Etatsråd Lotze og kunstsamlingen

Søndag den 19. april 1885 har utvivlsomt været en mærkedag i den driftige apoteker og etatsråd Gustav Lotzes livshistorie. Dagen blev også en mærkedag i Odenses museumshistorie. 25 år efter grundlæggelsen af det første museum i Odense, „Nordisk Museum“ med lånte lokaler på Odense Slot, kunne dette rykke ind i egen bygning. Samtidig hermed undergik museet en sådan metamorfose, at en odenseaner, som efter 19. april 1885 ville gentage et besøg i sin bys museum, næppe ville kunne genkende dette. Hvad der hidtil havde været alene et museum for oldsager og „andre mærkelige Levninger fra Fortiden“, præsenteredes nu som et museum med hele tre samlinger: en historisk-antikvarisk samling (incl. en mønt- og medaillesamling), en kunstsamling og en naturhistorisk samling, „hvoraf begge de sidste ikke tidligere have været repræsenterede i det ældre Museums Samlinger“, som Lotze selv skriver det i forordet til det nye museums vejleder[1].

Blot ved at betragte museumsvejlederens omslag (fig. 1) ville den besøgende få en tydelig fornemmelse af, hvad „Museet i Odense“ nu kunne byde på. Et prospekt af den storartede nye museumsbygning er her omgivet af „smagsprøver“ på de samlinger, denne var bestemt til at huse. Foroven har vi den naturhistoriske samling og medaillesamlingen repræsenteret, forneden optages pladsen til venstre af oldsager og andre genstande fra den historisk-antikvariske samling, mens højre side er forbeholdt den nye kunstsamling, hér repræsenteret ved „Den døende Galler“, J.A. Jerichaus „Pantherjægeren“ og – i baggrunden – et mærkeligt udformet maleri, som ved nærmere studium viser sig at være Frans Schwartz’ „Frederik III og de fire Stænder“. De to hjørnefelter er adskilt ved Jerichaus buste af Chr. Jürgensen Thomsen, altså et kunstværk forestillende den mand, som fremfor nogen kan kaldes dansk museumsvæsens fader.

Lotzes indsats for at skaffe Odense-museet sin egen bygning er allerede beskrevet, hvorfor emnet kun skal tangeres i denne sammenhæng. At den kraftige udvidelse, museet undergik i tiden forud for 1885, også er et resultat af Lotzes indsats, er ligeledes allerede konstateret, men skal her uddybes for en enkelt samlings vedkommende. Etatsrådens interesse for og arbejde med etablering af en kunstsamling skal være emnet for denne artikel.

Som alt berørt var det første museum i Odense et rent historisk-antikvarisk museum, ligesom det var tilfældet med de museer, der i årene omkring 1860 opstod i alle de gamle stiftsbyer (Ribe 1855, Aarhus 1860, Viborg 1861, Aalborg 1863). Nægtes kan det dog ikke, at der også i Nordisk Museums samlinger fra tid til anden indgik genstande, som efter den i 1860 opstillede målsætning burde have været afvist. Såvel mønter og medailler som etnografica sneg sig ind i det ældre museums samlinger, men om nogen systematisk indsamling blev der foreløbig ikke tale, og for malerkunst og billedhuggerkunst var døren lukket. En lille brændtlersstatuette af Th. Stein, forestillende Chr. Jürgensen Thomsen, som blev købt i 1881, erhvervedes nok først og fremmest som portræt af den ansete oldforsker og museumsmand – og ikke som et kunstværk[2]. Allerede på et tidligt tidspunkt under projekteringen af det nye museum – og under indsamlingen af de til bygningens opførelse nødvendige midler – stod det imidlertid Lotze klart, at i det nye museum måtte malerkunst og billedhuggerkunst ikke savnes.

