Eventyrenes filosofi

Rabindranath Tagore skal engang have sagt, at man i danske skoler egentlig ikke behøvede at bruge bibelen eller at se sig om efter andre bøger til at opdrage børn med, for vi har jo H.C. Andersens eventyr. Har man dem, har man nok. Der står al den livsvisdom, som mennesker har brug for. Meget smigrende for Danmark og dets store digter. Men mange har nok undret sig over en så umådelig respekt fra en digter og filosof, der hører hjemme i Indien, livsfilosofiens land fremfor alle. Vor forbavselse skyldes vel dels vor så meget berømte nationale beskedenhed, men sagtens også, at vi fra barnsben er i den grad fortrolige med eventyrene — eller en del af dem — at vi er mere vante til at betragte dem som en levende varieret historiebog med muntre og skarpe iagttagelser af menneskers færden end som udtryk for en livsfilosofi.

Nu var H.C. Andersen ganske vist heller ikke filosof. At præstere et gennemtænkt verdensbillede eller en konsekvent livsanskuelse var ikke hans sag; han var digter, ikke tænker, og det vil sige, at hans umiddelbare følelse overfor livet var stærkere end hans ræsonnementer om det; han levede med sine omgivelser og nøjedes ikke med at ræsonnere. Alligevel havde Tagore ret. H.C. Andersen havde læst mange bøger og talt med mange mennesker; han havde set meget af verden, både i samfundets kælder og højere oppe ad den sociale rangstige, og med sin overordentlige sensibilitet iagttaget de folk han mødte, og han havde tillige oplevet naturen og alle dens små og store væsner med en intensitet som få andre. Og naturligvis havde han også gjort sig sine tanker om det han så. Det er alle disse erfaringer og tankerne om dem, som han har givet fra sig i eventyrene.

Hvad der står i dem af mere almene betragtninger, er naturligvis ikke lige originalt altsammen. At klæder skaber folk, at mange ser efter pengene og ikke efter hjertet, at man er sig selv nærmest, at det er menneskeligt at være stolt, at tavshed er guld — det behøver man ikke at læse H.C. Andersen for at få at vide. Ved siden af den slags menneskeerfaringens fællesgods finder man også reminiscenser af hans samtids filosofi — kombinationen af begreberne det skønne, det sande og det gode havde han som bekendt fra Ørsted. Langt betydningsfuldere end præsentationen af disse mindre originale ideer er imidlertid den grundopfattelse af menneskene, af universet og af livet som helhed, som ligger bag eventyrene. Det er uden tvivl den Tagore havde i tankerne, cg det er den der her skal beskæftige os.

Hvad er da eventyrenes filosofi om menneskene?
Tager man dem for sig igen, bliver man først overvældet af den mængde forskellige mennesketyper som i mange skikkelser og forklædninger myldrer igennem dem. Her er den ærgerrige, evigt utilfredse (Grantræet), den blaserte (Vejrhanen i „Gaardh. og Vejrh.”), den altid fornøjede optimist (Sølvskillingen), den desillusionerede der kender verden (Gærdestavene i „Hørren”), den hovmodige (Boghveden), den iskolde kyniker (Skyggen) såvelsom den taknemmelige med det milde sind (Roserne i flere Eventyr); der er folk som vil være fine i det ydre, men er små i det indre — i talløse variationer; der er tomhjernede hofembedsmænd og brave småfolk, djærve og usentimentale voksne ved siden af forsagte og forsigtige børn o.s.v. Mangfoldigheden er stor og kan være svær at orientere sig i, men den der gør sig fortrolig med de mange forskellige skikkelser, vil efterhånden i den brogede skare kunne skelne to hovedtyper.

Den ene er den umiddelbare, som ikke vil forsøge at synes andet og mere end det han virkelig er, men som føler sin egen ringhed overfor livets rige gaver og en uendelig glæde og taknemmelighed over at modtage dem, hvordan tilværelsen så ellers kommer til at forme sig. „Det er dejligt at leve, komme op af Brønden, krybe hen ad den støvede Vej og hvile ud i den vaade Grøft,” siger skruptudsen, og den får ret af mange andre, lige fra rosen til den muntre ligvognskusk, fra nattergalen der lever blot for at synge, til infusoriedyrene i vanddråben som river arme og ben af hinanden og dog er glade og fornøjede på deres måde.

