Et trin opad til det bedre

- om betydningen af frimurere og biblioteker for den unge H.C. Andersen

Ofte åbner der sig nye muligheder ved at anskue noget velkendt fra en anden vinkel. Som i dette tilfælde kredsen omkring H.C. Andersen – først i Odense og derpå i København – som han kaldte sine “Velyndere”, fordi de hver for sig understøttede ham gennem barne- og ungdomsårene. Udover at hjælpe den fattige dreng frem synes det overset, at en del af disse tillige havde et broderskab fælles. Hvilket fremgår med udgangspunkt i en ellers fint konstrueret og ofte gentaget, men slørende anekdote, om begyndelsen på et familiært bekendtskab.

Skjold for Maria til de Tre Hjerter. Frimurerlogen Odense. Odense Bys Museer.

Odense

“Vi holder dog af Dem som en Broder, en Fætter”, hedder det i 1833 indforstået i et brev fra Augusta Søeborg i Odense til barndomsvennen H.C. Andersen i København, “vi har jo og fulgt Dem med Tanke og Øie siden Deres 11te Aar omtrent; saalænge kan jeg huske Dem klart, og tydeligt!”[1].

Augusta Søeborg var yngste datter af bogtrykker i Odense, Christian Iversen. Ifølge traditionen lærte H.C. Andersen imidlertid først den iversenske familie at kende som knap 18-årig, da han i påsken 1823 under latinskoleopholdet i Slagelse efter fire års fravær var på besøg i hjembyen.

Traditionen skyldes, at Andersen i Levnedsbogen har anført, at han på eget initiativ lige inden afrejsen til København 1819 opsøgte bogtrykker Iversen, “skønt han var mig ganske fremmed”. I de senere erindringsbind Mit eget Eventyr og Mit Livs Eventyr bliver det enslydende til: “Den gamle Mand saa mig for første Gang”.

Trods de mellemliggende år er det lidet tænkeligt, at en jævnaldrende – Iversens datter Augusta var blot et par år ældre end Andersen – ikke skulle være i stand til at huske, om han var 11 eller 18, da hun og familien lærte ham at kende “som en Broder, en Fætter”.

I det efterfølgende vil vægten derfor ikke være lagt på Andersens “grouppering”, dvs. kunstneriske bearbejdelse af begivenheder, men på begivenhedernes reelle indhold. Citeret fra Levnedsbogen, afsluttet i 1832 og modsat Mit eget Eventyr og Mit Livs Eventyr ikke nedfældet med henblik på offentliggørelse.

Om sin far fortalte H.C. Andersen, at “han gjaldt for et ypperligt Hoved, saa at flere af Byens formuende Borgere tilbøde Forældrene at hjælpe til, for at holde ham til Studeringer”, nemlig at begynde i Latinskolen. Hvilket der ikke blev noget af, skønt “han havde selv Lyst dertil”, men “Faderen vilde, at han skulle lære Skoemagerhaandværket”.

Tids- og aldersmæssigt – H.C. Andersens far var født i 1782 og altså 11 år – falder det sammen med, at Frimurerlogen i Odense, Maria til de tre Hjerter, den 21. november 1793 besluttede at opklæde 6 fattige drenge, dvs. hjælpe med tøj og skolepenge. Navnene på de udvalgte drenge findes ikke bevaret. Men ifølge H.C. Andersen modtog hans far altså på dette tidspunkt et sådant tilbud, der ikke blev modtaget.

Den aktuelle anledning til logens tilbud om hjælp var, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Marie, gift med Kronprins Frederik, senere Kong Frederik VI, just den 28. oktober var nedkommet med sin førstefødte, datteren Caroline.

Oprindelig var frimurere specialiserede bygningshåndværkere. Grundet deres erfaring var de gennem internationalt behov for større bygningskonstruktion ikke bundet af at tilhøre lokale lav, men måtte rejse, opholde sig og virke udenlands. Her mødtes de og udvekslede såvel praktiske som filosofiske tanker i forbindelse med arbejdet.

I en tid uden egentlige partier eksisterede der i flere lande forbud mod forsamlinger af en vis størrelse af frygt for, der i disse kunne formuleres noget mod den eksisterende samfundsorden. Delvis hemmeligt åbnede håndværkermøderne sig for en videre funktion ved at optage andre, der delte esoteriske interesser forbundet med håndværket.

En vis formalisering af mødeaktiviteten fra begyndelsen af 1700-tallet førte i England til den første loge indenfor såkaldt spekulativt frimureri, der egentlig ikke viderefører de håndværksmæssige traditioner. Men værktøjet – passer, vinkler, stiger – forblev symboler for frimurerne.

