Fænø-flint

Umiddelbart vest for Hindsgavlhalvøen ligger Fænø, som gennem en årrække hørte til stamhuset Hindsgavls besiddelser. Egnen her hører til blandt de skønneste naturområder i Danmark og er et af de steder, hvor bøgen virkelig spejler sin top i bølgen blå.

Fra denne egn stammer fundet af en af de smukkeste oldsager, der nogensinde er kommet for dagen; nemlig Hindsgavldolken.

Dolken, der er forarbejdet af brun- og blåtonet flint, måler 29 cm i længden og 9 cm i bredden.[1] Den er bevaret fuldstændig intakt og fremstår lige så ny og ubrugt som den dag i slutningen af stenalderen, da den forlod flintsmedens hånd. Typemæssigt kan dolken bestemmes som Vb i flintdolkenes udviklingsrække og hører dermed hjemme i senneolitikum afsnit C eller slutningen af dolktid kort før bronzealderens begyndelse.[2] Vi er hermed inde i et af oldtidens tidehverv med brydninger og stærke impulser fra Mellemeuropas metalførende kulturer. Et slående eksempel herpå er netop udformningen af flintdolkene i denne fase, der helt klart er udført efter forlæg i andet materiale. Modellen kan genfindes i Aunjetitz-kulturens bronzedolke, hvis brede, svajede skuldre og afsat hæfteknap tydelig er efterlignet i periodens flintdolke.[3] Efterhånden som bronzen vandt frem, blev kravene til flintsmedens formåen større, men konkurrencen var for ulige; det gamle flinthåndværk var nu dømt til undergang. En sidste kraftanstrengelse, der hævede håndværket til kunst, ses bl.a. i Hindsgavldolken, hvor flintsmeden formåede at skabe en dolk næsten udover materialets bæreevne.

Hindgavlhalvøen og Fænø.

Hindsgavldolken er et løsfund, men stammer ganske givet fra en ødelagt grav. Fra Hindsgavlhalvøen og Fænø kendes efterhånden mange fund, der vidner om beboelse i senneolitikum. Konkret haves der kendskab til 5 hellekister, som dog alle er forsvundet nu, men mange løsfund af dolke og pilespidser fortæller om en måske magtfuld bygd i området på denne tid.[4]

Pragtstykket fik navn efter Hindsgavl, men burde i virkeligheden kaldes Fænø-dolken, da det var her fundet blev gjort. I Nationalmuseets arkiv findes beretning om fundet i 2 varianter, der begge er afgivet på anden hånd. Det eneste der adskiller dem, er kønnet på finderen, men ellers er de så samstemmende, at divergensen må skyldes en erindringsforskydelse hos den ene fortæller. Den mest kontante beretning er tilgået i 1937 og stammer fra en mand der kendte finderen, som i øvrigt stadig levede på det tidspunkt. Om fundet beretter han således:

Hindsgavldolken.
Aunjetitz-dolk.
Godsejer kammerherre N.F. Basse Føns der residerede på Hindsgavl, da dolken blev fundet.

Sidst på eftermiddagen ud på sensommeren 1867 var en lille dreng sammen med sin mor på vej hjem fra markarbejde på Fænø til godset. Pludselig bukkede drengen sig ned og samlede noget op fra marken, idet han sagde noget i retning af »Næ mor – sikken fin sten jeg fandt«. Godsinspektøren, der stod i nærheden, fik dolken at se og købte den straks af drengen for en daler. Fundstedet var den såkaldte »Kæmpemark« på sydsiden af Fænø.

Godsinspektøren forærede dolken til fruen på Hindsgavl, kammerherreinde Basse Føns, der igen senere skænkede den til en oldsagsinteresseret general. Dolken havnede nu sammen med hans samling på Giesegård udenfor Ringsted på Midtsjælland, hvor kammerherreindens søster Sophie Brockenhus Schack residerede. Efter en senere korrespondance må dolken imidlertid være kommet i Basse Føns’ernes eje igen, idet kammerjunker F.N.B. Føns til Billeshave opgives som ejermand i 1880’erne.

Flintdolken skulle snart blive kendt af en videre kreds og det langt udover landets grænser. Samtidig med Verdensudstillingen i Paris i 1889 afholdtes en international arkæologisk kongres, og i den anledning var der arrangeret en udstilling af oldsager fra Danmark. Da Nationalmuseet ikke kunne udstille egne ting, idet disse ikke måtte fjernes fra Prinsens Palais, var man nødsaget til at anvende kopier og låne ting fra private samlinger. Herved blev Hindsgavldolken præsenteret for en større offentlighed.[5]

Det var Nationalmuseets daværende direktør, Dr. Sophus Müller, der stod for udstillingsarrangementet i Paris, og ham der så dolkens værdi som nationalt klenodie, der hørte hjemme i Nationalmuseets regi. Straks efter udstillingen tog S. Müller kontakt med familien, og fra d. 14. januar 1890 foreligger et brev til S. Müller fra Sophie Brockenhus Schack, hvori hun skriver, at hendes søstersøn kammerjunker Føns er villig til at deponere dolken i Nationalmuseet, med det forbehold, at kunne forlange den tilbage når han ønskede det. Fjorten dage senere bragte hun flintdolken til København, hvor den siden har været at se i Nationalmuseets faste udstilling.

Uheldigvis havde man ikke sørget for en testamentarisk ordning, så da hofjægermester Fr. N.B. Føns døde i 1922, indgik dolken som aktiv i boet. Fra Nationalmuseets side blev boets executorer kontaktet for at få en overdragelsesordning i stand, hvilket lykkedes i november 1923 mod et vederlag på 1.000,00 kr. til boet. Samtidig ansøgte Nationalmuseet Undervisningsministeriet om dækning af denne udgift, hvilket blev tilstået den 21. december samme år.

Således blev den i alle henseender bedste og skønneste dolk, som Sophus Müller udtrykte det, endelig sikret en varig plads i den nationale oldsagssamling.

Noter

  1. ^ Sags nr. i Nationalmuseet A 33093.
  2. ^ E. Lomberg: Die Flintdolche Dänemarks 1973, pg. 58 og 69.
  3. ^ Mellemeuropæisk bronzealderkultur ca. 1700-1500 f.Kr.
  4. ^ Joel Berglund: Fynske Minder 1979/80 pg. 15. Pastor i Mun: Arb. for Hist. Samfund i Odense og Assens Amter 1918 »Arkæologiske Undersøgelser i Vestfyn«. Samt rapporter fra amatørgruppen »Harjas« udgravninger på Hindsgavl mark.
  5. ^ Se årb. f. Nord. Oldkyndighed 1979 pg. 91 ftg. 3. Foto af den danske arkæologiske udstilling i Paris 1889. Dolken ses i montrens venstre fløj midtfor.

©