Forfattere

Eventyr og myte

I festskriftet til Erik Dal „Hvad Fatter gjør… Boghistoriske, litterære og musikalske essays“ (1982) har Sven H. Rossel skrevet en afhandling „Andersen og Jensen – Eventyret og Myten“ (p. 392 ff). Han kritiserer forskellige punkter i min afhandling „Johannes V. Jensen og H.C. Andersen“ (i „Anderseniana“. Anden række (IV). 1961 p. 266 ff.).[1] Da Sven H. Rossel efter min opfattelse totalt har underkendt en række slående ligheder mellem nogle af Johannes V. Jensens myter og H.C. Andersens eventyr nødes jeg til en imødegåelse. Sven H. Rossel har slet ikke taget hensyn til det rent solistiske – der er af central betydning.

Sven H. Rossel skriver at jeg ser definitive påvirkninger i myterne „De unge Storke“ (Myter, 1901, „Rødspætten“ (Myter, 1912) og „Vandreduen“ (Myter, III, 1924) blot fordi Jensen her enten nævner Andersen eller som denne tillægger dyrene menneskelige egenskaber. En sådan fremgangsmåde må mane til forsigtighed. Når Harry Andersen således mener, at Andersen har stået fadder til „Edderkoppen“ (Myter og Jagter, 1907), en myte der slutter, da frue Edderkop på bryllupsdagen fortærer sin gemal og henviser til en lignende episode i „Peiter, Peter og Peer“ overser han, at begge digtere her simpelthen udnytter zoologisk almenviden; en postuleret lighed i stil og diktion findes derimod ikke. Og at de unge storke i ovennævnte naturmyter dukker op i titlen på Andersens eventyr „Storkene“ og samme fugl ligeledes optræder i „Dyndkongens Datter“ beviser vel ingenting; allusionsmetoden bliver ligefrem parodisk, når myten „Juletræet“ (Aarbog 1916) betegnes som et sidestykke til „Nissen hos Spekhøkeren“ og „Den største Sorg“ (Kornmarken, 1932) til eventyret „Hjertesorg“ (p. 397 f.).

Om „Edderkoppen“ (1906) skriver jeg, at det er det mest H.C. Andersenske som Johannes V. Jensen har skrevet (p. 282). Jeg anfører mange slående eksempler fra „Peiter, Peter og Peer“ (p. 282 ff). Et enkelt slående eksempel. Johannes V. Jensen skriver: „Han var saa ikke ene med Solen! Det var fattigt“.[2] Fra „Springfyrene“ citerer jeg: „Ja, jeg giver min Datter til den, som springer højest, sagde Kongen, for det er saa fattigt, at de Personer skulle springe om ingenting!“ (p. 283).

Sven H. Rossel henviser ikke til Leif Nedergaards udmærkede „Til belysning af myteformen“ i „Myter og Digte i Udvalg“. Udgivet af Dansklærerforeningen (1969) p. 58 ff. Leif Nedergaard skriver her: „I Edderkoppen (1906) har han dog forstået at eftergøre H.C. Andersens fortællemåde“ (p. 166).[3] Jeg skulle tro at Johannes V. Jensen har efterlignet H.C. Andersen med fuldt overlæg. Han har selv været klar over lighederne. Jeg kan altså ikke slutte mig til Sven H. Rossels kritik af mig på dette punkt. Det er jo netop i stil og diktion vi ser de fremtrædende ligheder.

I min afhandling „Johannes V. Jensen og tiden. En mosaik til hundredårsdagen“ (i „Nordisk tidskrift“ 1973 p. 9 ff.)[4] har jeg valgt „Det gamle Ur“ (fra 1900 – på godt en side) som prototype for en myte i Johannes V. Jensens forstand. Jeg skriver: „Her har vi de elementer som en myte kan være bygget op af: en barndomserindring, hvor bedstefaderen, den milde mand, er en central skikkelse, tiden og naturen. Den er kort og den har en sublim fortætning“.[5]