Frimureriet nåede i 1760’erne til Fyn, og i 1775 etableredes den første loge i Odense. Her blev netop bogtrykker Christian Iversen (OPT. 19/12 1776) en aktiv logebroder[2]. Oprindelig boghandler grundlagde han 1777 et bibliotek med frimurerskrifter, foruden skønlitterære værker. Året efter erhvervede han et trykkeri, hvorfra han i 1780 udgav Fyens Stifts Journal, også kaldet Iversens Fyenske Avis. I 1789 oprettede Iversen desuden et Dramatisk Selskab.

Sammen med byfoged, senere borgmester, Lauritz Martin Bendz (OPT.
26.10.1775)[3], var Iversen blandt stifterne af Maria til de tre Hjerter. Logen blev navngivet til ære for datteren af generalstormester for den danske frimurerprovins, Prins Carl af Hessen. Prins Carl var Kronprins Frederiks svigerfar og statholder for hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Mødesalen for Maria til de tre Hjerter indrettedes i Iversens ejendom.

Christian Iversen (1748-1827). Boghandler, bogtrykker, bladudgiver og bogsamler i Odense. Maleri af ukendt kunstner. H.C. Andersens Hus.
Lauritz Martin Bendz (1751-1824). Byfoged, senere borgmester i Odense. Odense Bys Museer.

H.C. Andersens far, Hans Andersen, døde den 26. april 1816, tre uger efter H.C. Andersen var fyldt 11 år. Hvilket er den alder Augusta Søeborg “klart, og tydeligt” husker, at hun og familien Iversen havde fulgt ham fra som del af familien.

Efter farens død var H.C. Andersens liv præget af læselyst. “Alle Bøger jeg kunne faae blev slugte; jeg læste Alt”, mindedes han. I barndomshjemmet fandtes enkelte bøger, skråt overfor i Eilschous Boliger[4] hos præsteenken Fru Bunkeflod var der flere. Særlig læsning af dramatik optog den unge læsehest. Han fremhævede fra Odense Kjærlighed uden Strømper[5], Medea[6] og Ariadna på Naxos[7], hvoraf de to sidste ikke ses udgivet på dansk.

Antagelig var de i Iversens Bibliotek, hvis bestand tjente såvel Frimurerlogen som Dramatisk Selskab. Til senere auktioner over bogbeholdningen udfærdiges lister over indholdet. Blandt de dramatiske værker indgik, udover de obligatoriske af Heiberg, Holberg, Wessel og Oehlenschläger, en række assorterede skuespil, originale, fynske, foruden “Skuespil til brug for den danske Skueplads af forskellige Forfattere”, i alt 55 stk., samt en “Nyeste samling af Skuespil” på 48 stk.[8] Det er nærliggende, at her var Andersens mulighed for i Odense at læse de af ham nævnte stykker, der kun forelå i manuskript.

Udover Iversens Bibliotek var der i Odense hos bogtrykker Søren Hempel et lejebibliotek. Hempel var byens anden bladudgiver, idet han stod bag Fyns Stifts Avis, kaldet Hempels Avis, nuværende Fyens Stiftstidende. Dette bibliotek synes Andersen ikke have benyttet.

Endelig havde Fyens biskop Frederik Plum et bibliotek, der indgik i det af ham i 1813 grundlagte Fyens Stiftsbibliotek. Da Andersen i Odense begyndte selv at skrive dramatik, optrådte heri en konge og en prinsesse, der talte en forvirring af sprog, som han havde hentet i “en gammel Ordbog, hvori stode tyske og franske Gloser”. Måske i Plums biblioteks afdeling for “Lexica, Grammatiker og andre hjelpemidler til de øvrige Sprog”[9].

Familien Biskop Plum var i hvert fald så bekendte med Andersens dramatiske talent og smukke stemme, at de inviterede ham til at optræde med forberedte og improviserede tekster, sange og danse for deres gæster. Heriblandt befandt sig oberst Christian Høegh-Guldberg (OPT. 24/11 1815), der “blev forbauset over mig, fandt noget Ualmindeligt hos mig, sagde jeg skulle komme til ham”.

Oberst Guldberg varslede derefter i brev det unge talent for Det Kongelige Teaters direktør Frederik von Holstein. Ligeledes omtalte Guldberg talentet for Fyns guvernør, Prins Christian Frederik (OPT. 8/2 1817), og sendte ham videre til denne. Uden at der dog dengang kom noget ud af det, idet den senere Christian VIII ved dette første møde med Andersen, hverken mente det passende med lyst for scenen eller studeringer, “men rådede mig, som et fattigt Barn, hellere at lære en smuk Profession”.

En anden gæst hos biskop Plums må have været Frøken Laura Tønder-Lund, som Andersen lærte at kende som 13-årig, da han gik til præst for at blive konfirmeret. Hun viste sig at være en af de andre konfirmander og havde allerede da “hørt mig synge og moret sig over mit dramatiske talent”.