Den anden type er den begrænsede, hvis verden er lille, og som ikke kender andet end den og ikke bryder sig om at kende det, — som betragter sig selv som verdens midtpunkt og skabningens krone — kort sagt den rigtige spidsborger.

Denne types repræsentanter føler sig trygge og sikre på sig selv i deres omgivelser og deres egen livsmåde og er overbeviste om, at den er den bedste i verden. Sneglefatter i „Den lykkelige Familie” tvivler på, at der findes noget udenfor skræppeskoven hvor de bor, og har i alt fald intet mere at ønske, og frøerne i „Skarnbassen” siger, at den der ikke elsker den dejlige rusk og væde, elsker rigtignok ikke sit fædreland. Alt hvad der er anderledes end det tilvante, betragtes med mistro og uvilje. Det får den grimme ælling at mærke, det gør også den arme stork i „Ole Lukøje, Onsdag”, som er så uheldig at have været ude og se sig om i verden, det gør det gamle hus der blot står til spektakel i gaden, og den himmelske vækst — denne afart, der ikke er optaget i systemet, som tidsler og nælder siger. Ved eventyrenes hof, hvor folk altid er sig selv nok, er den begrænsede type rigt repræsenteret.

De små dimensioner i disse personers verden mærkes på den rolle sladderen spiller — man kan tænke på „Det er ganske vist” og på konen i „Stormen flytter Skilt” der vidste mere om andre end de selv vidste — og på den overordentlige respekt der bevidnes de nærmeste autoriteter. Den gamle kone, i hvis hus ællingen forvilder sig ind, er den klogeste i hele verden, siger hønen, — for musene i „Grantræet” er rotternes mening det sidste ord i en sag, og ved det kinesiske hof synes alle, at alting er præcis så godt som spillemesteren har sagt det i sin tale, den med de svære ord. Endelig viser småheden sig i iveren efter at synes mere end man er. Skarnbassen giver det gerne udseende af, at den er ude i et hemmeligt ærinde, og at kejserens hest går med dens aflagte guldsko, og flipperne sørger for i kludekassen at give deres pjuskede livshistorie en romantisk farve som bestemt ikke tilkommer den.

Det kan ikke nægtes, at af disse to hovedtyper optræder den smalsporede filister oftest og i flest variationer. Men det kom af, at H.C. Andersen kun altfor ofte havde mødt denne type, og forresten vidste han godt nok, både fra andre og fra sig selv, at menneskene er skrøbelige kar, at vi er svage og små og egoistiske og kun sjældent kan hæve os over hensynet til os selv. I de elegant turnerede, snart ironiske, snart vemodige, ræsonnerende sidebemærkninger, hvormed han så charmerende krydrer sin fortælling, siger han det ofte direkte: Man skal ikke se Mennesket paa Vrangen („Under Piletræet”), — det er meget svært at lade være med at tænke på sig selv, mere end en klog kone kan forlange („Hvad man kan hitte paa”), — konfirmanderne holdt hinanden i hånden, for de havde jo ikke fået embeder endnu („Klokken”), — det er kun altfor menneskeligt at gå til spækhøkeren — for grøden („Nissen hos Sp.”), — det onde husker man altid godt („Flyttedagen”), — sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre („Tepotten”), — at ingen var misundelig, ja det var det utroligste („Det Utroligste”), — derhjemme i kakkelovnskrogen kan vi alle tænke kækt og stort („De Vises Sten”), — man besøger ugerne sine venner, når de er fattige og der er mange trapper („Fyrtøjet”), o.s.v., o.s.v. Sådan er menneskene, siger digteren.

Det er imidlertid tydeligt, at han ikke akkviescerede ved dette. Det er ikke hele sandheden. At vi kan være anderledes, lader hans umiddelbare personer forstå, og gennem dem, såvelsom gennem deres filistrøse modsætning, er det ikke svært at se, hvad der var H.C. Andersens menneskeideal.