Det lader sig næppe klarlægge, på hvilket tidspunkt og på hvilken måde ideen om denne udvidelse af museets indsamlings- og arbejdsområde blev undfanget. Selv har Lotze ikke udtalt sig herom, ligeså lidt som andre har gjort det. Inspirerende – og animerende – har det utvivlsomt været for ham, at Aarhus og Aalborg i de samme år byggede nye museer med kunstsamlinger. 1877 åbnedes en ny museumsbygning i Aarhus, 1879 en tilsvarende i Aalborg, og begge steder var kunstsamlingerne dominerende inden for museumshelheden[3]. I museets arkiv er der da også vidnesbyrd om Odense-museets kontakter med de to andre provinsmuseer.

Fig. 1. „Samlingerne i Museet i Odense ved Indvielsen den 19de April 1885“. Vejlederens omslag.

Allerede i marts 1882, hvor Lotze for alvor henstiller til byrådet at gøre en indsats for at få løst museets pladsproblemer, har han foruden de eksisterende samlinger også en kunstsamling i tankerne. „Det turde derfor af mange Grunde være paa Tide, at Odense ligesom Aarhus og Aalborg fik sin egen Museumsbygning, men, da en saadan foruden Oldsagerne, Mønterne og Medaillerne tillige maatte omfatte en Maleri- og Sculptur Samling, maa Bygningen her, navnlig paa Grund af de allerede existerende Samlingers Omfang, være betydeligt større end de nævnte Byers…", hedder det i hans indstilling til byrådet[4]. Oldsager, mønter og medailler har man, mens malerier og skulpturer vil være at anskaffe.

Mens kunstsamlingerne i Aarhus og Aalborg må siges at være kommet i stand i forlængelse af en kunstforenings virksomhed, kombineret med energisk indsats af enkeltpersoner, synes den odenseanske kunstsamling udelukkende at være resultat af enkeltmands indsats, etatsråd Lotzes.

I 1880’ernes begyndelse eksisterede der ikke nogen kunstforening i Odense, men der havde været to sådanne, og Lotze havde haft med den yngste af disse at skaffe. Så tidligt som i 1844 udgik indbydelse til dannelse af en kunstforening i Odense, der skulle foranstalte udstillinger og bortlodninger af kunstgenstande, ligesom det var et formål for kunstforeningen, „ … naar vort Samfunds Kræfter maatte tillade det, at søge at samle flere Kunstgjenstande i et Museum“. Denne kunstforening, som næst Kunstforeningen i København er den ældste i Danmark, påbegyndte sin virksomhed et par år tidligere end en tilsvarende forening i Aarhus, men modsat denne fik Odense-kunstforeningen ikke nogen lang levetid, og et kunstmuseum blev ikke frugten af dens virke. Endnu i 1851 var der så meget liv i foreningen, at den kunne foranstalte en større kunstudstilling, men denne var formentlig også foreningens sidste manifestation. Nogle år senere, i 1865, tog byens borgmester, justitsråd L. Mourier, et nyt initiativ til dannelsen af en kunstforening, og denne eksisterede i det mindste helt til 1871[5]. Heller ikke i denne omgang skabtes et odenseansk kunstmuseum.

Det skal i denne sammenhæng nævnes, at apoteker Lotze sad i kunstforeningens bestyrelse og således har været med til at foranstalte kunstudstillinger – som fandt sted på rådhuset – og foretage kunstindkøb. Hans indsats i kunstforeningens bestyrelse kan således godt betragtes som en forløber for hans senere virke ved og for Odense-museets kunstsamling, men det ser ikke ud til, at han i 1880’erne har været udsat for påvirkning fra de Odense-borgere, som 10 år tidligere var hans bestyrelseskolleger i kunstforeningen. Det indtryk af enkeltmandsværk, som præger andre sider og resultater af Lotzes virke, spores også ved kunstmuseets start.