Frøken Tønder-Lund boede i Odense med sin mor hos søsteren Anne Helene og dennes mand Peter Møller-Holst, huslærer hos Prins Christian Frederik. Andersens bekendtskab med Frøken Tønder-Lund blev midlertidigt afbrudt, da hendes konfirmation måtte udsættes på grund af sygdom.

Under konfirmationsforberedelsen hos provst Stephan Tetens påtalte denne det som upassende, at den kommende konfirmand “havde en Aften citeret nogle Scener af Holberg, hos Apotheker Andersens”. Apoteker Jannick Andersen (OPT. 26/5 1818) var en del af den kreds, der engagerede H.C. Andersen til at underholde gæster med optræden.

Frederik Plum (1760-1834). Biskop i Odense og bogsamler. Litografi af H. Kitzerow efter tegning af maleren Wilhelm Bendz, søn af Odenses borgmester. H.C. Andersens Hus.

Flere af de nævnte ydede praktisk støtte til Andersen, også efter at han havde forladt fødebyen. Bogtrykker Iversen besøgte ham i København[10], og oberst Guldbergs gav på linje med Iversens logi til Andersen, når han i sine unge år var på besøg i Odense.

Et nært forhold udviklede Andersen endvidere til Iversens svigersøn, cand.theol., adjunkt Johan Henrik Hanck (OPT. 2/10 1805) og dennes familie. Hanck var ligesom Iversen og borgmester Bendz ledende i den odenseanske Frimurerloge[11], og kredsen havde ved stilling og indflydelse muligheden for at hjælpe ham på vej.

Da H.C. Andersens farfar, Anders Hansen, i sommeren 1823 var blevet så svækket, at han ikke længere kunne klare sig, meddelte borgmester Lauritz Martin Bendz barnebarnet, at farfaren var anvist beboelse og bespisning i hospitalet. I forbindelse med farmorens død året forinden havde skifteretten konstateret, at farfaren i hjemmet opbevarede et beløb i forældede sedler på tilsammen knap 300 Rigsdaler. Ved pengeombytningen i 1813 var værdien nedskrevet til 45 Rd. Gennem borgmester Bendz og Odense Magistrat bestræbte boet sig dygtigt på at få pengene indløst i Nationalbanken, men fristen var overskredet. Af øvrige værdier blev tilovers 54 Rd. i arv til H.C. Andersen. Han repræsenteredes i boet af apoteker Jannick Andersen[12].

Efter konfirmationen i april 1819 var det lykkedes den 14-årige Andersen at indsamle tilstrækkelige midler til dels en rejse til København og dels et kortere ophold. Det var i den forbindelse, at han hos bogtrykker Iversen modtog en anbefaling. Et nødvendigt rejsepas for at komme over Storebælt udstedtes den 4. september. Med det forlod Andersen Odense og ankom mandag den
6. september til København.

I måneden inden havde der op gennem Tyskland spredt sig jødeforfølgelser med overfald og ødelæggelser. Mod slutningen af august nåede hetzen til Hamburg og fortsatte til København, hvor myndighederne var opmærksomme, inden de første uroligheder brød ud om aftenen den 4. september.

Solodanserinde Anna Margrethe Schall (1775-1852). Farvelagt litografi, ca. 1821. H.C. Andersens Hus.

København

For at aflevere anbefalingen fra Iversen henvendte den 14-årige fynbo sig dagen efter sin ankomst til hovedstaden til solodanserinde ved Det Kongelige Teater, Anna Margrethe Schall, “en Kone af Indflydelse”. Madam Schall var kendt elskerinde for rigets almægtige kancellipræsident, stats- og justitsminister Frederik Julius Kaas (OPT. 14/5 1808)[13], der havde forenet den lovgivende og udøvende magt ved at påtage sig stillingen som politichef i København.

Samme dag, den 7. september, udstedtes vendt mod optøjerne en bekendtgørelse om udgangsforbud for tjenestefolk, børn og unge[14]. Den fattige dreng måtte derfor nøjes med at bevæge sig ud i dagtimerne til planlagte møder. Først til digter og medlem af bestyrelsen for Det Kongelige Teater, Knud Lyne Rahbek (OPT. 3/4 1782), idet “den gamle Iversen havde vel alt skrevet ham et Brev til angaaende mig”. Endvidere opsøgte Andersen nu Det Kongelige Teaters direktør Holstein, der “havde alt for 1/2 Aar siden faaet et Brev fra Oberst Guldberg angaaende mig”.

Efter en halv snes dage i hovedstaden var Andersens opsparede midler så godt som udtømte. Men med optøjerne bragt under kontrol, ophævedes udgangsforbuddet, og det blev atter muligt frit at gå ud. Det benyttede Andersen til at opsøge Det Kongelige Teaters nye syngemester, der “var dette Aar blevet ansat, havde jeg læst i de fyenske Aviser”. Ansættelsen ses dog ikke omtalt i hverken Iversens eller Hempels Avis.