Johannes V. Jensen skriver i „Det gamle Ur“: „Det var et meget gammelt, grundigt Ur… Det gamle Ur er død. Benet hænger langt og udtæret lige ned midt i Kassen bag den smalle Rude; det begyndte og det endte i Kisten“.[6] Det er jo H.C. Andersens diktion og stil. Det skulle nok være muligt at finde noget tilsvarende i et af hans eventyr. Dette viser at jeg kan supplere min afhandling.[7] Det vil ikke undre, da stoffet er overvældende. Jeg kan supplere min afhandling med et nyt eksempel. I slutningen af Johannes V. Jensens „Trioen. Indgang til en uskrevet Roman“ (fra 1921) står der disse kostelige ord: „Der er kun Indgangen, dette samme første Kapitel, saa lovende, saa rigt paa Begyndelse. Det kan kun tilraades at læse det om igen forfra, saa ved man hvad man har“.[8] Her er ikke langt til slutningen i H.C. Andersens „Sneglen og Rosenhækken“: „Skal vi læse Historien forfra igen — Den bliver ikke anderledes“.

Jeg kan ikke se at der skulle være noget som helst parodisk ved en sammenstilling af nogle myter og eventyr. I indledningen til min afhandling skriver jeg: „Det ligger i sagens natur, at det mere vil komme til at dreje sig om en sammenstilling end om en direkte sammenligning. Men en modstilling kan også have sin interesse; den kan stille de to digtere i relief og fremhæve deres særegenskaber og originalitet“ (p. 266). Her har jeg på en måde taget den skarpe brod af Sven H. Rossels ord.

Sven H. Rossel skriver: „Da det derfor ikke specifikt har været Andersens eventyr, der har interesseret Jensen, forekommer en mekanisk registrering af adjektiver og substantiver, som disse to digtere måtte have tilfælles for at bevise en direkte påvirkning uinteressant og meningsløs. Dette forhindrer naturligvis ikke den mulighed, at Jensen kan have ladet sig inspirere i sin mytekunst af motiver i Andersens eventyr“ (p. 397). Det står mig ikke klart hvad han sigter til med disse ord. De kan i hvert fald ikke sigte til min afhandling – som ikke beskæftiger sig med ordforrådet hos de to digtere.

Sven H. Rossel skriver: ,,Dog falder Harry Andersen ikke for fristelsen til at fremholde det andersenske eventyr som det åbenbare forbillede for Jensens myter, og Otto Gelsteds udtalelser“: „Johannes V. Jensen (har) en forgænger i H.C. Andersen, hvis Eventyrdigtning ogsaa frister til en Sammenstilling med Jensens Mytedigtning. (…) Adskillige af H.C. Andersens Eventyr og Historier nærmer sig stærkt Myteformen eller maa siges helt at dække Begrebet,“ modificeres da også til: „Nogle af myterne har affinitet til H.C. Andersens eventyr“. Men ingen af disse udsagn begrundes overbevisende og de har ingen egentlig dækning i Jensens mytedigtning, de er utvivlsomt baseret på en misopfattelse af myten som en litterær genre på linie med Andersens eventyr. Aage Schiøttz-Christensens bemærkning i denne forbindelse: „(…) man sammenligne i denne henseende hans MYTER med Andersens eventyr, der har været et forbillede for genren“13 er således forfejlet“ (p. 398).[9]

Man må give Sven H. Rossel ret i, at H.C. Andersens eventyr ikke har været forbillede for Johannes V. Jensens myter. Hvis Johannes V. Jensens myter ikke hører til nogen som helst genre – ja så må man stille dette spørgsmål, hvad tilhører de så? Digteren har med sine skiftende udtalelser om myten som kunstform bragt megen forvirring.

I min bog „Studier i Johannes V. Jensens forfatterskab“ (1972) skriver jeg: „Er myten en genre som H.C. Andersens eventyr eller er det flere genrer? Det har jeg diskuteret i min afhandling om H.C. Andersen og Johannes V. Jensen. Svaret ligger, mener jeg nu, lige for hånden: myten er flere genrer som hos J.V.J. har fået en fælles betegnelse“ (p. 117 f.).