Det første og tilgrundliggende krav han stiller til den der vil gælde for et rigtigt menneske, er det at han skal være ægte. Når flipperne, pennen og blækhuset og andre af samme slags udleveres til latteren, er det, fordi de prætenderer at være eller tror at være mere end de faktisk er, og når så mange, især jævne folk og børn, skildres med en sådan sympati, er det fordi de ved, hvor de hører hjemme, og af et ærligt sind er tilfredse med at være på den rette plads. Som få andre gennemskuede H.C. Andersen de konventionelle fraser, og i eventyrene konfronteres de gang på gang ubarmhjertigt med den bitre virkelighed eller med personernes virkelige følelser. Den artige dreng i „Klokken” vil efter konfirmationen være lige så artig som før den, „og det skal man ikke gøre Nar af — men det gjorde de”; og den kinesiske embedsmand i „Paradisets Have”, som får prygl af sine overordnede, råber: „Mange Tak, min faderlige Velgører!”, men har nok haft noget helt andet i tankerne. I „Ole Lukøje”, hvor dukkebrudeparret frabeder sig alle gaver af spiselig art, fordi de har nok i deres kærlighed, er modsætningen til den uromantiske virkelighed tydelig nok. Den ægthed der viser sig i, at et oprigtigt eller muntert sind er stærkere end og bryder igennem de ydre former, er bestemmende for ideen i eventyr som „Kejserens nye Klæder”, „Klods-Hans” og „Nattergalen”; og på denne ureflekterede umiddelbarhed beror magten i den barnlige uskyldighed som udmærker f. ex. den lille Gerda.

Men til eventyrenes ideal hører det også, at man hævder sig ved sine indre kvaliteter, ikke ved de ydre fortrin. Den fattige dreng med det rige kunstnersind i „Børnesnak” er mere værd end de velhavende eller fornemt fødte børn, så brave de ellers kan være. Den pragtfuldt udstyrede, men kunstige nattergal kommer ynkeligt til kort overfor den beskedent udseende virkelige sangfugl, og prinsessen i „Svinedrengen” forkastes, fordi hun slet ingenting har indenbords.

Imidlertid, det vigtigste af alt er kærligheden. Den havde den lille Gerda, den havde den ulykkelige mor, der mistede sit barn, det var den Anne Lisbeth savnede. Pigen der trådte på brødet, straffes i helvede, ikke for at have forbrudt sig mod nogen moral eller anden form for konventionelle normer, men fordi hun ikke har været god mod sine medskabninger. Det er kærligheden der giver roserne taknemmeligheden over blot at blomstre og dufte og varmes af solen.

Den kærlige sjæl, som kan glemme sig selv i andre (som det hedder i „Tepotten”), som er ærlig og ureflekteret umiddelbar, det er eventyrenes ideal.

Der savnes således i eventyrene ikke tanker om menneskene — hvordan de er, og hvordan de burde være. Men også om universet og om opfattelsen og vurderingen af dets fænomener indeholder eventyrene meget præcise ideer.

Det er en iøjnefaldende ejendommelighed ved eventyrmilieu’et, at dets personer intet fælles univers har. De er så forskelligartede, at hver person eller persongruppe kommer til at leve i sin verden. For ænder og høns er ande- og hønsegården hele verden, og allerede præstens mark er udenfor det man kan interessere sig for og forstå sig på. Flipperne, Toppen og Bolden kender kun de genstande og væsner de i deres liv så at sige korporligt har mødt, roserne i hækken og blomsterne ved vejkanten står hvor de står, og erfarer kun det der kommer forbi dem eller til dem, og for børnene begrænses verden af stuen med legetøjet, gården og måske strædet med kammeraterne der. De brave vægterfolk i kælderen og den lille pige med svovlstikkerne kender næppe andet end den by de lever i. Selv de personer der har været mere omkring og har fået en større horisont, som skarnbassen, storkene og den lille Gerda, har et centrum hvorfra deres verden går.

Det er klart, at tilværelsen må komme til at tage sig forskelligt ud for de forskellige væsner, alt efter deres sted og deres art. Også de meninger de har om den, må blive forskellige. For en skarnbasse er en mødding det dejligste af alt, for æslet i „Hurtigløberne” består det skønne i at have lange øren, for en trold er det barbariske og blodtørstige slagsmål mellem infusoriedyrene i vanddråben noget overordentlig morsomt, for en lille dreng er et par skøjter lige så vigtigt som hele verden, for gadedrengene består det utroligste i at kunne spytte sig selv på ryggen; det som for egetræet er et kort moment, er for døgnfluen et langt liv.