Hos den italienskfødte operasanger og direktør for teatrets syngeskole, Giuseppe Siboni (OPT. 23/3 1807)[15], fandt Andersen en del af hovedstadens kulturelite samlet, og de foranstaltede straks en indsamling til fordel for den unge gæst. Det var tilstrækkeligt til at holde ham gående de næste måneder, og beløbet blev administreret af komponisten C.E.F. Weyse. Syngemesteren tilbød sangundervisning, når Andersen havde lært noget tysk, hvad han gjorde, og lod ham komme på kost i huset.

Syngemester Giuseppe Siboni (1780-1839). Kobberstik af Luigi Rados, u.å. H.C. Andersens Hus.

Men med den første vinter i København ovre, var det indsamlede beløb brugt op og stemmen gået i overgang. Sangundervisningen ophørte og ligeledes bespisningen hos Siboni.

“Just her i denne tilsyneladende store Ulykke, lå et Trin opad til det bedre”, noterede Andersen om vendepunktet i Mit eget Eventyr og Mit Livs Eventyr. Han havde da i stedet vendt sig mod danselærer ved Det Kongelige Teater Carl Dahlén (OPT. 6/4 1796), der tog “venlig imod mig, havde hørt tale om mig”. Andersen blev anbragt som elev ved dansen af Dahlén, i hvis hjem han nu “næsten hver Aften kom”.

Ligeledes henvendte Andersen sig til en ældre bror til obersten i Odense, pædagog og digter Frederik Høegh-Guldberg, der ligeledes var blevet forberedt på besøget. “Professor Guldberg tog ret hjertelig imod mig, han kendte alt til mig fra sin Broder”, og han havde på forhånd samlet ind i vennekredsen hos “blandt andre Komponisten Kuhlau”. Friedrich Kuhlau (OPT. 16/11 1814) kendte selv til i en fattig barndom at måtte klare sig ved hjælp fra andre.

Endelig genoptog Andersen sit bekendtskab med den Frøken Laura Tønder-Lund, han skulle have været konfirmeret samtidig med i Odense, ledt hen imod hvor hun var at finde, idet “jeg fik nu at vide, at hun opholdt sig hos Admiral Kriger på Gammel Holm”.

Holmens chef Johan Cornelius Krieger (OPT. 27/3 1784) havde tidligere været gift med en slægtning til familien Tønder-Lund, og frøkenens mor havde en tid holdt hus for admiralen, da han blev enkemand, indtil han giftede sig igen. Nu havde Krieger taget frøkenen til sig, idet Fru Tønder-Lund, selv enke, var død i slutningen af august det foregående år.

I det kriegerske hjem opfordrede man Andersen til at gå ud til Frederiksberg for at møde admiralens nye kones søster, Engelke Colbiørnsen, enke efter bondereformatoren, gehejmekonferensråd Christian Colbiørnsen. Hvorpå Fru Colbiørnsen sendte ham videre til datteren, Olivia Colbiørnsen, hofdame hos Kronprinsesse[16] Caroline oppe på Frederiksberg Slot.

“Kronprinsessen kom ind for ogsaa at see mig, og jeg følte mig slet ikke geneert”. Som han havde gjort det for kredsen i Odense, optrådte Andersen for kronprinsessen og kunne fra dette første møde, indledningen til et livslangt bekendtskab, gå hjemad med en foræring af sukkergodt, frugt og penge.

Som nævnt var det for at fejre Kronprinsesse Carolines fødsel, at frimurerlogen Maria til de tre Hjerter i Odense i 1793 havde besluttet at opklæde seks fattige drenge. Nu støttede hun personligt jævnligt den unge protegé økonomisk og med bøger.

Medlem af direktionen Det Kongelige Teater, digteren Knud Lyne Rahbek (1760-1830). Pastel af Christian Horneman, 1815. Bakkehussamlingen.

Efter halvandet år i hovedstaden opnåede Andersen debut på Det Kongelige Teaters scene, og andre småroller fulgte. Ligeledes genoptog Andersen det med at skrive dramatik. Først sørgespillet Skovcapellet[17], der blev rettet til af Frederik Høegh-Guldberg som en del af dennes danskundervisning, og “Theater Directeuren Olsen fik det ogsaa”[18].

Derpå fulgte manuskriptet Røverne i Vissenberg i Fyen, som det med mid-
ler bragt til veje af Frøken Tønder-Lund lykkedes at få renskrevet til bedømmelse på teatret. Stykket afvistes, men en enkelt scene kom på forsiden af tidsskriftet Harpen[19]. For at fremvise dette løb han “hen til Frøken Tønder-Lund og jublede af glæde”.

