 1940 tolket som et slagvåben, men synes ikke at vise helt entydige tildannelsesspor. Ifølge de noget usikre fundoplysninger skal det være opfisket af Horsens fjord. Horsens Museum.
    Litt. Horsens Museum 1915-1940. 1940 p. 30. Th. Mathiassen. Aarbøger 1946 p. 175.
  3. Fovrup. Sønderjylland. Et 60,6 cm langt og indtil 4,7 cm bredt skaft af rentak med stærk krumning i den øvre del. Takkens nedre ende er fjernet ved et ringformet indsnit 1,5 cm under isgrenen. Brudfladen er glattet og næsten plan. Isgrenen er med undtagelse af en 3 cm lang stump fjernet ved en kombination af et 1 cm langt skråsnit og et kraftigt slag. Det flossede brud er ikke efterbehandlet, og der er ikke spor af nogen udhulning af brudfladen. Stykkets øvre ende er afbrudt ved hjælp af et slag og et 4 cm langt snit, og i endefladen findes en indtil 5,5 cm dyb hulning med kantet omrids. Hulningen skyldes ikke forvitring. Lidt over midten af skaftet findes på den ene bredside et 3,5 cm langt og 1 cm bredt glatskrabet parti og vinkelret herpå en lignende flad indskrabning, 1,2 cm lang og 0,8 cm bred.
    Museet i Kiel. Litt. G. Schwantes. Archiv für Anthropologie N.F. Bd. XX 1923 p. 20.
  4. Tranebjerg. Samsø. 49 cm langt, svagt S-formet skaft af rentak med påsiddende forvitret del af isgren. Den øvre ende af stammen afbrudt. Hele stykket er stærkt forvitret. Et kraftigt beviklingsmærke nedenfor isgrenen gør bestemmelsen af stykket som slagvåben sikker. Det er fundet ved grøftegravning på en mark ca. 3 km sydvest for Tranebjerg.
    Samsø museum. Litt. V. Nordmann. Menneskets indvandring til Norden. D.G.U. III 27 1936 p. 46. J. Brøndsted. Danmarks Oldtid. I 1957 p. 38 og 367.
  5. Odense kanal. Fyn. 47 cm langt slagvåben af en næsten lige rentak med bortskåren rodende og lige overskæring i øvre ende. Talrige snitmærker – bedst bevaret i den øvre ende. Isgrenen er ved en skrå overskæring, der begynder ved stammen, omdannet til en smal tværæg, som er noget afstødt ved brug. Spor af kraftige slag og stød findes også på stammepartiet mellem æggen og den afskårne rodende. Stammens længdeårer har i flere tilfælde fået en dyb opridsning, og i den øvre ende af stykket findes et håndsbredt bælte med talrige små huller og skrabemærker. I stykkets øvre endeflade findes midt i benvævet et 5,5 cm dybt, konisk hul, der ikke synes at være et resultat af forvitring. Fundet ved gravning af et havnebasin ved Odense kanal.
    Nationalmuseet. Litt. S. Müller. Aarbøger 1896 p. 307.
  6. Løgeskov. Fyn. 42 cm langt slagvåben dannet af en næsten lige rentak (fig. 6). Stykket er lavet ved at man har skåret den nederste del af rentakkens stamme af, tilglattet brudfladen og foroven har fjernet den overflødige del af takken med et groft slag. Dette slag er på oversiden blevet fulgt op af et enkelt skråsnit, der har skåret en generende brudkant bort. Et 7 cm langt parti af isgrenen er bevaret og er ved et langt skråsnit tildannet som en smal retæg, der viser spor af brug i form af en let afstumpning. Andre knusemærker ses sammen med små skrabemærker og ridser flere steder især på stykkets overside, hvor der også findes en 16 cm lang, indridset længdefure. Fundet ved uddybning af Hunstrup å ved Løgeskov på Sydfyn.
    Fyns Stiftsmuseum. Litt. E. Albrectsen. En hilsen fra Fyns ældste stenalder. Fynske Minder 1951 p. 3.
  7. Storebælt ud for Lundeborg. 41,5 cm langt skaft af en svagt S-formet rentak med afskåret rodende og overslået øvre ende. Omtalt ovenfor.