Det stod på et tidligt tidspunkt Lotze klart, at den nye museumsbygning, der skulle huse samlinger til „videnskabelig Belæring og kunstnerisk Nydelse“, måtte have en kunstnerisk udformning. Han lod ikke udskrive en arkitektkonkurrence om museumsbyggeriet, men allierede sig med lokale folk. Om det museumsprojekt, der i maj 1883 fremsendtes til byrådet, hedder det i Lotzes indstilling, at det er „Resultatet af en praktisk Murmesters Hr. A.F. Andersens rige Erfaring og hans Søns, en ung Arkitekts kunstneriske Opfattelse“, og som det fremgår af samme indstilling, er det Lotze meget magtpåliggende, at bygningens kunstneriske udsmykning ikke forsømmes.

Under den påfølgende debat i byrådet – hvoraf Lotze også var medlem – havde han ikke meget at føje til det, han allerede havde givet udtryk for i indstillingen, men bemærkede dog, at „Bygningen … vil komme til at ligne det saakaldte „Erichsenske Palais“ paa Kongens Nytorv i Kjøbenhavn og vil saaledes faae et smukt monumentalt Udseende; den bliver større end Musæet i Aarhuus, og kan ved en Galleriforbindelse blive endnu større“[6].

Museumsbygningens lødighed – specielt sammenlignet med den bygning, som ifølge Lotze har været dens forbillede, Harsdorffs mesterværk fra 1790’erne – kan diskuteres, men nægtes kan det ikke, at Lotze og hans hjælpere fik skabt en bygning, som med sin monumentalitet – hvad samtiden ønskede og nutiden forkaster – har dannet en passende ramme omkring de samlinger, den gennem tiderne har skullet rumme. I arkitektonisk henseende hævder den sig smukt over for de lidt ældre museumsbygninger i Aarhus og Aalborg, selv om det må erkendes, at noget arkitektonisk mesterværk er intet af de tre museer[7].

Foruden et monumentalt ydre – hvad ikke mindst det fremskudte midterparti med de korinthiske søjler giver bygningen – var Lotze fra første færd betænkt på at give museet en skulpturel udsmykning. En Athenestatue, modelleret af den i Odense fødte billedhugger Aksel Hansen, kom til at krone museets fremskudte midterparti, og under andensalens vinduer placeredes en scrafittofrise, tegnet af billedhuggeren Carl Peters og udført af den odenseanske maler Aug. Behrends. Frisen skulle anskueliggøre „Oldtidens Liv og Kampe lige til Kristendommens Indførelse“ og bidrog derved til at fremhæve museet som et historisk-antikvarisk museum, hvad det efter 1885 ikke længere udelukkende var. Fire figurer ved midterpartiets fod, flankerende indgangen, kunne i højere grad siges at „tegne“ det nye og udvidede museum. „De have Hentydning til de i Bygningen repræsenterede videnskabelige Samlinger“, skriver Lotze om disse figurer[8], som i lighed med Athene-statuen var modelleret af Aksel Hansen, forestillende henholdsvis zoologi, billedhuggerkunst, malerkunst og arkæologi.

Ved indgangen var den nye kunstsamling altså repræsenteret, og man kan heller ikke sige, at samlingen blev stedmoderligt behandlet ved fordelingen af pladsen i den store museumsbygning. Oprindelig havde det været meningen, at stueetagen skulle anvendes til oldsagssamlingen, førstesalen til mønt- og medaillesamlingen og andensalen til kunstsamlingen. Den naturhistoriske samling, som først kom til, mens den nye museumsbygning var ved at tage form, bragte imidlertid kludder i planerne, og resultatet blev for kunstsamlingens vedkommende dette, at den fik overladt hele førstesalen plus bygningens vestibuler, som man skønnede velegnede til opstilling af større skulpturer. Mønt- og medaillesamlingen samt den naturhistoriske samling måtte så deles om den andensal, der oprindelig var bestemt til kunstsamlingen.

Hvor mange og hvilke kunstværker havde man så at udstille i de nye rummelige lokaler? Hvilken var den samling, man efter 1885 kunne tilbyde fynboerne „til videnskabelig Belæring og kunstnerisk Nydelse“?