I København havde frøkenen genoptaget sin konfirmationsforberedelse hos Frederik Carl Gutfeld, provst ved Holmens Kirke. Andersen lærte også den fynsk gifte provst at kende, og Gutfeld hørte et nyt manuskript, en tragedie med titlen Alfsol, og mente “mit Stykke burde indleveres til Theater-Directionen, han ville skrive et Anbefalings Brev med”. I det hele taget blev Andersen til stadighed anbefalet københavnske bekendtskaber. “Jeg hørte paa den Tid Physikeren Ørsted meget omtale som en elskelig mand”. Hans Christian Ørsted (OPT. 29/1 1812) “laante mig nogle Bøger og gav mig ved sin Venlighed Mod og Hengivenhed”. Han opsøgte også Shakespeare-oversætteren og søofficeren Peter Frederik Wulff (OPT. 11/5 1799)[20] ved at introducere sig “i et Huus, hvor jeg siden fandt næsten et Hjem”.

Som tilskud til den vaklende økonomi havde Andersen sat gang i en bogudgivelse, der kom til at indeholde en Prolog, fortællingen Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, foruden det seneste skuespil Alfsol[21]. For at finansiere trykningen indhentede forfatteren på forhånd tilsagn fra købere.

Blandt de, han efter sin ankomst til hovedstaden havde været i kontakt med, ses flere som subskribenter til bogen. Nemlig solodanserinde ved Det Kongelige Teater Schall med 1 eksemplar, kancellipræsident, stats- og justitsminister, chef for Københavns politi Kaas med 2 eksemplarer, komponisten, professor Weyse med 1 eksemplar, admiralinde Krieger med 2 eksemplarer, admiral Krieger med 1 eksemplar, provst Gutfeld med 1 eksemplar, gehejmekonferensrådinde Colbiørnsen med 1 eksemplar, hofdame Colbiørnsen med
1 eksemplar og kronprinsesse Caroline med i alt fem eksemplarer.

Tragedien Alfsol blev ikke antaget til opførelse på Det Kongelige Teater. Men medlem af bestyrelsen, professor Rahbek, fandt alligevel i sin bedømmelse, at Andersen burde sikres undervisning i en latinskole og ved universitetet, indtil man så, hvad der blev af ham. Bestyrelsen med direktør Holstein og etatsråd Olsen, samt det nye medlem, etatsråd Jonas Collin, tilsluttede sig på et møde den 6. september synspunktet, og Collin påtog sig at forelægge forslaget for Frederik VI. Kongen godkendte en bevilling til uddannelse på 350 Rd. årligt, og dermed kunne H.C. Andersen som 17-årig begynde i Latinskolen.

Student

Lørdag den 26. oktober 1822 rejste Andersen med postvognen til Slagelse, hvortil han ankom samme aften og straks forhørte sig om eventuelle seværdigheder og erfarede, “at der især var: Bastholms Bibliotek”. Dette bestod først og fremmest af videnskabelige skrifter[22] og rummede kun i begrænset omfang skønlitteraturens romaner, skuespil og digte. Men under den sidste gruppe sørgede Andersen siden for, at hans to samlinger, Digte og Phantasier og Skizzer, kom til at indgå[23].

I Pastor Bastholms “Bog Catalog” ses H.C. Andersens Digte indført som femte sidst og Phantasier og Skitzer som til sidst under “Poesier”. Sorø Akademis Bibliotek.

Et par måneder efter ankomsten til Slagelse, i skolens påskeferie 1823, fik Andersen for første gang siden afrejsen fra Odense mulighed for at gense sin fødeby. Færgefarten over Storebælt blev betalt af Kronprinsesse Caroline[24], mens resten af vejen fra Slagelse til Korsør og fra Nyborg til Odense foregik til fods.

“Alt var mig som en Drøm, da jeg traadte ind i Byen; i den første Gade mødte jeg min Moder, hun græd og kunne ikke ret fatte sig i min Lykke”, mindedes han om de fire års fravær og korrigerede det ellers “ganske fremmed” bekendtskab med oplysning om, at “den gamle Iversen og hans hele Familie tog imod mig som et Barn af Huset”.

Nogle dage efter tilbagekomsten til Slagelse fyldte H.C. Andersen 18 år. Han forblev i byen tre og et halvt år frem til maj 1826, hvor han med rektor rejste til Latinskolen i Helsingør. For så fra april 1827 som 22-årig med egen bolig i København at blive eneundervist frem mod studentereksamen i oktober 1828, foruden den afsluttende adgangseksamen til universitetet i november 1829.