Det store univers, som vi mennesker har lært om og regner med, existerer således slet ikke for eventyrpersonerne, og der er heller ingen bestemt måde at leve og vurdere på som kan siges at være almengyldig. Hver ser verden på sin måde og lever og vurderer på sin måde.

Der er heri i og for sig intet mærkeligt. I ethvert sandt digterværk hører personerne hjemme i bestemt afgrænsede milieu’er, og deres syn på livet præges af det. På grund af eventyrpersonernes art kommer blot hos H.C. Andersen opfattelserne af livet til at spænde over en større skala end i anden digtning. Det for eventyrenes filosofi afgørende er imidlertid, at det gang på gang og med stor bestemthed hævdes, at hver har lov til at have sin mening, og at man ikke kan sige, at den ene mening er rigtigere end den anden. I „Isjomfruen” fortæller køkkenkatten, at den har hørt rotterne sige, at den største lykke er at æde tællelys og have fuldt op for sig af fordærvet flæsk, mens Rudy og hans kæreste har sagt, at den største lykke er at forstå hinanden. „Hvem skal man nu tro, Rotterne eller Kærestefolkene?” spørger den til sidst — og man kan kun svare med kandestøberen, at de har ret begge to, hver på sin måde.

Det er netop det der på dette punkt er eventyrenes filosofi. Det mærkes på hele den måde hvorpå der fortælles. Når dyrene, blomsterne, legetøjet o.s.v. er på scenen, existerer menneskenes univers og menneskelige vurderinger ikke i fortællingen, og det kommer tydeligt frem i en lille bemærkning som den i „Vanddraaben”, hvor de små dyr midt i den barbariske lemlæstelse af hinanden dog er „glade og fornøjede paa deres Maade”, eller når det i „Store Søslange” hedder, at kabliau og flynder „gik fredeligt i Havets Dyb og aad deres Medskabninger”. Men det siges også direkte. Da ærtebælgen efterhånden bliver gul, siger de fem ærter der ligger derinde, at hele verden bliver gul, „og det havde de Lov til at sige”, tilføjer digteren. Når sneglene i skræppeskoven ikke bliver samlet ind, kogt og lagt på sølvfad, slutter de deraf, at herregården er væk og alle mennesker i verden døde, og „da ingen sagde dem imod, saa var det jo sandt”. Om kometen (i eventyret af samme navn) sagde nogle, „at den viste sig tre Alen lang, andre at den var Millioner Alen; man ser saa forskelligt”.

H.C. Andersen lader her tydeligt forstå, at hvordan verden ser ud og tingene er, afhænger af øjnene der ser dem, og at vi mennesker (som ofte nok kan have divergerende meninger indbyrdes) ikke har ret til at hævde vort verdensbillede som det eneste rigtige. Menneskenes almindelige opfattelse er en opfattelse på linie med andre væseners. I slutningen af „Sommergækken” siges det ligefrem, at blomsten forstår tingene på sin måde, „ligesom vi (d.v.s. Menneskene) enhver Ting paa vor Maade”. At voksnes værdiopfattelse ikke behøver at være bedre eller rigtigere end f. ex. børns, står at læse mange steder, meget tydeligt i „Stoppenaalen”, hvor der fortælles om drengene der roder i rendestenen: „Det var Griseri, men det var nu deres Fornøjelse” — og endnu skarpere i slutningen af „Hjertesorg”: den sorg den lille pige føler over at være sat udenfor kammeraternes samfund, er ligesaa alvorlig som en hvilkensomhelst af de voksnes hjertesorger.

Derfor har alle levende væsner lige ret til livets gaver. Det er det eventyret „Der er Forskel!” handler om. Solstrålen kysser de fattige blomster såvelsom de rige, og i slutningen af historien sættes den fornemme æblegren i vase sammen med den foragtede fandens mælkebøtte. Der er ingen rangstige i eventyrverdenen. Alle væsner er gode for sig og har lov til at tænke og mene om verden og livet, hvad de vil.

Derfor dømmer digteren sjældent sine personer. Kun for de voksne mennesker gælder der bestemte idealer. Kun der hævder han, at der er noget der er rigtigt, og noget der er mindre rigtigt. Og dette mindre rigtige er egentlig blot det, at man tror ens egen måde at leve og tænke på er den eneste rette, og ikke vil lade andre vederfares ret og ikke vil indse, at man kan leve på mange måder, alt efter temperament og ydre omstændigheder.