    Langelands museum.
  8. Stestrup. Midtsjælland. 58,5 cm langt slagvåben af en S-formet rentak. Det anvendte stammestykke er foroven groft overslået, og bruddet er ikke blevet glattet. Anderledes med stykkets nedre ende, hvor fjernelsen af rodenden med øjensprosse og rosenkrans er blevet fulgt op med en glatskrabning og afrunding af brudstedet. Isgrenen er skåret eller slået over 10,5 cm fra stammen og har en ret uregelmæssig brudflade med indhak og revner. I brudfladen findes en oval, 4,8 cm dyb hulning til optagelse af et skærpe, hvis besnøring har fundet støtte i nogle furer, der er skåret lige ovenfor isgrenens brudflade. Slagvåbnets overflade er omhyggeligt glattet og et par mindre fremspring er skåret bort. På begge bredsider og på oversiden af stykket findes en simpel udsmykning bestående af ialt omkring 20 korte tværstreger. En naturlig længdefure er også blevet opridset. Et par tværgående furer på højde med isgrenen er sikkert lavet til støtte for dennes bevikling. Slagvåbnet er fundet ved tørvegravning i en lille mose ved Stestrup i Holbæk amt.
    Nationalmuseet. Litt. V. Nielsen. Another blade handle of reindeer antler.
    Acta archaeologica. XVII. 1946, pag. 135. f.
  9. Vejleby. Sjællands Hornsherred. 48,0 cm lang stammedel af den nedre del af en næsten lige, kastet rentak med påsiddende 17 cm lang isgren. Stykket er groft overbrudt i den øvre ende. Isgrenen har en lige brudflade med en 4,5 cm dyb hulning i enden. Ingen af brudfladerne viser sikre spor af forarbejdning, og stykket kan derfor næppe rubriceres som andet end et naturprodukt.
    Nationalmuseet, hvortil det er kommet fra Frederik VII’s privatsamling.
    Litt. J. Brøndsted. Danmarks Oldtid I. 1938, pag. 29 med afbildning. T.H. Mathiassen. Årbøger 1946, pag. 176 og V. Nielsen Acta archaeologica. XVII, 1946, pag. 138.
  10. Kallerup. Midtsjælland. 43 cm langt skaft af en svagt S-formet rentakstamme med påsiddende 23 cm lang del af isgrenen. I den nedre ende er stammen skåret over ved øjensprossen, der er næsten helt snittet bort. Stammens øvre del er også brudt af, og bruddet bærer tydelige spor af dyrs gnaven. Den ydre del af isgrenen er slået af, og i brudfladen findes spor af en aflang hulning. I den glattede overflade findes både på stammen og isgrenen tydelige aftryk af en bevikling med en tynd streng. Fundet i 4,5 m’s dybde øverst i et sandlag, der var dækket af et tørvelag i Kallerup mose ved Hedehusene.
    Nationalmuseet. Litt. Th. Mathiassen. Some Recently found Reindeer Antler Implements in Denmark. Acta archaeologica. IX, 1938, pag. 174.
  11. St. Vejleå. Østsjælland. 69 cm langt, S-formet stammestykke af rentak med afbrækket øvre ende. Isgrenen er også afbrudt, og kun den inderste del nærmest stammen er bevaret. Brudfladen er skrå, og opfattes af Th. Mathiassen som en bevidst tildannet tværæg.[14] Fladen er imidlertid stærkt eroderet, således at en sikker bestemmelse af bruddets karakter er vanskelig. Dertil kommer som yderligere usikkerhedsmoment, at en række skæremærker langs brudfladens ene kant synes at være recente. Det samme kan være tilfældet med lidt slid på den modsatte kant. Stammens nedre ende viser ingen spor af tildannelse. Antagelig er der tale om en del af en naturlig kastet tak.
    Stykket er fundet før 1858 i St. Vejleå mellem Roskilde kro og jernbanen i Tåstrup s.
    Nationalmuseet. Litt. Th. Mathiassen. Aarbøger 1946 p. 175.