Som før nævnt rummede det ældre museum end ikke et tilløb til en kunstsamling, og i modsætning til mønt- og medaillesamlingen og tildels også den naturhistoriske samling blev der ikke for kunstsamlingens vedkommende tale om en bloc-erhvervelser af allerede eksisterende samlinger. Kunstsamlingen blev opbygget fra grunden af.

En artikel i „Illustreret Tidende“ sommeren 1884 gav offentligheden den første underretning om, hvad kunstsamlingen ville komme til at indeholde. Det hedder heri om denne del af Odense Museum: „Kunstafdelingen er i sin allerførste Vorden. De originale Arbejder indskrænke sig til et Par Malerier. Derimod haves der en Del Gibsafstøbninger af danske Kunstneres Arbejder, ligesom man har faaet Tilsagn om en Række Gibsafstøbninger af Antiker i Britisk Museum“[9]. Sammenholder man denne forhåndsudtalelse med museets vejleder, der blev udgivet ved åbningen i april 1885, viser det sig, at 1884-udtalelsen fortsat har gyldighed. Kunstsamlingen falder i to dele, en afdeling for antik kunst (udelukkende afstøbninger af antikke skulpturer) og en afdeling for dansk kunst. Også for den sidstnævnte afdelings vedkommende var billedhuggerkunsten dominerende, al den stund malerkunsten ved museets åbning var repræsenteret ved ét eneste maleri, det maleri af Frans Schwartz, som vi allerede har set gengivet på museumsvejlederens omslag (fig. 2).

Fig. 2. Frans Schwartz: Frederik III og de fire Stænder. Skitse til loftsmaleri på Frederiksborg slot, erhvervet 1884 som kunstsamlingens første maleri. Rammen tegnet af Th. Bindesbøll.
Fig. 3. J.A. Jerichau: Chr. Jürgensen Thomsen. (1852). Marmor.

Samlingen af antikke skulpturer kræver en særlig forklaring. En sådan samling var næppe forudset af Lotze, og forsåvidt skyldes dens eksistens i Odense-museet en tilfældighed, affødt af Lotzes indsamling af midler til museumsbygningens rejsning. Via den i Odense fødte konsul V. Faber i Newcastle formidledes en kontakt mellem Lotze og brødrene Adolf og Fr. Delcomyn i London. Også de var af odenseansk herkomst, og ligesom Faber var de villige til at yde et bidrag til byggesagens løsning. Herudover tilsagde de Lotze deres støtte i form af lejlighedsvise gaver af gibsafstøbninger fra British Museum. Dette tilsagn blev til en gave på ialt 22 antikke buster og 6 relieffer fra Parthenon, altsammen i afstøbninger efter originalerne i British Museum, og i tilgift skænkede de afstøbninger af „Den døende Galler“ i Vatikanet og „Den medicæiske Venus“ fra Firenze. Ikke underligt, at antiksamlingen var i stand til at fylde kunstsamlingens største sal, den sydøstre sal. Det må have glædet de ædle givere, som på et tidligt tidspunkt havde påtalt, at Lotze efter deres mening havde behandlet billedhuggerkunsten stedmoderligt ved projekteringen af det museum, det var blevet anmodet om bidrag til, og havde bedt ham overveje, „om ikke et specielt Værelse kunde sættes af for denne Kunstgreen“[10]. At dømme efter en lignende gave fra brødrene Delcomyn til Aarhus Museum må det have været dem en hjertesag at udbrede kendskabet til antikkens billedhuggerkunst i deres hjemland.

Fig. 4. H.W. Bissen: Frederik VI. 1856. Originalmodel til statue i Frederiksberg Flave. Bet. på fodstykket: 1. Juni 1856.

Når kunstsamlingens danske afdeling har den samme slagside til fordel for billedhuggerkunsten, har det også sin forklaring. Om disse skulpturer hedder det i vejlederen, at de „ere for en Del købte, for en Del skænkede af det kgl. Billedgalleri, andre af Billedhugger Vilh. Bissen og Brygger Jacobsen jun., men i det væsentlige fremskaffede af Billedhugger Malthe, der med varm Interesse har omfattet denne Branche af Museets Samlinger“[11].