Eventyrene synes da at præsentere en ganske klar opfattelse både af menneskene og af universet og dets mangehånde væsner. Men hertil kom endelig, at H.C. Andersens erfaringer naturligvis også havde bundfældet sig i en fornemmelse overfor livet som helhed.

Hvad var for ham livets art — var det godt eller ondt eller måske noget der ligger hinsides disse begreber?

Mange vil sikkert uden videre omtanke karakterisere H.C. Andersen som den store optimist og vil kunne give gode grunde for sin opfattelse. „Den grimme Ælling”, eventyret om hans egen skæbne — og den opfattede han jo som et billede på universets almindelige orden — er en lovsang til tilværelsens per aspera ad astra, og talrige andre eventyr giver udtryk for en lignende fortrøstning: Det er smukt at leve, alt kommer på sin rette plads, det gode bliver ikke glemt, i alt fald ikke i det lange løb, hovmod og ondskab lider nederlag, og sker det ikke straks, er det fordi Vorherre har tid at vente. Når hørrens sidste gnister siger: „Visen er aldrig ude! Det er det dejligste ved det hele!” — så betyder det, at livet er så rigt og godt, at det aldrig brænder ud.

Men disse udbrud af glæde og tillid vil langtfra have sagt alt om H.C. Andersens livsfølelse. Flere af de mest storslåede eventyr siger noget ganske andet. „Historien om en Moder” viser, at H.C. Andersen kendte sorgen i verden og vidste, at den kunde være stærkere end alt andet, og den der har læst „Skyggen” og gjort sig helt klart, hvad der egentlig står i denne rystende historie om magt og kynisme, vil snart holde op med at forestille sig H.C. Andersen som en til enhver tid fortrøstningsfuld eller sentimental optimist. Tværtimod viser disse to eventyr og flere med dem, at han var en mand der vidste, at tilværelsen kunde være jernhård, ubønhørlig, brutal, og at moral, retfærdighed, venskab ofte bare er smukke ord. På ærens tornevej sætter tidslen først blomst, når graven skal pyntes.

Hvordan kunde digteren forlige disse to opfattelser? Han forligte dem slet ikke. Han havde set, at livet kunne være både godt og ondt, forfærdeligt og lykkeligt, uretfærdigt og kærligt, og eventyrene er blevet til i øjeblikke eller tider, hvor følelsen af det ene eller det andet var særlig stærk hos ham. Imidlertid, trods det pessimistiske indslag i eventyrenes mønster, så ligger der dog dybest i dem en uudryddelig optimisme. Havde H.C. Andersen været filosof, ville han formodentlig havde sagt, at livet er større end vore begreber om godt og ondt. Hans grunderfaring var, trods uendelige nervøse lidelser og talrige bitre skuffelser, at livet er rigt og skønt, blot vi vil tage imod dets gaver, store som små, at det onde er noget temporært, ja at selve sorgen er en gave, som kan bære en velsignelse i sig, blot vi modtager den ret.

Det sidste er just det afgørende. Om vi opfatter tilværelsens rigdom, beror kun på os selv. Er vore øjne åbne og vort sind modtageligt, så er der nok at opleve og glæde sig over; så bliver verden for os et rigt galleri af personer og væsner, som hver har sin historie at fortælle, hver sin ejendommelighed, alle så forskellige indbyrdes, at vi aldrig behøver at kede os. Kopisten i „Lykkens Galocher” og den unge digterspire i „Hvad man kan hitte paa” fik øjne og ører op, så at det summede af historier om dem, og til Gerda, som havde det åbne sind, fortalte alle blomsterne deres historie, blot hun gik hen og betragtede dem.

