Under den sidste krigs tørvegravning blev der 1942 i Nonnebo mose ved Marslev på en lod under matrikelnummer 52 b af Birkinge i tre, fire meters dybde optaget en stor genstand, tilvirket af ét stykke træ, et hjul. Heldigvis sørgede finderne for, at fundet efter optagelsen holdtes i vand. Ved denne forstandige forholdsregel blev den katastrofale udtørring, som har tilintetgjort så mange mosefundne træsager, lykkeligt undgået. Efter indbringningen til Fyns Stiftsmuseum blev hjulet herfra så hurtigt som muligt sendt til Nationalmuseets konserveringsanstalt. Her underkastedes det en kogning i alun og glycerin. Behandlingen tilsigtede at udfylde de tomrum, der i alt mosefundet træ gennem tiden opstår som følge af en kemisk omdannelse i veddet, så at kun cellevæggene bevares. Når alunvædsken har gennemtrængt træet og herefter ved afkøling krystalliserer, udfyldes cellerummene, og det pågældende vedstykke vil som regel fremover kunne holde formen konstant.

Afbildningen fig. 1 viser hjulet fra siden, fig. 2 set ovenfra. Det største tværmål er nu 80 cm, men man må tro, at materialet er skrumpet nogle centimeter efter optagelsen og under konserveringen. I hvert fald fremgår af det første billede, at en vis sammentrækning har fundet sted på tværs af fiberstrukturen, men, naturligt nok, i noget mindre grad i fibrenes længderetning. Hjulet blev ved optagelsen af mosen en del beskadiget. I den højre kant findes et større hak, og på fig. 1 ses tydeligt, at ved opstillingen har godt og vel en manglende trediedel forneden måttet erstattes med et nyt stykke tømmer. Hjulbladet er ved midten 8 cm tykt, men i navets længderetning 27 cm.

En mere primitiv hjultype end den foreliggende kan man næppe tænke sig: et hjul skåret i ét, formet af en på langs udspaltet stammeplanke af elm. Ud af den er hjulbladet formet rundt og hugget tyndere, mens navet er blevet stående i plankens oprindelige tykkelse. Den ujævne sprække, der ses på langs i den øvre del, er kun en skrumpning og angiver altså ikke en sammenføjning af to planker.

Fig. 1. Hjulet fra Nonnebo.

Med hvilket værktøj er nu denne besværlige og tidkrævende tømrer- og snedkerproces blevet udført? Spørgsmålet fører direkte til et nyt: Hvor gammelt er hjulet fra Nonnebo mose? Når dette spørgsmål nu stilles, og det i Stiftsmuseets samlinger snart gamle fund i det hele taget her drages frem i dagens lys, er årsagen den, at dr. J.D. van der Waals ved universitetet i Groningen har sat en større undersøgelse af Nordeuropas forhistoriske hjul i gang. Ved studiet i Stiftsmuseet af hjulet fra Nonnebo udbad dr. Waals sig tilladelse til, at en aldersbestemmelse af det kunde gennemføres efter C 14 metoden. I denne anledning blev hjulet sendt til Kulstof 14 laboratoriet på Nationalmuseet i København, og ved samme lejlighed blev det i øvrigt påny restaureret, denne gang ved præparering med stoffet glykol, den samme metode som anvendes ved konserveringen af vikingeskibene fra Roskilde fjord.

Grundlaget for dateringen af arkæologisk materiale ved hjælp af radioaktivt kulstof, C 14, er så kendt, at der til erindring kun skal anføres følgende. Det radioaktive C 14 optages fra atmosfæren i alt levende stof og forbliver konstant, så længe organismen lever. Ved dens død nedbrydes gradvis det C 14 kulstof, som er til stede i den, og fornyelse ophører. I løbet af 5600 år nedbrydes halvdelen af det, i løbet af den følgende periode af samme varighed atter halvdelen og så fremdeles. Træ er særlig egnet for målinger af denne art. Ganske vist blev vort hjul, som foran omtalt, imprægneret med alun, men alun er let opløseligt og lader sig udskylle. Der blev derefter udtaget en træprøve fra hjulets øvre rand, nær ved træets ydre og derfor yngste årringe. Tog man nemlig prøven fra træets midte nær navet, var måske denne del af stammen 200 år ældre end dens yngste lag og dermed tilsvarende ældre end hjulets tildannelsestid.

Fig. 2. Hjulet fra Nonnebo, set ovenfra.
Fig. 3. Hjul fra Tindbæk mose, Viborg amt.

Efter forkulning af træprøven blev under forgasning af materialet de radioaktive impulser optalt med geigertæller. Optællingen viste, at prøven er 3350 år gammel, og det fører til: 3350 minus år 1950 = 1400 før Kristus. Med en margin til begge sider på 120 år, hvormed angives den fejlgrænse, som kan ligge i forskellige fejlkilder ved materialeprøven, kan det herefter antages, at hjulet er udført o. 1400 f. Kr. På grundlag heraf opgiver Kulstof 14 laboratoriet dets arkæologiske datering til sen yngre stenalder. Rigtigere vilde det nok være at betegne tidspunktet som overgangen mellem sten- og bronzealder, idet skellet mellem de to store perioder ligger ved 1400, eller måske tidligere, ved 1500. I sidste fald ville hjulet være fremstillet tidligt i bronzealderen. Da imidlertid det nævnte skel mellem de to perioder ikke kan fastlægges med nøjagtigt årstal, er det nok rigtigst at angive det arkæologiske tidspunkt, da hjulet blev til, netop til overgangsperioden. Kulturhistorisk er det næppe heller af større betydning, om man vælger stenalder eller bronzealder, da udviklingen efter fundenes vidnesbyrd er jævn ved overgangen mellem de to store perioder. Ændringen, der sker, er blot den, at kobber og bronze i mængde nu importeres til Norden og sætter sit hovedpræg på håndværkets frembringelser. I overensstemmelse med den vundne datering er hjulet nu i Stiftsmuseet flyttet fra jernaldersalen til stenaldersamlingen.

Om hjulet dengang er tilvirket med flinteredskaber eller med bronzeskær, kan man da, efter den opgivne datering, selv vælge. På grund af det tretusindårige ophold i mosen og som følge af konserveringsprocesserne i nutiden kan snit- og huggemærkerne ikke mere ses i træet.

I Bræen har Johannes V. Jensen givet en morsom skildring af den første vogns tilblivelse. Med stenøksen tilhugger Hvidbjørn under uendelig møje sine to første vognhjul, i Nonnebo-hjulets nøjagtige lignelse. Kærren rumler over sletten, hjulene går træ mod træ på akslerne; røgen stråler ud fra begge nav, gløderne sprøjter, og pludselig bryder hjulene i flamme! Altid et resultat, for nu fik Hvidbjørn ilden som en uventet gave! Den næste vogn smører han med fedt og tælle. Siden gjorde han hjul af to stærke stykker træ lagt i kors. Det var de første eger, som vi kender dem for eksempel fra bronzealderens solvogn. Da de gamle skivehjul var for svære og tunge, skar man buede huller ud ved navet som på fig. 3, vel en forløber for de senere egehjul. Hjulet på fig. 3, fra Tindbæk mose i Viborg amt, har man dateret til stenalder ved sammenligning med et hjul fra Norditalien. Om denne datering er rigtig, vil vise sig ved fremkomsten af dr. van der Waals’ afhandling, som man tør afvente med spænding.

©