Med billedhugger R. Secher Malthe er vi nået frem til den person, som – næst Lotze selv – fik afgørende indflydelse på sammensætningen af den nye kunstsamling. Nogle år tidligere havde han øvet en lignende indflydelse i Aalborg-museet[2], og nu så det ud til, at historien skulle gentage sig i Odense.

I kunstsamlingens danske afdeling fandtes ved åbningen ialt 31 værker, deraf et enkelt arbejde i marmor, J.A. Jerichaus førnævnte buste af Chr. Jürgensen Thomsen (fig. 3). Ca. en snes arbejder var originalmodeller, resten afstøbninger. Blandt afstøbningerne kan iøvrigt fremhæves en afstøbning af Jerichaus „Pantherjægeren“, som Malthe selv var leverandør af. Denne afstøbning blev sidenhen medvirkende årsag til et voldsomt brud, Lotze og Malthe imellem. Indtil bruddet var Malthe imidlertid museets kunstneriske konsulent, og som sådan optrådte han f. eks. på auktionen over J.A. Jerichaus efterladte arbejder, og ved forhandlinger med Vilh. Bissen erhvervede han bl.a. H.W. Bissens originalmodel til statuen af Frederik VI i Frederiksberg have (fig. 4), et kunstværk som lige siden museets start har indtaget en fremtrædende plads i kunstsamlingen.

Skal man gøre accessionen af billedhuggerarbejder op, fordeler de 31 værker sig med 16 på J.A. Jerichau, mens H.W. Bissen og sønnen Vilhelm Bissen tilsammen tegner sig for 6 værker. De resterende 9 værker er udført af H.E. Freund og nevøen Chr. Freund, af F.E. Ring og Th. Stein, og endelig er Thorvaldsen repræsenteret med en enkelt afstøbning.

I helheden er J.A. Jerichau så absolut den dominerende. Dette skyldes vel både den nylig afdøde kunstners position som en også udenlands højt anerkendt kunstner, men også den rent praktiske omstændighed, at hans dødsboauktion fandt sted på et for det vordende kunstmuseum meget belejligt tidspunkt. Her var tale om et virkelig stort udbud – formentlig til rimelige priser – og museet benyttede sig af chancen og lod R. Secher Malthe varetage dets interesser på auktionen. I kampens hede erhvervede museet nogle arbejder, som vitterlig var for store, selv for det nye museum. Hvad mener man om originalmodellen til Jerichaus statue af kong David foran Frue Kirke i København eller sammes figurer fra Ørsted-monumentet? For slet ikke at tale om originalmodellerne til F.E. Rings monumenter for Niels Ebbesen og Iver Hvidtfeldt i henh. Randers og København. I første omgang, da kunstsamlingen var såre overskuelig i omfang, fyldte sådanne kolossal-arbejder godt op, men med tiden blev de en belastning for museet.

Ifølge Lotze manuskript til hans tale ved museets indvielse 19. april 1885 har billedhugger Malthe ved den lejlighed fået en særdeles varmtfølt tak, dels for sin medvirken ved samlingens tilvejebringelse, dels for bistand ved arrangementet af museets første maleriudstilling. Det fremgår af samme manuskript, at Lotze i sin omtale af malerisamlingen har tre stikord: „Mit Maleri“, „90 udstillede Malerier af fremragende danske Kunstnere“ og „Kjøbe“. Hvad det sidste angår, købet af malerier, har Lotze formentlig nævnt, at museet fra og med året 1884 kunne glæde sig over et statstilskud på 2.000 kr. til kunstindkøb, et tilskud som nu blev givet museet i Odense, ligesom det tidligere var tildelt museerne i Aarhus og Aalborg. Og „Mit Maleri“ er identisk med det førnævnte maleri af Frans Schwarz, samlingens første maleri og i april 1885 dens eneste (fig. 2).