Som det fremgår af ovenstående korte beskrivelse af stykkerne, kan kun 8 med sikkerhed betegnes som slagvåben (jfr. fig. 1). Fundene fra Vejleby, St. Vejleå og Horsensegnen indeholder rentakker, der er uden sikre tildannelsesspor, og som derfor fremover må skilles ud fra de sikre rentakredskaber og i stedet holdes sammen med de omkring 200 danske fund af utildannede takker og skeletdele af senglaciale rensdyr.[15] Stykket fra Kallerup afviger på grund af den lange isgren en del fra de øvrige sikre slagvåben[16] men er dog fremstillet af den samme del af rentakken som disse og bærer beviklingsspor på de samme steder som Stestrup- og Samsø-stykkerne. Det forekommer derfor rimeligt at forestille sig, at dets funktion også må have svaret til disse stykkers. Fovrup-stykket mangler udhuling til indsættelse af et skærpe i isgrenen og er muligvis – som anført i den tyske publikation – aldrig blevet helt færdigt.

De otte sikre stykker er mellem 41,5 og 60,6 cm lange, og er alle lavet af kraftige rentakker, hvis nedre ende altid er omhyggeligt afskåret, mens den øvre ende på flere af stykkerne blot afsluttes af et groft brud. Fem er forsynet med simple indridsninger. Ud fra isgrenens tildannelse lader stykkerne sig inddele i to grupper: I. Slagvåben med æg. II. Slagvåben med hulning i isgrenen til indsættelse af skærpe

Til den første gruppe hører de to fynske stykker fra Odense kanal (med tværæg) og Løgeskov (med ret æg). Disse stykker viser, meget naturligt, ingen spor af bevikling i den nedre ende. Den anden gruppe udgøres af stykkerne fra Nørre Lyngby, Tranebjerg, Stestrup og Kallerup. Tre af disse slagvåben viser beviklingsspor på og/eller ved isgrenen. Beviklingen har givetvis været anbragt for at fastholde et indsat skærpe,[17] således som det kendes fra tilsvarende slagvåben tilhørende recente nordvestamerikanske indianerstammer.[18] Hvilken af grupperne det nyfundne stykke fra Storebælt har tilhørt lader sig på grund af den afslidte isgren ikke afgøre. Fovrup-stykket er antagelig et forarbejde til et slagvåben af gruppe II.

Om brugen af slagvåbnene giver fundene desværre ikke mange oplysninger. En let afknusning af ægpartierne og forskellige skrammer på den nederste del af stammen på stykkerne fra Odense kanal og Løgeskov og flere revner i enden af den overskårne og udhulede isgren på Stestrup-stykket tyder på, at slagvåbnene virkelig har været brugt som arbejdsredskaber af de senpalæolitiske jægere, måske til at aflive anskudt vildt med.[19]

Ingen af de hidtil kendte danske rentakslagvåben er fundet i daterbare contexter. De er alle – ligesom det her fremlagte stykke – tilfældigt fremkomne løsfund og kan derfor kun dateres typologisk ved sammenligning med fund, der er fremkommet under heldigere omstændigheder. Sådanne fund kendes fra Holsten lidt syd for den danske grænse. Her optræder næsten identiske slagvåben i stort tal i bopladsaflejringer tilhørende den senpalæolitiske Ahrensburg-kultur, der kan dateres til yngre dryas.[20] Bopladser tilhørende denne kultur er endnu ikke fundet i Danmark, men et lille antal løsfundne pilespidser synes at vise, at dette blot kan skyldes tilfældige uheldige omstændigheder.[21] At de danske rentakslagvåben har nære paralleller indenfor Ahrensburg-kulturen behøver imidlertid ikke nødvendigvis at betyde, at de kun kan knyttes til denne kultur. I Øst-Danmark og Skåne optræder nemlig i Allerødtid og antagelig et stykke videre ned i yngre dryas endnu en senpalæolitisk kultur, Bromme-kulturen, der er opkaldt efter en boplads ved Bromme på Midtsjælland.[22] Denne kulturs redskaber af ben og tak og øvrigt organisk materiale er på grund af dårlige bevaringsforhold i de hidtil undersøgte bopladser endnu fuldstændig ukendte, men slagvåben kan udmærket tænkes at indgå i inventaret. Hvorvidt dette er tilfældet, vil imidlertid først blive opklaret, når et heldigt fund en dag giver os kendskab til Bromme-kulturens ben- og takredskaber, og først da vil der være skabt mulighed for en sikker placering af den lille samling sydskandinaviske rentakslagvåben.