Livets rigdom viser sig allermest i de små ting, alt det som folk ellers ikke finder nogen særlig opmærksomhed værd. Det lille uanselige frøkorn, den lille venlige handling kan en skønne dag vokse op til noget stort og betydningsfuldt — den ene af de fem små ærter fra ærtebælgen var medvirkende til, at den syge unge pige blev rask. Og alle de daglige situationer, når solen skinner, og folk ser fornøjede ud, ja forresten også når de ikke gør det, har en skønhed og en poesi som alene kan gøre livet værd at leve. Den lille gran, som får sol og nok af luft og har så mange kammerater, både gran og fyr og desuden sommetider de småsnakkende bønderbørn, der kommer ud for at samle bær — ja, i sin utålmodighed føler det lille træ ikke, hvilken velsignelse alt dette er; men digteren forstod det og får læseren til også at fornemme det. Skildringen i „Boghveden” af det ærværdige gamle piletræ og marken med havren, „den dejlige Havre, der ser ud, naar den er moden, ligesom en hel Mængde smaa, gule Kanariefugle paa en Gren”,— og billedet i „En Historie” af den friske søndagmorgen, hvor folk går til kirke i solskinnet — disse og mange andre lignende hverdagsglimt i eventyrene lader læseren mærke, hvor megen poesi omverdenen har at give den der vil se og lytte.

Efter denne redegørelse for eventyrenes ideer om menneskene, om universet og om livet som helhed vil det måske falde naturligt at rejse spørgsmålet om digterens eget forhold til den filosofi, eventyrene præsenterer. Kan man gå ud fra — som det er gjort mange steder i det foregående — at alt det der fortælles, er digterens egen erfaring, eller kan der også være tale om litterær konvention, i alt fald på visse punkter ?

Når man betænker, i hvor høj grad H.C. Andersen levede i bøger og poesi, vil det være rimeligt at regne med det sidste, og der er i alt fald god grund til mistanke overfor menneskeskildringen, især hvad angår de kritisk opfattede figurer. Det var f. ex. allerede før hans tid tradition i litteraturen at skildre hoffolk som tåbelige, indskrænkede, hovmodige — tomhjernede nikkedukker, der kun blev holdt åndeligt oprejst af det udvendige hofceremoniel. H.C. Andersen har i skildringer af eventyrhoffet med stort lune og rig fantasi fortsat traditionen. Men han kan næppe bygge på egne oplevelser, da adskillige af disse eventyr er skrevet før han fik nogen videre kontakt med hofkredse, og i sine breve fra senere tid, da han var en hyppig gæst hos konger og fyrster, omtaler han ingen oplevelser der blot tilnærmelsesvis svarer til det billede eventyrene giver.

Også hans mange skildringer af og antydninger af menneskenes ondskab og smålighed kan meget vel være traditionsbestemte. I europæisk kultur har der altid hersket en dybtgående mistillid til menneskene. Kristendommens hævdelse af menneskenaturens medfødte syndighed og slethed er i århundredernes løb kommet til at beherske hele tankegangen; det er for de fleste europæiske digtere og tænkere en selvfølge, at motiverne for menneskers handlinger er idel egoisme og usselhed. Man mærker det i litteraturen. De onde og smålige personer er oftest dem der i skildringen lykkes bedst, mens det er sjældnere at møde stærke, retlinjede, helstøbte, pletfri personligheder, uden at disse på en eller anden måde virker som glansbilleder. Denne opfattelse af mennesket som et skrøbeligt, meget skrøbeligt kar har været stærkere end mange andre erfaringer. Vi er alle ofre for den. I vore ubevogtede øjeblikke er vi næsten altid tilbøjelige til at se mislige, egoistiske motiver bag vore medmenneskers handlinger, selvom vi vel alle har truffet både uselviske og storsindede mennesker — det er sikkert de færreste af os der ikke har oplevet en moders eller anden slægtnings, en hustrus eller en vens opofrende kærlighed. Også H.C. Andersen havde oplevet det. Det turde derfor være den traditionelle menneskeopfattelse der kommer til udtryk, når han f. ex. i „Fyrtøjet” lader vennerne svigte soldaten i hans fattigdom, men flokkes om ham når han igen er ved muffen. En sådan usselhed havde han, såvidt vides, ikke selv været ude for. Tværtimod, da han som ludfattigt ungt menneske skulle slå sig igennem, havde han altid mødt folk der tog sig af ham og hjalp ham videre, og hans venner lod ikke deres venskab være afhængigt af, hvor højt han var på strå; de lod sig ikke imponere af hans snart europæiske digterberømmelse, men behandlede ham på nøjagtig samme måde som ethvert andet medlem af familie- eller vennekredsen.