Allerede et par år inden sine eksaminer havde Andersen i 1827, ved mellemkomst af teaterdirektionsmedlem Olsen, i en københavnsk avis fået trykt det i Helsingør skrevne digt, Det døende Barn[25]. Efter studentereksamen fulgte i begyndelsen af 1829 romanen Fodreise[26]. Samme forår opførte Det Kongelige Teater skuespillet Kjærlighed paa Nicolai Taarn[27]. Samme efterår offentliggjordes skildringen af en rejse til Odense, Brudstykke af en udflugt[28]. Straks i starten af 1830 udkom samlingen Digte[29].

Oveni blev den travle nyslåede student anmodet om at fremskaffe en til føjelse til Iversens lejebibliotek i Odense. Efter bogtrykkerens død i 1827 havde hans enke, Kirstine Marie Iversen, drevet avis, trykkeri og bibliotek videre med hjælp fra datteren Augusta Søeborg. Som den 19. december 1829 forespurgte “Hr. Candidatus philosophiae Andersen” i København[30]: “Vil De ikke være af den Godhed at kjøbe Moder hos Schubothe en lille Piece, om Verdens nær forestaaende Ende”[31].

En betydende personlighed H.C. Andersen lærte at kende, da han fra Helsingør var flyttet tilbage til København, var den 25 år ældre Signe Læssøe, der tog ham ind i familien som en søn. Fru Læssøe var datter af en fremtrædende frimurer, den da afdøde officer og pædagog Werner Hans Frederik Abrahamson (OPT. 10/2 1770).

Signe Læssøe var “en af de meest flersidig aandeligt udviklede Quinder”, der på den tid virkede “betydeligt ind paa min hele Udvikling, paa mit Liv og min Digtning”, fastslog Andersen i Mit Livs Eventyr. Med sin særlige baggrund havde Signe Læssøe formet sig et syn på kunstens fremtid.

Signe Læssøe (1781-1870) tegnet af J.A. Jerichau i 1837.

“Kunne vi engang tænke os i den ydre Verden alt Materielt i Samklang med vor indre Verden, da havde vi vist Himmelen på Jorden. Vi selv kunne vist bidrage Vort dertil”, tænkte hun om foreningen af det praktiske og åndelige i kunstnerisk skaben, “meget bedre var det, forenede vi os som Frimurerne, der bygge Dydens Tempel til at skaffe denne Samklang tilveje, der vilde rykke hver Tidsel op og tage Stenen fra vor Fod. Dog, det skal nok komme”[32].

Andre af Andersens senere venner og bekendte var frimurere. Som billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (OPT. 15/10 1819)[33], maleren Martinus Rørbye (OPT. 4/1 1832) og billedhuggeren Jens Adolf Jerichau (OPT. 6/12 1855), samt journalisten og rejsefællen Edgar Collin (OPT. 5/2 1862). Selv blev H.C. Andersen ikke frimurer, hvad heller ikke denne artikels forfatter er.

Velynderne

Tid er ikke for frimurerne, med et esoterisk afsæt tilbage på den anden side af de gamle ægyptere, noget uoverstigeligt. Der ville derfor ikke være noget fremmed i, at et tilbud afgivet til én, men afvist, i stedet kunne afvente dennes søn. For H.C. Andersen åbnede der sig under alle omstændigheder en anden livsretning, og han gjorde rent bogstaveligt i Odense og siden i København alt fodarbejdet selv.

Af kredsen i Odense, der tidligt blev opmærksomme på og kom til at støtte den faderløse H.C. Andersen, havde så godt som hver og én det tilfælles, at de var frimurere: Bogtrykker Iversen, borgmester Bendz, oberst Guldberg, prins Christian Frederik, apoteker Andersen og adjunkt Hanck.

Det samme gjaldt i København, hvor Andersens talent var løbet i forvejen gennem breve fra de fynske frimurere. Blandt de i hovedstaden, der – sammen med andre velyndere – bidrog til at styrke talentet, bemærkes kancellipræsident Kaas, professor Rahbek, syngemester Siboni, balletmester Dahlén, komponisten Kuhlau, admiral Krieger, fysikeren Ørsted og Shakespeare-oversætteren Wulff.

Uden disse, og kvinderne bag indbefattet Kirstine Iversen, og hendes døtre Augusta Søeborg og Henriette Hanck, Kamma Rahbek, Sophie Dahlén, Anna Krieger, Engelke og Olivia Colbiørnsen, Laura Tønder-Lund, Birgitte Ørsted, Henriette Wulff, og flere endnu, havde den unge digterspirens vej mod målet været en hel del vanskeligere.