„Ordbog over det danske sprog“ har under myte 3) (æstet.) om en af Johs. V. Jensen anv. kunstform: en kortere ell. længere skildring (af noget virkeligt ell. opdigtet, fortidigt ell. nutidigt), der i sammentrængt form bringer et stykke af naturen i universel belysning(jf. JVJens. A… I. 7ff.) (XIV (1933), 619). Artiklen er udarbejdet af Johs. Brøndum-Nielsen. Henvisningen er til Johannes V. Jensens afhandling „Myten om Kunstform“ (i hans „Aarbog 1916). Sven H. Rossel skriver om denne afhandling: „velnok Jensens væsentligste teoretiske behandling af mytebegrebet“ (p. 398), og han tilføjer at digteren her afviser enhver genremæssig betragtning.

Den bedste definition på en myte af Johannes V. Jensen har jeg fundet i Sven Brüels „Gyldendals fremmedordbog“.[10] Det hedder her: „(hos Johs. V. Jensen) litterært prosastykke der bygger på erindringsstof og naturindtryk og som er båret af en poetisk følelse af noget universelt, en dyb helhedsopfattelse der adskiller det fra en registrerende skildring; fortællingsbillede af sjælelig oplevelse“. Det er vigtigt at erindringsstoffet er kommet med (jf. „Det gamle Ur“).

I „Studier i Johannes V. Jensens forfatterskab“ (1972) skriver jeg: „Det var et genialt greb J.V.J. gjorde i sproget, da han valgte ordet myte til sine korte prosastykker. Ordet er anvendt første gang 1900.51 Disse korte prosastykker — der kan være prosadigte — begyndte digteren på allerede i slutningen af forrige århundrede. Ordet myte er kort; der kan dvæles på y. J.V.J. var en stor klangdyrker, han kendte ordenes magiske og musikalske virkninger som andre digtere før og efter ham. Eventyr kunne af naturlige grunde ikke anvendes, da det hører til H.C. Andersen og da myterne heller ikke er eventyr. Nogle af myterne har affinitet til H.C. Andersens eventyr. Skildringer, prosaskitser, stemningsbilleder og lignende ord ville i og for sig være dækkende – men myte er kort“ (p. 115 f.).[11]

I „Myten som Kunstform“ skriver digteren: „Oprindeligt begyndte jeg uden Plan med nogle Smaastykker om Dyr; Jagt- og Rejseskildringe; Naturbeskrivelser; opfundne Ting, som jeg ikke vidste noget bedre Ord for end Myter; efterhaanden blev dette Begreb mig bevidst ikke som Fællesbetegnelse alene, men som en virkelig litterær Art. Jeg har dyrket Myten som en Form for sig og har her ikke fundet Efterlignere; da Formen er min egen synes jeg derfor jeg skylder en nærmere Redegørelse for hvad jeg mener dermed“ („Aarbog 1916“ p. 7). Og videre: „Hvor H.C. Andersen sprænger en given Form for at faa den til at rumme hans Tid, saadan som det opfattedes af ham, er det man skal følge ham. Myten er bleven min Form for Æventyret“(smst. p. 10).[12]

Som det ses særdeles tydeligt har Sven H. Rossel totalt uret, når han siger at Johannes V. Jensen afviste „enhver genremæssig betragtning“ (p. 398. Citeret i et af de foregående afsnit).

„Der kan ikke være nogen som helst tvivl om at Johannes V. Jensen, da han mente at have fundet sin egen Form, har villet skabe en genre i kappestrid med H.C. Andersen. Myten er Johannes V. Jensens forsøg på at give et originalt bidrag til den danske litteratur, et sidestykke til eventyrene, i det 20. århundrede“.[13]

Sven H. Rossel citerer (p. 396) Johannes V. Jensens ord om H.C. Andersen i „Fyenske Billeder“ (1910), „den undertiden flæbende Neandertaler fra Odense“ og tilføjer „med sædvanlig jensensk smagløshed“,[14] og han tilføjer „et ulyksaligt udslag af Jensens trang til antropologisk spekulation“. Jeg kan af hjertet slutte mig til Sven H. Rossels afstandtagen fra Johannes V. Jensen. Jeg skriver i min afhandling: „Johannes V. Jensens ikonografiske metode er meget naiv og farlig og kan let føre til den rene dilettantisme. Den anvendte metode forudsætter i virkeligheden kendskab til digterens personlighed og værker“ (p. 270).