Med de „90 udstillede Malerier af fremragende danske Kunstnere“ hentyder Lotze til museets første midlertidige udstilling, som varede fra åbningsdagen og til 15. juni[12]. Siden fulgte en sommerudstilling og en juleudstilling, begge i samme år, og hermed optog museet den udstillingsvirksomhed, som tidligere var blevet praktiseret af de nu ophævede kunstforeninger, og som siden skulle blive en vigtig gren af museets hele virke. I museets første år, hvor maleribestanden var så overmåde beskeden, var udstillingsvirksomheden simpelthen en nødvendighed. De rum, som var afsat til kunstsamlingen, havde mange bare vægge. Og på udstillingerne fik man lejlighed til at udsøge sig passende nyerhvervelser til samlingen.

Efter afslutningen af den primære indsamling til kunstsamlingen – i alt væsentligt afsluttet i løbet af 1884 – kunne Lotze og den øvrige „direktion“ for Odense-museet (borgmester G. Koch, Odense, og direktøren for det kgl. billedgalleri baron Rosenørn-Lehn, København) gå i gang med at udbygge kunstsamlingen. Endnu i 9 år, til døden i 1893, blev det Lotze beskåret at lede sit elskede museum og forestå indsamlingen til dette.

Til kunstsamlingens afdeling for antikke skulpturer blev der ikke i årene 1885-93 foretaget nogen erhvervelser, hvilket bestyrker én i den antagelse, at den Delcomyn’ske gave ikke var helt så ønsket, som Lotze officielt var nødsaget til at give udtryk for. Afdelingen for dansk kunst fik derimod en kraftig tilvækst. Henved 70 danske kunstværker fik i løbet af disse 9 år deres plads på museet i Odense, og selvom billedhuggerkunsten ikke længere havde den knusende overvægt som under den primære indsamling, så var dog ca. ⅔ af de i Lotzes sidste år erhvervede kunstværker billedhuggerarbejder. Man fortsatte med at erhverve værker af afdøde kunstnere som Jerichau og Freund og fik endda samlingens første — og hidtil eneste — originale Thorvaldsen-arbejde, men herover glemte man ikke samtidens billedhuggere. Aksel Hansen, som kunne takke Lotze for bestillingen på museumsbygningens skulpturelle udsmykning, blev således repræsenteret med talrige arbejder i sin fødebys museum.

Hverken kvantitativt eller kvalitativt formår malerierne at hævde sig mod skulpturerne. Bortset fra Janus la Cours „Uroligt Vejr“, som erhvervedes i 1888, hører malerierne fra denne periode til de kunstværker, som i vore dage kun sjældent er fremme i udstillingssalene. Et påfaldende stort antal maleri-erhvervelser er nærmest af „national-historisk“ art. Det gælder f. eks. Odense-maleren Aug. Behrends’ „Svenskerne på Albani Torv 1848“, og det gælder nogle portrætter af kongerne Christian VIII og Frederik VII. Har Lotze mon haft speciel interesse for historiemaleriet? Man fristes til at antage det, når man sammenholder hans erhvervelser til museet med de erhvervelser, han foretog til sin private samling på Løveapoteket og som efter hans enkes død i 1908 for en dels vedkommende skænkedes til museet.

I denne posthume kunstgave, omfattende ialt 25 arbejder, indgik sådanne malerier som C. Neumanns „Slaget paa Rheden 1801“ og Otto Baches „Tordenskjold i Marstrand“, iøvrigt begge indkøbt på museets maleriudstilling i foråret 1885, og hele fire arbejder af historiemaleren Frans Schwartz vidner om, at museets allerførste malerierhvervelse i ikke ringe grad var betinget af, at Gustav Lotze var den der tog beslutningen.

Fig. 5. Otto Bache: Tordenskjold i Marstrand. 1875. Bet.: Otto Bache 1875. – Udført på bestilling af apoteker G. Lotze. Udstillet Charlottenborg 1876, Odense Museum 1885. Testamenteret museet i 1908 af etatsrådinde Lotze.