 

Noter

  1. ^ Brevet, dateret den 14. april 1833 fra Augusta Søeborg til H.C. Andersen, er i Rigsarkivet og kan læses på H.C. Andersen Centret brevbase.
  2. ^ Christian Iversen var optaget i den oprindelige odenseanske loge Sankt Knud til den gyldne Lindorm fra 1775. Han var medstifter af logen Maria til de tre Hjerter den 30. maj 1791. Med mindre andet angives, er i afsnittet Odense de efterfølgende optagelser sket i Maria til de tre Hjerter.
  3. ^ Lauritz Martin Bendz blev optaget i den københavnske loge Zorobabel til Nordstjernen. I Odense medstifter af logen Maria til de tre Hjerter. Var øverste i logen, Ordførende Mester, 1814-1824.
  4. ^ De i 1930’ere nedrevne og nedpakkede Eilschous Boliger blev 2005 genopført i Den Gamle By i Århus.
  5. ^ Kierlighed uden Strømper. Et Sørge-Spil i Fem Optog. Af Johan Herman Wessel. Udgivet i Kiøbenhavn 1772.
  6. ^ Medea. Melodrama i 1 Akt. Af F.W. von Gotter, oversat af Frederik Schwarz. Først opført på Det Kongelige Teater 1788.
  7. ^ Ariadne på Naxos. Duo-Drama i 1 Akt. Af J.C. Brandes, oversat af Benjamin Georg Sporon. Først opført på Hof-Teatret 1778. Opført i Odense 1792.
  8. ^ Odense Byfoged. Dokumenter til auktionsprotokol. Auktion afholdt af enken Md. Iversen 27. juni 1836. Auktion afholdt af boet efter Md. Iversen 9. april 1838. Rigsarkivet Odense.
  9. ^ Fortegnelse paa den Bogsamling afdøde Biskop Dr. Plum har skjenket til Fyens Stiftsbibliothek. Odense 1834.
  10. ^ Brevet fra H.C. Andersen i Slagelse, februar 1823, til Christian Iversen i Odense er i H.C. Andersens Hus og kan læses på H.C. Andersens Centret brevbase.
  11. ^ H.C. Andersen boede som voksen jævnligt hos familien Hanck, når han var i Odense. J.H.T. Hanck var 1809-1817 sekretær i logen Maria til de tre Hjerter og 1827-1830 Ordførende Mester.
  12. ^ Odense Byfoged. Registreringsprotokol 1820-26 med vurderinger 30. august 1822 og 5. august 1823. Skifteprotokol 5. september, 16. oktober og 19. november 1823. Rigsarkivet Odense. Dansk Pengehistorie 1700-1914 ved Knud Erik Svendsen. Bd. I, 1968.
  13. ^ Optaget i Christiania, Norge. Om Schall og Kaas i Danske, især kjøbenhavnske, Tilstande og Stemninger ved og efter Overgangen til det nittende Aarhundrede. Efterladte Optegnelser af E.C. Werlauff. Historisk Tidsskrift, 4 Rk., Bd. IV, 1874; Memoirer og Breve III. Fra Hoffet og Byen: Stemninger og Tilstande 1793-1822 i Breve til Johan Bülow til Sanderumgaard, 1906, Genoptryk: August Bangs Forlag, 1966. I København havde frimurere 1745 etableret sig med engelsk konstitutionspatent i logen Zorobabel. I 1778 tilføjedes logen Friedrich zur gekrönten Hoffnung. De to loger lagdes 1855 sammen som Zorobabel til Nordstjernen og Frederik til det kronede Haab. Med mindre andet angives, er i afsnittet København de efterfølgende optagelser sket i Z&F.
  14. ^ Kontrol over København. Studier i den sene enevældes sikkerhedspoliti 1800-48. Af Karl Peder Pedersen. Syddansk Universitetsforlag 2014.
  15. ^ Optaget i London som Joseph Siboni i Loge d’Esperance. Oplyst af Library and Museum of Freemasonry. Siboni var 1806-1809 operasolist ved King’s Theatre.
  16. ^ Prins Christian Frederik, senere Christian VIII, tituleredes ikke kronprins. Om ændringen i øvrigt i arvefølgen til fordel for prinsen i “Den dobbelte utroskab” af Jan Søttrup, Personalhistorisk Tidsskrift 2014.
  17. ^ Skovcapellet. Sørgespil i fem Acter. Af Hans Christian Andersen. Elev ved Det Kongelige Theater. Ved Jørgen Skjerk. København, 2000.
  18. ^ Medlem af direktionen på Det Kongelige Teater, etatsråd og forfatter Gottsche Hans Olsen. Da H.C. Andersen i 1827 fra Latinskolen i Helsingør blev etableret i København og kom på kost med faste ugentlige middagsaftaler, tegnede G.H. Olsen sig for onsdagen. Af de i det følgende omtalte kom Andersen hos Peter Frederik Wulff om mandagen, hos Jonas Collin om tirsdagen og hos H.C. Ørsted om fredagen.
  19. ^ Scene af: Røverne i Vissenberg i Fyen. Et dramatisk Digt. Harpen 9. august 1822. Med navnet H.C. Andersen.
  20. ^ Optaget i St. Croix.
  21. ^ Ungdoms-Forsøg udgivet under pseudonymet Villiam Christian Walter. Trykt på Forfatterens Forlag ved E.M. Cohens Enke. Kiøbenhavn, 1822.
  22. ^ Bastholms Bibliotek omfattede især klassisk litteratur, historie, filosofi og naturvidenskaberne. I 1825 aftaltes med Sorø Akademi en gradvis overtagelse mod en årlig pension. Samlingen bestod ved den endelige overdragelse i 1847 af over 7.000 bind.
  23. ^ Phantasier og Skizzer udkom på Forfatterens Forlag 10. januar 1831. Samlingen sendtes Bastholm frisk fra trykken “i største hast” af forfatteren “Nytaarsaften 1830”. Brev til “Kiære Hr. Pastor” fra “Deres af Hjertet hengivne Andersen” i Sorø Akademis Bibliotek.
  24. ^ Brevet, dateret 7. marts 1823 fra Engelke Margrethe Colbiørnsen til H.C. Andersen, er i Det Kongelige Bibliotek og kan læses på H.C. Andersen Centrets brevbase.
  25. ^ Det døende Barn kom under mærket H – – på forsiden af avisen Kjøbenhavnsposten den 25. september 1827. Ved siden af stod den samme år på tysk publicerede oversættelse ved Ludolph Schley.
  26. ^ Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1829 og 1829 udkom på Forfatterens Forlag 2. januar 1829.
  27. ^ Kiærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret. Heroisk Vaudeville i 1 Act havde premiere på Det Kongelige Teater 25. april 1829. Udkom på C.A. Reitzels Forlag 23. april.
  28. ^ Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829 – Odense og dens Omegn trykt med navnet H.C. Andersen i Kjøbenhavnsposten den 17. september 1829.
  29. ^ Digte udkom på Forfatterens Forlag 2. januar 1830.
  30. ^ Brevet, dateret 19. december 1829 fra Augusta Søeborg til H.C. Andersen, er i faksimile i Det Kongelige Bibliotek og kan læses på H.C. Andersen Centrets brevbase.
  31. ^ Om Verdens nær forhaandenværende Ende, eller philosophisk og litterarisk Afhandling om i Retningen af Ækvator og Jordaxen fremkomne Forandring, om de physiske Aarsager til vor Jordklodes almindelige Omvæltning, eller om de Grunde, af hvilke det lader sig slutte, at en lignende Forvandling truer den. Af Aloys von Orchoski. Oversat efter det tredje Oplag af H.C. Lund, Læge- og Naturkyndig. Forlagt af J.H. Schubote’s Boghandling. Kjøbenhavn 1829.
  32. ^ Signe Læssøe, født Abrahamson. En Livsskildring. Ved Nicolaj Bøgh. København 1877.
  33. ^ Den en årrække i Rom bosatte Bertel Thorvaldsen blev 15. oktober 1819 under et ophold i København optaget som æresmedlem i Friedrich zur gekrönten Hoffnung og fejret i logen den 27. i samme måned. Omstændighederne omkring en eventuel tidligere optagelse i denne eller en udenlandsk loge er ukendte. Efter Thorvaldsens død afholdt Z&F den 7. maj 1844 en fælles sørgeloge. Oplyst af Thorvaldsens Museum.