Hvordan fremtidens litteraturforskere vil se på Johannes V. Jensens myter kan man kun gisne om. Men det står fast, at ligesom eventyr er knyttet til H.C. Andersen, er myter knyttet til Johannes V. Jensen. Myten er digterens selvskabte genre (eller genrer).

 

Noter

  1. ^ Afhandlingen er optrykt i min bog „Afhandlinger om Johannes V. Jensen“ (1982) p. 193 fT.
  2. ^ Se f.eks. „Myter“. I (1924) p. 13.-Ludvig Holstein, den fremragende kender af Johannes V. Jensens digtning, skriver i sin anmeldelse af „Myter og Jagter“ (1907) om „Edderkoppen“: „Det er en vidunderlig lille Fortælling med en henrivende og hjertelig følt Symbolik“ („Ludvig Holstein. Et Minde“ (1943) p. 58). Han har altså ikke fæstet sig ved det grumme i fortællingen.
  3. ^ Leif Nedergaard henviser til min afhandling (note 1 p. 16).
  4. ^ Optrykt i „Afhandlinger om Johannes V. Jensen“ p. 295 ff.
  5. ^ Se smst. p. 317.
  6. ^ Se f.eks. „Myter“. I (1924) p. 6. – „Det gamle Ur“ er optrykt i Johannes V. Jensen „Tretten Myter“. Udvalgt og med Træsnit af Jens Jensen (1982)p. 26-28.
  7. ^ „Vandreduen“ (1921) nævnes i min bog „Studier i Johannes V. Jensens forfatterskab“ (1972) p. 124. I en note skriver jeg: „Vandreduen“ har H.C. Andersen-elementer. Det vil ikke være vanskeligt at supplere denne afhandling på flere punkter; men jeg tror dog at den rummer de væsentligste ting“ (note 60 p. 183). Sven H. Rossel henviser til min bog; men han gør ikke opmærksom på at den er kommet som „Festskrift udgi vet af Københavns universitet til minde om Kong Frederik IX 11. marts 1972“.
  8. ^ Se f.eks. „Myter“. III (1924) p. 103. „Trioen“ er optrykt i „Tretten Myter“ (citatet p. 63).
  9. ^ Med 12 henvises til „Studier i Johannes V. Jensens forfatterskab“ p. 116. Med 13 til Aage Schiøttz-Christensens disputats“ (1956) p. 210. Disputatsen er optrykt 1969.
  10. ^ 8. udgave, 3. oplag, 1982.
  11. ^ Om Johannes V. Jensen som klangdyrker se min disputats „Studier i Johannes V. lensen Lyrik. Verseteknik, Sprog og Stil“ (1936) p. 14 f.
  12. ^ „Studier i Johannes V. Jensens forfatterskab“ p. 116. – Sven H. Rossel henviser (p. 394) til Johannes V. Jensens artikel „Vore første Bøger“ i „Aarbog for Bogvenner“ 4 (1920) – hvor „Dyndkongens Datter“ omtales. Jeg gør opmærksom på at artiklen er genoptrykt i „Mytens Ring. Efterladte Myter og Beskri velser“ ved Carl Bergstrøm-Nielsen (1957) p. 115 ff. og i Johannes V. Jensen „Bøgernes Bjerg“(1970)p. 29 ff.
  13. ^ Min afhandling p. 276.
  14. ^ Se „Myter“. II (1924) p. 101. f. Johannes V. Jensen har anvendt den ikonografiske metode på H.C. Andersen i „Herman Bissens Portrætbuster“ i bogen „Form og Sjæl. Portræter og Personlig heder“ (1931 p. 134 ff. Sven H. Rossel nævner ikke denne afhandling).

 

©