Men bortset fra dette punkt og muligvis et par andre er eventyrene i overordentlig grad et udtryk for, hvad digteren i sit eget liv følte og oplevede. Med den nævnte begrænsning stammer eventyrenes menneskeopfattelse fra hans egen erfaring. Han havde selv mærket borgerskabets begrænsethed og selvtilfredshed og i årevis ærgret sig over den. Men han havde også oplevet, at der fandtes djærve og ærlige mennesker i verden. I et brev til Christian d. 8. i 1846 (Bille & Bøgh II, 139) siger han endog, at han i sit liv har lært at erkende, at alle mennesker i grunden er gode, at han har tillid til dem og egentlig aldrig er blevet skuffet. Det sidste er nok en overdrivelse. Men sikkert er det, at han havde mødt mange gode mennesker på sin vej.

Heller ikke hans idé om verdensopfattelsens relativitet var noget der blot havde gyldighed for ham når han fabulerede. Han havde ofte gjort sig tanker om dette fundamentale spørgsmål. I et brev til fru Melchior skrev han engang: „Lille Marie spurgte forleden sin Mor i stor Alvor: „Har Bedstemoder faaet sin egen Seng med op i Himlen, eller ligger hun i Guds?” Der er noget yndigt og dog halvt komisk i Barnets Forestilling om det Hiinsides, men er vor stort klogere?” (Reumert: H.C. Andersen og det Melchiorske Hjem, s. 150). Og til Nic. Bøgh, med hvem han i 1873 var på rejse til Tyskland, sagde han engang: „Ikke sandt, naar man kommer ud at rejse, forstaar man ikke, at de gider gaa derhjemme og vrøvle om de mange Ting og at man selv har kunnet bryde sig om saadan en eller anden Artikel i Bladene og saa troe, at det derhjemme var hele Verden; herude kjender de slet ikke noget til hele Verden. Og naar man saa kommer hjem igjen, kan man ikke lade være at komme ind i det igjen. Men saadan skal det vel være, for at man skal faa Lyst til at virke. Her i Hannover troer de, at Hannover er Alt, saa lad os i Kjøbenhavn, naar vi er der, troe, at det er Alt”. (Bøghs dagbog, trykt i Julebogen 1915, s. 52).

Og endelig eventyrenes dobbelte grundstemning, den lyse og den mørke — den var også hans egen. Han havde saa mange drøje stunder med sig selv — oftest som følge af ydre begivenheder — at han personlig kunde stå inde for pessimismen i eventyr som „Skyggen” og „Et Blad fra Himlen”. Men i ligeså høj grad var der personlig erfaring bag eventyrenes optimisme. Hans egen utrolige karriere var ham en uopslidelig garanti for, at livet i grunden er godt; han oplevede desuden naturens skønhed og dagliglivets poesi med en intensitet som bliver få mennesker forundt, og hans usædvanlige evne til at iagttage og fange et indtryk i farten gjorde ofte dagens rutine til en stor og munter teaterforestilling for ham.

Det var dette livets teater, snart fornøjeligt, snart sørgeligt, som han indoptog og gengav i ny form i eventyrene.

Har vi danske taget ved lære af det budskab eventyrene bringer ? Ja, sikkert, omend mere indirekte end direkte, mere ubevidst end bevidst. Gennem vor fortrolighed med disse historier fra vor barndom har vi nok især lært to ting: ikke at lade os imponere af noget ydre eller blænde af nogen form, men altid at se efter hjertets ægthed — og: at forstå at det små og oversete også har ret til at leve. Måske har vi i nogle henseender lært lidt for meget. Fortroligheden med eventyrene kan have styrket den foragt for ydre former (også de forsvarlige og nyttige), som vi danske har hentet os fra andre kilder, og eventyrene kan også være medskyldige i, at iveren for at finde det helt hjerteægte ikke sjældent hos os har forvandlet sig til gold skepsis overfor alt hvad der er originalt eller bare uventet. Vi kan næppe endnu siges at have fundet balancen mellem skepsis og tro, mellem begejstring og nøgternhed — den svære balance som er selve livets kunst.

I så fald har vi ikke lært nok af vor store landsmands værk. Vi kender det måske alligevel ikke til bunds. Tagore så måske bedre end vi selv hidtil har gjort det, hvormegen visdom der er at hente i eventyrene.

©