 

 

Litteratur

  • Andersen, H.C.: Levnedsbog 1805-1831. Ved H. Topsøe-Jensen og Svend Larsen. 3. udgave. Det Schönbergske Forlag, København 1996.
  • Holbeck, H.: Sankt Johannes Logen Maria til de tre Hjærters 150 Aars Jubilæum. Festskrift. Odense 1941.
  • Høeg, Eiler: H.C. Andersen og hans Odense-Venner i Familierne Iversen og Hanck. Anderseniana Vol. VII. København 1939.
  • Larsen, Svend og Topsøe-Jensen, H.: H.C. Andersens eget Eventyr i Billeder. Ved. Berlingske Forlag, København 1952.
  • Jacobsen, Hans Henrik: Hvorfor blev vores egen H.C. Andersen ikke frimurer? Frimurermeddelelser Nr. 119, 1982.
  • Mackey, Albert: The History of Freemasonry. New York 1890. Genudgivelse: Gramercy Books, New Jersey 1996.
  • Ritzau, E.N. og Edgar Collin: Zorobabel og Frederik til det kronede Haab. Historie og medlemsfortegnelse fra de ældste Tider indtil 31. December 1881. Kjøbenhavn 1882.
  • Thomsen, S.: Frimureriet på Fyn. Festskrift i Anledning af St. Joh. Logen “Maria til de tre Hjærter”s 100-Aars Jubilæum 30. Maj 1891. Odense 1891.
  • Topsøe-Jensen, H.: Omkring Levnedsbogen. Gyldendalske Boghandel, København 1943.

 

©