Noter

  1. ^ F. Sehested. Fortidsminder og oldsager fra egnen omkring Broholm. 1878.
    F. Sehested. Archaeologiske undersøgelser 1878-1881. 1884.
  2. ^ E. Albrectsen. Fynske jernaldergrave IV 1-2. Gravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm. 1971.
  3. ^ LMR 8439:25.
  4. ^ Jvf. H.J. Madsen. Vikingetidens og middelalderens keramik i Århus. KUML 1972 p. 130 f.
  5. ^ Jvf. J.P. Trap. Danmark. 5. udg., Bd. 5, 2 Svendborg amt 1957 p. 857.
  6. ^ J. Brøndsted. Danmarks Oldtid. 2. udg. Bd. I 1957 p. 107.
  7. ^ LMR j.nr. 65/72. Brev fra Ulrik Møhi, Universitetets zoologiske museum, af 14.7. 1972.
  8. ^ Sammenlign med længdemålene på de øvrige danske rentakslagvåben i fundlisten.
  9. ^ Betegnelsen er indført af S. Müller. Nye stenalders former. Aarbøger for nordisk oldkyndighed 1896 p. 306. En omtale af de danske fund findes hos J. Brøndsted. Anf. arb. 1957 p. 38.
  10. ^ E. Albrectsen. En hilsen fra Fyns ældste stenalder. Fynske minder 1951 p. 3-4.
  11. ^ Jeg er lektor Søren Andersen, Forh.museum, Moesgård taknemmelig for tilladelsen til at låne og gengive tegningen, der er udført af tegneren Orla Svendsen, Moesgård. Tegningen af slagvåbenet fra Storebælt er udført af Jørgen Holm, Tullebølle. Foto: H. Heger-Christensen, LMR.
  12. ^ Jvf. C.A. Althin m. fl. Renfyndet från Nebbe Mosse och Sveriges senglaciale bebyggelse. Meddelanden LUHM. 1949 p. 116.
  13. ^ W. Taute. Die Stielspitzen-Gruppen im nördlichen Mitteleuropa. Fundamenta. Reihe A. Bd. 5 1968 p. 204 og kort 8.
  14. ^ Th. Mathiassen. En senglacial boplads ved Bromme. Aarbøger 1946, p. 175.
  15. ^ J. Iversen i Danmarks Natur Bd. I 1967 p. 366.
  16. ^ Jvf. Th. Mathiassen. Aarbøger 1946 p. 176 note 1.
  17. ^ Jvf. V. Nielsen. Another Blade Handle of Reindeer Antler. Acta archaeologica XVII 1946 p. 138, og J. Holm. Istidsjægere på Ærø. Fynske minder 1972, p. 14 f.
  18. ^ V. Nordmann. Menneskets indvandring til Norden. D.G.U. IIIrk. nr. 27 1936 p. 45.
  19. ^ Jvf. slagmærkerne på et senglacialt elgskelet fra England. J.S. Hallam rn. fl. A Late Glacial elk with associated barbed points from High Furlong, Lancashire. Proceedings of the Prehistoric Society, Vol. 39, 1973 p. 100-128.
  20. ^ A. Rust. Die mittel- und altsteinzeitliche Funde von Steilmoor. 1943. I Østeuropa optræder lignende slagvåben så tidligt som begyndelsen af senpalæolotikum. (Jvf. W. Taute. Anf.arb. 1968 p. 204 m. litt.henv.).
  21. ^ G. J. Becker. Late Palaeolithic Finds from Denmark. Proc. of the Prehistoric Society 1971 p. 137.
  22. ^ Th. Mathiassen. Anf. arb. 1946 p. 121-198.
    * Vedrørende Brommekulturens mulige fortsættelse ned i yngre dryas, se S. Andersen. Bro, en senglacial boplads på Fyn. KUML 1972 p. 47.

©