Den testamentariske gave fra 1908 omfattede også to portrætbuster af etatsråd Lotze og etatsrådinden, modelleret af Aksel Hansen og udført i marmor (fig. 6). Også disse skulpturarbejder har altid haft en fremtrædende placering i museet, hvilket ikke kræver nogen nærmere motivering, busternes kunstneriske værd ganske ufortalt. I øvrigt har Lotzes buste den historie, at den blev til på kunstnerens foranledning. Som udtryk for sin taknemlighed mod Lotze, der gennem årene formidlede så mange bestillinger til ham fra Odense, ville Aksel Hansen gerne have lov til at modellere sin velgørers buste. Dette skete i 1884, og busten – udført i gips – forærede kunstneren til Lotze. Om denne derefter har bestilt busten hugget i marmor og suppleret med en tilsvarende buste af hustruen, får stå hen, men efter Lotzes død i 1893 fik gipsbusten sin plads i hans museum, mens marmoreksemplaret forblev på Løveapoteket. 15 år senere – efter enkens død – blev der byttet om på de to buster, og fru Lotzes portrætbuste fulgte med til museet.

Fig. 6. Aksel Hansen: Gustav Lotze. 1885. Marmor. Bet. bagpå: Aksel Hansen Kiøbh. 1885. – Testamentarisk gave fra etatsrådinde Lotze 1908.

Den posthume gave i 1908 blev Lotzes sidste store gestus over for det museum, han havde været med til at stifte i 1860, næsten et halvt århundrede tidligere. På afgørende måde kom denne mand til at sætte sit præg på Odense-museet. Omend museets kunstsamling – i dag et selvstændigt museum, Fyns Stifts Kunstmuseum, under Odense Bys Museer – nu har fjernet sig temmelig langt fra den bane, som Lotze stak ud, så fortjener hans indsats at blive erindret af en eftertid, som stadig bruger hans museumsbygning og som i allerhøjeste grad er betænkt på at videreudvikle den kunstsamling, han lagde grunden til.

Noter og Henvisninger

Fotografierne til denne artikels illustrationer er alle taget af fotograf Wermund Bendtsen, Odense. – Det engelske resumé er oversat af fru Mabel Dyrup, Odense.

  1. ^ Svend Larsen: Et Provinsmuseums Historie, Odense 1935. – Vedr. museumsbygningens opførelse, spec. s. 36 ff. Samlingerne i Museet i Odense (vejleder), Odense 1885, s. 6.
  2. ^ Fyens Stiftstidende 2/3 1882, museets tilvækst i 1881.
  3. ^ Dorrit Lundbæk: Et stykke af Aarhus Kunstmuseums historie (i „Aarhus kunst museum“ 1967). – „Ude og Hjemme“ 27/7 1879.
  4. ^ Lotzes indstilling til Odense byråd 3/3 1882 (koncept), i Odense Bys Museers arkiv. – Hvor ikke andet meddeles, befinder samtlige de i nærværende artikel citerede breve og aktstykker sig i museernes brevarkiv.
  5. ^ Div. små arkiver (kulturelle og selskabelige foreninger), Kunstforeningen i Odense, 1844-71. Landsarkivet, Odense. – Jeg skylder lektor Gert Bolwig, Odense Katedralskole, tak for henvisning til denne lille kildegruppe.
  6. ^ Lotzes indstilling til Odense byråd og den deraf affødte debat er refereret i Fyens Stiftstidende 25/5 1883.
  7. ^ V. Thorlacius-Ussing: Danske Kunstmuseer i Provinsen, Kbh. 1962, s. 8.
  8. ^ Anf. vejleder 1885 s. 6.
  9. ^ „Illustreret Tidende“ 20/7 1884.
  10. ^ Brødrene Delcomyns udtalelse refereret i brev fra V. Faber til Lotze, dat. London 5/4 1883.
  11. ^ Anf. vejleder 1885 s. 7.
  12. ^ Fortegnelse over den midlertidige Maleriudstilling i Museet i Odense (katalog).

©